Forbundethed - 19. søndag efter trinitatis

Jeg vil begynde med en lille hverdagsfortælling fra i torsdags, hvor jeg skulle i gang med denne prædiken.
Ved morgenbordet gav det et stik i den ene finger, da den ramte bordet. Det var tydeligt en splint, som jeg undrede mig over. Jeg huskede ikke hvornår, den kunne være kommet. Men den skulle åbenbart trykke lidt inden, jeg mærkede den.
Derefter tog den dog en del af min opmærksomhed. Smerten var ikke stor men irriterende. Så jeg fik fundet en nål og troede, den var kommet ud.
Ved formiddagsmødet stødte fingeren på kaffekoppen, og ja, den var der stadig.
Først hen på eftermiddagen fik jeg tid og mulighed for at skrabe den ordentlig ud.

I en stor del af tiden tog den lille splint – eller måske mere præcis smerten i min finger en del af min opmærksomhed. Men dog ikke hele tiden.  

I dagens tekster handler det om fællesskab og at Jesus finder sine disciple. Som billede bruger Paulus legemet. Derfor min banale fortælling.

Vi skal som mennesker – som menighed – være så nært forbundet med hinanden som en krop. Og læser vi videre hos Paulus, understreges det, at vi ikke kan undvære hinanden, at vi ikke skal skamme os over andre og, at vi alle lider, hvis det gør ondt på en.

Med mit eksempel kan spørgsmålet være, om det nu også er vores virkelighed.
Altså, om vi er med-lidende.

Billedligt har Paulus ret i, at en smerte godt kan fylde hele ens bevidsthed.
En splint i fingeren er noget, der generer mig. Mens jeg ingen problemer har med en rift eller et stik f.eks. som bloddonor.

Nogle er skrækslagen over at skulle stikkes, mens de sagtens kan gå på en kraftig forstuvet fod eller, og at skære sig er, hvad der kan ske.

For nogle går hele verdenen i stå ved hovedpine. Andre kan slet ikke koncentrer sig, fordi de trænger til at strække benene.

Mon ikke mange kender at støde lilletåen mod et bordben, så hele kroppen går i smertealarm? 

Spørgsmålet er, om det også gælder i menigheds-legemet.
Eller, vi kunne åbne det op og tale om samfunds-legemet – måske endda på verdensplan.

Vores erfaring som med min med fingeren er vel, at ikke alle slags smerte og ikke alle steders smerte fylder hele kroppen eller fylder hele tiden. 

For mig var smerten ved gallesten og nyresten noget, hvor jeg slet ikke kunne forholde mig til andet.
Helt sådan har det ikke været med andre menneskers lidelse, selvom det godt kan fylde meget i mine tanker.

Nogles lidelse rammer dog. F.eks. når jeg hører om undertrykkelse og forfølgelser – altså dem, der ikke kommer i medierne eller laves demonstrationer for.

Jo, jeg føler med folk i Ukraine. Mellemøsten har også sine tunge byrder på flere sider.
Dét kan vi næsten ikke undgå at høre om.
Mens vi kun hører lidt og sjældent om udrensningerne i Sudan og om overgreb på og forfølgelse af kristne i flere afrikanske lande – vist særligt i Nigeria.

Jeg tænker også, at kvinderne i Iran og ikke mindst i Afghanistan mangler nogle stærke forkæmpere.
Eller de piger, der sendes på genopdagelse eller til et ikke ønsket ægteskab.

Desværre er der mange sådanne skæbner - særligt ude i verdenen men også i vores egen verden som på de overfyldte krisecentre eller de nærmest slavelignende forholde i brancher og familier.

Om det sådan er smerte-smerte, jeg oplever, er vist for meget at sige. Deres skæbne holder mig sjældent vågen om natten, for jeg kender jo ikke disse oftest usynlige ofre.

Anderledes ville det være, hvis noget ramte mine nære eller kære.

Jeg kan dog stadig føle med staklerne, som ingen rigtig kæmper for eller, som verden ikke hører om. Så de ikke bare må leve i det men også skal bære det alene.
Ondt gør det også, at jeg reelt ikke kan gøre noget i forhold til det.

Spørgsmålet bliver, om jeg så er en del af det fælles menneskelige og kirkelige legeme.
Går det an med nuancer? Er oplevelsen af magtesløshed et argument? 

Jeg er overbevist om, at vi hænger sammen som et legeme. Kun er det ikke alle skader eller alle lemmer, vi mærker på samme måde.
Det er vel fair nok?

Det stærke i Paulus’ billede er måske også vægten på forskellighedens nødvendighed.
Er man næse, er det godt med en finger, når det klør.
Er man øje, er det godt med fødder, så man kan komme rundt om det næste hjørne for at få stillet sin nysgerrighed.
Føler man sig som halebenet eller blindtarmen, så er det jo godt, at vi stadig hører til – hvad vi så ellers måtte gøre af nytte.

Jo, samhørigheden er stærk i billedet af legemet netop, når forskellene på os ikke udslettes, men italesættes som værdifuldt.

Samhørigheden er altså ikke kun, at vi deler hinandens smerter. Vi beriger også hinandens liv. Og vi skal måske igen og igen hjælpes til at se storheden i mangfoldigheden.

En sådan indsigt i forskellighedens nødvendighed kan vi godt opleve i livet. Men, vi skal nok have de guddommelige briller på, hvis vi virkelig skal se det store og fantastiske billede.

I søndags blev vi præsenteret for billedet af vintræet og grenene – Kristus som stammen og vi som grenene, hvor det både handlede om at modtage kraft og markering af et fællesskab.
Tager vi den med i dag, så rummes friheden for os i både fællesskab og opgave i, at Gud selv i Kristus holder os sammen og giver os værdi.

Amen

Om superhelte, høstens gaver og Guds nærvær - 16. søndag efter trinitatis høstgudstjeneste

Jeg vil begynde med en helt.
Mine konfirmander foreslog Dolly Parton, der har brugt mange af sine penge på skolebøger og til kræftramte børn.
Dét kan man godt kalde superkræfter.

Vi skal dog nok til litteratur eller film for at hente virkelige superhelte med nærmest overnaturlige kræfter: Batman, Superman, Wonder Woman eller måske Spiderman.
Vi lidt ældre kan huske nogle fra vores ungdom, og mange har mødt dem i tegneserier. I år er der vist kommet en ny film med Spiderman, hvor han er lidt trist og ensom og helt går op i at frelse andre og verdenen.

Når jeg tænker på dem, så husker jeg ikke nogen, der kan gøre en død levende igen.

I dagens fortælling er Jesus vel en ægte superhelt. Han klarere tingen og får Lazarus til at komme levende ud af graven.

Men, som oftest også med superhelte, er heltegerningen på en trist eller uhyggelig baggrund. Der sker en ulykke, måske er en katastrofe på vej, eller en ond har grusomme planer.

I heltehistorierne skal der være noget, som helten kan være helt i forhold til.
Det er næsten som, at vi skal have oplevet mørke, for sådan helt at opleve, hvad lys er.

Her ved høst, kan vi måske sige: Vi skal have oplevet sult for sådan helt at værdsætte et modent æble eller, at korn kan blive til brød.

Ulykken i dagens fortælling er en død mand.
Dét er jo ikke det mest festlige til en høstgudstjeneste. Men, den hører til dagen. Og så er fortællingen lige så livsbekræftende som både høsten og heltefortællingerne.

I fortællingen er livsbekræftende i så ekstrem en form, at det går udover vores erfaring.
Men, noget lignende sker vel bl.a. på sygehuset. Der kan være efter en trafikulykke eller i et kræftforløb. Eller ved hjertestop, når der øves førstehjælp, og en hjerteløber kommer med hjertestarteren.

Vi oplever det også i det små. Livet og normaliteten vender tilbage efter, at en lille uge har været ødelagt af influenza eller måske corona - eller måske kroppens reaktion på at insistere på bare tæer i sandaler og korte ærmer.

Men altså. For os hører en fortælling om død som dagens ikke lige til det festlige.
Den taler dog alligevel ind i høsten. 

Til hjælp vil jeg bruge vores gamle efterårssalme “Nu falmer skoven”. Undervejs vil jeg også tage lidt forskud på konfirmandundervisning.

Når vi synger Grundtvigs salme, knyttes der en fin forbindelse mellem årets gang og livets gang. Og der lyder en stor taknemmelighed for alt det, vi får givet.
Fascinationen over livet og naturen sang vi også om i Sensommervisen.

Ved en høstgudstjeneste må vi prise skaberværket – og måske bede om, at vi bliver bedre til at passe på det.

Med Grundtvig glæder vi os over “høsten her”, som netop ses her ved gudstjenesten; at vi i vor lade, på vor lo har nu Guds gaver.
Vi får i livet og gennem naturen vel nærmest alt givet.

Nok skal der både sås, vandes, luges, beskæres og høstes. Noget, der godt kan være hårdt arbejde. Men selve væksten og modenheden er en gave. 

Til ’Høsten her’ føjer Grundtvig “Høsten hist” med sit tilsagn om, at vi også får gudsriget givet så ganske gratis, da vi med Jesus har fået Gud til far. 

Også andre pointer i salmen kan vi i troen hvile i bl.a., at vi aldrig skal være alene; Gud bliver hos os med sit ord, det ord, som aldrig glipper.

Selv slår jeg mig dog på vers 7.
Altså ikke sidste del om ’en evig sommer hos vor Gud i Paradis vi finder’.
Men første del: når engang på Herrens bud vort timeglas udrinder…

Rimet i verset er fint, men teologien holder for mig ikke.
Gud giver for mig os livets frihed og dermed også vilkårlighed. Vores død kan umuligt være Guds beslutning ligesom, alt andet i livet heller ikke styres og bestemmes af Gud.

Til tider kan det være nådefuldt at et gammelt eller et sygt menneske bliver taget hjem af Gud. Men ofte er døden ganske meningsløs - og kan kun give mening – ja, vil kun være til at leve med, når det er meningsløst.

Her vil jeg ikke sige, at Grundtvig var en dårlig teolog – kun var han, som vi alle, et menneske, og et menneske af sin tid.

Her kommer så undervisningen:
Om alt sker efter Guds vilje, kan have med en oversættelse i Bibelen at gøre. Et særligt sted taler Jesus om menneskets værdi som meget mere end f.eks. en spurv.
Argumentet er, at spurvens værdi er kun nogle få kroner, men selv de er i Guds bevidsthed.

Da teksten skulle oversættes for mere end hundrede år siden – og ikke så mange år efter Grundtvig blev det: ikke en spurv falder til Jorden uden jeres Faders vilje.”
I vores nuværende står der: ”Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den.”

Jeg vil mene, at den nuværende er mest korrekt. For, går vi til den græske grundtekst, så står det på en uafsluttet måde: Ikke en spurv falder til jorden uden Gud…

Men jeg kan naturligvis ikke præcis vide, om dette “uden Gud” betyder “uden Gud vil det” eller “uden Gud er sammen med den selv helt ind i døden”.
Som jeg ellers læser evangeliet, altså fortællingen om Jesus i Det Nye Testamente, giver det bedste mening med: ikke uden Guds omsorg, nærvær og kærlighed.

Måske lyder det som en teologisk finesse men for mig ikke ubetydelige – heller ikke i dag, hvor vi vil fejre alle de gaver, vi får så ganske ufortjent i livet og til livets opretholdelse.
Gud bestemmer ikke alt, men vi kan vælge i livet at dele - bl.a. gennem Folkekirkens Nødhjælp. Amen

At have værdi i at lytte og ikke handle - 15. søndag efter trinitatis

Hvad er det, vi har travlt med?
Er det vores arbejde?
Er det computer eller mobilen, der tager vores tid?
Eller tv’et?
Måske er det gæster.
Eller måske at gøre klar til gæster. Huset skal jo ofte både gøres godt rent, der skal købes ind og måske slås græs. Ja, og i køkkenet kan der gå mange timer med både mad og at bage.

Det kan også være, at vi bare har travlt med alt det almindelige husligt + hvad der måtte være af små ekstra ting; at få smurt et hængsel eller endelig få hængt det sidste billede op.

For nogen kan det også være middagsluren der både bliver for lang og til flere gange om dagen.

Eller er det måske, at vi bekymrer os?

Den tanke kan måske overraske.
Bekymringer gør vel ikke, at vi har travlt?
Og så måske alligevel. 

Bekymringer kan tage koncentrationen, så vi ikke er effektive.
De kan tage vores energi, så vi ikke har overskud og overblik.
Bekymringer kan også tage vores nattesøvn.
Ja, bekymringer kan faktisk fylde temmelig meget i vores liv.
Og til hvad nytte? – Vel ingen!

At tænke sig om og overveje tingene er ikke det samme som bekymringer. Sådan at se problemer i øjnene kan godt være en fordel.

Hvornår det så er det ene eller det andet, kan være svært helt at afgøre, når vi står i det. 

Helt nemt er det nok heller ikke at skille ad i dagens fortælling. Dog peger Jesus på bekymringerne, som værende et problem.

Vi hører om de to søstre: Martha og Maria.
Martha, den gode husmor.
Maria, der bare sætter sig og laver ingen ting – eller som bare lytter.

Sådan kan vi næsten ikke andet end høre det. En tager et ansvar, mens den anden bare er en ’nyder’ – eller?
Så, derfor kan vi godt blive lidt fortørnet, når Jesus skoser Martha og fremhæver Maria.

Kunne Jesus da ikke have sagt til Martha, at det var dejligt at blive budt indenfor?
Kunne han ikke sige, at det ville blive dejligt med mad?
Ja, kunne han måske ikke sørge for, at de alle lige kunne hjælpes ad med at gøre klar. Så kunne Martha måske også få tid og ro til at sætte sig og være med i fællesskabet.

Selvfølgelig kan Martha godt lyde temmelig selvretfærdigende, når hun spørger, om ikke Jesus kan få Maria til at hjælpe sig. 

Måske har Martha gået rundt i køkkenet og sukket højt eller talt med sig selv om al det, hun selv måtte tage sig af.
Men det har ikke hjulpet i forhold til Maria – hun burde da kunne se og høre, hvordan Martha tog det tunge slæb.
Og ja, lidt vrissent har hun nok også lydt, da Jesus åbenbart heller ikke af sig selv gjorde noget for at hjælpe.

Mon ikke vi godt kan se situationen for os. Derfor tænker jeg også, at Lukas sikkert godt kunne have fortalt beretningen på en måde, så vi havde tænkt: Godt, Jesus!

Men Lukas fortæller det meget enkelt, og derfor er vores sympati umiddelbart hos den aktive. Hende, der påtager sig ansvar.
Måske også hende, der kan virke svag. 

Vi må altså gå videre med det, vi har. En travl kvinde, der skal lade være med at bekymre sig.

Spørgsmålet er så, om hendes foretagsomhed afspejler bekymringer.
Jeg kan godt have lidt svært ved at se hendes huslige gøremål som udslag af bekymringer.
Men sådan må pointen være.

Jesus taler jo normalt ikke imod, at man gør noget. Faktisk fortæller Lukas i sit evangelium lignelsen om Den Barmhjertige Samaritaner lige inden dagens fortælling.
Den lignelse er om noget en fortælling om, at vi skal handle – at vi skal være gode medmennesker. At vi skal tage os af hinanden og hjælpe, hvor vi kan.

Og det er vel lige præcis, hvad vores tanke om Martha er; hun gjorde, hvad hun kunne i forhold til Jesus og de andre gæster – ja hendes medmennesker.
Jeg kan sagtens forestille mig, at hun også har et stykke brød til den fremmede, som sulten kommer til hendes dør.

Et element kan derfor være, hvad hun og vi prioritere at bruge vores tid på.
Som når Jesus kommer forbi at lytte til hans ord. For det er gode ord fra Gud.

Sådan må det være, når Jesus fremhæver Maria, der lod alt ligge for at lytte.

Men det har ikke nødvendigvis noget med bekymringer at gøre.
Så hvad kunne Marthas bekymringer være?

Jeg tror, det kan handle om hendes selvværd. Mon hendes bekymringer gik på, hvorvidt hun var god nok? Ja, om hun overhovedet var noget værd.
Den bekymring har vi nok alle haft.

Er vi usikre på os selv i forhold til andre, så tager vi fat, hvor vi har magt. Og for Martha var det i køkkenet og hjemmet; Ingen skulle sige, at hendes hjem var snavset. Og ingen kunne andet end rose hendes formåen i køkkenet.

Vi kan ikke vide, om det hænger sådan sammen for Martha, som Jesus godt kendte på forhånd. Så orden kan være sagt fuld af venlighed og omsorg ind i en fælles fortælling. 

Hvad der videre sker, fortæller Lukas ikke; om Martha har sat sig stille ned og fundet ro og værdi i at lytte til Jesus.
Men det kan også være, at hun er gået tilbage til køkkenet og smækket med døren.

Lukas går umiddelbart videre med, at Jesus lærer disciplene bønnen Fadervor.
Jeg kan håbe, at også Martha fik den lært - lært at sige Far til Gud, med hvad det indebærer af nærvær og vel ikke mindst accept fuldt og helt, som man er.

Amen

Curlingmor - 13. søndag efter trinitatis

Dagens fortælling handler om em curling-mor, om at ville stå øverst på skamlen – eller næsten og om misundelse.

Og nej, dagens tekst er ikke valgt af mig, fordi jeg i denne uge er begyndt at undervise konfirmander og tænkte, at nogle måske kom i kirke. 

Men de tre emner taler vel meget godt ind i en teenager-familie – såvel som i forhold til alle os andre nutidsdanskere.

Curling-forældre er måske ikke et helt nyt begreb, men stadig aktuel og noget, der diskuteres. Og vi tænker vel, at det er et moderne begreb og fænomen.

At få en hædersplacering har nok til alle tider været på spil. Lige nu kan vi følge cykelløb i Spanien – efter Mads P stod øverst som grøn i Frankrig. Men faktisk også her i byen kæmper de unge i denne weekend om DM. Jeg måtte sno mig for at komme ind fra Skibet.

Hvem er ikke stolt over, at en dansker, en fra byen eller måske en man kender, står både øverst, til højre og til venstre på podiet?
Til tider kan vi komme til at sige: Vi har fået medalje.

Også misundelse kender vi som en virkelighed for os mennesker. I Danmark har vi den særlige udgave, vi kalder janteloven. Men er den nu også så dansk igen?

I dagens tekst bliver disse tre begreber sat i et historisk sammenhæng – at datidens virkelighed måske matcher vores beder, end vi ofte tænker.
Og videre får vi begreberne sat ind i en kristen sammenhæng. Med dagens fortælling kan vi måske lære noget både om os selv og om Gud.

Lad os begynde bagfra – med misundelsen.

Da de andre disciple hørte, hvad de to brødre havde ønsket; at få hæderspladserne på Jesu højre og venstre side i hans evige kongerige, er deres reaktion vel mere fordømmelse end misundelse.
Hvad tror de da om sig selv?
Skulle de være mere end os?

Skulle de virkeligt have fortjent sølv- og bronze-pladserne ved siden af Jesus?

Eller måske har de haft vores jantelov; I skal da ikke tro, at I er noget særligt.
Eller måske den lidt mere afdæmpede: I skal ikke tro, at I er mere end os! – som jo faktisk med en positiv tilgang godt kan rumme de kristne værdier og tankesæt.

Holder vi her først fast på den negative, som klart lyder gennem dagens tekst. Så er der vist ikke sådan menneskeligt sket det store på dette punkt. Måske kan vi kalde det trist. Mens, at erkende det, er vel godt. Og så kan vi lade Jesu ord tale til os gennem tiden. 

Med Jesus er kampen for hæderspladsen en anden end ved cykelløb og anden konkurrence.
For ham handler det hverken om hæder, om sejr eller om at være den stærke.

I Jesu verden handler det om tjeneste, og dér går han forrest – ja hele vejen i døden.

Sådan vendes mange af vores værdier på hovedet.
For, nok mener vi, at næstekærlighed er vigtigt - lige som at hjælpe den svage. Men, vi ser nok stadig mest op til den succesfyldte – både når det gælder sport, arbejde, i skolen eller måske en virksomhed som LEGO, der netop har præsenteret et fantastisk resultat.

Der er dog undtagelser, og dem må vi ikke glemme. For meget har vi jo lært at Jesu tankegang.
Hvert år uddeles f.eks. hæderspris til ’redningsmænd’, ligesom frivilliges indsats tales op. Måske kan vi også her tænke på Folkebladets Byens Bedste, som vi har kunnet indsende kandidater til. 

Og så lige for at samle op mht. den kristne udgave af janteloven. Ligheden i Jesus’ tale handler ikke om at holde folk nede men, at løfte alle mennesker op som utroligt værdifulde – så værdifulde, at ingen kan være mere end andre.

Det er hertil vi binder begrebet ’at være et Guds barn’.

Gud er som en far for os med al den kærlighed, der kan ligge i en forælder rolle.

Og dermed kan vi gå videre til næste begreb om forældre og deres rolle.
Heller ikke tanken om curling-forældre er ny, når vi i dag hører om brødrenes mor.

Jeg har altid fundet det lidt komisk at høre om denne mor, der går til Jesus på vegne af sine sønner. Ikke bare forventer vi, at de var voksne. De var også Jesu disciple og kendte ham godt, så hvorfor spørger de ikke selv?

Det kan jo handle lige så meget om morens status. Hun har nok været en af de stærke kvinder, der har fulgt Jesus på vandring og taget sig af mange praktiske ting.

Så, hvis hendes sønner fik en særlig status, så ville hendes anseelse også stige.

Men egentlig kan hun også bare være en ægte curling-mor.
Den kategori kender vi jo i dag – selvom jeg ikke hører om det så ofte længere.

Hvis nogen ikke skulle kende begrebet, så er curlingforældre ikke kun dem, der ’fejer’ børnenes vej fri for problemer i de mindre år. De kan også ringe til universitetet for at tage snakken med professoren.
For mig er der dog et lille skridt videre, når dagens mor går til Jesus som Guds Søn.

Den kristne vinkel er nok, at Gud vil være med os alle dage indtil verdens ende. Men han fikser ikke problemer og sørger heller ikke for et langt, godt og problemfrit liv – måske tværtimod. Kun er vi aldrig alene i det.

Med det er jeg igen nået til; hvem får hæderspladsen?

Der har Jesus en meget klar definition. For det er hverken den, der er stærkest, den der bliver danmarksmester, den der tjener flest penge eller den der kan blive diktator.
I Jesu verden handler det om tjeneste; at være noget for andre og kunne sætte sig selv til side.

Og deri er Jesus den ultimative, hvor vi så må gøre vores bedste vel vidende, at vi også vil fejle. 

Amen 

Livet mere end 'på det jævne' - 10. søndag efter trinitatis

”Jeg gider ikke – jeg gider overhovedet ikke!
Jeg gider ikke cykle, det er for stærk en bevægelse. Jeg gider ikke gå, det er for anstrengende. Jeg gider ikke lægge mig ned, for så skal jeg enten blive liggende, og det gider jeg ikke, eller jeg skal rejse mig op igen, og det gider jeg heller ikke.
Summa summarum: Jeg gider slet ikke!”

Sådan lidt omskrevet skriver Søren Kierkegaard et sted.
Mon ikke vi til tider godt kunne føje andre udsagn til. F.eks. ”Jeg gider ikke gøre rent. Jeg gider ikke høre om krig eller skøre præsidenter. Jeg gider ikke have det så varmt.
Eller: Jeg gider ikke skrive en prædiken. 

Det sidste går dog ikke for mig til i dag, da det er en del af mit arbejde.
Eller, jeg kunne jo som til Morgensang sådan lade mig inspirere på dagen og så måske håbe på, at Helligånden vil tale igennem mig.
Så stor er tilliden til Guds inspiration dog ikke – må jeg som præst erkende.
Helt ugidelig har jeg da heller ikke været, selvom jeg havde ferie til i onsdags.

Da jeg skulle i gang med min prædiken, var det orden af Kierkegaard, der satte mig i gang.
De er så ualmindelige ligetil, nemt forståeligt og vel noget af det, vi ikke sådan siger højt.

En gang i mellem kan vi godt mangle lidenskaben eller lysten til at tage stilling. Men det er ikke en kvalitet eller noget, der prises, i de relationer, jeg indgår i.
Måske skal vi ikke tage stilling til alt. Men vi kan ikke bare være ligeglade med hverken politik, miljø, det lokale eller i de nære relationer.
Vi kan måske heller ikke have lidenskab for alt det, vi har til opgave eller har ansvar for. Men vi skal naturligvis engagere os og handle.

Sådan kan den ene vinkel af dagens tekst være.
En anden vinkel kan være, hvad vi kan forvente af andre; om forventningen er, at de danser efter min melodi.
Dét er vel pointen i sammenligningen med børnene på torvet.

Det kan være, når vi er meget engageret. Så vil vi gerne, at andre går med os i kampen; om det handler om havbrug i Kattegat eller inklusion i skolen.
Og vi forventer næsten, at andre har samme tilgang – ja, samme mening som os.

Det kan også være, når vi selv er kørt træt eller bare tænker; nogen må tage sig af det.
Det kan være i forhold til udfordringer, vi selv møder. Det kan være en uretfærdighed eller mangel, som netop ’jeg’ har fået øje på.
”De må da gøre noget”, tænker vi måske i forhold til vores politikere. Og ja, vi ved jo lige, hvad der skal gøres 😊

Eller, vi kan blive dybt frustreret. ”Nu gør de det igen” kan vi næste råbe. Når ting sker eller bliver besluttet helt modsat vores tanke.

Hvis nogen så i denne anden vinkel kommer til at sige til os: Hvorfor gør du ikke selv noget ved det?
Så kan vi pludselig befinde os i første vinkel: ”Jeg gider ikke”. Eller den mere bløde: ”Det nytter alligevel ikke noget”.

Altså, sådan kan det være for nogle. Naturligvis ikke for os her.

Men, også vi passer vist mest os selv, vores relationer og vores dagligdag. Ansvar kan vi godt tage. Men som dansker er udtrykket ’på det jævne’ fra Kaalunds sang ikke helt skævt. 

Spørgsmålet er, om dagens tekst er et opgør med ’på det jævne’. Og dermed et opgør med vores normale danske tilgang.

Når Jesus efter det med børnene stiller sig selv overfor Johannes – som to tilgange til livet: asketen og fråseren. Så er ingen af dem vel ’på det jævne’.
Eller, omtalen af dem peger på det ekstreme, som folk ikke rigtig tager alvorlig.
Jeg kan tænke, at vi måske heller ikke tager børn alvorlige – sådan rigtigt, når de på gaden spiller op til dans eller synger sørgesange.

Måske har vi det på samme måde, når vi i gågaden møder et optog – måske sjældent et sørgeoptog men så en festlig parade.
Altså, at det jo ikke rigtig er noget, jeg ønsker at være med til – eller har tid til. Jeg har jo min hverdag, mit arbejde og mine opgaver.

Måske skulle vi turde bare tre minutter at gå med i dansen? Det kan være livgivende og bryder ikke bare den fysiske ’på det jævne’ men også det mentale. 

Her tør jeg så tage en anden – og mere almindelig vinkel ind mht. det med børn.

Vores fundament er, at vi er Guds børn. Ansvaret for alt er dermed ikke vores. Vi må godt slippe og gå med i legen og glæden – ja, sådan rigtigt tage del i det liv, vi får givet. 

Hvis vi alle er som sure børn, der kun ønsker at andre danser efter vores melodi, så går meget af livet tabt – både for os og andre.
I bund og grund er det jo kun Gud, der kan byde op til livets dans. Da det er ham, der giver os livet og livets muligheder.

Der er en ærlighed i, at vi også som voksne skal turde være børn.

Sommetider er det så enkelt, men vi skal bare lige få øje på det først.
H. C. Andersen har et dejligt eventyr, som viser barnets umiddelbarhed - barnet, der ikke bare ser verden på den rette måde, men også sætter ord på det: Han har jo ingenting på!
Lyder det i Kejserens nye klæder.

Eller som ved en handling i fredags. Da præludiet sluttede, lød en klar barnestemme: Mere!

I eventyret burde kejseren og alle de andre have turdet være et barn i stedet for som voksen at være bekymret over status – bekymret over, om de duede til deres arbejde eller måske bare var dumme.

For at vende tilbage til vores danske tilgang. Så er et liv ’på de jævne’ ikke ensbetydende med, at vi ikke lever livet fuldt ud.

Måske råber vi ikke højt af glæde – undtagen, når vores hold scorer eller måske vinder i fodbold.
Vi stortuder heller ikke i det offentlige rum.
Men det betyder ikke, at vi ikke har den store glæde eller den tunge sorg.
Vi deler også gerne andres liv, sorg og glæde – uden nødvendigvis de store armbevægelser.

Kun skal vi – i livet ’på det jævne’ – med Hebræerbrevet passe på, at onde og trodsige tanker får os væk fra livet, så vi ender i selvoptagethed. 

Amen