Lyset i mørket og håbet trods ondskab - juledag 2023

Jeg holder meget af disse julemorgener, hvor jeg som evangelium skal læse prologen fra Johannes om Ordet.

Det stærke ved den er det symbolske om lyset, som mørket ikke kunne gribe eller begribe.

Der er dog en vigtig forudsætning for at kunne forstå Johannes – for mig. Nemlig, fortællingerne fra Lukas og Mattæus om et barns fødsel.
Måske har disse fortællinger får lidt en eventyrlig præg med fattige hyrder, rige vismænd, en ussel stald og Guds særlige stjerne. Og videre om flugten til Egypten med englehjælp.

Dette eventyrlige er væk i Johannes til fordel for det filosofiske.
Enige er de dog om, at noget særligt er sket; at Gud går ind i vores liv med lys og kærlighed og ikke magt som modsvar til ondskab og mørke.
Altså er lyset og kærligheden også for os, selvom vi ikke altid oplever det.
Ja selv, når alt i verdenen eller i vores liv er kaos og ødelæggelse.
For, sådan kan det nemt opleves.

Julens fortællinger skulle gerne være med til at holde os fast i håbet og se et glimt af paradis.

I går talte jeg også om håb i kaos. Og jeg brugte en illustration, som jeg her vil genbruge.

Jeg ville have fundet en af de kaostegninger med masser af streger hvori, der kan findes en stjerne eller et hjerte.
I kan sikkert forestille jer den.

Det er af den slagt, hvor man kan sidde i så lang tid, at ikke kun er flødeskummet i kakaoen smeltet men også blevet lidt stift igen. For, kakaoen er nået at blive koldt.
Når man så er klar til at krølle papiret sammen for irriteret at ville smide den efter katten. For, der er altså bare ikke nogen stjerne!
Ja, så kommer der én og peger netop på den streg, som åbner for at se stjernen.
Pludselig er der håb, og så dukker hjertet sikkert også op.

Jeg kan kun tænke, at vi alle kan have brug for lidt hjælp en gang i mellem til at få øje på det gode. 

Med dagens evangelium, kan vi også sige, at vi alle kan have brug for, at nogle tænder et lys for os – et af de lys, som ikke kvæles af mørket. Ja, måske et af de snyde-lys til fødselsdage, som tænder igen, når de er blevet pustet ud.

Hvis modet svigter og håbet er væk, så skal nogle peget på det i livet - som stregen i tegningen, der åbner netop for at se et større billede – der åbner for at se det gode igen.

Nu kan vi måske tænke, at mørket kun er ubehageligt og måske rummer dårligdom og ondskab. Men det betyder ikke, at det ikke hører til livet.
Jeg vil næsten sige tværtimod – også med dagens evangelium. Mørket er jo i verdenen, og Guds lys og ord opløser det ikke, så det for altid er forsvundet. Sådan som vi jo skal huske at synge i julesalmen; forvunden og ikke forsvunden er nu al vor nød.

Man kan sige, at vi går i mørket men, vi skal ikke blive i mørket. Vi kan gå igennem mørket, da mørket ikke kan holde os fast.
Sådan må vi tro, da Gud er med os som netop det lys, som mørket ikke kan kvæle.

Vi kan også tænke, at mørket er hos os men, det er ikke os, der er mørket.
Måske skal vi bære mørket – at holde og udholde det, måske udforske det og indse, at det ikke er uventet for os som mennesker. 

Mørket er en del af livet – det må vi ikke glemme. Vi må heller ikke prøve at overbevise andre om, at livet kun er lykke, sol og glæde. Mørke, smerte og ensomhed er måske ikke det bedste i livet men dog en del af livet og ikke en fejl.
Det perfekte findes ikke hverken som et ideal eller som et muligt mål.

Med erkendelsen af livets svære sider vil vi nemmere kunne leve med både vores egne og andres fejl og mangler. Ja, vi vil kunne leve med afsavn og tristhed – måske endda ensomhed i perioder eller fornemmelsen af ikke at have værdi.
Sådan som det virkelige liv er for de fleste.

Men, der er mere at sige om livet end mørke, tristhed og uduelighed.
For mig bliver det – altså det gode og glædelige mere tydeligt, når mørket ikke fornægtes. 

For mig kan det være et venligt smil og hilsenen med ønsket om en god dag eller god jul – alt det, som vi nok ofte tager som det naturlige, men som, når vi får øje på det, kan være netop det håbstegn, som kan åbne for livets skønhed.
Ja, når jeg mærker den lille godhed, så kan det være som det med tegningen; hvor jeg fik vist den lille streg, som åbnede for at se hele stjernen eller hjertet.

Netop sådan kan jeg også tænke om dagens evangelium. Når Johannes taler om Guds Ord og siger, at han er kommet i verdenen. Så kan det åben for at se Jesus som det, der kan bringe godhed og kærlighed på spil i livet.
Ja, som jeg også læste fra Johannes’ brev, at Gud er kærlighed.
Nogle kalder det en floskel, og sådan kan det også til tider opleves.
Men det er en ganske utrolig markering.

Når jeg en gang imellem kan tænke, at alt det med Gud egentlig ikke sådan helt giver mening. Så kommer jeg også til at tænke på, hvad alternativet til den kristne fortælling er; at den almægtige kommer til os i det svageste – som et lille barn uden magt. Og derigennem netop som kærlighed.

Alternativet kunne være en anden fortælling om det guddommelige, som profilerede magt, forskelsbehandling, måske udryddelse af modstandere eller uforudsigelig ondskab.
Dét ville give et liv i angst – hvis ikke lige man var blandt de velsignede, der kunne tyrannisere andre i guds navn.

Meget bedre ville det vist ikke være, hvis vi sådan helt var overladt til os selv. Hvis der ikke er nogen opfordring til det gode, så ville den stærkeste ikke bare have mulighed for at udøve magt men også have retten til det.
Mon det ville give de fleste mindre angst og utryghed?

Med det som alternativ holder jeg gerne fast ved, at Gud er kærlighed og, at han kom til os med sit ord gennem mennesket Jesus Kristus.
Og med den fortælling kan og vil jeg ønske alt og alle både en god dag og en rigtig glædelig jul.             Amen

Julen og andre håbstegn - Juleaften 2023

Når livet er trist og ensomt og gråt
Når mørket kommer og tar dig
Så husk på den gave du har fået
Vi er her, min ven! Vi har dig!

Du går aldrig alene i natten
Selv om vejen er mørk og smal
Det er flere end dig her i natten
Her i dybet af skyggernes dal
Du er fremme ved målet,
For nu er det jul igen!

Sådan lyder en af sangene i julekalenderen om det magiske cirkusteater.

Ordene rummer noget af det centrale, som både den og andre julekalendere rummer:
For det første, at vi ikke er alene. Og for det andet, at der er et håb i mørket.
Ja, der er et håb i kaos. 

Dét har vi altid brug for at høre. Men for mig kan det i år være endnu vigtigere.

Som illustration ville jeg have fundet en af de kaos-tegninger med masser af streger. Hvori man f.eks. vil kunne finde en stjerne eller et hjerte.
Det lykkedes ikke, så I må tænke jer til den.
Sådan en, som man kan sidde med i så lang tid, at ikke kun flødeskummet er smeltet i kakaoen men er blevet lidt stift igen, da kakaoen er blevet helt koldt.

Når man så er klar til at krølle papiret sammen for irriteret at ville smide den efter katten. For, der er altså bare ikke nogen stjerne! Der er en fejl i min, eller også lyver folk.
Ja, så kommer der en og peger på netop den streg, som åbner for at se stjernen. Pludselig er der håb, og så dukker hjertet sikkert også op.

I julekalenderne er det ofte børn, der peger på håbet eller holder fast ved, at det gode kan ske. Ofte skal de også gøre noget, for at dæmpe kaos.
Og her er der forskel på at være en nisse – selvom man skulle vælge at blive en kærlighedsnisse, som gerne vil hjælpe de unge til at se og sige det, som alle andre har set længe. Selv med de bedste ambitioner, er man ikke nødvendigvis til hjælp med sine ideer – som med pigen i den med skoven.

Anderledes er det, hvis man er valgt af skoven til at være den nye vogter.
For, kaos og ondskab er ikke sådan lige til at fikse. En sandhed, som virkelighedens verden også har sine fortællinger om!

Men, vi kan vælge det godt – og, det gør vi også oftest. Måske skal vi bare lige have det udpeget - alt det, som oftest virker naturligt som, når vi lige giver en hjælpende hånd med eller giver et smil.
Dét er jo et modsvar til kaos og ondskab.

Jeg tænker disse ting som et stærkt håbstegn – noget, der kan pege på stregen i kaos, så vi pludselig kan se alt det gode og glædelige. 

Min tanke her er at tale om fred og glæde, og lidt om at være ubekymret. Julen må godt være en pause – eller måske netop et håbstegn.

For mig kan kaos komme af den erkendelse, at alle ikke bare ønsker fred og glæde – eller, hvordan man nu skal forholde sig til Ukraine, Mellemøsten, Armenierne eller skyderierne i Sverige.

Det kan også komme af, at udfordringer i det nære. For sognet blev min kollega Bente blev ramt før påske og vi må vente godt ind i det nye år på en afklaring. Det er meget trist for hende, men har også haft betydning for os andre. Gode vikarer er ikke det samme – og slet ikke, når vi nu skal til at forme et helt nyt sogn bestående af Søndermarken og Løget.
Også andre har været ramt, så andre bliver belastet.

Når jeg nævner dette, er det ikke for at gøre os til noget særligt med som et eksempel. Jeg oplever, at sådan er det mange steder med manglende kræfter.

Når jeg så tænker efter, har der også været megen hjælp og omsorg i den presset tid. Og ja, det har ikke kun været små glimt men nærmest et helt grundlæggende fællesskab.

Sådan for os og sådan forhåbentlige også for andre.
Altså, for at tage tegningen igen, at glæden ikke bare er en stjerne gemt i kaos men, at langt de fleste streger viser sig at være stjerner og hjerter.

I forhold til noget, som også kan give kaos, så har jeg glædet mig over, at der nu er mange stemmer, der taler imod idealet om at være perfekt og fejlfri.

Jeg husker f.eks. prins Christians tale ved sin 18-års fødselsdag; Han vil naturligvis gerne være den bedste tronarving, men vil med sikkerhed også lave fejl. For, ingen er uden fejl – og det ville heller ikke være godt.
Han lagde vægt på, at det ikke handler om perfektion men om dedikation.

Han talte også om, at det ikke er vigtigt at være den bedste. Det kan alle jo ikke være, men alle kan noget andet.
Og særligt talte han om at være sig selv. For, det kan man vel, som det eneste.

Nå ja, og så de skønne ord om, at myndig bliver man på en dag. Voksen bliver man hen ad vejen.
De ord ramte også mig. For, mon ikke vi alle trods alder stadig bliver voksen hen ad vejen.

Der var også Frederik faderlige tale; det barn, du var, vil altid forblive en del af dig.

Jeg er sikker på, at han talte af erfaring. Vi er alle også et barn inden i (som nogle skolebørn fortalte mig på juleløbet, hvor jeg var den skrækkelige kong Herodes, der ikke kunne li børn: Du har også været et barn engang). Men vi er ikke kun et barn. 
Måske lige undtagen overfor Gud, hvor vi altid vil være og forblive et barn.
Men dog også et barn med voksne opgaver overfor hinanden.

Ind i dette taler julens fortælling for mig klart; at vi fejrer et lille barn, der fødes et fremmed sted og bliver flygtning de første år.
Der er ingen magt i sådan en fortælling – andet end, hvad et spædbarn ofte har over de voksnes, når kærligheden er på spil.
Alligevel fejrer vi denne fødsel i julen som repræsentant for den almægtige Gud.

Mange af os kan tage magten og bruge den til egen vinding og til smerte for andre.
Julens budskab og dermed Guds budskab er, at sådan skal det ikke være. Magt har vi kun til låns, og opgaven er, at bruge magten til bedste for andre, for samfundet, for flest mulige.

For mig er julen dermed både en vejledning og en håbs fortælling.

Måske kan denne kendte julefortælling om barnet og kærlighedens tilsynekomst være den streg, der åbner for at se hele stjernen – hele livet som noget, der ikke kun er kaos men fyldt af nærvær og glæde.

Som sangen i julekalenderen, så går vi aldrig alene hverken i mørket eller i livet.
Vi er rummet af den kærlighed, som andre har til os. Den kærlighed, som jeg tror, vi får givet af Gud til deling.

Eller, som jeg har digtet i den salme, I nu (for nogle måske igen) bliver udsat for:
Vi tænder et lys, når aftnen er mørk,
og vinterens dage er korte.
Vi tænder et håb, når vi bringer lys
til dem, der må sidde i mørke.
For julen er håbet, der fødtes engang.
Ja, julen er hjerter, og julen er sang.
Julen er glæde, og julen er fest -
Hjerternes fest.

Amen og glædelig jul!

Vejbaner og vejskilte - 3. søndag i advent

I dag vil jeg tale om vejbaner og vejskilte.

Jeg kommer til denne vinkel lidt ad en pudsig omvej.
Vi hører i dag om, at Johannes skal være den, der skal bane Herrens vej og gøre hans stier jævne.

Det er faren, der forudsiger sønnens rolle i forhold til Guds komme til menneskene – ad nye og jævnede stier. Og vi kender den videre fortælling om, at han stod ved Jordanfloden og kaldte til dåb, at Jesus også kom og blev døbt, og at Johannes udpegede Jesus som Guds nærvær.

Johannes’ opgave var at forberede folk, så de kunne høre det nye glædelige budskab – budskabet om at være elsket på trods.
Ja, budskabet om tilgivelsens mulighed. 

Men for at kunne høre det budskab, skal man jo erkende sine egne mangler og fejl – og for nogen, hører vi, skulle der hjælp til som Johannes, der udpeger alle folks dårlige sider; at ingen kan frelse sig selv.

Johannes baner altså ikke bare vejen men viser også hen til Guds kærlighed.
Dermed er der for mig en parallel til stjernen, som ledte de vise mænd til stalden.

Og så slog det mig.
Hvis stjernen kan kaldes en vejviser, så kan Johannes vel kaldes en vejbaner.
Dét minder jo utroligt meget om vores infrastruktur med vejbaner og vejskilte 😊

Ofte, når jeg får sådanne associerer, slår jeg op for at se efter, om ordene kan have noget med hinanden at gøre – altså, om vores ord vejbaner skulle komme af at bane vej.
Det har jeg ikke gjort til i dag, da jeg formoder at blive skuffet.
Sandheden kan jo til tider ødelægge noget, som ikke bare er sjovt, men som også kan bruges til at vise en pointe.

Som for de fleste, så fylder hverken Johannes eller advent meget i mine tanker generelt. Dog, når vi som nu er i adventstiden, så er det for mig også advent og kun lidt jul, der fylder – modsat måske en del andre. Derfor er der i dag heller ikke valgt direkte julesalmer.

Jeg holder meget af forberedelsestiden som en lidt stille tid – stille
ikke i, at der ikke sker noget. Kalenderen er ofte mere fyldt i tiden før jul end mellem jule og nytår.
Men stille sådan som forventnings-glæden er i forhold til fest-glæden.

Med denne tanke om vejbaner og vejskilte, kunne jeg tænke, at Johannes og advent måske vil dukke op i mine tanker, når jeg sidder i trafikken – om ikke andet, så kunne det give et smil, som der for mig aldrig kan blive for meget af – heller ikke af den lidt skøre slags. 

Jeg kunne så videre tænke, at min rolle måske bare sådan er at være en forhåbentlig velholdt vejbane, som gør det nemmere for Guds ord om kærlighed at kommer ud og rundt til folk.

For, Guds ord har med dagens tekst brug for vejbaner. Ikke alle har hørt det glædelige budskab. Og måske kan nogle ikke høre budskabet, da de ikke oplever det hverken relevant eller befriende.

Helt hvordan man så er en Guds vej-baner, tør jeg ikke sige.
Så er det lidt nemmere med at være vejviser – som stjerne, vi bl.a. synger om hele året i morgensalmen ’I østen stiger’. Og som vi skal synge meget mere om i juletiden – og også i den næste nyere adventssalme: hold håbet op, stjernen viser vej.

Jeg tror, vi alle af og til har brug for, at andre giver et lille hint.
Vi har brug for at finde vej i livet – vejen til det gode liv, hvor faktisk vejen og dermed livet er det vigtige og ikke målet.

Håbet skal vi sommetider også have vist – som i næste salme; at vi skal holde håbet op for hinanden – og ikke os selv.

For, med håbet må det være som med troen; det kan vi ikke selv bestemme os for. Det skal vi modtage, opdage og vælge til.

Håbet kan være om mange ting – men altid gode ting. Som, at ’det bliver godt igen’. At der er en vej ud ad mørket, hvad end mørket så består af. Ja, at end ikke døden er det endelige mørke. 

Vi er i den mørke tid, og det vil jeg også vende. Måske kan vi lade Paulus tale til os, når han skriver, at Gud tænder lys i vores hjerter. At vi er presset men ikke knust, at vi er i tvivl men ikke fortvivlet, at vi er forfulgt men ikke forladt, at vi er slået til jorden men ikke slået ihjel.

Man kan sige, at vi går i mørket men, vi skal ikke blive i mørket. Vi kan gå igennem mørket, da mørket ikke kan fastholde os.
Sådan må vi tro, da Gud er med os – han, som Johannes skriver i prologen, der var det lys, som mørket ikke kunne gribe eller begribe.

Vi kan også tænke, at mørket er hos os men, det er ikke os, der er mørket.
Måske skal vi bære mørket – at holde, udholde det, udforske det og indse, at det ikke er uventet for os som mennesker.
Mørket er en del af livet – det må vi ikke glemme eller prøve at overbevise andre om, at livet kun er lykke, sol og glæde. Mørke, smerte og ensomhed er måske ikke det bedste i livet men dog en del af livet og ikke en fejl.

Det perfekte findes ikke hverken som et ideal eller som et muligt mål.

Med erkendelsen af livets svære sider, er det så også godt at huske, at der findes stier gennem mørket; at andre og vi kan bringe lys ind i hinandens liv.
Ja, at vi kan gå ad stierne sammen – sommetider forrest for at bane vejen, sommetider bagefter, når andre har banet en vej.
Måske handler det om ganske stille bare at være sammen. Måske er det et venligt ord. Måske et smil i mødet.

Og ja, måske er det at fortælle om den kærlighed, som overgår al forstand og, som vi hører om i kristendommens budskab som noget, der kommer fra Gud.
At vi baner vejen for at ordet kan høres – som vejbaner og vejskilte i livets trafik.

Amen

Ikke at være klar eller, slet ikke at være - 2. søndag i advent

Er du klar?
Ja, det er vel for tidligt at spørge om i forhold til jul og gaver. Men december har også sine traditioner.
Måske skal man til julefrokost, og så skal man være klar i tøjet.
Måske er der noget i familien, hvor man – som reklamen for Imerco, skal være klar også med at have købt gave.

Ofte, når vi skal være klar, er det i forhold til nogle gode ting.
Vi spørger jo ikke, om man er klar til en ensom jul.
Nogle gange kan man godt gøre sig klar til en operation eller en tandbehandling. Ikke rare ting – men forhåbentlig rart og godt bagefter.

Også kun få får spurgt, om man er klar til at dø. Dét kunne måske godt være relevant. Men så spørger vi nok på en anden måde som; Har du tænkt på, at du kan dø af det? Eller: Når jeg dør, så skal du ikke være alt for ked af det.

Andre ting kan man være klar til i lang tid. I min alder kan det være pension og tid til andet. Det kan også være håndboldspilleren, der drømmer om at komme til VM slutrunde.

Her i advent skal gøre vi os klar til at fejre julen. Og disse søndage får vi forskellige vinkler på at vente. I dag hører vi om 10 brudepiger, som venter på brudgommen.

I vores tid er det anderledes. Ofte i ganske god tid får vi en invitation med tid og sted, hvor man skal møde op. Her hører vi, at pigerne står på brudgommens vej for så at følges med han resten af vejen til fest.
Nogle kommer med, og nogle var ikke klar. 

Lidt udfordrende for os i vores kristne tankegang er, at de ikke også kommer ind.
Den Gud, som Jesus fortæller om, vil da aldrig siger, at han ikke kender os – eller?

En interessant vinkel kunne være, hvorfor pigerne kaldes tåbelige.
Var det nu fordi, de ikke havde taget olie nok med til deres lamper?
Eller, kunne det være deres valg; at de løb hen for at købe olie og derfor var væk?
Altså, at de troede, de skulle klare sig selv – eller, at det var tændte lamper, som var vigtig for at kunne tage imod brudgommen, og ikke dem.

Når vi kender hele fortællingen om Jesus – den, som vi her i advent forbereder os på at høre endnu engang fra jul over påske og til himmelfart.
Så afviser Jesus aldrig de svage eller dem, der ikke selv kan magte livet.

Så, det tåbelige var måske, at de ikke troede sig noget værd uden at kunne fremvise noget – symboliseret ved en tændt lampe.

At de så bliver afvist som ukendte, er næste udfordring. Men måske kan vi trække vores virkelighed ind – og i et eksempel kan jeg godt se begge vinkler.

Lad os tænke, at der er kommet nye folk ind på vejen. Vi har ikke rigtig mødt dem, men fik en kort snak over hækken. Der aftaltes, at de skulle komme over til kaffe lørdag eftermiddag – præcis tid blev ikke aftalt.
For at være sikker, brygges kaffen i god tid. Man får lige en kop eller to inden, konen opdager, at kagen i køleskabet er væk. Den var ellers klar allerede fredag – men mon ikke børnene har taget den som natmad, da de kom hjem. Så ud ad døren med hende på vej til bageren.
Da manden tager det sidste kaffe og vil sætte mere på, er der ikke flere bønner. Så ud ad døren med ham hen til 365.

Da så naboerne banker på, er der ingen hjemme. De venter lidt, og går så igen.
Mon ikke hellere de ville være taget i mod og fået lidt hyggesnak end at kage og kaffe er på vej?
Nå ja, da man så senere møder dem i gågaden, kan man godt prøve at hilse med et lille nik. For ingen af dem kender jo hinanden sådan rigtig – og måske er man ikke sikker på, at det nu også er naboerne.
Og de nye naboer kan godt være lidt reserveret – måske endda afvisende overfor sådanne mærkelige folk, der ikke engang er hjemme, når de inviterer.

Måske er det lidt for tænkt – eller i det mindste, må man håbe, at sådanne naboer får et godt grin over det på et senere tidspunkt.

Jeg kan også tage et eksempel fra vores juleaften fejring. 

I vittighedstegningerne ser man – eller så man tidligere, at manden havde glemt alt om at købe en gave til sin kone. Og så står han ved lukketid i butikken, hvor en venlig ekspedient finder det perfekte undertøj, nattøj eller måske parfume; det, som alle kvinder jo altid ønsker sig mest – eller…

Min erfaring er, at en personlig gave er bedre. Men nu er jeg og dem, jeg kender, måske bare godt gift 😊

Det er dog altid rart at have en gave at lægge under træet. Men hvad, hvis man ikke når at få gaven? Den valgte gave kan jo være væk i pakkeposten.
Ja, så bliver det jul alligevel. Og glæden er, at man er sammen om træet og måske ikke mindst lige så vigtigt ved aftensbordet.

Det vil for langt de fleste være størst glæde at være sammen juleaften end f.eks. at vide, ens elskede farer rundt i landet for at finde en åben butik, hvor den rigtige gave stadig kan købes.
Det er jo samværet og ikke gaven, der betyder noget. Og for gaven er det oftest mere tanken end indholdet, der betyder noget. 

Så altså med vores egen tilgang og, hvad vi hører om Jesus, er tilstedeværelsen vigtigst.
Mon så ikke også for brudepigerne; at de med et nærværende smil ville kunne komme med til festen. Altså, at de ville blive set som det lys, de var i sig selv – trods fejl og mangler.

Her i adventstiden er det for mig i det mindste en god tanke. For, vil dét gælde brudepigerne, så vil det også gælde mig.

Her tillader jeg mig at tage de særlige briller, som jeg mener, al bibeltekst skal læses igennem. Nemlig det, vi kalder ’den lille bibel’; at Gud elsker os så meget, at han gav os sig selv i Jesus Kristus. Og, at Han ikke kom for at dømme, men for at frelse.

Et nytår må gerne blive fyldt på med håb og ikke med angst. Et håb, som vi til tider skal hjælpes med at give hinanden som en mulighed. For ja, håbet skal vi selv have – men vi kan ikke selv skabe den. Sådan, som vi skal synge i den næste salme.

Amen

At blive forstyrret - 24. søndag efter trinitatis

Der er megen forfald i naturen for tiden. Sensommeren holdt længe, men nu flyver bladene og selv asters er mister blomsternes farve.
Sammen med, at vi nærmer os kirkeårets afslutning, giver det god mening, at døden og vores magtesløshed over for døden er en del af dagens tekster.

Med evangeliet er det dog altid sådant, at der tales imod døden ligesom, der tales imod ondskab.
Der tales altid et håb ind i vores virkelighed.

Og nej, vi oplever sjældent, at døde bliver levende igen. Selvom vi har fortællingen om fodboldspilleren Christian Eriksen. Hjertestop er ikke sådan helt døden med det samme for os.
Sådan rigtig døde-døde bliver ikke levende igen. Altså for os – hvor vi så hører, at for Gud er døden kun en søvn.
Den virkelighed var i glimt på jorden med Jesus, hvor vi har det som håbet i det himmelske.

Udover den lille pige, så oplever kvinden også at få livet tilbage. Som mand ved jeg jo ikke så meget om at have menstruation. Men, at slippe for konstant menstruation efter 12 år kan kun være som at få livet igen.

Disse håbs fortællinger passer så også med vores natur. Landmændene har været ude at så på deres marker i forventning om, at der kommer et nyt forår med grøde. Kun er nogle bekymrede over, om alt vandet ikke bare sætter livet i stå men slår afgrøderne ihjel.
Det er vel også nu, vi planter nye buske og deler stauder? Samt, at vi planlægger, hvad vi kunne supplere med til foråret. For ja, med have så lever man også i håbet.

Alt dette giver mening og er noget, jeg før har prædiket over.
Så i dag vil jeg tage vinklen: at blive forstyrret.

Har vi tid til at blive forstyrret?
Og: Hvad er vigtigt at huske, når vi bliver forstyrret?

Min første og måske lidt kedelige vinkel er arbejde – både det lønnede og det frivillige.
Lidt forstyrrelser er ok – særligt, hvis der er om noget godt.
Men kun få trives med, at der sådan lige kommer en lille opgave ind – og lidt mere igen, som gerne må klares med det samme. 

Først prøver man nok at huske, hvor man var i det andet for så at vende tilbage. Men vi er nogle, som af erfaring gerne skal lave en lille note. Hvis man forstyrres af noget vigtigt, betyder det sjældent, at det, man er i gang med, ikke også er vigtigt og skal gøres færdig.
En note kan blive til en lille stak på skrivebordet, og måske endnu en huske-stak et andet sted – og et mere som bliver i reolen bagved, da bordet er fyldt.

Sådant er mit skrivebord sjældent, men jeg har set steder, hvor jeg ikke lige kunne finde bunket til det ’vigtige, jeg kom med af forstyrrelse’ 😊

En anden vinkel kan være nyheder.
Jeg følger gerne med – også flere gange om dagen både på tv og i aviser. Det er ofte et valg for mig, hvornår jeg ser og læser. Kun på Facebook kan en nyhed komme overraskende.

Nogle nyheder kan dog godt være forstyrrende til trods for, at jeg selv vælger dem til. De kan forstyrre mine tanker og min hverdages ro og tillid.
Krig og konflikter overrasker ikke. Men nogle indslag kan godt ramme på en sådan måde, at man kan gå i stå og nærmest blive apatisk.
Uhyrlighederne kan være for barske, og så kan jeg rammes af den erkendelse, at jeg ingen mulighed har for at gøre noget ved det.

Naturligvis vender vi tilbage til livet igen efter det – altså de fleste. Men, det er ikke sikkert, at vi vender tilbage til det helt samme liv.
Jeg kan godt forestille mig, at planer, tanker og gode ideer bliver glemt. For, det er sjældent med livet som på arbejde, at man får lavet en note eller samlet små stakke til senere brug.

Med dette kan man godt tænke, at forstyrrelser bare kun er til besvær.
Men, så er det fint, at dagens evangelium har en anden vinkel.
For, vi bliver jo også forstyrret af det gode.

Vi hører, at Jesus er i gang med at fortælle noget. Det har sikkert været både vigtigt og opbyggeligt, som hans taler altid opleves som.
Så bliver han forstyrret af en mand, som har brug for hjælp. Hans datter er død.

Naturligvis lader Jesus sig afbryde. Det vil vi også altid gøre, hvis naboen eller en anden pludselig kommer med en sådan melding.

Jeg tror måske også, at vi ville handle – altså gå med, som Jesus gjorde.
Nogle ville dog måske lige vurdere situationen. Mon der sker noget ved, at jeg her lige gør min prædiken færdig først?
Tilhørerne ved Jesus, vil jeg formode, kan med rimelighed have tænkt sådan; Lad os nu lige få din pointe først.
Og vi, der læser i dag, kan måske også godt have tænkt os ’at få de sidste guldkorn med’.

Der er dog også en befrielse ved Jesus’ handling. Han går og vender ikke tilbage hverken til skaren eller til det, han var i gang med at sige – så vidt vi ved.

Livet kan godt forstyrre på en måde, så det, vi ellers tænker som vigtigt, ikke behøver at følges til dørs.
Ja, livet går til tider nye veje, og det giver god mening – eller, det finder vi også en mening i.

At en tale kan afbrydes, kan vi altså godt være med på. Særligt, når det gælder om at gå med og være hos en, der er ramt så hårdt som en far eller mor, der mister sit barn.

I dagens fortælling er forstyrrelserne dog ikke slut. Da Jesus går sammen med faren på vej – måske snakker de lidt eller også, er det at dele tavsheden vigtigst. Mange mennesker følger også med, så helt ro har der ikke været.
Jeg tænker dog, at Jesus’ nærvær har været hos faren.
Men så lader han sig forstyrre igen – forstyrre af kvinden med blødningerne.

Nå ja, kan vi tænke. Hun trænger til hjælp. Men, kunne hun mon ikke godt have ventet til efter besøget hos pigen. En dag fra eller til betyder vel ikke noget efter 12 år.
Mon ikke nogen af os ville sige: Vendt lige, så kommer jeg tilbage, når jeg har været henne ved pigens familie.

For kvinden var nu’et dog lige i det øjeblik, og der var Jesus også. Han så hende og handlede – også altså lod sig forstyrre.
Men, han glemte ikke pigen – modsat den videre fortælling.

Amen.

En mønts værdi - 23. søndag efter trinitatis

I dag vil jeg tale om en mønt.
Og, hvis nogle nu undrende tænker: en hvad?
Så er en mønt sådan en rund ting af metal, som kan bruges til at betale med i stedet for MobilePay og dankort.

Jeg kunne også overveje at tale om skat, når det jo i denne uge har fyldt en del – både i regeringens forslag og faktisk også i dagens lignelse. Jesus taler dog ikke om skattelettelser.

Jeg kunne også tale om, at Jesus med udtalelsen melder, at vi skal betale skat – ja, at vi måske skal give al vores økonomi til staten, som jo i princippet låner sine værdier – eller værdimåleenhed ud til os.
En sådan vinkel kunne blive til noget om de økonomiske dispositioner – både i forhold til sundhed og omsorg i velfærdssamfundet.

Her ind i kan høres Paulus’ vejledning til at respekterer myndigheder – om det er diktaturer eller demokratier. Hvor det vigtige så er, at skatten betales til den fælles ordning, der kan bringe både retfærdighed, orden og fred. Og, at staten skal være til gode for de gode – kun dem, der gør ondt, skal frygte staten.

Dét, tror jeg dog, vil være en overfortolkning – selvom, de første menigheder faktisk var total økonomiske kollektive fællesskaber.

Så jeg vil altså helt konkret nøjes med at tage mønten.
Hvad er en mønt?

Før i tiden havde mønten vist sin værdi i metallets værdi. Men sådan er det slet ikke i dag. For os er det nok mere et symbol, som vi alle er blevet enige om at anerkende.

Mønten for os er det værd, som der står på den. Vores mønter er bestemt af staten – både udseende og værdi. Og, så går vi med det som en sandhed.
Sådan er det for de fleste mønter – at en stat eller en sammenslutning som eurolande giver både mønter og værdsættelse.

På verdensplan kan værdierne godt svinge alt efter, hvordan troværdigheden er til den, der udgiver mønten. Jeg skal ikke uddybe.
Men vigtigt i min tanke om mønten er, at den har sin værdi fra den, der har sendt den ud i samfundet.

Det næste er, at mønten også har et mærke, som peger på udgiveren. Vores er præget med en krone eller dronningens billede.
Med lidt god vilje, kan man sige, at mønten er skabt i sin skabers billede.

Og så har nogle nok opdaget, hvor jeg vil hen.

Jesus taler nemlig ikke kun om, at man skal give kejseren, hvad kejserens er.
Han bruger det som anledning til også at sige: Giv Gud, hvad Guds er.

Så, hvad har Gud skabt i sit billede og værdsat?
Det er selvfølgelig os mennesker.

I skabelsesberetningen fortæller der, at alt i verdenen er villet og skabt af Gud. Kærlighedshymnen med de syv dage har en særlig gentagelse: Gud sagde: Lad os skabe - det skete, og Gud så, at det var godt.
Med disse ord er der lagt en værdi ind i alt det skabte, som rent videnskabeligt godt kan betragtes som en række af tilfældigheder og en udvikling, hvor den stærkeste overlever.

I hymnen er der så en tilføjelse, da Gud beslutter sig for at skabe mennesket. Dér siges ikke kun ”lad os skabe mennesket” men, ”lad os skabe mennesket i vort billede” – og endda i denne første skabelsesmyte, som et par; en mand og en kvinde - sådan fuldt ud ligeværdig på alle måder.

Med denne gamle fortælling er der for mig en fin parallel mellem os mennesker og så en mønt. Og sådan hører jeg, at Jesus i dag præsenterer det; Vi er Guds, som mønten er kejserens.
Og med det kunne vi også sige; Livet er Guds, som mønten er kejserens – og begge dele får vi lov at bruge. Kun er det godt at huske hvad, der kommer hvorfra.

Med tanken om os som skabt i Guds billede parallelt til mønten, så bærer vi ikke kun Guds billede. Nej, så får vi også vores værdi givet af Gud.

For det første, betyder det, at vi ikke selv skal skabe os vores værdi. Vi er noget, fordi vi er.

Dét kunne være godt altid at holde fast ved og minde både os selv og andre om, når vi ellers i livet oplever at skulle præstere og gøre os relevante.
Helt nøgternt er mønten lige meget værd, om den får 12 og bliver professor eller læge, eller om den ender på gaden som hjemløs.

Sådan er jeg og du også altid af fuldstændig samme guddommelig værdi uanset, hvad livet bliver. Hvor det naturligvis ikke er lige meget for livskvaliteten hvordan, ens liv bliver.

Det næste, som kunne være udfordringen i sammenligningen mellem os og mønter. Det kunne komme af, at der er mange forskellige mønter.
Altså ikke lige det, at mønter er forskellige. For, vi er vel også alle forskellige.
Men, at mønterne har forskellig værdi. For, hvem er så 50-øren, og hvem er 20’eren?

Nogle har gennem tiden set efter kulør, social status, fysisk eller mentale begrænsninger, seksualitet og religion. Hvor vi i dag – de fleste af os, det meste af tiden - godt ved, at dér er vi ens.
Kun har jeg aldrig fundet uendelighedstegnet. For, vi må have en uendelig stor værdi i Guds øjne – og dermed også i egne og andres øjne.

Her kunne det så være smukt at standse.
Men, efter skabelsesberetningen fortælles også om død, ødelæggelse og ondskab.
For, virkeligheden er ikke ideel ligesom, at ligeværdighed, medmenneskelighed og menneskerettigheder nok mest er i teorien.

Konflikter findes, mennesker står altid i en magtforhold, og ser lidt forskelligt på fakta.

Det betyder dog noget, hvis vi i teorien anerkender alles ligeværd. Altså, at det ikke kun er os, der er Guds – og derfor ikke skal underlægges andre. Men, at det gælder alle.

                                                                 Amen.

At gå i tillid og handle i tro - 21. søndag efter trinitatis

Min vinkel i dag er, at vi går i tillid og handler i tro. Det kan være i det helt små ting som, når vi tænder på kontakten. Så har vi tillid til, at lyset tænder. Eller, når vi åbner køleskabet, så har vi tillid til, at mælken stadig er der.

I dag handler det om tillid på en mere dyb måde. Når jeg netop har læst evangeliet, er det naturligt at tage det først.
For mig er pointen, at embedsmanden går i tillid til Jesus’ ord om, at sønnen lever.

Måske kan man tænke; ja, han går lige hjem og ser efter.
Men, når vi så tænker på datidens transport-muligheder. Så tog de ca. 40 km nok et par dage som en besværlig rejse formodentlig til fods eller på æsel og på dårlige stier. Og røvere kunne man også nemt frygte.

Manden havde taget turen for at møde Jesus ansigt til ansigt. Han kunne vel have sendt en tjener? Men han valgte selv at gå – og det vidner for mig om, at han havde tillid på forhånd.
Han rejser også tilbage i tillid – må vi tænke. Hvor hans tillid jo så heller ikke bliver svigtet.

En lille sidebemærkning kan der være i Jesus’ første svar: I kræver også bare tegn!
Det gjorde manden ikke – måske, fordi han ikke forholdt sig til Jesus sådan observerende. Nej, for ham var livet og døden en alvorlig virkelighed.
For de andre, som måske har tænkt: Lad os nu lige se, om Jesus også har en guddommelig magt.
Ja, de fik ikke noget. Manden gik hjemad og fik først det glædelige budskab undervejs.

Nogle vil måske sige, at sønnen overlevede fordi, at manden troede nok.
Sådan kan jeg ikke tænke om tro.
Troen er ikke på den måde en kraft, som vi kan styre livets gang eller Guds handling med.

Troen er i stedet noget, der kommer af, at man har tillid. Som manden, der havde tillid til Jesus.
For, tillid skaber man ikke selv; den må altid fremkaldes af en, som er tillids-vækkende.

At tro på andre er noget, som bliver til ’i os’, når de andre virker troværdige. Det kan for mig aldrig blive et valg eller en evne.
Men, man kan vælge at handle i tro – altså, at gå og leve i tillid til noget, som er troværdigt for os.

Jeg møder til stadighed folk, der spørger efter, hvor troende man skal være for at være kristen. For nogle kan det også opleves som et krav for at blive medlem af Folkekirken.

I vores tid skal vi jo præstere så meget. Så det er måske ikke så underligt, at nogle også tænker troen som en præstation.
Måske er vi også influeret af andre religioner, hvor tro er præcise handlinger og ting, som man ikke må.

Hvor tro som tillid altid må være noget, vi får givet – eller, som vokser ’i os’ i mødet med andre og i mødet med fortællinger og ord.

Sådan med troen på et andet menneske – mon ikke vi alle ved, hvem det er, vi altid tør stole på?
Sådan også med Gud. Hvor det troværdige for mig er det, vi hører om Jesus – både hvad han gjorde og, hvad han sagde om Gud.

At gå i tro er så ikke kun at have tillid til Guds kærlighed; jeg er hans barn, og; han vil altid være med mig og bære mig.
At gå i tro handler også om at leve i verdenen.
Og her vil jeg tage Paulus med.

Det er svært i denne tid ikke også at tænke på krig og katastrofer. At tænke på, hvordan onde ting sker.
I verdenen svares der tilbage med krudt og kanoner. Måske tænker nogen, at man kan udrydde ondskab med det onde.
For, vi har vel prøvet med det gode, og det lykkes aldrig helt.

Vi må dog – også med Paulus – insistere på, at vold ikke er hverken det bedste eller det stærkeste modsvar.
For Paulus handler det mindre om mennesker, der gør onde ting. I mange konflikter kan man jo ikke bare stille folk op og udpege de onde og de gode.

Derfor tager Paulus fat i det mere grundlæggende, som også vi altid udfordres af.
Det hedder, at vi skal iføre os Guds fulde rustning, når vi skal bekæmpe verdensherskerne i det mørke og ondskabens åndemagter.

Det første, vi skal tage på, er sandheden. Det skal være som et bælte. Altså det, der holder os sammen og ikke kan tabes.
Udover at bære sandheden skal vi også have retfærdigheden. Det skal være som en brynje – en modstandskraft og til beskyttelse.

Spørgsmålet er, om vi altid ved, hvad sandhed og retfærdighed er. Men, at tage os det på, forpligter os til ikke at går med løgn og uretfærdighed.
Det, vi skal gå med, er fredens evangelium. I Bibelen 2020 er det smukt oversat med: vi skal bruge viljen til at udbrede det budskab, der bringer fred.

Til beskyttelse – som et skjold skal vi have troen. Altså, tilliden til det gode, som gives os af Gud i kærlighed. Dertil passer frelsen – at vi ikke skal kæmpe for at frelse os selv, for den er givet os gennem Jesus. Og derfor skal vi kæmpe også for andre.
Som et angreb i den kamp, slutter Paulus med Guds ord, som vores sværd.
Helt konkret tales der om, at Jesus er Guds ord. Men, vi kan også tænke alt det med kærlighed, godhed, mildhed og tilgivelse.

Jeg ved ikke hvor meget, denne rustning vil kunne have af effekt hverken i Ukraine, Mellemøsten eller andre konfliktsteder.
Men, jeg tør godt tro på, at det med Ord og budskabet, som bringer fred, på sigt og sådan helt grundlæggende er det eneste og dermed også det stærkeste modsvar til ondskab – og her ikke mindst den ondskab, som nemt kan spirer frem også inde i mig.

Så, jeg vil forblive den – måske naive, der tager budskabet om fred på som sko og kærlighedens ord med som sværd for at kunne gå i tillid og handle i tro. 
Amen.

Hvad giver mest befrielse? - 19. søndag efter trinitatis

Bomberne falder.
Huset styrter sammen.
Alt er kaos.
Folk flygter i panik.
Der ligger et menneske under nogle brokker og lægter.
Det er tydeligt, at et ben er brækket.
Han er bevidstløs – måske død.

Du standser – tænker lidt.
Er faktisk midt i en flugt for livet.
Kroppen er næsten løbet i forvejen – væk i et forsøg på at finde et fristed.
Alligevel bliver du stående.
Skal du gå hen og se?
Måske er han bare død.
Måske er der ikke noget at gøre.
Måske kommer den næste bombe, og så er det dig.

Men så alligevel;
Måske er han bare bevidstløs.
Måske er det slet ikke så slemt endda.
Måske er det en, du kender.
Måske kunne det have været dig.

Nej, du står der fordi, du er dig!
Både kroppen og fornuften siger, at du skal løbe – ja, løbe nu og hurtigt.
Men du ved, at du aldrig vil kunne løbe væk fra ham – eller væk fra, ikke at have været dig.
Du vil aldrig kunne løbe væk fra, at du måske kunne have hjulpet og reddet et menneske.

For, sådan er du ikke – sådan vil du ikke være – nej, sådan vil du ikke kunne leve med at være!

Stille bevæger du dig hen mod manden - og du er ikke alene.
Et par stykker fjerner murbrokkerne.
Du mærker efter puls.
En tager sin t-shirt af og river det i strimler.
Sammen er I om at få ham lagt på en halvt ødelagt dør, og så går I væk.

Nogle råber, at I skal komme ned i bombeskjulet.
Men I spejder efter hjælp.
Manden skal et sted hen, hvor nogle kan tage sig af ham – om I så skal klippe et hegn eller fjerne et tag.

Sådan kan jeg kun tænke, at der også sker der ude i de umenneskelige konfliktzoner.
Midt i ødelæggelserne er også menneskeligheden.

Det gode kan ikke stille meget op overfor bomber og gemen ondskab. Og dog tror jeg, at selv dér i de værste situationer findes der mere godt end ondt.
Ja, selv de mennesker, som driver terror, må jeg tro på, at de rummer mere godt end ondt.

Måske er jeg naiv.
Men ofte, synes jeg, at virkeligheden giver mig ret. Kun hører vi ikke så meget om det.
For – og heldigvis – så er ’at hjælpe og gøre noget godt’ det naturlige. Derfor kommer det sjældent i nyhederne, og vi råber ikke højt om det.  

I dagens evangelium tænker jeg på de fire venner, der bærer den lamme i håb om hjælp – måske endda i tro og tillid.
Måske ville de gerne snige ham ind, så de ikke blev synlige som hjælpere.
Men, når det ikke kan være anderledes. Så slår de hul i taget og firer ham ned – på ingen måder usynlig eller uden opmærksomhed.

Hvis ikke, det var fordi, vennerne levede før, Paulus skrev til Efeserne. Så havde de taget hans ord til sig; I skal lægge jeres tidligere liv bag jer, for det er styret af tomt begær. Men lev et ordentlig liv overfor hinanden.

Og ja. Paulus er ikke den første til at give det budskab fra Gud.
I Ezekiel kan vi læse: ”Jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød.”

Og videre er dette menneskelige vel noget, der er lagt i os ved skabelsen – som skabt i Guds billede. Det er lagt i vores indre, så ingen behøver at belære os om det.

Hvis vi vender tilbage til den sårede mand. Så er det lykkes dig og de tre andre at få ham frem til et hospital. Det er udenfor bomberegn og tilfældige skyderier. Og der er overfyldt.

Manden bliver lagt ved siden af en mindre pige. Hendes far sidder og græder.
Inden du går, hører du faren sukke over, at både kone og søn er døde. Pigen er der heller ikke stort håb for.
De var blevet skudt inden, at bomberne faldt.

Nu hopper vi over til den sårede mand. Han er kommet til bevidsthed og hører også farens suk.
Han ved dét, som I ikke ved. Han var nemlig snigskytte, der var sendt ind for at skab kaos. Men nåede ikke ud i tide.
Og han husker godt den lille familie, som han så for enden af sigtekornet.

Måske er han kold. Det rører ham ikke.
Men, måske rammer den menneskelige virkelighed ham – og dermed skylden.
Og så er vi ved dagens anden pointe i fortællingen.

Jesus helbreder ikke kun den lamme. Nej, først tilgiver han ham hans synder.
For os kan det være svært at forstå de skriftkloges forargelse. Jo, tilgivelse er en guddommelig ting. Men vi kan på ingen måde tænke, at Gud føler sig krænket over, at der bliver givet tilgivelse – end ikke, om det er på hans vegne. Sådan er vores Gud.

For mig bliver det interessante derfor, hvordan vi oplever helbredelse overfor tilgivelse.
Hvad er det mest befriende?

Hvis den sårede mand ikke kun blev ramt af bombens ødelæggelse – på krop og måske også i en fremtidig usikkerhed med PTSD.
Men, at han også der på sygesengen bliver ramt af den menneskelige virkelighed med skyld. Så har han dobbelt brug for andres hjælp for at kunne leve videre.

Og mit spørgsmål bliver: Vil den fysiske helbredelse være det, der bedst giver ham livet og fremtiden tilbage? Eller, vil det være tilgivelsen?
Amen.

Opstandelse som livet på trods - 16. søndag efter trinitatis

Denne søndag kaldes blandt præster for efterårets påske. Vi hører nemlig om opstandelse – at vende tilbage til livet – eller måske: at døden ikke er den stærkeste magt.

En fortælling som denne om opvækkelsen af den unge mand er ikke logisk. Hvor dog ’livet på trods’ vel godt kan tale ind i vores liv. Dét vender jeg tilbage til.

Ofte lader vi dagens fortælling sammen med påskens om Jesu opstandelse peger frem mod et evigt liv.
Det giver god mening, når Gud er på spil, mens vores erfaring med døden er, at den ikke slipper nogen tilbage.
For at rumme det, har jeg valgt to kendte og elskede salmer, der har glæden ved naturen.
Og ind i denne glæde kan digterne ikke lade være med også at trække det evige med.

I morgensalmen er det hele 6. vers om, at vi roligt kan gå døden i møde. For, Guds hånd vil rive os ud af døden garn.

Og i efterårssalmen skal vi synge om både høsten her og høsten hist – Guds gaver både her og engang, hvor vi skal finde en evig sommer hos vor Gud.

Tryghed, tillid og tro rummer disse salmer – og glæden. Både glæden her og nu, men også glæden over ’engang’.
Denne glæde over et evigt liv kan dog i vores tid godt opleves lidt provokerende.
Vi går jo sådan generelt ikke rundt tanken om at opgive dette liv i forventet glæde over det kommende.
Mange vil måske ikke engang helt forholde sig til ’engang’. Dét lever vi alt for meget i nu’et til. Kun når vi mister – eller måske sidder i den berømte fly, som styrter ned, tænker vi gode tanker om noget evigt.

Derfor vil jeg her tage det med ’livet på trods’ som noget midt i livet - i nu’et.
For at få opstandelse med, vil jeg inddrage en af de nye salmer, som er i 100 salmer. (hvis nogen senere vil slå teksten op, står bøgerne på hylden med salmebøger.)

Der bruges et ’Du’, som for mig er Gud i opstandelsen. Et ’Du’…
Der står ved siden af os, når vi planter et frø
Der er ånden bag vores planer og puster liv
Der får en, der smiler genert, til at se op
Der følger den, som bærer andre og alt - trods af udfordringer
Der ligger armene under den, som er fuld af angst i den sværeste tid
Ja, der hjælper med, at det forsvundne liv vender tilbage.

Måske tænker vi ikke over det med frøet – at et frø i jorden, som spirer, er en slags opstandelse. Ofte tager vi det for givet – også selvom, det med alle mine forsøg på vildt blomsterflor ikke rigtig er blevet til så meget.
Men ingen er i tvivl, når vi tænker efter, at livskraften er på spil i et spirende frø.

For mig er det med vores planer lidt overraskende. Jeg husker bedst en prædiketekst, hvor Gud forstyrrer de snediges planer. Men ja, vi lægger planer – og ofte, så lykkes de også. For, de behøver jo ikke hverken at være snedige eller ondskabsfulde.
Måske kan jeg tænke: det fik jeg planlagt godt. Men med tanken om opstandelsen i tiden, så kan det godt give mening med lidt guddommelige pust, så det løfter sig.

Helt befriende er tanken om, at opstandelsen også kan få en, der holder sig for sig selv – også, når man går med glæde og smil - kommer til at se op og møde andre. Smilet kommer ud i verdenen – og ofte vil det føre til flere smil.
Måske skal vi til tider hjælpes med, at det faktisk er ok at være glad – og, at et smil kan være en vældig kraft.

Ind i dette kan jeg bruge lidt fra et projekt, jeg har sat i gang med mine konfirmander. Det handler om kærlighed uden fordømmelse og skal blive til en kunstners maleri.
Først skulle de skrive, hvor kærligheden er på spil. Og det mest enkle svar var for mig også et af de mest livgivende: at sige hej.

Når salmen taler om opstandelse ved at være hos dem, der har det svært, er det for mig ofte der, hvor Gud ’bør’ være.
Det kan være dem, der er helt nede i sorgen. Og det kan være dem, der bare bliver ved og ved og ved med at bære og være der for andre.
Måske kræver det lidt at tænke opstandelse i de situationer, hvor det mere handler om overlevelse. Men ja, livet er på spil – og når livskraften vender tilbage og måske nyt liv opstår, så kan vi vel godt tænke ’opstandelse’.

Måske vender alt liv ikke tilbage, og måske må der gives slip, når man ikke magter mere.
Men, livet giver aldrig sådan helt fortabt.

Og så er vi tilbage ved mine mest brugte tanker om opstandelse – eller, at døden ikke har al magt.

Når vi mister, så forsvinder vores kære ikke fra os. Vi husker og mindes. Måske kan vi stadig høre dem tale – for, vi ved ofte, hvad de ville sige i en situation.
Og så holder vi nok aldrig op med at elske og holde af – altså, kærligheden forbliver levende.
Ja, og en levende kærlighed må vel være rettet mod nogen, som findes og er.

Hvordan de så er levende, giver salmerne deres bud på. Jeg kan tænke, at de også lever videre i Guds kærlighed.
Dét er for nogle måske for ukonkret, og man kan også tænke, at det bare er poetisk smukt.
Men i det smukke og ukonkrete åbner sig for mig en dyb sandhed om, at der er et liv i Gud udover alle grænser.

Som en videre tanke om opstandelse i tiden, så føjer jeg glæden til. Vores glæd er vel også på trods af døden.
Her tænker jeg ikke bare glæden over et fælles levet liv. Der er også glæden over alt, vi har fået givet både af andre og gennem skabelsen.
Glæden opstår også i mange situationer som en del af livskraften, der hjælper os videre. 

Med både kærligheden og glæden som elementer, vil jeg vove påstanden om, at livet ofte er ’på trods’. Alternativet er mere logisk.
Og dermed taler vores erfaring vel netop med på dagens ulogiske fortælling, hvor både en søn og en mor får livet tilbage på trods.

Og så bliver spørgsmålet: Tør vi tro på det utrolige? 

Ja måske: Tør vi tage imod det, når vi møder opstandelsen i livet – og, tør vi leve i det?

Amen.

Taknemmelighed - 14. søndag efter trinitatis

I dag bliver min fokus på taknemmelighed.
Har vi noget at sige tak for?
Og, får vi sagt tak?

Måske vi lige skal tage lidt tid til at overveje: Har vi noget at sige tak for?

Jo, tror jeg de fleste tænker, når der sådan direkte bliver spurgt:
Vi kan vel sige tak for livet.
Vi kan sige tak for helbredet.

Og når vi den senere tid har set markerne blive høstet. Eller, når vi ser æbler og bær i haverne, (også ser, hvordan det kan pynte kirken) så kan vi vel kun sige tak for naturens gaver.

Videre kan vi sige tak for maden generelt – og tak til dem, der hjælper med til, at vi kan få mad på bordet. De fleste af os er afhængige af at kunne købe fornødenheder i butikker.
Så en tak kan vi måske også sende til dem, der skaber tøj – både at lave stoffet, designe og sy.

Men, vi kan måske også tænke: Jeg har ikke selv valgt at blive født. Nej, livet er egentlig bare et slid – en opgave, der er lagt på mig. Så tak for ’lort’.
Og hvad mit liv er blevet til af bare lidt godt, har jeg selv måttet knokle for. 

Nå ja, nok hjælper andre med, at jeg kan få mad, tøj osv. Men, jeg betaler så sandelig også for det med mine hårdt tjente penge.
Hvor taknemmelig er det lige, man kan være, når mælken koster mere end 10 kr.?

Man kan godt se verdenen som uretfærdig, se det liv, man selv har fået, som træls, og andre mennesker som krejlere og svindlere.
Hvad er der så at sige tak for?
For ærligt, havde man ikke fortjent bedre?

Endnu mere tydeligt kan det være med helbredet. Skal vi sige tak for sundhed, når vi døjer med skavanker, udfordringer og sygdom?

Nogle er født med skæv ryg, sukkersyge, dårligt syn eller er disponeret for gigt.
Og uanset hvor Covid, pesten og aids kommer fra, så er bakterier og virus med til at ødelægge og udfordre os i livet. 

Mon ikke alle kan lave en brokkeliste, der med rimelighed udfordrer tanken om at sige tak?

Jeg siger ikke dette kun polemisk. For, livet kan det for nogle meget nemt opleves som en tung byrde.

Jeg er dog ikke sikker på, at det er de mest ramte, som har sværest ved at sige tak – modsat de velbeslåede, som ikke kun kan mene et godt (eller perfekt) liv er rimeligt at forvente men også, at de så sandelig selv har gjort sig fortjent til det – modsat andre.

I forhold til helbredet oplever vi ofte enhver udfordring som en fejl eller en mangel. Og på den måde kan ’ondt i ryggen’ fylde hele min tanke om kroppens helbred.
Jeg tænker lidt ligesom, at et knivstikkeri kan få os til at tænke: Der er da også kun ondskab i verden.

Hvor sandheden – både for de flestes helbred og i de fleste samfund – fylder det gode langt, langt det meste. Og derfor oplever vi det som ’det normale og naturlige’. 

Det er ganske forståeligt, at man brokker sig over skavanker og sygdom. Og heldigvis bliver vi både rystet og forarget over, at nogen gør andre ondt.

Men en gang i mellem – og det kunne jo være i dag – skal vi måske takke for alt det gode; alt det, vi opfatter som ’det naturlige’.
Tak for, at jeg faktisk godt kan se – selvom jeg har glæde af briller.
Tak for, at jeg nemt kan gå – selvom hofte eller knæ kan gøre ondt.
Tak for alle de venlige blikke og smil jeg har fået i dag – og, at ingen har slået mig eller stukket med en kniv.
Prøv selv at tænke mere…

Når jeg tænker disse tanker netop i dag, så kommer det af evangeliet om de 10 spedalske.
De var dengang om nogen udenfor. Ikke bare var de ramt at sygdommen, men de var også ramt på et socialt samfundsliv.
De skulle isolere sig og ringe med klokker, så folk altid kunne undgå dem – kun havde deres egen fællesskab. 

Så, efter deres renselse kan vi vel godt forstå, at de 9 hurtigt vendte hjem til deres gamle liv.
Nogle var måske så opløftet af befrielsen, at de bare måtte dele det med deres kære.
Ja, måske havde de bare sådan savnet deres kære, at kun de fyldte i deres tanker og sind.

Nogle gik måske tilbage i livet og tænkte; det var da også på tide og kun rimeligt. Tænk, hvad jeg har spildt af tid med den sygdom.
Måske skulle de søge om erstatning for en uretfærdighed.

Den ene vendte tilbage for at sige tak til Jesus
Og den handling kan minde os om også lige at tage en stund for at sige tak.

Og ja, nogle behøver måske ikke en dag som denne. Mange har takken med i deres morgen- eller aftentanker – ja, måske kan man sige morgen- eller aftenbøn.
For de fleste af os bliver takken ikke kun en venlig tanke til de mennesker, som giver os glæde i livet. Det bliver også en tak til Gud, der på en måde står bagved alt.

For, bagved takken til andre mennesker ligger vel takken til Gud – en tak for, at det hele overhovedet er muligt. Og det gælder ikke kun naturens gavmildhed, men også vores evner og iderigdom er vel en gave.
Sprogligt taler vi om at være begavet.
Vi tager ikke muligheder, men vi gives muligheder eller måske, vi udnytter og bruger de givne muligheder.

Vores sprog er interessant. Det hedder jo ikke, at vi tager os en kæreste, at vi tager et barn eller, at vi tager et liv. Men netop, at vi får en kæreste, at vi får et barn, at vi får livet og med kristendommen, at vi også får et evigt liv.
Vi forholder os til at dette som en gave – altså sprogligt, og ikke som en slags rettighed.
Dét, håber jeg, ikke sådan lige ændre sig.
Det er nemlig både berigende og knap så ansvarsfuld at få gaver fremfor at skulle fortjene.

Og så en lille sidste overvejelse.
Er det mon at være lykkelig, som gør os taknemmelige?
Eller, er det at være taknemmelig, som gør os lykkelige?
Jeg tror det sidste. Amen.

Ånd gør levende - 12. søndag efter trinitatis

Der tales en del om bøger også på det seneste – selvom, det heldigvis er ved at tage af. Jeg tænker på demonstrationer med afbrænding.
Jeg kunne godt tænke mig at udfordre både dem, der brænder bøger af og dem, der farer med bål og brænd i forargelse og hævnlyst.
Det skal dog hverken være her eller i dag, at jeg taler om en ærlig selverkendelse eller Jesus’ ord: Den, der aldrig har gjort noget forkerte, kan jo kaste den første sten.

I stedet giver dagens tekst mig anledning til at se på det skrevne ord generelt og vores hellige skrift – hvis vi da ellers kan brug ordet ’hellig’.
En vigtig tilgang til Bibelen er jo, at teksten ikke er skrevet af Gud, og derfor er den ikke Guds Bog og ej heller hellig – som os, der er Guds børn.
Vigtigt er også, at det ikke er en bog men et helt bibliotek – deraf ordet bibel.
Og ikke mindst, at teksterne er skrevet af mennesker – af mange forskellige mennesker.

Ja, og så er vores bibel en oversættelse til dansk – som jo rummer valg i oversættelsen og mulighed for fejl.
Netop det med oversættelsen er tydeligt i dagens tekst, hvor en enkelt original Jesus-ord er bevaret: Effata, som er aramæisk.

For ja, ikke bare er teksterne oversat til dansk for os. De er også skrevet på et andet sprog end, hvad bl.a. Jesus talte.
Da Det Nye Testamente – fortællingen om den nye aftale, som Gud giver til os mennesker – blev skrevet og samlet, var det på græsk. Det var datidens verdenssprog ala engelsk i dag. Man ville gerne, at alle skulle kunne læse.

Der er altså mange led fra, da Jesus talte og handlede, og til vi hører om det i dag – og vel også en del usikkerhed. Selvom vi formoder, at pointerne holder. Folk har været meget omhyggelige med både at huske og oversætte så præcist som muligt, da det jo handlede om noget væsentligt.
Men tilgangen til vores bibel er mere afslappet end, hvis det var Gud selv, der havde skrevet eller dikteret ordret.

Nå ja, og så burde vi ikke blive forarget på Guds vegne med mulig spot, da fortællingen om Jesus kulminerer med netop hån og spot inden korsfæstelse – og naturligvis vidnesbyrdet om opstandelsen.

Min tanke er ikke at nedgøre Bibelen. Nej, der er utrolig mange gode og vigtige fortællinger og vidnesbyrd om Gud og den kærlighed, som bliver sendt til os – og som går imod tidligere tanker om Guds vred og hævnlyst.
Men teksterne er ikke hellige – altså, de er ikke guddommelige, så vi skal helligholde dem – og da slet ikke slå andre i hovedet med dem eller true de folk til tavshed, som ikke omgås dem på en værdig måde.

I kristendommen har det skrevne ord aldrig været det vigtigste – Gud er ikke i et ord. Men modsat; Gud er Ordet – nemlig Jesus.
Så, for at vi kan brug de skrevne ord, har vi brug for Guds hellige ånd. Sådan understregede allerede Paulus, som jeg læste det, at bogstaver slår ihjel mens ånden gør levende.

Jeg oplever, at Paulus har ret. For, nogle af de voldsomme ting, der sker ude i verdenen, skyldes en fundamentalistisk tolkning af nogle skrevne ord.
Nogle har også gennem tiden brugt bibelske tekster til ikke bare at fordømme andre, men også at nedgøre og undertvinge andre – men dog kun sjældent til at slå ihjel.

Trods alle disse forbehold, så kommer vi ikke udenom, at de overleverede fortællinger, som vi kan læse i vores Bibel, er nødvendige for os.
Og i dagens tekst er det særlige, at man også i den græske første nedskrivning – vi kalder det i teologien for ’den originale tekst’, har man bibeholdt det ene Jesus-ord: Effata.
Og Markus har så tilføjet forklaringen ”det betyder luk dig op”.

Når man har fastholdt det ord, som Jesus brugte, har man oplevet det som noget særligt.
Umiddelbart er helbredelsen af den døvstumme ikke total fantastisk i forhold til dagens lægekunst. 

I Det Gamle Testamente er der en tradition om, at Gud vil kunne ’få døve til at høre og stumme til at tale’. Så, handlingen sker ind i folkets forventninger.
Og senere i kirken har vi brugt dette til at; Gud i Jesus er med os og vil hjælpe os gennem Helligånden, så vi kommer til at høre og kommer til at tale; høre Guds glædelige budskab og fortælle det videre til andre.

For at høre det glædelige budskab, skal vi måske have guddommelig hjælp til at åbne vore ører.
Evangeliet, som for mig er, at vi er elsket. Noget, vi vel gerne vil høre, men måske har svært ved at tro.
Evangeliet er så også, at alle andre er elsket præcis lige så meget som os – og sådan skal vi også elske.
Den del kan være mere udfordrende.

Når vi så har hørt det, skal vi også fortælle det videre.
Derfor skal tungen også løsnes, når ørene er åbnet.
Evangeliet er ikke for os selv men til deling.

I min første bøn blev det udfoldet på en for mig enkelt og god måde.
Så her vil jeg slutte med at gentage:

Gud, når du taler, bliver livet til.
Når du byder, må selv stormene lyde og stjernerne lyse op og falde.
Kun vi mennesker er sært døve for din tale og dårlige til at adlyde dig.
Men du, Gud, kan bryde vores døvhed og sætte os fri.
Sig blot et ord, så vores ører åbnes.
Rør ved vores læber, så vi taler.
Giv os et nyt sind, så du af os skaber dig en menighed, der med glæde hører, hvad du siger, og går, hvor du sender os.
Amen.

Er vi gud i vores eget liv? - 11. søndag efter trinitatis

Har vi brug for Gud?
Sådan kan man godt komme til at tænke. Og nej, det kan nogle godt mener, at de ikke har. Ikke mindst i Danmark har vi tanken om og vel erfaringen af, at vi da godt kan klare os selv – og ellers, at samfundet bærer med.

Og nej, hverken vi eller samfundet slår altid til. Sådan hører videt både i psykiatrien og for unge mennesker.
Men, mangler de Gud?

Jeg hørte sidste søndags ’Pilgrim’ på P1. Gæsten var radiovært mm. Esben Kjær.
Han har skrevet bogen ‘Tro for tvivlere’ efter, at han var blevet rystet i sine egne tanker om magt og ikke-magt.
Han har også skrevet to bøger om sorg efter, at han mistede sin søn.
Ved tabet holder verden op med at give mening.
I forhold til troen, var første tanke: Hvad har Gud gang i?
Anklagen mod Gud er nærliggende i det meningsløse.
Når vi så tænker efter, kan nogle blive udfordret i, hvad det var for en Gud, de har.

Esben Kjær fortalte, at han havde en tiltro til selv at kunne klare tingene. Ja, og en forventning om, at hvad andre ikke kunne, dét måtte han jo klare.
Mon ikke mange af godt kender, både at føle ansvar men også forventningen om, at en uløst opgave er min og vil blive løst af mig.
Sådan var det også for Esben undervejs i forløbet med sønnens sygdom.

Her bagefter er det gået op for ham, at hans tro nok var, at han selv var Gud i sit eget liv – netop fordi han tænkte: Alt er muligt.
Han troede, at han havde magt over alt i livet. At han kunne fikse alt.

Den tanke – ja den tro - kan gå ganske udmærket så læge, at det går godt - når der er medvind.
Men i modvind går det galt. For så har vi ikke længere magt, men oplever stadig at have ansvar.
Derfor gik han i gang med at fyre sig selv som gud. 

Jeg kan kun forestille mig, at det er foruroligende sådan at afgive magt, eller måske ligefrem at opgive magten, når man ellers mente at have magt.
For Esben var det bare blevet en nødvendig erkendelse, da han jo ikke havde magt som agt og altså heller ikke kunne helbrede sønnen.

I denne erkendelse af afmagt åbner sig muligheden for at tro på noget andet.
Så kommer spørgsmålet: hvem er gud? Hvordan er gud?

Det måtte nemlig være noget. Ellers ville sønnen bare være endt i et sort hul. Og sådan kunne det ikke være – han måtte være et sted. Noget, der var en nødvendighed for at kunne leve videre, men som også var en virkelighed, da han jo stadig bar sønnen med videre i livet.

Kristendom har udfordringen ved, at gud er god - hvorfor sker så det onde?
Andre religioner kan være mere afklaret. Måske som, at gud bare er stor. Eller, at vi selv har gjort os fortjent det.

Men kristendommen har så også tilsagnet om, at vi aldrig vil være alene – ikke i vores afmagt og heller ikke i et sort hul.
Der er også i kristendommen en erkendelse af, at alt ikke går op. Noget – eller meget – må vi leve med som uløst – ja måske nærmest uforløst. Men det betyder ikke, at Gud ikke er med os undervejs.

Og videre lyder frelsen – bl.a. her i livet med tilsagnet om, at vi er noget værd som udgangspunkt og ikke efter præstationer.

Netop et sådant tilsagn – og måske endnu mere, når vi tør tro det og leve efter det; og dermed ikke konstant skal leve op til egne eller andres forventninger om at være perfekt og gøre alt det rigtige – dette kan være et godt svar ind i tidens tale om unges og andres mistrivsel.

Tager vi de to i dagens lignelsen og trækker dem ind i nutiden. Så kunne den ene være som dem, der er flot pyntet og som deler sine perfekte karakterer på de sociale medier.
Mens den anden deler et lidt uskarpt billede af morgenhår og snavsede briller.

Af dem, ved vi jo godt, hvem der normalt vil få de mange likes.
Vores likes er ikke kun til skønhed og huen med den sorte bånd, men vel også til den klimabevidste recyclere, vinderen af cykelløbet, maratonløberens tilbagekomst efter en stor operation, den succesrige erhvervskvinde eller måske for mig en af de firmaer, som gør det både godt og flot i ’vild med vilje’.

Alle disse ting er der bestemt intet i vejen med. Jeg kaster også gerne et like, når folk gør det godt. Men dog ikke, hvis jeg oplever opslaget som en selvhævdelse – se mig! modsat andre.
Dér er jeg både ramt af janteloven og vel af dagens lignelse.

Ser vi på dagens fortælling og tænker på de to opslag, så er meldingen vel, at Gud giver sit like til den med morgenhåret.
Og nej, han giver den nok ikke for dagens dårligste resultat – hvis det, man formåede i løbet af en dag, var at stå op.
Guds like handler om den ærlige og selverkendende tilgang.

Og ja, måske giver Gud sine likes til os alle hele tiden. Det er bare ikke alle, der ser det – eller har slået Gud til som ven. Det kan være fordi, det ikke giver mening for os, måske fordi det kan være lidt pinligt. Eller også har vi bare ikke øje for andre end os selv.

Jeg kan kun tænke, at den uskønne har valgt venskab med Gud til, da han havde brug for det – brug for, at der var nogen. Og så håbede han, at Gud ikke blokerede ham.
Hvor, den anden nok udtaler sig i bøn men vel mest taler for sig selv. Og nok takker han Gud for sine evner, men det lyder mere som selvros – lidt som at være Gud i sit eget liv.

Derfor - i vores kristne forståelse - er farisæerens bøn ikke reelt en bøn.
Modsat tolderen, der ikke har overskud men indsigt i sine mangler. Derfor beder han af et ærligt hjerte og uden mange ord.

For mig er det en interessant tanke, om vi med overskud - som farisæeren, så ikke har brug for gud. Dét tror jeg nemlig faktisk godt, at vi har – og måske endnu mere end i svaghed.
Det er nemlig et meget større fald derfra, når det går op for os, at vi ikke er fuldkomne og ikke kan magt alt – altså, hvis vi hviler på det og har vores identitet og tanke om værdi deri.

For mig giver kristendommen et fundament af menneskelig værdi, som vi altid kan hvile på. Måske har vi travlt og med succes, så vi godt kan takke Gud som farisæeren – men samtidig også vide med os selv, at vi dermed ikke er hverken perfekte eller almægtige – modsat en til tider hjemmestrikket tro.
Og mangler vi et holdepunkt, så er dåben for mig ganske enkelt og meget stærkt.
Amen.

Tænk, han kunne slet ikke styre sig - 10. søndag efter trinitatis

Tænk jer! Han kunne slet ikke styre sin vrede. Den ellers så stille mand. Nå ja, han har da sine meninger og kan godt skælde de folk ud, som han er uenige med. Men voldelig, har vi da aldrig tænkt, at han var.

I skulle have set. Sådan nærmest ud af intet gik han total amok og raserede hele markedet. Ja, han jagede alle de handlende væk.
Det var rent kaos. Boder væltede, duerne fløj, lammene løb og mønter strøg hen over jorden.

I dag ville vi nok tilkalde politiet. Sådan en voldsparat type kan vi da ikke have gående frit rundt. 

Så kan det måske være nemmere at forholde sig til de utilpassede unge eller andre, hvor man ret naturligt går lidt udenom og ikke bliver videre overrasket over, at noget bliver væltet eller en bil bliver ridset.

I dagens fortælling er det Jesus, som går amok. Så ganske uventet, når vi ellers hører om ham. Han taler om kærlighed og medmenneskelighed, ja selv en svindler af en tolder går han på besøg os.
Men jo, temperament har han også. Kærligheden er ikke uden passion. Oftest går det ud over de magtfulde, som tryner de svage, eller dem, der med indsigt i de hellige skrifter burde vide bedre end at udskamme andre.

Det rusker lidt i os i denne tid. Og det er ikke kun vejret med storm og regn og naturbrænd og oversvømmelser og nu et nyt jordskælv.

Både sidste søndag og i dag bliver vi vel lidt rystet af de fra gammel tid valgte bibeltekster.
Sidste søndag var ’det glædelige budskab’, som evangelium jo betyder, en ganske umoralsk lignelse om at svindle med andres midler – og det skulle være et forbillede for os.
I dag skal vi finde ’det glædelige’ i Jesus’ vredeshandling.

