I dag vil jeg tale om vejbaner og vejskilte.
Jeg kommer til denne vinkel lidt ad en pudsig omvej.
Vi hører i dag om, at Johannes skal være den, der skal bane Herrens vej og gøre hans stier jævne.
Det er faren, der forudsiger sønnens rolle i forhold til Guds komme til menneskene – ad nye og jævnede stier. Og vi kender den videre fortælling om, at han stod ved Jordanfloden og kaldte til dåb, at Jesus også kom og blev døbt, og at Johannes udpegede Jesus som Guds nærvær.
Johannes’ opgave var at forberede folk, så de kunne høre det nye glædelige budskab – budskabet om at være elsket på trods.
Ja, budskabet om tilgivelsens mulighed.
Men for at kunne høre det budskab, skal man jo erkende sine egne mangler og fejl – og for nogen, hører vi, skulle der hjælp til som Johannes, der udpeger alle folks dårlige sider; at ingen kan frelse sig selv.
Johannes baner altså ikke bare vejen men viser også hen til Guds kærlighed.
Dermed er der for mig en parallel til stjernen, som ledte de vise mænd til stalden.
Og så slog det mig.
Hvis stjernen kan kaldes en vejviser, så kan Johannes vel kaldes en vejbaner.
Dét minder jo utroligt meget om vores infrastruktur med vejbaner og vejskilte 😊
Ofte, når jeg får sådanne associerer, slår jeg op for at se efter, om ordene kan have noget med hinanden at gøre – altså, om vores ord vejbaner skulle komme af at bane vej.
Det har jeg ikke gjort til i dag, da jeg formoder at blive skuffet.
Sandheden kan jo til tider ødelægge noget, som ikke bare er sjovt, men som også kan bruges til at vise en pointe.
Som for de fleste, så fylder hverken Johannes eller advent meget i mine tanker generelt. Dog, når vi som nu er i adventstiden, så er det for mig også advent og kun lidt jul, der fylder – modsat måske en del andre. Derfor er der i dag heller ikke valgt direkte julesalmer.
Jeg holder meget af forberedelsestiden som en lidt stille tid – stille
ikke i, at der ikke sker noget. Kalenderen er ofte mere fyldt i tiden før jul end mellem jule og nytår.
Men stille sådan som forventnings-glæden er i forhold til fest-glæden.
Med denne tanke om vejbaner og vejskilte, kunne jeg tænke, at Johannes og advent måske vil dukke op i mine tanker, når jeg sidder i trafikken – om ikke andet, så kunne det give et smil, som der for mig aldrig kan blive for meget af – heller ikke af den lidt skøre slags.
Jeg kunne så videre tænke, at min rolle måske bare sådan er at være en forhåbentlig velholdt vejbane, som gør det nemmere for Guds ord om kærlighed at kommer ud og rundt til folk.
For, Guds ord har med dagens tekst brug for vejbaner. Ikke alle har hørt det glædelige budskab. Og måske kan nogle ikke høre budskabet, da de ikke oplever det hverken relevant eller befriende.
Helt hvordan man så er en Guds vej-baner, tør jeg ikke sige.
Så er det lidt nemmere med at være vejviser – som stjerne, vi bl.a. synger om hele året i morgensalmen ’I østen stiger’. Og som vi skal synge meget mere om i juletiden – og også i den næste nyere adventssalme: hold håbet op, stjernen viser vej.
Jeg tror, vi alle af og til har brug for, at andre giver et lille hint.
Vi har brug for at finde vej i livet – vejen til det gode liv, hvor faktisk vejen og dermed livet er det vigtige og ikke målet.
Håbet skal vi sommetider også have vist – som i næste salme; at vi skal holde håbet op for hinanden – og ikke os selv.
For, med håbet må det være som med troen; det kan vi ikke selv bestemme os for. Det skal vi modtage, opdage og vælge til.
Håbet kan være om mange ting – men altid gode ting. Som, at ’det bliver godt igen’. At der er en vej ud ad mørket, hvad end mørket så består af. Ja, at end ikke døden er det endelige mørke.
Vi er i den mørke tid, og det vil jeg også vende. Måske kan vi lade Paulus tale til os, når han skriver, at Gud tænder lys i vores hjerter. At vi er presset men ikke knust, at vi er i tvivl men ikke fortvivlet, at vi er forfulgt men ikke forladt, at vi er slået til jorden men ikke slået ihjel.
Man kan sige, at vi går i mørket men, vi skal ikke blive i mørket. Vi kan gå igennem mørket, da mørket ikke kan fastholde os.
Sådan må vi tro, da Gud er med os – han, som Johannes skriver i prologen, der var det lys, som mørket ikke kunne gribe eller begribe.
Vi kan også tænke, at mørket er hos os men, det er ikke os, der er mørket.
Måske skal vi bære mørket – at holde, udholde det, udforske det og indse, at det ikke er uventet for os som mennesker.
Mørket er en del af livet – det må vi ikke glemme eller prøve at overbevise andre om, at livet kun er lykke, sol og glæde. Mørke, smerte og ensomhed er måske ikke det bedste i livet men dog en del af livet og ikke en fejl.
Det perfekte findes ikke hverken som et ideal eller som et muligt mål.
Med erkendelsen af livets svære sider, er det så også godt at huske, at der findes stier gennem mørket; at andre og vi kan bringe lys ind i hinandens liv.
Ja, at vi kan gå ad stierne sammen – sommetider forrest for at bane vejen, sommetider bagefter, når andre har banet en vej.
Måske handler det om ganske stille bare at være sammen. Måske er det et venligt ord. Måske et smil i mødet.
Og ja, måske er det at fortælle om den kærlighed, som overgår al forstand og, som vi hører om i kristendommens budskab som noget, der kommer fra Gud.
At vi baner vejen for at ordet kan høres – som vejbaner og vejskilte i livets trafik.
Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar