Lyset i mørket og håbet trods ondskab - juledag 2023

Jeg holder meget af disse julemorgener, hvor jeg som evangelium skal læse prologen fra Johannes om Ordet.

Det stærke ved den er det symbolske om lyset, som mørket ikke kunne gribe eller begribe.

Der er dog en vigtig forudsætning for at kunne forstå Johannes – for mig. Nemlig, fortællingerne fra Lukas og Mattæus om et barns fødsel.
Måske har disse fortællinger får lidt en eventyrlig præg med fattige hyrder, rige vismænd, en ussel stald og Guds særlige stjerne. Og videre om flugten til Egypten med englehjælp.

Dette eventyrlige er væk i Johannes til fordel for det filosofiske.
Enige er de dog om, at noget særligt er sket; at Gud går ind i vores liv med lys og kærlighed og ikke magt som modsvar til ondskab og mørke.
Altså er lyset og kærligheden også for os, selvom vi ikke altid oplever det.
Ja selv, når alt i verdenen eller i vores liv er kaos og ødelæggelse.
For, sådan kan det nemt opleves.

Julens fortællinger skulle gerne være med til at holde os fast i håbet og se et glimt af paradis.

I går talte jeg også om håb i kaos. Og jeg brugte en illustration, som jeg her vil genbruge.

Jeg ville have fundet en af de kaostegninger med masser af streger hvori, der kan findes en stjerne eller et hjerte.
I kan sikkert forestille jer den.

Det er af den slagt, hvor man kan sidde i så lang tid, at ikke kun er flødeskummet i kakaoen smeltet men også blevet lidt stift igen. For, kakaoen er nået at blive koldt.
Når man så er klar til at krølle papiret sammen for irriteret at ville smide den efter katten. For, der er altså bare ikke nogen stjerne!
Ja, så kommer der én og peger netop på den streg, som åbner for at se stjernen.
Pludselig er der håb, og så dukker hjertet sikkert også op.

Jeg kan kun tænke, at vi alle kan have brug for lidt hjælp en gang i mellem til at få øje på det gode. 

Med dagens evangelium, kan vi også sige, at vi alle kan have brug for, at nogle tænder et lys for os – et af de lys, som ikke kvæles af mørket. Ja, måske et af de snyde-lys til fødselsdage, som tænder igen, når de er blevet pustet ud.

Hvis modet svigter og håbet er væk, så skal nogle peget på det i livet - som stregen i tegningen, der åbner netop for at se et større billede – der åbner for at se det gode igen.

Nu kan vi måske tænke, at mørket kun er ubehageligt og måske rummer dårligdom og ondskab. Men det betyder ikke, at det ikke hører til livet.
Jeg vil næsten sige tværtimod – også med dagens evangelium. Mørket er jo i verdenen, og Guds lys og ord opløser det ikke, så det for altid er forsvundet. Sådan som vi jo skal huske at synge i julesalmen; forvunden og ikke forsvunden er nu al vor nød.

Man kan sige, at vi går i mørket men, vi skal ikke blive i mørket. Vi kan gå igennem mørket, da mørket ikke kan holde os fast.
Sådan må vi tro, da Gud er med os som netop det lys, som mørket ikke kan kvæle.

Vi kan også tænke, at mørket er hos os men, det er ikke os, der er mørket.
Måske skal vi bære mørket – at holde og udholde det, måske udforske det og indse, at det ikke er uventet for os som mennesker. 

Mørket er en del af livet – det må vi ikke glemme. Vi må heller ikke prøve at overbevise andre om, at livet kun er lykke, sol og glæde. Mørke, smerte og ensomhed er måske ikke det bedste i livet men dog en del af livet og ikke en fejl.
Det perfekte findes ikke hverken som et ideal eller som et muligt mål.

Med erkendelsen af livets svære sider vil vi nemmere kunne leve med både vores egne og andres fejl og mangler. Ja, vi vil kunne leve med afsavn og tristhed – måske endda ensomhed i perioder eller fornemmelsen af ikke at have værdi.
Sådan som det virkelige liv er for de fleste.

Men, der er mere at sige om livet end mørke, tristhed og uduelighed.
For mig bliver det – altså det gode og glædelige mere tydeligt, når mørket ikke fornægtes. 

For mig kan det være et venligt smil og hilsenen med ønsket om en god dag eller god jul – alt det, som vi nok ofte tager som det naturlige, men som, når vi får øje på det, kan være netop det håbstegn, som kan åbne for livets skønhed.
Ja, når jeg mærker den lille godhed, så kan det være som det med tegningen; hvor jeg fik vist den lille streg, som åbnede for at se hele stjernen eller hjertet.

Netop sådan kan jeg også tænke om dagens evangelium. Når Johannes taler om Guds Ord og siger, at han er kommet i verdenen. Så kan det åben for at se Jesus som det, der kan bringe godhed og kærlighed på spil i livet.
Ja, som jeg også læste fra Johannes’ brev, at Gud er kærlighed.
Nogle kalder det en floskel, og sådan kan det også til tider opleves.
Men det er en ganske utrolig markering.

Når jeg en gang imellem kan tænke, at alt det med Gud egentlig ikke sådan helt giver mening. Så kommer jeg også til at tænke på, hvad alternativet til den kristne fortælling er; at den almægtige kommer til os i det svageste – som et lille barn uden magt. Og derigennem netop som kærlighed.

Alternativet kunne være en anden fortælling om det guddommelige, som profilerede magt, forskelsbehandling, måske udryddelse af modstandere eller uforudsigelig ondskab.
Dét ville give et liv i angst – hvis ikke lige man var blandt de velsignede, der kunne tyrannisere andre i guds navn.

Meget bedre ville det vist ikke være, hvis vi sådan helt var overladt til os selv. Hvis der ikke er nogen opfordring til det gode, så ville den stærkeste ikke bare have mulighed for at udøve magt men også have retten til det.
Mon det ville give de fleste mindre angst og utryghed?

Med det som alternativ holder jeg gerne fast ved, at Gud er kærlighed og, at han kom til os med sit ord gennem mennesket Jesus Kristus.
Og med den fortælling kan og vil jeg ønske alt og alle både en god dag og en rigtig glædelig jul.             Amen

Julen og andre håbstegn - Juleaften 2023

Når livet er trist og ensomt og gråt
Når mørket kommer og tar dig
Så husk på den gave du har fået
Vi er her, min ven! Vi har dig!

Du går aldrig alene i natten
Selv om vejen er mørk og smal
Det er flere end dig her i natten
Her i dybet af skyggernes dal
Du er fremme ved målet,
For nu er det jul igen!

Sådan lyder en af sangene i julekalenderen om det magiske cirkusteater.

Ordene rummer noget af det centrale, som både den og andre julekalendere rummer:
For det første, at vi ikke er alene. Og for det andet, at der er et håb i mørket.
Ja, der er et håb i kaos. 

Dét har vi altid brug for at høre. Men for mig kan det i år være endnu vigtigere.

Som illustration ville jeg have fundet en af de kaos-tegninger med masser af streger. Hvori man f.eks. vil kunne finde en stjerne eller et hjerte.
Det lykkedes ikke, så I må tænke jer til den.
Sådan en, som man kan sidde med i så lang tid, at ikke kun flødeskummet er smeltet i kakaoen men er blevet lidt stift igen, da kakaoen er blevet helt koldt.

Når man så er klar til at krølle papiret sammen for irriteret at ville smide den efter katten. For, der er altså bare ikke nogen stjerne! Der er en fejl i min, eller også lyver folk.
Ja, så kommer der en og peger på netop den streg, som åbner for at se stjernen. Pludselig er der håb, og så dukker hjertet sikkert også op.

I julekalenderne er det ofte børn, der peger på håbet eller holder fast ved, at det gode kan ske. Ofte skal de også gøre noget, for at dæmpe kaos.
Og her er der forskel på at være en nisse – selvom man skulle vælge at blive en kærlighedsnisse, som gerne vil hjælpe de unge til at se og sige det, som alle andre har set længe. Selv med de bedste ambitioner, er man ikke nødvendigvis til hjælp med sine ideer – som med pigen i den med skoven.

Anderledes er det, hvis man er valgt af skoven til at være den nye vogter.
For, kaos og ondskab er ikke sådan lige til at fikse. En sandhed, som virkelighedens verden også har sine fortællinger om!

Men, vi kan vælge det godt – og, det gør vi også oftest. Måske skal vi bare lige have det udpeget - alt det, som oftest virker naturligt som, når vi lige giver en hjælpende hånd med eller giver et smil.
Dét er jo et modsvar til kaos og ondskab.

Jeg tænker disse ting som et stærkt håbstegn – noget, der kan pege på stregen i kaos, så vi pludselig kan se alt det gode og glædelige. 

Min tanke her er at tale om fred og glæde, og lidt om at være ubekymret. Julen må godt være en pause – eller måske netop et håbstegn.

For mig kan kaos komme af den erkendelse, at alle ikke bare ønsker fred og glæde – eller, hvordan man nu skal forholde sig til Ukraine, Mellemøsten, Armenierne eller skyderierne i Sverige.

Det kan også komme af, at udfordringer i det nære. For sognet blev min kollega Bente blev ramt før påske og vi må vente godt ind i det nye år på en afklaring. Det er meget trist for hende, men har også haft betydning for os andre. Gode vikarer er ikke det samme – og slet ikke, når vi nu skal til at forme et helt nyt sogn bestående af Søndermarken og Løget.
Også andre har været ramt, så andre bliver belastet.

Når jeg nævner dette, er det ikke for at gøre os til noget særligt med som et eksempel. Jeg oplever, at sådan er det mange steder med manglende kræfter.

Når jeg så tænker efter, har der også været megen hjælp og omsorg i den presset tid. Og ja, det har ikke kun været små glimt men nærmest et helt grundlæggende fællesskab.

Sådan for os og sådan forhåbentlige også for andre.
Altså, for at tage tegningen igen, at glæden ikke bare er en stjerne gemt i kaos men, at langt de fleste streger viser sig at være stjerner og hjerter.

I forhold til noget, som også kan give kaos, så har jeg glædet mig over, at der nu er mange stemmer, der taler imod idealet om at være perfekt og fejlfri.

Jeg husker f.eks. prins Christians tale ved sin 18-års fødselsdag; Han vil naturligvis gerne være den bedste tronarving, men vil med sikkerhed også lave fejl. For, ingen er uden fejl – og det ville heller ikke være godt.
Han lagde vægt på, at det ikke handler om perfektion men om dedikation.

Han talte også om, at det ikke er vigtigt at være den bedste. Det kan alle jo ikke være, men alle kan noget andet.
Og særligt talte han om at være sig selv. For, det kan man vel, som det eneste.

Nå ja, og så de skønne ord om, at myndig bliver man på en dag. Voksen bliver man hen ad vejen.
De ord ramte også mig. For, mon ikke vi alle trods alder stadig bliver voksen hen ad vejen.

Der var også Frederik faderlige tale; det barn, du var, vil altid forblive en del af dig.

Jeg er sikker på, at han talte af erfaring. Vi er alle også et barn inden i (som nogle skolebørn fortalte mig på juleløbet, hvor jeg var den skrækkelige kong Herodes, der ikke kunne li børn: Du har også været et barn engang). Men vi er ikke kun et barn. 
Måske lige undtagen overfor Gud, hvor vi altid vil være og forblive et barn.
Men dog også et barn med voksne opgaver overfor hinanden.

Ind i dette taler julens fortælling for mig klart; at vi fejrer et lille barn, der fødes et fremmed sted og bliver flygtning de første år.
Der er ingen magt i sådan en fortælling – andet end, hvad et spædbarn ofte har over de voksnes, når kærligheden er på spil.
Alligevel fejrer vi denne fødsel i julen som repræsentant for den almægtige Gud.

Mange af os kan tage magten og bruge den til egen vinding og til smerte for andre.
Julens budskab og dermed Guds budskab er, at sådan skal det ikke være. Magt har vi kun til låns, og opgaven er, at bruge magten til bedste for andre, for samfundet, for flest mulige.

For mig er julen dermed både en vejledning og en håbs fortælling.

Måske kan denne kendte julefortælling om barnet og kærlighedens tilsynekomst være den streg, der åbner for at se hele stjernen – hele livet som noget, der ikke kun er kaos men fyldt af nærvær og glæde.

Som sangen i julekalenderen, så går vi aldrig alene hverken i mørket eller i livet.
Vi er rummet af den kærlighed, som andre har til os. Den kærlighed, som jeg tror, vi får givet af Gud til deling.

Eller, som jeg har digtet i den salme, I nu (for nogle måske igen) bliver udsat for:
Vi tænder et lys, når aftnen er mørk,
og vinterens dage er korte.
Vi tænder et håb, når vi bringer lys
til dem, der må sidde i mørke.
For julen er håbet, der fødtes engang.
Ja, julen er hjerter, og julen er sang.
Julen er glæde, og julen er fest -
Hjerternes fest.

Amen og glædelig jul!

Vejbaner og vejskilte - 3. søndag i advent

I dag vil jeg tale om vejbaner og vejskilte.

Jeg kommer til denne vinkel lidt ad en pudsig omvej.
Vi hører i dag om, at Johannes skal være den, der skal bane Herrens vej og gøre hans stier jævne.

Det er faren, der forudsiger sønnens rolle i forhold til Guds komme til menneskene – ad nye og jævnede stier. Og vi kender den videre fortælling om, at han stod ved Jordanfloden og kaldte til dåb, at Jesus også kom og blev døbt, og at Johannes udpegede Jesus som Guds nærvær.

Johannes’ opgave var at forberede folk, så de kunne høre det nye glædelige budskab – budskabet om at være elsket på trods.
Ja, budskabet om tilgivelsens mulighed. 

Men for at kunne høre det budskab, skal man jo erkende sine egne mangler og fejl – og for nogen, hører vi, skulle der hjælp til som Johannes, der udpeger alle folks dårlige sider; at ingen kan frelse sig selv.

Johannes baner altså ikke bare vejen men viser også hen til Guds kærlighed.
Dermed er der for mig en parallel til stjernen, som ledte de vise mænd til stalden.

Og så slog det mig.
Hvis stjernen kan kaldes en vejviser, så kan Johannes vel kaldes en vejbaner.
Dét minder jo utroligt meget om vores infrastruktur med vejbaner og vejskilte 😊

Ofte, når jeg får sådanne associerer, slår jeg op for at se efter, om ordene kan have noget med hinanden at gøre – altså, om vores ord vejbaner skulle komme af at bane vej.
Det har jeg ikke gjort til i dag, da jeg formoder at blive skuffet.
Sandheden kan jo til tider ødelægge noget, som ikke bare er sjovt, men som også kan bruges til at vise en pointe.

Som for de fleste, så fylder hverken Johannes eller advent meget i mine tanker generelt. Dog, når vi som nu er i adventstiden, så er det for mig også advent og kun lidt jul, der fylder – modsat måske en del andre. Derfor er der i dag heller ikke valgt direkte julesalmer.

Jeg holder meget af forberedelsestiden som en lidt stille tid – stille
ikke i, at der ikke sker noget. Kalenderen er ofte mere fyldt i tiden før jul end mellem jule og nytår.
Men stille sådan som forventnings-glæden er i forhold til fest-glæden.

Med denne tanke om vejbaner og vejskilte, kunne jeg tænke, at Johannes og advent måske vil dukke op i mine tanker, når jeg sidder i trafikken – om ikke andet, så kunne det give et smil, som der for mig aldrig kan blive for meget af – heller ikke af den lidt skøre slags. 

Jeg kunne så videre tænke, at min rolle måske bare sådan er at være en forhåbentlig velholdt vejbane, som gør det nemmere for Guds ord om kærlighed at kommer ud og rundt til folk.

For, Guds ord har med dagens tekst brug for vejbaner. Ikke alle har hørt det glædelige budskab. Og måske kan nogle ikke høre budskabet, da de ikke oplever det hverken relevant eller befriende.

Helt hvordan man så er en Guds vej-baner, tør jeg ikke sige.
Så er det lidt nemmere med at være vejviser – som stjerne, vi bl.a. synger om hele året i morgensalmen ’I østen stiger’. Og som vi skal synge meget mere om i juletiden – og også i den næste nyere adventssalme: hold håbet op, stjernen viser vej.

Jeg tror, vi alle af og til har brug for, at andre giver et lille hint.
Vi har brug for at finde vej i livet – vejen til det gode liv, hvor faktisk vejen og dermed livet er det vigtige og ikke målet.

Håbet skal vi sommetider også have vist – som i næste salme; at vi skal holde håbet op for hinanden – og ikke os selv.

For, med håbet må det være som med troen; det kan vi ikke selv bestemme os for. Det skal vi modtage, opdage og vælge til.

Håbet kan være om mange ting – men altid gode ting. Som, at ’det bliver godt igen’. At der er en vej ud ad mørket, hvad end mørket så består af. Ja, at end ikke døden er det endelige mørke. 

Vi er i den mørke tid, og det vil jeg også vende. Måske kan vi lade Paulus tale til os, når han skriver, at Gud tænder lys i vores hjerter. At vi er presset men ikke knust, at vi er i tvivl men ikke fortvivlet, at vi er forfulgt men ikke forladt, at vi er slået til jorden men ikke slået ihjel.

Man kan sige, at vi går i mørket men, vi skal ikke blive i mørket. Vi kan gå igennem mørket, da mørket ikke kan fastholde os.
Sådan må vi tro, da Gud er med os – han, som Johannes skriver i prologen, der var det lys, som mørket ikke kunne gribe eller begribe.

Vi kan også tænke, at mørket er hos os men, det er ikke os, der er mørket.
Måske skal vi bære mørket – at holde, udholde det, udforske det og indse, at det ikke er uventet for os som mennesker.
Mørket er en del af livet – det må vi ikke glemme eller prøve at overbevise andre om, at livet kun er lykke, sol og glæde. Mørke, smerte og ensomhed er måske ikke det bedste i livet men dog en del af livet og ikke en fejl.

Det perfekte findes ikke hverken som et ideal eller som et muligt mål.

Med erkendelsen af livets svære sider, er det så også godt at huske, at der findes stier gennem mørket; at andre og vi kan bringe lys ind i hinandens liv.
Ja, at vi kan gå ad stierne sammen – sommetider forrest for at bane vejen, sommetider bagefter, når andre har banet en vej.
Måske handler det om ganske stille bare at være sammen. Måske er det et venligt ord. Måske et smil i mødet.

Og ja, måske er det at fortælle om den kærlighed, som overgår al forstand og, som vi hører om i kristendommens budskab som noget, der kommer fra Gud.
At vi baner vejen for at ordet kan høres – som vejbaner og vejskilte i livets trafik.

Amen

Ikke at være klar eller, slet ikke at være - 2. søndag i advent

Er du klar?
Ja, det er vel for tidligt at spørge om i forhold til jul og gaver. Men december har også sine traditioner.
Måske skal man til julefrokost, og så skal man være klar i tøjet.
Måske er der noget i familien, hvor man – som reklamen for Imerco, skal være klar også med at have købt gave.

Ofte, når vi skal være klar, er det i forhold til nogle gode ting.
Vi spørger jo ikke, om man er klar til en ensom jul.
Nogle gange kan man godt gøre sig klar til en operation eller en tandbehandling. Ikke rare ting – men forhåbentlig rart og godt bagefter.

Også kun få får spurgt, om man er klar til at dø. Dét kunne måske godt være relevant. Men så spørger vi nok på en anden måde som; Har du tænkt på, at du kan dø af det? Eller: Når jeg dør, så skal du ikke være alt for ked af det.

Andre ting kan man være klar til i lang tid. I min alder kan det være pension og tid til andet. Det kan også være håndboldspilleren, der drømmer om at komme til VM slutrunde.

Her i advent skal gøre vi os klar til at fejre julen. Og disse søndage får vi forskellige vinkler på at vente. I dag hører vi om 10 brudepiger, som venter på brudgommen.

I vores tid er det anderledes. Ofte i ganske god tid får vi en invitation med tid og sted, hvor man skal møde op. Her hører vi, at pigerne står på brudgommens vej for så at følges med han resten af vejen til fest.
Nogle kommer med, og nogle var ikke klar. 

Lidt udfordrende for os i vores kristne tankegang er, at de ikke også kommer ind.
Den Gud, som Jesus fortæller om, vil da aldrig siger, at han ikke kender os – eller?

En interessant vinkel kunne være, hvorfor pigerne kaldes tåbelige.
Var det nu fordi, de ikke havde taget olie nok med til deres lamper?
Eller, kunne det være deres valg; at de løb hen for at købe olie og derfor var væk?
Altså, at de troede, de skulle klare sig selv – eller, at det var tændte lamper, som var vigtig for at kunne tage imod brudgommen, og ikke dem.