Godt, at vi snart skal høre om tolderens ydmyghed, om helbredelser og om, at vi skal være ubekymrede som fuglen og liljen på marken. Og heldigvis har vi ikke glemt hyrdens omsorg for det bortkomne får.

I dag må vi så spørge, hvad det netop her er, som tænder kærlighedens vrede så meget, at Jesus handler fysisk. Hvorfor?

Det må handle om, at Jesus oplevede de handlende som nogle, der vanhelligede hans forståelse af Gud.

Og ja, det kan næsten lyde lidt som, når folkemængder i Mellemøsten brænder flag og ambassader af.

Personligt ville jeg nemmere kunne have forstået Jesus, hvis han havde jaget folkene væk den dag, de kom med en kvinde for at stene hende. Der, hvor han dog sagde de både befriende og anklagende ord: den, der aldrig har gjort noget forkert, kan jo kaste den første sten.

Men ja, vi må prøve at gå på jagt efter det glædelige, og skal nok læse teksten i lyset af datidens virkelighed.

Jeg tænker ofte, at vores fri og lige adgang til Gud er det naturlige – som en del af skabelsesordningen.
Men, sådan var det ikke på Jesus’ tid, og sådan er det faktisk heller ikke i dag – end ikke i alle kirkers kristendomsforståelse.
Så dagens kamp er ikke vundet. Og det overrasker mig altid lidt.

Lidt på samme måde har jeg det med vores demokrati, de menneskelige rettigheder og det principielle ligeværd. Noget, der for mig ikke kan andet end være skabelsens naturlighed.
Der overraskes jeg også igen og igen, når jeg hører, at kun ca. 6 % af verdens befolkning lever under disse vilkår.
Så den kamp er heller ikke vundet.

Situationen omkring Jesus’ voldsomme handling er adgangen til helligdommen – og dermed til Gud.
For at nærme sig Gud, skulle man være ren. Og opgaven i Guds nærvær var tilbedelse ved at bringe et offer.

De handlende tilbød rene offerdyr og de rigtige mønter uden billeder af en kejser.
Som udgangspunkt kan man tænke, at de handlende tilbød deres hjælp.
Måske blev der også handlet med andet, og måske kan priserne også sat ret højt.

Jesus’ opgør var dog ikke mod evt. svindlere, når han kalder det en røverhule. Nej, det er mod systemet – at der ikke var fri adgang.

Tager vi Jesus’ handling i forhold til, hvad der til tider sker i Mellemøsten. Så er det meget forskelligt, hvad der er på spil – heldigvis for os.
Som jeg forstår, er massernes protester og kamp et forsvar for ’guds’ ære og hellighed.

For Jesus var det en kamp mod de forhindringer, som mennesker kan sætte op som barrierer for andres adgang og forhold til Gud.

En anden side af dagens tekst er, at Jesus taler om fred.
Måske hænger fred og voldsparathed ikke sammen – selvom vi nok alle må erkende, at en kamp også kan være nødvendig for at bevare freden.

Dagens Jesus-vold er dog ikke så alvorlig igen – nogle væltede borde, måske nogle skrammer og løsslupne dyr. Men ingen afbrænding og ingen dræbte.

Vores tanke om fred kan godt blive meget idealistisk – ja, måske næsten ’ren hygge’.
Men fred er ikke det samme som fravær af følelser som gråd og vrede og ej heller fravær af handlinger.

Fred er også, når vi forliger os med, at tro ligesom kærlighed rummer voldsomme følelser.
Fred er, at vi kan tage til genmæle mod barrikader, der ligesom boderne i Jerusalems tempel hindres dem frie adgang til Gud
Og med det vel adgang til frihed
Måske adgang til demokrati
Og med sikkerhed, adgang til hinanden 

Med Gud og gudsforståelsen er der noget på spil, hvis vi giver den magt.
Også jeg tror, at er Gud stor – og det betyder, at livet er vigtigt, at evangeliet er stærkt og, at vi som Guds søn ikke kan forholde sig passivt og ligeglad, når andre sætter skæl eller laver forhindringer.
Og vi må vel erkende, at også en fysisk markering kan være nødvendig – selvom ord oftest er stærkest.

Amen.

Om forhånelse, svindel og tilgivelse - 9. søndag efter trinitatis

I denne uge er det lidt svært slet ikke at komme ind på det med afbrænding af andres hellige bøger.

Jeg vil dog holde mig fra både politik og andre religioner – og andres følelser.

I stedet giver al debatten mig anledning til at overveje kirken og kristendommen i det lys.

Og ærligt, så er jeg overbevist om, at det for kristendommen – og dermed også for kirken – har været en god ting at opleve kritik.

Ja, måske endda forhånelser.

Ikke mindst, når kirken har haft en magtposition.

Dér har kritikken, som også ofte har været indefra, være med til at afmontere den magt, som altid ligger lurer som en menneskelig faktor.

Denne afmontering kan ske både ved, at noget fordækt kommer frem i lyset.

Men også ved, at det centrale i kristendommen kommer i fokus.

Nu er det nok også nemmer for os end for visse andre, når vi ikke sådan har en hellig, hellig bog. Bibelen er jo en samling forskellige bøger – et helt bibliotek, som er skrevet af mennesker.

Men dog alligevel ikke en helt almindelig bog, da den rummer mange gode, vigtige og dybsindige beretninger og vidnesbyrd om mødet med og tanker om Gud.

Måske er det også nemmer for os at leve med forhånelser, når den centrale fortælling handler om, at Gud som Jesus lod sig håne, spotte, piske og dø på et kors.

Og videre, at vi ikke skal bruge magt men mildhed og kærlighed til at forkynde – til at bringe vidnesbyrdet om netop Guds kærlighed ud til andre.

Nå ja, og så er vores opgave på ingen måde at værne om Guds ære – dér er ’Han’ udenfor vores forståelse i forhold til. Vi skal helle ikke kæmpe for et guddommeligt styre på jorden, men være på jorden som det salt, der giver liv – og være det på verdens præmisser.

Og netop at være i verden handler dagens ellers så ganske umoralske lignelse om.

Med tilgangen, at mennesker har skrevet teksterne i Bibelen, kunne man godt få tanken; mon ikke Lukas selv har fundet på denne lignelse. Det virker da ganske forkert, at Jesus på Guds vegne skulle opfordre til at handle så kriminelt ved at svindle med andres midler.

Men på den anden side, så giver det vist kun mening, at nogen har hørt Jesus fortælle netop denne lignelse. For, hvem skulle med den menneskelige tankegang komme på, at Gud ville være på den måde?

Vores natur og forventninger er ofte meget moralske – om ikke andet, så overfor andre.

Netop samme konklusion må vi nå til, når det gælder den store fortælling om Jesus, der som Gud ender med at blive hånt og dø på et kors.

Kunne vi ikke som mennesker godt finde en anden måde, hvorved Guds kærlighed kunne have sejret – sådan lidt mere magtfuldt?

Eller nej, måske ikke.

Men vi ville nok heller ikke kunne udtænke, at Guds inderste væsen er en selvopofrende kærlighed. Som det lys hvori, der intet mørke er, som jeg læste i teksten fra altret.

Min erfaring er, at pointen i Jesus’ fortællinger gemmer sig i det mest provokerende.

Og, hvis Gud er den rige mand, som det oftest er i Jesus’ lignelser. Så kan vi vel godt sætte os ind i, at vi ødsler hans ejendom væk.

Tænker vi, at der er en Skaber fra hvem alting kommer. Så må alt i verdenen - og vores liv med - jo være hans. Og vi er sat til at forvalte det alt sammen.

For tiden er fokus på, at vi ikke sådan har passet godt nok på kloden – hverken klimaet eller biodiversiteten.

Vi passer heller ikke godt nok på hinanden. Der findes hån, spot, krig, voldsparathed, trusler osv.

Nå ja, langt de fleste af os opfører os ganske godt. Måske tænker vi end ikke ondt om andre eller er misundelige. Ja, faktisk går meget frem, og til det bedre. Det læser jeg med glæde en gang om ugen i avisen under overskriften ”Verdens bedste nyheder”.

Og dog svigter og fejler vi alle en gang i mellem. Det hører til livet og til dét at være menneske.

Med de briller er det ikke så overraskende, at forvalteren fejler – han er et menneske.

Det er såmænd heller ikke overraskende, at det bliver opdaget – hvis Gud er Gud, må han vide alt.

I stedet kan det være overraskende, at forvalteren ikke lyver eller kommer med en bortforklaring. Det kan de fleste af os vel finde ud af - også uden at skulle måle sig med Trump.

Mest overraskende må dog være, at den rige mand giver forvalteren tid til at forberede sig – og videre, at han viser ham barmhjertighed.

Dér er vi ved det guddommelige – og vist kun ved en faderlig guddommelighed.

Og så er jeg ved min pointe, som hænger fint sammen med, at vi har holdt dåb. Tilsagnet dér er jo, at vi er og altid vil være Guds elskede børn. Noget, som Jesus har givet os ret til.

Et sådant nært forhold ’forældre-barn’ har betydning for relationen til og forståelsen af Gud. Og dermed også i forståelsen af det, som Jesus siger og gør.

En far er – eller skal helst ikke være – som landets politi og dommere.

Netop med forældreforholdet kan vi forstå, at Jesus lader Gud som godsejeren omfavne svindleren og ikke udstøde og sende til dom og straf.

Alt det regelrette og fornuftige vælter Jesus omkuld med dagens lignelse ligesom, han gør det andre steder.

Om Gud sådan ligefrem synes det er fedt, hvis vi svindler, kan jeg ikke helt få mig selv til at sige. Men, at vi ikke bliver afskyet, når vi kommer på afveje, hører vi også om i mange andre af Jesu lignelser.

Og så vil jeg slutte med noget af det, Johannes skriver i sit brev og, som jeg læste fra altret.

”Gud er lys, og der er intet mørke i ham. Hvis vi siger, at vi har fællesskab med ham, men vandrer i mørket, lyver vi og gør ikke sandheden. Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden”.

Vi må lade Guds tilgivelse og kærlighed til os også være det, der bærer i vores syn på hinanden. Og i det mindste må det gøre, at vi aldrig på Guds vegne vil dømme eller fordømme og ej heller hverken true eller slå ihjel.

Den Gud, vi hører om og tro på, beder os ikke om at hævne og forsvare ham men om at elske, som han elsker.

Gud er ikke en fordømmer men en tilgiver! Amen.

Johannes har nogle meget præcise formuleringer, som ved denne faktisk bliver bedre i Bibelen 2020