At gå i tillid og handle i tro - 21. søndag efter trinitatis

Min vinkel i dag er, at vi går i tillid og handler i tro. Det kan være i det helt små ting som, når vi tænder på kontakten. Så har vi tillid til, at lyset tænder. Eller, når vi åbner køleskabet, så har vi tillid til, at mælken stadig er der.

I dag handler det om tillid på en mere dyb måde. Når jeg netop har læst evangeliet, er det naturligt at tage det først.
For mig er pointen, at embedsmanden går i tillid til Jesus’ ord om, at sønnen lever.

Måske kan man tænke; ja, han går lige hjem og ser efter.
Men, når vi så tænker på datidens transport-muligheder. Så tog de ca. 40 km nok et par dage som en besværlig rejse formodentlig til fods eller på æsel og på dårlige stier. Og røvere kunne man også nemt frygte.

Manden havde taget turen for at møde Jesus ansigt til ansigt. Han kunne vel have sendt en tjener? Men han valgte selv at gå – og det vidner for mig om, at han havde tillid på forhånd.
Han rejser også tilbage i tillid – må vi tænke. Hvor hans tillid jo så heller ikke bliver svigtet.

En lille sidebemærkning kan der være i Jesus’ første svar: I kræver også bare tegn!
Det gjorde manden ikke – måske, fordi han ikke forholdt sig til Jesus sådan observerende. Nej, for ham var livet og døden en alvorlig virkelighed.
For de andre, som måske har tænkt: Lad os nu lige se, om Jesus også har en guddommelig magt.
Ja, de fik ikke noget. Manden gik hjemad og fik først det glædelige budskab undervejs.

Nogle vil måske sige, at sønnen overlevede fordi, at manden troede nok.
Sådan kan jeg ikke tænke om tro.
Troen er ikke på den måde en kraft, som vi kan styre livets gang eller Guds handling med.

Troen er i stedet noget, der kommer af, at man har tillid. Som manden, der havde tillid til Jesus.
For, tillid skaber man ikke selv; den må altid fremkaldes af en, som er tillids-vækkende.

At tro på andre er noget, som bliver til ’i os’, når de andre virker troværdige. Det kan for mig aldrig blive et valg eller en evne.
Men, man kan vælge at handle i tro – altså, at gå og leve i tillid til noget, som er troværdigt for os.

Jeg møder til stadighed folk, der spørger efter, hvor troende man skal være for at være kristen. For nogle kan det også opleves som et krav for at blive medlem af Folkekirken.

I vores tid skal vi jo præstere så meget. Så det er måske ikke så underligt, at nogle også tænker troen som en præstation.
Måske er vi også influeret af andre religioner, hvor tro er præcise handlinger og ting, som man ikke må.

Hvor tro som tillid altid må være noget, vi får givet – eller, som vokser ’i os’ i mødet med andre og i mødet med fortællinger og ord.

Sådan med troen på et andet menneske – mon ikke vi alle ved, hvem det er, vi altid tør stole på?
Sådan også med Gud. Hvor det troværdige for mig er det, vi hører om Jesus – både hvad han gjorde og, hvad han sagde om Gud.

At gå i tro er så ikke kun at have tillid til Guds kærlighed; jeg er hans barn, og; han vil altid være med mig og bære mig.
At gå i tro handler også om at leve i verdenen.
Og her vil jeg tage Paulus med.

Det er svært i denne tid ikke også at tænke på krig og katastrofer. At tænke på, hvordan onde ting sker.
I verdenen svares der tilbage med krudt og kanoner. Måske tænker nogen, at man kan udrydde ondskab med det onde.
For, vi har vel prøvet med det gode, og det lykkes aldrig helt.

Vi må dog – også med Paulus – insistere på, at vold ikke er hverken det bedste eller det stærkeste modsvar.
For Paulus handler det mindre om mennesker, der gør onde ting. I mange konflikter kan man jo ikke bare stille folk op og udpege de onde og de gode.

Derfor tager Paulus fat i det mere grundlæggende, som også vi altid udfordres af.
Det hedder, at vi skal iføre os Guds fulde rustning, når vi skal bekæmpe verdensherskerne i det mørke og ondskabens åndemagter.

Det første, vi skal tage på, er sandheden. Det skal være som et bælte. Altså det, der holder os sammen og ikke kan tabes.
Udover at bære sandheden skal vi også have retfærdigheden. Det skal være som en brynje – en modstandskraft og til beskyttelse.

Spørgsmålet er, om vi altid ved, hvad sandhed og retfærdighed er. Men, at tage os det på, forpligter os til ikke at går med løgn og uretfærdighed.
Det, vi skal gå med, er fredens evangelium. I Bibelen 2020 er det smukt oversat med: vi skal bruge viljen til at udbrede det budskab, der bringer fred.

Til beskyttelse – som et skjold skal vi have troen. Altså, tilliden til det gode, som gives os af Gud i kærlighed. Dertil passer frelsen – at vi ikke skal kæmpe for at frelse os selv, for den er givet os gennem Jesus. Og derfor skal vi kæmpe også for andre.
Som et angreb i den kamp, slutter Paulus med Guds ord, som vores sværd.
Helt konkret tales der om, at Jesus er Guds ord. Men, vi kan også tænke alt det med kærlighed, godhed, mildhed og tilgivelse.

Jeg ved ikke hvor meget, denne rustning vil kunne have af effekt hverken i Ukraine, Mellemøsten eller andre konfliktsteder.
Men, jeg tør godt tro på, at det med Ord og budskabet, som bringer fred, på sigt og sådan helt grundlæggende er det eneste og dermed også det stærkeste modsvar til ondskab – og her ikke mindst den ondskab, som nemt kan spirer frem også inde i mig.

Så, jeg vil forblive den – måske naive, der tager budskabet om fred på som sko og kærlighedens ord med som sværd for at kunne gå i tillid og handle i tro. 
Amen.

Hvad giver mest befrielse? - 19. søndag efter trinitatis

Bomberne falder.
Huset styrter sammen.
Alt er kaos.
Folk flygter i panik.
Der ligger et menneske under nogle brokker og lægter.
Det er tydeligt, at et ben er brækket.
Han er bevidstløs – måske død.

Du standser – tænker lidt.
Er faktisk midt i en flugt for livet.
Kroppen er næsten løbet i forvejen – væk i et forsøg på at finde et fristed.
Alligevel bliver du stående.
Skal du gå hen og se?
Måske er han bare død.
Måske er der ikke noget at gøre.
Måske kommer den næste bombe, og så er det dig.

Men så alligevel;
Måske er han bare bevidstløs.
Måske er det slet ikke så slemt endda.
Måske er det en, du kender.
Måske kunne det have været dig.

Nej, du står der fordi, du er dig!
Både kroppen og fornuften siger, at du skal løbe – ja, løbe nu og hurtigt.
Men du ved, at du aldrig vil kunne løbe væk fra ham – eller væk fra, ikke at have været dig.
Du vil aldrig kunne løbe væk fra, at du måske kunne have hjulpet og reddet et menneske.

For, sådan er du ikke – sådan vil du ikke være – nej, sådan vil du ikke kunne leve med at være!

Stille bevæger du dig hen mod manden - og du er ikke alene.
Et par stykker fjerner murbrokkerne.
Du mærker efter puls.
En tager sin t-shirt af og river det i strimler.
Sammen er I om at få ham lagt på en halvt ødelagt dør, og så går I væk.

Nogle råber, at I skal komme ned i bombeskjulet.
Men I spejder efter hjælp.
Manden skal et sted hen, hvor nogle kan tage sig af ham – om I så skal klippe et hegn eller fjerne et tag.

Sådan kan jeg kun tænke, at der også sker der ude i de umenneskelige konfliktzoner.
Midt i ødelæggelserne er også menneskeligheden.

Det gode kan ikke stille meget op overfor bomber og gemen ondskab. Og dog tror jeg, at selv dér i de værste situationer findes der mere godt end ondt.
Ja, selv de mennesker, som driver terror, må jeg tro på, at de rummer mere godt end ondt.

Måske er jeg naiv.
Men ofte, synes jeg, at virkeligheden giver mig ret. Kun hører vi ikke så meget om det.
For – og heldigvis – så er ’at hjælpe og gøre noget godt’ det naturlige. Derfor kommer det sjældent i nyhederne, og vi råber ikke højt om det.  

I dagens evangelium tænker jeg på de fire venner, der bærer den lamme i håb om hjælp – måske endda i tro og tillid.
Måske ville de gerne snige ham ind, så de ikke blev synlige som hjælpere.
Men, når det ikke kan være anderledes. Så slår de hul i taget og firer ham ned – på ingen måder usynlig eller uden opmærksomhed.

Hvis ikke, det var fordi, vennerne levede før, Paulus skrev til Efeserne. Så havde de taget hans ord til sig; I skal lægge jeres tidligere liv bag jer, for det er styret af tomt begær. Men lev et ordentlig liv overfor hinanden.

Og ja. Paulus er ikke den første til at give det budskab fra Gud.
I Ezekiel kan vi læse: ”Jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød.”

Og videre er dette menneskelige vel noget, der er lagt i os ved skabelsen – som skabt i Guds billede. Det er lagt i vores indre, så ingen behøver at belære os om det.

Hvis vi vender tilbage til den sårede mand. Så er det lykkes dig og de tre andre at få ham frem til et hospital. Det er udenfor bomberegn og tilfældige skyderier. Og der er overfyldt.

Manden bliver lagt ved siden af en mindre pige. Hendes far sidder og græder.
Inden du går, hører du faren sukke over, at både kone og søn er døde. Pigen er der heller ikke stort håb for.
De var blevet skudt inden, at bomberne faldt.

Nu hopper vi over til den sårede mand. Han er kommet til bevidsthed og hører også farens suk.
Han ved dét, som I ikke ved. Han var nemlig snigskytte, der var sendt ind for at skab kaos. Men nåede ikke ud i tide.
Og han husker godt den lille familie, som han så for enden af sigtekornet.

Måske er han kold. Det rører ham ikke.
Men, måske rammer den menneskelige virkelighed ham – og dermed skylden.
Og så er vi ved dagens anden pointe i fortællingen.

Jesus helbreder ikke kun den lamme. Nej, først tilgiver han ham hans synder.
For os kan det være svært at forstå de skriftkloges forargelse. Jo, tilgivelse er en guddommelig ting. Men vi kan på ingen måde tænke, at Gud føler sig krænket over, at der bliver givet tilgivelse – end ikke, om det er på hans vegne. Sådan er vores Gud.

For mig bliver det interessante derfor, hvordan vi oplever helbredelse overfor tilgivelse.
Hvad er det mest befriende?

Hvis den sårede mand ikke kun blev ramt af bombens ødelæggelse – på krop og måske også i en fremtidig usikkerhed med PTSD.
Men, at han også der på sygesengen bliver ramt af den menneskelige virkelighed med skyld. Så har han dobbelt brug for andres hjælp for at kunne leve videre.

Og mit spørgsmål bliver: Vil den fysiske helbredelse være det, der bedst giver ham livet og fremtiden tilbage? Eller, vil det være tilgivelsen?
Amen.