Svaghed og livskraft - Påskedag

 

Det er påske, og alting springer ud. Det er næsten ikke til at forstå – altså, at det passer så fint sammen i år.
For, at alting springer ud, er jo naturens gang – men, må jeg dog sige, stadig forunderligt.

Sammenkædningen med påsken har været altid – altså med, at naturen viser sin livskraft, når solen og varmen giver mere energi.
Sådan fortæller evangeliet om, at døden ikke har magten over livet i Gud. 

Nu har vi ikke høns i haven. Men måske de er begyndt at lægge æg. Kyllinger er der nok ikke kommet endnu. Men ellers er det jo også noget, som vi her til lands har knyttet til påsken; med ny næring og nyt liv.
Og den levende kylling ved siden af to halve æggeskaller kan godt få tankerne hen på en sprængt hvidkalket grav – sprængt, fordi livet var stærkest.

Alting spirer og gror.
Eller, måske så alligevel ikke alt.

Da jeg skulle gøre mine første overvejelser til dagens prædiken – vel årets vigtigste. Så kunne jeg ikke komme udenom den seneste tale om Vejle fjord.

Der er et event, hvor man holder begravelse af fjorden. Den er død!
Og så forlyder det endda, at en præst vil holde en højtidelighed i den forbindelse.

Vigtigst er først at høre, hvad Sara, præsten siger om sin medvirken; At hun ikke holder en begravelse af fjorden. Vi præster begraver kun mennesker.
Men hun vil holde en andagt, hvor hun som ved begravelser vil tale om håb.

Dén vinkel kan jeg faktisk godt gå med på.
For, sådan er det jo, når vi holder taler ved begravelser. Der fylder håbet, som netop binder til påskens evangelium, en væsentlig del.

Jo, jeg taler naturligvis også om afdøde. Lidt om livsforløbet, noget om udfordringer og mest om de glæder, som har været for afdøde og, som har været for de pårørende sammen med afdøde.

Om Sara gør det om fjorden, ved jeg ikke. Men mange glæder vil der kunne siges om vores liv med fjorden.
Og, må jeg da melde, stadig er der - også selvom den ikke har det så godt på bunden.

Jeg er ikke helt sikker på, om det kan sammenlignes med, at vi jo også efter tabet af en kær stadig oplever glæder – som, når man bager sin mors kokosmakroner, og de bliver helt som man husker fra sin barndom.
Eller man kan høre bedstefars lidt skæve kommentar, som altid gav et smil og en nedtoning af alvoren i en konflikt.

Nogle få gange nævner jeg også årsagen til et dødsfald. Men dog ret sjældent den præcise årsag, da det oftest ikke er entydigt. At man dør af kræft eller kol siger jo ikke noget om hvad sygdommen kommer af. 

Sådan tænker jeg – og håber jeg, at præsten om fjorden ikke vil holde en tale over årsager – altså udover iltsvind. For, som jeg hører, vil nogle gerne udpege en synder. Hvor der i mange tilfælde er flere ting på spil – og nyt dukker af og til op.

Så, lad os derfor gerne holde os helt og fuldt til håbet – og naturligvis sorgen og tristheden over det manglende liv.
Håbet, der kan knyttes til ved dagens store forkyndelse. Håbet om, at livet ikke bare dør, men kan spire på ny.

Sådan må vi også håbe for den indre fjord – nå ja, og så vel også gøre vores til, at livet kan vende tilbage.

Skulle jeg gå planken ud med samstillingen af påsken og fjorden. Så kunne det være, at vi har slået fjorden ihjel – de fleste af os måske som tavse vidner eller måske endda støttende ved vores handlinger. Måske typen af mad eller, at vores regnvand løber i kloakkerne og belaster rensningsværket.

Så – som med Jesus, må vi håbe på, at Gud i sin skabervilje vil vække fjorden til live igen.

Med den sammenligning er jeg lidt et andet sted end, hvad jeg gerne vil have som dagens særlige fokus i år.
For, opstandelsens livskraft er noget, vi også må håbe på og leve af i andre sammenhæng.

Ofte har jeg ladet kærligheden være vores forståelige billede. Døden kan ikke ødelægge, at vi stadig elsker et andet menneske. Noget, som sorgen kan være et vidnesbyrd om.

Når vi har mistet, så er erfaringen også ofte, at det fælles liv ikke bare forsvinder. De kære døde forbliver levende i vores kærlighed.

På den måde, oplever jeg nyt liv – naturligvis på en anden måde end, hvad evangeliet fortæller om en mere eller mindre fysisk opstandelse – som jo ikke er vores virkelighed. 

Men også på andre måder oplever jeg, at opstandelse og livskraft er på spil.
Det kan være i et smil
Det kan være en hjælpende hånd
Det kan være i tillid til, at vi er noget værd som dem, vi er, og ikke for det, vi kan.

På den måde kan det for mig give mening at tale om, at livet generelt ikke bare forsvinder – heller ikke i hverdagen. For Gud står bag.

Mistrivsel med stress, manglende selvværd og andet er et voksende problem, hører vi gennem medier og af professionelle.
Også tidligere udsendte skal finde livet på ny ligesom kraftramte og andre med sygdomme.

Jeg tror, at påskens budskab godt kan tale ind i det med Guds almægtighed i afmagten.

En mulighed kan være at tage vores svaghed alvorlig og turde tro på, at vi ikke selv skal magte hele livet og være perfekte.

Dét vidner budskabet om, at det gudgivne liv er stærk i sin svaghed, om Jesus’ død som vej til opstandelsen.
Kernen i kristendommen er svaghed – altså udover kærlighed, omsorg, nærvær og alt det andet, vi hører gennem evangelierne.
Eller måske netop igennem kærlighed, omsorg, nærvær osv., som vel er i svaghed.

Nok er påskens budskab, at døden ikke kunne binde eller vinde over livet i Gud. Men særligt bliver opstandelsen den vej, som Gud viser gennem svaghed og afmagt.

Det kan blive som et spejl for os; At magtesløshed kan blive et godt udgangspunkt for os til livet. Der kan være styrke i svaghed, da vi som mennesker ikke skal eller kan magte alt.
I kristendommen bliver vi sat fri – fri fra at være Gud.

  Amen

Jubel? - Palmesøndag 2024

Det er palmesøndag, og vi går ind i påskeugen. Vi går ind med fortællingen om et indtog, hvor folk jublende tog imod Jesus som deres konge.

Og ja, jeg ved godt, at det ikke var en del af det, som jeg læste. I dag kunne jeg også have læst fra Johannes, hvor der efter besøget hos de tre søskende følger indtoget med æsel, palmegrene og jubelråb.
Den udgave kan I læse bag i salmebogen.

Selvom jeg normalt holder meget af Johannes evangeliet med dens mere filosofiske og overordnede blik. Så finder jeg denne del som lidt nævenyttigt. F.eks. er Judas ikke bare forræderen men både nærig og stjæler af kassen.

Der er også en forskel på salvingen. I den læste salves Jesus på hovedet – som en kongesalvning. Hvor Johannes lader Maria salve Jesu fødder. Men sådan er det jo, når der er gået måske 50 år fra hændelsen og til den endelige sammenskrivning. 

Pointen ved begge er dog, at Jesus tager imod salvningen og lader det pege frem mod sin død – som han er på vej ind til.

Dermed er rammerne også sat for den kommende påske. Ligesom der opleves en spænding mellem, hvad folk må have forventet af Jesus i deres ønske om at gøre ham til konge og, hvordan den videre fortælling blev efter Guds plan.

For at få hele påsken rammet ind, valgte jeg den nye salme her før prædikenen.
Den er god til børn, men for mig også god i det hele taget. Da, den er forståelig.
Og så passer den med, hvad vi sådan generelt tænker om påske, ved at have en glad melodi.

Ja, der er en jubel, som passer til i dag.
Men, som måske ikke passer helt til de følgende påskedage – helt frem til om en uge med fortællingen om den tomme grav er der ikke meget at juble over.

Og selv, når vi hører fortællingerne om den tome grav, så er det ikke jublen, der brydes ud i, men mere usikkerhed og angst.

Vi hører også om mændenes mistillid til kvindernes oplevelse med den tomme grav.
Der er vel højest en glæde, når vi læser fra Johannes om Marias møde med den opstandne, som hun først tro er havemanden.

Til 2. påskedag hører fortællingen om de to, som får følgeskab på vejen til Emmaus. For dem virkede alt til at være tabt.
Da de så genkender Jesus ved bordet, hvor han deler brødet, er det også mere glæde end jubel, som de går med tilbage til Jerusalem for at dele. 

Også senere hører vi om disciplenes møde med Jesus - også uden jubel og måske endda med mistro. Særligt for dem, der først hører om de andres oplevelse.

Hvad med os?
Vi kender jo historien, og mange af os har hørt den år efter år.

Kan vi synge sådan rigtigt med på dagens jubel?
Eller, er vi mere til det stille og sagtmodige, som rummes i ’Se, hvor nu Jesus træder’. Den salme, som hører til i dag men, som jeg kun har valgt et vers af efter altergang.
Eller, er vi måske uberørte af at høre det igen?

For mig er kristendommen ikke sådan en jubelfortælling. Måske er det fordi, jeg ikke er til jubel med armene over hovedet.
Derimod er det for mig en stille og stor glæde, der passer fint med betegnelsen ’evangelium’, som betyder: Det glædelige budskab.

Jubel er fin og kan noget.
Men evangeliet rummer for mig så mange facetter – også om den menneskelige virkelighed, som gør, at jeg ikke helt kan overgive mig til jublen.
Hvor glæden godt kan bære også viden om, at både svigt, forræderi og død er en del af fortællingen. 

Derfor vil jeg også her vende tilbage til mit valgte evangelium uden indtog og jubel.
Jeg kan forundres over og beriges af det antydede og symbolske.

For nogle er det måske overraskende, at vi hører om en kvinde. Men det er kun en af mange, som vi møder i evangeliet gennem kirkeåret.
Det er også en stærk kvinde – måske lidt, som vi oplever det i Badehotellet.
Både med evangeliet og med de nyere fortællinger, så tror mændene en del om sig selv selvom, de er lidt nogle skvat. Hvor kvinderne viser sig at have kraft og mod – modsat, hvad nogle forventer.

Ligeværdighed og opgør mod magtstrukturer er vigtigt. For mig – og måske fordi, jeg har brugt så megen tid på evangeliet - så er jeg ikke så optaget af, om det er en mand eller en kvinde. Nej, for mig gælder det mennesket og handlingen.

I den historiske kontekst er der dog – må jeg indrømme – noget på spil, når en kvinde går ind i mændenes fællesskab. Sådan som vi hører det flere steder.
Læser vi Johannes kunne det være hjemme hos de to søstre og deres bror.

Det stærke ved handlingen er først ødselheden.
Ødselhed er vist ikke noget, vi betragter som en kristen dyd – og særligt ikke her i vores protestantiske verden.
Tager vi en katolsk eller en ortodoks kirke, så ses ødselheden i guld og kunst.

Hendes styrke er også at modstå udskamning; at hun hellere skulle – eller måske mere; at det gode menneske ville have solgt olien og givet pengene til de fattige.  

For Jesus er handlingen – og vel ødselheden - et kærlighedstegn, som så også bliver et kendetegn på Jesus’ kongelige ophøjelse ved døden.
Nå ja, og alt går med dette både efter Guds plan og efter traditionerne. Nu var Jesus’ legeme salvet – det, som kvinderne ikke nåede, da de kom til graven på tredje dagen. For, da var graven tom.

Kvinden bliver med sin handling en anden vinkel en jublen på vejen ind til Jerusalem denne palmesøndag.

Kvinden holder fast – lader sig ikke rokke selvom, hun bliver udskammet som et dårligt menneske.
Og Jesus ser hende i handlingen – og siger, at hun har gjort en god gerning. Altså, han modsiger og fjerner en mulig skam.

Deri kan der godt være noget for os at lære – om ikke vi kan bruge fortællingen til andet, så kan det være et spejl for os, når vi dømmer og fordømmer – eller endda udskammer andre.

Amen

Magt og svaghed - Mariæ bebudelses dag

Hvordan ser vi på magt i dag?

Ja, det er vel svært ikke at tænke ’den stærkestes magt’ som en virkelighed, når der igen – eller måske skal vi sige stadig - er krig og konflikter.

Den svages magt er der vist ikke megen magt i – måske undtagen her på vores lille plet på jord, hvor demokrati og menneskeret stadig sættes i højsæde.

Dermed ikke sagt, at vores udøvende magt ikke bruger den. Der har været mink og afstandskrav, ligesom der handles og bestemmes af vores flertalsregering. Dét kan kaldes mange ting alt efter, om man er enig.
Jeg tvivler på, at vi kan blive enige om, der besluttes for meget omkring militær. Eller, om der mangler beslutninger om og for natur og den grønne omstilling.

I vores system, som i heldigvis mange lande endnu – om USA forbliver, kan nogle være usikker på – så træder vel den svages magt til, når der afholdes valg.

Om vores system er det, der i dagens tekst peges frem mod, tør jeg ikke sige. Men det er svært ikke at læse sin egen virkelighed ind i de bibelske tekster – og særligt, hvis man kan få tekst og det, vi holder af, til at gå hånd i hånd.
Noget jeg er bevidst om, kan være farligt for præsten i sin prædiken. Men så er en prædiken heller ikke særlig magtfuld – og løbende kan jeg jo modsiges ved kaffen.

Teksten er en lovsang af Maria i forbindelse med, at hun vil komme til at blive Jesus’ mor.
I den lyder et tilsagn om, at de stærk skal vælte, og de svage træde frem.

Det lyder som en god revolution – altså, hvis og når de stærke udøver vold og magt som en del af deres hersken.
Rimeligheden må være, at de svage får oprejsning. Og for mig er der også lidt underforstået, at de svage vil forvalte magten på en meget bedre måde.

Men, er det nu også sandt?
Ikke helt, må vi vel erkende. Vi kan tænke på både den franske og den russiske revolution. De betød vist ikke mindre vold eller blodsudgydelse.
Og hører vi om Putins opvækst i det små, så bliver han heller ikke noget godt billede på, at mit ideal bliver udlevet. 

Jeg tror dog, at vi godt kan og skal holde fast i idealet som kristne. For, med Jesus hører vi også, at den største skal være det ved at tjene andre.

Omvæltningen – ja, revolutionen er deri total. Ikke bare hæves de svage op. Nej, det er selve svagheden, som hæves op som det, der er stærkest.

Virkeligheden er dog, at mennesker er og forbliver mennesker, der også i kirkens tid har brugt sin mangt til vold og ikke kun i tjeneste. Men dog også i tjeneste - og måske endda for de fleste, må vi ikke glemme.
Kun få af dem, der som magt ofrede sig i tjeneste, er dog gået over i historien. Resten har man måske ikke tænkt at skrive historier om, da ’at bruge sin magt til også at hjælpe’ kan tænkes at været det normale, det naturlige og det forventelige.

Som vel i dag, hvor jeg glæder mig over at møde andres smil. Men forventer det nok også lidt fremfor en sur mine. Ligesom jeg forventer et håndtryk og ikke en knytnæveslag, når hånden rækkes frem.

Den del, tror jeg, er yderes menneskeligt. Hvor så Jesus og dermed forhåbentlig kristendommen er med til at sætte fokus på det og værdisætte det.

Men der er også noget særligt på spil med Jesus. Hans fokus er ikke kun på det naturlige – ud fra min tanke om, at vi mennesker dybest set er gode og ønsker at gøre det gode.
Dette særlige tages der hul på i dag med fortællingen om undfangelsen – eller, som vi i kirken benævner det: bebudelsen.
Det passer jo med, at der nu ca. er 9 måneder til jul.

Noget nyt er på vej, og Maria lovsynger Gud for det – og for, at hun får lov at blive en brik i det spil.
I dag kirkeårsmæssigt passer det ikke kun med de 9 måneder til jul.
Fortællingen bliver også indledningen til den kommende påske. Og med den, får vi også konturen af, hvor det nye liv ville ende; på kors og med død.

Verdens magt – om vi tænker Djævelen, står enhver frit – er ikke med på at opgive magt og herredømme. Nok hverken i verdenen eller inde i os.
Kampen blev taget, og døden viste sin magt – kun dog ikke som den endegyldige magt, hvis vi tør tro på opstandelsen – både efter døden men også her i livet.

Kærlighedsordet, som blev undfanget i Maria, må vi tro, også undfanges i os.
Sådan lyder også tankerne over evangeliet. Hvor allerede Paulus satte ord på, at det ikke for vores fornuft giver mening.

I teksten fra Paulus’ brev til korinterne, skriver han, at vi ikke kan eller skal forstå Gud. Men, at frelsen kommer til os i noget så meningsløst som budskabet om korset – altså dødens vej. 

Og ikke bare gik Gud i Jesus svaghedens vej. Nej, han valgte også mennesker, som ikke var hverken kloge, stærke eller fra en fin familie.
Han valgte de betydningsløse, foragtede og i menneskers øjne: værdiløse. 

Dem, der grundlagde kirken, havde altså ikke noget at prale af om sig selv.
Dermed gøres der op med status, som også Maria taler om i sin lovsang.

Men der gøres også op med, at vi selv skal gøre os gode nok til at være Guds. For, alt afhænger af Ham og derfor er alle også lige – lige betydningsløse, men dog lige værdifulde og ikke værdiløse.
For, værdien gives af Gud sammen med tilgivelse, frihed og at tilhøre Gud.

Som det lød i bønnen; så valgte Gud svaghed frem for styrke, og sårbarhed frem for udødelighed som projekt ’Jesus’.
Og derfor skal vi, som det også lød i bønnen, ønske os mod til at tjene, styrke til at være svag, og kærlighed til at være givende.

Amen