Der tales en del om bøger også på det seneste – selvom, det heldigvis er ved at tage af. Jeg tænker på demonstrationer med afbrænding.
Jeg kunne godt tænke mig at udfordre både dem, der brænder bøger af og dem, der farer med bål og brænd i forargelse og hævnlyst.
Det skal dog hverken være her eller i dag, at jeg taler om en ærlig selverkendelse eller Jesus’ ord: Den, der aldrig har gjort noget forkerte, kan jo kaste den første sten.
I stedet giver dagens tekst mig anledning til at se på det skrevne ord generelt og vores hellige skrift – hvis vi da ellers kan brug ordet ’hellig’.
En vigtig tilgang til Bibelen er jo, at teksten ikke er skrevet af Gud, og derfor er den ikke Guds Bog og ej heller hellig – som os, der er Guds børn.
Vigtigt er også, at det ikke er en bog men et helt bibliotek – deraf ordet bibel.
Og ikke mindst, at teksterne er skrevet af mennesker – af mange forskellige mennesker.
Ja, og så er vores bibel en oversættelse til dansk – som jo rummer valg i oversættelsen og mulighed for fejl.
Netop det med oversættelsen er tydeligt i dagens tekst, hvor en enkelt original Jesus-ord er bevaret: Effata, som er aramæisk.
For ja, ikke bare er teksterne oversat til dansk for os. De er også skrevet på et andet sprog end, hvad bl.a. Jesus talte.
Da Det Nye Testamente – fortællingen om den nye aftale, som Gud giver til os mennesker – blev skrevet og samlet, var det på græsk. Det var datidens verdenssprog ala engelsk i dag. Man ville gerne, at alle skulle kunne læse.
Der er altså mange led fra, da Jesus talte og handlede, og til vi hører om det i dag – og vel også en del usikkerhed. Selvom vi formoder, at pointerne holder. Folk har været meget omhyggelige med både at huske og oversætte så præcist som muligt, da det jo handlede om noget væsentligt.
Men tilgangen til vores bibel er mere afslappet end, hvis det var Gud selv, der havde skrevet eller dikteret ordret.
Nå ja, og så burde vi ikke blive forarget på Guds vegne med mulig spot, da fortællingen om Jesus kulminerer med netop hån og spot inden korsfæstelse – og naturligvis vidnesbyrdet om opstandelsen.
Min tanke er ikke at nedgøre Bibelen. Nej, der er utrolig mange gode og vigtige fortællinger og vidnesbyrd om Gud og den kærlighed, som bliver sendt til os – og som går imod tidligere tanker om Guds vred og hævnlyst.
Men teksterne er ikke hellige – altså, de er ikke guddommelige, så vi skal helligholde dem – og da slet ikke slå andre i hovedet med dem eller true de folk til tavshed, som ikke omgås dem på en værdig måde.
I kristendommen har det skrevne ord aldrig været det vigtigste – Gud er ikke i et ord. Men modsat; Gud er Ordet – nemlig Jesus.
Så, for at vi kan brug de skrevne ord, har vi brug for Guds hellige ånd. Sådan understregede allerede Paulus, som jeg læste det, at bogstaver slår ihjel mens ånden gør levende.
Jeg oplever, at Paulus har ret. For, nogle af de voldsomme ting, der sker ude i verdenen, skyldes en fundamentalistisk tolkning af nogle skrevne ord.
Nogle har også gennem tiden brugt bibelske tekster til ikke bare at fordømme andre, men også at nedgøre og undertvinge andre – men dog kun sjældent til at slå ihjel.
Trods alle disse forbehold, så kommer vi ikke udenom, at de overleverede fortællinger, som vi kan læse i vores Bibel, er nødvendige for os.
Og i dagens tekst er det særlige, at man også i den græske første nedskrivning – vi kalder det i teologien for ’den originale tekst’, har man bibeholdt det ene Jesus-ord: Effata.
Og Markus har så tilføjet forklaringen ”det betyder luk dig op”.
Når man har fastholdt det ord, som Jesus brugte, har man oplevet det som noget særligt.
Umiddelbart er helbredelsen af den døvstumme ikke total fantastisk i forhold til dagens lægekunst.
I Det Gamle Testamente er der en tradition om, at Gud vil kunne ’få døve til at høre og stumme til at tale’. Så, handlingen sker ind i folkets forventninger.
Og senere i kirken har vi brugt dette til at; Gud i Jesus er med os og vil hjælpe os gennem Helligånden, så vi kommer til at høre og kommer til at tale; høre Guds glædelige budskab og fortælle det videre til andre.
For at høre det glædelige budskab, skal vi måske have guddommelig hjælp til at åbne vore ører.
Evangeliet, som for mig er, at vi er elsket. Noget, vi vel gerne vil høre, men måske har svært ved at tro.
Evangeliet er så også, at alle andre er elsket præcis lige så meget som os – og sådan skal vi også elske.
Den del kan være mere udfordrende.
Når vi så har hørt det, skal vi også fortælle det videre.
Derfor skal tungen også løsnes, når ørene er åbnet.
Evangeliet er ikke for os selv men til deling.
I min første bøn blev det udfoldet på en for mig enkelt og god måde.
Så her vil jeg slutte med at gentage:
Gud, når du taler, bliver livet til.
Når du byder, må selv stormene lyde og stjernerne lyse op og falde.
Kun vi mennesker er sært døve for din tale og dårlige til at adlyde dig.
Men du, Gud, kan bryde vores døvhed og sætte os fri.
Sig blot et ord, så vores ører åbnes.
Rør ved vores læber, så vi taler.
Giv os et nyt sind, så du af os skaber dig en menighed, der med glæde hører, hvad du siger, og går, hvor du sender os.
Amen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar