Ikke bare er dagens tekst fra Johannes en lang tekst. Den rummer også to store emner: Enheden mellem Jesus og Gud; og dommen.
Pointen må være, at vi hverken må, kan eller skal snakke dom uden også at snakke om Jesus som Guds søn. Det siges jo, at Jesus har fået til opgave at være dommeren.
Johannes har tidligere skrevet om dommen. Bl.a. i forbindelse med stedet, vi ikke bare anser for fikspunkt i Johannesevangeliet men essensen af hele Bibelen; At Gud elskede verden og derfor sendte sin søn – ikke for at dømme men for at frelse.
Der fortsætter evangelisten: ”Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn.”
Disse ord har en anden vinkel end afslutningen på dagens evangelium:”De, der har øvet det gode, for at opstå til liv, men de, der har gjort det onde, for at opstå til dom.”
Vi bryder os vist ikke meget om dom.
Måske særligt ikke indenfor det religiøse, hvor det kan være ødelæggende for livsglæden.
Det kan en samfunds-dom nok også være, men den ved vi da er tidsbestemt – altså udover, at mange nok bærer deres skyld og føler sig dømt også efter, at en straf er udstået.
Denne vores egen oplevelse kan være en vej til forståelse af evangeliet.
Hvor ofte i vores liv har vi ikke tænkt os dømt – måske bare med andre ord.
Hvem har mon aldrig tænkt: Hvor var det dumt gjort eller, hvor er jeg dog dum – eller måske ligefrem ond.
Oftest og for de fleste ved ingen beder end os selv, hvornår vi fejler.
Prøv at tage den ene hånd op foran dig og forestil dig den som et spejl hvori du kan se alle de gange, du har fejlet, gjort noget dumt eller måske ligefrem gjort noget ondt.
Nogle ting er nemme at huske, andet huskes måske ikke så præcist – men vi kan godt mærke hvordan, det føltes.
Tag så den anden hånd op og forestil dig, at du i den kan se alt det, du ikke har fået sagt undskyld for eller har få gjort godt på en anden måde.
Jeg forestiller mig, at de to spejlhænder er fyldt – for os gamle nok mere end for de unge.
Vi kunne så prøve at gøre det modsatte. Altså se alt det gode, vi har gjort i den ene hånd og alle de gange, vi fik sagt undskyld og gjort noget godt igen, i den anden.
Mon ikke også de to hænder er godt fyldte for os alle. Men måske ikke helt så fyldt som før. Og dét selvom, at jeg er overbevist om, at vi alle gør meget mere godt end dumt.
For de fleste af os, så fylder de dårlige handlinger mere og huskes længere end de gode.
Det skyldes bl.a. at vi helst ikke vil være de dumme eller gøre fejl.
Men det skyldes nok også, at ’det gode’ opleves som det naturlige og, som vi derfor ikke går rundt og huske.
Dommen er gennem tiden illustreret som en vægtskål med godt i den ene side og ondt i den anden.
Den har jeg aldrig brudt mig om og mener på ingen måde, at den er kristelig.
Selv dagens ord om at opstå til dom giver ikke en sådan retfærdigheds vurdering.
Men skulle det være, så er vores hukommelse måske meget fyldt af ondt, vi har gjort, men virkeligheden er, at vi gør utroligt meget mere godt – det, som er det naturlige.
Men ellers må for mig den evige dom være aflyst, når Jesus som Gud selv gik i døden for at frelse syndere. Og derfor må dommen handle om noget andet.
Både dommen og frelsen er for mig også noget nutidigt.
Billedet, jeg har fået fra Johannes Værge og med ham fra Oldkirken, er om sygdom og helbredelse.
Alt det dårlige og onde, vi så i håndspejlet til at begynde med, kan betragtes som skader eller sygdom. Vi må leve med f.eks. en brækket ben.
Som hjælp kan vi på sygehuset få sat den på plads og sat gips på. Det kan godt være smertefuldt – også sådan at erkende overfor sig selv og andre, at det måske var min egen skyld.
Denne behandling bliver et billede på dommen over os, hvor helbredelsen er nåde og tilgivelse.
I dagens tekst får dommen en anden vinkel. Nemlig, at vi lever som dømte, hvis vi ikke tør tro på, at Jesus er Guds søn – Guds sande ord til os.
Smerten må vi der bære, når vi ikke ved vi os elsket af Gud og vi derfor ikke kan leve som frie og dermed det gudgivne gode liv.
Men jeg tror, at Guds kærlighed, som vi netop hører gennem Jesu ord, rækker ud over alt og når alle på trods.
Og engang, når Jesus skal være dommeren, så vil dommen ske i kærlighed – den samme kærlighed, som rækker ud over alle skel og vil omfavne alle.
Til den tid vil det være mere omfattende end, hvad vi tør tro og opleve her i livet. Sådan må det være, når alt skal gøres op og Gud bliver alt i alle.
Men det er jo ikke virkeligheden nu, og derfor for mig ikke så væsentlig.
I stedet for at tale om dom, så kan vi bruge ordet fortabelse. Noget, der bl.a. handler om ensomhed overfor altid at vide, at vi aldrig er alene.
Tilsagnet om Guds nærvær er, hvad vores gudstjenester slutter med, når den gamle velsignelse lyder.
Gud ser os og rummer os.
Ja, måske kan vi sige, at hele vores skrøbelighed bliver over-klædt med Guds nådes festdragt, så vi kan leve og dø iført hans kærlighed og velsignelse.
Amen
