Opstandelse som livet på trods - 16. søndag efter trinitatis

Denne søndag kaldes blandt præster for efterårets påske. Vi hører nemlig om opstandelse – at vende tilbage til livet – eller måske: at døden ikke er den stærkeste magt.

En fortælling som denne om opvækkelsen af den unge mand er ikke logisk. Hvor dog ’livet på trods’ vel godt kan tale ind i vores liv. Dét vender jeg tilbage til.

Ofte lader vi dagens fortælling sammen med påskens om Jesu opstandelse peger frem mod et evigt liv.
Det giver god mening, når Gud er på spil, mens vores erfaring med døden er, at den ikke slipper nogen tilbage.
For at rumme det, har jeg valgt to kendte og elskede salmer, der har glæden ved naturen.
Og ind i denne glæde kan digterne ikke lade være med også at trække det evige med.

I morgensalmen er det hele 6. vers om, at vi roligt kan gå døden i møde. For, Guds hånd vil rive os ud af døden garn.

Og i efterårssalmen skal vi synge om både høsten her og høsten hist – Guds gaver både her og engang, hvor vi skal finde en evig sommer hos vor Gud.

Tryghed, tillid og tro rummer disse salmer – og glæden. Både glæden her og nu, men også glæden over ’engang’.
Denne glæde over et evigt liv kan dog i vores tid godt opleves lidt provokerende.
Vi går jo sådan generelt ikke rundt tanken om at opgive dette liv i forventet glæde over det kommende.
Mange vil måske ikke engang helt forholde sig til ’engang’. Dét lever vi alt for meget i nu’et til. Kun når vi mister – eller måske sidder i den berømte fly, som styrter ned, tænker vi gode tanker om noget evigt.

Derfor vil jeg her tage det med ’livet på trods’ som noget midt i livet - i nu’et.
For at få opstandelse med, vil jeg inddrage en af de nye salmer, som er i 100 salmer. (hvis nogen senere vil slå teksten op, står bøgerne på hylden med salmebøger.)

Der bruges et ’Du’, som for mig er Gud i opstandelsen. Et ’Du’…
Der står ved siden af os, når vi planter et frø
Der er ånden bag vores planer og puster liv
Der får en, der smiler genert, til at se op
Der følger den, som bærer andre og alt - trods af udfordringer
Der ligger armene under den, som er fuld af angst i den sværeste tid
Ja, der hjælper med, at det forsvundne liv vender tilbage.

Måske tænker vi ikke over det med frøet – at et frø i jorden, som spirer, er en slags opstandelse. Ofte tager vi det for givet – også selvom, det med alle mine forsøg på vildt blomsterflor ikke rigtig er blevet til så meget.
Men ingen er i tvivl, når vi tænker efter, at livskraften er på spil i et spirende frø.

For mig er det med vores planer lidt overraskende. Jeg husker bedst en prædiketekst, hvor Gud forstyrrer de snediges planer. Men ja, vi lægger planer – og ofte, så lykkes de også. For, de behøver jo ikke hverken at være snedige eller ondskabsfulde.
Måske kan jeg tænke: det fik jeg planlagt godt. Men med tanken om opstandelsen i tiden, så kan det godt give mening med lidt guddommelige pust, så det løfter sig.

Helt befriende er tanken om, at opstandelsen også kan få en, der holder sig for sig selv – også, når man går med glæde og smil - kommer til at se op og møde andre. Smilet kommer ud i verdenen – og ofte vil det føre til flere smil.
Måske skal vi til tider hjælpes med, at det faktisk er ok at være glad – og, at et smil kan være en vældig kraft.

Ind i dette kan jeg bruge lidt fra et projekt, jeg har sat i gang med mine konfirmander. Det handler om kærlighed uden fordømmelse og skal blive til en kunstners maleri.
Først skulle de skrive, hvor kærligheden er på spil. Og det mest enkle svar var for mig også et af de mest livgivende: at sige hej.

Når salmen taler om opstandelse ved at være hos dem, der har det svært, er det for mig ofte der, hvor Gud ’bør’ være.
Det kan være dem, der er helt nede i sorgen. Og det kan være dem, der bare bliver ved og ved og ved med at bære og være der for andre.
Måske kræver det lidt at tænke opstandelse i de situationer, hvor det mere handler om overlevelse. Men ja, livet er på spil – og når livskraften vender tilbage og måske nyt liv opstår, så kan vi vel godt tænke ’opstandelse’.

Måske vender alt liv ikke tilbage, og måske må der gives slip, når man ikke magter mere.
Men, livet giver aldrig sådan helt fortabt.

