Jeg holder meget af disse julemorgener, hvor jeg som evangelium skal læse prologen fra Johannes om Ordet.
Det stærke ved den er det symbolske om lyset, som mørket ikke kunne gribe eller begribe.
Der er dog en vigtig forudsætning for at kunne forstå Johannes – for mig. Nemlig, fortællingerne fra Lukas og Mattæus om et barns fødsel.
Måske har disse fortællinger får lidt en eventyrlig præg med fattige hyrder, rige vismænd, en ussel stald og Guds særlige stjerne. Og videre om flugten til Egypten med englehjælp.
Dette eventyrlige er væk i Johannes til fordel for det filosofiske.
Enige er de dog om, at noget særligt er sket; at Gud går ind i vores liv med lys og kærlighed og ikke magt som modsvar til ondskab og mørke.
Altså er lyset og kærligheden også for os, selvom vi ikke altid oplever det.
Ja selv, når alt i verdenen eller i vores liv er kaos og ødelæggelse.
For, sådan kan det nemt opleves.
Julens fortællinger skulle gerne være med til at holde os fast i håbet og se et glimt af paradis.
I går talte jeg også om håb i kaos. Og jeg brugte en illustration, som jeg her vil genbruge.
Jeg ville have fundet en af de kaostegninger med masser af streger hvori, der kan findes en stjerne eller et hjerte.
I kan sikkert forestille jer den.
Det er af den slagt, hvor man kan sidde i så lang tid, at ikke kun er flødeskummet i kakaoen smeltet men også blevet lidt stift igen. For, kakaoen er nået at blive koldt.
Når man så er klar til at krølle papiret sammen for irriteret at ville smide den efter katten. For, der er altså bare ikke nogen stjerne!
Ja, så kommer der én og peger netop på den streg, som åbner for at se stjernen.
Pludselig er der håb, og så dukker hjertet sikkert også op.
Jeg kan kun tænke, at vi alle kan have brug for lidt hjælp en gang i mellem til at få øje på det gode.
Med dagens evangelium, kan vi også sige, at vi alle kan have brug for, at nogle tænder et lys for os – et af de lys, som ikke kvæles af mørket. Ja, måske et af de snyde-lys til fødselsdage, som tænder igen, når de er blevet pustet ud.
Hvis modet svigter og håbet er væk, så skal nogle peget på det i livet - som stregen i tegningen, der åbner netop for at se et større billede – der åbner for at se det gode igen.
Nu kan vi måske tænke, at mørket kun er ubehageligt og måske rummer dårligdom og ondskab. Men det betyder ikke, at det ikke hører til livet.
Jeg vil næsten sige tværtimod – også med dagens evangelium. Mørket er jo i verdenen, og Guds lys og ord opløser det ikke, så det for altid er forsvundet. Sådan som vi jo skal huske at synge i julesalmen; forvunden og ikke forsvunden er nu al vor nød.
Man kan sige, at vi går i mørket men, vi skal ikke blive i mørket. Vi kan gå igennem mørket, da mørket ikke kan holde os fast.
Sådan må vi tro, da Gud er med os som netop det lys, som mørket ikke kan kvæle.
Vi kan også tænke, at mørket er hos os men, det er ikke os, der er mørket.
Måske skal vi bære mørket – at holde og udholde det, måske udforske det og indse, at det ikke er uventet for os som mennesker.
Mørket er en del af livet – det må vi ikke glemme. Vi må heller ikke prøve at overbevise andre om, at livet kun er lykke, sol og glæde. Mørke, smerte og ensomhed er måske ikke det bedste i livet men dog en del af livet og ikke en fejl.
Det perfekte findes ikke hverken som et ideal eller som et muligt mål.
Med erkendelsen af livets svære sider vil vi nemmere kunne leve med både vores egne og andres fejl og mangler. Ja, vi vil kunne leve med afsavn og tristhed – måske endda ensomhed i perioder eller fornemmelsen af ikke at have værdi.
Sådan som det virkelige liv er for de fleste.
Men, der er mere at sige om livet end mørke, tristhed og uduelighed.
For mig bliver det – altså det gode og glædelige mere tydeligt, når mørket ikke fornægtes.
For mig kan det være et venligt smil og hilsenen med ønsket om en god dag eller god jul – alt det, som vi nok ofte tager som det naturlige, men som, når vi får øje på det, kan være netop det håbstegn, som kan åbne for livets skønhed.
Ja, når jeg mærker den lille godhed, så kan det være som det med tegningen; hvor jeg fik vist den lille streg, som åbnede for at se hele stjernen eller hjertet.
Netop sådan kan jeg også tænke om dagens evangelium. Når Johannes taler om Guds Ord og siger, at han er kommet i verdenen. Så kan det åben for at se Jesus som det, der kan bringe godhed og kærlighed på spil i livet.
Ja, som jeg også læste fra Johannes’ brev, at Gud er kærlighed.
Nogle kalder det en floskel, og sådan kan det også til tider opleves.
Men det er en ganske utrolig markering.
Når jeg en gang imellem kan tænke, at alt det med Gud egentlig ikke sådan helt giver mening. Så kommer jeg også til at tænke på, hvad alternativet til den kristne fortælling er; at den almægtige kommer til os i det svageste – som et lille barn uden magt. Og derigennem netop som kærlighed.
Alternativet kunne være en anden fortælling om det guddommelige, som profilerede magt, forskelsbehandling, måske udryddelse af modstandere eller uforudsigelig ondskab.
Dét ville give et liv i angst – hvis ikke lige man var blandt de velsignede, der kunne tyrannisere andre i guds navn.
Meget bedre ville det vist ikke være, hvis vi sådan helt var overladt til os selv. Hvis der ikke er nogen opfordring til det gode, så ville den stærkeste ikke bare have mulighed for at udøve magt men også have retten til det.
Mon det ville give de fleste mindre angst og utryghed?
Med det som alternativ holder jeg gerne fast ved, at Gud er kærlighed og, at han kom til os med sit ord gennem mennesket Jesus Kristus.
Og med den fortælling kan og vil jeg ønske alt og alle både en god dag og en rigtig glædelig jul. Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar