Lys og salt - Allehelgen

I tillægget er kommet Jens Rosendahls afskedssalme eller tabssang. Som vi netop har sunget, begynder han med glæden; Alt godt blev til.
Mødet med en, der bliver min kære kan komme overvældende, som han digter i forelskelsessangen. Det kan også komme stille og varmt – både med den særligt kære, men også med en god ven.
Med et barn er det vel både-og; noget ganske overvældende samt noget, der vokser frem og bliver mere og mere mangfoldig.

Ind i dette, ved de fleste, at alt ikke er godt og lykkeligt. Udfordringer kan være i forskellighed, ligesom sygdom, tab af evner, ændringer i sindet og endeligt tabet af den elskede.
Disse ting ændrer dog ikke ved kærligheden – eller, de ophæver ikke alt det gode, som har været.
Ved uenigheder og strid kan det godt overskygges. Hvor det ved tab måske kommer til at stå endnu mere klart.

Men mest sandt er det vel, hvad vi sang:
Det følgeskab blev lykke her
hver dag var livet livet værd
og uden vej tilbage,
men prisen er så kæmpestor
for kærlighed på denne jord
dog aldrig skal jeg klage.

Grundlæggende er livet noget, vi får givet og derfor kun kan takke for.

Måske er vores liv ikke altid lige let, men det gør ikke nødvendigvis taknemmeligheden over livet som gave mindre.
Smerter og glæder hører sammen og gør til tider hinanden mere tydelige.

Jorden, og vores hjem her, kan også være et besværligt sted at leve, men dermed tænker vi nok sjældent, at vores hjem ikke er et godt hjem på en dejlig jord.

Udover at takke for livet og for at have et hjem på denne dejlige jord, så kan vi også takke for, at vi må dele det med andre – både livet og vores hjem.
Og ikke mindst her i dag, Allehelgensdag, kan vi takke for samlivet med andre ved at mindes vores kære.

Vi er sat i et fællesskab, og i dette fællesskab har vi mulighed for i kærlighed at dele glæder og sorger.
Vi er, som Jesus siger i dagens tekst, lys og salt i verden - i hinandens liv.

At bruge billeder som lys og salt kan godt være udfordrende. Eller rettere, vi skal være varsomme med tolkninger.
Når vi tænker salt, så kan vi jo tænke, at det opløser sig selv – f.eks. i maden.
Vi kan også tænke, at det inficerer madet – det kan jo blive for meget - eller, det kan gøre drikkevand ubrugeligt.

Sådan kan det ikke være tænkt af Jesus med os – hverken at vi skal opløse os selv, fylde for meget eller gøre noget ubrugbarligt.

Når det gælder ’at være lys’, så kan det tolkes som, at vi altid skal stråle og smile fra ører til øre.
Men, det er jo ikke muligt for os, hvis vi skal være sande mennesker og ikke fotomodeller eller mannequindukker.

At være lys betyder nok heller ikke, at vi skal have et lyst sind – selvom det er en god ting. Det må handle om at være lysende til stede i sit eget og i andres liv. 

Og her i kirken kan tolkningen være at leve som et lysende eksempel på den kærlighed, Gud har åbenbaret i Kristus og også givet os.
Som skabte rummer vi muligheden af at lade Guds lys, kraft og glæde gå gennem os og ud i verden – ud til andre. Sådan forstår jeg det, når vi er skabt i Guds billede.

Videre kan vi også elske, som Gud elsker, og tilgive, som Gud tilgiver. Alt sammen noget der er vigtigt – både for os selv, for andre og for samfundet. Uden kærlighed, glæde og tilgivelse bliver liv og fællesliv besværligt.

Netop, at vi er givet muligheden, må være udgangspunktet for Jesu ord om, at vi er lys og salt.
Og det er ikke kun en mulighed for os. Nej, han siger, at vi ER det. Altså må Guds kraft virke igennem os – måske bare ikke altid så synligt. 

Når vi tænker på os selv som lys og salt, må det være en pointe, at vi ikke kan være det for os selv. Det ville være meningsløst – som at tænde et lys og sætte det under en spand.

Lys og salt er vi for andre – og andre er det for os. 

Videre, så er lys og salt afgørende for livet.

Salt er ikke kun noget, der får maden til at smage, men også noget, der er vigtigt for vores krop.
På samme måde er lyset ikke bare noget, der er rart at have for at kunne finde rundt – eller for at kunne se verdens skønhed.
Også lys er nødvendig for os – ja, er nødvendig for nærmest alt liv på jorden.

Med det billede bliver vi også vigtige i andres liv – og andre bliver vigtige i vores liv. Bl.a. dem, vi i dag vil mindes med taknemmelighed over, hvordan de delte deres liv med os.

Vores tak for livet bliver også en tak for, at vi får lov at være en del af andres liv.
Og vel ikke mindst, at andre er og har været en del af vores liv – at nogen er eller har været salt og lys for os.

Vores tak her Allehelgensdag vil særligt være en tak for de kære, som ikke længere er hos os andet end i minder, tanker og i vores kærlighed.
Ligesom vi tror, at både vi og vores kære altid vil være levende i Guds tanker og i Guds kærlighed.
Eller, som vi synger med Jakob Knudsen: Ud hans hånd mig river af dødens garn.

Denne tro ændrer dog ikke på sorgen og savnet. Når vi mister noget, som har givet os glæde, så må vi både kunne grine og græde over dem – og med dem.

Amen

En ny chance - 21. søndag efter trinitatis

Dagens fokus er at få en ny chance. Og som sidebemærkning hører vi om ligeværdighed.

Jeg vil begynde med den fine lille lignelse om figentræet, som måske mere handler om en vingårdsejer og hans gartner.

Vores haver her til lands er ikke fyldt med figentræer, men de findes og fylder måske flere steder uden, at der kommer figner.
Her skal vi dog nok mere give klimaet skylden end træet.
Skulle vi forstå lignelsen mere direkte, ville et æbletræ nok været bedre.

Et æbletræ kan godt fylde i en parcelhushave. Og da endnu mere ved et rækkehus eller i en baggård.
Nu kan det jo ske, at træet står et godt sted, så den giver skygge på det rigtige tidspunkt. Så er æbler måske ikke afgørende. Ellers vil vi nok også overveje at fælde træet, hvis der år efter år ikke kommer nogle æbler.
Og skulle æbler være en del af vores levevej, gav det ingen mening at beholde et goldt træ.

Med fornuften burde vi altså være på ejerens side. Men som Jesus fortæller lignelsen, holder vi vel med gartneren; giv det en ekstra chance – og vel om et år måske endnu en chance.

Lignelsen rummer på en enkelt og fin måde, spændingen mellem retfærdighed og kærlighed – mellem krav og omsorg.

Vi som mennesker må være figentræet, hvis opgave i livet er at bære gode frugter – altså at give noget godt til verden – ikke af os selv men ud af, hvad vi får givet.
Et figentræ kan jo ikke meget andet end bare stå, hvor det er plantet, og suge næring fra jorden samt optage den friske luft og solens varme stråler.

Det er måske ikke så flatterende et billede på os – vi ser vist helst os selv som aktive og skabende, som nogen der også har værdi i det, vi gør.
Mange viser det også gerne frem.

Nu er Jesus hoved-fokus i lignelsen ikke os, selvom lignelsen er talt til os som noget vigtigt.
Fokus er ikke figentræet men forholdet mellem ejeren og gartneren.
Og de må på forskellige måde repræsentere Gud som skaberen og Gud som kærlighed – altså Jesus.
Spørgsmålet bliver: Hvordan forholder Gud sig til et udueligt menneske?

Den retfærdige Gud, som ejeren kan repræsentere, møder vi i Det gamle Testamente.
Der dukker også den kærlige Gud op i glimt.
Men det er først med Jesus, at Guds kærlighed sådan fuldt kommer til syne og, at den altid trumfer retfærdighedens krav.

Det er jo forunderligt, at trods manglende gode frugter – ja, manglende frugter i det hele taget. Så gives figentræet – så gives vi – endnu en chance.
Eller måske mere end det. Så får vi en særlig omsorg, som jo formodentlig ikke blev givet til det figentræ, der bærer frugt – den af os, der lever og deler.

