Et sandt guddommeligt eventyr - Påskedag 2026

Nu er der en del børn, som skal med til dåb.
Min prædiken er måske ikke så interessant. Så, skulle der være brug for en pause, så kan de gå ind i Kirkestuen. (nogle er der vist allerede.)

Jeg vil dog her først fortælle en lille utrolig historie, som var med i vores påske-to-go i år. Påske-to-go er en pose, som vi laver til børn som en ja-tak på Facebook. I den er der opgaver til alle påskedagene, lidt lækkert og så en påskefortælling.

Årets historie var om påskeharen, der lagde et påskeæg og gemte den i haven.
Ja, det er jo utroligt. Måske kender I godt det med påskeharen og ægget.
Men jeg har hørt, at den rent faktisk lagde et æg i ren og skær forskrækkelse.
Da de andre opdagede, at den havde lagt et æg. Så grinede de ikke. De drillede ikke. Nej, de blev misundelige. Så derfor lavede de æg af chokolade og gemte dem som deres i haven.

Læs fortællingen på https://karstensfortaellinger.blogspot.com/2018/09/paskeharen.html

Fortællingen om påskeharen og påskeægget i min udgave er en utrolig fortælling. Tager vi den som en slags eventyr eller fabel, så passer den vel fin i vores tradition.

Når jeg så her hver påske læser om opstandelsen, så er det vel også en utrolig fortælling. Eller, skal jeg mon kalde den en for fornuften uforståelig fortælling.
For, som kristne er det vel netop ikke u-trolig. I stedet vil jeg kalde det ’en tros fortælling’.

Den fortælling kan – som den op påskeharen – ikke blive hverken logisk eller videnskabelig.
Men derfor kan den – altså påskeevangeliet – godt være troværdig og sand på en anden måde.

I forhold til fortællingen om påskeharen, så vil jeg heller ikke kalde evangeliet for et eventyr som sådan. Men, måske kan den kaldens et guddommeligt eventyr. 

Når Gud er på spil, så rækker vores rammer ikke. Og, et eventyr kan jo godt fortælle sandheden på en meget præcis måde. Ligesom gode romaner, fantasy eller film kan.

Det guddommelige eventyr fortæller om en virkelighed, der går ud over vores jordiske og fysiske verden og forståelse.
Men, det går ikke nødvendigvis ud over vores virkelighed på en anden måde.

Vi kan godt sige, at livet slutter med døden.
Men, så enkelt er det jo ikke. Når vi mister, så bærer vi jo de kære vider med os – på trods af døden.
De forsvinder jo ikke sådan lige pludseligt hverken ud af vores tanker, ud af vores fortælling eller ud af vores kærlighed. Dét vider om ikke andet sorgen om.

Vi kan derfor godt synge med Grundtvig i ’Hil dig frelser og forsoner’:
Kærligheden, hjerteglæden
Stærkere var her end døden.

Nok tænker Grundtvig på Jesus som Guds kærlighed. Men også i vores liv oplever vi, at kærligheden sammen med minder og tanker bærer og dermed er stærkere end døden – kun dog ikke i den fysiske form.
Den form for virkelighed og fællesskab er døden magtesløs overfor.

En anden tilgang hører vi i salmen om påskeblomsten, hvor der står:
”Kan de døde ej opstå
intet har vi at betyde”

Det er Grundtvigs påstand – altså, at vi og vores liv først får betydning, hvis døden ikke er vores endelige.
Dèt kan godt være en overvejelse værd.

Hvis vi ikke tro på noget udover vores virkelighed, og at alt dermed bare er slut med døden. Har vores liv så ingen betydning?

Inden jeg tør sige, at det kan han ikke have ret i. For, det er da lige voldsomt nok en påstand.
Så må jeg tænke mine kære med.
Hvis ikke jeg stadig bar dem med mig – ja, og faktiske også delte dem med andre. Det kan være den næste generation.
Altså, hvis de bare var væk fra mine tanker og min fortælling. Så ville min tanke om et menneske nok være anderledes.
Måske ville livet så ikke give mening, som det gør nu?

Det er svært at vide. Da, det jo netop ikke er vores virkelighed. Vi glemmer ikke – selvom vi nok heller ikke husker altid eller altid husker.

Med det, tør jeg vove min ud i, at opstandelse også er en del af livet.
Tanken om opstandelse gør noget ved os bl.a. i forhold til vores håb.
Ja, måske også i forhold til vores tro på fremtiden.

Måske ville vi, hvis vi ikke havde fortællingen om opstandelse, bruge naturen.
Dét tør jeg ikke sige.

Vi har jo i sandhed en både tros og håbs fortælling i naturen – ikke mindst her i foråret.

Nogle af os synes måske, at det går lidt for langsomt. Men, foråret er på vej. De nye skud kommer frem, og de første blomster, bier og insekter er gået i gang.
Livet er ikke gået i stå trods vinter og kulde.

Vi lever ikke længer i håbet om forår og sommer. Nej, forårsbebuderne er kommet. Foråret er i gang.
Måske er livet med opstandelse også på vej, når vi oplever det, vi ikke med fysikken eller logikken kan forstå og forklare?

Måske er det gennem de fortællinger og oplevelser, at vi også i livet tør leve i tro og med forventninger.

Det kan være forventninger om, at mit liv bliver bedre, hvis jeg går og er syg eller måske ensom.
Det kan for mig også være forventningen om, at det nye folketing kommer til at finde en løsning med både regering og samarbejde.

Måske er jeg naiv. Når jeg dybest set også tror, at verdenen med al dens krig og konflikter finder en løsning, så vi i fællesskab ikke bare kan få oliepriser og økonomisk usikkerhed til at falde til ro. Nej, så vi også får gået en videre vej i retning mod en mere klimavenlig verden med rent drikkevand.

Den tilgang til livet, tror jeg, at opstandelsesevangeliet bærer med til.
Det betyder ikke, at jeg tror på en guddommelig indgriben som påskemorgen.
Men nok mere en inspiration, som også Guds ånd bærer med på – men, som sker i os og ikke mindst i samtale og handling mellem os.

Derfor kan jeg godt tænke, at opstandelsen er et guddommeligt eventyr, som fortæller en sandhed, der har betydning for mit liv – ikke kun for troen på et liv efter døden.
Det kan nemlig ikke skilles ad.

Amen – og God Påske

Hvori er vores værdi? - Mariæ bebudelse

Her søndag før påskeugen passer ofte med, at der er 9 måneder til jul.
Der er noget meget befriende i, at kirkeåret på den måde har tænkt virkeligheden med ind i systemet ved her at fejre Jesus’ undfangelse.

For mig er det også dejligt, at hele den menneskelige fortælling er med – at også Jesus’ liv går fra foster, over fødsel, liv til død + påskens glædelige oprejsning i opstandelsen.

Dejligt er det også, at her lige fra undfangelsen vælger Gud ikke de rige, berømte eller magtfulde.
Der er noget simpelt og ydmygt over Maria, som følges op af fødslen i en stald – og her om ikke længe døden på et kors sammen med to røvere.

Den menneskelige elite er ikke Guds nærmeste og ej heller Guds vej med kærlighedens budskab.
Hvis ikke lige det er fordi, vi er så vant til at høre det, så kunne det godt være provokerende.

Og, måske var det også lidt provokerende, da jeg læser fra Paulus’ brev i 2020 oversættelsen.
I den tales der ligeud om, at de kloge, stærke og betydningsfulde bliver gjort til grin.

Ikke bare er budskabet om Guds vej gennem korsdød en forargelse for nogle og ganske tåbeligt for andre.
Paulus siger også, at vi udvalgte – eller i det mindste de første kristne, som han skriver til,  ikke var hverken kloge, stærke eller fra en fin familie.
Alt det menneskelige bliver vendt på hovedet.

Mon vi tør sige sådan i dag og pege på magtmennesker, de rige og de berømte som værende total til grin?
Tænk, hvis influencere tror, at de er noget særligt. Eller familien fra Bryggen. Eller måske ejerne af Lego og andre store danske firmaer. For slet ikke at tale om dem ude i verdenen.
Altså, at de er noget særligt på grund af deres rigdom eller berømthed.

Jeg ved ikke, om vi sådan tænker, at de er til grin i deres ’ifølge Paulus’ selvbedrag.
Men hvis vi gjorde, mon så vi også ville sige det højt?

For mig er det lidt anderledes med ansvarlige politikere, de dygtige sportsfolk eller for den sags skyld forretningsfolk og musikere.
At tage ansvar og være dygtig, tror jeg ikke, at Gud ser ned på.
Men, hvis den totale selvværd ligger i dét, er det måske mere til at græde over end at grine af.

For mig handler det om, hvordan de og vi tager det. Altså, om de ser det særlige og måske hele deres værdi og betydningsfuldhed i status.
Eller måske mere præcis; Hvis sådanne mennesker mener om sig selv at være mere værd som menneske end andre pga. det.

Netop en sådan tilgang brydes ned med Jesus. Alle mennesker har samme værdi. Vi kan og gør bare forskellige ting.
For, som Paulus også skriver – og det er ganske sikkert præcist og konkret møntet på bestemte højtråbende og selvhævdende personer i Korinth – så hverken kan eller skal vi være stolte af os selv.
Hvis vi skal være stolt af noget, skal vi være stolte af Gud.

Netop det skarpe angreb rammer vist os alle.
Må vi nu ikke engang være stolte af at kunne noget eller at gøre noget?
Selv der bliver jeg ganske ærligt udfordret.

Jeg har som Luthersk altid tænke, at vi skal bære vores opgave for livet og samfundet. At vi skal bringe dét i spil, som vi har fået evner og mulighed for.
Om det så afhjælper noget, at stolthed i denne selvtanke blandes med taknemmelighed, gør det bedre, ved jeg ikke. Men sådan er det vel.

Over for Gud, tror jeg så dog ikke, at stolthed er det rigtige ord.
Jeg tror egentlig heller ikke, at jeg sådan tænker stolthed i omgangen med andre – altså at føre sig frem. Men at ranke ryggen og vide, at jeg da ikke er helt håbløs, kan for mig kun være en god ting en gang i mellem. 

Hvor, når Paulus præciserer at Gud er den, der gør os til kristne. Så finder jeg det både godt og befriende – altså, at det ikke er min opgave med en gave.

Det passer for mig også med, hvad tro er.
Tro er hverken et valg eller en præstation. Det handler om, at et andet menneske eller Gud er troværdig.
Selvom jeg er meget godtroende og gerne vil tænke det bedste om andre. Ja, og møder andre med tillid. Så er virkeligheden også, at jeg ikke sådan bare tror på alle.
Mange, oplever jeg dog, er meget troværdige. Men nok kun en mindre flok er sådan absolut troværdige for mig. Altså, at de vil sige sandheden, når det gælder, også selvom det ikke nødvendigvis er positivt for mig eller for dem selv.

Hvad angår Gud, så handler det for mig om, hvorvidt ordene i de bibelske fortællinger og særligt dem om og af Jesus lyder troværdigt om Gud.
Gud er betegnelsen for det, der er større end både min verden og min fatteevne.
Når jeg så hører, at en sådan kraft har en kærlig tilgang til mig – at jeg til en hver tid må og kan være et Guds elsket børn. Så er det ikke bare smukke ord men, det giver mig en tillid i livet.

Ind i tilliden til en sådan kraft lyder så også dagens ord af Paulus. Kun, hvis Gud er den, der giver, kan det være sandt.
Min egen præstation vil altid komme til kort, men skal af den grund ikke udelades.
Troværdigt er det også, at jeg faktisk kan være med til at gøre godt i verdenen og overfor andre mennesker.

Om jeg så helt giver mig hen i tjenesten som Maria, vil jeg ikke sige – ja, vil jeg nok end ikke øve mig på.
Men dermed kan jeg godt synge med Maria – både lade hendes lovsang, som er dagens evangelie, bæres også af mig.
Og, som jeg har valgt, at vi (lige har sunget) skal synge i næste salme:
    Istem den store lovsang
    om al Guds kærlighed!
    Syng glædens sang om Jesus
    i tid og evighed!
    For helligt er hans navn,
    ja, helligt er hans navn.

Amen

Hvad har vi brug for? - Midfaste søndag

Hvad har vi brug for?
Ja, først tænker jeg på fred i verden.

Kunne vi ikke bare alle leve fredeligt sammen?
Kunne alle lande ikke bare følge sangen med Hugorm om, at vi nedlægger forsvaret?
Kunne kærligheden (måske Gud) ikke bare tage den fulde magt, så værdierne fra Paulus’ højsang blev levet fuldt ud?
At være tålmodig og mild
Ikke at blive misundelig
Ikke at prale
Ikke at føre sig frem eller bilde sig noget ind
Ikke at gøre noget usømmeligt
Ikke at søge sit eget
Ikke at hidse sig op
Ikke at bære nag
Ikke at finde glæde ved uretten
Men glæde sig ved sandheden

Men nej, det ved vi godt, ikke er muligt andet end måske i eventyr eller i en drøm.
Der er jo så mange andre ting på spil:
Manglende lighed eller ligeværdighed
Uenighed om jord
Uenighed om normer og værdier, som kan have med køn, race og religion.
Tidligere historiske urimeligheder
For ikke at tale om egoisme og rå magt.
Eller måske bare uenighed om pension, ulve, moms på fødevarer, om sprøjtning og rent drikkevand, om skov og vådområder eller fiskeri i de indre farvande, eller måske om en bro over Grejsdalens.

Og nej, vi har ikke krig herhjemme, og heller ikke megen politisk eller ekstremistisk vold. Helt konfliktfrit kan vi dog heller ikke sige, når statsministeren har hemmelig bopæl, hvor flere politikere politibeskyttelse, og kandidater bliver truet og må trække sig fra et debatmøde.

Ad den vej, tænker jeg, at vi har brug for et frit men også et velfungerende folketing og regering efter valget.
Nogle, der kan arbejde sammen til bedste for – ja, egentlig vil vi helst sige: til bedste for alle.

Men, det ved vi nok godt ikke kan lade sig gøre. Vi kan vist ikke alle blive enige om, hvad det bedste sådan er.
Nogle vil tænke: til bedste for de svageste.
Andre måske: til bedste for nye iværksættere, så landet kan forblive innovativ.
Jeg kunne måske tænke: til bedste for ligeværdighed og religionsfrihed.
Mens alle nok også tænker: til bedste for mig.

At vi har brug for nogen, der tager ansvar, kunne for mig være et godt bud. Og videre, at vi holdt fast ved demokrati og et retssamfund.

Om vi så direkte vil bede Gud om retskafne og pålidelige overordnede, ved jeg ikke.
Jeg tror oftest, at min kirkebøn er formuleret anderledes, da jeg har svært ved at tale lige ud af posen – som Luther.

Min indgang til disse tanker om ’at have brug for’ er talen om brød.
Her kan jeg kun tænke Fadervor med: Giv os i dag vort daglige brød.
Og med den fornøjer jeg mig af og til med at læse Luthers tolkning af ’dagligt brød’ som alt, hvad der er brug for til liv og legeme.
Det være sig mad, drikke, tøj, sko, hus, hjem, jord, kvæg, penge, ejendom, god ægtefælle, gode børn, gode medhjælpere, retskafne og pålidelige overordnede, godt styre, godt vejr, fred, sundhed, ordentlig og værdig levevis, gode venner, trofaste naboer og andet lignende.

Rummes alt det i bønnen Fadervor, så rummer det vel nærmest alle jule- og fødselsdagsønsker, alle drømme og lige det gode vejr med – sådan, som vist en del godt kan have som bøn uden helt at turde stå ved det. For, sådan tænker vi vist ikke så ofte kan være ok i en bøn til Gud. 

Og skulle vi have svært ved at bede om retskafne og pålidelige overordnede. Så vil vi nok endnu mindre kunne bede om en god ægtefælle og gode børn. End ikke, hvis det både er konen og manden, der beder om det samt, at børnene kan bede om gode forældre.

På den anden side, kan det for nogle give mening, hvis virkeligheden bare er mere end udfordrende. For, hvem skulle man ellers vende sig til hvis ikke Gud?

For Luther gav det mening, da han talte meget konkret og lige ind i folks hverdag – og tænkte, at der er Gud naturligvis også på spil og en del af.
Vores – eller i det mindste min overvejelse må derfor blive, om Gud har med hele vores liv at gøre.

For mig har Gud med hele mit liv at gøre på en lidt anden måde. Nemlig i det personlige.
Og med det kan vi spørge: Hvad har jeg brug for?
Det kunne være at have fred inde i sig selv.

Til det kunne en ny trend, jeg hørte om, måske hjælpe. Det er unge mennesker, der sidder en time og kikker ud i luften – altså både uden mobil, pc eller andet forstyrrende.

Vi kunne også have brug for en bedre selvværd. Eller måske mere ydmyghed og forståelse.
Og ja, der kommer så pludselig også andre med ind i ligningen.

Når vi hører Jesus sige, at han er livets brød. Og, at kommer vi til ham, skal vi aldrig hverken sulte eller tørste.
Så må det være noget andet end den brød, som vi dagligt lever af. I fortællingen bliver han også en anden udgave af Manna i ørkenen.
Mannaen kom dagligt, og folket måtte kun samle til dagen.
Hvor det, Jesus kommer med, er evigt og altid.

Jeg kan kun tænke, at det så må være troens, håbets og kærlighedens brød.
Noget, som vel netop har en lighed med mannaen. Vi kan heller ikke samle til lade af tro, håb og kærlighed. Dét kan kun være til stede hver dag for sig – i nuet.

Tro, håb og kærlighed er for os hver især. Men lever vel kun i relationer.
Troen i relation til Gud – ligesom til andre, der for os er troværdige.
Håbet kan godt være mit håb, men da håbet har med fremtiden at gøre, binder det også til Gud – og ofte også til et liv sammen med andre.
Hvor kærligheden jo kun lever i relationer – som i Guds kærlighed til os, andres kærlighed til os, og vores kærlighed til andre.

På den måde når jeg lidt tilbage til min indledning. At det, vi kan have brug for, er det fælles gode.

Det giver god mening at forhold sig til sig selv.
Men, det giver ikke mening kun at forhold sig til sig selv. Vi er også en del af et fællesskab.

Amen

Størst er tjeneste... - 1. søndag i fasten

I søndags, som var fastelavns søndag, talte jeg om janteloven. Vi har tendens til at pege på den som vores begrænsning i forhold til f.eks. at prale eller vise, at vi er og kan mere end andre.
Min tilgang var ikke, at det måtte vi til at komme over. Måske vist modsat.

Den ene af teksterne var Kærlighedens Højsang fra. 1. kor. 13. De smukke ord om, at kærligheden er størst.
I ordene om kærlighed, tror jeg, at vi kan finde kimen til vores tilbageholdenhed – og dermed også udgangspunktet for janteloven.
Ægte kærlighed er ifølge Paulus:
At være tålmodig
At være mild
Ikke at blive misundelig
Ikke at prale
Ikke at føre sig frem eller bilde sig noget ind
Ikke at gøre noget usømmeligt
Ikke at søge sit eget
Ikke at hidse sig op
Ikke at bære nag
Ikke at finde glæde ved uretten
Men glæde sig ved sandheden
Samt at tåle alt
Tro alt
Håbe alt
Udholde alt.

Den kærlighed, tænker vi vel at skulle kunne leve ud – eller måske leve op til. Sådan tænker jeg ikke helt. Da, den totale kærlighed kun er Guds.
Men, vi kan lade os inspirere at den. Ja, lade kærligheden også gå gennem os i disse dyder.

Kærligheden kan heller aldrig være et krav. Bliver den det – eller, høres den som sådan. Så ophører den med at være kærlighed og bliver i stedet enten moral eller magt.

At kærligheden så godt kan udfolde sig som vejledning og fordring – og til dels i opdragelse, hører også til. Lever vi i kærligheden – både Guds og andres, så vil den få betydning også for vores måde at leve på. Den er ikke en plade chokolade, vi kan hente frem ved lejlighed.

Forsmået kærlighed kan blive til had, er hvad jeg hører. Om det var sådan med Kain og Abel kan være en overvejelse.

For, når vi hører dagens første læsning om de to brødre. Så var det ikke kærlighed, der fyldte mellem dem – nærmere konkurrence.
Og videre kan det for os vel heller ikke være Guds kærlighed, vi møder, når det beskrives, at Gud tog imod Abels gave, men ikke tog imod Kains gave.
Sådan må Gud da ikke være! Sådan, at gøre forskel kan vi som kristne ikke få til at passe. 

Og ærligt, så fortælles der om Gud på måder i Det Gamle Testamente, som vi ikke forstår eller kan få til at forene sig med den Gud, Jesus peger på og repræsentere – ja, er!
Den Gud, der ER kærlighed.

Det kan godt være lidt svært at tænke Gud i de gamle fortællinger som værende vores Gud.
Her skal jeg ikke forsøge hverken at forklare eller bagatellisere en forskel.
Fællestræk er der dog også – og så er fortællingerne netop skrevne af mennesker i og om troen på og mødet med Gud.

Måske er der en ’for os’ skjult pointe i Kain og Abel-fortællingen. I datiden var den ældste mere værd og havde mere magt end den yngste.
At huske det, hjælper med at forstå udsagnet i evangeliet om, at den ældste skal være som den yngste. Kun sådant kan det hænge sammen med talen om, at lederen skal være som den, der tjener.

Måske gøres der i den gamle fortælling op med, at Gud skulle favorisere den ældste. Måske havde Kain en forventning om, at Abel skulle være ham underordnet – også i forhold til Gud.

Med den vinkel passer dagens tekster sammen, og evangeliet bygger vider på der, hvor janteloven kunne passe ind.
Kun vil ordene om kærlighed aldrig ende med: Du skal ikke tro, at du er noget.
Nærmest modsat, da vi i kærligheden er utroligt meget værd.
Kun, er vi ikke mere værd end alle andre på trods af penge, magt eller andet i den menneskelige verden.

Det klinger så også fint sammen med teksten, vi hører til dåb; at Jesus tager børnene til sig, mens han revser de ’kloge’ voksne. Kun som et barn kommer vi ind i Guds rige.
Et andet sted, hvor der spørges om, hvem der er den største i Guds rige. Der stiller Jesus et barn frem som eksemplet på ’den største’.

Med disse fortællinger, hvis altså disciplene havde hørt efter, så kan det undre, at de diskuterer om, hvem af dem, der er størst.
Men ak, de er, som mennesker er!

Med Jesus vendes ’den naturlige’ magt-tanke altid på hovedet. Og vi har nok brug for at høre det igen og igen – og på lidt forskellige måder.
Og dagens vejledning er: at lederen skal være som den, der tjener.

I vejledningen bruger Jesus sig selv. Og med det sætter han vel kærligheden som vejledning for, hvordan disciplene og vi skal leve sammen.

Han anerkender i talen vores menneskelige virkelighed; at den, der sidder til bords, er den største. Men, at han er den, der tjener.
Og så kan disciplene og vi jo lige overveje, om Jesus ikke netop med sit eksempel har gjort tjeneren til ’den største’.

Jesus er dog også meget nøgtern i forhold til disciplene – og med dem os mennesker. Magt og status vil alt være en fristelse.

Måske vil vi i dag ikke sige, at Satan gør krav på os på den måde. Men vi har vel netop også brug for, at han beder for os om, at vores tro ikke svigter.
Bl.a. troen på kærligheden som det største.
Troen på, at hjælpsomhed og medmenneskelighed er vigtigt.
Troen på det gode – på trods.

Og så en sidste fin pointe; når vi lever ’det godes liv’, så skal vi styrke hinanden.
Fristelserne, må vi erkende, – og, kan vi vel også se både nu og i historien – er stor og kraftfuld.
Men størst, er magt, status osv. ikke.
Det er i stedet kærlighed og tjeneste.
Eller?

Amen

Alt er ikke kærlighed, men størst af alt er kærlighed - Fastelavns søndag

Hvad er det, vi synes er naturligt?
Ja, det kan være forskelligt fra personer og kulturer. Det kan også være forskelligt over tid.

Der tales om, at vi lever i en regelbaseret verden, som for tiden er udfordret.
Nogle siger også, at vi bare i en kort periode har levet i en forestilling om, at regler og værdier kan forme og styre en verden.
I vores humanistiske tilgang har vi nok glemt, at magt både er en drivkraft og en urkraft for mennesker.

Måske har vi været blinde i vores godtroenhed; at alle ville os det bedste.
Hvor, må vi nok erkende, at alle mest vil sig selv det bedste – og os selv med.
Dermed ikke sagt, at vi ikke også gerne vil de andre det bedste – hvis bare, det ikke koster noget for mig. Eller, bare jeg ikke dermed kommer til at opleve en mangel.

Det med at være forskellige og ændre sig over tid, ramte mig ved at høre P4 onsdag formiddag.
Det blev jeg mindet op, at andre aldrig har været som os. Modsat, hvad jeg for tiden kan tænke, at f.eks. USA er da gået en helt forkert vej på det sidste. Hvor vi nok grundlæggende altid har været forskellige.

Det ramte mig, da der blev sagt, at man i Amerika gerne praler og roser sig selv. Jeg kan kun tænke, at det for tiden viser sig i ekstremer. Men det ikke er helt ude af deres kulturelle virkelighed.

Her siger vi, at janteloven begrænser os. Hvor jeg nok mere tænke, at vi vist egentlig bare ikke tror på, at pral får os til at være mere værd.

Efter snakken om pral, blev der spillet en sang med Hugorm og Peter Sommer. Der lød det, at de hver tog ansvar og nedlagde forsvaret.

Jeg har hørt den før. Men først der i bilen slog det mig, at jeg nu faktisk er helt uenig.

Første gang, jeg hørte den, var mig tanke: Tja, det kan de jo mene.
Og havde jeg hørt det for 15-20 år siden ville jeg måske endda have sunget med på den.
Udover, at det fysisk og måske også mentalt kan være sundt for unge mennesker med militære øvelser, så var et generelt dansk forsvar vist overflødig – modsat specialstyrker. 

Jeg har tænkt – som formodentlig mange danskere – at vi ikke var i risiko. Ja måske, at krig og militær invasion var fortid – altså her i vores del af verdenen.
Og ellers, ja, så passede storebror nok på os.

Nu tænker jeg anderledes – og følger dermed den generelle tendens og mediernes fortælling.
Nok kan vi ikke meget selv. Men sammen med andre, så kan vi måske. Og der netop sammen, hvor vi så også tager ansvar – ikke ansvar for at nedlægge forsvaret, men ansvar for også at kunne kæmpe for vores dejlige land, for vores frihedsværdier og helt generelt for vores frihed.

Med dagens evangelium kan vi tænke:
Har jeg og vi så været blinde før?
Og, har vi glemt i tide at råbe om hjælp?
Eller, har vi måske undladt at høre dem, der har råbt om hjælp?

Måske. Eller også har vi bare næsten lukket øjnene for det. Da ikke alt vel har overrasket. Kun har vi troet på det gode og det bedre.

Jeg tænker, at en lignende fortælling kan laves over vores tilgang til udenlandske kriminelle bander.
Det kan da ikke passe, at de ikke også gerne vil være gode mennesker. Og det fastholder jeg at tro på.
Men slægtskab, kultur og måske nød eller bare ønsket om mere velstand kan gøre, at kirketage og kabler til lade standeren fjernes, eller at overfald og måske mord kan være opretholdelse af værdighed.

Det er vel heller ikke utænkeligt, at de kan retfærdiggøre sig selv – enten i en anden kulturel tankegang. Måske i, at rigdom bør deles. Eller, som jeg hørte, at vi jo får tyveri dækket af forsikringer.

Og videre må vi tænke: Er jeg mon så anderledes, hvis nød og vanære rammer?
Måske tyr vi ikke lige nu direkte til ulovligheder. Men så kan vi være med til at forme lovgivningen.

Med dagens tekster, vil det være helt forkert ikke også at tage Paulus’ dejlige tekst med.
(I går var det jo også Vallentins dag)
Vi hører om kærligheden og om det ideelle – tror jeg, for os.
Vigtigt er det ikke at høre ordene som krav men som tilsagn om Guds kærlighed og med det som vejledning. Derfor er det også fint, hvis vi med kærligheden gerne vil leve efter:
At være tålmodig
At være mild
Ikke at blive misundelig
Ikke at prale
Ikke at føre sig frem eller bilde sig noget ind
Ikke at gøre noget usømmeligt
Ikke at søge sit eget
Ikke at hidse sig op
Ikke at bære nag
Ikke at finde glæde ved uretten
Men glæde sig ved sandheden
Samt at tåle alt
Tro alt
Håbe alt
Udholde alt.

Har vi mon her elementer til vores jantelov?
Eller, er vi og dermed janteloven præget af disse ord af Paulus?

Alle vil vist sige, at det er så smukke ord om kærlighed, der nærmest kan skrives.
Og en del kan være overrasket over, at det er den Paulus, der også kan skrive meget tungt teologi. Eller de forkætrede ord, at kvinder skal tie i forsamlinger. Mens han anden stede smukt skriver, at der ikke er forskel på hverken rase, køn, slave/fri og hvad, vi som mennesker ellers kan dele andre op i – eller selv hævde sig ved hjælp af.

Man ja, idealist var Paulus også – mest når det gælder Guds kærlighed og Jesus Kristus, som levede den kærlighed ud blandt mennesker. Mens han i det menneskelige var meget realist – faktisk ligesom vi hører det om Jesus. Også mere realist på de menneskelige ’skavanker’ end, hvad jeg har lyst til.
Jeg vil stadig gerne hæve de smukke ord om kærlighed op som det menneskelige ideal.

Eller?
Måske er realisme meget godt, hvis vi skal leve som mennesker her i verdenen – og vel også, hvis vi bare skal leve som os selv.

Vi kan ikke forvente – hverken af os selv eller andre – kun at være fuldt af den kærlighed.
Ligesom vi ikke fuldt kan leve sammen med andre alene på de værdier – og da slet ikke opbygge et samfund alene på dem.
Realister må vi være, og til det skal nogen eller noget hjælpe os til at blive seende.
Bare vi dermed ikke bliver kyniske og dermed glemmer, at kærligheden også er
Og formodentlig også er den stærkeste magt.
For: Størst af alt er kærlighed.

Amen