Om at bruge livet eller ej - Søndag Septuagesima

Når jeg ser fastelavnsboller i bagerens vindue, kommer jeg ofte til at tænke på sangen ”Der bor en bager”. Og nok mest slutningen: har du penge, så kan du få. Men har du ingen, så må du gå.

Den kom jeg også til at tænke på, da jeg læste dagens fortælling. Her skal man også ligesom have tjent sig nogle penge i form af talenter for at komme ind til festen.

På den måde må og skal denne lignelse provokere os.
For, er det ikke oftest sådan, at Jesus tager imod de små? – som i fortællingen om børnene i forbindelse med dåben.

Ja, er det ikke et vigtigt kristent dogme for os, at Gud naturligvis tager imod den, som ikke selv magter livet?

Når vi i dag ikke tænker på penge, når vi taler om talenter. Så skyldes det denne lignelse og tydningen af den, som er gået ind i vores sprog.
Altså, handler det om at bruge de evner, som man har fået.

Det kan godt give anledning i tiden om, hvordan man så bruger sine evner. Vi hører om en mand har talent til at drive firma og bruge lovgivningen til at bliver mangemilliardær. Der er også en, som bruger sine talenter på ikke bare at drive firma men også blive præsident. Der er også en konge, som bruger sit talent på en ny måde med bog og italesætte behovet for hjælp.

Her kunne jeg godt give min vurdering af, hvor god en måde man kan og måske bør bruge sit talent. Men jeg vil mest holde mig til lignelsen.

I forhold til hos bageren, så kom alle med talenter. Derfor mangler der for mig ligesom en 4. tjener.

Jeg tænker en, der måske fik 3 talenter for sådan at være lidt imellem til den gode side.
Lignelsesmæssigt kunne han gå ud og investere det hele i en risikoaktie – en rimelig handling fremfor at spille lotto. Investeringen gik helt galt, og alt var tabt.

Hvad ville der mon ske, når han kom tilbage?

H. C. Andersen har en fortælling, som måske giver svaret; Hvad fatter gør.
Fatter gik til markedet med en hest
Byttede til en ko, der kunne give mælk
Byttede til et får, der var godt i stand og havde godt med uld
Byttede til en gås, der både havde fjer og fedt
Byttede til en høne – den skønneste høne, der jo nok kunne finde korn og næsten klare sig selv
Byttede til en sæk rådne æbler – en farlig mængde modsat deres gamle æbletræ, som kun havde båret et æble i fjord
Da han kom hjem, fik han kys og ikke knubs af sin kone.
Om det var et godt bytte, kan vi godt overveje. Men han handlede i situationen efter evne og med de bedste hensigter.

Tænkes denne 4. tjener ind i nutiden kan det være en af dem, der bliver så fysisk eller mentalt ramt, at deres liv går i stå. Måske mister de arbejdsevnen, da hjernen pludselig bare ikke mere kan rumme mange mennesker eller koncentrerer sig i ret lang tid.

Hvad det skyldes, vides ikke rigtigt. Men måske har de i en periode eller over en længere tid kastet sig ud i en for stor opgave eller i et for risikofyldt sammenhæng. 

På den måde bliver de det modsatte af ham, som gravede sin betroede talent ned.
Han tog ingen risiko – nej, gjorde slet ingen ting.
Hvis det i forhold til Guds normale tilgang til de svage skal give mening, at han ender udenfor livsfesten. Så må det hænge sammen med, at ånd og liv dør, hvis man graver dem ned.

Og med det handler lignelsen om gudsriget i nuet, hvor talenterne er varme, levende flammer, der skal næres, deles og måske sendes videre, hvis de skal leve og sprede glæde og være til gavn.

Sådan kan lignelsen godt forbindes til det grundlæggende; at kristendommen er omsorg, og særligt for de små og svage.

Vores liv og gerning tilhører ikke os selv som menneske. Det tilhører næsten – altså de andre i fællesskabet.
På samme måde som et æble, der falder eller plukkes af træet, ikke (længere) er træets, men verdenens.

Måske kunne man sige, at vores liv og gerning tilhører Gud. Og, at det skal gives tilbage.
Men sådan er budskabet ikke – og heller ikke med dagens lignelse. Guds gaver er givet os, så vi kan give videre af det.
Som æblet, der heller ikke gives tilbage til sit udgangspunkt – men videre til os eller et dyr og dermed også med mulighed for, at et af frøene kan blive til et nyt træ.

Oversat teologisk, så skal vi ikke handle eller undlade at handle i frygt for straf som ikke at blive frelst. Sådan kan tjeneren, som gravede talenten ned, godt tolkes.
Den angst kan man godt have alt efter, hvad man tænker og tror om Gud.

For mig er det dog at gå udover lignelsen. Som nævnt, giver den bedst mening som himmeriget lige nu og her i livet med mulighed for at gå glip ar livets glæde - og ikke om evig frelse eller fællesskab med vores skaber – for, dét tror jeg er helt Guds sag.

Jeg kan dog ikke helt lade være med at tænke, hvordan en mulig 4. tjener ville have forholdt sig til ejermandens tilbagekomst.
Ville han mon stikke af, da han havde fejlet.
Fatter i eventyret kunne jo også have indset værditabet fra en hest til rådne æbler og så gået sin vej som en vagabond.

Måske havde fatter ikke denne indsigt – eller også havde han bare stor tilliden til konens kærlighed.
I lignelsen og med Gud kan det også være oplevelsen af den, som man lånte penge af.
Det er jo ikke hvem som helst, man skal låne penge af for så ikke at kunne betale tilbage.
I den grumme afdeling er narkolån er værre end kviklån. Hvor lån af ens forældre kan være i den anden ende.
Og altså: Hvad tænker vi om Gud, der har givet os både livet og vores evner til låns?
Er han streng og retfærdig eller, som jeg tror, en tilgivende far?
Om han så vil rose mig for at have mistet alt, tør jeg ikke sige. Men vigtigere er vel også en favn at finde trøst i.

Amen

Afsløring og fællesskab - 2. søndag efter Hellig3konger

Det var en lang men for mig interessant fortælling om Jesus og en kvinde, der mødes ved en brønd.
Måske er der også en lille vinkel på dagens store begivenhed med tronskifte og dermed også udskiftning af Folkekirkens overhoved.

Det handler nemlig om ligeværdighed – noget, vi i Danmark har og må holde fast ved også, selvom om vi har forskellige opgaver og ansvar.
Ligeværdighed betyder, at vi helt grundlæggende er lige meget værd – stor som lille, rig som fattig, meget vidende eller uden at have sat sig ind i noget, godt til at bruge hænderne eller ej. Altså udover det, som vel oftest trækkes frem med køn, religion, kultur, race, seksualitet osv.

Fortælleren Johannes peger selv på, hvor spændingerne ved dette møde var for datidens samfund; at forskel i både kultur og køn burde gav adskillelse. 

Det er ikke kun her, vi hører om, at Jesus ikke følger de gængse normer ved som en mand at taler med en kvinde og at dele sit glædelige budskab med en fremmed – en udenfor kulturen.
Ja, vi hører endda, at han spiser sammen med folk, som ikke overholder de gængse regler og normer – og, altså ikke blev anset for at være værdige til at have med Gud at gøre. At spise sammen var dengang det stærkeste fællesskab – noget, vi kan tænke med, når vi holder altergang og byder alle velkomne her i kirken.

Måske tænker vi, at det jo var dengang. Altså, at vi jo er kommet længere og har bekæmpet tanken om, at der er adskillelse. Ja altså i det mindste her i landet. Da vi jo hører om andet også i nutidens nyheder og beretninger.
Nå ja, måske også ved demonstrationer i Danmark.
Men sådan generelt tror vi på og handler oftest efter, at vi alle er helt grundlæggende, er lige. Selv dronning Margrethe og om lidt Kong Frederik.
Var de kommet i kirke her, så ville de sidde som alle andre. De måtte også sammen med andre gå op til nadverbordet og knæle fælles.

I andre sammenhæng er der naturligvis forskel på at være konge og ikke konge, som på at være borgmester eller ikke at være borgmester osv.
Forskel følger med ansvar og roller. Men, det ændrer ikke på ligeværdigheden.

Når vi som i dag hører om Jesus, så virker det som om, at han ikke kun gør op med de skæld, der findes. Nej, måske opdager han dem slet ikke.
Sådan kan jeg tænke, da det er sådan, Jesus præsentere Gud for os.

Gud i Jesus møder mennesker uden forskel. Altså, som dem, vi hver især nu engang er.
Dermed ikke sagt, at han ikke ser vores udfordringer og problematiske sider.
Vel nærmest tværtimod.
Gud møder ethvert menneske præcis, som det er med både fejl og mangler, med muligheder og gode handlinger.
Og han møder os uden fordømmelse. For, som der skrives: i kærlighed findes ingen fordømmelse.

Men derimod kan der godt være en vejledning.
Ja, ofte er der både en afsløring og en vejledning. For, sådan er kærligheden; ikke at lade andre forblive uden det møde, som kan give nyt mod på livet.

Jesus kommer ikke med Guds fred, og så er alt godt. Eller, som Grundtvig ændrede en julesalme fra: at englene sang ’om fred og ingen fare’ til at de sang ’om fred trods nød og fare’. 

Det første kan få os til at tro, at Guds fred kan gøre, at alt bare er godt.
Hvor det sidste lader Guds fred rammen ind i vores virkelighed, som på trods af alt kan give os oplevelsen af fred – eller måske mere af alligevel at være noget værd. Ja, oplevelsen af at være mødt, set og elsket på en gang.

For dagens kvinde blev der sat ord på hendes mange mænd – de fem, hun har haft, og at den nuværende ikke var hendes - måske en andens.

I Jesus’ ord blev dét sagt, som måske pinte hende mest – dét, som måske gjorde, at hun ikke kom til brønden sammen med de andre kvinder. Ja måske dét, som hun gerne ville skjule, men som alle vidste og viskede om.

Da Jesus sagde det højt – og sagde det på en måde, så hun ikke blev udskammet. Så fik hun livet tilbage.

Læser vi videre i Johannes, så går hun glad tilbage i byen for at kalde på alle og fortælle ikke kun, at hun har mødt Messias men også, at han har fortalt hende alt om sit liv.
Hun talte åbent om sit liv – om det, som havde fyldte som en udfordring i hendes liv.
Hun var sat fri.

Jeg kan kun tænke, at vi godt kan spejle os i det.
Ved at få sat ord på, så kan der være en frelse – en befrielse gennem afsløringen uden fordømmelse. 

I dagens fortælling hører vi faktisk ikke, at Jesus også giver kvinden en vejledning til, det vider liv. Måske var det implicit. Måske havde hun ikke brug for det. Eller måske skal vores fokus mere være på, hvad Jesus giver – det, han kalder levende vand, der vil blive til en kilde i os.

Sprogligt og billedligt er der en fin markering ved at tale om en brønd, og en kilde.
Begge dele handler om frisk vand.
Hvor vi ved en brønd selv er ansvarlige for at få hentet vandet op. Altså er vi ansvarlige.
Hvor ved en kilde, der springer vandet nærmest ud til os. Altså er vi kun modtagende.

Mange normer og regler – også af religiøs art, har fokus på, hvad vi skal og ikke skal gøre. Altså fokus på, at vi har et ansvar.
Hvor Jesus’ fortælling handler om, hvad vi får givet – givet at Gud som modtagere.
Her i kirken markeres det tydeligst ved dåben, som vi netop har haft, og ved nadveren, som vi om lidt kan dele.

For mig kommer det også til at være fortællingen om, hvad vi sådan grundlæggende er. Vi hører jo i skabelsen, at mennesket blev skabt i Guds billede.
Og ja, vi hører også efterfølgende, at vi fejler og dermed ikke kan blive i paradiset.

Med denne vinkel vil jeg på ingen måder underkende den menneskelige fejl og slet ikke den ondskab, som vi mennesker kan gøre.

Grundlæggende tror jeg dog på det gode. Som, når jeg hører om hvordan druk og stoffer kan få folk til at forvolde ondt. Så kan man godt tænke, at alkohol og heroin åbner op for alt det lort, som er dybt nede i en.
Men jeg kan bedre tænke, at alkohol og heroin kan lukke for al den kærlighed, som er dybt ned i os.
Jeg tror nemlig, at den kilde, som Jesus taler om, er lagt i os af Gud som kærlighed.

Amen