Opgøret med en retfærdig og straffende Gud hører vi også i dagens første del.
Jesus tager en formodentlig samtidig fortælling samt en gammel fortælling frem og giver sin tolkning af skyld og straf – eller mere præcis, af den manglende sammenhæng mellem skyld og straf.

Det ene er om, at nogen ved døden har fået deres blod blandet med offerdyrs bold.
Vi kan høre, at det må have været uværdigt – ja, at de måske er gået urene i døden og derfor ikke har adgang til Guds evige rige.
Og tanken er så kommet, at Gud nok har ladet det ske, fordi de som mennesker ikke havde fortjente andet.
Ak hvor menneskeligt! 

At nogen tolker andres lidelse og død som en Guds straf – eller, som selvforskyldt, er desværre ikke noget, som kun skete dengang.
På den måde har dagens tekst ikke ændret alt.
En retfærdig straf til de onde og dumme, er vel også en del af vores tankesæt. 

Måske har de ramte ikke sådan i offentligheden levet et skrækkeligt liv. Men, så er de nok bare ikke blevet afsløret – som f.eks. de kiosker, der afsløres i svindel. Eller dem hvis navne stadig ikke er offentliggjort i Epstein-papirerne. 
Når ikke alt blive opdaget af mennesker, kan tanken nemt være, at så må Gud, der ser alt, tage sig af det. 

Heldigvis melder Jesus klar NEJ til en sådan tanke – altså, at Gud står bag ulykken som den retfærdigt straffende.
Vi skal ikke se andres lidelse som tegn på, at de selv har fortjent det.

I dag er det måske mere vigtigt, at vi ikke ser sådan på os selv; at vi selv er skyldig i ulykker og sygdom.

Denne evangeliske pointe med, at kærlighed og omsorg er Guds vej frem for retfærdighed og straf, passer meget fint med teksten om børnene, som vi hører ved dåb.

Da mødrene – og måske fædrene - kom med deres børn, reagerede disciplene nok ud fra både en praktisk og en retfærdigheds tanke.

Praktisk, at børn altid forstyrrer.
Retfærdig, at de ikke har gjort sig fortjent til et sådant Guds nærvær, som Jesus er. De har hverken kunnet forstå Guds bud eller kunnet overholde dem, sådan som tolkeingen har været af budskabet i Det Gamle Testamente.

Også ved børnene vender Jesus tingene rundt og sætte kærlighed foran fortjeneste. 

Jesus sætter altid dem, der ikke magter livet selv, i første række hos Gud. For, de har mest brug for … og har nemmes ved at forstå den ubetingede kærlighed.

Vi andre, som i det store og hele godt kan klar os selv, kan have sværere ved at forstå kristendommens budskab. Vi vil nemlig helst beholde magten selv.
Og deri kan vi også rammes af selv at skulle bære skylden for ulykke og sygdom. 

Dagens tekster er gode at høre, særligt når vi ikke rigtig dur til noget – eller måske, når vi igen og igen ikke dur til noget.
Eller, når ulykker rammer os.
Vi er altid noget værd, og vi får ikke som forskyldt.

Amen.

Alle skuffer - 20. søndag efter trinitatis

Hvornår svigter vi?
Hvorfor svigter vi?
Og, hvad gør vi med det, vi har fået?

Med det spørgsmål som indledning, kan det godt komme til at virke lidt tungt – ja, måske endda fordømmende.
Sådan, som dagens tekster vel også er.

Pointen for mig er, at evangeliet altid taler ind i vores svigt, mangler og fejl.
Kun dér kan vi rigtigt forstå budskabet.

Lidt som morgenlyset, der kommer ind ad vinduet mod øst og ændre hele stuen og humøret efter en mørke nat.
Eller, når solen kommer ind i havestuen og gør den lunt og rart efter, der har været klamt og koldt siden solen forsvandt aftenen før.

Jesus siger det selv så fint; det er de syge, der har brug for læge, ikke de raske.
Eller fra skabelseshymnen: Gud tændte lys i mørket.

I dagens tekster er pointen, at vi nok alle er syge og har brug for læge.
Både i Det gamle Testamente og med Jesus gås der til dem, som selv måtte mene at være raske.
Altså dem, der mener at leve korrekt – eller bare føle sig hævet over andre og måske over et ansvar fordi, de er ’de særlige’.

