Nærvær og ikke afstand - Kristi Himmelfartsdag

Nu skal jeg ikke tale politik. Men vi kan vel i dag glæde os over at have ikke bare en helligdag men også en fridag.
Både denne og Bededag havde vi tradition for konfirmation her på Søndermarken. I dag er der stadig i Løget. Mens de andre er flyttet til søndagen inden.

Mange har nok gennem tiden oplevet de to skæve helligdage som lidt det samme. Men i kirken er der stor forskel.
Bededag var en helligdag/fridag, som kongen havde indført. Altså var det lidt en gave – udover, at der så i samme ombæring blev slettet en del andre bededage hen over året.

Som præst er jeg ærgerlig over, at en traditionel stor konfirmationsdag forsvandt. Og det kommer ikke tilbage, hvis den skulle blive genindført.
Da bededag ikke har nogen teologisk værdi, kunne for mig Grundlovsdag eller en dag i efteråret være en idé, hvis der skal findes en ny fridag.

Anderledes er det med i dag, hvor det er Kristi Himmelfarts dag.
I dag fejrer vi en bibelsk begivenhed.

Tager vi dagens fortælling for pålydende og sådan som det danske sprog kan få det til at tage sig ud, så handler det om Jesu bortgang fra disciplene og dermed om en afsked.

Men sådan er det ikke at forstå i den bibelske sammenhæng. Dér er himlen ikke et sted i det fjerne men en væren eller en anden dimension.
I stedet for at sige ’opfaret til himmels’, som vi har det formuleret i trosbekendelsen, skulle vi måske sige ’overgået til det himmelske’.
Himmelfarten handler nemlig ikke om fravær men om nærvær: Himlen er der, hvor Gud er nær – og i det endelige, hvor Gud er alt.

Vi kan tage vores gode Luther, der for 500 år siden gjorde sine overvejelser:
”At Kristus farer til himmels er ikke, som når man klatrer op ad en stige og ind i huset.
At Kristus sidder ved Faderens højre hånd betyder ikke, at han opholder sig på et nærmere afgrænset sted i Himlen ligesom en stork, der sidder i sin rede.
Men det betyder, at den opstandne er til stede overalt.
Himmelfarten er et udtryk for, at Kristus er til stede for os der, hvor vi er, uanset tid og sted.”

Her forholder Luther sig ikke kun til himmelfarten men også til ordene om, at Jesus sidder ved Guds højre hånd.
Videre om det, siger han; ”når vi i troen kan have Kristus i hjertet, så betyder det netop at kende Kristus, som den der sidder ved den himmelske Fars højre hånd”.

Placeringen af Jesus i himlen ved Guds højre hånd betyder altså, at vi kan bære ham i vores hjerter. Derved forsvinder Guds nærvær ikke væk fra os men trænger helt ind i os.
På den måde bindes himmelfarten også meget nært til pinsen, hvor fortællingen om Guds nærvær går helt nye veje med Helligånden.

Hvad angår tanken om, at himmelfarten ikke handler om fravær men om nærvær, så udtrykkes det også i vores salmer – ikke mindst de nyere.
Som afslutning på nadver skal vi f.eks. synge:
’Guds højre hånd er alle steder,
Guds Himmel findes hos os her!
Så troner du blandt os hernede;
Så er Guds rige kommet nær!’

Eller måske mere logisk som en dobbelthed – både der og nær, som vi lige har sunget:
’Nu taler du til os fra højeste sted,
hvor ingen kan udsætte dig for fortræd,
og lever og lider dog med os endnu,
så ingen er mere i live end du.'
Og videre:
’Du følger os ind i den yderst nød
og kalder os ud af den inderste død.’

For mig er der et godt budskab i det himmelske altfavnende nærvær.
Ligesom det er et godt budskab, at himlen også er stedet, hvor ondskab ikke kan røre. Dét passer til fortællingen og billedet af evigheden og håbet om det Guds rige, som vi overgår til efter døden.

Holder vi fast i begge tankegangene, så bliver ’det for ondskab urørlige’ noget, der faktisk også er os ganske nær her i livet. 

Vores verden er dog ikke et sted, hvor ondskab ikke kan røre – hverken os eller vores kære eller de mange ramte ude i verdenen.

På den anden side, oplever vi vel i glimt, at vi røres af det uforklarlige og, at vi oplever det salige.
Og videre, må vi med Luther turde lade det også være noget inde i vores hjerter. 

Om det så betyder, at vores hjerte er urørlig af det onde, tør jeg ikke sige. Men vi kan vel holde fast ved, at kærligheden er urørlig for ondskab.
Og, selvom vi også rummer andet end kærlighed, så kan vi både føle os velsignet og faktisk være til velsignelse.

Så budskabet om, at det ikke er en evig afsked med et evigt nærvær, har betydning for mig også lige her i livet.

Og videre må dette budskab for betydning for mig.
Eller, skal jeg sige, at Guds virkelighed har konsekvenser.
Himmelfarten er det, der binder Jesus til kirken. Sådan bliver det tydeligt markeret af Lukas. Han slutter sit evangelium med himmelfarten, og begynder Apostlenes Gerninger med den.

Dermed bliver himmelfarten ikke kun en afrunding af påskens begivenheder. Det er også indledningen til pinsen, som er kirkens tid, hvor disciplene og os som en nødvendig konsekvens skal bringe budskabet ud i verden.

Når Lukas fortæller om kirkens kommende virke, så er det ikke en befaling men mere en konstatering – at sådan vil det gå!
… Og sådan gik det, hvilket Lukas til dels godt vidste. Han skriver jo først om alt det hele nogle årtier efter begivenhederne skete. 

Jeg tror dog på ingen måde, at hverken Lukas eller nogle af de første kristne havde forestillet sig, hvor stort og vildtvoksende kirken og forkyndelsen skulle blive – at også vi i dagens Danmark samt alle over hele jorden lever videre med i fortællingen om Apostlenes Gerninger.
Men det gør vi. Ordet lyder stadig – vist heldigvis mest som en konsekvens at Guds værk end af vores evner. Amen

Tillykke konfirmander - noget om værdi og humor

 

I evangeliet fortæller Jesus om både et får og en mønt, der bliver fundet. Og han forbinder lignelserne med fores forhold til Gud – som altid. Dét passer sammen med teksten, jeg læste først om, at Herren er vores hyrde.

Når det gælder de to fortællinger, så er der en markant forskel. Et får kan måske godt af egene kræfter finde tilbage til flokken igen.
Hvor en mønt er helt fortabt. Den må forblive i revnen eller græsset, indtil den bliver fundet.

Med mønten som billede, bliver vi total magtesløs i forhold til Gud – og måske i forhold til livet som helhed.
Sådan håber jeg ikke, at I mine konfirmander, oplever det. Men, sådan kan vi mennesker have det. Mest tydeligt er det, når vi ser et spædbarn. Det bliver også tydeligt, når vi møder en gammel og måske dement-ramt i kørestol. Men også i livet – både som ung og som moden, kan vi pludseligt opleve ikke at magte livet.

Fortællingen af Jesus er, at vi uanset hvad aldrig bliver uden betydning eller værdi; fuldt ud som alle andre.
Vores værdi som menneske skal vi ikke selv præstere. Den har vi, fordi vi ER. Eller måske mere præcis, fordi vi er tillagt en værdi ved vores skabelse.

En mønt – hvis I med kort og MobilePay da ellers ved, hvad en mønt er – bliver udstedt og præget af stater, der så også står inde for møntens værdi.
Sådan har vi altså også absolut værdi, fordi Gud har skabt os og præget os med og i sit billede.
Og uanset hvor i verden vi er – om vi så ligger ganske uduelig i en rendesten, så har vi stadig værdi. Dét står Gud inde for.

Jeg tror, det er godt at høre – også selvom vi ikke er der og måske aldrig kommer så langt ud. Men vi vil helt sikkert møde nogen, som er endt i håbløshed. Og så er det godt at huske, at deres værdi er fuldt lige så stor som vores.

Videre tror jeg også, at tanken er god, når vi bare sådan kan opleve, at andre er bedre, smukkere og har mere succes end os.

For mig er det en livsgave, som jeg gerne deler, at vi alle har værdi og altid samme værdi, uanset hvordan livet tager sig ud.
Uanset om krop passer til tidens idealer.
Uanset om karakterer er sublime.
Uanset om vi fryser eller er for fjollede på lejre og festivaler eller i mødet med et særligt menneske.

Hvis vi ikke skal skabe eller bevise vores værdi, så tror jeg, at vi går nemmere og gladere ud i livet – og der bliver til glæde ikke bare for os selv men også for andre.

Det kunne også være godt, hvis vi finder tryghed i, at vi ikke skal finde os selv, at vi ikke skal præstere at være noget helt unikt, eller for den sags skyld blive verdensmester i vores eget liv - men, at vi tør lade os finde.

Ligesom vi ved konfirmationen ikke skal bekræfte noget som helst. At konfirmere betyder det samme som at bekræfte.
Og det hedder jo netop, at de unge bliver konfirmeret – at de bliver bekræftet; bekræftet i, at de er Guds elskede børn og dermed også Guds værdi-satte menneske – som en mønt.

At lade sig finde i kirkens sammenhæng er ikke det samme som, at forældre altid har check på placering via Family Link eller sms’er flere gange om dagen.
Men, at vi lader os finde, sådan som evangeliet igen og igen fortæller, er; at vi aldrig er uden for Guds omsorg – end ikke i døden.

En anden vinkel i dagens prædiken må blive humor. Humor kan nemlig ofte være en god vej videre i livet. 

Søren Kierkegaard skulle have skrevet: ”Det er ikke enhver humorist, der er kristen. Men, man skulle nødig møde en kristen, der ikke er humorist.”
Humoren er noget andet end stand-up komik.
Præcis som glæden ikke er en ydre ting, sådan som det godt kan være for et moderne menneske, så er humor også noget andet end ’at være sjov’ i selskaber – eller, det kan være både mere og dybere.

Humor afværger det ekstreme, da det også indebærer selvironi.
Eller, jeg kan bedre lig ordet selv-humor end selvironi. Det er, at vi ikke tager os selv alt for alvorlig og dermed heller ikke forventer at skulle være perfekte.
Dét kunne måske også bruges i forhold til ens krop – at kunne grine lidt af sig selv i spejlet. For ingen – ej heller dem, der i medierne ser sådan ud, kan være perfekte.

Eller måske, er vi alle lige præcis perfekte som dem, vi er. Hvor vi så godt kan arbejde på sundhed både mentalt og fysisk.
På samme måde er vi også netop alle helt unikke – lige præcis som dem, vi er.

Altså, behøver vi ikke tænke på at skabe os selv som hverken perfekte eller unikke, men bare være og acceptere at være os selv – selvom, det til tider god kan være sværere end at tage en maske på og spille en rolle.

Der skal nok lidt overskud til. Sammen med overskud til at arbejde for sundheden og overskud til selv-humor.
Og en sådan overskud, tror jeg, kan komme gennem glæde fremfor bekymringer og krav.
Nå ja, og så en dyb tillid og tro på, at ’jeg er noget værd’ sådan helt grundlæggende.
Samt gerne en omfavnelse af familien eller venner: Du er også noget værd for mig! 

Og så kommer vi til, hvad I konfirmander sidder på. Jeg har fortalt jer, at jeg ville finde noget, så I sad lidt højere og, at jeg dermed nemmere kunne se jer.
Men der var en bagtanke. For, jeg har også nævnt, at jeg nok finde en lille ekstra ting til jer. Og ja, det er et grønt tæppe, som I gerne må huske at tage med hjem.

Det er grønt som liv og håb – og måske Helligånden. Og det er olivengrønt, for dermed at få forbindelsen til Jesus’ tid.
Videnskaben mener, at rødderne til de tusse-gamle oliventræer i Gethsemane have – der, hvor Jesus bad inden sin korsfæstelse – stammer fra de træer, som har sad under.

Et tæppe kan give jer varme – men også omsorg. Når I tager den om jer, kan I også tænke den som at få et stort og varmt knus måske som af bedstemor eller bedstefar.

Gennem året har det været hyggeligt. På en skala vil jeg give noget mere end 6-7… Det kunne til tider opleves, at jeg sådan lige for en kort tid var som en reserve bedstefar.
Tæppet skal dog ikke mind om mig. Men gerne om Gud, der altid giver jer værdi og altid vil rumme jer med sin kærlighed.
Når I sådan kunne have brug for at høre og mærke det – og ikke lige når at komme i kirke for at høre og måske få brød og vin. Så kunne I jo pakke jer ind i tæppet.

Tillykke i livet – og Amen

Guds omsorg og vores ansvar - 2. søndag efter påske

Dagens tekster burde være de nemmeste tekster at prædike over. For, de rummer noget meget grundlæggende i kristendommen; at vi hører til og er rummet af Guds omsorg.

Særligt salme 23 fra Det Gamle Testamente bliver brugt til trøst – om ikke andet, så den første del af det, jeg læste; Vi kan have tillid til Gud. Han er der for os, selv når vi oplever at gå i ’mørkets dal’.
Mørkets dal kan både være døden sti, men det kan også være de perioder i vores livet, hvor sorg, ensomhed eller mangel på mening i livet fylder, så vi ikke rigtig kan se lyset eller livet eller glæden eller hvad, der normalt giver livet sin gode fylde.
I Bibelen 2020 bruges ordet ”dødskyggens dal”, som for mig er kras men knap så rummende og åben for alle livets genvordigheder som ’mørkets dal’.

Teksten – altså indtil det med mørkets dal – bruges altså ofte til trøst og til håb.

Teksten går dog vider med, at Herren dækker bord for os - for øjnene af vores fjender. Uh, det kunne godt være glædelig men også leden skadefryd.
Gør vores Gud forskel på den måde?
Får vi som kristne et sådant privilegie?
Og, vil vi kunne glæde os, hvis andre sulter udenfor vores bord?

Nej, sådan er af Jesus ikke!

Når vi læser og hører, må vi derfor huske, at ordene hører til før Jesus og den kristne tanke.
I tekstens sammenhæng som en del af Det Gamle Testamente handler det om et udvalgt og ofte forfulgt folk med et særligt forhold til Gud. Ikke bare dagens ord men også meget andet i de gamle fortællinger giver for os som kristen ikke mening.

I kristendommen er der ikke noget med, at Gud på en særlig måde vil lade vores liv lykkes bedre end andres.
I stedet handler Jesus’ lære mere om ydmyghed – at vaske hinandens fødder eller vende den anden kind til.

Når jeg synes, salme 23 stadig er god og brugbar. Så er det netop, fordi jeg læser den som kristen og oplever, at den tale til min tro.
Og, jeg lader Jesu ord klinge med – de ord, som vi møder bl.a. i dagens evangelium. 

Her taler Jesus om, at hans får hører hans røst og, at han vil give os evigt liv. Vi skal aldrig gå fortabt eller rives ud af hans hånd.

Når de to tekster lyder samme her ved gudstjenesten, så må vi ikke kun tro, at vi får lov at bo i Herrens hus alle vore dage – men også i al evighed.

Anderledes kan vi heller ikke høre det som kristne, for sådan er også påskens budskab – fortællingen om Jesu liv, død og opstandelse.
Gud har med Kristus taget ansvaret – som hyrden og vores frelser, og han har banet en vej gennem døden – også for os.
Guds omsorg er både nu og altid.

Og så vil jeg lige vende det med mulige privilegier; Det er ikke en kristen tanke, at vi som troende vil få et særligt velsignet liv med lykke, rigdom, en stor familie eller hvad vi nu måtte drømme om, hvis vi er troende – eller, som den gamle pagt peger på, at folket eller individet overholder sin del af aftalen med Gud.

Det sker, at der indenfor kristendommen tales om en herlighedsteologi; at, hvis vi tror nok, så vil Gud give os lykke og materiel fremgang som en gave for – eller måske mere et bevis på, at vi sådan er rigtig kristne.
Lige nu hører jeg det ikke, men jeg er sikker på, at plattenslagere slår sig op på den rundt i verdenen og måske på nettet.
Det kan være lidt som, vi i ugens løb hørte om succes med en mentaltræner kursus.

Intet kan for mig at se ligge den kristne tro mere fjernt end, at vi gennem troen kan opnå rigdom og et godt helbred.
Det er hverken budskabet vi hører gennem Jesus, og det er heller ikke en erfaring, der gøres. 

Og videre er det forfærdelige i den tanke, at vi selv kommer til at stå med ansvaret. Går det ikke godt for mig, så tror jeg åbenbart ikke nok.
Hvor vi jo netop – og særligt ved barnedåben hører, at både troen, frelsen og Guds kærlighed er en gave.

Dermed ikke sagt, at vi som kristne ikke kan få et rigt liv. Tværtimod, hvor rigdom er meget andet end helbred og materielle goder.
Jeg skal da heller ikke afskrive, at kristne kan have jordisk rigdom.
Dét kan bare ikke være en fortjeneste ved tro, og vi skal gerne undgå at lade det være ”hvad hjertet hænger ved”. 

Hvis vi bruger al vores tid på at samle en god økonomi. Så kan vi miste vi noget andet og væsentligt. Måske ser vi kun vores livsværdi i det økonomiske, eller vi kan tænke, at mange penge kan redde vores liv.

At tænke økonomisk er ikke nødvendigvis særligt ukristeligt – som at ville sikre sig og sin familie – også økonomisk.
Spørgsmålet må være, hvad vores fokus er og, hvad vi tænker som det vigtigste i livet.
Ja, hvorvidt vi mener selv at kunne skabe livet eller, om vi tør tage livet som en gave.

Selv vil jeg gerne have styr på alt, men må også igen og igen erkende, at jeg ikke er almægtig.
Men, vi skabte jo ikke verden, og vi skaber heller ikke vores eget liv, selv om vi både kan og skal vælge i livet.

Og netop deri selv også at tage et ansvar, kan dagens billede af hyrden være en udfordring.
Hyrdebilledet indebærer en overgivelse, og dermed også en umyndiggørelse.

Sådan er det ikke, når vi som kristne og vel særligt ved åben taler om at være Guds børn. Det giver en vis frihed sammen med hyrdebilledets omsorg.

At have barneret er at kunne kræve Gud som den ansvarlige, der må tage sig af det, vi ikke magter. Men samtidig også den, der giver frihed, så vi kan prøve os og verden af. 

At der så også for børn er noget, der hedder opdragelse, vil vi måske ikke så gerne høre. Men det må også være en relevant overvejelse, når vi er Guds børn.
Heldigvis ophæver Jesus tanken om Gud som en, der i opdragelsen bruger tugt.
I stedet får vi gode vejledninger til livet – både vores eget liv men også vores liv med hinanden.

Amen

Styrken er at være u-perfekt og erkende det - 1. søndag efter påske

Kirken er bygget på mennesker med fejl og mangler og bitterhed og trods, og vi har alle sammen fundet nåde for Gud. Ja, vi er alle rummet af Guds kærlighed.

Det er vel et meget interessant udsagn, som jeg i dag vil udfolde. For, egentlig tror jeg, det er nødvendigt for kirken at bygge på uperfekte mennesker, selvom det kan lyde mærkeligt.

Dagens eksempel er Peter, og han er et godt eksempel.
I dagens evangelium bliver han stillet nogle spørgsmål, får lov at sige ja og får en opgave.
Gennem det, ender ham med at miste sin frihed. Noget vi vel alle gør, når vi påtager os en livsopgave. 

Hver kan vi overveje, om også vi gør det. Det kan være i forhold til vores arbejde eller vores familie. Den kan måske også være i forhold til vores dåb og det, vi holder fast ved, når vi bekender vores tro.

Ved dåben blev der sag ja til at døbes på den kristne tro – som vi netop forinden sammen har bekendt med dens tre led.
På en måde gentager vi det, når vi efterfølgende siger med på trosbekendelsen, og deri ser jeg en forbindelse til dagens møde mellem Jesus og Peter.

Trosbekendelsen er jo ikke et vidnesbyrd eller et svar på en afhøring men et svar på Guds kærlighedserklæring – og dermed måske også vores ja til, at vi også elsker tilbage.

Videre kan de fleste af os også andet genkendeligt i Peter.
Først vil jeg gøre tanker om Jesus’ spørgsmål og Peters opgave.

Peter bliver spurgt: Elsker du mig mere end de andre?
Hvor skulle Peter vide det fra? – altså, om han elsker mere end de andre.

At elske mere måske, når vi tænker på hans svigt og, at Jesus alligevel – eller måske netop derfor tager ham frem. Altså måske mere i forhold til tidligere, hvis kærligheden ellers kan gradbøjes.

Jet tror dog, at tingene som så ofte skal vendes om. Efter at Peter ved Jesus’ tilfangetagelse fornægtede al kendskab hele tre gange. Så har han vel mere brug for at leve i Guds kærlighed og altså derfor også høre Jesu ord, der afslører en altovervindende kærlighed.

Det næste er opgaven.
Peter fik opgaven at vogte. Det sætter et særligt perspektiv og gør, at vi historisk kan og må udpege de perioder som u-kirkelige, hvor folk i kirken har øvet magt som en stærk hersker.

At vogte handler om at passe på og at vejlede. Hyrden er et godt billede, som også Jesus selv bruger både her og om sig selv. Den gode hyrde er villig til at sætte sit liv til for fårene.

Forstår vi ikke helt hyrdebilledet, så kan vi måske bruge fortællingen fra skærtorsdag, hvor Jesus kravlede rundt og vaskede disciplenes fødder.

Mennesker i kirken – altså vi, der er Kirken, har ikke fået til opgave og derfor heller ikke fået ret til at bruge vold og magt. 

Det er måske ikke så svært at huske i dag, hvor kirken reelt ikke har den store magt – hverken over folks tro eller i samfundet. Sådan i det mindste i Danmark og formodentlig en stor del af verdenen.
Kun må vi erkende, at Gud bliver brugt af magthavere som en forbindelse eller måske endda en autoritet – og det gælder desværre også for såkaldte kristne. Desværre, da det netop i kristendommen er i strid med budskabet. Hvilket ikke så ofte gælder i andre religioner.

For at være sande tjenere og gå i Jesu fodspor, har vi brug for sand ydmyghed og taknemmelighed. Og måske er det derfor, at de første, som får kirke til opgave, er fejlende mennesker med Peter som den, Jesus trækker frem.

Peter var en lidenskabelig mand på mange måder. Han ville gerne gøre det rigtige, ville gerne tale på andres vegne og ville gerne give sig ud for at være stærk – også i troen.
Hvor han dummede sig flere gange og svigtede særligt op til påske.
Han mente om sig selv, at han villig føle Jesus hele vejen – selv i døden, om det skulle være.
Hvor, da Jesus tages til fange, så nægtet han hele tre gange sit kendskab til Jesus. 

Da hanen galede kom Peter til at se sig selv i et ærligt spejl i sin fornægtelse. Han måtte erkende sit svigt, og han måtte gemme sig i sin skam over at være et fejt menneske – eller måske bare også et menneske med fejl.

Netop med den indsigt ser Jesus ham efter opstandelsen som klar til at være kirkebygger.

Kirken bliver nemlig ikke bygget af mænd, der er store og stærke eller, som får folk til at blive fan.
Nej, kirken bliver bygget, når folk hører evangeliet om Jesus som et hvert menneskes frelser.
Og hvem skulle kunne forkynde det bedre end den, der selv har oplevet at blive mødt af Guds ufortjente kærlighed. 

Jeg tror, at det først er, når vi selv har erkendt vores u-perfekthed, at vi også kan anerkende andre mennesker som fuldt værdige mennesker.
Det gælder i vores almindelige menneskelige relationer – i familien, blandt venner og endda på en arbejdsplads eller en fodboldbane.
Kun som fejlbarlige og selverkendelse mennesker kan vi leve og rumme hinanden.

Når Peter med opgaven bliver et forbillede også for os, handler det ikke om, at vi skal gå ud og gøre fejl. Nej, kan vi magte livet og handle ret, så er det godt.
For mig er der dog ingen tvivl om, at vi i livet kommer til at stå netop som Peter og med skam må erkende at være u-perfekt. Spørgsmålet er kun, om vi vil tage den på os eller ej – om vi kommer til at se os selv i et ærligt spejl.

For mig er der heller ingen tvivl om, at vi bliver beder mennesker, hvis vi tager skammen på os – når vi erkender vores fejl.

Og videre er der så heller ikke for mig tvivl om, at vi som erkendte fejlere bliver de bedste både til at forstå kristendommen, til at forkynde kristendommen og til at leve sammen med andre mennesker.

Og videre, så er det først, når vi ikke selv kan magte livet, at vi kan forstå, hvad kristendommen tilbyder. Amen

Et sandt guddommeligt eventyr - Påskedag 2026

Nu er der en del børn, som skal med til dåb.
Min prædiken er måske ikke så interessant. Så, skulle der være brug for en pause, så kan de gå ind i Kirkestuen. (nogle er der vist allerede.)

Jeg vil dog her først fortælle en lille utrolig historie, som var med i vores påske-to-go i år. Påske-to-go er en pose, som vi laver til børn som en ja-tak på Facebook. I den er der opgaver til alle påskedagene, lidt lækkert og så en påskefortælling.

Årets historie var om påskeharen, der lagde et påskeæg og gemte den i haven.
Ja, det er jo utroligt. Måske kender I godt det med påskeharen og ægget.
Men jeg har hørt, at den rent faktisk lagde et æg i ren og skær forskrækkelse.
Da de andre opdagede, at den havde lagt et æg. Så grinede de ikke. De drillede ikke. Nej, de blev misundelige. Så derfor lavede de æg af chokolade og gemte dem som deres i haven.

Læs fortællingen på https://karstensfortaellinger.blogspot.com/2018/09/paskeharen.html

Fortællingen om påskeharen og påskeægget i min udgave er en utrolig fortælling. Tager vi den som en slags eventyr eller fabel, så passer den vel fin i vores tradition.

Når jeg så her hver påske læser om opstandelsen, så er det vel også en utrolig fortælling. Eller, skal jeg mon kalde den en for fornuften uforståelig fortælling.
For, som kristne er det vel netop ikke u-trolig. I stedet vil jeg kalde det ’en tros fortælling’.

Den fortælling kan – som den op påskeharen – ikke blive hverken logisk eller videnskabelig.
Men derfor kan den – altså påskeevangeliet – godt være troværdig og sand på en anden måde.

I forhold til fortællingen om påskeharen, så vil jeg heller ikke kalde evangeliet for et eventyr som sådan. Men, måske kan den kaldens et guddommeligt eventyr. 

Når Gud er på spil, så rækker vores rammer ikke. Og, et eventyr kan jo godt fortælle sandheden på en meget præcis måde. Ligesom gode romaner, fantasy eller film kan.

Det guddommelige eventyr fortæller om en virkelighed, der går ud over vores jordiske og fysiske verden og forståelse.
Men, det går ikke nødvendigvis ud over vores virkelighed på en anden måde.

Vi kan godt sige, at livet slutter med døden.
Men, så enkelt er det jo ikke. Når vi mister, så bærer vi jo de kære vider med os – på trods af døden.
De forsvinder jo ikke sådan lige pludseligt hverken ud af vores tanker, ud af vores fortælling eller ud af vores kærlighed. Dét vider om ikke andet sorgen om.

Vi kan derfor godt synge med Grundtvig i ’Hil dig frelser og forsoner’:
Kærligheden, hjerteglæden
Stærkere var her end døden.

Nok tænker Grundtvig på Jesus som Guds kærlighed. Men også i vores liv oplever vi, at kærligheden sammen med minder og tanker bærer og dermed er stærkere end døden – kun dog ikke i den fysiske form.
Den form for virkelighed og fællesskab er døden magtesløs overfor.

En anden tilgang hører vi i salmen om påskeblomsten, hvor der står:
”Kan de døde ej opstå
intet har vi at betyde”

Det er Grundtvigs påstand – altså, at vi og vores liv først får betydning, hvis døden ikke er vores endelige.
Dèt kan godt være en overvejelse værd.

Hvis vi ikke tro på noget udover vores virkelighed, og at alt dermed bare er slut med døden. Har vores liv så ingen betydning?

Inden jeg tør sige, at det kan han ikke have ret i. For, det er da lige voldsomt nok en påstand.
Så må jeg tænke mine kære med.
Hvis ikke jeg stadig bar dem med mig – ja, og faktiske også delte dem med andre. Det kan være den næste generation.
Altså, hvis de bare var væk fra mine tanker og min fortælling. Så ville min tanke om et menneske nok være anderledes.
Måske ville livet så ikke give mening, som det gør nu?

Det er svært at vide. Da, det jo netop ikke er vores virkelighed. Vi glemmer ikke – selvom vi nok heller ikke husker altid eller altid husker.

Med det, tør jeg vove min ud i, at opstandelse også er en del af livet.
Tanken om opstandelse gør noget ved os bl.a. i forhold til vores håb.
Ja, måske også i forhold til vores tro på fremtiden.

Måske ville vi, hvis vi ikke havde fortællingen om opstandelse, bruge naturen.
Dét tør jeg ikke sige.

Vi har jo i sandhed en både tros og håbs fortælling i naturen – ikke mindst her i foråret.

Nogle af os synes måske, at det går lidt for langsomt. Men, foråret er på vej. De nye skud kommer frem, og de første blomster, bier og insekter er gået i gang.
Livet er ikke gået i stå trods vinter og kulde.

Vi lever ikke længer i håbet om forår og sommer. Nej, forårsbebuderne er kommet. Foråret er i gang.
Måske er livet med opstandelse også på vej, når vi oplever det, vi ikke med fysikken eller logikken kan forstå og forklare?

Måske er det gennem de fortællinger og oplevelser, at vi også i livet tør leve i tro og med forventninger.

Det kan være forventninger om, at mit liv bliver bedre, hvis jeg går og er syg eller måske ensom.
Det kan for mig også være forventningen om, at det nye folketing kommer til at finde en løsning med både regering og samarbejde.

Måske er jeg naiv. Når jeg dybest set også tror, at verdenen med al dens krig og konflikter finder en løsning, så vi i fællesskab ikke bare kan få oliepriser og økonomisk usikkerhed til at falde til ro. Nej, så vi også får gået en videre vej i retning mod en mere klimavenlig verden med rent drikkevand.

Den tilgang til livet, tror jeg, at opstandelsesevangeliet bærer med til.
Det betyder ikke, at jeg tror på en guddommelig indgriben som påskemorgen.
Men nok mere en inspiration, som også Guds ånd bærer med på – men, som sker i os og ikke mindst i samtale og handling mellem os.

Derfor kan jeg godt tænke, at opstandelsen er et guddommeligt eventyr, som fortæller en sandhed, der har betydning for mit liv – ikke kun for troen på et liv efter døden.
Det kan nemlig ikke skilles ad.

Amen – og God Påske