søndag den 17. januar 2021

Ødselhed - 2. søndag efter Hellig3konger

 Evangeliet handler om, at Jesus gør flere hundrede liter vand til vin.

Da tidens gudstjenester max må være 30 min. og, at der ved min skulle være plads til altergang, er det en kort prædiken. 

I dag er søndagen for ødselhed. Og det skal minde os om, at livet er givet som noget ødselt, vi skal leve og lade være en fest.

Ofte bliver kristendommen betegnet som det modsatte – at vi skal vise mådehold, tage ansvar, ikke beruse os osv.
Det ansvarlige afskaffes ikke med dagens tekst. De såkaldte kristne værdier er stadig værd at holde fast ved. Men de perspektiveres.

Kristendommen er nemlig ikke moral med et øje, der holder øje og dømmer.
I stedet er kristendommen en kærlighedens kilde til liv og glæde. En kærlighed, der naturligvis får betydning for vores måde at leve på.
- Men altså gave og liv som udgangspunkt og ikke moral og udsigt til dom.
Denne vinkel, oplever jeg, at vi igen og igen skal holdes for øje.  

Den kristne vejledning til et godt og ansvarligt liv er godt – men kun, hvis den bliver hørt som en gave og ikke et krav.

Af og til siger folk, at de lever efter de kristne værdier. Men de har ikke brug for en Gud til at fortælle dem om det eller på et tidspunkt dømme dem for deres mangler.
Denne dom føler de i livet, når ting ikke lykkes.

Til det vil jeg sige, at nej, vi behøver ikke en Gud til hverken at holde os fast på de gode leveregler eller til at dømme.
Men jeg tænker, at vejledningen skal vi jo møde et sted – og mange kalder det netop for ’de kristne værdier’.

Men vigtigere for mig er, at med Gud er der et udgangspunkt for, at vi også får mulighederne for at gøre det gode. Vi skal ikke præstere alt selv.
Og videre er der i den kristne fortælling også begrebet tilgivelse – at, når vi fejler, så mister vi hverken vores værdighed eller vores værdi. Vi mister med Gud heller ikke muligheden for hjælp til at gøre det godt igen eller gøre nyt godt – netop ved, at kærligheden vælder fra Gud som en kilde.

Med de ord kan jeg lægge op til, at vi må gå til alters og være fælles – både fælles med Gud og med hinanden (i afstand) som en konkret markering af Guds kærligheds vælde. 


søndag den 10. januar 2021

Tid og rum til at lytte, spørge og tænke - 1. søndag efter Hellig3konger

 Det er godt, at vi må være her. Det er dejligt at kunne mødes i kirken. Og så endda til en gudstjeneste selvom, den er i forkortet udgave.

Kirkerummet kan noget særligt for mange af os. Og det er, hvad jeg oplever, dagens tekst også sætter fokus på.

Jeg ved ikke rigtig hvor mange konfirmander, der vil blive i kirken sådan i længere tid for at diskutere om Gud. Men jeg ved, at også teenagere tænker meget over tingene og har brug for både at høre, at spørge og at give sine bud på livets mening.

For, det er vel netop, hvad der må være essensen af tale og samtale i kirken.

Inden jeg går videre i den retning, vil jeg ikke underkende også det symbolske i, at Jesus som teenager kunne blive væk fra sine forælde – altså ikke blive væk på den måde, at han for vild. Det kan både børn, teenagere og voksne – endda fare vild i sit eget liv og tanke-mylder eller tanke-løshed.

Nej, han blev ganske bevist væk fra en aftale om at mødes og følges hjem til Nazareth. Lidt som et genstridigt oprør men nok mere, fordi tiden løb – som gode snakke eller et computerspil jo kan få det til at gøre.

Den gode snak var, hvad vi hører Jesus var optaget af. Talen var om Gud – og al tale om Gud bliver også en samtale om, hvad vi er som mennesker.

Er Gud for os at forstå som love og dom, så bliver det menneskelige liv en kamp.  

Er Gud for os at forstå som kærlighed og tilgivelse, så bliver det menneskelige liv en gave.

Vi hører ikke, hvad diskussionerne den dag var mellem Jesus og de lærde. Men det peger vel frem på, at vi i den videre fortælling oplever, hvad Jesus har at sige om Gud og dermed også ind i vort liv.

I dag kunne det derfor give mening at lave åben mikrofon, så enhver kunne spørge ind til det, som vi kæmper med. Eller måske bare dele de tanker, man gør sig af værdi for livet.

Det kunne være om pandemien.
Er det en straf?
Måske ikke en guddommelig straf men så et resultat af, hvordan vi lever.
Skal vi lære noget af det?
Kan vi lære noget af det?
Hvordan passer vi bedst på hinanden?
Er det kun afstand, eller er det også omsorg?

Og så er livet jo ikke kun corona og restrektioner. Derfor kan der også være mange andre væsentlige overvejelser.

Hvorfor føler jeg, at jeg ikke har nogen værdi?

Hvad er det egentlig, som holder venskaber ved lige?

Hvorfor kan vrede opleves som forløsende og fornyende, når man efterfølgende fortryder reaktionen?

Og hvad med ondskaben?

Hvorfor kan omsorg bliver belastende eller rent professionelt modsat barmhjertighed, når det jo minder så meget om hinanden?

Hvorfor kan friheden opleves stærkere, når man er bundet af andre eller en sag – og måske helt forsvinde, når man intet ansvar har?

Hvorfor er lighed ikke altid det samme som ligeværdighed?

Hvordan kan dovenskab til tide – og måske i disse tider – være en god ting?

Er drømmen et lykkeligt liv – eller måske et vellykket liv?

Disse spørgsmål og mange andre tanker vil jeg nu give stilhed til, at hver især kan gøre.
I dette rum bliver det for mig ofte også til en bøn – en bøn til Gud. Så, når jeg bryder ind, vil det være med min kirkebøn.
Altså stilhed før og ikke efter, som jeg ellers plejer – fra nu:   

STILHED

Og Herre: Kom til os som et spørgende barn, der vækker til modsigelse. Ja, kom så du får os til at tænke over livet.

Væk det barn i os, som vi - og vores omverden - prøver på at holde nede, og lad det barn fortælle os nogle sandheder om os selv.
Og hvis vi bliver nedtrykte over at høre den sandhed om os selv, så fortælle os igen, at du er vores Far, og at du kan overvinde den afstand, som vi ikke kan overvinde.

Giv os mod til at give andre del i den kærlighed, du giver os, og lad os dele liv og tanker med hinanden.
Giv også din kærlighed og styrke til alle, der leder og regerer – vor dronning, regering, folketing og vejledende myndigheder – og til alle, der bliver ledet og regeret med - især dem, der er underlagt en ledelse, som tager livet og livsmodet fra dem.

Tænd dit lys for mennesker, der lever i mørket - uanset om mørket skyldes, at de ikke tør åbne øjnene - eller det skyldes, at de ikke kan åbne øjnene pga. hungersnød, krig, sygdom, sorg eller mangel på kærlighed, arbejde, frihed eller tro.
Tænd dit lys i din kirke, Gud, og lad dit budskab spredes, som når barnet udbasunerer sin glæde til alle, der kommer i nærheden.
Mind os om, at for dig er der kun ét budskab: at du elsker os.
Giv os - og alle - din tilgivelse og din velsignelse, så vi kan gå herfra som nye mennesker. Amen



søndag den 27. december 2020

En opfyldt forventning - julesøndag

 I dag kan man sætte fokus på ventetiden. De to gamle ventede i templet på, at de skulle opleve Guds nærvær.
Det var blevet dem forudsagt, og de havde troet på det. De ventede med glæde, og de oplevede forløsningen.

Dét er jo et smukt billede her i juletiden, hvor vi har oplevet forventningen blive opfyldt – altså forventningen om julen selv om, den nok ikke er blevet som ønsket.
Mon de to også kan blive et billede for os i forhold til forventningen om frihed fra alle restrektioner?

De to gamle – og måske særligt Simeon, ser det dobbelte i Guds nærvær, som barnet Jesus er.
Hans lovsang er om, at Jesus ikke kun skal være den frelser, som jøderne ventede på. Han skal også være et lys til åbenbaring for hedninger – altså for alle mennesker på jorden.
Et lys i mørket – sådan lyder julens budskab.

Som vores biskop Marianne Christiansen skrev i en af hendes mail til vejledning i disse tider:
”Der er om muligt endnu mere end ellers brug for at høre, at det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, og at lyset skinner for dem, der bor i mørkets land, og at høre om Guds-barnets fødsel i verden blandt alle udsætte og sårbare.”

Gud selv går ind i vores verden født som et virkeligt menneske, født af en kvinde.

Som Paulus skriver i sit juleevangelium, som hører til dagens tekster.
”født af en kvinde, født under loven”.
Altså ind i virkeligheden, som i første omgang var den jødiske.
”Født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der er under loven. For at vi skulle få barnekår.”

Tilsagnet er altså, at vi kan ’leve og vokse i vished om, at vi med Jesus altid er Guds barn’. En formulering, som jeg er glad for, blev en del af min godkendte nye dåbsbøn. 

Eller, som det lyder i min bøn ved begravelser: ”hold os for øje, at vi som døbte er tilsagt syndernes forladelse og evigt liv”.

Dét er ikke bare gode ord men netop ord, der for mig kan være et lys ind i mit eget mørke.
Lys, der gives mig – noget, som jeg ikke selv skal præstere. 

Men Simeon ser også op og lige ind i himlene; han ser Guds milde ansigt.
Ja, han møder i barnet Guds uendelige kærlighed.

Dette binder til teksten fra Esajas, som jeg valgte at læse.
Der tales om Guds store kærlighed gennem medfølelse og hengivenhed.

Denne tekst kan passe med Johannesbrevet:
”Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham. Deri er kærligheden fuldendt i os: at vi har frimodighed på dommens dag; for som han er, er også vi i denne verden. Frygt findes ikke i kærligheden, men den fuldendte kærlighed fordriver frygten.”
(1 Joh 4,16b – 18a)

Kærligheden er en gave lige som livet er det, frelsen er det, og tilgivelsen er det.
Det er gaver, som gør noget ved os, og som måske også kræver noget af os.
Livet skal leves, og kærligheden skal deles.

I Bibelens tale om kærlighed, peges der på, at vi både skal leve i og af kærligheden.
Det handler om menneskeværd; respekt, ærlighed, omsorg og tilgivelse.

Kærlighed er og kan mange ting. Men i dag vil jeg pege på, at den også er til trøst – en trøst, der giver mod til at leve livet med dets muligheder og mangler.
En trøst, som vi kan finde gennem hinanden, men som vi også kan bede Gud hjælpe med.

Med fortællingen om, at Gud kom til verden som et lille barn og blev et lys for os i livet, så må vi også tro på, at han er med os alle dage indtil verdens ende. Et løfte, der ikke kun må gælde efter døden men også må gælde, når livet er svært.

Med evangeliet om Jesus Kristus er Gud ikke kun vores skaber, men vi må også tro på, at vi er givet del i hans kærlighed.
En kærlighed, som end ikke døden kunne binde.
En kærlighed vi forbliver levende i – både her og engang, og som kan bære os både gennem angst, sorg og pine, så vi kan leve med savnet, og i håbet.

Og så er jeg tilbage Johannes, der fortsætter: ”Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder."

Vi er elsket først – Gud ER kærlighedens kilde. Dét vender jeg tilbage til igen og igen som et vigtigt fundament.

Og med det vil jeg binde tanken om kærlighed sammen med billedet af lyset. Hvor det netop er Gud, der bringer lys til os.

Kærligheden har konsekvenser for os at blive ramt og rummet af. Den animerer til at handle – at dele kærligheden.
Det samme gælder vel lys. Når vi kan se f.eks. en uretfærdighed, så kan og skal vi vel også handle?
Der er ikke uden grunde, at vi har begrebet ”at lukke øjnene for noget”.

I dag så de to gamle Guds frelse, og de fik fred.
Der tænker vi, at så var det slut for dem.
Men det kunne også være en ny begyndelse.
For os – når Gud kommer til os med sin frelse sættes livet i et nyt perspektiv – og giver os liver på ny.

Amen.


fredag den 25. december 2020

Julens fred - på trods - 2. juledag

 I dag hører vi om den første kristne martyr – altså den første, som blev slået ihjel alene fordi, han bekendte sig som kristen. 
Og her er det måske væsentlig at huske om kristne martyrer, at der bliver slået ihjel - modsat dem, der kaldes martyrer, fordi de selv vælger at går i døden som del af troens kamp – ofte for derved at tage andre med sig i døden.

Denne martyrens dag, som falder 2. juledag, er ikke særlig meget julet.
Væk er englene med deres sang om fred til mennesker med Guds velbehag.

Med julen – og den måde, vi fejrer julen på, så er fred, harmoni og fællesskab noget, der bærer og som vidner om den guddommelige glæde.
Men Jesusbarnet bragte ikke kun fred til verdenen – til tider kan man næsten tænke tværtimod. 

Gennem tiden er evangeliet og kirken også blevet brugt som magtmiddel – for mig at se på trods af Jesu ord.
Han kom ikke som en fysisk magt, men med sit ord. Ord, som jeg hører dem, der både dengang og i dag vel taler magten i mod. Og ja, der er også i dag en almen sandhed, at det ikke skaber fred, når mennesker med magt tales imod – end ikke i et demokrati som USA.

Sjældent bliver demokratier dog til tyranni, hvor despoter ingen skrupler har ved at fængsle eller endda fjerne modstandere.
Hvor mange har ikke mistet livet i den gode sags tjeneste? 

Måske er dagens fortælling om Stefanus en af de mindst gruopvækkende, når man tænker på kristne og andre, der kæmpede med ord og for frihed og fred – for menneskerettigheder og ligeværd.

Ofte kan vi tænke, at de ved døden også taber kampen eller, kan en sag virkelig være livet værd.
Når jeg her sidder trygt i en ikke udsat kirke og med en sikret løn, kan jeg godt gøre tanken; at det modsatte ville have været værre.
Hvis ingen vil kæmpe det godes kamp, så ville tyraner herske. 

Og dog sker der forunderlige ting selv der, hvor man ikke har hørt om eller turet tro på en omvæltning. Jeg tænker på, hvad der er sket af ændringer også lovgivningsmæssigt i Sudan.
Alt er ikke godt, men hvis ikke en terror organisation, en despot eller en af områdets regimer blander sig, kan menneskeligheden måske få et helt nyt udtryk.

Jeg tør dog dårligt håbe, da spirende demokratier, som ikke hviler på en stærk magt, ofte er blevet trykket ned – som vi måske ser det i Hong Kong.

Med erfaringen og dagens tekster må vi erkende, at saligheden ikke bliver andet end i glimt her på jorden.
Men glimt er der – både samfundsmæssigt og ikke mindst mennesker imellem. Dét må vi heller ikke glemme denne 2. juledag – martyriets dag.

Med fortællingen fra Matthæus, så var Jesus heller ikke blåøjet men meget realistisk. Folk vi undertrykke og slå ihjel som et modsvar på Guds tiltale.

Hvor dem, der handler på denne onde måde, så heller ikke har noget godt at se frem til. De vil blive overladt til sig selv, og det vil blive øde og tomt.

Det er vist ikke kun forladelse men også forbandelse, vi fornemmer.

De (eller vi) ’forhærdede tidsel gemytter’, som Brorson så malende skriver, er ikke uden håb. Forløsningen og fællesskabet er klar, når bare man åbner sig og siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn.

Dét må være evangeliet, at Guds glæde står lige foran enhver hvis bare, man vil åbne øjnene og tage imod.
Noget, der er gode ord ikke kun for tyraner eller andre magtmennesker men for hver af os, der kan fare vild i vores egen mørke.

Her i den søde juletid, som jo egentlig er årets mørke tid, møder vi i dagens tekster det mørke i livet.
Juleaften talte jeg om ensomhed, som for nogle er blevet mere tydeligt i år.

I dag handler det om magt og mord. Ja, om forfølgelser. Dét har, ligesom ensomhed, vel altid været en del af menneskehedens vilkår.

Igen i år som alle mine tidligere prædikener 2. juledag skal rumme en tanke på dem, der stadig dør for deres kristne tro. Og ja, de kristne er stadig og ganske overvældende den største religiøse gruppe, som oplever forfølgelser.
Desværre hører vi, at forfølgelserne er taget til i skyggen af den nedlukkede verden – der ude i verdenen. Om det så er armenere i Kaukasus, eller de nye menigheder i Tyrkiet, hvor de kristne symboler og helligsteder igen overtages. 

