Kærelighed og skvalderkål - konfirmation 2024

Den første læsning handler om kærlighed, som vi jo i årets løb har snakket en del om. Ikke mindst i forbindelse med vores projekt med kunstmaleren om billedet (kan ses ovre i huset, hvor poserne er og) hvor et lille billede er lagt i jeres poser.

Det er absolut vigtigt at tale om den Guds kærlighed, som er uden fordømmelse. Et godt grundlag at leve sit liv på, når det ikke helt bliver perfekt – for det gør livet jo for ingen. Eller måske er det lige præcis perfekt, som livet nu er liv. Sandheden er jo, at vi ikke helt lever så godt, som vi ønsker – for, jeg tror, at alle ønsker at gøre sit bedste og, at vi har en forventning til sig selv. (Andres forventninger er ikke så vigtige 😊)

For at få en anden vinkel, valgte jeg som evangelium en lignelse, vi vist ikke fik brugt så megen tid på, som den fortjener.

Lignelsen om samaritaneren kan vi godt se som en vejledning for os om kærlighed - om næstekærlighed. Den kærlighed, som ikke er en følelse – for, det er kærlighed jo egentlig ikke. Men den kærlighed, som sker i handling og i synet på ethvert andet menneske og, som udfolder sig bl.a. ved at hjælp.

Men lignelsen kan vel også tolkes.
Når vi ikke hjælper, så kan det skyldes, at vi ikke har tid eller, at vi bare har noget vigtigere for – som de to, der gik forbi.
Det kan også skyldes, at den anden ikke har fortjent det. Og ja, det kan der være mange – og gode - grunde til.
Oftest – vil jeg påstå – handler vores hjælpe om, hvem jeg gerne vil være samt, at den anden har brug for hjælpen.

En anden vinkel kunne være, at den anden ses som en konkurrent til os i livet – og, at vi giver os selv en forlomme ved ikke at hjælpe.

Det er nok lidt en kreativ tolket – men dog interessant i vores liv.
Vi måler os ofte og på mange måder med andre. Og det er ikke kun på de sociale medier selvom, det får en god del af skylden.

Vi er vist altid på en eller anden måde i konkurrence med andre.
Sådan kan vi se på karakterer i skolen.
Sådan kan vi se det mht. at få det helt rigtige arbejde – eller hus – eller kæreste – eller løn – eller… Ja, mon ikke I selv kan føje til.

Ind i denne kamp kan vi godt tænke, at vi skal klare os selv. Men, sådan er livet jo ikke.

Jeg læste et sted, at ethvert menneske, du møder udenfor sportsarenaen, ikke er en konkurrent men en livsgave.

Den vil jeg gerne dele: Ethvert menneske, du møder udenfor sportsarenaen, er ikke en konkurrent men en livsgave.

Ingen af os bliver noget særligt uden et samarbejde med andre – uden, at nogen hjælper os med at lære eller at udforske og udveksle ideer.
Sådan heller ikke de ellers så kendte enere som Picasso, Platon, Elon Musk, Taylor Swift, Mads Mikkelsen, Mathias Gissel eller Jonas Vingegaard.

Alle har de haft brug for at lære, øve sig og have et samspil.

Så, vel end ikke i sport er de andre kun konkurrenter. I, der spiller håndbold, ved det. Ja, selv Vingegaard kunne ikke spurte fra alle op da bjerget, hvis ikke holdet hjalp ham det meste af vejen.

Helt ikonisk er for mig, hvor han og Tadej Pogačar er alene i front. Pogačar styrter, og Jonas venter. Smukt - vel nærmest som samaritaneren i lignelsen.
Men vel også i en vis realitet. De to ville nemmere kunne holde andre på afstand, når de fulgtes end, at den ene kørte solo både op og ned.

Sådan tænker jeg også, når jeg ser 1500 meter løb, hvor der er brug for en, som vil sætte tempo og dermed måske bruge sig selv op.
Kun få kan trække hele løbet og stadig komme først over stregen.

Vi kan i livet ikke leve et liv uden andre.
Om det så gælder, at ethvert menneske er en livsgave, bliver måske for meget. Nogle kan bare godt være for svære at dele livet med. Men, som udgangspunkt i mødet med et andet menneske er det en god indstilling. 

Med det, vil jeg vende lidt tilbage til ”Kærlighed uden fordømmelse”. For, det hænger sammen.
At være åben for andre kan også give os en kæmpe gave. Da den anden kan indeholde så meget mere end, hvad vi først ser og tænker.

Til i dag har jeg fundet et symbolsk billede – en skvalderkål blad.
Og kun et blad, så planten som ukrudt ikke bliver spredt – hvis altså, der skulle være en have uden. For, om noget, så er skvalderkål meget livskraftig og ikke særligt elsket af haveejere.

Selv har jeg kæmpet på mange måder kun med et vist held at holde den i ave. Men, måske skal jeg finde et sted, hvor de kan udfolde sig – altså indtil, de gør klar til at sende frø rundt. Sandheden er jo, at skvalderkålen – skal man tro Søren Ryge - sammen med mælkebøtter en af de bedste planter for insekter og blandt biernes foretrukne.

Og så kom den til landet som en lægeplante, og må formodes at være sund.
Disse godt egenskaber ændrer dog ikke ved, at den nemt kommer til at fylde for meget – som også mennesker kan.

I haven kan skvalderkålen brede sig med sine lange underjordiske stængler, og den kan nærmest overleve alt. Så med den i et område, bliver det udfordrende for andre planter. Ja, måske helt udkonkurrerer den alt andet.
Og nej, sådan skal det helst selv ikke være – hverken i haven eller blandt mennesker - uanset, hvor meget godt vi rummer. 

Altså, må vi ikke lade nogen fylde, så vi selv eller andre svinder hen. Det kan også være, at vi selv skal huske at begrænse os selv.
At leve sammen handler om netop at leve SAMMEN til fælles glæde og udfoldelse.

Her vil jeg dog på ingen måde tænke, at nogle af jer tromler andre. Fylder, måske, for sådan kan ens udfordringer godt udfolde sig – men ikke uden rummelighed.

Vigtigt for mig – som jeg håber, at konfirmanderne også har hørt ved undervisningen – er, at ethvert menneske er noget værd. Ingen er værdiløse, og ingen er uden fejl.
Desuden har alle sine gode sider, sine gode evner og sine udfordringer. Og alle tre dele er vigtigt både at kende, at rumme og at lade blive en værdifuld del af livet.

Vi skal leve og elske, lykkes og fejle, have tillid og tro men også tvivle og stille kritiske spørgsmål – måske særligt i forhold til det med Gud. Ligesom vi må være skeptiske, når nogle fortæller, at alt er muligt for os - for jer. 

Tvivl og svaghed er stærke elementer i et menneskeliv ligesom, at lære af sine fejl.
Men mest, håber jeg, at I kaster jer ud i livet fuld af mod, med mange ambitioner og den gode vilje – som andres livsgave.   

Amen

Svaghed og livskraft - Påskedag

 

Det er påske, og alting springer ud. Det er næsten ikke til at forstå – altså, at det passer så fint sammen i år.
For, at alting springer ud, er jo naturens gang – men, må jeg dog sige, stadig forunderligt.

Sammenkædningen med påsken har været altid – altså med, at naturen viser sin livskraft, når solen og varmen giver mere energi.
Sådan fortæller evangeliet om, at døden ikke har magten over livet i Gud. 

Nu har vi ikke høns i haven. Men måske de er begyndt at lægge æg. Kyllinger er der nok ikke kommet endnu. Men ellers er det jo også noget, som vi her til lands har knyttet til påsken; med ny næring og nyt liv.
Og den levende kylling ved siden af to halve æggeskaller kan godt få tankerne hen på en sprængt hvidkalket grav – sprængt, fordi livet var stærkest.

Alting spirer og gror.
Eller, måske så alligevel ikke alt.

Da jeg skulle gøre mine første overvejelser til dagens prædiken – vel årets vigtigste. Så kunne jeg ikke komme udenom den seneste tale om Vejle fjord.

Der er et event, hvor man holder begravelse af fjorden. Den er død!
Og så forlyder det endda, at en præst vil holde en højtidelighed i den forbindelse.

Vigtigst er først at høre, hvad Sara, præsten siger om sin medvirken; At hun ikke holder en begravelse af fjorden. Vi præster begraver kun mennesker.
Men hun vil holde en andagt, hvor hun som ved begravelser vil tale om håb.

Dén vinkel kan jeg faktisk godt gå med på.
For, sådan er det jo, når vi holder taler ved begravelser. Der fylder håbet, som netop binder til påskens evangelium, en væsentlig del.

Jo, jeg taler naturligvis også om afdøde. Lidt om livsforløbet, noget om udfordringer og mest om de glæder, som har været for afdøde og, som har været for de pårørende sammen med afdøde.

Om Sara gør det om fjorden, ved jeg ikke. Men mange glæder vil der kunne siges om vores liv med fjorden.
Og, må jeg da melde, stadig er der - også selvom den ikke har det så godt på bunden.

Jeg er ikke helt sikker på, om det kan sammenlignes med, at vi jo også efter tabet af en kær stadig oplever glæder – som, når man bager sin mors kokosmakroner, og de bliver helt som man husker fra sin barndom.
Eller man kan høre bedstefars lidt skæve kommentar, som altid gav et smil og en nedtoning af alvoren i en konflikt.

Nogle få gange nævner jeg også årsagen til et dødsfald. Men dog ret sjældent den præcise årsag, da det oftest ikke er entydigt. At man dør af kræft eller kol siger jo ikke noget om hvad sygdommen kommer af. 

Sådan tænker jeg – og håber jeg, at præsten om fjorden ikke vil holde en tale over årsager – altså udover iltsvind. For, som jeg hører, vil nogle gerne udpege en synder. Hvor der i mange tilfælde er flere ting på spil – og nyt dukker af og til op.

Så, lad os derfor gerne holde os helt og fuldt til håbet – og naturligvis sorgen og tristheden over det manglende liv.
Håbet, der kan knyttes til ved dagens store forkyndelse. Håbet om, at livet ikke bare dør, men kan spire på ny.

Sådan må vi også håbe for den indre fjord – nå ja, og så vel også gøre vores til, at livet kan vende tilbage.

Skulle jeg gå planken ud med samstillingen af påsken og fjorden. Så kunne det være, at vi har slået fjorden ihjel – de fleste af os måske som tavse vidner eller måske endda støttende ved vores handlinger. Måske typen af mad eller, at vores regnvand løber i kloakkerne og belaster rensningsværket.

Så – som med Jesus, må vi håbe på, at Gud i sin skabervilje vil vække fjorden til live igen.

Med den sammenligning er jeg lidt et andet sted end, hvad jeg gerne vil have som dagens særlige fokus i år.
For, opstandelsens livskraft er noget, vi også må håbe på og leve af i andre sammenhæng.

Ofte har jeg ladet kærligheden være vores forståelige billede. Døden kan ikke ødelægge, at vi stadig elsker et andet menneske. Noget, som sorgen kan være et vidnesbyrd om.

Når vi har mistet, så er erfaringen også ofte, at det fælles liv ikke bare forsvinder. De kære døde forbliver levende i vores kærlighed.

På den måde, oplever jeg nyt liv – naturligvis på en anden måde end, hvad evangeliet fortæller om en mere eller mindre fysisk opstandelse – som jo ikke er vores virkelighed. 

Men også på andre måder oplever jeg, at opstandelse og livskraft er på spil.
Det kan være i et smil
Det kan være en hjælpende hånd
Det kan være i tillid til, at vi er noget værd som dem, vi er, og ikke for det, vi kan.

På den måde kan det for mig give mening at tale om, at livet generelt ikke bare forsvinder – heller ikke i hverdagen. For Gud står bag.

Mistrivsel med stress, manglende selvværd og andet er et voksende problem, hører vi gennem medier og af professionelle.
Også tidligere udsendte skal finde livet på ny ligesom kraftramte og andre med sygdomme.

Jeg tror, at påskens budskab godt kan tale ind i det med Guds almægtighed i afmagten.

En mulighed kan være at tage vores svaghed alvorlig og turde tro på, at vi ikke selv skal magte hele livet og være perfekte.

Dét vidner budskabet om, at det gudgivne liv er stærk i sin svaghed, om Jesus’ død som vej til opstandelsen.
Kernen i kristendommen er svaghed – altså udover kærlighed, omsorg, nærvær og alt det andet, vi hører gennem evangelierne.
Eller måske netop igennem kærlighed, omsorg, nærvær osv., som vel er i svaghed.

Nok er påskens budskab, at døden ikke kunne binde eller vinde over livet i Gud. Men særligt bliver opstandelsen den vej, som Gud viser gennem svaghed og afmagt.

Det kan blive som et spejl for os; At magtesløshed kan blive et godt udgangspunkt for os til livet. Der kan være styrke i svaghed, da vi som mennesker ikke skal eller kan magte alt.
I kristendommen bliver vi sat fri – fri fra at være Gud.

  Amen

Jubel? - Palmesøndag 2024

Det er palmesøndag, og vi går ind i påskeugen. Vi går ind med fortællingen om et indtog, hvor folk jublende tog imod Jesus som deres konge.

Og ja, jeg ved godt, at det ikke var en del af det, som jeg læste. I dag kunne jeg også have læst fra Johannes, hvor der efter besøget hos de tre søskende følger indtoget med æsel, palmegrene og jubelråb.
Den udgave kan I læse bag i salmebogen.

Selvom jeg normalt holder meget af Johannes evangeliet med dens mere filosofiske og overordnede blik. Så finder jeg denne del som lidt nævenyttigt. F.eks. er Judas ikke bare forræderen men både nærig og stjæler af kassen.

Der er også en forskel på salvingen. I den læste salves Jesus på hovedet – som en kongesalvning. Hvor Johannes lader Maria salve Jesu fødder. Men sådan er det jo, når der er gået måske 50 år fra hændelsen og til den endelige sammenskrivning. 

Pointen ved begge er dog, at Jesus tager imod salvningen og lader det pege frem mod sin død – som han er på vej ind til.

Dermed er rammerne også sat for den kommende påske. Ligesom der opleves en spænding mellem, hvad folk må have forventet af Jesus i deres ønske om at gøre ham til konge og, hvordan den videre fortælling blev efter Guds plan.

For at få hele påsken rammet ind, valgte jeg den nye salme her før prædikenen.
Den er god til børn, men for mig også god i det hele taget. Da, den er forståelig.
Og så passer den med, hvad vi sådan generelt tænker om påske, ved at have en glad melodi.

Ja, der er en jubel, som passer til i dag.
Men, som måske ikke passer helt til de følgende påskedage – helt frem til om en uge med fortællingen om den tomme grav er der ikke meget at juble over.

Og selv, når vi hører fortællingerne om den tome grav, så er det ikke jublen, der brydes ud i, men mere usikkerhed og angst.

Vi hører også om mændenes mistillid til kvindernes oplevelse med den tomme grav.
Der er vel højest en glæde, når vi læser fra Johannes om Marias møde med den opstandne, som hun først tro er havemanden.

Til 2. påskedag hører fortællingen om de to, som får følgeskab på vejen til Emmaus. For dem virkede alt til at være tabt.
Da de så genkender Jesus ved bordet, hvor han deler brødet, er det også mere glæde end jubel, som de går med tilbage til Jerusalem for at dele. 

Også senere hører vi om disciplenes møde med Jesus - også uden jubel og måske endda med mistro. Særligt for dem, der først hører om de andres oplevelse.

Hvad med os?
Vi kender jo historien, og mange af os har hørt den år efter år.

Kan vi synge sådan rigtigt med på dagens jubel?
Eller, er vi mere til det stille og sagtmodige, som rummes i ’Se, hvor nu Jesus træder’. Den salme, som hører til i dag men, som jeg kun har valgt et vers af efter altergang.
Eller, er vi måske uberørte af at høre det igen?

For mig er kristendommen ikke sådan en jubelfortælling. Måske er det fordi, jeg ikke er til jubel med armene over hovedet.
Derimod er det for mig en stille og stor glæde, der passer fint med betegnelsen ’evangelium’, som betyder: Det glædelige budskab.

Jubel er fin og kan noget.
Men evangeliet rummer for mig så mange facetter – også om den menneskelige virkelighed, som gør, at jeg ikke helt kan overgive mig til jublen.
Hvor glæden godt kan bære også viden om, at både svigt, forræderi og død er en del af fortællingen. 

Derfor vil jeg også her vende tilbage til mit valgte evangelium uden indtog og jubel.
Jeg kan forundres over og beriges af det antydede og symbolske.

For nogle er det måske overraskende, at vi hører om en kvinde. Men det er kun en af mange, som vi møder i evangeliet gennem kirkeåret.
Det er også en stærk kvinde – måske lidt, som vi oplever det i Badehotellet.
Både med evangeliet og med de nyere fortællinger, så tror mændene en del om sig selv selvom, de er lidt nogle skvat. Hvor kvinderne viser sig at have kraft og mod – modsat, hvad nogle forventer.

Ligeværdighed og opgør mod magtstrukturer er vigtigt. For mig – og måske fordi, jeg har brugt så megen tid på evangeliet - så er jeg ikke så optaget af, om det er en mand eller en kvinde. Nej, for mig gælder det mennesket og handlingen.

I den historiske kontekst er der dog – må jeg indrømme – noget på spil, når en kvinde går ind i mændenes fællesskab. Sådan som vi hører det flere steder.
Læser vi Johannes kunne det være hjemme hos de to søstre og deres bror.

Det stærke ved handlingen er først ødselheden.
Ødselhed er vist ikke noget, vi betragter som en kristen dyd – og særligt ikke her i vores protestantiske verden.
Tager vi en katolsk eller en ortodoks kirke, så ses ødselheden i guld og kunst.

Hendes styrke er også at modstå udskamning; at hun hellere skulle – eller måske mere; at det gode menneske ville have solgt olien og givet pengene til de fattige.  

For Jesus er handlingen – og vel ødselheden - et kærlighedstegn, som så også bliver et kendetegn på Jesus’ kongelige ophøjelse ved døden.
Nå ja, og alt går med dette både efter Guds plan og efter traditionerne. Nu var Jesus’ legeme salvet – det, som kvinderne ikke nåede, da de kom til graven på tredje dagen. For, da var graven tom.

Kvinden bliver med sin handling en anden vinkel en jublen på vejen ind til Jerusalem denne palmesøndag.

Kvinden holder fast – lader sig ikke rokke selvom, hun bliver udskammet som et dårligt menneske.
Og Jesus ser hende i handlingen – og siger, at hun har gjort en god gerning. Altså, han modsiger og fjerner en mulig skam.

Deri kan der godt være noget for os at lære – om ikke vi kan bruge fortællingen til andet, så kan det være et spejl for os, når vi dømmer og fordømmer – eller endda udskammer andre.

Amen

Magt og svaghed - Mariæ bebudelses dag

Hvordan ser vi på magt i dag?

Ja, det er vel svært ikke at tænke ’den stærkestes magt’ som en virkelighed, når der igen – eller måske skal vi sige stadig - er krig og konflikter.

Den svages magt er der vist ikke megen magt i – måske undtagen her på vores lille plet på jord, hvor demokrati og menneskeret stadig sættes i højsæde.

Dermed ikke sagt, at vores udøvende magt ikke bruger den. Der har været mink og afstandskrav, ligesom der handles og bestemmes af vores flertalsregering. Dét kan kaldes mange ting alt efter, om man er enig.
Jeg tvivler på, at vi kan blive enige om, der besluttes for meget omkring militær. Eller, om der mangler beslutninger om og for natur og den grønne omstilling.

I vores system, som i heldigvis mange lande endnu – om USA forbliver, kan nogle være usikker på – så træder vel den svages magt til, når der afholdes valg.

Om vores system er det, der i dagens tekst peges frem mod, tør jeg ikke sige. Men det er svært ikke at læse sin egen virkelighed ind i de bibelske tekster – og særligt, hvis man kan få tekst og det, vi holder af, til at gå hånd i hånd.
Noget jeg er bevidst om, kan være farligt for præsten i sin prædiken. Men så er en prædiken heller ikke særlig magtfuld – og løbende kan jeg jo modsiges ved kaffen.

Teksten er en lovsang af Maria i forbindelse med, at hun vil komme til at blive Jesus’ mor.
I den lyder et tilsagn om, at de stærk skal vælte, og de svage træde frem.

Det lyder som en god revolution – altså, hvis og når de stærke udøver vold og magt som en del af deres hersken.
Rimeligheden må være, at de svage får oprejsning. Og for mig er der også lidt underforstået, at de svage vil forvalte magten på en meget bedre måde.

Men, er det nu også sandt?
Ikke helt, må vi vel erkende. Vi kan tænke på både den franske og den russiske revolution. De betød vist ikke mindre vold eller blodsudgydelse.
Og hører vi om Putins opvækst i det små, så bliver han heller ikke noget godt billede på, at mit ideal bliver udlevet. 

Jeg tror dog, at vi godt kan og skal holde fast i idealet som kristne. For, med Jesus hører vi også, at den største skal være det ved at tjene andre.

Omvæltningen – ja, revolutionen er deri total. Ikke bare hæves de svage op. Nej, det er selve svagheden, som hæves op som det, der er stærkest.

Virkeligheden er dog, at mennesker er og forbliver mennesker, der også i kirkens tid har brugt sin mangt til vold og ikke kun i tjeneste. Men dog også i tjeneste - og måske endda for de fleste, må vi ikke glemme.
Kun få af dem, der som magt ofrede sig i tjeneste, er dog gået over i historien. Resten har man måske ikke tænkt at skrive historier om, da ’at bruge sin magt til også at hjælpe’ kan tænkes at været det normale, det naturlige og det forventelige.

Som vel i dag, hvor jeg glæder mig over at møde andres smil. Men forventer det nok også lidt fremfor en sur mine. Ligesom jeg forventer et håndtryk og ikke en knytnæveslag, når hånden rækkes frem.

Den del, tror jeg, er yderes menneskeligt. Hvor så Jesus og dermed forhåbentlig kristendommen er med til at sætte fokus på det og værdisætte det.

Men der er også noget særligt på spil med Jesus. Hans fokus er ikke kun på det naturlige – ud fra min tanke om, at vi mennesker dybest set er gode og ønsker at gøre det gode.
Dette særlige tages der hul på i dag med fortællingen om undfangelsen – eller, som vi i kirken benævner det: bebudelsen.
Det passer jo med, at der nu ca. er 9 måneder til jul.

Noget nyt er på vej, og Maria lovsynger Gud for det – og for, at hun får lov at blive en brik i det spil.
I dag kirkeårsmæssigt passer det ikke kun med de 9 måneder til jul.
Fortællingen bliver også indledningen til den kommende påske. Og med den, får vi også konturen af, hvor det nye liv ville ende; på kors og med død.

Verdens magt – om vi tænker Djævelen, står enhver frit – er ikke med på at opgive magt og herredømme. Nok hverken i verdenen eller inde i os.
Kampen blev taget, og døden viste sin magt – kun dog ikke som den endegyldige magt, hvis vi tør tro på opstandelsen – både efter døden men også her i livet.

Kærlighedsordet, som blev undfanget i Maria, må vi tro, også undfanges i os.
Sådan lyder også tankerne over evangeliet. Hvor allerede Paulus satte ord på, at det ikke for vores fornuft giver mening.

I teksten fra Paulus’ brev til korinterne, skriver han, at vi ikke kan eller skal forstå Gud. Men, at frelsen kommer til os i noget så meningsløst som budskabet om korset – altså dødens vej. 

Og ikke bare gik Gud i Jesus svaghedens vej. Nej, han valgte også mennesker, som ikke var hverken kloge, stærke eller fra en fin familie.
Han valgte de betydningsløse, foragtede og i menneskers øjne: værdiløse. 

Dem, der grundlagde kirken, havde altså ikke noget at prale af om sig selv.
Dermed gøres der op med status, som også Maria taler om i sin lovsang.

Men der gøres også op med, at vi selv skal gøre os gode nok til at være Guds. For, alt afhænger af Ham og derfor er alle også lige – lige betydningsløse, men dog lige værdifulde og ikke værdiløse.
For, værdien gives af Gud sammen med tilgivelse, frihed og at tilhøre Gud.

Som det lød i bønnen; så valgte Gud svaghed frem for styrke, og sårbarhed frem for udødelighed som projekt ’Jesus’.
Og derfor skal vi, som det også lød i bønnen, ønske os mod til at tjene, styrke til at være svag, og kærlighed til at være givende.

Amen

I detaljen - 2. søndag i fasten

I en af de programmer, hvor man faktisk giver sig tid til en samtale, hørte jeg udtrykket: Djævelen ligger i detaljen.

Det udtryk var ikke sådan nyt for mig, men det er sjældent, at jeg hører den.
Og egentlig bryder jeg mig ikke så meget om den, da det lyder så dramatisk med djævelen.

Da jeg til dagens forberedelse læste teksterne – som altid både fra den autoriserede oversættelse og Bibelen 2020, slog det mig. At også i en oversættelse kan djævelen ligge i detaljen – eller måske mere præcis ’den teologiske pointe’.

Ofte i min undervisning tager jeg sekvensen frem, hvor Jesus taler om en spurvs død.
Hvor man for godt 100 år siden kunne læse: ikke en spurv dør uden Guds vilje.
Tager man det bogstavelig, så må alt hvad, der også sker med os, jo være bestemt af Gud – og det giver dårligt mening for mig, når jeg ellers hører, hvad Jesus siger.

Da man oversatte igen for godt 50 år siden blev det til: Ikke en spurv dør uden Gud er med i det. Altså måske lidt både aktiv og passiv.
Og i den nuværende står der: Ikke en spurv død uden Gud er med den.
Altså total omsorg og nærvær.

I den græske originaltekst står der uafsluttet: ikke en spurv dør uden Gud.
Hvilket for mig passer med den seneste oversættelse med omsorgen – aldrig at være uden Gud.

I begge dagens tekster er der oversættelse på spil, hvor jeg egentlig gerne ville blande den autoriserede og den fra 2020.
Så det vil blive dagens prædiken at se på de teologiske pointer i oversættelser, som kan have indflydelse på vores liv og handlemåde.

Det første er, som jeg læste, at vi er skabt i Guds eget billede.
Vores gudsbilledlighed siger for mig meget – og meget godt.
Måske kan et billede ses som noget passivt og uden mulig handling. For mig er dybden dog, at vi som Gud har egenskaber som at kunne elske, være kreativ, have omsorg, tilgive og sætte os selv til side.

I 2020 står der, at Gud formede mennesket, så det lignede ham.
Det lyder umiddelbart som den fysiske form – som jo ikke rigtig giver mening. Indholdsmæssigt kunne det godt være os som mennesker og altså som min udlægning af billedligheden. 

I den autoriserede følgers der op med, at Gud så alt, han har skabt – og dermed også mennesket. Og han så, hvor godt det var – også altså er vi skabt som gode.
At vi så med den videre fortælling også er andet – f.eks. nysgerrige og selviske. Ja, måske rebelsk, ændrer ikke ved det grundlæggende gode.

