Denne søndag kaldes blandt præster for efterårets påske. Vi hører nemlig om opstandelse – at vende tilbage til livet – eller måske: at døden ikke er den stærkeste magt.
En fortælling som denne om opvækkelsen af den unge mand er ikke logisk. Hvor dog ’livet på trods’ vel godt kan tale ind i vores liv. Dét vender jeg tilbage til.
Ofte lader vi dagens fortælling sammen med påskens om Jesu opstandelse peger frem mod et evigt liv.
Det giver god mening, når Gud er på spil, mens vores erfaring med døden er, at den ikke slipper nogen tilbage.
For at rumme det, har jeg valgt to kendte og elskede salmer, der har glæden ved naturen.
Og ind i denne glæde kan digterne ikke lade være med også at trække det evige med.
I morgensalmen er det hele 6. vers om, at vi roligt kan gå døden i møde. For, Guds hånd vil rive os ud af døden garn.
Og i efterårssalmen skal vi synge om både høsten her og høsten hist – Guds gaver både her og engang, hvor vi skal finde en evig sommer hos vor Gud.
Tryghed, tillid og tro rummer disse salmer – og glæden. Både glæden her og nu, men også glæden over ’engang’.
Denne glæde over et evigt liv kan dog i vores tid godt opleves lidt provokerende.
Vi går jo sådan generelt ikke rundt tanken om at opgive dette liv i forventet glæde over det kommende.
Mange vil måske ikke engang helt forholde sig til ’engang’. Dét lever vi alt for meget i nu’et til. Kun når vi mister – eller måske sidder i den berømte fly, som styrter ned, tænker vi gode tanker om noget evigt.
Derfor vil jeg her tage det med ’livet på trods’ som noget midt i livet - i nu’et.
For at få opstandelse med, vil jeg inddrage en af de nye salmer, som er i 100 salmer. (hvis nogen senere vil slå teksten op, står bøgerne på hylden med salmebøger.)
Der bruges et ’Du’, som for mig er Gud i opstandelsen. Et ’Du’…
Der står ved siden af os, når vi planter et frø
Der er ånden bag vores planer og puster liv
Der får en, der smiler genert, til at se op
Der følger den, som bærer andre og alt - trods af udfordringer
Der ligger armene under den, som er fuld af angst i den sværeste tid
Ja, der hjælper med, at det forsvundne liv vender tilbage.
Måske tænker vi ikke over det med frøet – at et frø i jorden, som spirer, er en slags opstandelse. Ofte tager vi det for givet – også selvom, det med alle mine forsøg på vildt blomsterflor ikke rigtig er blevet til så meget.
Men ingen er i tvivl, når vi tænker efter, at livskraften er på spil i et spirende frø.
For mig er det med vores planer lidt overraskende. Jeg husker bedst en prædiketekst, hvor Gud forstyrrer de snediges planer. Men ja, vi lægger planer – og ofte, så lykkes de også. For, de behøver jo ikke hverken at være snedige eller ondskabsfulde.
Måske kan jeg tænke: det fik jeg planlagt godt. Men med tanken om opstandelsen i tiden, så kan det godt give mening med lidt guddommelige pust, så det løfter sig.
Helt befriende er tanken om, at opstandelsen også kan få en, der holder sig for sig selv – også, når man går med glæde og smil - kommer til at se op og møde andre. Smilet kommer ud i verdenen – og ofte vil det føre til flere smil.
Måske skal vi til tider hjælpes med, at det faktisk er ok at være glad – og, at et smil kan være en vældig kraft.
Ind i dette kan jeg bruge lidt fra et projekt, jeg har sat i gang med mine konfirmander. Det handler om kærlighed uden fordømmelse og skal blive til en kunstners maleri.
Først skulle de skrive, hvor kærligheden er på spil. Og det mest enkle svar var for mig også et af de mest livgivende: at sige hej.
Når salmen taler om opstandelse ved at være hos dem, der har det svært, er det for mig ofte der, hvor Gud ’bør’ være.
Det kan være dem, der er helt nede i sorgen. Og det kan være dem, der bare bliver ved og ved og ved med at bære og være der for andre.
Måske kræver det lidt at tænke opstandelse i de situationer, hvor det mere handler om overlevelse. Men ja, livet er på spil – og når livskraften vender tilbage og måske nyt liv opstår, så kan vi vel godt tænke ’opstandelse’.
Måske vender alt liv ikke tilbage, og måske må der gives slip, når man ikke magter mere.
Men, livet giver aldrig sådan helt fortabt.
Og så er vi tilbage ved mine mest brugte tanker om opstandelse – eller, at døden ikke har al magt.
Når vi mister, så forsvinder vores kære ikke fra os. Vi husker og mindes. Måske kan vi stadig høre dem tale – for, vi ved ofte, hvad de ville sige i en situation.
Og så holder vi nok aldrig op med at elske og holde af – altså, kærligheden forbliver levende.
Ja, og en levende kærlighed må vel være rettet mod nogen, som findes og er.
Hvordan de så er levende, giver salmerne deres bud på. Jeg kan tænke, at de også lever videre i Guds kærlighed.
Dét er for nogle måske for ukonkret, og man kan også tænke, at det bare er poetisk smukt.
Men i det smukke og ukonkrete åbner sig for mig en dyb sandhed om, at der er et liv i Gud udover alle grænser.
Som en videre tanke om opstandelse i tiden, så føjer jeg glæden til. Vores glæd er vel også på trods af døden.
Her tænker jeg ikke bare glæden over et fælles levet liv. Der er også glæden over alt, vi har fået givet både af andre og gennem skabelsen.
Glæden opstår også i mange situationer som en del af livskraften, der hjælper os videre.
Med både kærligheden og glæden som elementer, vil jeg vove påstanden om, at livet ofte er ’på trods’. Alternativet er mere logisk.
Og dermed taler vores erfaring vel netop med på dagens ulogiske fortælling, hvor både en søn og en mor får livet tilbage på trods.
Og så bliver spørgsmålet: Tør vi tro på det utrolige?
Ja måske: Tør vi tage imod det, når vi møder opstandelsen i livet – og, tør vi leve i det?
Amen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar