Guds omsorg og vores ansvar - 2. søndag efter påske

Dagens tekster burde være de nemmeste tekster at prædike over. For, de rummer noget meget grundlæggende i kristendommen; at vi hører til og er rummet af Guds omsorg.

Særligt salme 23 fra Det Gamle Testamente bliver brugt til trøst – om ikke andet, så den første del af det, jeg læste; Vi kan have tillid til Gud. Han er der for os, selv når vi oplever at gå i ’mørkets dal’.
Mørkets dal kan både være døden sti, men det kan også være de perioder i vores livet, hvor sorg, ensomhed eller mangel på mening i livet fylder, så vi ikke rigtig kan se lyset eller livet eller glæden eller hvad, der normalt giver livet sin gode fylde.
I Bibelen 2020 bruges ordet ”dødskyggens dal”, som for mig er kras men knap så rummende og åben for alle livets genvordigheder som ’mørkets dal’.

Teksten – altså indtil det med mørkets dal – bruges altså ofte til trøst og til håb.

Teksten går dog vider med, at Herren dækker bord for os - for øjnene af vores fjender. Uh, det kunne godt være glædelig men også leden skadefryd.
Gør vores Gud forskel på den måde?
Får vi som kristne et sådant privilegie?
Og, vil vi kunne glæde os, hvis andre sulter udenfor vores bord?

Nej, sådan er af Jesus ikke!

Når vi læser og hører, må vi derfor huske, at ordene hører til før Jesus og den kristne tanke.
I tekstens sammenhæng som en del af Det Gamle Testamente handler det om et udvalgt og ofte forfulgt folk med et særligt forhold til Gud. Ikke bare dagens ord men også meget andet i de gamle fortællinger giver for os som kristen ikke mening.

I kristendommen er der ikke noget med, at Gud på en særlig måde vil lade vores liv lykkes bedre end andres.
I stedet handler Jesus’ lære mere om ydmyghed – at vaske hinandens fødder eller vende den anden kind til.

Når jeg synes, salme 23 stadig er god og brugbar. Så er det netop, fordi jeg læser den som kristen og oplever, at den tale til min tro.
Og, jeg lader Jesu ord klinge med – de ord, som vi møder bl.a. i dagens evangelium. 

Her taler Jesus om, at hans får hører hans røst og, at han vil give os evigt liv. Vi skal aldrig gå fortabt eller rives ud af hans hånd.

Når de to tekster lyder samme her ved gudstjenesten, så må vi ikke kun tro, at vi får lov at bo i Herrens hus alle vore dage – men også i al evighed.

Anderledes kan vi heller ikke høre det som kristne, for sådan er også påskens budskab – fortællingen om Jesu liv, død og opstandelse.
Gud har med Kristus taget ansvaret – som hyrden og vores frelser, og han har banet en vej gennem døden – også for os.
Guds omsorg er både nu og altid.

Og så vil jeg lige vende det med mulige privilegier; Det er ikke en kristen tanke, at vi som troende vil få et særligt velsignet liv med lykke, rigdom, en stor familie eller hvad vi nu måtte drømme om, hvis vi er troende – eller, som den gamle pagt peger på, at folket eller individet overholder sin del af aftalen med Gud.

Det sker, at der indenfor kristendommen tales om en herlighedsteologi; at, hvis vi tror nok, så vil Gud give os lykke og materiel fremgang som en gave for – eller måske mere et bevis på, at vi sådan er rigtig kristne.
Lige nu hører jeg det ikke, men jeg er sikker på, at plattenslagere slår sig op på den rundt i verdenen og måske på nettet.
Det kan være lidt som, vi i ugens løb hørte om succes med en mentaltræner kursus.

Intet kan for mig at se ligge den kristne tro mere fjernt end, at vi gennem troen kan opnå rigdom og et godt helbred.
Det er hverken budskabet vi hører gennem Jesus, og det er heller ikke en erfaring, der gøres. 

Og videre er det forfærdelige i den tanke, at vi selv kommer til at stå med ansvaret. Går det ikke godt for mig, så tror jeg åbenbart ikke nok.
Hvor vi jo netop – og særligt ved barnedåben hører, at både troen, frelsen og Guds kærlighed er en gave.

Dermed ikke sagt, at vi som kristne ikke kan få et rigt liv. Tværtimod, hvor rigdom er meget andet end helbred og materielle goder.
Jeg skal da heller ikke afskrive, at kristne kan have jordisk rigdom.
Dét kan bare ikke være en fortjeneste ved tro, og vi skal gerne undgå at lade det være ”hvad hjertet hænger ved”. 

Hvis vi bruger al vores tid på at samle en god økonomi. Så kan vi miste vi noget andet og væsentligt. Måske ser vi kun vores livsværdi i det økonomiske, eller vi kan tænke, at mange penge kan redde vores liv.

At tænke økonomisk er ikke nødvendigvis særligt ukristeligt – som at ville sikre sig og sin familie – også økonomisk.
Spørgsmålet må være, hvad vores fokus er og, hvad vi tænker som det vigtigste i livet.
Ja, hvorvidt vi mener selv at kunne skabe livet eller, om vi tør tage livet som en gave.

Selv vil jeg gerne have styr på alt, men må også igen og igen erkende, at jeg ikke er almægtig.
Men, vi skabte jo ikke verden, og vi skaber heller ikke vores eget liv, selv om vi både kan og skal vælge i livet.

Og netop deri selv også at tage et ansvar, kan dagens billede af hyrden være en udfordring.
Hyrdebilledet indebærer en overgivelse, og dermed også en umyndiggørelse.

Sådan er det ikke, når vi som kristne og vel særligt ved åben taler om at være Guds børn. Det giver en vis frihed sammen med hyrdebilledets omsorg.

At have barneret er at kunne kræve Gud som den ansvarlige, der må tage sig af det, vi ikke magter. Men samtidig også den, der giver frihed, så vi kan prøve os og verden af. 

At der så også for børn er noget, der hedder opdragelse, vil vi måske ikke så gerne høre. Men det må også være en relevant overvejelse, når vi er Guds børn.
Heldigvis ophæver Jesus tanken om Gud som en, der i opdragelsen bruger tugt.
I stedet får vi gode vejledninger til livet – både vores eget liv men også vores liv med hinanden.

Amen

Styrken er at være u-perfekt og erkende det - 1. søndag efter påske

Kirken er bygget på mennesker med fejl og mangler og bitterhed og trods, og vi har alle sammen fundet nåde for Gud. Ja, vi er alle rummet af Guds kærlighed.

Det er vel et meget interessant udsagn, som jeg i dag vil udfolde. For, egentlig tror jeg, det er nødvendigt for kirken at bygge på uperfekte mennesker, selvom det kan lyde mærkeligt.

Dagens eksempel er Peter, og han er et godt eksempel.
I dagens evangelium bliver han stillet nogle spørgsmål, får lov at sige ja og får en opgave.
Gennem det, ender ham med at miste sin frihed. Noget vi vel alle gør, når vi påtager os en livsopgave. 

Hver kan vi overveje, om også vi gør det. Det kan være i forhold til vores arbejde eller vores familie. Den kan måske også være i forhold til vores dåb og det, vi holder fast ved, når vi bekender vores tro.

Ved dåben blev der sag ja til at døbes på den kristne tro – som vi netop forinden sammen har bekendt med dens tre led.
På en måde gentager vi det, når vi efterfølgende siger med på trosbekendelsen, og deri ser jeg en forbindelse til dagens møde mellem Jesus og Peter.

Trosbekendelsen er jo ikke et vidnesbyrd eller et svar på en afhøring men et svar på Guds kærlighedserklæring – og dermed måske også vores ja til, at vi også elsker tilbage.

Videre kan de fleste af os også andet genkendeligt i Peter.
Først vil jeg gøre tanker om Jesus’ spørgsmål og Peters opgave.

Peter bliver spurgt: Elsker du mig mere end de andre?
Hvor skulle Peter vide det fra? – altså, om han elsker mere end de andre.

At elske mere måske, når vi tænker på hans svigt og, at Jesus alligevel – eller måske netop derfor tager ham frem. Altså måske mere i forhold til tidligere, hvis kærligheden ellers kan gradbøjes.

Jet tror dog, at tingene som så ofte skal vendes om. Efter at Peter ved Jesus’ tilfangetagelse fornægtede al kendskab hele tre gange. Så har han vel mere brug for at leve i Guds kærlighed og altså derfor også høre Jesu ord, der afslører en altovervindende kærlighed.

Det næste er opgaven.
Peter fik opgaven at vogte. Det sætter et særligt perspektiv og gør, at vi historisk kan og må udpege de perioder som u-kirkelige, hvor folk i kirken har øvet magt som en stærk hersker.

At vogte handler om at passe på og at vejlede. Hyrden er et godt billede, som også Jesus selv bruger både her og om sig selv. Den gode hyrde er villig til at sætte sit liv til for fårene.

Forstår vi ikke helt hyrdebilledet, så kan vi måske bruge fortællingen fra skærtorsdag, hvor Jesus kravlede rundt og vaskede disciplenes fødder.

Mennesker i kirken – altså vi, der er Kirken, har ikke fået til opgave og derfor heller ikke fået ret til at bruge vold og magt. 

Det er måske ikke så svært at huske i dag, hvor kirken reelt ikke har den store magt – hverken over folks tro eller i samfundet. Sådan i det mindste i Danmark og formodentlig en stor del af verdenen.
Kun må vi erkende, at Gud bliver brugt af magthavere som en forbindelse eller måske endda en autoritet – og det gælder desværre også for såkaldte kristne. Desværre, da det netop i kristendommen er i strid med budskabet. Hvilket ikke så ofte gælder i andre religioner.

For at være sande tjenere og gå i Jesu fodspor, har vi brug for sand ydmyghed og taknemmelighed. Og måske er det derfor, at de første, som får kirke til opgave, er fejlende mennesker med Peter som den, Jesus trækker frem.

Peter var en lidenskabelig mand på mange måder. Han ville gerne gøre det rigtige, ville gerne tale på andres vegne og ville gerne give sig ud for at være stærk – også i troen.
Hvor han dummede sig flere gange og svigtede særligt op til påske.
Han mente om sig selv, at han villig føle Jesus hele vejen – selv i døden, om det skulle være.
Hvor, da Jesus tages til fange, så nægtet han hele tre gange sit kendskab til Jesus. 

Da hanen galede kom Peter til at se sig selv i et ærligt spejl i sin fornægtelse. Han måtte erkende sit svigt, og han måtte gemme sig i sin skam over at være et fejt menneske – eller måske bare også et menneske med fejl.

Netop med den indsigt ser Jesus ham efter opstandelsen som klar til at være kirkebygger.

Kirken bliver nemlig ikke bygget af mænd, der er store og stærke eller, som får folk til at blive fan.
Nej, kirken bliver bygget, når folk hører evangeliet om Jesus som et hvert menneskes frelser.
Og hvem skulle kunne forkynde det bedre end den, der selv har oplevet at blive mødt af Guds ufortjente kærlighed. 

Jeg tror, at det først er, når vi selv har erkendt vores u-perfekthed, at vi også kan anerkende andre mennesker som fuldt værdige mennesker.
Det gælder i vores almindelige menneskelige relationer – i familien, blandt venner og endda på en arbejdsplads eller en fodboldbane.
Kun som fejlbarlige og selverkendelse mennesker kan vi leve og rumme hinanden.

Når Peter med opgaven bliver et forbillede også for os, handler det ikke om, at vi skal gå ud og gøre fejl. Nej, kan vi magte livet og handle ret, så er det godt.
For mig er der dog ingen tvivl om, at vi i livet kommer til at stå netop som Peter og med skam må erkende at være u-perfekt. Spørgsmålet er kun, om vi vil tage den på os eller ej – om vi kommer til at se os selv i et ærligt spejl.

For mig er der heller ingen tvivl om, at vi bliver beder mennesker, hvis vi tager skammen på os – når vi erkender vores fejl.

Og videre er der så heller ikke for mig tvivl om, at vi som erkendte fejlere bliver de bedste både til at forstå kristendommen, til at forkynde kristendommen og til at leve sammen med andre mennesker.

Og videre, så er det først, når vi ikke selv kan magte livet, at vi kan forstå, hvad kristendommen tilbyder. Amen

Et sandt guddommeligt eventyr - Påskedag 2026

Nu er der en del børn, som skal med til dåb.
Min prædiken er måske ikke så interessant. Så, skulle der være brug for en pause, så kan de gå ind i Kirkestuen. (nogle er der vist allerede.)

Jeg vil dog her først fortælle en lille utrolig historie, som var med i vores påske-to-go i år. Påske-to-go er en pose, som vi laver til børn som en ja-tak på Facebook. I den er der opgaver til alle påskedagene, lidt lækkert og så en påskefortælling.

Årets historie var om påskeharen, der lagde et påskeæg og gemte den i haven.
Ja, det er jo utroligt. Måske kender I godt det med påskeharen og ægget.
Men jeg har hørt, at den rent faktisk lagde et æg i ren og skær forskrækkelse.
Da de andre opdagede, at den havde lagt et æg. Så grinede de ikke. De drillede ikke. Nej, de blev misundelige. Så derfor lavede de æg af chokolade og gemte dem som deres i haven.

Læs fortællingen på https://karstensfortaellinger.blogspot.com/2018/09/paskeharen.html

Fortællingen om påskeharen og påskeægget i min udgave er en utrolig fortælling. Tager vi den som en slags eventyr eller fabel, så passer den vel fin i vores tradition.

Når jeg så her hver påske læser om opstandelsen, så er det vel også en utrolig fortælling. Eller, skal jeg mon kalde den en for fornuften uforståelig fortælling.
For, som kristne er det vel netop ikke u-trolig. I stedet vil jeg kalde det ’en tros fortælling’.

Den fortælling kan – som den op påskeharen – ikke blive hverken logisk eller videnskabelig.
Men derfor kan den – altså påskeevangeliet – godt være troværdig og sand på en anden måde.

I forhold til fortællingen om påskeharen, så vil jeg heller ikke kalde evangeliet for et eventyr som sådan. Men, måske kan den kaldens et guddommeligt eventyr. 

Når Gud er på spil, så rækker vores rammer ikke. Og, et eventyr kan jo godt fortælle sandheden på en meget præcis måde. Ligesom gode romaner, fantasy eller film kan.

Det guddommelige eventyr fortæller om en virkelighed, der går ud over vores jordiske og fysiske verden og forståelse.
Men, det går ikke nødvendigvis ud over vores virkelighed på en anden måde.

Vi kan godt sige, at livet slutter med døden.
Men, så enkelt er det jo ikke. Når vi mister, så bærer vi jo de kære vider med os – på trods af døden.
De forsvinder jo ikke sådan lige pludseligt hverken ud af vores tanker, ud af vores fortælling eller ud af vores kærlighed. Dét vider om ikke andet sorgen om.

Vi kan derfor godt synge med Grundtvig i ’Hil dig frelser og forsoner’:
Kærligheden, hjerteglæden
Stærkere var her end døden.

Nok tænker Grundtvig på Jesus som Guds kærlighed. Men også i vores liv oplever vi, at kærligheden sammen med minder og tanker bærer og dermed er stærkere end døden – kun dog ikke i den fysiske form.
Den form for virkelighed og fællesskab er døden magtesløs overfor.

En anden tilgang hører vi i salmen om påskeblomsten, hvor der står:
”Kan de døde ej opstå
intet har vi at betyde”

Det er Grundtvigs påstand – altså, at vi og vores liv først får betydning, hvis døden ikke er vores endelige.
Dèt kan godt være en overvejelse værd.

Hvis vi ikke tro på noget udover vores virkelighed, og at alt dermed bare er slut med døden. Har vores liv så ingen betydning?

Inden jeg tør sige, at det kan han ikke have ret i. For, det er da lige voldsomt nok en påstand.
Så må jeg tænke mine kære med.
Hvis ikke jeg stadig bar dem med mig – ja, og faktiske også delte dem med andre. Det kan være den næste generation.
Altså, hvis de bare var væk fra mine tanker og min fortælling. Så ville min tanke om et menneske nok være anderledes.
Måske ville livet så ikke give mening, som det gør nu?

Det er svært at vide. Da, det jo netop ikke er vores virkelighed. Vi glemmer ikke – selvom vi nok heller ikke husker altid eller altid husker.

Med det, tør jeg vove min ud i, at opstandelse også er en del af livet.
Tanken om opstandelse gør noget ved os bl.a. i forhold til vores håb.
Ja, måske også i forhold til vores tro på fremtiden.

Måske ville vi, hvis vi ikke havde fortællingen om opstandelse, bruge naturen.
Dét tør jeg ikke sige.

Vi har jo i sandhed en både tros og håbs fortælling i naturen – ikke mindst her i foråret.

Nogle af os synes måske, at det går lidt for langsomt. Men, foråret er på vej. De nye skud kommer frem, og de første blomster, bier og insekter er gået i gang.
Livet er ikke gået i stå trods vinter og kulde.

Vi lever ikke længer i håbet om forår og sommer. Nej, forårsbebuderne er kommet. Foråret er i gang.
Måske er livet med opstandelse også på vej, når vi oplever det, vi ikke med fysikken eller logikken kan forstå og forklare?

Måske er det gennem de fortællinger og oplevelser, at vi også i livet tør leve i tro og med forventninger.

Det kan være forventninger om, at mit liv bliver bedre, hvis jeg går og er syg eller måske ensom.
Det kan for mig også være forventningen om, at det nye folketing kommer til at finde en løsning med både regering og samarbejde.

Måske er jeg naiv. Når jeg dybest set også tror, at verdenen med al dens krig og konflikter finder en løsning, så vi i fællesskab ikke bare kan få oliepriser og økonomisk usikkerhed til at falde til ro. Nej, så vi også får gået en videre vej i retning mod en mere klimavenlig verden med rent drikkevand.

Den tilgang til livet, tror jeg, at opstandelsesevangeliet bærer med til.
Det betyder ikke, at jeg tror på en guddommelig indgriben som påskemorgen.
Men nok mere en inspiration, som også Guds ånd bærer med på – men, som sker i os og ikke mindst i samtale og handling mellem os.

Derfor kan jeg godt tænke, at opstandelsen er et guddommeligt eventyr, som fortæller en sandhed, der har betydning for mit liv – ikke kun for troen på et liv efter døden.
Det kan nemlig ikke skilles ad.

Amen – og God Påske

Hvori er vores værdi? - Mariæ bebudelse

Her søndag før påskeugen passer ofte med, at der er 9 måneder til jul.
Der er noget meget befriende i, at kirkeåret på den måde har tænkt virkeligheden med ind i systemet ved her at fejre Jesus’ undfangelse.

For mig er det også dejligt, at hele den menneskelige fortælling er med – at også Jesus’ liv går fra foster, over fødsel, liv til død + påskens glædelige oprejsning i opstandelsen.

Dejligt er det også, at her lige fra undfangelsen vælger Gud ikke de rige, berømte eller magtfulde.
Der er noget simpelt og ydmygt over Maria, som følges op af fødslen i en stald – og her om ikke længe døden på et kors sammen med to røvere.

Den menneskelige elite er ikke Guds nærmeste og ej heller Guds vej med kærlighedens budskab.
Hvis ikke lige det er fordi, vi er så vant til at høre det, så kunne det godt være provokerende.

Og, måske var det også lidt provokerende, da jeg læser fra Paulus’ brev i 2020 oversættelsen.
I den tales der ligeud om, at de kloge, stærke og betydningsfulde bliver gjort til grin.

Ikke bare er budskabet om Guds vej gennem korsdød en forargelse for nogle og ganske tåbeligt for andre.
Paulus siger også, at vi udvalgte – eller i det mindste de første kristne, som han skriver til,  ikke var hverken kloge, stærke eller fra en fin familie.
Alt det menneskelige bliver vendt på hovedet.

Mon vi tør sige sådan i dag og pege på magtmennesker, de rige og de berømte som værende total til grin?
Tænk, hvis influencere tror, at de er noget særligt. Eller familien fra Bryggen. Eller måske ejerne af Lego og andre store danske firmaer. For slet ikke at tale om dem ude i verdenen.
Altså, at de er noget særligt på grund af deres rigdom eller berømthed.

Jeg ved ikke, om vi sådan tænker, at de er til grin i deres ’ifølge Paulus’ selvbedrag.
Men hvis vi gjorde, mon så vi også ville sige det højt?

For mig er det lidt anderledes med ansvarlige politikere, de dygtige sportsfolk eller for den sags skyld forretningsfolk og musikere.
At tage ansvar og være dygtig, tror jeg ikke, at Gud ser ned på.
Men, hvis den totale selvværd ligger i dét, er det måske mere til at græde over end at grine af.

For mig handler det om, hvordan de og vi tager det. Altså, om de ser det særlige og måske hele deres værdi og betydningsfuldhed i status.
Eller måske mere præcis; Hvis sådanne mennesker mener om sig selv at være mere værd som menneske end andre pga. det.

Netop en sådan tilgang brydes ned med Jesus. Alle mennesker har samme værdi. Vi kan og gør bare forskellige ting.
For, som Paulus også skriver – og det er ganske sikkert præcist og konkret møntet på bestemte højtråbende og selvhævdende personer i Korinth – så hverken kan eller skal vi være stolte af os selv.
Hvis vi skal være stolt af noget, skal vi være stolte af Gud.

Netop det skarpe angreb rammer vist os alle.
Må vi nu ikke engang være stolte af at kunne noget eller at gøre noget?
Selv der bliver jeg ganske ærligt udfordret.

Jeg har som Luthersk altid tænke, at vi skal bære vores opgave for livet og samfundet. At vi skal bringe dét i spil, som vi har fået evner og mulighed for.
Om det så afhjælper noget, at stolthed i denne selvtanke blandes med taknemmelighed, gør det bedre, ved jeg ikke. Men sådan er det vel.

Over for Gud, tror jeg så dog ikke, at stolthed er det rigtige ord.
Jeg tror egentlig heller ikke, at jeg sådan tænker stolthed i omgangen med andre – altså at føre sig frem. Men at ranke ryggen og vide, at jeg da ikke er helt håbløs, kan for mig kun være en god ting en gang i mellem. 

Hvor, når Paulus præciserer at Gud er den, der gør os til kristne. Så finder jeg det både godt og befriende – altså, at det ikke er min opgave med en gave.

Det passer for mig også med, hvad tro er.
Tro er hverken et valg eller en præstation. Det handler om, at et andet menneske eller Gud er troværdig.
Selvom jeg er meget godtroende og gerne vil tænke det bedste om andre. Ja, og møder andre med tillid. Så er virkeligheden også, at jeg ikke sådan bare tror på alle.
Mange, oplever jeg dog, er meget troværdige. Men nok kun en mindre flok er sådan absolut troværdige for mig. Altså, at de vil sige sandheden, når det gælder, også selvom det ikke nødvendigvis er positivt for mig eller for dem selv.

Hvad angår Gud, så handler det for mig om, hvorvidt ordene i de bibelske fortællinger og særligt dem om og af Jesus lyder troværdigt om Gud.
Gud er betegnelsen for det, der er større end både min verden og min fatteevne.
Når jeg så hører, at en sådan kraft har en kærlig tilgang til mig – at jeg til en hver tid må og kan være et Guds elsket børn. Så er det ikke bare smukke ord men, det giver mig en tillid i livet.

Ind i tilliden til en sådan kraft lyder så også dagens ord af Paulus. Kun, hvis Gud er den, der giver, kan det være sandt.
Min egen præstation vil altid komme til kort, men skal af den grund ikke udelades.
Troværdigt er det også, at jeg faktisk kan være med til at gøre godt i verdenen og overfor andre mennesker.

Om jeg så helt giver mig hen i tjenesten som Maria, vil jeg ikke sige – ja, vil jeg nok end ikke øve mig på.
Men dermed kan jeg godt synge med Maria – både lade hendes lovsang, som er dagens evangelie, bæres også af mig.
Og, som jeg har valgt, at vi (lige har sunget) skal synge i næste salme:
    Istem den store lovsang
    om al Guds kærlighed!
    Syng glædens sang om Jesus
    i tid og evighed!
    For helligt er hans navn,
    ja, helligt er hans navn.

Amen

Hvad har vi brug for? - Midfaste søndag

Hvad har vi brug for?
Ja, først tænker jeg på fred i verden.

Kunne vi ikke bare alle leve fredeligt sammen?
Kunne alle lande ikke bare følge sangen med Hugorm om, at vi nedlægger forsvaret?
Kunne kærligheden (måske Gud) ikke bare tage den fulde magt, så værdierne fra Paulus’ højsang blev levet fuldt ud?
At være tålmodig og mild
Ikke at blive misundelig
Ikke at prale
Ikke at føre sig frem eller bilde sig noget ind
Ikke at gøre noget usømmeligt
Ikke at søge sit eget
Ikke at hidse sig op
Ikke at bære nag
Ikke at finde glæde ved uretten
Men glæde sig ved sandheden

Men nej, det ved vi godt, ikke er muligt andet end måske i eventyr eller i en drøm.
Der er jo så mange andre ting på spil:
Manglende lighed eller ligeværdighed
Uenighed om jord
Uenighed om normer og værdier, som kan have med køn, race og religion.
Tidligere historiske urimeligheder
For ikke at tale om egoisme og rå magt.
Eller måske bare uenighed om pension, ulve, moms på fødevarer, om sprøjtning og rent drikkevand, om skov og vådområder eller fiskeri i de indre farvande, eller måske om en bro over Grejsdalens.

Og nej, vi har ikke krig herhjemme, og heller ikke megen politisk eller ekstremistisk vold. Helt konfliktfrit kan vi dog heller ikke sige, når statsministeren har hemmelig bopæl, hvor flere politikere politibeskyttelse, og kandidater bliver truet og må trække sig fra et debatmøde.

Ad den vej, tænker jeg, at vi har brug for et frit men også et velfungerende folketing og regering efter valget.
Nogle, der kan arbejde sammen til bedste for – ja, egentlig vil vi helst sige: til bedste for alle.

Men, det ved vi nok godt ikke kan lade sig gøre. Vi kan vist ikke alle blive enige om, hvad det bedste sådan er.
Nogle vil tænke: til bedste for de svageste.
Andre måske: til bedste for nye iværksættere, så landet kan forblive innovativ.
Jeg kunne måske tænke: til bedste for ligeværdighed og religionsfrihed.
Mens alle nok også tænker: til bedste for mig.

At vi har brug for nogen, der tager ansvar, kunne for mig være et godt bud. Og videre, at vi holdt fast ved demokrati og et retssamfund.

Om vi så direkte vil bede Gud om retskafne og pålidelige overordnede, ved jeg ikke.
Jeg tror oftest, at min kirkebøn er formuleret anderledes, da jeg har svært ved at tale lige ud af posen – som Luther.

Min indgang til disse tanker om ’at have brug for’ er talen om brød.
Her kan jeg kun tænke Fadervor med: Giv os i dag vort daglige brød.
Og med den fornøjer jeg mig af og til med at læse Luthers tolkning af ’dagligt brød’ som alt, hvad der er brug for til liv og legeme.
Det være sig mad, drikke, tøj, sko, hus, hjem, jord, kvæg, penge, ejendom, god ægtefælle, gode børn, gode medhjælpere, retskafne og pålidelige overordnede, godt styre, godt vejr, fred, sundhed, ordentlig og værdig levevis, gode venner, trofaste naboer og andet lignende.

Rummes alt det i bønnen Fadervor, så rummer det vel nærmest alle jule- og fødselsdagsønsker, alle drømme og lige det gode vejr med – sådan, som vist en del godt kan have som bøn uden helt at turde stå ved det. For, sådan tænker vi vist ikke så ofte kan være ok i en bøn til Gud. 

Og skulle vi have svært ved at bede om retskafne og pålidelige overordnede. Så vil vi nok endnu mindre kunne bede om en god ægtefælle og gode børn. End ikke, hvis det både er konen og manden, der beder om det samt, at børnene kan bede om gode forældre.

På den anden side, kan det for nogle give mening, hvis virkeligheden bare er mere end udfordrende. For, hvem skulle man ellers vende sig til hvis ikke Gud?

For Luther gav det mening, da han talte meget konkret og lige ind i folks hverdag – og tænkte, at der er Gud naturligvis også på spil og en del af.
Vores – eller i det mindste min overvejelse må derfor blive, om Gud har med hele vores liv at gøre.

For mig har Gud med hele mit liv at gøre på en lidt anden måde. Nemlig i det personlige.
Og med det kan vi spørge: Hvad har jeg brug for?
Det kunne være at have fred inde i sig selv.

Til det kunne en ny trend, jeg hørte om, måske hjælpe. Det er unge mennesker, der sidder en time og kikker ud i luften – altså både uden mobil, pc eller andet forstyrrende.

Vi kunne også have brug for en bedre selvværd. Eller måske mere ydmyghed og forståelse.
Og ja, der kommer så pludselig også andre med ind i ligningen.

Når vi hører Jesus sige, at han er livets brød. Og, at kommer vi til ham, skal vi aldrig hverken sulte eller tørste.
Så må det være noget andet end den brød, som vi dagligt lever af. I fortællingen bliver han også en anden udgave af Manna i ørkenen.
Mannaen kom dagligt, og folket måtte kun samle til dagen.
Hvor det, Jesus kommer med, er evigt og altid.

Jeg kan kun tænke, at det så må være troens, håbets og kærlighedens brød.
Noget, som vel netop har en lighed med mannaen. Vi kan heller ikke samle til lade af tro, håb og kærlighed. Dét kan kun være til stede hver dag for sig – i nuet.

Tro, håb og kærlighed er for os hver især. Men lever vel kun i relationer.
Troen i relation til Gud – ligesom til andre, der for os er troværdige.
Håbet kan godt være mit håb, men da håbet har med fremtiden at gøre, binder det også til Gud – og ofte også til et liv sammen med andre.
Hvor kærligheden jo kun lever i relationer – som i Guds kærlighed til os, andres kærlighed til os, og vores kærlighed til andre.

På den måde når jeg lidt tilbage til min indledning. At det, vi kan have brug for, er det fælles gode.

Det giver god mening at forhold sig til sig selv.
Men, det giver ikke mening kun at forhold sig til sig selv. Vi er også en del af et fællesskab.

Amen