ALLE - sidste søndag efter Hellig3konger

Jeg vil begynde med det sidste i dagens tekst, hvor Jesus siger, at han vil tage alle til sig.
Altså ALLE.
Han siger ikke alle jer og dermed mener disciplene. Han siger heller ikke alle de troende eller, alle der opfører sig ordentlig.
Nej, han siger ALLE.
Det burde næsten stå med stort skrift, så ingen er i tvivl om, hvorvidt de selv hører til. Ligesom heller ingen kan dømme andre ude fra Jesu’ omsorg og dermed Guds nærvær.

Det sidste med Guds nærvær hører til troen.
Afgørende for troen er nemlig, at vi hører Jesus som budskab fra Gud selv.

At manden Jesus sagde nogle gode ting, er fint nok. Måske ville nogle af de gode vejledninger også have overlevet til nu som en livsfilosofi.
Men først, hvis budskabet er troværdigt som et guddommeligt tilsagn, får ordene en særlig betydning.
Først i den tro, at Jesus ikke bare talte om Gud men talte som Gud, har budskabet bl.a. om Alle i dagens tekst en afgørende betydning.

Her kommer billedet af kornet ind.
Jesus bruger nemlig kornet som et billede på sig selv; at han måtte dø for, at evangeliet kunne spredes og blive til mange fold.

Altså, når den følgende fortælling om opstandelsen tages med; den afgørende kristne begivenhed som ingen så men, som vi får fortalt gennem både disciplene og andres møde med den opstandne.

Med Jesus kan vi godt synes, at der er megen kraft i hans ord og handling. Men først med påskens fortælling - efter, at han har været lagt i graven - springer det særlige og ganske uforståelige med opstandelsen.

Sådan får kornet også først sin ekstra værdi, når det spirer frem af jorden og bliver til nyt liv – måske ikke lige så overraskende som opstandelsen, men dog stadig som noget forunderligt. Ja, måske som et under.

Nok kan et korn være med til at give mel og brød. Men, det har også kraft i sig til at blive til meget mere.
Kun, skal det ofre sig selv for det.
Eller, det skal lægges i en frugtbar jord for at spire og forvandles og ad den vej blive til endnu flere korn.

Måske kan vi også sige, at vi som mennesker skal turde at ofre kornet.
Et korn, der bliver gemt i et skab, lagt til skue i en vindueskarm eller holdt i en hånd vil tørre ind. Dermed mister det ikke bare sine muligheder men vel også sig selv; Et indtørret korn er ikke rigtigt et korn mere.

Nej, kornet skal i den kolde og mørke jord, før det kan spire. Der kan og skal det sprænge sin skal, og ud kommer spiren som noget blødt, elastisk og ganske andet end kornets hårdhed. Og da bliver kornet, der ellers ikke lignede noget stort, til en ny plante med mulighed for flere korn.

Kornet rummer muligheder og potentialer, som vi ikke umiddelbart kan se. Kun med erfaringen bliver det til en virkelighed.

Sådan kan vi også tænke om Jesus; om det, han sagde og det, vi hører ham gøre.
I disse ord er der også muligheder og potentialer, som vi måske ikke umiddelbart kan se eller høre.
Hvad det så er, vi får af ekstra, kan afhænge af vores situation.
I dag tager jeg først fat i dette ALLE. Dét vil jeg vist gøre de fleste gange, jeg læser og skal prædike over teksten. Alt for ofte oplever jeg folk dømme andre ude.

Lige for tiden er der snak om dåben og deri særligt, om et menneske først bliver Guds barn i dåben.
For mig gælder også her dagens ALLE. Lige som vi om ikke så længe igen skal synge om vintergækken. Simon Grotrian skriver, at Guds nåde er vores fostergave – ikke bare fødselsgave men fostergave, som jo derfor må være givet ALLE.

Med dagens tekst og verdens uroligheder kan nogle måske blev ramt af ordene om, at denne verdens fyrste skal jages ud.
Magtmennesker er der i verdenen, og vi kan godt både forundres, forarges og forfærdes. Så, kunne Jesus da ikke lige tage straks at jage disse skrækkelige verdens-fyrster ud?

Den vej, synes jeg dog ikke helt, at dagens tekst kan pege på. Mennesker er altid mere end en ting. Så budskabet må være, at ondskaben og det djævelske skal jages ud.
Og til det må vi jo igen og igen med Fadervor bede: fri os fra det onde.
For så også at huske: led os ikke ind i fristelse, så vi ikke ender med selv at sprede ondskab.

Måske er det ind i dette, at vi også skal høre dagens ord om, at vi skal hade vores liv her i verdenen.
Ord, som jo ikke lyder særligt Jesus-kærligt. Denne melding vil nok heller ikke vinde en popularitets konkurrence på Facebook.

Vi kan dog godt til tider rammes og opleve en forløsning også i de ord. Her tænker jeg på, at vi kan blive fanget af egen vinding, at succes og anseelse, og ja af magt, som faktisk godt kan ødelægge vores liv. Eller måske mere præcis, kan ødelægge os, så vi ikke får levet ordentlig.

At hade sit liv er ikke at hade sige selv, men nok nærmere at tage afstand fra det, der binder os i jagten på en bestemt måde at leve på. Måske jagten på oplevelser eller events – jagten på øjeblikket eller andet, vi ikke kan slippe og dermed binder os.

Med disse vinkler vil jeg pege på, at vi altid tolke, når vi hører ting – også, når vi hører evangeliet.
Sådan må det være, hvis ikke det bare skal være ord, som tørrer ind i vores hånd eller i en vindueskarm, hvor vi kan gå og kikke på det – måske endda være stolt over at have det. Men til liv bliver det ikke.

Jeg tænker, at budskabet skal som et korn lægges i os, som var vi den gode jord, så at ord og handling kan blive til virkelighed for os, og så vi kan bære det videre ud i mødet med andre.

Og med det er jeg ved sidste sammenligning.

Når kornet skal ofre sig selv for blive til mere, så kan det også være en metafor for kærlighed.
Kærlighedens væsen er vel netop at giver afkald på sit eget.
Kærligheden går altid ud af sit eget, ellers vil kærligheden ikke længere være sig selv.
Det kan vi mennesker ikke altid præstere, men vi må tro, at Gud kan – og kan hjælpe os.

Amen

Guds lys i humor - Hellig3kongers søndag

I dag er det Hellig3kongers søndag, som har navn efter Mattæus’ fortælling om de vise mænd fra østerland, der fulgte den lysende stjerne til stalden og Jesus-barnet. Med den fortælling rundes julen af her i kirken. Så derfor stadig et juletræ.

Nu er vi så i et lige år og der læses fra anden tekstrække. Her hører vi ikke om de vise og stjernen, men om Jesus som verdens lys.

Vi kan godt, som vi skal synge om lidt, lade stjernen og fortællingen om Jesus være symbol for hinanden:
vi har og en ledestjerne,
og når vi den følger gerne,
kommer vi til Jesus Krist.

Når det vider hedder:
Denne stjerne lys og mild,
som kan aldrig lede vild,
er hans Guddoms-ord det klare,
som han os lod åbenbare
til at lyse for vor fod.

Så er det for mig ikke helt klart, hvad vores ledestjerne præcis er. For, Guddomsordet – eller Guds ord, som vi hører om det i johannesevangeliet, er jo Jesus. Ordet, som var med fra begyndelsen som det skabende ord, kom til os som barnet i stalden.

Grundtvig må tænke, at det er evangeliet, fortællingen om Jesus, der vil vise os vejen. 

Med Grundtvigs formulering undgår han på en digterisk måde at lade Jesus som verdens lys være som en stjerne på afstand. På den måde kan vi med Kristus godt både have et mål at gå efter og et nærvær for os at leve i.
Måske.

For mig er der forskel på, om vi følger noget for at nå frem til et mål eller, om vores liv og verden lige nu og her bliver oplyst af Guds Ord som Verdens lys.

Der er forskel på, om vi som kristne stræber efter at finde Jesus – eller måske endda at nå frem til paradiset.
Eller, om vi netop her i livet får givet at leve i det lys, som både gør vores omgivelser og vores eget liv synligt og klar
– et lys med Guds nærvær
- et lys, der fra Gud kom ind i vores verden med Jesus og som stadig oplyser os og som ændrer vores synsfelt.
Intet vil være i mørket, og intet vil være farveløs i det lysåbnende ord.

Jeg vil ikke sige, at det ikke er godt at have et mål i livet. Men, det må ikke være at nå eller opnå nærhed med Gud.
Julen og evangeliets melding er nemlig, at Gud kom til os.

Min tolkning på dagens navn og dagens evangelium bliver; Der er forskel på at have en ledestjerne at følge for at nå et mål. Og, at der er lys i verden, som vi kan ’gå vores egen vej i’.
Denne tolkning kan også have betydning for, hvordan vi lever vores liv i det hele taget.

Vi kan jo godt leve vores liv på en måde, hvor vi hele tiden har en plan, et mål og altid nye projekter. Vi kan leve i forventningen om det gode liv – igen og igen og igen.
Med et sådant liv kan vi godt miste glæden ved det liv, vi har lige her og nu.

At have planer, mål og projekter behøver dog ikke gøre, at vi ikke også lever og nyder livet, som det netop er. Men ofte kan det have den virkning.

Jeg hørte en fortælle, at det kunne være som et hus.
Trives vi i vores stue og byder folk indenfor. Eller har vi hele tiden gang i at bygge nye etager, udestuer eller andet, så stuen ender med helt forsvinder?

Med huset som billede, kan vi godt synes, at projekterne præsenterer os bedre end den lille, måske mørke og snavsede stue. Så, når vi skal vælge os selv, er det måske ikke til at holde ud. For, vi vil gerne tage os anderledes ud.
Eller også tror vi måske, at andre vil se os på en anden måde, hvis vi gør huset større og mere prangende. Vi har så bare ikke tid til at have besøg.

Oftest er det dog ikke udbygninger og storhed, der definerer et menneske.
Det handler vel mere om glæde, mod, sorg, ydmyghed og humor, når det gælder om at være sig selv.

Glæden – altså bare at være glad. Modsat en fortælling om, at vi altid er den glade eller, at vi har et projekt om at blive glad.
Vi kan godt fremvise glæde, når vi løbende får opfyldt alle vores mål og projekter; glæde ved det godt job, glæde ved den dejlige lejlighed eller fine bil, glæde ved at være ’det perfekte par’ og ’den lykkelige familie’.
Ægte glæde kan kun være i nuet.

Sådan også med sorgen. Den kan også gøres til en fortælling eller et projekt.
Men ægte sorg træder frem på en anden måde. Sorgen kan ramme lige præcis ’mig’, og jeg bliver til stede lige i nuet – ikke i en fortælling om mig eller i et nyt projekt.
Det gør altid ondt, og vi kan blive fortvivlet, da vi ikke selv kan finde fodfæste igen.

Sådan kan også glæden ramme os. Glæden kan bryde ind ved mødet med den særlige kærlighed – enten en partner eller et barn.

Mod og ydmyghed er to andre poler, som også kan være en selvfortælling eller et projekt. Hvor pointen i tanken om at vælge sig selv er, at det bliver en del af vores væsen. Ikke mod til alt, men mod til at være mig. Og ikke ydmyghed i alt såsom opgaver og arbejde, men ydmyghed i forhold til livets gave.

Humoren bliver så det særlige, som gerne skulle kunne holde de andre ting på plads.
Humor afværger det ekstreme, da det også indebærer selvironi.
Humoren er noget andet end stand-up komik.
Præcis som glæden ikke er en ydre ting, sådan som det godt kan være for et moderne menneske, så kan humor også være andet end ’at være sjov’ i selskaber.

Jeg ved ikke, om jeg helt tør sige med dagens evangelium, at Jesus som verdens lys er til stede i humoren. Men jeg vil gerne citere, hvad Søren Kierkegaard et sted har skrevet; Det er ikke enhver humorist, der er kristen. Men, man skulle nødig møde en kristen, der ikke er humorist. Amen

Om bøn og et vandrør - Nytår

 

Her ved nytår kan jeg godt li at dele en fortælling. Og i år, hvor det handler om bøn, har jeg fundet en af Anette Broberg. (Vorherres vandrør)

I Vorherres hus er der en kælder. I et lille rum længst inde er kun nogle gamle kasser og nogle vandrør. Lyset er gået, og det lille vindue står åben, så en kat kommer hvert år og får en hold killinger.
Ellers sker der ikke noget – udover, at de tre vandrør får en snak. Egentlig holder de meget af hinanden, men de bliver også nemt uenige.