Måske er det her, vi har fået tanken om at måtte piske på de rige, de magtfulde, de hellige og de særligt privilegerede.

Eller, sådan har det været; vi må gerne gøre grin ’opad’. Hvor vi skal have omsorg for dem ’nedad’.
Kun kan vi udfordres, når ’opad’ og ’nedad’ kan skifte. Altså, når dem, vi ellers har tænkt som svage, er blevet de magtfulde.
Eller, når dem vi har omfattet med tolerance, viser sig at være intolerante.

I denne tid er det nemt at skyde på Trump.
Både som magtfuld – men, han er vist ligeglad.
Og med, at han ikke holder ord. Senest med import af diesel fra Rusland efter, han havde underskrevet en lov mod alle, der aftog energi fra Rusland.

Evangeliet handler dog ikke om, at vi skal pege fingre – altså mod andre.
Ordene er til selvransagelse og en mulig erkendelse.

Det betyder dog ikke, at vi ikke skal forholde os til andres unoder. Vi skal naturligvis kæmpe for de svage og for ligeværdighed.
Senest i forhold til bogen om Aisha - en kvinde, der med sin datter var brudt ud af noget, der bedst kan betegnes som religiøst slaveri. Jeg håber ikke, at det findes her i Vejle Søndre Sogn. Men, jeg ved det faktisk ikke.
Mit håb er at enhver, der måtte have kendskab til noget sådant, vil råbe højt – eller få sat noget hjælp i gang. Hvilket nok først skal være i det stille, for at komme igennem.

I dag får vi hele tre lignelser.
Nogen kan spejle sig i den ene, andre i en af de andre.
Eller, til tider kan jeg spejle mig i den ene, i andre situationer i en af de andre.
Kun sjældent rammer de alle tre – men det kan ske.

Først den om vingården fra Det Gamle Testamente.
Gud vælger at gøre noget særligt for et lille, dejligt sted. Alt gøres klar til, at det kunne blive den dejligste vingård.
Kun viser det sig, at vinstokkene ikke bære de søde og gode druer, som kan blive til den lifligste og livgivende vin. I stedet bærer de ’vilddruer’. De har også været oversat med sure druer eller rådne druer.

Er vi en af vinstokkene, så er vi sat i en fantastisk have – hvilket Danmark er, og vel jorden som helhed.
Alt er givet og gjort klar til, at vi lever et godt liv og bærer glæde.
Rammes vi mon af, at vi bærer surhed, råddenskab og had?

Den første af Jesus’ lignelser handler om to sønner, der bliver bedt om at hjælpe.
Begge siger et, men gør noget andet.
Er vi ikke til at stole på?

I dag vil vi nok sige, at den handlende gør det rigtige. Men, at sige nej og dermed gå imod sin far og dermed samfundsordenen var dengang ikke bare en uforskammethed.
Men ja, at gå i sig selv igen – som den fortabte søn – er en vej i livet til det bedre.

Vi rammes dog nok oftere af også at sige ja, ja for så ikke at handle – måske fordi vi glemmer, er optaget af noget vigtigere eller ikke gider.

I den sidste samles tingene, så vi kan læse Jesus ind i fortællingen.

Gud giver mennesker forvaltningen af jorden og livet. Det er stadig Guds, men det tager den for deres egen.
Måske kan vi godt vise mere ansvarlighed overfor noget, der er vores. F.eks. at have sin egen have eller mark.
Men, vi kan få et andet perspektiv ind, hvis vi stadig tænker, at vi har alt til låns – altså til låns af vores Skaber og Gud.
Sådan som vi lige har sunget i 728. 

Har vi svært ved at tænke alt som værende til låns af Gud. Så kan vi måske tænke, at vi har jorden og naturen til låns af de næste generationer. 

I lignelsen ønskede forpagterne ikke at stå til regnskab. Så, de dræber både de første budbringere og sønnen med. Så måtte alt jo komme til at tilhøre dem.
Sådan er det dog bare aldrig for os mennesker. Der er altid en forbundethed og en forpligtet-hed, som vi ikke kan slippe af med – og vist heldigvis for det.

Jesus kommer så ind i lignelsen ved at være Guds søn, der bliver slået ihjel. Men den vinkel må vente til en anden gang.

Her vil jeg i stedet tage ord af den Paulus-tekst, jeg valgte ikke at læse, som overgang til det evangeliske: ”Gud har indesluttet alle i ulydighed for at vise alle barmhjertighed.”
Det kan også siges med Minds of 99: Alle skuffer over tid.
Altså har vi også alle brug for at rummes af Guds tilgivne kærlighed.

Ingen kan frelse sig selv med et perfekt liv. Og skulle vi tro det, er dagens tekster med til at sige: så er vi længere væk fra Gud og fra frelsen end alle andre – uanset størrelsen og mængden af fejl, mangler og svigt.

Amen

Forbundethed - 19. søndag efter trinitatis

Jeg vil begynde med en lille hverdagsfortælling fra i torsdags, hvor jeg skulle i gang med denne prædiken.
Ved morgenbordet gav det et stik i den ene finger, da den ramte bordet. Det var tydeligt en splint, som jeg undrede mig over. Jeg huskede ikke hvornår, den kunne være kommet. Men den skulle åbenbart trykke lidt inden, jeg mærkede den.
Derefter tog den dog en del af min opmærksomhed. Smerten var ikke stor men irriterende. Så jeg fik fundet en nål og troede, den var kommet ud.
Ved formiddagsmødet stødte fingeren på kaffekoppen, og ja, den var der stadig.
Først hen på eftermiddagen fik jeg tid og mulighed for at skrabe den ordentlig ud.

I en stor del af tiden tog den lille splint – eller måske mere præcis smerten i min finger en del af min opmærksomhed. Men dog ikke hele tiden.  

I dagens tekster handler det om fællesskab og at Jesus finder sine disciple. Som billede bruger Paulus legemet. Derfor min banale fortælling.

Vi skal som mennesker – som menighed – være så nært forbundet med hinanden som en krop. Og læser vi videre hos Paulus, understreges det, at vi ikke kan undvære hinanden, at vi ikke skal skamme os over andre og, at vi alle lider, hvis det gør ondt på en.

Med mit eksempel kan spørgsmålet være, om det nu også er vores virkelighed.
Altså, om vi er med-lidende.

Billedligt har Paulus ret i, at en smerte godt kan fylde hele ens bevidsthed.
En splint i fingeren er noget, der generer mig. Mens jeg ingen problemer har med en rift eller et stik f.eks. som bloddonor.

Nogle er skrækslagen over at skulle stikkes, mens de sagtens kan gå på en kraftig forstuvet fod eller, og at skære sig er, hvad der kan ske.

For nogle går hele verdenen i stå ved hovedpine. Andre kan slet ikke koncentrer sig, fordi de trænger til at strække benene.

Mon ikke mange kender at støde lilletåen mod et bordben, så hele kroppen går i smertealarm? 

Spørgsmålet er, om det også gælder i menigheds-legemet.
Eller, vi kunne åbne det op og tale om samfunds-legemet – måske endda på verdensplan.

Vores erfaring som med min med fingeren er vel, at ikke alle slags smerte og ikke alle steders smerte fylder hele kroppen eller fylder hele tiden. 

For mig var smerten ved gallesten og nyresten noget, hvor jeg slet ikke kunne forholde mig til andet.
Helt sådan har det ikke været med andre menneskers lidelse, selvom det godt kan fylde meget i mine tanker.

Nogles lidelse rammer dog. F.eks. når jeg hører om undertrykkelse og forfølgelser – altså dem, der ikke kommer i medierne eller laves demonstrationer for.

Jo, jeg føler med folk i Ukraine. Mellemøsten har også sine tunge byrder på flere sider.
Dét kan vi næsten ikke undgå at høre om.
Mens vi kun hører lidt og sjældent om udrensningerne i Sudan og om overgreb på og forfølgelse af kristne i flere afrikanske lande – vist særligt i Nigeria.

Jeg tænker også, at kvinderne i Iran og ikke mindst i Afghanistan mangler nogle stærke forkæmpere.
Eller de piger, der sendes på genopdagelse eller til et ikke ønsket ægteskab.

Desværre er der mange sådanne skæbner - særligt ude i verdenen men også i vores egen verden som på de overfyldte krisecentre eller de nærmest slavelignende forholde i brancher og familier.

Om det sådan er smerte-smerte, jeg oplever, er vist for meget at sige. Deres skæbne holder mig sjældent vågen om natten, for jeg kender jo ikke disse oftest usynlige ofre.

Anderledes ville det være, hvis noget ramte mine nære eller kære.

Jeg kan dog stadig føle med staklerne, som ingen rigtig kæmper for eller, som verden ikke hører om. Så de ikke bare må leve i det men også skal bære det alene.
Ondt gør det også, at jeg reelt ikke kan gøre noget i forhold til det.

Spørgsmålet bliver, om jeg så er en del af det fælles menneskelige og kirkelige legeme.
Går det an med nuancer? Er oplevelsen af magtesløshed et argument? 

Jeg er overbevist om, at vi hænger sammen som et legeme. Kun er det ikke alle skader eller alle lemmer, vi mærker på samme måde.
Det er vel fair nok?

Det stærke i Paulus’ billede er måske også vægten på forskellighedens nødvendighed.
Er man næse, er det godt med en finger, når det klør.
Er man øje, er det godt med fødder, så man kan komme rundt om det næste hjørne for at få stillet sin nysgerrighed.
Føler man sig som halebenet eller blindtarmen, så er det jo godt, at vi stadig hører til – hvad vi så ellers måtte gøre af nytte.

Jo, samhørigheden er stærk i billedet af legemet netop, når forskellene på os ikke udslettes, men italesættes som værdifuldt.

Samhørigheden er altså ikke kun, at vi deler hinandens smerter. Vi beriger også hinandens liv. Og vi skal måske igen og igen hjælpes til at se storheden i mangfoldigheden.

En sådan indsigt i forskellighedens nødvendighed kan vi godt opleve i livet. Men, vi skal nok have de guddommelige briller på, hvis vi virkelig skal se det store og fantastiske billede.

I søndags blev vi præsenteret for billedet af vintræet og grenene – Kristus som stammen og vi som grenene, hvor det både handlede om at modtage kraft og markering af et fællesskab.
Tager vi den med i dag, så rummes friheden for os i både fællesskab og opgave i, at Gud selv i Kristus holder os sammen og giver os værdi.

Amen

Om superhelte, høstens gaver og Guds nærvær - 16. søndag efter trinitatis høstgudstjeneste

Jeg vil begynde med en helt.
Mine konfirmander foreslog Dolly Parton, der har brugt mange af sine penge på skolebøger og til kræftramte børn.
Dét kan man godt kalde superkræfter.

Vi skal dog nok til litteratur eller film for at hente virkelige superhelte med nærmest overnaturlige kræfter: Batman, Superman, Wonder Woman eller måske Spiderman.
Vi lidt ældre kan huske nogle fra vores ungdom, og mange har mødt dem i tegneserier. I år er der vist kommet en ny film med Spiderman, hvor han er lidt trist og ensom og helt går op i at frelse andre og verdenen.

Når jeg tænker på dem, så husker jeg ikke nogen, der kan gøre en død levende igen.

I dagens fortælling er Jesus vel en ægte superhelt. Han klarere tingen og får Lazarus til at komme levende ud af graven.

Men, som oftest også med superhelte, er heltegerningen på en trist eller uhyggelig baggrund. Der sker en ulykke, måske er en katastrofe på vej, eller en ond har grusomme planer.

I heltehistorierne skal der være noget, som helten kan være helt i forhold til.
Det er næsten som, at vi skal have oplevet mørke, for sådan helt at opleve, hvad lys er.

Her ved høst, kan vi måske sige: Vi skal have oplevet sult for sådan helt at værdsætte et modent æble eller, at korn kan blive til brød.

Ulykken i dagens fortælling er en død mand.
Dét er jo ikke det mest festlige til en høstgudstjeneste. Men, den hører til dagen. Og så er fortællingen lige så livsbekræftende som både høsten og heltefortællingerne.

I fortællingen er livsbekræftende i så ekstrem en form, at det går udover vores erfaring.
Men, noget lignende sker vel bl.a. på sygehuset. Der kan være efter en trafikulykke eller i et kræftforløb. Eller ved hjertestop, når der øves førstehjælp, og en hjerteløber kommer med hjertestarteren.

Vi oplever det også i det små. Livet og normaliteten vender tilbage efter, at en lille uge har været ødelagt af influenza eller måske corona - eller måske kroppens reaktion på at insistere på bare tæer i sandaler og korte ærmer.

Men altså. For os hører en fortælling om død som dagens ikke lige til det festlige.
Den taler dog alligevel ind i høsten. 

Til hjælp vil jeg bruge vores gamle efterårssalme “Nu falmer skoven”. Undervejs vil jeg også tage lidt forskud på konfirmandundervisning.

Når vi synger Grundtvigs salme, knyttes der en fin forbindelse mellem årets gang og livets gang. Og der lyder en stor taknemmelighed for alt det, vi får givet.
Fascinationen over livet og naturen sang vi også om i Sensommervisen.

Ved en høstgudstjeneste må vi prise skaberværket – og måske bede om, at vi bliver bedre til at passe på det.

Med Grundtvig glæder vi os over “høsten her”, som netop ses her ved gudstjenesten; at vi i vor lade, på vor lo har nu Guds gaver.
Vi får i livet og gennem naturen vel nærmest alt givet.

Nok skal der både sås, vandes, luges, beskæres og høstes. Noget, der godt kan være hårdt arbejde. Men selve væksten og modenheden er en gave. 

Til ’Høsten her’ føjer Grundtvig “Høsten hist” med sit tilsagn om, at vi også får gudsriget givet så ganske gratis, da vi med Jesus har fået Gud til far. 

Også andre pointer i salmen kan vi i troen hvile i bl.a., at vi aldrig skal være alene; Gud bliver hos os med sit ord, det ord, som aldrig glipper.

Selv slår jeg mig dog på vers 7.
Altså ikke sidste del om ’en evig sommer hos vor Gud i Paradis vi finder’.
Men første del: når engang på Herrens bud vort timeglas udrinder…

Rimet i verset er fint, men teologien holder for mig ikke.
Gud giver for mig os livets frihed og dermed også vilkårlighed. Vores død kan umuligt være Guds beslutning ligesom, alt andet i livet heller ikke styres og bestemmes af Gud.

Til tider kan det være nådefuldt at et gammelt eller et sygt menneske bliver taget hjem af Gud. Men ofte er døden ganske meningsløs - og kan kun give mening – ja, vil kun være til at leve med, når det er meningsløst.

Her vil jeg ikke sige, at Grundtvig var en dårlig teolog – kun var han, som vi alle, et menneske, og et menneske af sin tid.

Her kommer så undervisningen:
Om alt sker efter Guds vilje, kan have med en oversættelse i Bibelen at gøre. Et særligt sted taler Jesus om menneskets værdi som meget mere end f.eks. en spurv.
Argumentet er, at spurvens værdi er kun nogle få kroner, men selv de er i Guds bevidsthed.

Da teksten skulle oversættes for mere end hundrede år siden – og ikke så mange år efter Grundtvig blev det: ikke en spurv falder til Jorden uden jeres Faders vilje.”
I vores nuværende står der: ”Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den.”

Jeg vil mene, at den nuværende er mest korrekt. For, går vi til den græske grundtekst, så står det på en uafsluttet måde: Ikke en spurv falder til jorden uden Gud…

Men jeg kan naturligvis ikke præcis vide, om dette “uden Gud” betyder “uden Gud vil det” eller “uden Gud er sammen med den selv helt ind i døden”.
Som jeg ellers læser evangeliet, altså fortællingen om Jesus i Det Nye Testamente, giver det bedste mening med: ikke uden Guds omsorg, nærvær og kærlighed.

Måske lyder det som en teologisk finesse men for mig ikke ubetydelige – heller ikke i dag, hvor vi vil fejre alle de gaver, vi får så ganske ufortjent i livet og til livets opretholdelse.
Gud bestemmer ikke alt, men vi kan vælge i livet at dele - bl.a. gennem Folkekirkens Nødhjælp. Amen