I denne uge er det lidt svært slet ikke at komme ind på det med afbrænding af andres hellige bøger.
Jeg vil dog holde mig fra både politik og andre religioner – og andres følelser.
I stedet giver al debatten mig anledning til at overveje kirken og kristendommen i det lys.
Og ærligt, så er jeg overbevist om, at det for kristendommen – og dermed også for kirken – har været en god ting at opleve kritik.
Ja, måske endda forhånelser.
Ikke mindst, når kirken har haft en magtposition.
Dér har kritikken, som også ofte har været indefra, være med til at afmontere den magt, som altid ligger lurer som en menneskelig faktor.
Denne afmontering kan ske både ved, at noget fordækt kommer frem i lyset.
Men også ved, at det centrale i kristendommen kommer i fokus.
Nu er det nok også nemmer for os end for visse andre, når vi ikke sådan har en hellig, hellig bog. Bibelen er jo en samling forskellige bøger – et helt bibliotek, som er skrevet af mennesker.
Men dog alligevel ikke en helt almindelig bog, da den rummer mange gode, vigtige og dybsindige beretninger og vidnesbyrd om mødet med og tanker om Gud.
Måske er det også nemmer for os at leve med forhånelser, når den centrale fortælling handler om, at Gud som Jesus lod sig håne, spotte, piske og dø på et kors.
Og videre, at vi ikke skal bruge magt men mildhed og kærlighed til at forkynde – til at bringe vidnesbyrdet om netop Guds kærlighed ud til andre.
Nå ja, og så er vores opgave på ingen måde at værne om Guds ære – dér er ’Han’ udenfor vores forståelse i forhold til. Vi skal helle ikke kæmpe for et guddommeligt styre på jorden, men være på jorden som det salt, der giver liv – og være det på verdens præmisser.
Og netop at være i verden handler dagens ellers så ganske umoralske lignelse om.
Med tilgangen, at mennesker har skrevet teksterne i Bibelen, kunne man godt få tanken; mon ikke Lukas selv har fundet på denne lignelse. Det virker da ganske forkert, at Jesus på Guds vegne skulle opfordre til at handle så kriminelt ved at svindle med andres midler.
Men på den anden side, så giver det vist kun mening, at nogen har hørt Jesus fortælle netop denne lignelse. For, hvem skulle med den menneskelige tankegang komme på, at Gud ville være på den måde?
Vores natur og forventninger er ofte meget moralske – om ikke andet, så overfor andre.
Netop samme konklusion må vi nå til, når det gælder den store fortælling om Jesus, der som Gud ender med at blive hånt og dø på et kors.
Kunne vi ikke som mennesker godt finde en anden måde, hvorved Guds kærlighed kunne have sejret – sådan lidt mere magtfuldt?
Eller nej, måske ikke.
Men vi ville nok heller ikke kunne udtænke, at Guds inderste væsen er en selvopofrende kærlighed. Som det lys hvori, der intet mørke er, som jeg læste i teksten fra altret.
Min erfaring er, at pointen i Jesus’ fortællinger gemmer sig i det mest provokerende.
Og, hvis Gud er den rige mand, som det oftest er i Jesus’ lignelser. Så kan vi vel godt sætte os ind i, at vi ødsler hans ejendom væk.
Tænker vi, at der er en Skaber fra hvem alting kommer. Så må alt i verdenen - og vores liv med - jo være hans. Og vi er sat til at forvalte det alt sammen.
For tiden er fokus på, at vi ikke sådan har passet godt nok på kloden – hverken klimaet eller biodiversiteten.
Vi passer heller ikke godt nok på hinanden. Der findes hån, spot, krig, voldsparathed, trusler osv.
Nå ja, langt de fleste af os opfører os ganske godt. Måske tænker vi end ikke ondt om andre eller er misundelige. Ja, faktisk går meget frem, og til det bedre. Det læser jeg med glæde en gang om ugen i avisen under overskriften ”Verdens bedste nyheder”.
Og dog svigter og fejler vi alle en gang i mellem. Det hører til livet og til dét at være menneske.
Med de briller er det ikke så overraskende, at forvalteren fejler – han er et menneske.
Det er såmænd heller ikke overraskende, at det bliver opdaget – hvis Gud er Gud, må han vide alt.
I stedet kan det være overraskende, at forvalteren ikke lyver eller kommer med en bortforklaring. Det kan de fleste af os vel finde ud af - også uden at skulle måle sig med Trump.
Mest overraskende må dog være, at den rige mand giver forvalteren tid til at forberede sig – og videre, at han viser ham barmhjertighed.
Dér er vi ved det guddommelige – og vist kun ved en faderlig guddommelighed.
Og så er jeg ved min pointe, som hænger fint sammen med, at vi har holdt dåb. Tilsagnet dér er jo, at vi er og altid vil være Guds elskede børn. Noget, som Jesus har givet os ret til.
Et sådant nært forhold ’forældre-barn’ har betydning for relationen til og forståelsen af Gud. Og dermed også i forståelsen af det, som Jesus siger og gør.
En far er – eller skal helst ikke være – som landets politi og dommere.
Netop med forældreforholdet kan vi forstå, at Jesus lader Gud som godsejeren omfavne svindleren og ikke udstøde og sende til dom og straf.
Alt det regelrette og fornuftige vælter Jesus omkuld med dagens lignelse ligesom, han gør det andre steder.
Om Gud sådan ligefrem synes det er fedt, hvis vi svindler, kan jeg ikke helt få mig selv til at sige. Men, at vi ikke bliver afskyet, når vi kommer på afveje, hører vi også om i mange andre af Jesu lignelser.
Og så vil jeg slutte med noget af det, Johannes skriver i sit brev og, som jeg læste fra altret.
”Gud er lys, og der er intet mørke i ham. Hvis vi siger, at vi har fællesskab med ham, men vandrer i mørket, lyver vi og gør ikke sandheden. Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden”.
Vi må lade Guds tilgivelse og kærlighed til os også være det, der bærer i vores syn på hinanden. Og i det mindste må det gøre, at vi aldrig på Guds vegne vil dømme eller fordømme og ej heller hverken true eller slå ihjel.
Den Gud, vi hører om og tro på, beder os ikke om at hævne og forsvare ham men om at elske, som han elsker.
Gud er ikke en fordømmer men en tilgiver! Amen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar