Ånd gør levende - 12. søndag efter trinitatis

Der tales en del om bøger også på det seneste – selvom, det heldigvis er ved at tage af. Jeg tænker på demonstrationer med afbrænding.
Jeg kunne godt tænke mig at udfordre både dem, der brænder bøger af og dem, der farer med bål og brænd i forargelse og hævnlyst.
Det skal dog hverken være her eller i dag, at jeg taler om en ærlig selverkendelse eller Jesus’ ord: Den, der aldrig har gjort noget forkerte, kan jo kaste den første sten.

I stedet giver dagens tekst mig anledning til at se på det skrevne ord generelt og vores hellige skrift – hvis vi da ellers kan brug ordet ’hellig’.
En vigtig tilgang til Bibelen er jo, at teksten ikke er skrevet af Gud, og derfor er den ikke Guds Bog og ej heller hellig – som os, der er Guds børn.
Vigtigt er også, at det ikke er en bog men et helt bibliotek – deraf ordet bibel.
Og ikke mindst, at teksterne er skrevet af mennesker – af mange forskellige mennesker.

Ja, og så er vores bibel en oversættelse til dansk – som jo rummer valg i oversættelsen og mulighed for fejl.
Netop det med oversættelsen er tydeligt i dagens tekst, hvor en enkelt original Jesus-ord er bevaret: Effata, som er aramæisk.

For ja, ikke bare er teksterne oversat til dansk for os. De er også skrevet på et andet sprog end, hvad bl.a. Jesus talte.
Da Det Nye Testamente – fortællingen om den nye aftale, som Gud giver til os mennesker – blev skrevet og samlet, var det på græsk. Det var datidens verdenssprog ala engelsk i dag. Man ville gerne, at alle skulle kunne læse.

Der er altså mange led fra, da Jesus talte og handlede, og til vi hører om det i dag – og vel også en del usikkerhed. Selvom vi formoder, at pointerne holder. Folk har været meget omhyggelige med både at huske og oversætte så præcist som muligt, da det jo handlede om noget væsentligt.
Men tilgangen til vores bibel er mere afslappet end, hvis det var Gud selv, der havde skrevet eller dikteret ordret.

Nå ja, og så burde vi ikke blive forarget på Guds vegne med mulig spot, da fortællingen om Jesus kulminerer med netop hån og spot inden korsfæstelse – og naturligvis vidnesbyrdet om opstandelsen.

Min tanke er ikke at nedgøre Bibelen. Nej, der er utrolig mange gode og vigtige fortællinger og vidnesbyrd om Gud og den kærlighed, som bliver sendt til os – og som går imod tidligere tanker om Guds vred og hævnlyst.
Men teksterne er ikke hellige – altså, de er ikke guddommelige, så vi skal helligholde dem – og da slet ikke slå andre i hovedet med dem eller true de folk til tavshed, som ikke omgås dem på en værdig måde.

I kristendommen har det skrevne ord aldrig været det vigtigste – Gud er ikke i et ord. Men modsat; Gud er Ordet – nemlig Jesus.
Så, for at vi kan brug de skrevne ord, har vi brug for Guds hellige ånd. Sådan understregede allerede Paulus, som jeg læste det, at bogstaver slår ihjel mens ånden gør levende.

Jeg oplever, at Paulus har ret. For, nogle af de voldsomme ting, der sker ude i verdenen, skyldes en fundamentalistisk tolkning af nogle skrevne ord.
Nogle har også gennem tiden brugt bibelske tekster til ikke bare at fordømme andre, men også at nedgøre og undertvinge andre – men dog kun sjældent til at slå ihjel.

Trods alle disse forbehold, så kommer vi ikke udenom, at de overleverede fortællinger, som vi kan læse i vores Bibel, er nødvendige for os.
Og i dagens tekst er det særlige, at man også i den græske første nedskrivning – vi kalder det i teologien for ’den originale tekst’, har man bibeholdt det ene Jesus-ord: Effata.
Og Markus har så tilføjet forklaringen ”det betyder luk dig op”.

Når man har fastholdt det ord, som Jesus brugte, har man oplevet det som noget særligt.
Umiddelbart er helbredelsen af den døvstumme ikke total fantastisk i forhold til dagens lægekunst. 

I Det Gamle Testamente er der en tradition om, at Gud vil kunne ’få døve til at høre og stumme til at tale’. Så, handlingen sker ind i folkets forventninger.
Og senere i kirken har vi brugt dette til at; Gud i Jesus er med os og vil hjælpe os gennem Helligånden, så vi kommer til at høre og kommer til at tale; høre Guds glædelige budskab og fortælle det videre til andre.

For at høre det glædelige budskab, skal vi måske have guddommelig hjælp til at åbne vore ører.
Evangeliet, som for mig er, at vi er elsket. Noget, vi vel gerne vil høre, men måske har svært ved at tro.
Evangeliet er så også, at alle andre er elsket præcis lige så meget som os – og sådan skal vi også elske.
Den del kan være mere udfordrende.

Når vi så har hørt det, skal vi også fortælle det videre.
Derfor skal tungen også løsnes, når ørene er åbnet.
Evangeliet er ikke for os selv men til deling.

I min første bøn blev det udfoldet på en for mig enkelt og god måde.
Så her vil jeg slutte med at gentage:

Gud, når du taler, bliver livet til.
Når du byder, må selv stormene lyde og stjernerne lyse op og falde.
Kun vi mennesker er sært døve for din tale og dårlige til at adlyde dig.
Men du, Gud, kan bryde vores døvhed og sætte os fri.
Sig blot et ord, så vores ører åbnes.
Rør ved vores læber, så vi taler.
Giv os et nyt sind, så du af os skaber dig en menighed, der med glæde hører, hvad du siger, og går, hvor du sender os.
Amen.

Er vi gud i vores eget liv? - 11. søndag efter trinitatis

Har vi brug for Gud?
Sådan kan man godt komme til at tænke. Og nej, det kan nogle godt mener, at de ikke har. Ikke mindst i Danmark har vi tanken om og vel erfaringen af, at vi da godt kan klare os selv – og ellers, at samfundet bærer med.

Og nej, hverken vi eller samfundet slår altid til. Sådan hører videt både i psykiatrien og for unge mennesker.
Men, mangler de Gud?

Jeg hørte sidste søndags ’Pilgrim’ på P1. Gæsten var radiovært mm. Esben Kjær.
Han har skrevet bogen ‘Tro for tvivlere’ efter, at han var blevet rystet i sine egne tanker om magt og ikke-magt.
Han har også skrevet to bøger om sorg efter, at han mistede sin søn.
Ved tabet holder verden op med at give mening.
I forhold til troen, var første tanke: Hvad har Gud gang i?
Anklagen mod Gud er nærliggende i det meningsløse.
Når vi så tænker efter, kan nogle blive udfordret i, hvad det var for en Gud, de har.

Esben Kjær fortalte, at han havde en tiltro til selv at kunne klare tingene. Ja, og en forventning om, at hvad andre ikke kunne, dét måtte han jo klare.
Mon ikke mange af godt kender, både at føle ansvar men også forventningen om, at en uløst opgave er min og vil blive løst af mig.
Sådan var det også for Esben undervejs i forløbet med sønnens sygdom.

Her bagefter er det gået op for ham, at hans tro nok var, at han selv var Gud i sit eget liv – netop fordi han tænkte: Alt er muligt.
Han troede, at han havde magt over alt i livet. At han kunne fikse alt.

Den tanke – ja den tro - kan gå ganske udmærket så læge, at det går godt - når der er medvind.
Men i modvind går det galt. For så har vi ikke længere magt, men oplever stadig at have ansvar.
Derfor gik han i gang med at fyre sig selv som gud. 

Jeg kan kun forestille mig, at det er foruroligende sådan at afgive magt, eller måske ligefrem at opgive magten, når man ellers mente at have magt.
For Esben var det bare blevet en nødvendig erkendelse, da han jo ikke havde magt som agt og altså heller ikke kunne helbrede sønnen.

I denne erkendelse af afmagt åbner sig muligheden for at tro på noget andet.
Så kommer spørgsmålet: hvem er gud? Hvordan er gud?

Det måtte nemlig være noget. Ellers ville sønnen bare være endt i et sort hul. Og sådan kunne det ikke være – han måtte være et sted. Noget, der var en nødvendighed for at kunne leve videre, men som også var en virkelighed, da han jo stadig bar sønnen med videre i livet.

Kristendom har udfordringen ved, at gud er god - hvorfor sker så det onde?
Andre religioner kan være mere afklaret. Måske som, at gud bare er stor. Eller, at vi selv har gjort os fortjent det.

Men kristendommen har så også tilsagnet om, at vi aldrig vil være alene – ikke i vores afmagt og heller ikke i et sort hul.
Der er også i kristendommen en erkendelse af, at alt ikke går op. Noget – eller meget – må vi leve med som uløst – ja måske nærmest uforløst. Men det betyder ikke, at Gud ikke er med os undervejs.

Og videre lyder frelsen – bl.a. her i livet med tilsagnet om, at vi er noget værd som udgangspunkt og ikke efter præstationer.

Netop et sådant tilsagn – og måske endnu mere, når vi tør tro det og leve efter det; og dermed ikke konstant skal leve op til egne eller andres forventninger om at være perfekt og gøre alt det rigtige – dette kan være et godt svar ind i tidens tale om unges og andres mistrivsel.

Tager vi de to i dagens lignelsen og trækker dem ind i nutiden. Så kunne den ene være som dem, der er flot pyntet og som deler sine perfekte karakterer på de sociale medier.
Mens den anden deler et lidt uskarpt billede af morgenhår og snavsede briller.

Af dem, ved vi jo godt, hvem der normalt vil få de mange likes.
Vores likes er ikke kun til skønhed og huen med den sorte bånd, men vel også til den klimabevidste recyclere, vinderen af cykelløbet, maratonløberens tilbagekomst efter en stor operation, den succesrige erhvervskvinde eller måske for mig en af de firmaer, som gør det både godt og flot i ’vild med vilje’.

Alle disse ting er der bestemt intet i vejen med. Jeg kaster også gerne et like, når folk gør det godt. Men dog ikke, hvis jeg oplever opslaget som en selvhævdelse – se mig! modsat andre.
Dér er jeg både ramt af janteloven og vel af dagens lignelse.

Ser vi på dagens fortælling og tænker på de to opslag, så er meldingen vel, at Gud giver sit like til den med morgenhåret.
Og nej, han giver den nok ikke for dagens dårligste resultat – hvis det, man formåede i løbet af en dag, var at stå op.
Guds like handler om den ærlige og selverkendende tilgang.

Og ja, måske giver Gud sine likes til os alle hele tiden. Det er bare ikke alle, der ser det – eller har slået Gud til som ven. Det kan være fordi, det ikke giver mening for os, måske fordi det kan være lidt pinligt. Eller også har vi bare ikke øje for andre end os selv.

Jeg kan kun tænke, at den uskønne har valgt venskab med Gud til, da han havde brug for det – brug for, at der var nogen. Og så håbede han, at Gud ikke blokerede ham.
Hvor, den anden nok udtaler sig i bøn men vel mest taler for sig selv. Og nok takker han Gud for sine evner, men det lyder mere som selvros – lidt som at være Gud i sit eget liv.

Derfor - i vores kristne forståelse - er farisæerens bøn ikke reelt en bøn.
Modsat tolderen, der ikke har overskud men indsigt i sine mangler. Derfor beder han af et ærligt hjerte og uden mange ord.

For mig er det en interessant tanke, om vi med overskud - som farisæeren, så ikke har brug for gud. Dét tror jeg nemlig faktisk godt, at vi har – og måske endnu mere end i svaghed.
Det er nemlig et meget større fald derfra, når det går op for os, at vi ikke er fuldkomne og ikke kan magt alt – altså, hvis vi hviler på det og har vores identitet og tanke om værdi deri.

For mig giver kristendommen et fundament af menneskelig værdi, som vi altid kan hvile på. Måske har vi travlt og med succes, så vi godt kan takke Gud som farisæeren – men samtidig også vide med os selv, at vi dermed ikke er hverken perfekte eller almægtige – modsat en til tider hjemmestrikket tro.
Og mangler vi et holdepunkt, så er dåben for mig ganske enkelt og meget stærkt.
Amen.

Tænk, han kunne slet ikke styre sig - 10. søndag efter trinitatis

Tænk jer! Han kunne slet ikke styre sin vrede. Den ellers så stille mand. Nå ja, han har da sine meninger og kan godt skælde de folk ud, som han er uenige med. Men voldelig, har vi da aldrig tænkt, at han var.

I skulle have set. Sådan nærmest ud af intet gik han total amok og raserede hele markedet. Ja, han jagede alle de handlende væk.
Det var rent kaos. Boder væltede, duerne fløj, lammene løb og mønter strøg hen over jorden.

I dag ville vi nok tilkalde politiet. Sådan en voldsparat type kan vi da ikke have gående frit rundt. 

Så kan det måske være nemmere at forholde sig til de utilpassede unge eller andre, hvor man ret naturligt går lidt udenom og ikke bliver videre overrasket over, at noget bliver væltet eller en bil bliver ridset.

I dagens fortælling er det Jesus, som går amok. Så ganske uventet, når vi ellers hører om ham. Han taler om kærlighed og medmenneskelighed, ja selv en svindler af en tolder går han på besøg os.
Men jo, temperament har han også. Kærligheden er ikke uden passion. Oftest går det ud over de magtfulde, som tryner de svage, eller dem, der med indsigt i de hellige skrifter burde vide bedre end at udskamme andre.

Det rusker lidt i os i denne tid. Og det er ikke kun vejret med storm og regn og naturbrænd og oversvømmelser og nu et nyt jordskælv.

Både sidste søndag og i dag bliver vi vel lidt rystet af de fra gammel tid valgte bibeltekster.
Sidste søndag var ’det glædelige budskab’, som evangelium jo betyder, en ganske umoralsk lignelse om at svindle med andres midler – og det skulle være et forbillede for os.
I dag skal vi finde ’det glædelige’ i Jesus’ vredeshandling.

Godt, at vi snart skal høre om tolderens ydmyghed, om helbredelser og om, at vi skal være ubekymrede som fuglen og liljen på marken. Og heldigvis har vi ikke glemt hyrdens omsorg for det bortkomne får.

I dag må vi så spørge, hvad det netop her er, som tænder kærlighedens vrede så meget, at Jesus handler fysisk. Hvorfor?

Det må handle om, at Jesus oplevede de handlende som nogle, der vanhelligede hans forståelse af Gud.

Og ja, det kan næsten lyde lidt som, når folkemængder i Mellemøsten brænder flag og ambassader af.

Personligt ville jeg nemmere kunne have forstået Jesus, hvis han havde jaget folkene væk den dag, de kom med en kvinde for at stene hende. Der, hvor han dog sagde de både befriende og anklagende ord: den, der aldrig har gjort noget forkert, kan jo kaste den første sten.

Men ja, vi må prøve at gå på jagt efter det glædelige, og skal nok læse teksten i lyset af datidens virkelighed.

Jeg tænker ofte, at vores fri og lige adgang til Gud er det naturlige – som en del af skabelsesordningen.
Men, sådan var det ikke på Jesus’ tid, og sådan er det faktisk heller ikke i dag – end ikke i alle kirkers kristendomsforståelse.
Så dagens kamp er ikke vundet. Og det overrasker mig altid lidt.

Lidt på samme måde har jeg det med vores demokrati, de menneskelige rettigheder og det principielle ligeværd. Noget, der for mig ikke kan andet end være skabelsens naturlighed.
Der overraskes jeg også igen og igen, når jeg hører, at kun ca. 6 % af verdens befolkning lever under disse vilkår.
Så den kamp er heller ikke vundet.

Situationen omkring Jesus’ voldsomme handling er adgangen til helligdommen – og dermed til Gud.
For at nærme sig Gud, skulle man være ren. Og opgaven i Guds nærvær var tilbedelse ved at bringe et offer.

De handlende tilbød rene offerdyr og de rigtige mønter uden billeder af en kejser.
Som udgangspunkt kan man tænke, at de handlende tilbød deres hjælp.
Måske blev der også handlet med andet, og måske kan priserne også sat ret højt.

Jesus’ opgør var dog ikke mod evt. svindlere, når han kalder det en røverhule. Nej, det er mod systemet – at der ikke var fri adgang.

Tager vi Jesus’ handling i forhold til, hvad der til tider sker i Mellemøsten. Så er det meget forskelligt, hvad der er på spil – heldigvis for os.
Som jeg forstår, er massernes protester og kamp et forsvar for ’guds’ ære og hellighed.

For Jesus var det en kamp mod de forhindringer, som mennesker kan sætte op som barrierer for andres adgang og forhold til Gud.

En anden side af dagens tekst er, at Jesus taler om fred.
Måske hænger fred og voldsparathed ikke sammen – selvom vi nok alle må erkende, at en kamp også kan være nødvendig for at bevare freden.

Dagens Jesus-vold er dog ikke så alvorlig igen – nogle væltede borde, måske nogle skrammer og løsslupne dyr. Men ingen afbrænding og ingen dræbte.

Vores tanke om fred kan godt blive meget idealistisk – ja, måske næsten ’ren hygge’.
Men fred er ikke det samme som fravær af følelser som gråd og vrede og ej heller fravær af handlinger.

Fred er også, når vi forliger os med, at tro ligesom kærlighed rummer voldsomme følelser.
Fred er, at vi kan tage til genmæle mod barrikader, der ligesom boderne i Jerusalems tempel hindres dem frie adgang til Gud
Og med det vel adgang til frihed
Måske adgang til demokrati
Og med sikkerhed, adgang til hinanden 

Med Gud og gudsforståelsen er der noget på spil, hvis vi giver den magt.
Også jeg tror, at er Gud stor – og det betyder, at livet er vigtigt, at evangeliet er stærkt og, at vi som Guds søn ikke kan forholde sig passivt og ligeglad, når andre sætter skæl eller laver forhindringer.
Og vi må vel erkende, at også en fysisk markering kan være nødvendig – selvom ord oftest er stærkest.

Amen.

Om forhånelse, svindel og tilgivelse - 9. søndag efter trinitatis

I denne uge er det lidt svært slet ikke at komme ind på det med afbrænding af andres hellige bøger.

Jeg vil dog holde mig fra både politik og andre religioner – og andres følelser.

I stedet giver al debatten mig anledning til at overveje kirken og kristendommen i det lys.

Og ærligt, så er jeg overbevist om, at det for kristendommen – og dermed også for kirken – har været en god ting at opleve kritik.

Ja, måske endda forhånelser.

Ikke mindst, når kirken har haft en magtposition.

Dér har kritikken, som også ofte har været indefra, være med til at afmontere den magt, som altid ligger lurer som en menneskelig faktor.

Denne afmontering kan ske både ved, at noget fordækt kommer frem i lyset.

Men også ved, at det centrale i kristendommen kommer i fokus.

Nu er det nok også nemmer for os end for visse andre, når vi ikke sådan har en hellig, hellig bog. Bibelen er jo en samling forskellige bøger – et helt bibliotek, som er skrevet af mennesker.

Men dog alligevel ikke en helt almindelig bog, da den rummer mange gode, vigtige og dybsindige beretninger og vidnesbyrd om mødet med og tanker om Gud.

Måske er det også nemmer for os at leve med forhånelser, når den centrale fortælling handler om, at Gud som Jesus lod sig håne, spotte, piske og dø på et kors.

Og videre, at vi ikke skal bruge magt men mildhed og kærlighed til at forkynde – til at bringe vidnesbyrdet om netop Guds kærlighed ud til andre.

Nå ja, og så er vores opgave på ingen måde at værne om Guds ære – dér er ’Han’ udenfor vores forståelse i forhold til. Vi skal helle ikke kæmpe for et guddommeligt styre på jorden, men være på jorden som det salt, der giver liv – og være det på verdens præmisser.

Og netop at være i verden handler dagens ellers så ganske umoralske lignelse om.

Med tilgangen, at mennesker har skrevet teksterne i Bibelen, kunne man godt få tanken; mon ikke Lukas selv har fundet på denne lignelse. Det virker da ganske forkert, at Jesus på Guds vegne skulle opfordre til at handle så kriminelt ved at svindle med andres midler.

Men på den anden side, så giver det vist kun mening, at nogen har hørt Jesus fortælle netop denne lignelse. For, hvem skulle med den menneskelige tankegang komme på, at Gud ville være på den måde?

Vores natur og forventninger er ofte meget moralske – om ikke andet, så overfor andre.

Netop samme konklusion må vi nå til, når det gælder den store fortælling om Jesus, der som Gud ender med at blive hånt og dø på et kors.

Kunne vi ikke som mennesker godt finde en anden måde, hvorved Guds kærlighed kunne have sejret – sådan lidt mere magtfuldt?

Eller nej, måske ikke.

Men vi ville nok heller ikke kunne udtænke, at Guds inderste væsen er en selvopofrende kærlighed. Som det lys hvori, der intet mørke er, som jeg læste i teksten fra altret.

Min erfaring er, at pointen i Jesus’ fortællinger gemmer sig i det mest provokerende.

Og, hvis Gud er den rige mand, som det oftest er i Jesus’ lignelser. Så kan vi vel godt sætte os ind i, at vi ødsler hans ejendom væk.

Tænker vi, at der er en Skaber fra hvem alting kommer. Så må alt i verdenen - og vores liv med - jo være hans. Og vi er sat til at forvalte det alt sammen.

For tiden er fokus på, at vi ikke sådan har passet godt nok på kloden – hverken klimaet eller biodiversiteten.

Vi passer heller ikke godt nok på hinanden. Der findes hån, spot, krig, voldsparathed, trusler osv.

Nå ja, langt de fleste af os opfører os ganske godt. Måske tænker vi end ikke ondt om andre eller er misundelige. Ja, faktisk går meget frem, og til det bedre. Det læser jeg med glæde en gang om ugen i avisen under overskriften ”Verdens bedste nyheder”.

Og dog svigter og fejler vi alle en gang i mellem. Det hører til livet og til dét at være menneske.

Med de briller er det ikke så overraskende, at forvalteren fejler – han er et menneske.

Det er såmænd heller ikke overraskende, at det bliver opdaget – hvis Gud er Gud, må han vide alt.

I stedet kan det være overraskende, at forvalteren ikke lyver eller kommer med en bortforklaring. Det kan de fleste af os vel finde ud af - også uden at skulle måle sig med Trump.

Mest overraskende må dog være, at den rige mand giver forvalteren tid til at forberede sig – og videre, at han viser ham barmhjertighed.

Dér er vi ved det guddommelige – og vist kun ved en faderlig guddommelighed.

Og så er jeg ved min pointe, som hænger fint sammen med, at vi har holdt dåb. Tilsagnet dér er jo, at vi er og altid vil være Guds elskede børn. Noget, som Jesus har givet os ret til.

Et sådant nært forhold ’forældre-barn’ har betydning for relationen til og forståelsen af Gud. Og dermed også i forståelsen af det, som Jesus siger og gør.

En far er – eller skal helst ikke være – som landets politi og dommere.

Netop med forældreforholdet kan vi forstå, at Jesus lader Gud som godsejeren omfavne svindleren og ikke udstøde og sende til dom og straf.

Alt det regelrette og fornuftige vælter Jesus omkuld med dagens lignelse ligesom, han gør det andre steder.

Om Gud sådan ligefrem synes det er fedt, hvis vi svindler, kan jeg ikke helt få mig selv til at sige. Men, at vi ikke bliver afskyet, når vi kommer på afveje, hører vi også om i mange andre af Jesu lignelser.

Og så vil jeg slutte med noget af det, Johannes skriver i sit brev og, som jeg læste fra altret.

”Gud er lys, og der er intet mørke i ham. Hvis vi siger, at vi har fællesskab med ham, men vandrer i mørket, lyver vi og gør ikke sandheden. Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden”.

Vi må lade Guds tilgivelse og kærlighed til os også være det, der bærer i vores syn på hinanden. Og i det mindste må det gøre, at vi aldrig på Guds vegne vil dømme eller fordømme og ej heller hverken true eller slå ihjel.

Den Gud, vi hører om og tro på, beder os ikke om at hævne og forsvare ham men om at elske, som han elsker.

Gud er ikke en fordømmer men en tilgiver! Amen.

Johannes har nogle meget præcise formuleringer, som ved denne faktisk bliver bedre i Bibelen 2020