I 2020 følges vores skabelse op med, at Gud synes virkelig godt om det, han har skabt – og altså også os.
Og ja, det er da dejligt at vide, at Gud synes godt om os. Men det siger jo ikke rigtig noget om, at vi er noget godt.

For mig åbner det op for en snak, jeg af og til har og, som jeg også før har nævnt. Nemlig om, hvad der gemmer sig dybt inde i os.
Når vi er presset eller måske får lidt for megen alkohol. Så kan vi godt gøre dumme og onde ting.
Nogle siger, at der åbnes op for alt det lort, som er inde i os.
Hvor jeg heller vil sige med Bibelens ord, at alt det gode, som er inde i os, bliver lukket inde.

På den måde får den teologiske tolkning en betydning for vores syn på os selv og på andre. 

Sådan også med den tredje forskellige oversættelse i teksten om vores skabelse.
Og netop denne del ville jeg gerne have læst fra 2020.

Jeg læste, at vi som mennesker skal herske over havets fisk osv.
En oversættelse, der kan give fripas til bare at bruge naturen, som vi lyster.
I virkningshistorien vil nogle mene, at det netop er ved den oversættelse, at udfordringerne med klima og biodiversitet har sin grund.

Noget kan der være om det også selvom, at der også andre steder end præget af kristendom er der sket ødelæggelse. Måske mest tydeligt på Påskeøen.

Her lyder 2020 både bedre og faktisk også mere præcis i forhold til grundteksten; at vi skal tage ansvar for fiskene i havet osv.
Hér kunne jeg godt fristes til at sige, at djævelen har gemt sig i detaljen indtil nu.

Det blev lidt omfattende, så fra evangeliet vil jeg kun fremdrage en oversættelse.

Manden siger: Jeg tror, hjælp min vantro.
Hvor 2020 oversætter: hjælp mig, for jeg tvivler også.

Vantro er ikke et brugt ord, så derfor er en anden oversættelse nok fint. Vi siger heller ikke længe at nogen er vanfør men, at de er fysisk handicappet eller invalide.

Forstavelsen ’van’ peger på, at noget ikke er helt, som det skal være eller måske, at noget er udfordrende i forhold til troen.

Hvis tro er at have tillid til noget andet – noget, som er større end os selv. Så kan vantro måske være det, at man selv mener at kunne klare tingene.

Tvivl er for mig noget andet – som en del af troen, da troen handler om tillid og ikke om fast viden.
For mig altså en dårlig afløsning.
Det nye ord for vanfør er ikke tvivlsomt gående men invalid.
Håber man i den kommende oversættelse finder en brugbar formulering.
Set i troens lys, er der for mig stor forskel på ønsket om at blive afhjulpet en udfordrende virkelighed eller tilgang, og så at blive fri fra at tvivle på Guds magt.

Det første, at blive ændret til at få den rette forståelse af Gud, tilslutter jeg mig gerne.
Hvor den sidste, at blive helt fri fra alt tvivl vil være ganske forfærdelig.
For, så ville Gud enten skulle fuldt og helt åbenbare sig, eller også skal man leve med en slags blind tillid.

Det sidste vil føre til ekstremisme – og det kan jeg ikke få til at hænge sammen med kristendommen selvom, det både i historien og i nutiden tolkes og leves sådan.
For, så kan djævelen let være på spil, hvis jeg skal tage indledningen. Det opleves med selvmordsbomber, terror eller Abrahams parathed til at ofre sønnen Isak.

Det første med Guds fulde åbenbaring kan også være skræmmende. For mig må Gud være meget mere og meget større end, hvad jeg vil kunne forstå og magte at forholde mig til.
Hvis ikke, bliver Gud måske en maggiterning, som vi kan putte i lommen, og det er ingen Gud.
Derfor har jeg det fint med den indsigt, som Jesus giver; at Gud er kærlighed, der ser os som noget godt og som vil os.

Amen