I dag bliver min fokus på taknemmelighed.
Har vi noget at sige tak for?
Og, får vi sagt tak?
Måske vi lige skal tage lidt tid til at overveje: Har vi noget at sige tak for?
Jo, tror jeg de fleste tænker, når der sådan direkte bliver spurgt:
Vi kan vel sige tak for livet.
Vi kan sige tak for helbredet.
Og når vi den senere tid har set markerne blive høstet. Eller, når vi ser æbler og bær i haverne, (også ser, hvordan det kan pynte kirken) så kan vi vel kun sige tak for naturens gaver.
Videre kan vi sige tak for maden generelt – og tak til dem, der hjælper med til, at vi kan få mad på bordet. De fleste af os er afhængige af at kunne købe fornødenheder i butikker.
Så en tak kan vi måske også sende til dem, der skaber tøj – både at lave stoffet, designe og sy.
Men, vi kan måske også tænke: Jeg har ikke selv valgt at blive født. Nej, livet er egentlig bare et slid – en opgave, der er lagt på mig. Så tak for ’lort’.
Og hvad mit liv er blevet til af bare lidt godt, har jeg selv måttet knokle for.
Nå ja, nok hjælper andre med, at jeg kan få mad, tøj osv. Men, jeg betaler så sandelig også for det med mine hårdt tjente penge.
Hvor taknemmelig er det lige, man kan være, når mælken koster mere end 10 kr.?
Man kan godt se verdenen som uretfærdig, se det liv, man selv har fået, som træls, og andre mennesker som krejlere og svindlere.
Hvad er der så at sige tak for?
For ærligt, havde man ikke fortjent bedre?
Endnu mere tydeligt kan det være med helbredet. Skal vi sige tak for sundhed, når vi døjer med skavanker, udfordringer og sygdom?
Nogle er født med skæv ryg, sukkersyge, dårligt syn eller er disponeret for gigt.
Og uanset hvor Covid, pesten og aids kommer fra, så er bakterier og virus med til at ødelægge og udfordre os i livet.
Mon ikke alle kan lave en brokkeliste, der med rimelighed udfordrer tanken om at sige tak?
Jeg siger ikke dette kun polemisk. For, livet kan det for nogle meget nemt opleves som en tung byrde.
Jeg er dog ikke sikker på, at det er de mest ramte, som har sværest ved at sige tak – modsat de velbeslåede, som ikke kun kan mene et godt (eller perfekt) liv er rimeligt at forvente men også, at de så sandelig selv har gjort sig fortjent til det – modsat andre.
I forhold til helbredet oplever vi ofte enhver udfordring som en fejl eller en mangel. Og på den måde kan ’ondt i ryggen’ fylde hele min tanke om kroppens helbred.
Jeg tænker lidt ligesom, at et knivstikkeri kan få os til at tænke: Der er da også kun ondskab i verden.
Hvor sandheden – både for de flestes helbred og i de fleste samfund – fylder det gode langt, langt det meste. Og derfor oplever vi det som ’det normale og naturlige’.
Det er ganske forståeligt, at man brokker sig over skavanker og sygdom. Og heldigvis bliver vi både rystet og forarget over, at nogen gør andre ondt.
Men en gang i mellem – og det kunne jo være i dag – skal vi måske takke for alt det gode; alt det, vi opfatter som ’det naturlige’.
Tak for, at jeg faktisk godt kan se – selvom jeg har glæde af briller.
Tak for, at jeg nemt kan gå – selvom hofte eller knæ kan gøre ondt.
Tak for alle de venlige blikke og smil jeg har fået i dag – og, at ingen har slået mig eller stukket med en kniv.
Prøv selv at tænke mere…
Når jeg tænker disse tanker netop i dag, så kommer det af evangeliet om de 10 spedalske.
De var dengang om nogen udenfor. Ikke bare var de ramt at sygdommen, men de var også ramt på et socialt samfundsliv.
De skulle isolere sig og ringe med klokker, så folk altid kunne undgå dem – kun havde deres egen fællesskab.
Så, efter deres renselse kan vi vel godt forstå, at de 9 hurtigt vendte hjem til deres gamle liv.
Nogle var måske så opløftet af befrielsen, at de bare måtte dele det med deres kære.
Ja, måske havde de bare sådan savnet deres kære, at kun de fyldte i deres tanker og sind.
Nogle gik måske tilbage i livet og tænkte; det var da også på tide og kun rimeligt. Tænk, hvad jeg har spildt af tid med den sygdom.
Måske skulle de søge om erstatning for en uretfærdighed.
Den ene vendte tilbage for at sige tak til Jesus
Og den handling kan minde os om også lige at tage en stund for at sige tak.
Og ja, nogle behøver måske ikke en dag som denne. Mange har takken med i deres morgen- eller aftentanker – ja, måske kan man sige morgen- eller aftenbøn.
For de fleste af os bliver takken ikke kun en venlig tanke til de mennesker, som giver os glæde i livet. Det bliver også en tak til Gud, der på en måde står bagved alt.
For, bagved takken til andre mennesker ligger vel takken til Gud – en tak for, at det hele overhovedet er muligt. Og det gælder ikke kun naturens gavmildhed, men også vores evner og iderigdom er vel en gave.
Sprogligt taler vi om at være begavet.
Vi tager ikke muligheder, men vi gives muligheder eller måske, vi udnytter og bruger de givne muligheder.
Vores sprog er interessant. Det hedder jo ikke, at vi tager os en kæreste, at vi tager et barn eller, at vi tager et liv. Men netop, at vi får en kæreste, at vi får et barn, at vi får livet og med kristendommen, at vi også får et evigt liv.
Vi forholder os til at dette som en gave – altså sprogligt, og ikke som en slags rettighed.
Dét, håber jeg, ikke sådan lige ændre sig.
Det er nemlig både berigende og knap så ansvarsfuld at få gaver fremfor at skulle fortjene.
Og så en lille sidste overvejelse.
Er det mon at være lykkelig, som gør os taknemmelige?
Eller, er det at være taknemmelig, som gør os lykkelige?
Jeg tror det sidste. Amen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar