Hvad har vi brug for? - Midfaste søndag

Hvad har vi brug for?
Ja, først tænker jeg på fred i verden.

Kunne vi ikke bare alle leve fredeligt sammen?
Kunne alle lande ikke bare følge sangen med Hugorm om, at vi nedlægger forsvaret?
Kunne kærligheden (måske Gud) ikke bare tage den fulde magt, så værdierne fra Paulus’ højsang blev levet fuldt ud?
At være tålmodig og mild
Ikke at blive misundelig
Ikke at prale
Ikke at føre sig frem eller bilde sig noget ind
Ikke at gøre noget usømmeligt
Ikke at søge sit eget
Ikke at hidse sig op
Ikke at bære nag
Ikke at finde glæde ved uretten
Men glæde sig ved sandheden

Men nej, det ved vi godt, ikke er muligt andet end måske i eventyr eller i en drøm.
Der er jo så mange andre ting på spil:
Manglende lighed eller ligeværdighed
Uenighed om jord
Uenighed om normer og værdier, som kan have med køn, race og religion.
Tidligere historiske urimeligheder
For ikke at tale om egoisme og rå magt.
Eller måske bare uenighed om pension, ulve, moms på fødevarer, om sprøjtning og rent drikkevand, om skov og vådområder eller fiskeri i de indre farvande, eller måske om en bro over Grejsdalens.

Og nej, vi har ikke krig herhjemme, og heller ikke megen politisk eller ekstremistisk vold. Helt konfliktfrit kan vi dog heller ikke sige, når statsministeren har hemmelig bopæl, hvor flere politikere politibeskyttelse, og kandidater bliver truet og må trække sig fra et debatmøde.

Ad den vej, tænker jeg, at vi har brug for et frit men også et velfungerende folketing og regering efter valget.
Nogle, der kan arbejde sammen til bedste for – ja, egentlig vil vi helst sige: til bedste for alle.

Men, det ved vi nok godt ikke kan lade sig gøre. Vi kan vist ikke alle blive enige om, hvad det bedste sådan er.
Nogle vil tænke: til bedste for de svageste.
Andre måske: til bedste for nye iværksættere, så landet kan forblive innovativ.
Jeg kunne måske tænke: til bedste for ligeværdighed og religionsfrihed.
Mens alle nok også tænker: til bedste for mig.

At vi har brug for nogen, der tager ansvar, kunne for mig være et godt bud. Og videre, at vi holdt fast ved demokrati og et retssamfund.

Om vi så direkte vil bede Gud om retskafne og pålidelige overordnede, ved jeg ikke.
Jeg tror oftest, at min kirkebøn er formuleret anderledes, da jeg har svært ved at tale lige ud af posen – som Luther.

Min indgang til disse tanker om ’at have brug for’ er talen om brød.
Her kan jeg kun tænke Fadervor med: Giv os i dag vort daglige brød.
Og med den fornøjer jeg mig af og til med at læse Luthers tolkning af ’dagligt brød’ som alt, hvad der er brug for til liv og legeme.
Det være sig mad, drikke, tøj, sko, hus, hjem, jord, kvæg, penge, ejendom, god ægtefælle, gode børn, gode medhjælpere, retskafne og pålidelige overordnede, godt styre, godt vejr, fred, sundhed, ordentlig og værdig levevis, gode venner, trofaste naboer og andet lignende.

Rummes alt det i bønnen Fadervor, så rummer det vel nærmest alle jule- og fødselsdagsønsker, alle drømme og lige det gode vejr med – sådan, som vist en del godt kan have som bøn uden helt at turde stå ved det. For, sådan tænker vi vist ikke så ofte kan være ok i en bøn til Gud. 

Og skulle vi have svært ved at bede om retskafne og pålidelige overordnede. Så vil vi nok endnu mindre kunne bede om en god ægtefælle og gode børn. End ikke, hvis det både er konen og manden, der beder om det samt, at børnene kan bede om gode forældre.

På den anden side, kan det for nogle give mening, hvis virkeligheden bare er mere end udfordrende. For, hvem skulle man ellers vende sig til hvis ikke Gud?

For Luther gav det mening, da han talte meget konkret og lige ind i folks hverdag – og tænkte, at der er Gud naturligvis også på spil og en del af.
Vores – eller i det mindste min overvejelse må derfor blive, om Gud har med hele vores liv at gøre.

For mig har Gud med hele mit liv at gøre på en lidt anden måde. Nemlig i det personlige.
Og med det kan vi spørge: Hvad har jeg brug for?
Det kunne være at have fred inde i sig selv.

Til det kunne en ny trend, jeg hørte om, måske hjælpe. Det er unge mennesker, der sidder en time og kikker ud i luften – altså både uden mobil, pc eller andet forstyrrende.

Vi kunne også have brug for en bedre selvværd. Eller måske mere ydmyghed og forståelse.
Og ja, der kommer så pludselig også andre med ind i ligningen.

Når vi hører Jesus sige, at han er livets brød. Og, at kommer vi til ham, skal vi aldrig hverken sulte eller tørste.
Så må det være noget andet end den brød, som vi dagligt lever af. I fortællingen bliver han også en anden udgave af Manna i ørkenen.
Mannaen kom dagligt, og folket måtte kun samle til dagen.
Hvor det, Jesus kommer med, er evigt og altid.

Jeg kan kun tænke, at det så må være troens, håbets og kærlighedens brød.
Noget, som vel netop har en lighed med mannaen. Vi kan heller ikke samle til lade af tro, håb og kærlighed. Dét kan kun være til stede hver dag for sig – i nuet.

Tro, håb og kærlighed er for os hver især. Men lever vel kun i relationer.
Troen i relation til Gud – ligesom til andre, der for os er troværdige.
Håbet kan godt være mit håb, men da håbet har med fremtiden at gøre, binder det også til Gud – og ofte også til et liv sammen med andre.
Hvor kærligheden jo kun lever i relationer – som i Guds kærlighed til os, andres kærlighed til os, og vores kærlighed til andre.

På den måde når jeg lidt tilbage til min indledning. At det, vi kan have brug for, er det fælles gode.

Det giver god mening at forhold sig til sig selv.
Men, det giver ikke mening kun at forhold sig til sig selv. Vi er også en del af et fællesskab.

Amen

Størst er tjeneste... - 1. søndag i fasten

I søndags, som var fastelavns søndag, talte jeg om janteloven. Vi har tendens til at pege på den som vores begrænsning i forhold til f.eks. at prale eller vise, at vi er og kan mere end andre.
Min tilgang var ikke, at det måtte vi til at komme over. Måske vist modsat.

Den ene af teksterne var Kærlighedens Højsang fra. 1. kor. 13. De smukke ord om, at kærligheden er størst.
I ordene om kærlighed, tror jeg, at vi kan finde kimen til vores tilbageholdenhed – og dermed også udgangspunktet for janteloven.
Ægte kærlighed er ifølge Paulus:
At være tålmodig
At være mild
Ikke at blive misundelig
Ikke at prale
Ikke at føre sig frem eller bilde sig noget ind
Ikke at gøre noget usømmeligt
Ikke at søge sit eget
Ikke at hidse sig op
Ikke at bære nag
Ikke at finde glæde ved uretten
Men glæde sig ved sandheden
Samt at tåle alt
Tro alt
Håbe alt
Udholde alt.

Den kærlighed, tænker vi vel at skulle kunne leve ud – eller måske leve op til. Sådan tænker jeg ikke helt. Da, den totale kærlighed kun er Guds.
Men, vi kan lade os inspirere at den. Ja, lade kærligheden også gå gennem os i disse dyder.

Kærligheden kan heller aldrig være et krav. Bliver den det – eller, høres den som sådan. Så ophører den med at være kærlighed og bliver i stedet enten moral eller magt.

At kærligheden så godt kan udfolde sig som vejledning og fordring – og til dels i opdragelse, hører også til. Lever vi i kærligheden – både Guds og andres, så vil den få betydning også for vores måde at leve på. Den er ikke en plade chokolade, vi kan hente frem ved lejlighed.

Forsmået kærlighed kan blive til had, er hvad jeg hører. Om det var sådan med Kain og Abel kan være en overvejelse.

For, når vi hører dagens første læsning om de to brødre. Så var det ikke kærlighed, der fyldte mellem dem – nærmere konkurrence.
Og videre kan det for os vel heller ikke være Guds kærlighed, vi møder, når det beskrives, at Gud tog imod Abels gave, men ikke tog imod Kains gave.
Sådan må Gud da ikke være! Sådan, at gøre forskel kan vi som kristne ikke få til at passe. 

Og ærligt, så fortælles der om Gud på måder i Det Gamle Testamente, som vi ikke forstår eller kan få til at forene sig med den Gud, Jesus peger på og repræsentere – ja, er!
Den Gud, der ER kærlighed.

Det kan godt være lidt svært at tænke Gud i de gamle fortællinger som værende vores Gud.
Her skal jeg ikke forsøge hverken at forklare eller bagatellisere en forskel.
Fællestræk er der dog også – og så er fortællingerne netop skrevne af mennesker i og om troen på og mødet med Gud.

Måske er der en ’for os’ skjult pointe i Kain og Abel-fortællingen. I datiden var den ældste mere værd og havde mere magt end den yngste.
At huske det, hjælper med at forstå udsagnet i evangeliet om, at den ældste skal være som den yngste. Kun sådant kan det hænge sammen med talen om, at lederen skal være som den, der tjener.

Måske gøres der i den gamle fortælling op med, at Gud skulle favorisere den ældste. Måske havde Kain en forventning om, at Abel skulle være ham underordnet – også i forhold til Gud.

Med den vinkel passer dagens tekster sammen, og evangeliet bygger vider på der, hvor janteloven kunne passe ind.
Kun vil ordene om kærlighed aldrig ende med: Du skal ikke tro, at du er noget.
Nærmest modsat, da vi i kærligheden er utroligt meget værd.
Kun, er vi ikke mere værd end alle andre på trods af penge, magt eller andet i den menneskelige verden.

Det klinger så også fint sammen med teksten, vi hører til dåb; at Jesus tager børnene til sig, mens han revser de ’kloge’ voksne. Kun som et barn kommer vi ind i Guds rige.
Et andet sted, hvor der spørges om, hvem der er den største i Guds rige. Der stiller Jesus et barn frem som eksemplet på ’den største’.

Med disse fortællinger, hvis altså disciplene havde hørt efter, så kan det undre, at de diskuterer om, hvem af dem, der er størst.
Men ak, de er, som mennesker er!

Med Jesus vendes ’den naturlige’ magt-tanke altid på hovedet. Og vi har nok brug for at høre det igen og igen – og på lidt forskellige måder.
Og dagens vejledning er: at lederen skal være som den, der tjener.

I vejledningen bruger Jesus sig selv. Og med det sætter han vel kærligheden som vejledning for, hvordan disciplene og vi skal leve sammen.

Han anerkender i talen vores menneskelige virkelighed; at den, der sidder til bords, er den største. Men, at han er den, der tjener.
Og så kan disciplene og vi jo lige overveje, om Jesus ikke netop med sit eksempel har gjort tjeneren til ’den største’.

Jesus er dog også meget nøgtern i forhold til disciplene – og med dem os mennesker. Magt og status vil alt være en fristelse.

Måske vil vi i dag ikke sige, at Satan gør krav på os på den måde. Men vi har vel netop også brug for, at han beder for os om, at vores tro ikke svigter.
Bl.a. troen på kærligheden som det største.
Troen på, at hjælpsomhed og medmenneskelighed er vigtigt.
Troen på det gode – på trods.

Og så en sidste fin pointe; når vi lever ’det godes liv’, så skal vi styrke hinanden.
Fristelserne, må vi erkende, – og, kan vi vel også se både nu og i historien – er stor og kraftfuld.
Men størst, er magt, status osv. ikke.
Det er i stedet kærlighed og tjeneste.
Eller?

Amen

Alt er ikke kærlighed, men størst af alt er kærlighed - Fastelavns søndag

Hvad er det, vi synes er naturligt?
Ja, det kan være forskelligt fra personer og kulturer. Det kan også være forskelligt over tid.

Der tales om, at vi lever i en regelbaseret verden, som for tiden er udfordret.
Nogle siger også, at vi bare i en kort periode har levet i en forestilling om, at regler og værdier kan forme og styre en verden.
I vores humanistiske tilgang har vi nok glemt, at magt både er en drivkraft og en urkraft for mennesker.

Måske har vi været blinde i vores godtroenhed; at alle ville os det bedste.
Hvor, må vi nok erkende, at alle mest vil sig selv det bedste – og os selv med.
Dermed ikke sagt, at vi ikke også gerne vil de andre det bedste – hvis bare, det ikke koster noget for mig. Eller, bare jeg ikke dermed kommer til at opleve en mangel.

Det med at være forskellige og ændre sig over tid, ramte mig ved at høre P4 onsdag formiddag.
Det blev jeg mindet op, at andre aldrig har været som os. Modsat, hvad jeg for tiden kan tænke, at f.eks. USA er da gået en helt forkert vej på det sidste. Hvor vi nok grundlæggende altid har været forskellige.

Det ramte mig, da der blev sagt, at man i Amerika gerne praler og roser sig selv. Jeg kan kun tænke, at det for tiden viser sig i ekstremer. Men det ikke er helt ude af deres kulturelle virkelighed.

Her siger vi, at janteloven begrænser os. Hvor jeg nok mere tænke, at vi vist egentlig bare ikke tror på, at pral får os til at være mere værd.

Efter snakken om pral, blev der spillet en sang med Hugorm og Peter Sommer. Der lød det, at de hver tog ansvar og nedlagde forsvaret.

Jeg har hørt den før. Men først der i bilen slog det mig, at jeg nu faktisk er helt uenig.

Første gang, jeg hørte den, var mig tanke: Tja, det kan de jo mene.
Og havde jeg hørt det for 15-20 år siden ville jeg måske endda have sunget med på den.
Udover, at det fysisk og måske også mentalt kan være sundt for unge mennesker med militære øvelser, så var et generelt dansk forsvar vist overflødig – modsat specialstyrker. 

Jeg har tænkt – som formodentlig mange danskere – at vi ikke var i risiko. Ja måske, at krig og militær invasion var fortid – altså her i vores del af verdenen.
Og ellers, ja, så passede storebror nok på os.

Nu tænker jeg anderledes – og følger dermed den generelle tendens og mediernes fortælling.
Nok kan vi ikke meget selv. Men sammen med andre, så kan vi måske. Og der netop sammen, hvor vi så også tager ansvar – ikke ansvar for at nedlægge forsvaret, men ansvar for også at kunne kæmpe for vores dejlige land, for vores frihedsværdier og helt generelt for vores frihed.

Med dagens evangelium kan vi tænke:
Har jeg og vi så været blinde før?
Og, har vi glemt i tide at råbe om hjælp?
Eller, har vi måske undladt at høre dem, der har råbt om hjælp?

Måske. Eller også har vi bare næsten lukket øjnene for det. Da ikke alt vel har overrasket. Kun har vi troet på det gode og det bedre.

Jeg tænker, at en lignende fortælling kan laves over vores tilgang til udenlandske kriminelle bander.
Det kan da ikke passe, at de ikke også gerne vil være gode mennesker. Og det fastholder jeg at tro på.
Men slægtskab, kultur og måske nød eller bare ønsket om mere velstand kan gøre, at kirketage og kabler til lade standeren fjernes, eller at overfald og måske mord kan være opretholdelse af værdighed.

Det er vel heller ikke utænkeligt, at de kan retfærdiggøre sig selv – enten i en anden kulturel tankegang. Måske i, at rigdom bør deles. Eller, som jeg hørte, at vi jo får tyveri dækket af forsikringer.

Og videre må vi tænke: Er jeg mon så anderledes, hvis nød og vanære rammer?
Måske tyr vi ikke lige nu direkte til ulovligheder. Men så kan vi være med til at forme lovgivningen.

Med dagens tekster, vil det være helt forkert ikke også at tage Paulus’ dejlige tekst med.
(I går var det jo også Vallentins dag)
Vi hører om kærligheden og om det ideelle – tror jeg, for os.
Vigtigt er det ikke at høre ordene som krav men som tilsagn om Guds kærlighed og med det som vejledning. Derfor er det også fint, hvis vi med kærligheden gerne vil leve efter:
At være tålmodig
At være mild
Ikke at blive misundelig
Ikke at prale
Ikke at føre sig frem eller bilde sig noget ind
Ikke at gøre noget usømmeligt
Ikke at søge sit eget
Ikke at hidse sig op
Ikke at bære nag
Ikke at finde glæde ved uretten
Men glæde sig ved sandheden
Samt at tåle alt
Tro alt
Håbe alt
Udholde alt.

Har vi mon her elementer til vores jantelov?
Eller, er vi og dermed janteloven præget af disse ord af Paulus?

Alle vil vist sige, at det er så smukke ord om kærlighed, der nærmest kan skrives.
Og en del kan være overrasket over, at det er den Paulus, der også kan skrive meget tungt teologi. Eller de forkætrede ord, at kvinder skal tie i forsamlinger. Mens han anden stede smukt skriver, at der ikke er forskel på hverken rase, køn, slave/fri og hvad, vi som mennesker ellers kan dele andre op i – eller selv hævde sig ved hjælp af.

Man ja, idealist var Paulus også – mest når det gælder Guds kærlighed og Jesus Kristus, som levede den kærlighed ud blandt mennesker. Mens han i det menneskelige var meget realist – faktisk ligesom vi hører det om Jesus. Også mere realist på de menneskelige ’skavanker’ end, hvad jeg har lyst til.
Jeg vil stadig gerne hæve de smukke ord om kærlighed op som det menneskelige ideal.

Eller?
Måske er realisme meget godt, hvis vi skal leve som mennesker her i verdenen – og vel også, hvis vi bare skal leve som os selv.

Vi kan ikke forvente – hverken af os selv eller andre – kun at være fuldt af den kærlighed.
Ligesom vi ikke fuldt kan leve sammen med andre alene på de værdier – og da slet ikke opbygge et samfund alene på dem.
Realister må vi være, og til det skal nogen eller noget hjælpe os til at blive seende.
Bare vi dermed ikke bliver kyniske og dermed glemmer, at kærligheden også er
Og formodentlig også er den stærkeste magt.
For: Størst af alt er kærlighed.

Amen

Jeg giver op! - Søndag Seksagesima

Jeg giver op!
Sådan kan vi godt tænke eller sige.

Altså ikke, at jeg giver op i forhold til at leve. Sådan, håber jeg ikke, at folk tænker. Og hvis, er der noget med en livslinje, der kan ringes til.

Nej, jeg giver op i forhold til f.eks. at gøre verdenen bedre. Eller, jeg giver op overfor at følge med i alt det lort, som andre går og laver – både politiske fiksfakserier, militære bombninger, truende udtalelser – både det, der sker på verdensplan, og det, der sker i det nære.

Som jeg skriver i den kommende uges klumme, så kan jeg kun præstere en lille godhed. Og min mulige lille godhed afhjælper ikke verdens ulykker. Selvom, en lille godhed dog er en godhed – og sommetider en af mange dråber, der kan gøre en forskel.
Nogle gange er en lille godhed bare for lidt, hvis vi har mulighed for mere.

Men, vi kan også til tider bare give op.
Ikke mindst, når vi reelt er magtesløse.
Det kan være overfor præsidenten i både øst og vest.
Det kan være overfor konflikter og morderiske overfald i Mellemøsten, Iran, Sudan, Nigeria og for den sags skyld i Odense eller København.

Hvis vi så ikke bare vil give op. Så må vi overveje, hvordan en lille godhed kan gøre en forskel.
Hvordan er det, at jeg kan lade kærligheden få en større betydning?
Hvordan er det, at jeg skal kunne hjælpe Guds rige på vej, når jeg nærmest kun har ord til rådighed?

Vi kan jo også give op i forhold til naturen i denne tid. Med kulde og blæst, så kan jeg ikke hjælpe hverken vintergæk eller erantis på vej.
Jeg kan såmænd dårligt nok vaske min bil.

I haven har jeg dog klippet en busk ind til knap halv størrelse. En del af hækken har også fået den store tur. Og det har jeg gjort i håb og tillid til naturens egne kræfter.
Bent Edvardsen, der mange år passede Søndre Kirkegård, siger nemlig. At, det er her i februar, kraftig beskæring skal gøres, hvis der skal komme mange, gode nye skud.
Fornyelse kræver til tider beskæring for, at naturen kan virke og gå sin gang.

Netop det, at naturen går sin gang, handler dagens to små lignelser om.
Og med dem også vores ubehjælpsomhed.

Måske vil både en landmand og en haveejer sige, at der da er en del arbejde med at så og passe en kornmark eller et blomsterbed.
Der skal luges og hakkes for ukrudt.
Måske skal der vandes i tørre perioder.

Men ellers er det jo rigtigt, som Jesus siger i den første fortælling. Vi kan som mennesker hverken gøre fra eller til i forhold til, at kornet spirer og vokser.

Fortællingen er, at vi skal give op i forhold til den del. Og med det også give op i forhold til, om Guds rige med frihed, glæde og kærlighed vil vokse frem.
Eller, vi skal i det mindste give det sin egen tid.

Vi må erkende, at vi ikke magter at få Guds rige til at komme frem i fuldt flor.
Hvad vores opgave så er, kan vi overveje. Er vi måske at betragte som marken, kornet bliver lagt i? Eller, kan vi være strået, der bærer til andre at plukke? Eller måske den, der skal plukke og bringe videre til andre?
Den del må vi høre mere om gennem det kommende år og de mange fortællinger.

Vi kan så godt synes, at Guds rige ikke sådan rigtig kommer frem. Hvad ventes der dog på?
Når vi ser måske en lille godhed og dermed et lille glimt af Guds rige. Ja, så kan vi godt tænke: Det forslår jo som en skrædder i helvede.

Vi skal dog ikke underkende selv det mindste frø af Guds rige. Sådan høres anden fortælling – den om sennepsfrøet, der som det mindste frø kan blive til noget stort, hvor himlens fugle kan finde hvile – som kan rumme vores usikkerhed, bekymringer, smerte og skam. 

Altså, selv ikke den mindste smule frihed, glæde og kærlighed er uden betydning.
Dét taler imod, hvad vi vel ofte kan tænke:
Hvad har frihed egentlig af magt?
Hvad har glæde egentlig af betydning?
Og hvad kan kærlighed egentlig udrette?

Men, det har altså betydning. Sådan må vi høre og tro med dagens fortællinger.
Vi skal ikke lade os slå ud, selvom vi til tider giver op.

For, vi ved jo godt, at vores frihed på rigtig mange områder har stor betydning. Måske er det bare så indgroet en ret, at vi ikke husker på dens værdi.
Derfor kan vi have det svært ved helt at forstå, når de i Iran fortsætter med at demonstrere tros risiko for både fængsel, tortur og henrettelse.

Vi ved også godt, at glæde kan gøre en stor forskel på vores dag. Ser eller hører vi noget, der får et lille smil frem, så løftes humøret.
Og skulle vi komme til at grine – om det er stille eller i et større latterbrøl. Så er vores sind og vores dag forandret til det bedre.

Kærligheden har også betydning. Måske erkender vi den først, hvis vi oplever slet ikke at møde den. På den måde kan den minde om friheden.
Eller rettere; det tror jeg.
For, jeg ved ikke af, at jeg i livet har været uden kærlighed. Ikke fordi, jeg sådan har fået fortalt som barn, at jeg var elsket. Dét udtrykker vestjyder ikke altid med ord.
Men som en tryghed i relationer kan det mærkes.
Lige dér, tænker jeg, om ikke Gud skulle være vestjyde. For, sådan i tilliden er Guds kærlighed. Eller også er det bare sådan, jeg bedst kan opleve den.

Ud af det – både Guds kærlighed og andres kærlighed – falder det de fleste naturligt at gøre om ikke andet så en lille godhed. Og dermed er der plantet et lille frø af Guds rige. Amen 

Link til klumme

ALLE - sidste søndag efter Hellig3konger

Jeg vil begynde med det sidste i dagens tekst, hvor Jesus siger, at han vil tage alle til sig.
Altså ALLE.
Han siger ikke alle jer og dermed mener disciplene. Han siger heller ikke alle de troende eller, alle der opfører sig ordentlig.
Nej, han siger ALLE.
Det burde næsten stå med stort skrift, så ingen er i tvivl om, hvorvidt de selv hører til. Ligesom heller ingen kan dømme andre ude fra Jesu’ omsorg og dermed Guds nærvær.

Det sidste med Guds nærvær hører til troen.
Afgørende for troen er nemlig, at vi hører Jesus som budskab fra Gud selv.

At manden Jesus sagde nogle gode ting, er fint nok. Måske ville nogle af de gode vejledninger også have overlevet til nu som en livsfilosofi.
Men først, hvis budskabet er troværdigt som et guddommeligt tilsagn, får ordene en særlig betydning.
Først i den tro, at Jesus ikke bare talte om Gud men talte som Gud, har budskabet bl.a. om Alle i dagens tekst en afgørende betydning.

Her kommer billedet af kornet ind.
Jesus bruger nemlig kornet som et billede på sig selv; at han måtte dø for, at evangeliet kunne spredes og blive til mange fold.

Altså, når den følgende fortælling om opstandelsen tages med; den afgørende kristne begivenhed som ingen så men, som vi får fortalt gennem både disciplene og andres møde med den opstandne.

Med Jesus kan vi godt synes, at der er megen kraft i hans ord og handling. Men først med påskens fortælling - efter, at han har været lagt i graven - springer det særlige og ganske uforståelige med opstandelsen.

Sådan får kornet også først sin ekstra værdi, når det spirer frem af jorden og bliver til nyt liv – måske ikke lige så overraskende som opstandelsen, men dog stadig som noget forunderligt. Ja, måske som et under.

Nok kan et korn være med til at give mel og brød. Men, det har også kraft i sig til at blive til meget mere.
Kun, skal det ofre sig selv for det.
Eller, det skal lægges i en frugtbar jord for at spire og forvandles og ad den vej blive til endnu flere korn.

Måske kan vi også sige, at vi som mennesker skal turde at ofre kornet.
Et korn, der bliver gemt i et skab, lagt til skue i en vindueskarm eller holdt i en hånd vil tørre ind. Dermed mister det ikke bare sine muligheder men vel også sig selv; Et indtørret korn er ikke rigtigt et korn mere.

Nej, kornet skal i den kolde og mørke jord, før det kan spire. Der kan og skal det sprænge sin skal, og ud kommer spiren som noget blødt, elastisk og ganske andet end kornets hårdhed. Og da bliver kornet, der ellers ikke lignede noget stort, til en ny plante med mulighed for flere korn.

Kornet rummer muligheder og potentialer, som vi ikke umiddelbart kan se. Kun med erfaringen bliver det til en virkelighed.

Sådan kan vi også tænke om Jesus; om det, han sagde og det, vi hører ham gøre.
I disse ord er der også muligheder og potentialer, som vi måske ikke umiddelbart kan se eller høre.
Hvad det så er, vi får af ekstra, kan afhænge af vores situation.
I dag tager jeg først fat i dette ALLE. Dét vil jeg vist gøre de fleste gange, jeg læser og skal prædike over teksten. Alt for ofte oplever jeg folk dømme andre ude.

Lige for tiden er der snak om dåben og deri særligt, om et menneske først bliver Guds barn i dåben.
For mig gælder også her dagens ALLE. Lige som vi om ikke så længe igen skal synge om vintergækken. Simon Grotrian skriver, at Guds nåde er vores fostergave – ikke bare fødselsgave men fostergave, som jo derfor må være givet ALLE.

Med dagens tekst og verdens uroligheder kan nogle måske blev ramt af ordene om, at denne verdens fyrste skal jages ud.
Magtmennesker er der i verdenen, og vi kan godt både forundres, forarges og forfærdes. Så, kunne Jesus da ikke lige tage straks at jage disse skrækkelige verdens-fyrster ud?

Den vej, synes jeg dog ikke helt, at dagens tekst kan pege på. Mennesker er altid mere end en ting. Så budskabet må være, at ondskaben og det djævelske skal jages ud.
Og til det må vi jo igen og igen med Fadervor bede: fri os fra det onde.
For så også at huske: led os ikke ind i fristelse, så vi ikke ender med selv at sprede ondskab.

Måske er det ind i dette, at vi også skal høre dagens ord om, at vi skal hade vores liv her i verdenen.
Ord, som jo ikke lyder særligt Jesus-kærligt. Denne melding vil nok heller ikke vinde en popularitets konkurrence på Facebook.

Vi kan dog godt til tider rammes og opleve en forløsning også i de ord. Her tænker jeg på, at vi kan blive fanget af egen vinding, at succes og anseelse, og ja af magt, som faktisk godt kan ødelægge vores liv. Eller måske mere præcis, kan ødelægge os, så vi ikke får levet ordentlig.

At hade sit liv er ikke at hade sige selv, men nok nærmere at tage afstand fra det, der binder os i jagten på en bestemt måde at leve på. Måske jagten på oplevelser eller events – jagten på øjeblikket eller andet, vi ikke kan slippe og dermed binder os.

Med disse vinkler vil jeg pege på, at vi altid tolke, når vi hører ting – også, når vi hører evangeliet.
Sådan må det være, hvis ikke det bare skal være ord, som tørrer ind i vores hånd eller i en vindueskarm, hvor vi kan gå og kikke på det – måske endda være stolt over at have det. Men til liv bliver det ikke.

Jeg tænker, at budskabet skal som et korn lægges i os, som var vi den gode jord, så at ord og handling kan blive til virkelighed for os, og så vi kan bære det videre ud i mødet med andre.

Og med det er jeg ved sidste sammenligning.

Når kornet skal ofre sig selv for blive til mere, så kan det også være en metafor for kærlighed.
Kærlighedens væsen er vel netop at giver afkald på sit eget.
Kærligheden går altid ud af sit eget, ellers vil kærligheden ikke længere være sig selv.
Det kan vi mennesker ikke altid præstere, men vi må tro, at Gud kan – og kan hjælpe os.

Amen