Hvem er jeg? Hvem er Jesus? - 5. søndag efter trinitatis

Hvem er jeg?
Det er et væsentligt spørgsmål ikke mindst i vores tid.
Flere gang i livet, kan vi stille det spørgsmål.
Det kan være, når vi sådan ikke helt kan forstå os selv. Det kan også være, når vi skal vælge uddannelse; Når vi står med et spædbarn; Når vi møder modgang eller, der kommer krise.
Hvem er jeg?
Hvem er du?
Og videre: hvem tror du, at jeg er?

Ja, måske fylder overvejelsen om, hvad andre tænker om ’mig’ mere end, hvad jeg selv gør.

En gang ville vi nok sige, at det var de unges udfordring. Og ikke mindst, når de skal tage sig godt ud på de sociale medier.
Jeg tror dog, at det gælder utroligt mange andre også. De ældre er vist ikke mindre på de sociale medier, og mange skal også ’sælge sig selv bedst muligt’.
Sådan kan det også være på en arbejdsplads, blandt venner og måske i familien.

Om det gælder alle og, om det fylder meget i ens dagligdag, tror jeg dog ikke. Mon ikke også, det kun er ganske få for hvem, dét er ’det vigtigste’.
En del af bevidstheden vil dog være:
Hvad tænker andre om mig?
Ser de min rolle - min facade? Eller kan de se ind bag ved, hvor jeg er sårbar, skrøbelig og rummer fejl?

I dag spørger Jesus sine disciple: hvem tror I, at jeg er?
Svaret, Peter giver på alles vegne, er meget præcist.
Jesus er ikke ’bare’ en ny profet eller måske en genganger af en af de store gamle. Nej, han er den særlige; Guds Søn.
Det svar anerkender Jesus og melder, at netop Peter i det øjeblik og med de ord blev kirkens fundament; troen på Kristus.
Sådan er det også for os i dag. Og derfor bekender vi også troen.
Vi nøjes dog ikke med: Jesus er Kristus, den levende Guds søn.
Nej, vi har en lang bekendelse – og kunne godt vælge en, som var endnu længere.
Et er nemlig ’det præcise svar’, noget andet, hvad der menes med den bekendelse. 

Hvis jeg f.eks. spørger de konfirmander, jeg skal have efter sommerferien: ”Hvem vil I sige, at jeg er?” Så vil de nok svare “præsten”.
Jeg ved så, at de godt kan tænke meget forskelligt om, hvad det vil sige at være en præst.
Og ja, deres bud rammer sjældent med, hvad jeg selv tænker.

Hvis jeg spørger andre om det samme, vil nogle måske sige “du er venlig og arbejdsom”. Men også det svar er åben for fortolkning.

Og spørger jeg nu mig selv, har jeg dét nok som de fleste andre; Det kan jeg ikke rigtigt sige. De ord, jeg kan finde frem, rummer ikke hele mig, og de rummer også noget andet end mig. 

I dag skal vi dog nøjes med at overveje: Hvem er Jesus?
Siger vi med Peter: “Jesus er Guds søn”.
Så kan det jo efterfølgende vise sig, at vi tænker noget helt forkert – præcis som Peter. 

Vi har som nævnt en længere trosbekendelse. Men, den passer vel næppe med, hvad vi sådan egentlig tænker om Gud.
Hvis vi så skal uddybe, hvad det betyder, vil de fleste nok være udfordret. 

Jeg falder ofte til at citere Johannes: Gud er kærlighed.
Med deri er der også muligheder for fortolkning, og meget vil vi mene så også mangler.
Vores risiko er at falde i Peters fælde; at tænke for menneskeligt.
Mon ikke også vi prøver at gøre Gud og Jesus mere forståelig og håndterbar?

I evangeliet er der ligesom to dele. Men hvor er det godt, at vi hører dem begge; både den smukke bekendelse, og at Peter vil belære Jesus. Peters forestilling om Gud og magt passede ikke med Jesus’ ord om lidelse og død.

Peter forstod ikke sandheden i det, han sagde. Og, hvordan skulle han også det som menneske?
Galt gik det, da han netop forsøgte at forstå med en menneskelig logik og ikke bare at tro. 

Jeg tror også, at vi gerne vil forstå Gud.
Jeg tror også, at vi gerne vil holde fast ved en guddommelig styrke. For os hænger styrke og selvopretholdelse sammen.
Måske drømmer vi om en kristendom uden kors?
Til tider rammer ordene “Du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil” også os.
Nemlig, når vi forsøger at reducere det guddommelige – det, der er noget andet end os - til noget, der passer ind i vores egne begreber og forestillinger.

Kirken må nødvendigvis tale om Kristus, bekende Kristus og prædike Kristus. Men så risikerer vi samtidig at reducere Kristus til menneskelige forestillinger om magt og sikkerhed.
Derfor er det godt at blive mindet om, at heller ikke kirken nu/vi hviler på det, vi forstår, men alene på Kristus.
Hvis vi nu forestille os, at vi var til stede dengang, og Peter havde lavet en afstemning blandt os. Det er jo altid godt med en demokratisk afstemning. Spørgsmålet var, om Jesus kunne have ret i sin tale om lidelse og død eller, om Peter lige skulle tage en faderlig snak med ham.
Mon så ikke, vi havde stemt med Peter?

Derfor kan vi godt grine lidt af Peter og også grine lidt af os selv, når vi laver fejl. Det er jo menneskeligt at fejle og godt at lære af - uden at det dog gør fejlene til noget godt.
Det befriende er afsløringen – selv om det også kan være det værste.

Peter blev ikke fyret den dag. Han bliver senere genindsat i den guddommelige kærlighedsrelation og bekræftet i sin opgave.

Pointen er, at Gud er den, der tager ansvaret.
Der er for mig ingen tvivl om, at den trosbekendelse – at Peters indsigt - blev givet ham af Gud. Ligesom den gives os.
Altså bygger kirkens ikke på det menneskelige, selv om der er brug for os mennesker til at bringe budskabet og bekendelsen ud i verden. Amen

Hvordan lever vi kærligheden ud - 4. søndag efter trinitatis

Du skal elske din fjende, er dagens budskab.
Men fri mig for, at nogen vil fortælle andre, hvordan de skal leve efter dette bud – og særligt, hvis de giver konkrete eksempler og lader det være, som var det Guds ord.

Der er mange konflikter i verdenen. Og ja, vi kan kun tænke, at kærlighed til fjenden vil kunne afhjælpe en del.

Med min indledning skal jeg nok lade være med at give konkrete bud.
Jeg er dog overbevist om, at kærlighed ikke er, at lade fjenden slå en ihjel. Eller, at lade fjenden tage ens land.

Kærlighed er ikke underdanighed og selvudryddelse.
Kærlighed må være selv-opretholdende.
Netop at fastholde retten til at elske, handler om værdighed og retten til at være den, vi ønsker at være.
Jeg tror på, at vi lever mere frit, hvis vi holder fast ved at elske – at vi lader kærligheden fylde i vores hjerte, så hadet ikke får magt.

Med dagens evangelium vil en del nok vælge den nyere salme ”Du skal elske din næste som dig selv”. Som jeg oplever, holder mange af den. Men den vælger jeg aldrig.

Jeg ved godt, det er lidt unfair at tage den frem, når I ikke har teksten og, når forfatteren ikke kan forsvare sig.
Den rammer dog ind i, hvad jeg gerne vil præcisere i dag – og derfor bruger jeg den som eksempel.

Der står også gode ting i teksten. Men som helhed falder forfatteren i den moralske fælde, som kirken gennem tiden har døjet med; at nogle vil fortælle andre, hvordan de skal leve. 

Blandt de værste eksempler, står der: Du skal åbne dine døre, og la’ folk gå ind med plører.
For mange vil det ikke være en handling i kærlighed – med mindre, det er et barn, en hjemløs eller en anden, der er endt i søle eller måske mobning. Altså en stakkel, der ikke magter andet end at banke på – og måske knap nok det.

Når jeg hører udsagnet uden en fortælleramme, tænker jeg, det kan være et hårdt slag for dem, der gennem livet oplever at blive ydmyget af andre.
Dem, du så med teksten fordres at åbne dørene for, kan være helt ligeglade med dig og, at de sviner dit hjem til. Måske fordi de bare ikke gider tørre skoene af i dørmåtten eller tage dem af.
Jeg ser for mig mest gæster uden respekt. 

Først den dag, der bankes på af den med pløre på skoene, ved vi, hvad situationen er – og dermed også, hvad den kærlige handling er.

Dette perspektiv understreger for mig, at det kun er os selv, der ved, hvad fordringen i at elske betyder i handling.

Når salmen så lader disse ord følge efter dem, vi kender fra Jesus: ”Du skal elske din næste som dig selv.”
Så får det næsten karakter af en pave, der har guddommelig autoritet.

Havde der så bare stået: ”Du skal elske din næste som dig selv” – i citationstegn, og så fortsætte: Jeg vil åbne mine døre, og la’ folk gå ind med pløre.
Så blev det ens egen handling og valg – eller skal vi sige; konsekvens af buddet om at elske.
Og på den måde kunne det blive et eksempel til mulig efterfølgelse.

På den måde fastholdes salmetraditionen med brugen af ’du’. Nemlig, at vores ’du’ er en henvendelse til Gud – eller som citat, Guds tiltale til os. 

Nå, men folk med pløre er ikke en fjende – eller, hvis det er, så kan det være med magt, at de kommer ind.
Jeg ser dog sammenhængen mellem Jesus’ bud om at elske. I den er der ikke forskel på ens nære og kære, den næste vi møder, eller en fjende. Kærligheden må være den samme, da den er en gave fra Gud.

Hvis vi vender den om, at andre elsker mig. Så kan vi overveje, om andres kærlighed kan elske mit had ihjel.
Ingen kommer vel til at leve uden også at opleve had overfor nogen eller noget.

For mange vil den andens kærlighed måske nærmest have den modsatte effekt. Som Jesus siger et sted: Det er som at lægge glødende kul på hans hoved.
Jeg tror så, at det måske kan virke på sigt – at kærligheden arbejder på også at trænge ind i den anden for dermed at fordrive hadet. 

Målet for, at vi skal elske fjenden, er ikke i første omgang at forandre vedkommende.
Det må være, at jeg holder fast på at elske den anden som min fjende.
Kærligheden skal altså være til den, der hader og forfølger netop som den, der hader og forfølger mig.
Dette siger jeg som et princip, da jeg ikke har erfaring af decideret had mod mig.
Ikke særligt venlige mennesker har jeg dog mødt og oplevet i konflikt.
Om jeg har elsket dem i situationen, vil jeg ikke påstå. Men jeg har prøvet ikke at spille hadets spil men forblive reel, som jeg ønsker at være.

Dermed prøver jeg at efterleve, hvad jeg forstår gennem de mange forskellige bud om at elske, som vi hører Jesus sige i evangelierne.

Naturligvis har jeg lov at håbe, at vores kærlighed til andre kan have en positiv betydning.
Mest skal vi dog holde fast ved, at kærligheden skal holdes levende inde i os og ikke fortrænges af mørket.
Ja, vi må trods andres had holde fast ved at være og handle, som dem vi ønsker at være.
Buddet er altså en hjælp til os i vores liv.

Nok kan buddet om at elske lyde som et krav.
Men vi må holde fast ved, at Jesus aldrig stiller lovkrav. Han siger ikke: ”Overhold det, og du vil blive frelst” Eller ”og du vil være en sand kristen.” 

Jesu ord er altid en vejledning. Det er hans bud på et godt liv. For mig som kristen betyder det så også, at det er Guds bud på et godt liv. 

Og det er i sandhed et både godt og befriende budskab, at Gud ønsker fjendekærlighed og ikke, at vi skal tage hævn – hverken for krænkelser af os eller af ham.
Det budskab kunne gale mennesker godt have brug for at høre.
For, hvis f.eks. hver side i en konflikt eller krig valgte kærlighed til modstanderen og ikke hævn, had eller ønsket om magt og præstige. Så ville verden være et sted med fred – utopisk, ja vist, men et dejligt håb.

Amen

Evangeliets konsekvenser - 2. søndag efter trinitatis

Alle valg i livet har konsekvenser. Hvis vi ikke vælger, så har det også konsekvenser.
Om vi så med Søren Kierkegaard også altid vil fortryde vores valg uanset, hvad vi vælger, dét tror jeg dog ikke på. Eller, sådan er det sjældent gået med mine valg.

Men livet har konsekvenser, og nogle gange kan vi godt fortryde – eller måske synes, at det fik lige lovlig store konsekvenser.

At livet kan have modstand og give skrammer, vil jeg ikke nødvendigvis mene, er noget dårligt.
At skulle kæmpe for dét, vi har kært eller står for, giver både robusthed og værdighed.

Det, der kan slå os ud, er ofte, når vi ikke venter modstand. Måske fordi vi er blevet fortalt, at alt nok skal gå godt eller måske har oplevet, at andre fikser tingene for os.

Netop denne søndag hvert andet år rammes vi af evangeliets mulige konsekvenser.
Vi hører både om, hvor træt Jeremias er af sin opgave som profet – med ensomhed og sure mennesker.

Og vi hører Jesus sætte en lidt barsk ramme for dem, der vælger at følge ham.
Jeg læste fra Bibelen 2020 om, at vi skal bryde med vores familie og opgive vores eget liv.
Nogle husker måske teksten i den autoriserede, der bruger ordet ”hade” – både i forhold til vores nærmeste og vores eget liv.

Af mange grunde er det godt at læse de bibelske fortællinger i sammenhæng. Men det kan vi jo ikke rigtigt her ved gudstjenesterne.
I år kan I komme næste søndag og høre lignelsen, der følger efter dagens tekst.
Men ellers vil jeg kort nævne de fire lignelser, som dagens tekst står imellem.

Inden teksten fortæller Jesus den om kongen, der inviterede til fest. Alle de rigtige sagde først ja-tak. Men, de undskyldte sig på dagen og valgte festen fra. Dén er en fin ramme til at forstå dagens ord. De valgte nemlig deres nye mark, kvæg eller ægtefælde fremfor værten.

Efter dagens tekst kommer tre lignelser om omsorg. Først om den fortabte søn. Dernæst om fåret, der blev væk. Og sidst om den tabte mønt.

Jeg forestiller mig, at de sidste lignelser vil være gode at høre for dem, der valgte at følge Jesus men, som bare ikke magtede at lever den fulde konsekvens ud – eller måske magte livet som helhed.
Lukas kan have en pointe i rækkefølgen: invitation, virkelighed og omsorg.

Når de er nævnt, så kan vi jo godt overveje: Hvis vi alligevel bliver fundet og taget med hjem. Hvad skal vi så med dagens krasse ord?

For mig er disse ord med til at gøre kristendommen til en virkelighed og ikke en hyggebamse.

Hvis ikke vi vender os fra vores egen tryghedsbase som familien eller slægten. Så vil vi aldrig forstå, at Gud er Gud for alle verdens mennesker.
Det betyder også, at vi ikke er kaldet til at overføre vores stamme-identitet og kultur til alle andre, men alene skal dele troen på, at alle mennesker er Guds elskede børn.

Som kristne bliver vores hjem og familie noget andet, da vi så hører til i Guds familie.
Opgiver vi ikke det snævre, som vores faste holdepunkt – eller måske som vores hele verden, så kommer vi aldrig til at forstå rækkevidden af den kærlighed, som Gud elsker os med.
Og så vil vi ikke finde hjem - hvor hjem er et godt ord for frelsen, når vi kalder Gud for far.

Den totale kærlighed kan godt findes i dagens kernefamilier, hvor børn har forældres fulde opmærksomhed og opbakning. Der er sket noget i min levetid, hvor alt dog sjældent lykkes – og nogle familier slet ikke rummer hinanden. Men til tider kan hjemmet måske ses som ‘guddommelig kærligheds familie’. 

Den bliver dog ofte meget snæver og kan i en naiv udgave blive til et problem for fællesskabet. Vi hører både lærere, fodboldtrænere og dommerens problemer med emsige forældre.
Omsorg for børn er vigtig og fuld af kærlighed. Men kærlighed er også mere - og for flere.

Jeg ser ikke dagens tekst som, at vores gode familieliv og hjem skal ødelægges. Kun skal vi ikke lukke os inde i det snævre – som jo også kan være ’kliken’, vejfællesskabet eller fodboldklubben.

Spørgsmålet kan så være, hvad kaldet til at forlade sin jordiske familie kan være i dag.
En gang var det missionærer, munke og nonner. De valg kunne dog godt til tider ses som valget af en anden snæver familie.

Jeg tror, det altid har været svært at magte den altomfattende kærlighed. Som sociale væsner har vi brug for nærhed og relationer.

Det betyder, at jeg nok tvivler på, at vi kan leve op til de krav, Jesus sætter, for at vi kan følge ham.
Men et udsyn og åbenhed kan komme af, at vi ikke kun har fokus på vores nære familie, vores nærmiljø og vores egen kulturelle rammer.

Jeg tror nemlig også, at evangeliet har en virkning på os – et krav på linje med kærligheden.
Vi ved, at kærlighed kan få os til at sætte os selv til side – at noget eller en anden bliver vigtigere.

Måske skal Jesu ord høres som afsløringen af, at rammes man af evangeliet, så vil det få konsekvenser i vores liv – det vil ændre os.

Jeg tænker, at Gud må være både mere end os og mere end vores fatteevne. Så:
Hvis Gud præsenteres som logisk, så er det nok ikke Gud.
Hvis Gud præsenteres som forståelig, så er det nok heller ikke Gud – eller hele sandheden om Gud.
Men Gud skal gerne være troværdig.

En overvejelse er derfor, om Gud er troværdig i dagens evangelium.
Kravene udstiller os vel netop som nogle, der ikke selv vil kunne magte at være Gud værdig.
Hvor lignelserne bagefter og evangeliet som helhed melder, at dét kan vi blive givet.
Ja, et hjem hos Gud kan vi KUN blive givet.
Men kravene er alt ikke sagt om vores forhold til Gud.

Modsat gælder så også, at nok vil Gud altid stå med åbne arme, lede – finde – og bære hjem, tænde lys – feje og samle os op. Men dermed er alt heller ikke sagt.
For, evangeliet er også en fordring.

Amen

Pinse - kirke - Guds kraft

Pinse er kirkens begyndelse. Med pinse og Helligåndens komme trådte de Kristus-troende ud i samfundet og forkyndte det glædelige budskab om Guds kærlighed.

Kirken i Danmark knyttes til Ansgar, og i år er der jubilæum. 
Ansgar blev af kejser Ludvig den Fromme opfordret til i 826 at følge med den nyligt døbte Harald Klak, der ville gøre krav på den danske trone.
Han skulle støtte Harald i troens udbredelse og prædike blandt hedningene.
Først efter diplomatiske forhandlinger med de danske konger fik Ansgar cirka i 850 bygget kirke i Hedeby og fik grund til en kirke i Ribe.

1200-året fejres med et folkemøde i Ribe men også ved en gudstjeneste i Haderslev. I mange af landes kirker synges en nyfortolkning af ”Den signede dag”. Det siges, at den er god. Så måske skal vi prøve den i løbet af året.

