Bomberne falder.
Huset styrter sammen.
Alt er kaos.
Folk flygter i panik.
Der ligger et menneske under nogle brokker og lægter.
Det er tydeligt, at et ben er brækket.
Han er bevidstløs – måske død.
Du standser – tænker lidt.
Er faktisk midt i en flugt for livet.
Kroppen er næsten løbet i forvejen – væk i et forsøg på at finde et fristed.
Alligevel bliver du stående.
Skal du gå hen og se?
Måske er han bare død.
Måske er der ikke noget at gøre.
Måske kommer den næste bombe, og så er det dig.
Men så alligevel;
Måske er han bare bevidstløs.
Måske er det slet ikke så slemt endda.
Måske er det en, du kender.
Måske kunne det have været dig.
Nej, du står der fordi, du er dig!
Både kroppen og fornuften siger, at du skal løbe – ja, løbe nu og hurtigt.
Men du ved, at du aldrig vil kunne løbe væk fra ham – eller væk fra, ikke at have været dig.
Du vil aldrig kunne løbe væk fra, at du måske kunne have hjulpet og reddet et menneske.
For, sådan er du ikke – sådan vil du ikke være – nej, sådan vil du ikke kunne leve med at være!
Stille bevæger du dig hen mod manden - og du er ikke alene.
Et par stykker fjerner murbrokkerne.
Du mærker efter puls.
En tager sin t-shirt af og river det i strimler.
Sammen er I om at få ham lagt på en halvt ødelagt dør, og så går I væk.
Nogle råber, at I skal komme ned i bombeskjulet.
Men I spejder efter hjælp.
Manden skal et sted hen, hvor nogle kan tage sig af ham – om I så skal klippe et hegn eller fjerne et tag.
Sådan kan jeg kun tænke, at der også sker der ude i de umenneskelige konfliktzoner.
Midt i ødelæggelserne er også menneskeligheden.
Det gode kan ikke stille meget op overfor bomber og gemen ondskab. Og dog tror jeg, at selv dér i de værste situationer findes der mere godt end ondt.
Ja, selv de mennesker, som driver terror, må jeg tro på, at de rummer mere godt end ondt.
Måske er jeg naiv.
Men ofte, synes jeg, at virkeligheden giver mig ret. Kun hører vi ikke så meget om det.
For – og heldigvis – så er ’at hjælpe og gøre noget godt’ det naturlige. Derfor kommer det sjældent i nyhederne, og vi råber ikke højt om det.
I dagens evangelium tænker jeg på de fire venner, der bærer den lamme i håb om hjælp – måske endda i tro og tillid.
Måske ville de gerne snige ham ind, så de ikke blev synlige som hjælpere.
Men, når det ikke kan være anderledes. Så slår de hul i taget og firer ham ned – på ingen måder usynlig eller uden opmærksomhed.
Hvis ikke, det var fordi, vennerne levede før, Paulus skrev til Efeserne. Så havde de taget hans ord til sig; I skal lægge jeres tidligere liv bag jer, for det er styret af tomt begær. Men lev et ordentlig liv overfor hinanden.
Og ja. Paulus er ikke den første til at give det budskab fra Gud.
I Ezekiel kan vi læse: ”Jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød.”
Og videre er dette menneskelige vel noget, der er lagt i os ved skabelsen – som skabt i Guds billede. Det er lagt i vores indre, så ingen behøver at belære os om det.
Hvis vi vender tilbage til den sårede mand. Så er det lykkes dig og de tre andre at få ham frem til et hospital. Det er udenfor bomberegn og tilfældige skyderier. Og der er overfyldt.
Manden bliver lagt ved siden af en mindre pige. Hendes far sidder og græder.
Inden du går, hører du faren sukke over, at både kone og søn er døde. Pigen er der heller ikke stort håb for.
De var blevet skudt inden, at bomberne faldt.
Nu hopper vi over til den sårede mand. Han er kommet til bevidsthed og hører også farens suk.
Han ved dét, som I ikke ved. Han var nemlig snigskytte, der var sendt ind for at skab kaos. Men nåede ikke ud i tide.
Og han husker godt den lille familie, som han så for enden af sigtekornet.
Måske er han kold. Det rører ham ikke.
Men, måske rammer den menneskelige virkelighed ham – og dermed skylden.
Og så er vi ved dagens anden pointe i fortællingen.
Jesus helbreder ikke kun den lamme. Nej, først tilgiver han ham hans synder.
For os kan det være svært at forstå de skriftkloges forargelse. Jo, tilgivelse er en guddommelig ting. Men vi kan på ingen måde tænke, at Gud føler sig krænket over, at der bliver givet tilgivelse – end ikke, om det er på hans vegne. Sådan er vores Gud.
For mig bliver det interessante derfor, hvordan vi oplever helbredelse overfor tilgivelse.
Hvad er det mest befriende?
Hvis den sårede mand ikke kun blev ramt af bombens ødelæggelse – på krop og måske også i en fremtidig usikkerhed med PTSD.
Men, at han også der på sygesengen bliver ramt af den menneskelige virkelighed med skyld. Så har han dobbelt brug for andres hjælp for at kunne leve videre.
Og mit spørgsmål bliver: Vil den fysiske helbredelse være det, der bedst giver ham livet og fremtiden tilbage? Eller, vil det være tilgivelsen?
Amen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar