Curlingmor - 13. søndag efter trinitatis

Dagens fortælling handler om em curling-mor, om at ville stå øverst på skamlen – eller næsten og om misundelse.

Og nej, dagens tekst er ikke valgt af mig, fordi jeg i denne uge er begyndt at undervise konfirmander og tænkte, at nogle måske kom i kirke. 

Men de tre emner taler vel meget godt ind i en teenager-familie – såvel som i forhold til alle os andre nutidsdanskere.

Curling-forældre er måske ikke et helt nyt begreb, men stadig aktuel og noget, der diskuteres. Og vi tænker vel, at det er et moderne begreb og fænomen.

At få en hædersplacering har nok til alle tider været på spil. Lige nu kan vi følge cykelløb i Spanien – efter Mads P stod øverst som grøn i Frankrig. Men faktisk også her i byen kæmper de unge i denne weekend om DM. Jeg måtte sno mig for at komme ind fra Skibet.

Hvem er ikke stolt over, at en dansker, en fra byen eller måske en man kender, står både øverst, til højre og til venstre på podiet?
Til tider kan vi komme til at sige: Vi har fået medalje.

Også misundelse kender vi som en virkelighed for os mennesker. I Danmark har vi den særlige udgave, vi kalder janteloven. Men er den nu også så dansk igen?

I dagens tekst bliver disse tre begreber sat i et historisk sammenhæng – at datidens virkelighed måske matcher vores beder, end vi ofte tænker.
Og videre får vi begreberne sat ind i en kristen sammenhæng. Med dagens fortælling kan vi måske lære noget både om os selv og om Gud.

Lad os begynde bagfra – med misundelsen.

Da de andre disciple hørte, hvad de to brødre havde ønsket; at få hæderspladserne på Jesu højre og venstre side i hans evige kongerige, er deres reaktion vel mere fordømmelse end misundelse.
Hvad tror de da om sig selv?
Skulle de være mere end os?

Skulle de virkeligt have fortjent sølv- og bronze-pladserne ved siden af Jesus?

Eller måske har de haft vores jantelov; I skal da ikke tro, at I er noget særligt.
Eller måske den lidt mere afdæmpede: I skal ikke tro, at I er mere end os! – som jo faktisk med en positiv tilgang godt kan rumme de kristne værdier og tankesæt.

Holder vi her først fast på den negative, som klart lyder gennem dagens tekst. Så er der vist ikke sådan menneskeligt sket det store på dette punkt. Måske kan vi kalde det trist. Mens, at erkende det, er vel godt. Og så kan vi lade Jesu ord tale til os gennem tiden. 

Med Jesus er kampen for hæderspladsen en anden end ved cykelløb og anden konkurrence.
For ham handler det hverken om hæder, om sejr eller om at være den stærke.

I Jesu verden handler det om tjeneste, og dér går han forrest – ja hele vejen i døden.

Sådan vendes mange af vores værdier på hovedet.
For, nok mener vi, at næstekærlighed er vigtigt - lige som at hjælpe den svage. Men, vi ser nok stadig mest op til den succesfyldte – både når det gælder sport, arbejde, i skolen eller måske en virksomhed som LEGO, der netop har præsenteret et fantastisk resultat.

Der er dog undtagelser, og dem må vi ikke glemme. For meget har vi jo lært at Jesu tankegang.
Hvert år uddeles f.eks. hæderspris til ’redningsmænd’, ligesom frivilliges indsats tales op. Måske kan vi også her tænke på Folkebladets Byens Bedste, som vi har kunnet indsende kandidater til. 

Og så lige for at samle op mht. den kristne udgave af janteloven. Ligheden i Jesus’ tale handler ikke om at holde folk nede men, at løfte alle mennesker op som utroligt værdifulde – så værdifulde, at ingen kan være mere end andre.

Det er hertil vi binder begrebet ’at være et Guds barn’.

Gud er som en far for os med al den kærlighed, der kan ligge i en forælder rolle.

Og dermed kan vi gå videre til næste begreb om forældre og deres rolle.
Heller ikke tanken om curling-forældre er ny, når vi i dag hører om brødrenes mor.

Jeg har altid fundet det lidt komisk at høre om denne mor, der går til Jesus på vegne af sine sønner. Ikke bare forventer vi, at de var voksne. De var også Jesu disciple og kendte ham godt, så hvorfor spørger de ikke selv?

Det kan jo handle lige så meget om morens status. Hun har nok været en af de stærke kvinder, der har fulgt Jesus på vandring og taget sig af mange praktiske ting.

Så, hvis hendes sønner fik en særlig status, så ville hendes anseelse også stige.

Men egentlig kan hun også bare være en ægte curling-mor.
Den kategori kender vi jo i dag – selvom jeg ikke hører om det så ofte længere.

Hvis nogen ikke skulle kende begrebet, så er curlingforældre ikke kun dem, der ’fejer’ børnenes vej fri for problemer i de mindre år. De kan også ringe til universitetet for at tage snakken med professoren.
For mig er der dog et lille skridt videre, når dagens mor går til Jesus som Guds Søn.

Den kristne vinkel er nok, at Gud vil være med os alle dage indtil verdens ende. Men han fikser ikke problemer og sørger heller ikke for et langt, godt og problemfrit liv – måske tværtimod. Kun er vi aldrig alene i det.

Med det er jeg igen nået til; hvem får hæderspladsen?

Der har Jesus en meget klar definition. For det er hverken den, der er stærkest, den der bliver danmarksmester, den der tjener flest penge eller den der kan blive diktator.
I Jesu verden handler det om tjeneste; at være noget for andre og kunne sætte sig selv til side.

Og deri er Jesus den ultimative, hvor vi så må gøre vores bedste vel vidende, at vi også vil fejle. 

Amen 

Livet mere end 'på det jævne' - 10. søndag efter trinitatis

”Jeg gider ikke – jeg gider overhovedet ikke!
Jeg gider ikke cykle, det er for stærk en bevægelse. Jeg gider ikke gå, det er for anstrengende. Jeg gider ikke lægge mig ned, for så skal jeg enten blive liggende, og det gider jeg ikke, eller jeg skal rejse mig op igen, og det gider jeg heller ikke.
Summa summarum: Jeg gider slet ikke!”

Sådan lidt omskrevet skriver Søren Kierkegaard et sted.
Mon ikke vi til tider godt kunne føje andre udsagn til. F.eks. ”Jeg gider ikke gøre rent. Jeg gider ikke høre om krig eller skøre præsidenter. Jeg gider ikke have det så varmt.
Eller: Jeg gider ikke skrive en prædiken. 

Det sidste går dog ikke for mig til i dag, da det er en del af mit arbejde.
Eller, jeg kunne jo som til Morgensang sådan lade mig inspirere på dagen og så måske håbe på, at Helligånden vil tale igennem mig.
Så stor er tilliden til Guds inspiration dog ikke – må jeg som præst erkende.
Helt ugidelig har jeg da heller ikke været, selvom jeg havde ferie til i onsdags.

Da jeg skulle i gang med min prædiken, var det orden af Kierkegaard, der satte mig i gang.
De er så ualmindelige ligetil, nemt forståeligt og vel noget af det, vi ikke sådan siger højt.

En gang i mellem kan vi godt mangle lidenskaben eller lysten til at tage stilling. Men det er ikke en kvalitet eller noget, der prises, i de relationer, jeg indgår i.
Måske skal vi ikke tage stilling til alt. Men vi kan ikke bare være ligeglade med hverken politik, miljø, det lokale eller i de nære relationer.
Vi kan måske heller ikke have lidenskab for alt det, vi har til opgave eller har ansvar for. Men vi skal naturligvis engagere os og handle.

Sådan kan den ene vinkel af dagens tekst være.
En anden vinkel kan være, hvad vi kan forvente af andre; om forventningen er, at de danser efter min melodi.
Dét er vel pointen i sammenligningen med børnene på torvet.

Det kan være, når vi er meget engageret. Så vil vi gerne, at andre går med os i kampen; om det handler om havbrug i Kattegat eller inklusion i skolen.
Og vi forventer næsten, at andre har samme tilgang – ja, samme mening som os.

Det kan også være, når vi selv er kørt træt eller bare tænker; nogen må tage sig af det.
Det kan være i forhold til udfordringer, vi selv møder. Det kan være en uretfærdighed eller mangel, som netop ’jeg’ har fået øje på.
”De må da gøre noget”, tænker vi måske i forhold til vores politikere. Og ja, vi ved jo lige, hvad der skal gøres 😊

Eller, vi kan blive dybt frustreret. ”Nu gør de det igen” kan vi næste råbe. Når ting sker eller bliver besluttet helt modsat vores tanke.

Hvis nogen så i denne anden vinkel kommer til at sige til os: Hvorfor gør du ikke selv noget ved det?
Så kan vi pludselig befinde os i første vinkel: ”Jeg gider ikke”. Eller den mere bløde: ”Det nytter alligevel ikke noget”.

Altså, sådan kan det være for nogle. Naturligvis ikke for os her.

Men, også vi passer vist mest os selv, vores relationer og vores dagligdag. Ansvar kan vi godt tage. Men som dansker er udtrykket ’på det jævne’ fra Kaalunds sang ikke helt skævt. 

Spørgsmålet er, om dagens tekst er et opgør med ’på det jævne’. Og dermed et opgør med vores normale danske tilgang.

Når Jesus efter det med børnene stiller sig selv overfor Johannes – som to tilgange til livet: asketen og fråseren. Så er ingen af dem vel ’på det jævne’.
Eller, omtalen af dem peger på det ekstreme, som folk ikke rigtig tager alvorlig.
Jeg kan tænke, at vi måske heller ikke tager børn alvorlige – sådan rigtigt, når de på gaden spiller op til dans eller synger sørgesange.

Måske har vi det på samme måde, når vi i gågaden møder et optog – måske sjældent et sørgeoptog men så en festlig parade.
Altså, at det jo ikke rigtig er noget, jeg ønsker at være med til – eller har tid til. Jeg har jo min hverdag, mit arbejde og mine opgaver.

Måske skulle vi turde bare tre minutter at gå med i dansen? Det kan være livgivende og bryder ikke bare den fysiske ’på det jævne’ men også det mentale. 

Her tør jeg så tage en anden – og mere almindelig vinkel ind mht. det med børn.

Vores fundament er, at vi er Guds børn. Ansvaret for alt er dermed ikke vores. Vi må godt slippe og gå med i legen og glæden – ja, sådan rigtigt tage del i det liv, vi får givet. 

Hvis vi alle er som sure børn, der kun ønsker at andre danser efter vores melodi, så går meget af livet tabt – både for os og andre.
I bund og grund er det jo kun Gud, der kan byde op til livets dans. Da det er ham, der giver os livet og livets muligheder.

Der er en ærlighed i, at vi også som voksne skal turde være børn.

Sommetider er det så enkelt, men vi skal bare lige få øje på det først.
H. C. Andersen har et dejligt eventyr, som viser barnets umiddelbarhed - barnet, der ikke bare ser verden på den rette måde, men også sætter ord på det: Han har jo ingenting på!
Lyder det i Kejserens nye klæder.

Eller som ved en handling i fredags. Da præludiet sluttede, lød en klar barnestemme: Mere!

I eventyret burde kejseren og alle de andre have turdet være et barn i stedet for som voksen at være bekymret over status – bekymret over, om de duede til deres arbejde eller måske bare var dumme.

For at vende tilbage til vores danske tilgang. Så er et liv ’på de jævne’ ikke ensbetydende med, at vi ikke lever livet fuldt ud.

Måske råber vi ikke højt af glæde – undtagen, når vores hold scorer eller måske vinder i fodbold.
Vi stortuder heller ikke i det offentlige rum.
Men det betyder ikke, at vi ikke har den store glæde eller den tunge sorg.
Vi deler også gerne andres liv, sorg og glæde – uden nødvendigvis de store armbevægelser.

Kun skal vi – i livet ’på det jævne’ – med Hebræerbrevet passe på, at onde og trodsige tanker får os væk fra livet, så vi ender i selvoptagethed. 

Amen

At handle trods magtesløshed - 6. søndag efter trinitatis

Hvor er det godt med de sidste ord i dagens tekst: For Gud er alting muligt.
Sådan er det og må det være med kristendommen. 

Dermed ikke sagt, at der ikke er opgaver og forventninger til os som kristne. Vores tro er bare noget andet end love og regler – som den jødiske og flere med den.

Det kan dog stadig give mening at læse de gamle bud; De ti bud, som jeg læste som første læsning.
De er gode vejledninger til, hvordan vi skal leve sammen som mennesker.
Derfor henviser Jesus også først til dem, da den unge mand kom. – Eller rettere, til den del af dem, som har med andre mennesker at gøre.

Første del om forholdet til Gud, nævner Jesus ikke. Vi kan vel tænke, at han netop repræsentere gudsforholdet.

Vores forhold til Gud er med Jesus forandret i forhold til de gamle bud. Tanken om en aftale og kravet til os om at overholde vores del er ændret til kærlighedens tilsagn – som jo også rummer kærlighedens fordring. Noget, der dog ikke gør det meget nemmere at leve op til. Nok tværtimod. Noget der heldigvis passer med, at vores forhold til Gud ikke afhænger af os.

Netop deri rammer dagens fortælling.

Epistelteksten, som jeg udelod i dag, binder fint til her. Den lægger vægten på troens lov, der udelukker retfærdiggørelse ved gerninger. 

Hvis vi tager buddene i forhold til Gud, så kan de nok stadig være vejledninger; kun at forhold sig til en gud – kærlighedens Gud.
Det er vist også godt at holde fri på en af ugens syv dage – ikke for Guds skyld men for vores egen skyld.

De ti bud lader Luther sammen med Fadervor også være en væsentlig del af sin oplæring – af de to katekismer.

Både de gamle bud og epistlens pointe er gode vinkler, når vi hører dagens evangelium.

Matthæusevangeliet har fokus på de gerninger, der følger af troen. Troen, der hviler på Guds ubetingede kærlighed. Og dermed også, at ingen af os kan eje noget i Guds rige.
Derfor må vi også lade rigdom, status og egoisme ligge, når vi vil forhold os til eller ønske os ind i Guds rige. 

Teksten i dag handler om en rig, ung mand. Men, måske kunne det også have været en, der gerne førte sig frem. Det kunne være med sit udseende, sit arbejde, sin sociale status måske en særlig viden og klogskab eller, hvad der kan være at egne holdepunkter i livet.

Jeg tror, at vi alle har et eller andet, som vi rimeligt selv kan styre, og som vi holder fast ved som noget, der giver os værdi.
Spørgsmålet er om det, hvad det nu må være, kan stå i vejen for kærlighed til næsten.
I vores kristne tro er kærlighed til næsten en væsentlig del af forholdet til Gud.

Kærlighed til næsten er det, der vender os ud ad – vender os væk fra os selv. Derfor kan det være i konflikt med at eje og ville sikre sig selv.

Rigdom behøver vel ikke stå i vejen for kærlighed til næsten.
Men alt, hvad vi selv kan og stoler på – ja, vel hele os selv, kommer let i vejen, hvis vi ønsker at være fuldkomne – fuldkomne i kærlighed til Gud og kærlighed til medmennesket.

Jeg har altid haft et blødt punkt for dagens unge mand. Han vil gerne leve et godt liv.

Jesus siger heldigvis ikke, at skal holde op med at leve et godt liv. Heller ikke, at det gode, han gør, ikke nytter noget.
Måske roser Jesus ham ikke, men der er vel en slags anerkendelse i samtalen.

Problemet kommer, når den unge mand spørger ”Hvad mere?” Han spørger, fordi han gerne vil leve det perfekte liv – ja leve, så han fortjener frelsen.

Måske er vi mennesker ikke totalt håbløse. Men vi er uden magt i forhold til at blive frelst.
Jeg tænker, at vi med det heller ikke kan magte at leve et perfekt liv – hvad det så egentlig vil sige.

Jesus er total kategorisk, når disciplene spørger: Hvem kan så blive frelst?
For, det er ikke en mulighed for noget menneske.
Men heldigvis er alt muligt for Gud.

Og ja, vi får lov at høre disse ord.
Mit håb er, at også den unge mand på et tidspunkt får lov at høre Jesus’ ord.
Han var jo gået, da Jesus talte med disciplene.

Spørgsmålet ville være, om han havde forstået det, hvis han havde lyttet med fra afstand.
Og dermed, om vi sådan egentlig forstår det.

Hvis vi – som den unge mand – fuldstændig er optaget af, hvad vi vil kunne magte og gøre.
At vi er optaget af, hvordan vi med vores evner, vores kræfter og måske med vores midler vil kunne præstere af godt – eller måske af stort og bemærkelsesværdigt.

Mon ikke vi ofte er fyldt af det?
Og godt for det, når det gælder om at gøre godt til glæde for andre, til glæde for samfundet og til glæde for naturen.
Gør vi det, så skader lidt ros og anerkendelse vel ikke?

Samtidig er det dog vigtigt, at vi også er åbne for vores magtesløshed.
At vi ikke magter alt, ved vi godt. Det vidste den unge mand også. Eller ville han ikke spørge.
Vores søgen på svar må bare ikke kun være: sådan magter du også det sidste.

At kun Gud kan frelse. Forstår vi først, når vi erkender ikke at kunne præstere eller fikse alt.
Inden den unge mand vil have forstået Jesus’ ord til disciplene. Så måtte han først erkende sin uperfekthed og magtesløshed som et grundvilkår for livet.

Sådan også os.
Først, når vi erkender, at vi ikke magter alt. Så kan vi tage imod evangeliets tilsagn.
Eller måske, når vi rammes af den kærlighed hvori, vi glemmer os selv. Så forstår vi pludselig, hvad livets gaver er.

Både livet, kærligheden og frelsen er noget, vi får givet.
MEN, vi får så også lov til at leve i det – og leve det ud til glæde for både os selv og andre.

Amen

Hvem er jeg? Hvem er Jesus? - 5. søndag efter trinitatis

Hvem er jeg?
Det er et væsentligt spørgsmål ikke mindst i vores tid.
Flere gang i livet, kan vi stille det spørgsmål.
Det kan være, når vi sådan ikke helt kan forstå os selv. Det kan også være, når vi skal vælge uddannelse; Når vi står med et spædbarn; Når vi møder modgang eller, der kommer krise.
Hvem er jeg?
Hvem er du?
Og videre: hvem tror du, at jeg er?

Ja, måske fylder overvejelsen om, hvad andre tænker om ’mig’ mere end, hvad jeg selv gør.

En gang ville vi nok sige, at det var de unges udfordring. Og ikke mindst, når de skal tage sig godt ud på de sociale medier.
Jeg tror dog, at det gælder utroligt mange andre også. De ældre er vist ikke mindre på de sociale medier, og mange skal også ’sælge sig selv bedst muligt’.
Sådan kan det også være på en arbejdsplads, blandt venner og måske i familien.

Om det gælder alle og, om det fylder meget i ens dagligdag, tror jeg dog ikke. Mon ikke også, det kun er ganske få for hvem, dét er ’det vigtigste’.
En del af bevidstheden vil dog være:
Hvad tænker andre om mig?
Ser de min rolle - min facade? Eller kan de se ind bag ved, hvor jeg er sårbar, skrøbelig og rummer fejl?

I dag spørger Jesus sine disciple: hvem tror I, at jeg er?
Svaret, Peter giver på alles vegne, er meget præcist.
Jesus er ikke ’bare’ en ny profet eller måske en genganger af en af de store gamle. Nej, han er den særlige; Guds Søn.
Det svar anerkender Jesus og melder, at netop Peter i det øjeblik og med de ord blev kirkens fundament; troen på Kristus.
Sådan er det også for os i dag. Og derfor bekender vi også troen.
Vi nøjes dog ikke med: Jesus er Kristus, den levende Guds søn.
Nej, vi har en lang bekendelse – og kunne godt vælge en, som var endnu længere.
Et er nemlig ’det præcise svar’, noget andet, hvad der menes med den bekendelse. 

Hvis jeg f.eks. spørger de konfirmander, jeg skal have efter sommerferien: ”Hvem vil I sige, at jeg er?” Så vil de nok svare “præsten”.
Jeg ved så, at de godt kan tænke meget forskelligt om, hvad det vil sige at være en præst.
Og ja, deres bud rammer sjældent med, hvad jeg selv tænker.

Hvis jeg spørger andre om det samme, vil nogle måske sige “du er venlig og arbejdsom”. Men også det svar er åben for fortolkning.

Og spørger jeg nu mig selv, har jeg dét nok som de fleste andre; Det kan jeg ikke rigtigt sige. De ord, jeg kan finde frem, rummer ikke hele mig, og de rummer også noget andet end mig. 

I dag skal vi dog nøjes med at overveje: Hvem er Jesus?
Siger vi med Peter: “Jesus er Guds søn”.
Så kan det jo efterfølgende vise sig, at vi tænker noget helt forkert – præcis som Peter. 

Vi har som nævnt en længere trosbekendelse. Men, den passer vel næppe med, hvad vi sådan egentlig tænker om Gud.
Hvis vi så skal uddybe, hvad det betyder, vil de fleste nok være udfordret. 

Jeg falder ofte til at citere Johannes: Gud er kærlighed.
Med deri er der også muligheder for fortolkning, og meget vil vi mene så også mangler.
Vores risiko er at falde i Peters fælde; at tænke for menneskeligt.
Mon ikke også vi prøver at gøre Gud og Jesus mere forståelig og håndterbar?

I evangeliet er der ligesom to dele. Men hvor er det godt, at vi hører dem begge; både den smukke bekendelse, og at Peter vil belære Jesus. Peters forestilling om Gud og magt passede ikke med Jesus’ ord om lidelse og død.

Peter forstod ikke sandheden i det, han sagde. Og, hvordan skulle han også det som menneske?
Galt gik det, da han netop forsøgte at forstå med en menneskelig logik og ikke bare at tro. 

Jeg tror også, at vi gerne vil forstå Gud.
Jeg tror også, at vi gerne vil holde fast ved en guddommelig styrke. For os hænger styrke og selvopretholdelse sammen.
Måske drømmer vi om en kristendom uden kors?
Til tider rammer ordene “Du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil” også os.
Nemlig, når vi forsøger at reducere det guddommelige – det, der er noget andet end os - til noget, der passer ind i vores egne begreber og forestillinger.

Kirken må nødvendigvis tale om Kristus, bekende Kristus og prædike Kristus. Men så risikerer vi samtidig at reducere Kristus til menneskelige forestillinger om magt og sikkerhed.
Derfor er det godt at blive mindet om, at heller ikke kirken nu/vi hviler på det, vi forstår, men alene på Kristus.
Hvis vi nu forestille os, at vi var til stede dengang, og Peter havde lavet en afstemning blandt os. Det er jo altid godt med en demokratisk afstemning. Spørgsmålet var, om Jesus kunne have ret i sin tale om lidelse og død eller, om Peter lige skulle tage en faderlig snak med ham.
Mon så ikke, vi havde stemt med Peter?

Derfor kan vi godt grine lidt af Peter og også grine lidt af os selv, når vi laver fejl. Det er jo menneskeligt at fejle og godt at lære af - uden at det dog gør fejlene til noget godt.
Det befriende er afsløringen – selv om det også kan være det værste.

Peter blev ikke fyret den dag. Han bliver senere genindsat i den guddommelige kærlighedsrelation og bekræftet i sin opgave.

Pointen er, at Gud er den, der tager ansvaret.
Der er for mig ingen tvivl om, at den trosbekendelse – at Peters indsigt - blev givet ham af Gud. Ligesom den gives os.
Altså bygger kirkens ikke på det menneskelige, selv om der er brug for os mennesker til at bringe budskabet og bekendelsen ud i verden. Amen

Hvordan lever vi kærligheden ud - 4. søndag efter trinitatis

Du skal elske din fjende, er dagens budskab.
Men fri mig for, at nogen vil fortælle andre, hvordan de skal leve efter dette bud – og særligt, hvis de giver konkrete eksempler og lader det være, som var det Guds ord.

Der er mange konflikter i verdenen. Og ja, vi kan kun tænke, at kærlighed til fjenden vil kunne afhjælpe en del.

Med min indledning skal jeg nok lade være med at give konkrete bud.
Jeg er dog overbevist om, at kærlighed ikke er, at lade fjenden slå en ihjel. Eller, at lade fjenden tage ens land.

Kærlighed er ikke underdanighed og selvudryddelse.
Kærlighed må være selv-opretholdende.
Netop at fastholde retten til at elske, handler om værdighed og retten til at være den, vi ønsker at være.
Jeg tror på, at vi lever mere frit, hvis vi holder fast ved at elske – at vi lader kærligheden fylde i vores hjerte, så hadet ikke får magt.

Med dagens evangelium vil en del nok vælge den nyere salme ”Du skal elske din næste som dig selv”. Som jeg oplever, holder mange af den. Men den vælger jeg aldrig.

Jeg ved godt, det er lidt unfair at tage den frem, når I ikke har teksten og, når forfatteren ikke kan forsvare sig.
Den rammer dog ind i, hvad jeg gerne vil præcisere i dag – og derfor bruger jeg den som eksempel.

Der står også gode ting i teksten. Men som helhed falder forfatteren i den moralske fælde, som kirken gennem tiden har døjet med; at nogle vil fortælle andre, hvordan de skal leve. 

Blandt de værste eksempler, står der: Du skal åbne dine døre, og la’ folk gå ind med plører.
For mange vil det ikke være en handling i kærlighed – med mindre, det er et barn, en hjemløs eller en anden, der er endt i søle eller måske mobning. Altså en stakkel, der ikke magter andet end at banke på – og måske knap nok det.

Når jeg hører udsagnet uden en fortælleramme, tænker jeg, det kan være et hårdt slag for dem, der gennem livet oplever at blive ydmyget af andre.
Dem, du så med teksten fordres at åbne dørene for, kan være helt ligeglade med dig og, at de sviner dit hjem til. Måske fordi de bare ikke gider tørre skoene af i dørmåtten eller tage dem af.
Jeg ser for mig mest gæster uden respekt. 

Først den dag, der bankes på af den med pløre på skoene, ved vi, hvad situationen er – og dermed også, hvad den kærlige handling er.

Dette perspektiv understreger for mig, at det kun er os selv, der ved, hvad fordringen i at elske betyder i handling.

Når salmen så lader disse ord følge efter dem, vi kender fra Jesus: ”Du skal elske din næste som dig selv.”
Så får det næsten karakter af en pave, der har guddommelig autoritet.

Havde der så bare stået: ”Du skal elske din næste som dig selv” – i citationstegn, og så fortsætte: Jeg vil åbne mine døre, og la’ folk gå ind med pløre.
Så blev det ens egen handling og valg – eller skal vi sige; konsekvens af buddet om at elske.
Og på den måde kunne det blive et eksempel til mulig efterfølgelse.

På den måde fastholdes salmetraditionen med brugen af ’du’. Nemlig, at vores ’du’ er en henvendelse til Gud – eller som citat, Guds tiltale til os. 

Nå, men folk med pløre er ikke en fjende – eller, hvis det er, så kan det være med magt, at de kommer ind.
Jeg ser dog sammenhængen mellem Jesus’ bud om at elske. I den er der ikke forskel på ens nære og kære, den næste vi møder, eller en fjende. Kærligheden må være den samme, da den er en gave fra Gud.

Hvis vi vender den om, at andre elsker mig. Så kan vi overveje, om andres kærlighed kan elske mit had ihjel.
Ingen kommer vel til at leve uden også at opleve had overfor nogen eller noget.

For mange vil den andens kærlighed måske nærmest have den modsatte effekt. Som Jesus siger et sted: Det er som at lægge glødende kul på hans hoved.
Jeg tror så, at det måske kan virke på sigt – at kærligheden arbejder på også at trænge ind i den anden for dermed at fordrive hadet. 

Målet for, at vi skal elske fjenden, er ikke i første omgang at forandre vedkommende.
Det må være, at jeg holder fast på at elske den anden som min fjende.
Kærligheden skal altså være til den, der hader og forfølger netop som den, der hader og forfølger mig.
Dette siger jeg som et princip, da jeg ikke har erfaring af decideret had mod mig.
Ikke særligt venlige mennesker har jeg dog mødt og oplevet i konflikt.
Om jeg har elsket dem i situationen, vil jeg ikke påstå. Men jeg har prøvet ikke at spille hadets spil men forblive reel, som jeg ønsker at være.

Dermed prøver jeg at efterleve, hvad jeg forstår gennem de mange forskellige bud om at elske, som vi hører Jesus sige i evangelierne.

Naturligvis har jeg lov at håbe, at vores kærlighed til andre kan have en positiv betydning.
Mest skal vi dog holde fast ved, at kærligheden skal holdes levende inde i os og ikke fortrænges af mørket.
Ja, vi må trods andres had holde fast ved at være og handle, som dem vi ønsker at være.
Buddet er altså en hjælp til os i vores liv.

Nok kan buddet om at elske lyde som et krav.
Men vi må holde fast ved, at Jesus aldrig stiller lovkrav. Han siger ikke: ”Overhold det, og du vil blive frelst” Eller ”og du vil være en sand kristen.” 

Jesu ord er altid en vejledning. Det er hans bud på et godt liv. For mig som kristen betyder det så også, at det er Guds bud på et godt liv. 

Og det er i sandhed et både godt og befriende budskab, at Gud ønsker fjendekærlighed og ikke, at vi skal tage hævn – hverken for krænkelser af os eller af ham.
Det budskab kunne gale mennesker godt have brug for at høre.
For, hvis f.eks. hver side i en konflikt eller krig valgte kærlighed til modstanderen og ikke hævn, had eller ønsket om magt og præstige. Så ville verden være et sted med fred – utopisk, ja vist, men et dejligt håb.

Amen