Min vinkel i dag er kirkens udbredelse.

Gennem tiden har fortællingen om Ansgar oplevedes mere som et pr-stunt end en virkelighed.
Som det hedder: ”Selvom Ansgar ofte omtales som manden, der bragte kristendommen til Danmark, var hans første ophold kortvarigt, og det var først langt senere (omkring år 965), at kristendommen officielt blev gjort til danernes religion af Harald Blåtand.”

Men helt uden historiske fakta er det med Ansgar ikke. Udgravninger i Ribe viser, at der har været en kirke tilbage på Ansgars tid.
Det er dejligt med arkæologer, som med deres faglighed byder ind med deres viden og fund.

På provstiets efteruddannelse i denne uge hørte vi netop den ansvarlige arkæolog fortælle om udgravningerne i Ribe.
Der kan også læses om det i Kristeligt Dagblad.

Forskere har længe debatteret, om det lykkedes missionæren Ansgar at give kristendommen fodfæste blandt de hedenske danere i 800-tallet.
For, godt nok fik Ansgar lov at bygge kirker i handels- og magtcentrene Hedeby og Ribe, men om han kunne fylde kirkerne eller overbevise borgerne om, at Jesus havde mere at byde på end Thor og Odin, har været svært for forskerne at vurdere.

I 2014 kom der dog håndgribelige beviser. Her viste kulstof 14-dateringer af kristne grave ved Ribe Domkirke, at Ansgars mission i hvert fald havde resulteret i skabelsen af en lille kristen minoritet allerede i anden halvdel af 800-tallet.

Arkæologisk har de også fundet korsmærkede emblemer, som måske har været dåbsgaver. De er fundet i store mængder i Ribeområdet, men også langs Limfjorden og i Odense. De formodes også at kunne findes under Aarhus – datidens handelspladser.
Disse emblemer, som ugentligt graves op af mulden, kaldes kors-emalje-fibler. Deres udbredelse peger på, at den tidlige kristne mission i Danmark ikke kun var målrettet enkelte storbyer eller eliten. 

Noget var på spil dengang. Men det er der måske også i dag. Det vidner en anden artikel i Kristeligt Dagblad om.

Kurt E. Larsen, som jeg havde til kirkehistorie, skriver om den spirituelle kristendom, som ofte har sit udspring i amerikanske megakirker.

I disse kirker tales der meget om åndens virke bl.a. ved helbredelse.
En af dem er blevet nævnt som inspiration for den omstridt helbredelsesprædikant fra Vestjylland, som også Indre Mission har måttet advare imod.

Ikke bare i fortællingen men også i handling ønsker de at genoplive de kristnes muligheder ved Helligåndens kraft. 

Tager vi artiklen for pålydende, så er et eksempel forkyndelse af, at ligesom Jesus ved dåben fik Helligånden og derfor kunne gøre undere, således kan også kristne i dag på samme måde fyldes af Ånden og gøre undere.
Dermed har de – måske ubevidst – løftet mennesket op på linje med Jesus.
Vægten er flyttet fra, hvad Gud kan vælge at gøre, til hvad kristne mennesker kan gøre ved Åndens kraft. 

Undere bliver noget, man nærmest kan lære at få råderet over som åndsfyldt menneske. Ifølge den teologi vil Gud helbrede alle syge, og derfor kan alle blive helbredt – hvis vi tror nok og er åndsfyldt nok.
Her er det sidste så den store risiko også sjælesørgeriske. For, lykkes det ikke, så er det vores egen skyld.

For mig er det ikke en del af Pinsens gave med Helligånden – selvom jeg ikke vil afvise mirakler og helbredelse. Oftest ser jeg det dog virke gennem lægevidenskaben.

Jeg har mine forbehold med det – ligesom, jeg har det med tungetale. Noget, vi ikke har i Folkekirken og, som vi heller ikke oplever for tiden særligt meget.
Tanken i den er, at nogle nærmest kan profitere med direkte forbindelse til Gud – men altså i en for nærmest alle og også dem selv en uforståelig sprog. Hvor en anden så kunne få evnen til at oversætte.

