Evangeliets konsekvenser - 2. søndag efter trinitatis

Alle valg i livet har konsekvenser. Hvis vi ikke vælger, så har det også konsekvenser.
Om vi så med Søren Kierkegaard også altid vil fortryde vores valg uanset, hvad vi vælger, dét tror jeg dog ikke på. Eller, sådan er det sjældent gået med mine valg.

Men livet har konsekvenser, og nogle gange kan vi godt fortryde – eller måske synes, at det fik lige lovlig store konsekvenser.

At livet kan have modstand og give skrammer, vil jeg ikke nødvendigvis mene, er noget dårligt.
At skulle kæmpe for dét, vi har kært eller står for, giver både robusthed og værdighed.

Det, der kan slå os ud, er ofte, når vi ikke venter modstand. Måske fordi vi er blevet fortalt, at alt nok skal gå godt eller måske har oplevet, at andre fikser tingene for os.

Netop denne søndag hvert andet år rammes vi af evangeliets mulige konsekvenser.
Vi hører både om, hvor træt Jeremias er af sin opgave som profet – med ensomhed og sure mennesker.

Og vi hører Jesus sætte en lidt barsk ramme for dem, der vælger at følge ham.
Jeg læste fra Bibelen 2020 om, at vi skal bryde med vores familie og opgive vores eget liv.
Nogle husker måske teksten i den autoriserede, der bruger ordet ”hade” – både i forhold til vores nærmeste og vores eget liv.

Af mange grunde er det godt at læse de bibelske fortællinger i sammenhæng. Men det kan vi jo ikke rigtigt her ved gudstjenesterne.
I år kan I komme næste søndag og høre lignelsen, der følger efter dagens tekst.
Men ellers vil jeg kort nævne de fire lignelser, som dagens tekst står imellem.

Inden teksten fortæller Jesus den om kongen, der inviterede til fest. Alle de rigtige sagde først ja-tak. Men, de undskyldte sig på dagen og valgte festen fra. Dén er en fin ramme til at forstå dagens ord. De valgte nemlig deres nye mark, kvæg eller ægtefælde fremfor værten.

Efter dagens tekst kommer tre lignelser om omsorg. Først om den fortabte søn. Dernæst om fåret, der blev væk. Og sidst om den tabte mønt.

Jeg forestiller mig, at de sidste lignelser vil være gode at høre for dem, der valgte at følge Jesus men, som bare ikke magtede at lever den fulde konsekvens ud – eller måske magte livet som helhed.
Lukas kan have en pointe i rækkefølgen: invitation, virkelighed og omsorg.

Når de er nævnt, så kan vi jo godt overveje: Hvis vi alligevel bliver fundet og taget med hjem. Hvad skal vi så med dagens krasse ord?

For mig er disse ord med til at gøre kristendommen til en virkelighed og ikke en hyggebamse.

Hvis ikke vi vender os fra vores egen tryghedsbase som familien eller slægten. Så vil vi aldrig forstå, at Gud er Gud for alle verdens mennesker.
Det betyder også, at vi ikke er kaldet til at overføre vores stamme-identitet og kultur til alle andre, men alene skal dele troen på, at alle mennesker er Guds elskede børn.

Som kristne bliver vores hjem og familie noget andet, da vi så hører til i Guds familie.
Opgiver vi ikke det snævre, som vores faste holdepunkt – eller måske som vores hele verden, så kommer vi aldrig til at forstå rækkevidden af den kærlighed, som Gud elsker os med.
Og så vil vi ikke finde hjem - hvor hjem er et godt ord for frelsen, når vi kalder Gud for far.

Den totale kærlighed kan godt findes i dagens kernefamilier, hvor børn har forældres fulde opmærksomhed og opbakning. Der er sket noget i min levetid, hvor alt dog sjældent lykkes – og nogle familier slet ikke rummer hinanden. Men til tider kan hjemmet måske ses som ‘guddommelig kærligheds familie’. 

Den bliver dog ofte meget snæver og kan i en naiv udgave blive til et problem for fællesskabet. Vi hører både lærere, fodboldtrænere og dommerens problemer med emsige forældre.
Omsorg for børn er vigtig og fuld af kærlighed. Men kærlighed er også mere - og for flere.

Jeg ser ikke dagens tekst som, at vores gode familieliv og hjem skal ødelægges. Kun skal vi ikke lukke os inde i det snævre – som jo også kan være ’kliken’, vejfællesskabet eller fodboldklubben.

Spørgsmålet kan så være, hvad kaldet til at forlade sin jordiske familie kan være i dag.
En gang var det missionærer, munke og nonner. De valg kunne dog godt til tider ses som valget af en anden snæver familie.

Jeg tror, det altid har været svært at magte den altomfattende kærlighed. Som sociale væsner har vi brug for nærhed og relationer.

Det betyder, at jeg nok tvivler på, at vi kan leve op til de krav, Jesus sætter, for at vi kan følge ham.
Men et udsyn og åbenhed kan komme af, at vi ikke kun har fokus på vores nære familie, vores nærmiljø og vores egen kulturelle rammer.

Jeg tror nemlig også, at evangeliet har en virkning på os – et krav på linje med kærligheden.
Vi ved, at kærlighed kan få os til at sætte os selv til side – at noget eller en anden bliver vigtigere.

Måske skal Jesu ord høres som afsløringen af, at rammes man af evangeliet, så vil det få konsekvenser i vores liv – det vil ændre os.

Jeg tænker, at Gud må være både mere end os og mere end vores fatteevne. Så:
Hvis Gud præsenteres som logisk, så er det nok ikke Gud.
Hvis Gud præsenteres som forståelig, så er det nok heller ikke Gud – eller hele sandheden om Gud.
Men Gud skal gerne være troværdig.

En overvejelse er derfor, om Gud er troværdig i dagens evangelium.
Kravene udstiller os vel netop som nogle, der ikke selv vil kunne magte at være Gud værdig.
Hvor lignelserne bagefter og evangeliet som helhed melder, at dét kan vi blive givet.
Ja, et hjem hos Gud kan vi KUN blive givet.
Men kravene er alt ikke sagt om vores forhold til Gud.

Modsat gælder så også, at nok vil Gud altid stå med åbne arme, lede – finde – og bære hjem, tænde lys – feje og samle os op. Men dermed er alt heller ikke sagt.
For, evangeliet er også en fordring.

Amen

Pinse - kirke - Guds kraft

Pinse er kirkens begyndelse. Med pinse og Helligåndens komme trådte de Kristus-troende ud i samfundet og forkyndte det glædelige budskab om Guds kærlighed.

Kirken i Danmark knyttes til Ansgar, og i år er der jubilæum. 
Ansgar blev af kejser Ludvig den Fromme opfordret til i 826 at følge med den nyligt døbte Harald Klak, der ville gøre krav på den danske trone.
Han skulle støtte Harald i troens udbredelse og prædike blandt hedningene.
Først efter diplomatiske forhandlinger med de danske konger fik Ansgar cirka i 850 bygget kirke i Hedeby og fik grund til en kirke i Ribe.

1200-året fejres med et folkemøde i Ribe men også ved en gudstjeneste i Haderslev. I mange af landes kirker synges en nyfortolkning af ”Den signede dag”. Det siges, at den er god. Så måske skal vi prøve den i løbet af året.

Min vinkel i dag er kirkens udbredelse.

Gennem tiden har fortællingen om Ansgar oplevedes mere som et pr-stunt end en virkelighed.
Som det hedder: ”Selvom Ansgar ofte omtales som manden, der bragte kristendommen til Danmark, var hans første ophold kortvarigt, og det var først langt senere (omkring år 965), at kristendommen officielt blev gjort til danernes religion af Harald Blåtand.”

Men helt uden historiske fakta er det med Ansgar ikke. Udgravninger i Ribe viser, at der har været en kirke tilbage på Ansgars tid.
Det er dejligt med arkæologer, som med deres faglighed byder ind med deres viden og fund.

På provstiets efteruddannelse i denne uge hørte vi netop den ansvarlige arkæolog fortælle om udgravningerne i Ribe.
Der kan også læses om det i Kristeligt Dagblad.

Forskere har længe debatteret, om det lykkedes missionæren Ansgar at give kristendommen fodfæste blandt de hedenske danere i 800-tallet.
For, godt nok fik Ansgar lov at bygge kirker i handels- og magtcentrene Hedeby og Ribe, men om han kunne fylde kirkerne eller overbevise borgerne om, at Jesus havde mere at byde på end Thor og Odin, har været svært for forskerne at vurdere.

I 2014 kom der dog håndgribelige beviser. Her viste kulstof 14-dateringer af kristne grave ved Ribe Domkirke, at Ansgars mission i hvert fald havde resulteret i skabelsen af en lille kristen minoritet allerede i anden halvdel af 800-tallet.

Arkæologisk har de også fundet korsmærkede emblemer, som måske har været dåbsgaver. De er fundet i store mængder i Ribeområdet, men også langs Limfjorden og i Odense. De formodes også at kunne findes under Aarhus – datidens handelspladser.
Disse emblemer, som ugentligt graves op af mulden, kaldes kors-emalje-fibler. Deres udbredelse peger på, at den tidlige kristne mission i Danmark ikke kun var målrettet enkelte storbyer eller eliten. 

Noget var på spil dengang. Men det er der måske også i dag. Det vidner en anden artikel i Kristeligt Dagblad om.

Kurt E. Larsen, som jeg havde til kirkehistorie, skriver om den spirituelle kristendom, som ofte har sit udspring i amerikanske megakirker.

I disse kirker tales der meget om åndens virke bl.a. ved helbredelse.
En af dem er blevet nævnt som inspiration for den omstridt helbredelsesprædikant fra Vestjylland, som også Indre Mission har måttet advare imod.

Ikke bare i fortællingen men også i handling ønsker de at genoplive de kristnes muligheder ved Helligåndens kraft. 

Tager vi artiklen for pålydende, så er et eksempel forkyndelse af, at ligesom Jesus ved dåben fik Helligånden og derfor kunne gøre undere, således kan også kristne i dag på samme måde fyldes af Ånden og gøre undere.
Dermed har de – måske ubevidst – løftet mennesket op på linje med Jesus.
Vægten er flyttet fra, hvad Gud kan vælge at gøre, til hvad kristne mennesker kan gøre ved Åndens kraft. 

Undere bliver noget, man nærmest kan lære at få råderet over som åndsfyldt menneske. Ifølge den teologi vil Gud helbrede alle syge, og derfor kan alle blive helbredt – hvis vi tror nok og er åndsfyldt nok.
Her er det sidste så den store risiko også sjælesørgeriske. For, lykkes det ikke, så er det vores egen skyld.

For mig er det ikke en del af Pinsens gave med Helligånden – selvom jeg ikke vil afvise mirakler og helbredelse. Oftest ser jeg det dog virke gennem lægevidenskaben.

Jeg har mine forbehold med det – ligesom, jeg har det med tungetale. Noget, vi ikke har i Folkekirken og, som vi heller ikke oplever for tiden særligt meget.
Tanken i den er, at nogle nærmest kan profitere med direkte forbindelse til Gud – men altså i en for nærmest alle og også dem selv en uforståelig sprog. Hvor en anden så kunne få evnen til at oversætte.

Når jeg læser pinsens fortælling, så var det nærmeste modsat. Disciplene, som var galilæere og som nok kun talte deres lokale sprog. De kunne pludselig forkynde evangeliet på sprog, som andre kunne forstå. Ikke en særlig åndelig sprog men netop andres talte sprog.
Formålet var, at evangeliet skulle kunne forstås præcis som den, man er.

Det er også prædikens formål – måske er det ikke altid tydeligt selvom, jeg taler dansk.
Målet og pointen er, at forkyndelsen kommer folk i møde – ligesom Gud i Jesus kommer til os mennesker. Vi skal ikke andet end at lytte og tage imod.

Med pinse og Helligåndens komme holdes der for mig fast ved, at kirken og alt det, som vi her deler, ikke er noget, vi hverken har opfundet eller giver liv. Kun skal vi – naturligvis – leve i det og dele det.
Guds hellige ånd er kirkens livgiver.

Men uden os og vores medleven vil kirken ikke være. Vi skal handle – eller lade os bruge. Sådan er det med kirke som med glæden, kærligheden, tilgivelsen mm.
Hvor Helligånden som Guds kraft både giver os muligheder og kræfter – og for mig ikke kun til at være kirken men også til alt det gode.

Amen 

Bøn om at blive ét - 6. søndag efter påske

Vi er snart i tiden for bryllupper. Desværre har vi ikke så mange i kirkerne længere. Lidt har vi dog, og jeg skal også ud i en have.
Folk bliver stadig gift – men altså oftest på rådhuset. Jeg kan frygte, at det bl.a. kan skyldes, at kirkebryllupper i medier og vist også i kjoleforretninger bliver gjort til det store – og dermed også dyre.
Hvor der jo intet er til hinder for, at et par med to vidner kan komme i deres almindelige tøj og blive kirkeligt gift. Et par gange har jeg prøvet det, og det er ganske fint.

Naturligvis kan der være mange andre grunde – måske også ritualet og salmerne. Men netop ritualer vægtes ofte højt. Sådan at gå ind i en ramme, hvor vi ikke har ansvar for alt.
For nogle kan ritualet og salmerne måske virke stive, men faktisk er der en vis fleksibilitet.

Og så synes jeg, at de bibelske tekster også kan noget. I dag vil jeg knytte til ved den ene.
Det er den, hvor Jesus siger, at en mand skal forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru – hvilket for mig så også gælder modsat.
Og videre, at de to skal blive ét.

At de to skal blive ét, betyder jo ikke, at et ægtepar skal blive ens – måske nærmest tværtimod. For, hvis man bliver ens, så kan vi vel ikke tale om en enhed.

Måske kan nogle huske tilbage til 80’erne og 90’erne, hvor nogle par gik i fritidstøj, som var fuldkommen ens i model, mønster og farve.
Sådan er det ikke i dag. Og nej, jeg tror så heller ikke, at sådanne ens klædte par var ens som mennesker.
Heldigvis er vi alle unikke.
Men det betyder ikke, at vi behøver at være alene. Noget, der ikke kun glæder i et ægteskab eller i en familie.
I dagens tekst lyder det også om os som menighed, at vi skal blive ét.

I al vores forskellighed og til fælles glæde beder Jesus om, at vi i ham må blive en enhed.

I nogle sammenhæng tales der om Jesus, som et træ, hvorpå vi alle podes som grene.
Det stærke deri er, at vi alle får næring til at leve – og at leve sammen – fra træet.

For mig behøver jeg dog ikke sådan et billede. Jeg oplever, at vi som mennesker jo netop lever sammen som et levende fællesskab i al vores forskellighed. Også med konflikter, da vi jo er mennesker. Måske også med had og undertrykkelse. Hvilket jo er ganske forfærdelig.
Der kunne jeg tænke billedet af et ægtepar som optimalt, hvor jo had og herskemaner er ødelæggende.

Derfor er det også godt, at vi ikke selv skal skabe enheden. Nej, det beder Jesus om, at vi vil få givet – givet af Gud. Og vel dermed egentlig givet af ham selv med kærligheden som kilde og ramme. 

Skal vi selv finde ind i en enhed, så kunne der peget på bønnen. Sådan som jeg læste om disciplene i tiden mellem Kristi Himmelfart og Pinse – som jo netop er nu.
”De holdt alle i enighed fast ved bønnen.”

Dagens tekst er for mig en stærk markering af samhørighed.
Gud er den, der giver os sin kærlighed og, han holder fast ved os med den kærlighed. Ansvaret er altså ikke vores, når det gælder fællesskab og samhørighed.

Hvor næste skridt så er, at vi skal være et med ham og et med hinanden.
Noget, der vel både kan være beroligende og foruroligende.
For, resultatet af at være rummet af Guds kærlighed må blive, at vi ikke bare lever i denne kærlighed men, at vi også lever den ud.

Måske afsværger vi både vold, had og ideen om, at nogen kan bestemme over andre.
Ja, vi hylder vel ligeværd og harmoni.
Men, vi har vel også en udfordring, hvis vi sådan fuldt må leve Guds kærlighed ud i enhed og fællesskab.

Når vi tænker på, hvad Jesus’ liv i kærlighed for af konsekvenser. Så er spørgsmålet: Ønsker vi at være og leve som Jesus?
Vil vi give afkald på os selv i kærlighed til andre?
Ønsker vi sådan fuldt og helt at være solidarisk med alle andre?
For, det må vel være konsekvensen af at blive ét.

Den tanke vil jeg lade stå, og så gå tilbage til bønnen. Først Jesus’ bøn for os, som vi kun kan opleve som tryghed – selvom vi kan have forbehold for det med helt at blive ét.
Dernæst vores bøn, som jo også rummer en enhed i al vores forskellighed.
Særligt her i kirken beder vi sammen. Nok sætter jeg mest ord på, mens enhver kan lade det også være sin bøn ved at sige Amen.

Også når vi beder Fadervor helt for os selv, så går vi ind i et fællesskab. Det kan udtrykkes:
”Selv når man er ene - tror ej man er med,
er Guds rige større end tid, rum og sted.
Så bønnen er stadig 'Vor Far'.”

Bøn er en del af mange menneskers liv. Ja, måske er det en del af alle menneskers liv.
Nok gør vi det på forskellige måder. Men lige må vi altid være overfor Gud i bønnen – både ene eller sammen.

Nogen har brug for at udtrykke sig med mange ord og gerne højt.
Andre har det som en stille tanke – men mere end en refleksion.
Nogen har det godt med at bede Fadervor – måske gerne i fællesskab med andre.
Andre skal gerne være for sig selv – et stille sted eller måske på vej i bilen.

Mange af os gør det lidt forskelligt alt efter situation og mulighed.

I min verden er der ingen tvivl om, at bøn går ud over os selv og, hvad vi selv kan rumme. Der må for mig være et forhold, en retning eller måske en modtager – noget mere end min egen tankeverden.

En bøn kan godt have andre mennesker eller et fællesskab som fokus.
Men oftest går bønnen ud over det menneskelige til noget uforklarligt, noget åndeligt – til det, mange af os for en nemheds skyld kalder for Gud.

Denne vores bøn kan vi i dag tænke knytte sig til, at Jesus også beder for os, der ved disciplenes ord er kommet til troen på ham.

Genne Johannes kommer Jesu bøn og ord til at stå som en arv, vi kan leve af og bygge kirke på.
Vi skal ikke være i tvivl om samhørigheden – hverken mellem Jesus og Gud eller mellem Jesus og os – og altså mellem Gud og os.
Det er vel en ganske dejlig tanke.

Amen

Nærvær og ikke afstand - Kristi Himmelfartsdag

Nu skal jeg ikke tale politik. Men vi kan vel i dag glæde os over at have ikke bare en helligdag men også en fridag.
Både denne og Bededag havde vi tradition for konfirmation her på Søndermarken. I dag er der stadig i Løget. Mens de andre er flyttet til søndagen inden.

Mange har nok gennem tiden oplevet de to skæve helligdage som lidt det samme. Men i kirken er der stor forskel.
Bededag var en helligdag/fridag, som kongen havde indført. Altså var det lidt en gave – udover, at der så i samme ombæring blev slettet en del andre bededage hen over året.

Som præst er jeg ærgerlig over, at en traditionel stor konfirmationsdag forsvandt. Og det kommer ikke tilbage, hvis den skulle blive genindført.
Da bededag ikke har nogen teologisk værdi, kunne for mig Grundlovsdag eller en dag i efteråret være en idé, hvis der skal findes en ny fridag.

Anderledes er det med i dag, hvor det er Kristi Himmelfarts dag.
I dag fejrer vi en bibelsk begivenhed.

Tager vi dagens fortælling for pålydende og sådan som det danske sprog kan få det til at tage sig ud, så handler det om Jesu bortgang fra disciplene og dermed om en afsked.

Men sådan er det ikke at forstå i den bibelske sammenhæng. Dér er himlen ikke et sted i det fjerne men en væren eller en anden dimension.
I stedet for at sige ’opfaret til himmels’, som vi har det formuleret i trosbekendelsen, skulle vi måske sige ’overgået til det himmelske’.
Himmelfarten handler nemlig ikke om fravær men om nærvær: Himlen er der, hvor Gud er nær – og i det endelige, hvor Gud er alt.

Vi kan tage vores gode Luther, der for 500 år siden gjorde sine overvejelser:
”At Kristus farer til himmels er ikke, som når man klatrer op ad en stige og ind i huset.
At Kristus sidder ved Faderens højre hånd betyder ikke, at han opholder sig på et nærmere afgrænset sted i Himlen ligesom en stork, der sidder i sin rede.
Men det betyder, at den opstandne er til stede overalt.
Himmelfarten er et udtryk for, at Kristus er til stede for os der, hvor vi er, uanset tid og sted.”

Her forholder Luther sig ikke kun til himmelfarten men også til ordene om, at Jesus sidder ved Guds højre hånd.
Videre om det, siger han; ”når vi i troen kan have Kristus i hjertet, så betyder det netop at kende Kristus, som den der sidder ved den himmelske Fars højre hånd”.

Placeringen af Jesus i himlen ved Guds højre hånd betyder altså, at vi kan bære ham i vores hjerter. Derved forsvinder Guds nærvær ikke væk fra os men trænger helt ind i os.
På den måde bindes himmelfarten også meget nært til pinsen, hvor fortællingen om Guds nærvær går helt nye veje med Helligånden.

Hvad angår tanken om, at himmelfarten ikke handler om fravær men om nærvær, så udtrykkes det også i vores salmer – ikke mindst de nyere.
Som afslutning på nadver skal vi f.eks. synge:
’Guds højre hånd er alle steder,
Guds Himmel findes hos os her!
Så troner du blandt os hernede;
Så er Guds rige kommet nær!’

Eller måske mere logisk som en dobbelthed – både der og nær, som vi lige har sunget:
’Nu taler du til os fra højeste sted,
hvor ingen kan udsætte dig for fortræd,
og lever og lider dog med os endnu,
så ingen er mere i live end du.'
Og videre:
’Du følger os ind i den yderst nød
og kalder os ud af den inderste død.’

For mig er der et godt budskab i det himmelske altfavnende nærvær.
Ligesom det er et godt budskab, at himlen også er stedet, hvor ondskab ikke kan røre. Dét passer til fortællingen og billedet af evigheden og håbet om det Guds rige, som vi overgår til efter døden.

Holder vi fast i begge tankegangene, så bliver ’det for ondskab urørlige’ noget, der faktisk også er os ganske nær her i livet. 

Vores verden er dog ikke et sted, hvor ondskab ikke kan røre – hverken os eller vores kære eller de mange ramte ude i verdenen.

På den anden side, oplever vi vel i glimt, at vi røres af det uforklarlige og, at vi oplever det salige.
Og videre, må vi med Luther turde lade det også være noget inde i vores hjerter. 

Om det så betyder, at vores hjerte er urørlig af det onde, tør jeg ikke sige. Men vi kan vel holde fast ved, at kærligheden er urørlig for ondskab.
Og, selvom vi også rummer andet end kærlighed, så kan vi både føle os velsignet og faktisk være til velsignelse.

Så budskabet om, at det ikke er en evig afsked med et evigt nærvær, har betydning for mig også lige her i livet.

Og videre må dette budskab for betydning for mig.
Eller, skal jeg sige, at Guds virkelighed har konsekvenser.
Himmelfarten er det, der binder Jesus til kirken. Sådan bliver det tydeligt markeret af Lukas. Han slutter sit evangelium med himmelfarten, og begynder Apostlenes Gerninger med den.

Dermed bliver himmelfarten ikke kun en afrunding af påskens begivenheder. Det er også indledningen til pinsen, som er kirkens tid, hvor disciplene og os som en nødvendig konsekvens skal bringe budskabet ud i verden.

Når Lukas fortæller om kirkens kommende virke, så er det ikke en befaling men mere en konstatering – at sådan vil det gå!
… Og sådan gik det, hvilket Lukas til dels godt vidste. Han skriver jo først om alt det hele nogle årtier efter begivenhederne skete. 

Jeg tror dog på ingen måde, at hverken Lukas eller nogle af de første kristne havde forestillet sig, hvor stort og vildtvoksende kirken og forkyndelsen skulle blive – at også vi i dagens Danmark samt alle over hele jorden lever videre med i fortællingen om Apostlenes Gerninger.
Men det gør vi. Ordet lyder stadig – vist heldigvis mest som en konsekvens at Guds værk end af vores evner. Amen

Tillykke konfirmander - noget om værdi og humor

 

I evangeliet fortæller Jesus om både et får og en mønt, der bliver fundet. Og han forbinder lignelserne med fores forhold til Gud – som altid. Dét passer sammen med teksten, jeg læste først om, at Herren er vores hyrde.

Når det gælder de to fortællinger, så er der en markant forskel. Et får kan måske godt af egene kræfter finde tilbage til flokken igen.
Hvor en mønt er helt fortabt. Den må forblive i revnen eller græsset, indtil den bliver fundet.

Med mønten som billede, bliver vi total magtesløs i forhold til Gud – og måske i forhold til livet som helhed.
Sådan håber jeg ikke, at I mine konfirmander, oplever det. Men, sådan kan vi mennesker have det. Mest tydeligt er det, når vi ser et spædbarn. Det bliver også tydeligt, når vi møder en gammel og måske dement-ramt i kørestol. Men også i livet – både som ung og som moden, kan vi pludseligt opleve ikke at magte livet.

Fortællingen af Jesus er, at vi uanset hvad aldrig bliver uden betydning eller værdi; fuldt ud som alle andre.
Vores værdi som menneske skal vi ikke selv præstere. Den har vi, fordi vi ER. Eller måske mere præcis, fordi vi er tillagt en værdi ved vores skabelse.

En mønt – hvis I med kort og MobilePay da ellers ved, hvad en mønt er – bliver udstedt og præget af stater, der så også står inde for møntens værdi.
Sådan har vi altså også absolut værdi, fordi Gud har skabt os og præget os med og i sit billede.
Og uanset hvor i verden vi er – om vi så ligger ganske uduelig i en rendesten, så har vi stadig værdi. Dét står Gud inde for.

Jeg tror, det er godt at høre – også selvom vi ikke er der og måske aldrig kommer så langt ud. Men vi vil helt sikkert møde nogen, som er endt i håbløshed. Og så er det godt at huske, at deres værdi er fuldt lige så stor som vores.

Videre tror jeg også, at tanken er god, når vi bare sådan kan opleve, at andre er bedre, smukkere og har mere succes end os.

For mig er det en livsgave, som jeg gerne deler, at vi alle har værdi og altid samme værdi, uanset hvordan livet tager sig ud.
Uanset om krop passer til tidens idealer.
Uanset om karakterer er sublime.
Uanset om vi fryser eller er for fjollede på lejre og festivaler eller i mødet med et særligt menneske.

Hvis vi ikke skal skabe eller bevise vores værdi, så tror jeg, at vi går nemmere og gladere ud i livet – og der bliver til glæde ikke bare for os selv men også for andre.

Det kunne også være godt, hvis vi finder tryghed i, at vi ikke skal finde os selv, at vi ikke skal præstere at være noget helt unikt, eller for den sags skyld blive verdensmester i vores eget liv - men, at vi tør lade os finde.

Ligesom vi ved konfirmationen ikke skal bekræfte noget som helst. At konfirmere betyder det samme som at bekræfte.
Og det hedder jo netop, at de unge bliver konfirmeret – at de bliver bekræftet; bekræftet i, at de er Guds elskede børn og dermed også Guds værdi-satte menneske – som en mønt.

At lade sig finde i kirkens sammenhæng er ikke det samme som, at forældre altid har check på placering via Family Link eller sms’er flere gange om dagen.
Men, at vi lader os finde, sådan som evangeliet igen og igen fortæller, er; at vi aldrig er uden for Guds omsorg – end ikke i døden.

En anden vinkel i dagens prædiken må blive humor. Humor kan nemlig ofte være en god vej videre i livet. 

Søren Kierkegaard skulle have skrevet: ”Det er ikke enhver humorist, der er kristen. Men, man skulle nødig møde en kristen, der ikke er humorist.”
Humoren er noget andet end stand-up komik.
Præcis som glæden ikke er en ydre ting, sådan som det godt kan være for et moderne menneske, så er humor også noget andet end ’at være sjov’ i selskaber – eller, det kan være både mere og dybere.

Humor afværger det ekstreme, da det også indebærer selvironi.
Eller, jeg kan bedre lig ordet selv-humor end selvironi. Det er, at vi ikke tager os selv alt for alvorlig og dermed heller ikke forventer at skulle være perfekte.
Dét kunne måske også bruges i forhold til ens krop – at kunne grine lidt af sig selv i spejlet. For ingen – ej heller dem, der i medierne ser sådan ud, kan være perfekte.

Eller måske, er vi alle lige præcis perfekte som dem, vi er. Hvor vi så godt kan arbejde på sundhed både mentalt og fysisk.
På samme måde er vi også netop alle helt unikke – lige præcis som dem, vi er.

Altså, behøver vi ikke tænke på at skabe os selv som hverken perfekte eller unikke, men bare være og acceptere at være os selv – selvom, det til tider god kan være sværere end at tage en maske på og spille en rolle.

Der skal nok lidt overskud til. Sammen med overskud til at arbejde for sundheden og overskud til selv-humor.
Og en sådan overskud, tror jeg, kan komme gennem glæde fremfor bekymringer og krav.
Nå ja, og så en dyb tillid og tro på, at ’jeg er noget værd’ sådan helt grundlæggende.
Samt gerne en omfavnelse af familien eller venner: Du er også noget værd for mig! 

Og så kommer vi til, hvad I konfirmander sidder på. Jeg har fortalt jer, at jeg ville finde noget, så I sad lidt højere og, at jeg dermed nemmere kunne se jer.
Men der var en bagtanke. For, jeg har også nævnt, at jeg nok finde en lille ekstra ting til jer. Og ja, det er et grønt tæppe, som I gerne må huske at tage med hjem.

Det er grønt som liv og håb – og måske Helligånden. Og det er olivengrønt, for dermed at få forbindelsen til Jesus’ tid.
Videnskaben mener, at rødderne til de tusse-gamle oliventræer i Gethsemane have – der, hvor Jesus bad inden sin korsfæstelse – stammer fra de træer, som har sad under.

Et tæppe kan give jer varme – men også omsorg. Når I tager den om jer, kan I også tænke den som at få et stort og varmt knus måske som af bedstemor eller bedstefar.

Gennem året har det været hyggeligt. På en skala vil jeg give noget mere end 6-7… Det kunne til tider opleves, at jeg sådan lige for en kort tid var som en reserve bedstefar.
Tæppet skal dog ikke mind om mig. Men gerne om Gud, der altid giver jer værdi og altid vil rumme jer med sin kærlighed.
Når I sådan kunne have brug for at høre og mærke det – og ikke lige når at komme i kirke for at høre og måske få brød og vin. Så kunne I jo pakke jer ind i tæppet.

Tillykke i livet – og Amen