Alt er ikke kærlighed, men størst af alt er kærlighed - Fastelavns søndag

Hvad er det, vi synes er naturligt?
Ja, det kan være forskelligt fra personer og kulturer. Det kan også være forskelligt over tid.

Der tales om, at vi lever i en regelbaseret verden, som for tiden er udfordret.
Nogle siger også, at vi bare i en kort periode har levet i en forestilling om, at regler og værdier kan forme og styre en verden.
I vores humanistiske tilgang har vi nok glemt, at magt både er en drivkraft og en urkraft for mennesker.

Måske har vi været blinde i vores godtroenhed; at alle ville os det bedste.
Hvor, må vi nok erkende, at alle mest vil sig selv det bedste – og os selv med.
Dermed ikke sagt, at vi ikke også gerne vil de andre det bedste – hvis bare, det ikke koster noget for mig. Eller, bare jeg ikke dermed kommer til at opleve en mangel.

Det med at være forskellige og ændre sig over tid, ramte mig ved at høre P4 onsdag formiddag.
Det blev jeg mindet op, at andre aldrig har været som os. Modsat, hvad jeg for tiden kan tænke, at f.eks. USA er da gået en helt forkert vej på det sidste. Hvor vi nok grundlæggende altid har været forskellige.

Det ramte mig, da der blev sagt, at man i Amerika gerne praler og roser sig selv. Jeg kan kun tænke, at det for tiden viser sig i ekstremer. Men det ikke er helt ude af deres kulturelle virkelighed.

Her siger vi, at janteloven begrænser os. Hvor jeg nok mere tænke, at vi vist egentlig bare ikke tror på, at pral får os til at være mere værd.

Efter snakken om pral, blev der spillet en sang med Hugorm og Peter Sommer. Der lød det, at de hver tog ansvar og nedlagde forsvaret.

Jeg har hørt den før. Men først der i bilen slog det mig, at jeg nu faktisk er helt uenig.

Første gang, jeg hørte den, var mig tanke: Tja, det kan de jo mene.
Og havde jeg hørt det for 15-20 år siden ville jeg måske endda have sunget med på den.
Udover, at det fysisk og måske også mentalt kan være sundt for unge mennesker med militære øvelser, så var et generelt dansk forsvar vist overflødig – modsat specialstyrker. 

Jeg har tænkt – som formodentlig mange danskere – at vi ikke var i risiko. Ja måske, at krig og militær invasion var fortid – altså her i vores del af verdenen.
Og ellers, ja, så passede storebror nok på os.

Nu tænker jeg anderledes – og følger dermed den generelle tendens og mediernes fortælling.
Nok kan vi ikke meget selv. Men sammen med andre, så kan vi måske. Og der netop sammen, hvor vi så også tager ansvar – ikke ansvar for at nedlægge forsvaret, men ansvar for også at kunne kæmpe for vores dejlige land, for vores frihedsværdier og helt generelt for vores frihed.

Med dagens evangelium kan vi tænke:
Har jeg og vi så været blinde før?
Og, har vi glemt i tide at råbe om hjælp?
Eller, har vi måske undladt at høre dem, der har råbt om hjælp?

Måske. Eller også har vi bare næsten lukket øjnene for det. Da ikke alt vel har overrasket. Kun har vi troet på det gode og det bedre.

Jeg tænker, at en lignende fortælling kan laves over vores tilgang til udenlandske kriminelle bander.
Det kan da ikke passe, at de ikke også gerne vil være gode mennesker. Og det fastholder jeg at tro på.
Men slægtskab, kultur og måske nød eller bare ønsket om mere velstand kan gøre, at kirketage og kabler til lade standeren fjernes, eller at overfald og måske mord kan være opretholdelse af værdighed.

Det er vel heller ikke utænkeligt, at de kan retfærdiggøre sig selv – enten i en anden kulturel tankegang. Måske i, at rigdom bør deles. Eller, som jeg hørte, at vi jo får tyveri dækket af forsikringer.

Og videre må vi tænke: Er jeg mon så anderledes, hvis nød og vanære rammer?
Måske tyr vi ikke lige nu direkte til ulovligheder. Men så kan vi være med til at forme lovgivningen.

Med dagens tekster, vil det være helt forkert ikke også at tage Paulus’ dejlige tekst med.
(I går var det jo også Vallentins dag)
Vi hører om kærligheden og om det ideelle – tror jeg, for os.
Vigtigt er det ikke at høre ordene som krav men som tilsagn om Guds kærlighed og med det som vejledning. Derfor er det også fint, hvis vi med kærligheden gerne vil leve efter:
At være tålmodig
At være mild
Ikke at blive misundelig
Ikke at prale
Ikke at føre sig frem eller bilde sig noget ind
Ikke at gøre noget usømmeligt
Ikke at søge sit eget
Ikke at hidse sig op
Ikke at bære nag
Ikke at finde glæde ved uretten
Men glæde sig ved sandheden
Samt at tåle alt
Tro alt
Håbe alt
Udholde alt.

Har vi mon her elementer til vores jantelov?
Eller, er vi og dermed janteloven præget af disse ord af Paulus?

Alle vil vist sige, at det er så smukke ord om kærlighed, der nærmest kan skrives.
Og en del kan være overrasket over, at det er den Paulus, der også kan skrive meget tungt teologi. Eller de forkætrede ord, at kvinder skal tie i forsamlinger. Mens han anden stede smukt skriver, at der ikke er forskel på hverken rase, køn, slave/fri og hvad, vi som mennesker ellers kan dele andre op i – eller selv hævde sig ved hjælp af.

Man ja, idealist var Paulus også – mest når det gælder Guds kærlighed og Jesus Kristus, som levede den kærlighed ud blandt mennesker. Mens han i det menneskelige var meget realist – faktisk ligesom vi hører det om Jesus. Også mere realist på de menneskelige ’skavanker’ end, hvad jeg har lyst til.
Jeg vil stadig gerne hæve de smukke ord om kærlighed op som det menneskelige ideal.

Eller?
Måske er realisme meget godt, hvis vi skal leve som mennesker her i verdenen – og vel også, hvis vi bare skal leve som os selv.

Vi kan ikke forvente – hverken af os selv eller andre – kun at være fuldt af den kærlighed.
Ligesom vi ikke fuldt kan leve sammen med andre alene på de værdier – og da slet ikke opbygge et samfund alene på dem.
Realister må vi være, og til det skal nogen eller noget hjælpe os til at blive seende.
Bare vi dermed ikke bliver kyniske – altså, at vi ikke glemmer, at kærligheden også er
Og formodentlig også er den stærkeste magt.
For: Størst af alt er kærlighed.

Amen

Jeg giver op! - Søndag Seksagesima

Jeg giver op!
Sådan kan vi godt tænke eller sige.

Altså ikke, at jeg giver op i forhold til at leve. Sådan, håber jeg ikke, at folk tænker. Og hvis, er der noget med en livslinje, der kan ringes til.

Nej, jeg giver op i forhold til f.eks. at gøre verdenen bedre. Eller, jeg giver op overfor at følge med i alt det lort, som andre går og laver – både politiske fiksfakserier, militære bombninger, truende udtalelser – både det, der sker på verdensplan, og det, der sker i det nære.

Som jeg skriver i den kommende uges klumme, så kan jeg kun præstere en lille godhed. Og min mulige lille godhed afhjælper ikke verdens ulykker. Selvom, en lille godhed dog er en godhed – og sommetider en af mange dråber, der kan gøre en forskel.
Nogle gange er en lille godhed bare for lidt, hvis vi har mulighed for mere.

Men, vi kan også til tider bare give op.
Ikke mindst, når vi reelt er magtesløse.
Det kan være overfor præsidenten i både øst og vest.
Det kan være overfor konflikter og morderiske overfald i Mellemøsten, Iran, Sudan, Nigeria og for den sags skyld i Odense eller København.

Hvis vi så ikke bare vil give op. Så må vi overveje, hvordan en lille godhed kan gøre en forskel.
Hvordan er det, at jeg kan lade kærligheden få en større betydning?
Hvordan er det, at jeg skal kunne hjælpe Guds rige på vej, når jeg nærmest kun har ord til rådighed?

Vi kan jo også give op i forhold til naturen i denne tid. Med kulde og blæst, så kan jeg ikke hjælpe hverken vintergæk eller erantis på vej.
Jeg kan såmænd dårligt nok vaske min bil.

I haven har jeg dog klippet en busk ind til knap halv størrelse. En del af hækken har også fået den store tur. Og det har jeg gjort i håb og tillid til naturens egne kræfter.
Bent Edvardsen, der mange år passede Søndre Kirkegård, siger nemlig. At, det er her i februar, kraftig beskæring skal gøres, hvis der skal komme mange, gode nye skud.
Fornyelse kræver til tider beskæring for, at naturen kan virke og gå sin gang.

Netop det, at naturen går sin gang, handler dagens to små lignelser om.
Og med dem også vores ubehjælpsomhed.

Måske vil både en landmand og en haveejer sige, at der da er en del arbejde med at så og passe en kornmark eller et blomsterbed.
Der skal luges og hakkes for ukrudt.
Måske skal der vandes i tørre perioder.

Men ellers er det jo rigtigt, som Jesus siger i den første fortælling. Vi kan som mennesker hverken gøre fra eller til i forhold til, at kornet spirer og vokser.

Fortællingen er, at vi skal give op i forhold til den del. Og med det også give op i forhold til, om Guds rige med frihed, glæde og kærlighed vil vokse frem.
Eller, vi skal i det mindste give det sin egen tid.

Vi må erkende, at vi ikke magter at få Guds rige til at komme frem i fuldt flor.
Hvad vores opgave så er, kan vi overveje. Er vi måske at betragte som marken, kornet bliver lagt i? Eller, kan vi være strået, der bærer til andre at plukke? Eller måske den, der skal plukke og bringe videre til andre?
Den del må vi høre mere om gennem det kommende år og de mange fortællinger.

Vi kan så godt synes, at Guds rige ikke sådan rigtig kommer frem. Hvad ventes der dog på?
Når vi ser måske en lille godhed og dermed et lille glimt af Guds rige. Ja, så kan vi godt tænke: Det forslår jo som en skrædder i helvede.

Vi skal dog ikke underkende selv det mindste frø af Guds rige. Sådan høres anden fortælling – den om sennepsfrøet, der som det mindste frø kan blive til noget stort, hvor himlens fugle kan finde hvile – som kan rumme vores usikkerhed, bekymringer, smerte og skam. 

Altså, selv ikke den mindste smule frihed, glæde og kærlighed er uden betydning.
Dét taler imod, hvad vi vel ofte kan tænke:
Hvad har frihed egentlig af magt?
Hvad har glæde egentlig af betydning?
Og hvad kan kærlighed egentlig udrette?

Men, det har altså betydning. Sådan må vi høre og tro med dagens fortællinger.
Vi skal ikke lade os slå ud, selvom vi til tider giver op.

For, vi ved jo godt, at vores frihed på rigtig mange områder har stor betydning. Måske er det bare så indgroet en ret, at vi ikke husker på dens værdi.
Derfor kan vi have det svært ved helt at forstå, når de i Iran fortsætter med at demonstrere tros risiko for både fængsel, tortur og henrettelse.

Vi ved også godt, at glæde kan gøre en stor forskel på vores dag. Ser eller hører vi noget, der får et lille smil frem, så løftes humøret.
Og skulle vi komme til at grine – om det er stille eller i et større latterbrøl. Så er vores sind og vores dag forandret til det bedre.

Kærligheden har også betydning. Måske erkender vi den først, hvis vi oplever slet ikke at møde den. På den måde kan den minde om friheden.
Eller rettere; det tror jeg.
For, jeg ved ikke af, at jeg i livet har været uden kærlighed. Ikke fordi, jeg sådan har fået fortalt som barn, at jeg var elsket. Dét udtrykker vestjyder ikke altid med ord.
Men som en tryghed i relationer kan det mærkes.
Lige dér, tænker jeg, om ikke Gud skulle være vestjyde. For, sådan i tilliden er Guds kærlighed. Eller også er det bare sådan, jeg bedst kan opleve den.

Ud af det – både Guds kærlighed og andres kærlighed – falder det de fleste naturligt at gøre om ikke andet så en lille godhed. Og dermed er der plantet et lille frø af Guds rige. Amen 

Link til klumme

ALLE - sidste søndag efter Hellig3konger

Jeg vil begynde med det sidste i dagens tekst, hvor Jesus siger, at han vil tage alle til sig.
Altså ALLE.
Han siger ikke alle jer og dermed mener disciplene. Han siger heller ikke alle de troende eller, alle der opfører sig ordentlig.
Nej, han siger ALLE.
Det burde næsten stå med stort skrift, så ingen er i tvivl om, hvorvidt de selv hører til. Ligesom heller ingen kan dømme andre ude fra Jesu’ omsorg og dermed Guds nærvær.

Det sidste med Guds nærvær hører til troen.
Afgørende for troen er nemlig, at vi hører Jesus som budskab fra Gud selv.

At manden Jesus sagde nogle gode ting, er fint nok. Måske ville nogle af de gode vejledninger også have overlevet til nu som en livsfilosofi.
Men først, hvis budskabet er troværdigt som et guddommeligt tilsagn, får ordene en særlig betydning.
Først i den tro, at Jesus ikke bare talte om Gud men talte som Gud, har budskabet bl.a. om Alle i dagens tekst en afgørende betydning.

Her kommer billedet af kornet ind.
Jesus bruger nemlig kornet som et billede på sig selv; at han måtte dø for, at evangeliet kunne spredes og blive til mange fold.

Altså, når den følgende fortælling om opstandelsen tages med; den afgørende kristne begivenhed som ingen så men, som vi får fortalt gennem både disciplene og andres møde med den opstandne.

Med Jesus kan vi godt synes, at der er megen kraft i hans ord og handling. Men først med påskens fortælling - efter, at han har været lagt i graven - springer det særlige og ganske uforståelige med opstandelsen.

Sådan får kornet også først sin ekstra værdi, når det spirer frem af jorden og bliver til nyt liv – måske ikke lige så overraskende som opstandelsen, men dog stadig som noget forunderligt. Ja, måske som et under.

Nok kan et korn være med til at give mel og brød. Men, det har også kraft i sig til at blive til meget mere.
Kun, skal det ofre sig selv for det.
Eller, det skal lægges i en frugtbar jord for at spire og forvandles og ad den vej blive til endnu flere korn.

Måske kan vi også sige, at vi som mennesker skal turde at ofre kornet.
Et korn, der bliver gemt i et skab, lagt til skue i en vindueskarm eller holdt i en hånd vil tørre ind. Dermed mister det ikke bare sine muligheder men vel også sig selv; Et indtørret korn er ikke rigtigt et korn mere.

Nej, kornet skal i den kolde og mørke jord, før det kan spire. Der kan og skal det sprænge sin skal, og ud kommer spiren som noget blødt, elastisk og ganske andet end kornets hårdhed. Og da bliver kornet, der ellers ikke lignede noget stort, til en ny plante med mulighed for flere korn.

Kornet rummer muligheder og potentialer, som vi ikke umiddelbart kan se. Kun med erfaringen bliver det til en virkelighed.

Sådan kan vi også tænke om Jesus; om det, han sagde og det, vi hører ham gøre.
I disse ord er der også muligheder og potentialer, som vi måske ikke umiddelbart kan se eller høre.
Hvad det så er, vi får af ekstra, kan afhænge af vores situation.
I dag tager jeg først fat i dette ALLE. Dét vil jeg vist gøre de fleste gange, jeg læser og skal prædike over teksten. Alt for ofte oplever jeg folk dømme andre ude.

Lige for tiden er der snak om dåben og deri særligt, om et menneske først bliver Guds barn i dåben.
For mig gælder også her dagens ALLE. Lige som vi om ikke så længe igen skal synge om vintergækken. Simon Grotrian skriver, at Guds nåde er vores fostergave – ikke bare fødselsgave men fostergave, som jo derfor må være givet ALLE.

Med dagens tekst og verdens uroligheder kan nogle måske blev ramt af ordene om, at denne verdens fyrste skal jages ud.
Magtmennesker er der i verdenen, og vi kan godt både forundres, forarges og forfærdes. Så, kunne Jesus da ikke lige tage straks at jage disse skrækkelige verdens-fyrster ud?

Den vej, synes jeg dog ikke helt, at dagens tekst kan pege på. Mennesker er altid mere end en ting. Så budskabet må være, at ondskaben og det djævelske skal jages ud.
Og til det må vi jo igen og igen med Fadervor bede: fri os fra det onde.
For så også at huske: led os ikke ind i fristelse, så vi ikke ender med selv at sprede ondskab.

Måske er det ind i dette, at vi også skal høre dagens ord om, at vi skal hade vores liv her i verdenen.
Ord, som jo ikke lyder særligt Jesus-kærligt. Denne melding vil nok heller ikke vinde en popularitets konkurrence på Facebook.

Vi kan dog godt til tider rammes og opleve en forløsning også i de ord. Her tænker jeg på, at vi kan blive fanget af egen vinding, at succes og anseelse, og ja af magt, som faktisk godt kan ødelægge vores liv. Eller måske mere præcis, kan ødelægge os, så vi ikke får levet ordentlig.

At hade sit liv er ikke at hade sige selv, men nok nærmere at tage afstand fra det, der binder os i jagten på en bestemt måde at leve på. Måske jagten på oplevelser eller events – jagten på øjeblikket eller andet, vi ikke kan slippe og dermed binder os.

Med disse vinkler vil jeg pege på, at vi altid tolke, når vi hører ting – også, når vi hører evangeliet.
Sådan må det være, hvis ikke det bare skal være ord, som tørrer ind i vores hånd eller i en vindueskarm, hvor vi kan gå og kikke på det – måske endda være stolt over at have det. Men til liv bliver det ikke.

Jeg tænker, at budskabet skal som et korn lægges i os, som var vi den gode jord, så at ord og handling kan blive til virkelighed for os, og så vi kan bære det videre ud i mødet med andre.

Og med det er jeg ved sidste sammenligning.

Når kornet skal ofre sig selv for blive til mere, så kan det også være en metafor for kærlighed.
Kærlighedens væsen er vel netop at giver afkald på sit eget.
Kærligheden går altid ud af sit eget, ellers vil kærligheden ikke længere være sig selv.
Det kan vi mennesker ikke altid præstere, men vi må tro, at Gud kan – og kan hjælpe os.

Amen

Guds lys i humor - Hellig3kongers søndag

I dag er det Hellig3kongers søndag, som har navn efter Mattæus’ fortælling om de vise mænd fra østerland, der fulgte den lysende stjerne til stalden og Jesus-barnet. Med den fortælling rundes julen af her i kirken. Så derfor stadig et juletræ.

Nu er vi så i et lige år og der læses fra anden tekstrække. Her hører vi ikke om de vise og stjernen, men om Jesus som verdens lys.

Vi kan godt, som vi skal synge om lidt, lade stjernen og fortællingen om Jesus være symbol for hinanden:
vi har og en ledestjerne,
og når vi den følger gerne,
kommer vi til Jesus Krist.

Når det vider hedder:
Denne stjerne lys og mild,
som kan aldrig lede vild,
er hans Guddoms-ord det klare,
som han os lod åbenbare
til at lyse for vor fod.

Så er det for mig ikke helt klart, hvad vores ledestjerne præcis er. For, Guddomsordet – eller Guds ord, som vi hører om det i johannesevangeliet, er jo Jesus. Ordet, som var med fra begyndelsen som det skabende ord, kom til os som barnet i stalden.

Grundtvig må tænke, at det er evangeliet, fortællingen om Jesus, der vil vise os vejen. 

Med Grundtvigs formulering undgår han på en digterisk måde at lade Jesus som verdens lys være som en stjerne på afstand. På den måde kan vi med Kristus godt både have et mål at gå efter og et nærvær for os at leve i.
Måske.

For mig er der forskel på, om vi følger noget for at nå frem til et mål eller, om vores liv og verden lige nu og her bliver oplyst af Guds Ord som Verdens lys.

Der er forskel på, om vi som kristne stræber efter at finde Jesus – eller måske endda at nå frem til paradiset.
Eller, om vi netop her i livet får givet at leve i det lys, som både gør vores omgivelser og vores eget liv synligt og klar
– et lys med Guds nærvær
- et lys, der fra Gud kom ind i vores verden med Jesus og som stadig oplyser os og som ændrer vores synsfelt.
Intet vil være i mørket, og intet vil være farveløs i det lysåbnende ord.

Jeg vil ikke sige, at det ikke er godt at have et mål i livet. Men, det må ikke være at nå eller opnå nærhed med Gud.
Julen og evangeliets melding er nemlig, at Gud kom til os.

Min tolkning på dagens navn og dagens evangelium bliver; Der er forskel på at have en ledestjerne at følge for at nå et mål. Og, at der er lys i verden, som vi kan ’gå vores egen vej i’.
Denne tolkning kan også have betydning for, hvordan vi lever vores liv i det hele taget.

Vi kan jo godt leve vores liv på en måde, hvor vi hele tiden har en plan, et mål og altid nye projekter. Vi kan leve i forventningen om det gode liv – igen og igen og igen.
Med et sådant liv kan vi godt miste glæden ved det liv, vi har lige her og nu.

At have planer, mål og projekter behøver dog ikke gøre, at vi ikke også lever og nyder livet, som det netop er. Men ofte kan det have den virkning.

Jeg hørte en fortælle, at det kunne være som et hus.
Trives vi i vores stue og byder folk indenfor. Eller har vi hele tiden gang i at bygge nye etager, udestuer eller andet, så stuen ender med helt forsvinder?

Med huset som billede, kan vi godt synes, at projekterne præsenterer os bedre end den lille, måske mørke og snavsede stue. Så, når vi skal vælge os selv, er det måske ikke til at holde ud. For, vi vil gerne tage os anderledes ud.
Eller også tror vi måske, at andre vil se os på en anden måde, hvis vi gør huset større og mere prangende. Vi har så bare ikke tid til at have besøg.

Oftest er det dog ikke udbygninger og storhed, der definerer et menneske.
Det handler vel mere om glæde, mod, sorg, ydmyghed og humor, når det gælder om at være sig selv.

Glæden – altså bare at være glad. Modsat en fortælling om, at vi altid er den glade eller, at vi har et projekt om at blive glad.
Vi kan godt fremvise glæde, når vi løbende får opfyldt alle vores mål og projekter; glæde ved det godt job, glæde ved den dejlige lejlighed eller fine bil, glæde ved at være ’det perfekte par’ og ’den lykkelige familie’.
Ægte glæde kan kun være i nuet.

Sådan også med sorgen. Den kan også gøres til en fortælling eller et projekt.
Men ægte sorg træder frem på en anden måde. Sorgen kan ramme lige præcis ’mig’, og jeg bliver til stede lige i nuet – ikke i en fortælling om mig eller i et nyt projekt.
Det gør altid ondt, og vi kan blive fortvivlet, da vi ikke selv kan finde fodfæste igen.

Sådan kan også glæden ramme os. Glæden kan bryde ind ved mødet med den særlige kærlighed – enten en partner eller et barn.

Mod og ydmyghed er to andre poler, som også kan være en selvfortælling eller et projekt. Hvor pointen i tanken om at vælge sig selv er, at det bliver en del af vores væsen. Ikke mod til alt, men mod til at være mig. Og ikke ydmyghed i alt såsom opgaver og arbejde, men ydmyghed i forhold til livets gave.

Humoren bliver så det særlige, som gerne skulle kunne holde de andre ting på plads.
Humor afværger det ekstreme, da det også indebærer selvironi.
Humoren er noget andet end stand-up komik.
Præcis som glæden ikke er en ydre ting, sådan som det godt kan være for et moderne menneske, så kan humor også være andet end ’at være sjov’ i selskaber.

Jeg ved ikke, om jeg helt tør sige med dagens evangelium, at Jesus som verdens lys er til stede i humoren. Men jeg vil gerne citere, hvad Søren Kierkegaard et sted har skrevet; Det er ikke enhver humorist, der er kristen. Men, man skulle nødig møde en kristen, der ikke er humorist. Amen

Om bøn og et vandrør - Nytår

 

Her ved nytår kan jeg godt li at dele en fortælling. Og i år, hvor det handler om bøn, har jeg fundet en af Anette Broberg. (Vorherres vandrør)

I Vorherres hus er der en kælder. I et lille rum længst inde er kun nogle gamle kasser og nogle vandrør. Lyset er gået, og det lille vindue står åben, så en kat kommer hvert år og får en hold killinger.
Ellers sker der ikke noget – udover, at de tre vandrør får en snak. Egentlig holder de meget af hinanden, men de bliver også nemt uenige.

”Det puslede inde i kartoffel-kælderen i aftes” sagde det lille kobberrør. ”Så var Han nok forbi”.
”Det er godt at vide, at Han er der” siger et lidt større rør med rød klud bundet om sig.
Det store rør snøfter forarget: ”Hvorfor bliver I ved med den ammestuesnak? Han findes jo slet ikke.”

”Jamen”, siger det lille kobberrør lidt ophidset. ”Hvem er det ellers, der går og tænder for vandhanerne i huset ovenover, så vandet stiger op igennem os?”
”Vandhaner og huset ovenover. Hvornår forstår I, at de ikke findes. Der er kun os her og så katten, der kommer forbi.” Siger det store rør og lukker af.

”Jeg ved dog, at Han findes” insisterer røret med kluden. ”I husker det år, hvor sneen føg ind gennem vinduet, og både musene og jeg frøs helt til is. Da kom Han med det dejligste varme vand og tøede mig op – og satte den dejlige klud på.”

”Puh” siger det store rør. ”Det er noget, du har drømt. Jeg så Ham i hver fald ikke.”
Og så lod den en dråbe vand falde. For, det var begyndt at dryppe. Og det ville slet ikke høre på de andre og deres håb om, at Vorherre ville komme og hjælpe.

Ikke længe efter gik døren op. Vorherre kom ind med rørtang og det hele.
Men det store rør lukkede øjnene og holdt på vandet, så Vorherre ikke kunne finde, hvor det var utæt.
”Ak” sagde Vorherre, og gik igen.
Det store rør pustede ud, så der igen faldt en dråbe. ”Ja, jeg så Ham i hvert fald ikke.”

Jeg kom til at tænke på den lille fortælling, da dette nytårs tema er bøn. Bøn kan være den usynlige forbindelse som, når vandet strømmede op igennem rørene.
Bøn kan også have med det at turde håbe og turde ønske, og måske en at tale med. 

Bøn er for mig en forbindelse til noget, vi ikke helt har styr på. Som kristen tænker jeg ’Gud’. Og vi kan vel have det netop som de tre vandrør i kælderen.
Oplevelser kan være forskellige, og tolkningen kan være forskellige. 

Her i kirken har vi mange formulerede bøn.
Kirken som rum giver også mulighed for vores egne bønner. Det kan være, når vi giver plads ved stilhed eller musik og sang.
Det kan være undervejs i gudstjenesten, hvor tankerne godt kan hopper ud af en salme eller min prædiken for en stund inden, vi igen er tilbage i fællesskabet.
Det kan også være, når vi i løbet af ugen åbner døren og sætter sig herind – når der er åben.

I min dagligdag har bøn i mange år vare en lille snak med Vorherre – en tanke, hvor jeg måske ikke altid sådan bevidst får taget kontakten. Tidligere havde jeg det mere som en bevidst tanke – en lydløs opkald til Gud for en snak. Nu er det vist mest som en trådløs forbindelse hele tiden.
Derfor kan det være godt også lige at få tænkt bøn som noget konkret.

Og mest konkret er den særlige bøn, som dagens tekst rummer – ikke mindst, når den siges fælles i mange forskellige sammenhæng. Nærmest altid her i kirken ved alle mulige gudstjenester og mange forskellige sammenhæng. Om det er med børn, ved bisættelser eller på plejehjemmet med demensramte.
Men også i hjemmet, i foreninger osv.

Bønnen Fadervor er for mig fællesskabet både med Gud og med andre mennesker.

Udover fællesskab, så er Fadervor også en samling af væsentlige bønner. Nogle gange rammes vi måske af et bestemt led.
Med ”rammes” mener jeg, at der bliver sat ord på noget, som netop er en bøn for mig:
Ikke at møde ondskab
At blive fri for fristelser

Men oftere rammes jeg i bønnen af der, hvor jeg vil kunne være til hjælp.
At bede: giv os i dag vores daglige brød.
Så er der jo ikke meget, jeg normalt mangler. Men til tider hører vi om mennesker, der mangler fornødenheder til livet.
Og så bliver overvejelsen: kan jeg gøre noget?

Sådan kan jeg også tænke, når jeg hører om ondskabens virkelighed.
Til dels kan jeg også tænke det ved ”ske din vilje” eller ”komme dit rige” – om, at godhed, hjælpsomhed og kærlighed må træde mere frem.
Ved de led i bønnen kan jeg først tænke, at noget sådant må kunne lægges det over som Guds ansvar.
Jeg har jo ikke al magt og dermed heller al ansvar. Så Gud må fikse det.

Men så går det sjældent længe inden jeg indser, at også jeg har nogle muligheder og dermed også lidt ansvar.

Og på den måde må vi altid går ind i et nyt år – som i en ny dag, en ny time, et nyt minut.
Altid med mulige opgaver men aldrig med al ansvar – og aldrig alene. 

Somme tider åbner Vorherre en vandhane, og vandet stiger op igennem os som gennem rørene i kælderen for at give liv til andet; måske stuens planter.

Amen