”Det puslede inde i kartoffel-kælderen i aftes” sagde det lille kobberrør. ”Så var Han nok forbi”.
”Det er godt at vide, at Han er der” siger et lidt større rør med rød klud bundet om sig.
Det store rør snøfter forarget: ”Hvorfor bliver I ved med den ammestuesnak? Han findes jo slet ikke.”

”Jamen”, siger det lille kobberrør lidt ophidset. ”Hvem er det ellers, der går og tænder for vandhanerne i huset ovenover, så vandet stiger op igennem os?”
”Vandhaner og huset ovenover. Hvornår forstår I, at de ikke findes. Der er kun os her og så katten, der kommer forbi.” Siger det store rør og lukker af.

”Jeg ved dog, at Han findes” insisterer røret med kluden. ”I husker det år, hvor sneen føg ind gennem vinduet, og både musene og jeg frøs helt til is. Da kom Han med det dejligste varme vand og tøede mig op – og satte den dejlige klud på.”

”Puh” siger det store rør. ”Det er noget, du har drømt. Jeg så Ham i hver fald ikke.”
Og så lod den en dråbe vand falde. For, det var begyndt at dryppe. Og det ville slet ikke høre på de andre og deres håb om, at Vorherre ville komme og hjælpe.

Ikke længe efter gik døren op. Vorherre kom ind med rørtang og det hele.
Men det store rør lukkede øjnene og holdt på vandet, så Vorherre ikke kunne finde, hvor det var utæt.
”Ak” sagde Vorherre, og gik igen.
Det store rør pustede ud, så der igen faldt en dråbe. ”Ja, jeg så Ham i hvert fald ikke.”

Jeg kom til at tænke på den lille fortælling, da dette nytårs tema er bøn. Bøn kan være den usynlige forbindelse som, når vandet strømmede op igennem rørene.
Bøn kan også have med det at turde håbe og turde ønske, og måske en at tale med. 

Bøn er for mig en forbindelse til noget, vi ikke helt har styr på. Som kristen tænker jeg ’Gud’. Og vi kan vel have det netop som de tre vandrør i kælderen.
Oplevelser kan være forskellige, og tolkningen kan være forskellige. 

Her i kirken har vi mange formulerede bøn.
Kirken som rum giver også mulighed for vores egne bønner. Det kan være, når vi giver plads ved stilhed eller musik og sang.
Det kan være undervejs i gudstjenesten, hvor tankerne godt kan hopper ud af en salme eller min prædiken for en stund inden, vi igen er tilbage i fællesskabet.
Det kan også være, når vi i løbet af ugen åbner døren og sætter sig herind – når der er åben.

I min dagligdag har bøn i mange år vare en lille snak med Vorherre – en tanke, hvor jeg måske ikke altid sådan bevidst får taget kontakten. Tidligere havde jeg det mere som en bevidst tanke – en lydløs opkald til Gud for en snak. Nu er det vist mest som en trådløs forbindelse hele tiden.
Derfor kan det være godt også lige at få tænkt bøn som noget konkret.

Og mest konkret er den særlige bøn, som dagens tekst rummer – ikke mindst, når den siges fælles i mange forskellige sammenhæng. Nærmest altid her i kirken ved alle mulige gudstjenester og mange forskellige sammenhæng. Om det er med børn, ved bisættelser eller på plejehjemmet med demensramte.
Men også i hjemmet, i foreninger osv.

Bønnen Fadervor er for mig fællesskabet både med Gud og med andre mennesker.

Udover fællesskab, så er Fadervor også en samling af væsentlige bønner. Nogle gange rammes vi måske af et bestemt led.
Med ”rammes” mener jeg, at der bliver sat ord på noget, som netop er en bøn for mig:
Ikke at møde ondskab
At blive fri for fristelser

Men oftere rammes jeg i bønnen af der, hvor jeg vil kunne være til hjælp.
At bede: giv os i dag vores daglige brød.
Så er der jo ikke meget, jeg normalt mangler. Men til tider hører vi om mennesker, der mangler fornødenheder til livet.
Og så bliver overvejelsen: kan jeg gøre noget?

Sådan kan jeg også tænke, når jeg hører om ondskabens virkelighed.
Til dels kan jeg også tænke det ved ”ske din vilje” eller ”komme dit rige” – om, at godhed, hjælpsomhed og kærlighed må træde mere frem.
Ved de led i bønnen kan jeg først tænke, at noget sådant må kunne lægges det over som Guds ansvar.
Jeg har jo ikke al magt og dermed heller al ansvar. Så Gud må fikse det.

Men så går det sjældent længe inden jeg indser, at også jeg har nogle muligheder og dermed også lidt ansvar.

Og på den måde må vi altid går ind i et nyt år – som i en ny dag, en ny time, et nyt minut.
Altid med mulige opgaver men aldrig med al ansvar – og aldrig alene. 

Somme tider åbner Vorherre en vandhane, og vandet stiger op igennem os som gennem rørene i kælderen for at give liv til andet; måske stuens planter.

Amen

Lys og toner - Juledag 2025

 

I år får vi Johannes’ juleevangelium; at ordet, Guds ord var med hel fra begyndelsen og blev inkarneret i Jesu med julen.

Videre siges det, at han er verdens lys og, at lyset dermed er kommet til verdenen. Det lys, som mørket ikke kunne gribe eller begribe.

Mørke og lys er stærke symboler.
Og vi vil normalt tænke, at lyset er stærkere end mørket. Da mørket jo må vige, når lyset kommer frem.
Dét vil jeg fortælle en lille historie om inden, at jeg vil gå videre med overvejelsen. 

Lyset som det mest kraftfulde og altomfattende høres i fortællingen om tre prinser fra Filippinerne.

En konge var blevet gammel, og han ville finde ud af, hvem af hans 3 sønner, der ville blive den bedste konge efter ham.

An kaldte dem sammen og gav dem hver en guldmønt. De skulle fylde kongens lade helt op inden midnat.

De drog ud.
Den ene søn kom forbi en sukkermølle. Der lå store bunker af tørre sukkerrør, som havde været gennem pressen.
De fyldte godt og var gratis. Så sønnen brugte sin mønt på at leje en kærre og fik dem kørt til laden. Og laden blev fyldt.

Den anden søn kom forbi en kokosplantage. Der lå bunker af afhuggede skaller. Dem købte han billigt og fik dem fyldt ind i laden.
De fyldte måske laden endnu mere op, ad de også kunne puttes ind i mindre huller.

Faren ville dog ikke give ham kongetitlen før den sidste søn kom hjem.

De ventede helt indtil solen var ved at gå ned. Så kom han – men uden vogne og masser af ting.
De to andre grinede lidt, da de alle gik ind i laden. Porten blev lukket, og der var ganske mørkt og enormt tomt.
Så tog den tredje søn et stearinlys op af lommen. Han satte det midt i laden og tændte det. Da det brændte, kom lyset ud i alle ladens hjørner og kroge. Og han blev konge.

Så stor en kraft og så alt overvældende er lyste.
For selv, hvor vi oplever skygger. Der er lyset jo stadig – bare i mindre mængder. 
Ja, selv skygger findes kun pga. lyser. 

Faktisk kan jeg godt tvivle på, om jeg nogensinde har oplevet totalt mørke. Selv i et lukket rum, er der ofte en lille sprække.

På den måde er lys vel stærkest, da mørket altid må vige – ja, vel ganske forsvinde og opløses som skygger.

På den anden side, må vi vel også erkende, at mørket er tilbage, hvis/når lyset bliver slukket.
Om lyset så helt kan forsvinde, når først det er kommet ind i verdenen, kan være et overvejelse værd. 

Her kan jeg tænke lidt som for os – lys og mørke bruges jo som symboler også på vores liv og vores indre i forhold til godt og ondt;
Hvis nu først noget godt er kommet ind i vores liv, er det så muligt, at det så fuldstændigt kan forsvinde igen?

Men, hvis det nu er muligt for lyset at forsvinde totalt. Så må det vel være sådant, at alt bliver mørke. Og, betyder det så, at mørket er det grundlæggende i vores verden?

Eller er det måske mere sådant, at mørket faktisk slet ikke eksisterer. Vi kalder det bare mørke, når andet ikke findes - mere præcis, når lyset ikke findes.

Sådan har jeg også til tider tænkt om ondt i forhold til godt; at ondt kun er fravær at det gode og dermed ikke rigtigt findes.
Men, sådan er det vist ikke.
Ondt findes, og folk gør bevidst onde ting, må selv jeg erkende.

Så fremover skal jeg nok mere tale om, at skygger er som, når der sker noget ondt. For, totalt ondt tror jeg ikke på. Der vil i vores liv altid også vil være noget godt.

Måske skulle jeg gå ad en anden vej i forhold til et godt symbol.
Nok taler Johannes om Jesus som verdens lys. Men først taler han om Ordet – altså lyd og budskab.

Det kristne budstab, evangeliet, er ganske afgørende for os. Deri hører vi det glædelige budskab om Guds kærlighed.
Ved skabelsen var Guds ord også det, der satte skabelsen af alt i gang; Ting skete, som der blev sagt.

I dag vil jeg nøjes med at brug lyd som symbol. 

Hvis vi tager fortællingen om de filippinske prinser. Så kunne en af de tre sønner vel have ladet et barn eller en fløjte give lyd i laden, og den ville været blevet fyldt. Ja, måske mere fyldt end hvad lyset kunne. Lyden ville også sætte sig i træværk og mure.

Ikke mindst her i Løget ved vi, at kun ganske lidt lyd kan fylde hele rummet.

Sådan er det vel også inde i os og ude i rummet. Og det holder vel egentlig aldrig helt op med at klinge.
Sådan kan vi også tænke om Gud, som noget, der er totalt overalt og i alt.

Måske kan vi også tænke her med julen. Når først julens glædelige budskab om et barn, der bragte glæde og kærlighed inde i verdenen.
Så må det budskab også klinge overalt og i alle uden nogen sinde at klinge ud.
Til det skal vi også lade os bruge gennem ord, handling og måske særligt fælles sang.
Så, lad os gøre det på denne glædelige juledag.

Amen

Jul og lidt Pippi - Juleaften 2025

 

Der er noget magisk ved julen.
Vi oplever det i TVs julekalendere med en talisman eller andet, med hjælpsomhed og måske særlige kræfter.
Vi oplever det også i julefilm. Det kan være som en lysmagi, som et decideret mirakel eller som oftest, at fire øjne mødes og to hjerter slår i takt.

For mig rummer julen også magi. Her tænker jeg ikke så meget på den stemning, der kan opstå, som her i en fyldt kirke – eller måske alligevel lidt. Det kommer jeg tilbage til.
For, julens magi har for mig ikke noget at børe med hverken superkræfter, trylleri eller mirakler.

Som illustration vil jeg dele en lille, fin fortælling om Pippi.
Det passer fint her, hvor det er 80 år siden, at Astrid Lindgren fik udgivet den første Pippi-fortælling.

Jeg tror, at Pippi gennem tiden har haft stor betydning på mange måder. Også selvom jeg som dreng og den stille fra landet mere var til Emil fra Lønneborg.

Begge har en julefortælling. Den om Emil er nem at sætte sig ind i, da han inviterede alle på fattiggården til julemiddag. De tømte familiens lager af mad, som ellers skulle gå til ’de fine og fornemme’, der kom som gæster efter gudstjenesten.

Pippi holder hun en stor fest og inviterer alle børn. Der er masser af lys og masser af gaver i havens store træ. Der er også masser af lagkage og kakao.

Måske dem fra skolens mindre klasser godt kan huske min genfortælling. I andre får en lidt kortere udgave.

Alle børn, der kendte Pippi, var kommet og stod og glædede sig. De var også helt utålmodig indtil lågen til haven blev åbnet. 

Fru Finkvist kom også. Hun brød sig ikke om børn – men om lagkage.
Hun mente, at det ville være en ære for Pippi at have hende som gæst. Og så kunne hun jo lære børnene at spise lagkage på en fin måde.
Men sådan tænkte Pippi ikke. Man skulle være et barn for at være med. Og det var fru Finkvist ikke – eller ville ikke være det. Så hun gik igen lidt fornærmet – men måske ikke så langt væk. Hun elskede jo lagkage.

En lille ny dreng var ikke sikker på, at han også var inviteret.
Han hedder Elof, var måske lidt tyk og helt sikkert meget forsigtig. Måske har han været drillet, hvor kan kom fra. For, stor værdi tænkte han ikke, at han havde.
Han står og kikker rundt om hjørnet.

Pippi ser ham og spørger, om han gerne vil med ind.
Jo, hvis han måtte liste ind i et hjørne for at være med, ville han da gerne. Og han lovede, at han nok skulle lade være med at spise noget af lagkagen. 

Men det ville Pippi ikke give ham lov til.
Det svar havde han nok ventet.
Da han ville gå, rakte Pippi hånden ud og sagde: Du må kun være med, hvis du lover at spise mindst lige så meget som alle de andre. Og drikke kakao med flødeskum og få gaver ligesom alle de andre.

Lidt efter sad Elof sammen med alle de andre og var lige som alle de andre. Ja, og pludselig oplevede han, at han var lige så meget værd som alle de andre. Sådan havde Pippi bestemt det, og det var hendes fest.

Hvad angår fru Finkvist. Så kunne jeg håbe, at hun også kom ind og blive et barn ligesom alle de andre – og oplevede at alle var lige meget værd.

I Pippis jul var Elof ikke mindre værd end andre og fru Finkvist ikke mere værd end andre.
Og netop i oplevelsen af dét findes for mig den særlige magi, som kommer med Jesus og julen.
Vi hører jo, at det var sådan – altså at komme ind til Jesus, og at bøje sig for ham på samme måde, om det så var de fattige hyrder fra marken, som ingen vist regnede for noget eller måske kendte navnene på, eller om det var de vise mænd fra øst, der både var studerede og rige og, som vi jo faktisk har givet navne.

I vores verden kan vi nemlig ikke helt lade være med at se også på værdier som, at de vise mænd havde rejst langt og havde dyre gaver med.
Hvor de alle i stalden fuldt ud var på lige plan – lige vigtige og dermed også fortalt med lige værdighed i den bibelske fortælling. 

For mig er netop denne absolutte ligeværdighed ikke bare vigtig men afgørende. Så derfor piller jeg også legenden om de tre konger lidt fra hinanden ved konfirmandernes julehygge. 

Der er forskel på, hvordan fortællinger bliver genfortalt. Sådan også med Pippi, hvor andre nok kunne finde andre pointer at få som essens. Hvor denne fortælling for mig er tydelig på; at vi alle sammen er lige så meget værd som alle de andre. Præcis som alle de andre er lige så meget værd som os.
Jeg synes, det er en skøn fortælling og et vigtigt budskab også i denne tid.

I princippet er denne ligeværdighed altid sand.
Men, måske oplever vi det ikke så ofte.
I virkelighedens verden er det vel som legenderne om De hellige 3 konger. Der har evner eller mangel på evner også betydning. Ligesom ansvar og magt eller at være uden muligheder.
Jeg håber dog, at alle på et eller andet tidspunkt oplever sand ligeværdighed.
Det er måske i en dyb og god samtale. Måske, når vi er totalt opslugt i en fælles leg.
Det kan også være sidde stille sammen. Eller måske, når vi synger sammen – som nu her i kirken eller senere rundt om juletræet.
De stunder, hvor vi bare er fælles og ikke tænker over, hvem de andre også er.

Måske var der magi på spil med Pippi. For, når hun bestemte, så var det rigtigt – også, at Eluf var med ligesom alle de andre.
Men han skulle også selv vælge at være med som alle de andre.
Ligesom jeg håber, at fru Finkvist fandt frem til, at hun også var som et barn – eller måske mere præcis; at hun var det elskede barn – Guds barn, som vi helt grundlæggende jo bare er alle sammen.

Sådan også os. Og når vi så har svært ved det – om vi føler os mere eller mindre værd end andre. Må håbet være, at nogle hjælper os på vej og siger; kom og vær med.

Amen og glædelig jul!