Når vi kender hele fortællingen om Jesus – den, som vi her i advent forbereder os på at høre endnu engang fra jul over påske og til himmelfart.
Så afviser Jesus aldrig de svage eller dem, der ikke selv kan magte livet.

Så, det tåbelige var måske, at de ikke troede sig noget værd uden at kunne fremvise noget – symboliseret ved en tændt lampe.

At de så bliver afvist som ukendte, er næste udfordring. Men måske kan vi trække vores virkelighed ind – og i et eksempel kan jeg godt se begge vinkler.

Lad os tænke, at der er kommet nye folk ind på vejen. Vi har ikke rigtig mødt dem, men fik en kort snak over hækken. Der aftaltes, at de skulle komme over til kaffe lørdag eftermiddag – præcis tid blev ikke aftalt.
For at være sikker, brygges kaffen i god tid. Man får lige en kop eller to inden, konen opdager, at kagen i køleskabet er væk. Den var ellers klar allerede fredag – men mon ikke børnene har taget den som natmad, da de kom hjem. Så ud ad døren med hende på vej til bageren.
Da manden tager det sidste kaffe og vil sætte mere på, er der ikke flere bønner. Så ud ad døren med ham hen til 365.

Da så naboerne banker på, er der ingen hjemme. De venter lidt, og går så igen.
Mon ikke hellere de ville være taget i mod og fået lidt hyggesnak end at kage og kaffe er på vej?
Nå ja, da man så senere møder dem i gågaden, kan man godt prøve at hilse med et lille nik. For ingen af dem kender jo hinanden sådan rigtig – og måske er man ikke sikker på, at det nu også er naboerne.
Og de nye naboer kan godt være lidt reserveret – måske endda afvisende overfor sådanne mærkelige folk, der ikke engang er hjemme, når de inviterer.

Måske er det lidt for tænkt – eller i det mindste, må man håbe, at sådanne naboer får et godt grin over det på et senere tidspunkt.

Jeg kan også tage et eksempel fra vores juleaften fejring. 

I vittighedstegningerne ser man – eller så man tidligere, at manden havde glemt alt om at købe en gave til sin kone. Og så står han ved lukketid i butikken, hvor en venlig ekspedient finder det perfekte undertøj, nattøj eller måske parfume; det, som alle kvinder jo altid ønsker sig mest – eller…

Min erfaring er, at en personlig gave er bedre. Men nu er jeg og dem, jeg kender, måske bare godt gift 😊

Det er dog altid rart at have en gave at lægge under træet. Men hvad, hvis man ikke når at få gaven? Den valgte gave kan jo være væk i pakkeposten.
Ja, så bliver det jul alligevel. Og glæden er, at man er sammen om træet og måske ikke mindst lige så vigtigt ved aftensbordet.

Det vil for langt de fleste være størst glæde at være sammen juleaften end f.eks. at vide, ens elskede farer rundt i landet for at finde en åben butik, hvor den rigtige gave stadig kan købes.
Det er jo samværet og ikke gaven, der betyder noget. Og for gaven er det oftest mere tanken end indholdet, der betyder noget. 

Så altså med vores egen tilgang og, hvad vi hører om Jesus, er tilstedeværelsen vigtigst.
Mon så ikke også for brudepigerne; at de med et nærværende smil ville kunne komme med til festen. Altså, at de ville blive set som det lys, de var i sig selv – trods fejl og mangler.

Her i adventstiden er det for mig i det mindste en god tanke. For, vil dét gælde brudepigerne, så vil det også gælde mig.

Her tillader jeg mig at tage de særlige briller, som jeg mener, al bibeltekst skal læses igennem. Nemlig det, vi kalder ’den lille bibel’; at Gud elsker os så meget, at han gav os sig selv i Jesus Kristus. Og, at Han ikke kom for at dømme, men for at frelse.

Et nytår må gerne blive fyldt på med håb og ikke med angst. Et håb, som vi til tider skal hjælpes med at give hinanden som en mulighed. For ja, håbet skal vi selv have – men vi kan ikke selv skabe den. Sådan, som vi skal synge i den næste salme.

Amen