Man kan spørge: Hvorfor slår folk ihjel?

Men spørgsmålet kunne måske også være: Hvorfor forarges vi?
Vi mennesker er dyr, og blandt de fleste dyr hersker den stærkes ret.
Sådan kan man også se udviklingen gennem tiden, hvor riger har hersket og er faldet væk igen. Og hvis ikke sygdomme har forårsaget ændringer, så har krige gjort det ved at fremme nogens udvikling på bekostning af andre.

Her kan kristendommen være det lys, som åbner for en ny indsigt – som afslører magt og mord som noget, der ikke er os værdige som mennesker.
Der er en anden vej, som vi måske også en dag må kaste os ud i kampen for – og en sådan kamp har altid døden som en mulighed.

Kristendommen gik og går vel stadig ind og omdefinerede – og særligt taler anderledes om magt – ofte ved at tale magtens ret imod. 

Det samme kan det være, at tale en politisk elite imod – og politiske ekstremister. Måske endda særligt religiøse ekstremister, som man godt kan sætte fortællingen om Stefanus som.

Fred kom til jord. Sådan synger vi stadig og på trods af alt som et sandt og glædeligt budskab.

Men julens fred er ikke en fred for noget som helst men en fred midt i hvad som helst.

Amen.





torsdag den 24. december 2020

Julegaver - lille men stor - Julenat

 Det er et anderledes år i år – og det har ikke kun været dårligt.
Jeg havde ikke besøg i kirken af skoler eller børnehaver. Men sendte en videohilsen til en skole, var forbi i fællessal på en anden, og holdt gudstjeneste på børnehavens legeplads.

Når vi er fælles om gerne at ville, så kan meget blive godt.
Her i nat er alt dog næsten normalt, da Nicolai Kirke er stor. Kun sidder I længer fra hinanden end de tidligere års julenat.

Da kirkerne helt var lukket ned i påske, opfandt vi et påskeløb på kirkegården rundt om Søndermarkskirken. Det var mange meget glade for. Så her i julen har vi lavet en juleløb.

Nu tænker jeg ikke, at nogen går herfra og op. Men hele julen – altså frem til Hellig3konger, kan må gå en tur forbi.

Her vil jeg så give svaret på et af spørgsmålene. Et spørgsmål jeg de senere år har fået lidt oftere. Nemlig: Hvorfor giver og får vi gaver til jul?

At vi får gaver på vores fødselsdag giver for de fleste god mening. Det er jo vores dag.
Men julen. Der får alle.

Jeg plejer så at fortælle, at julegaver også er fødselsdagsgaver og, at vi faktisk kun får dem ad omveje.
Vi lægger dem nemlig under træet – under stjernen, der peger tilbage på stjernen over Betlehem, da Jesus blev født.
På den måde giver vi vore gaver som fødselsdagsgaver til Jesus.

Og som kristne kommer det smukke og evangeliske ved, at vi derfra giver dem videre til hinanden.

Jesus siger nemlig, at hvad vi ønsker at gøre mod ham – mod Gud, det skal vi gøre mod andre. Naturligvis tænker han på gode ting, som at hjælpe osv.
Vi skal ikke ofre til Gud eller please ham.
Hans bedste gave er, at vi hjælper dem, der har brug for det, og giver til dem, som har behov.

Sådan tænker jeg om julegaver, der først lægges under træets stjerne.
Dét er et synligt billede på, hvad evangeliets budskab er.

Ud over de gaver, vi giver hinanden. Så siger vi også af og til, at Jesus er vores julegave. Altså, at hans ord om Guds kærlighed er julens gave.

Et ord er måske ikke ret meget. Men et godt ord på det rigtige tidspunkt kan have meget større betydning end den dyreste gave.

Billedliget fortæller Johannes Møllehave om det, ved at fortælle om det mindste men dog største gave, han har fået.
Et år fik han som skolebarn en blyant i julegave. Dét havde ikke stået på hans ønskeseddel og ja, han blev skuffet.
Men senere opdagede han, at netop blyanten kom til at betyde meget mere end mange andre gaver. Med den kunne han skrive sine tanker, sine historier og lave tegninger.
Og mange blyanter har han slidt siden – ikke kun til glæde for ham selv, men os med.

Amen