Når jeg læser pinsens fortælling, så var det nærmeste modsat. Disciplene, som var galilæere og som nok kun talte deres lokale sprog. De kunne pludselig forkynde evangeliet på sprog, som andre kunne forstå. Ikke en særlig åndelig sprog men netop andres talte sprog.
Formålet var, at evangeliet skulle kunne forstås præcis som den, man er.

Det er også prædikens formål – måske er det ikke altid tydeligt selvom, jeg taler dansk.
Målet og pointen er, at forkyndelsen kommer folk i møde – ligesom Gud i Jesus kommer til os mennesker. Vi skal ikke andet end at lytte og tage imod.

Med pinse og Helligåndens komme holdes der for mig fast ved, at kirken og alt det, som vi her deler, ikke er noget, vi hverken har opfundet eller giver liv. Kun skal vi – naturligvis – leve i det og dele det.
Guds hellige ånd er kirkens livgiver.

Men uden os og vores medleven vil kirken ikke være. Vi skal handle – eller lade os bruge. Sådan er det med kirke som med glæden, kærligheden, tilgivelsen mm.
Hvor Helligånden som Guds kraft både giver os muligheder og kræfter – og for mig ikke kun til at være kirken men også til alt det gode.

Amen 

Bøn om at blive ét - 6. søndag efter påske

Vi er snart i tiden for bryllupper. Desværre har vi ikke så mange i kirkerne længere. Lidt har vi dog, og jeg skal også ud i en have.
Folk bliver stadig gift – men altså oftest på rådhuset. Jeg kan frygte, at det bl.a. kan skyldes, at kirkebryllupper i medier og vist også i kjoleforretninger bliver gjort til det store – og dermed også dyre.
Hvor der jo intet er til hinder for, at et par med to vidner kan komme i deres almindelige tøj og blive kirkeligt gift. Et par gange har jeg prøvet det, og det er ganske fint.

Naturligvis kan der være mange andre grunde – måske også ritualet og salmerne. Men netop ritualer vægtes ofte højt. Sådan at gå ind i en ramme, hvor vi ikke har ansvar for alt.
For nogle kan ritualet og salmerne måske virke stive, men faktisk er der en vis fleksibilitet.

Og så synes jeg, at de bibelske tekster også kan noget. I dag vil jeg knytte til ved den ene.
Det er den, hvor Jesus siger, at en mand skal forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru – hvilket for mig så også gælder modsat.
Og videre, at de to skal blive ét.

At de to skal blive ét, betyder jo ikke, at et ægtepar skal blive ens – måske nærmest tværtimod. For, hvis man bliver ens, så kan vi vel ikke tale om en enhed.

Måske kan nogle huske tilbage til 80’erne og 90’erne, hvor nogle par gik i fritidstøj, som var fuldkommen ens i model, mønster og farve.
Sådan er det ikke i dag. Og nej, jeg tror så heller ikke, at sådanne ens klædte par var ens som mennesker.
Heldigvis er vi alle unikke.
Men det betyder ikke, at vi behøver at være alene. Noget, der ikke kun glæder i et ægteskab eller i en familie.
I dagens tekst lyder det også om os som menighed, at vi skal blive ét.

I al vores forskellighed og til fælles glæde beder Jesus om, at vi i ham må blive en enhed.

I nogle sammenhæng tales der om Jesus, som et træ, hvorpå vi alle podes som grene.
Det stærke deri er, at vi alle får næring til at leve – og at leve sammen – fra træet.

For mig behøver jeg dog ikke sådan et billede. Jeg oplever, at vi som mennesker jo netop lever sammen som et levende fællesskab i al vores forskellighed. Også med konflikter, da vi jo er mennesker. Måske også med had og undertrykkelse. Hvilket jo er ganske forfærdelig.
Der kunne jeg tænke billedet af et ægtepar som optimalt, hvor jo had og herskemaner er ødelæggende.

Derfor er det også godt, at vi ikke selv skal skabe enheden. Nej, det beder Jesus om, at vi vil få givet – givet af Gud. Og vel dermed egentlig givet af ham selv med kærligheden som kilde og ramme. 

Skal vi selv finde ind i en enhed, så kunne der peget på bønnen. Sådan som jeg læste om disciplene i tiden mellem Kristi Himmelfart og Pinse – som jo netop er nu.
”De holdt alle i enighed fast ved bønnen.”

Dagens tekst er for mig en stærk markering af samhørighed.
Gud er den, der giver os sin kærlighed og, han holder fast ved os med den kærlighed. Ansvaret er altså ikke vores, når det gælder fællesskab og samhørighed.

Hvor næste skridt så er, at vi skal være et med ham og et med hinanden.
Noget, der vel både kan være beroligende og foruroligende.
For, resultatet af at være rummet af Guds kærlighed må blive, at vi ikke bare lever i denne kærlighed men, at vi også lever den ud.

Måske afsværger vi både vold, had og ideen om, at nogen kan bestemme over andre.
Ja, vi hylder vel ligeværd og harmoni.
Men, vi har vel også en udfordring, hvis vi sådan fuldt må leve Guds kærlighed ud i enhed og fællesskab.

Når vi tænker på, hvad Jesus’ liv i kærlighed for af konsekvenser. Så er spørgsmålet: Ønsker vi at være og leve som Jesus?
Vil vi give afkald på os selv i kærlighed til andre?
Ønsker vi sådan fuldt og helt at være solidarisk med alle andre?
For, det må vel være konsekvensen af at blive ét.

Den tanke vil jeg lade stå, og så gå tilbage til bønnen. Først Jesus’ bøn for os, som vi kun kan opleve som tryghed – selvom vi kan have forbehold for det med helt at blive ét.
Dernæst vores bøn, som jo også rummer en enhed i al vores forskellighed.
Særligt her i kirken beder vi sammen. Nok sætter jeg mest ord på, mens enhver kan lade det også være sin bøn ved at sige Amen.

Også når vi beder Fadervor helt for os selv, så går vi ind i et fællesskab. Det kan udtrykkes:
”Selv når man er ene - tror ej man er med,
er Guds rige større end tid, rum og sted.
Så bønnen er stadig 'Vor Far'.”

Bøn er en del af mange menneskers liv. Ja, måske er det en del af alle menneskers liv.
Nok gør vi det på forskellige måder. Men lige må vi altid være overfor Gud i bønnen – både ene eller sammen.

Nogen har brug for at udtrykke sig med mange ord og gerne højt.
Andre har det som en stille tanke – men mere end en refleksion.
Nogen har det godt med at bede Fadervor – måske gerne i fællesskab med andre.
Andre skal gerne være for sig selv – et stille sted eller måske på vej i bilen.

Mange af os gør det lidt forskelligt alt efter situation og mulighed.

I min verden er der ingen tvivl om, at bøn går ud over os selv og, hvad vi selv kan rumme. Der må for mig være et forhold, en retning eller måske en modtager – noget mere end min egen tankeverden.

En bøn kan godt have andre mennesker eller et fællesskab som fokus.
Men oftest går bønnen ud over det menneskelige til noget uforklarligt, noget åndeligt – til det, mange af os for en nemheds skyld kalder for Gud.

Denne vores bøn kan vi i dag tænke knytte sig til, at Jesus også beder for os, der ved disciplenes ord er kommet til troen på ham.

Genne Johannes kommer Jesu bøn og ord til at stå som en arv, vi kan leve af og bygge kirke på.
Vi skal ikke være i tvivl om samhørigheden – hverken mellem Jesus og Gud eller mellem Jesus og os – og altså mellem Gud og os.
Det er vel en ganske dejlig tanke.

Amen