Og så er vi tilbage ved mine mest brugte tanker om opstandelse – eller, at døden ikke har al magt.

Når vi mister, så forsvinder vores kære ikke fra os. Vi husker og mindes. Måske kan vi stadig høre dem tale – for, vi ved ofte, hvad de ville sige i en situation.
Og så holder vi nok aldrig op med at elske og holde af – altså, kærligheden forbliver levende.
Ja, og en levende kærlighed må vel være rettet mod nogen, som findes og er.

Hvordan de så er levende, giver salmerne deres bud på. Jeg kan tænke, at de også lever videre i Guds kærlighed.
Dét er for nogle måske for ukonkret, og man kan også tænke, at det bare er poetisk smukt.
Men i det smukke og ukonkrete åbner sig for mig en dyb sandhed om, at der er et liv i Gud udover alle grænser.

Som en videre tanke om opstandelse i tiden, så føjer jeg glæden til. Vores glæd er vel også på trods af døden.
Her tænker jeg ikke bare glæden over et fælles levet liv. Der er også glæden over alt, vi har fået givet både af andre og gennem skabelsen.
Glæden opstår også i mange situationer som en del af livskraften, der hjælper os videre. 

Med både kærligheden og glæden som elementer, vil jeg vove påstanden om, at livet ofte er ’på trods’. Alternativet er mere logisk.
Og dermed taler vores erfaring vel netop med på dagens ulogiske fortælling, hvor både en søn og en mor får livet tilbage på trods.

Og så bliver spørgsmålet: Tør vi tro på det utrolige? 

Ja måske: Tør vi tage imod det, når vi møder opstandelsen i livet – og, tør vi leve i det?

Amen.

Taknemmelighed - 14. søndag efter trinitatis

I dag bliver min fokus på taknemmelighed.
Har vi noget at sige tak for?
Og, får vi sagt tak?

Måske vi lige skal tage lidt tid til at overveje: Har vi noget at sige tak for?

Jo, tror jeg de fleste tænker, når der sådan direkte bliver spurgt:
Vi kan vel sige tak for livet.
Vi kan sige tak for helbredet.

Og når vi den senere tid har set markerne blive høstet. Eller, når vi ser æbler og bær i haverne, (også ser, hvordan det kan pynte kirken) så kan vi vel kun sige tak for naturens gaver.

Videre kan vi sige tak for maden generelt – og tak til dem, der hjælper med til, at vi kan få mad på bordet. De fleste af os er afhængige af at kunne købe fornødenheder i butikker.
Så en tak kan vi måske også sende til dem, der skaber tøj – både at lave stoffet, designe og sy.

Men, vi kan måske også tænke: Jeg har ikke selv valgt at blive født. Nej, livet er egentlig bare et slid – en opgave, der er lagt på mig. Så tak for ’lort’.
Og hvad mit liv er blevet til af bare lidt godt, har jeg selv måttet knokle for. 

Nå ja, nok hjælper andre med, at jeg kan få mad, tøj osv. Men, jeg betaler så sandelig også for det med mine hårdt tjente penge.
Hvor taknemmelig er det lige, man kan være, når mælken koster mere end 10 kr.?

Man kan godt se verdenen som uretfærdig, se det liv, man selv har fået, som træls, og andre mennesker som krejlere og svindlere.
Hvad er der så at sige tak for?
For ærligt, havde man ikke fortjent bedre?

Endnu mere tydeligt kan det være med helbredet. Skal vi sige tak for sundhed, når vi døjer med skavanker, udfordringer og sygdom?

Nogle er født med skæv ryg, sukkersyge, dårligt syn eller er disponeret for gigt.
Og uanset hvor Covid, pesten og aids kommer fra, så er bakterier og virus med til at ødelægge og udfordre os i livet. 

Mon ikke alle kan lave en brokkeliste, der med rimelighed udfordrer tanken om at sige tak?

Jeg siger ikke dette kun polemisk. For, livet kan det for nogle meget nemt opleves som en tung byrde.

Jeg er dog ikke sikker på, at det er de mest ramte, som har sværest ved at sige tak – modsat de velbeslåede, som ikke kun kan mene et godt (eller perfekt) liv er rimeligt at forvente men også, at de så sandelig selv har gjort sig fortjent til det – modsat andre.

I forhold til helbredet oplever vi ofte enhver udfordring som en fejl eller en mangel. Og på den måde kan ’ondt i ryggen’ fylde hele min tanke om kroppens helbred.
Jeg tænker lidt ligesom, at et knivstikkeri kan få os til at tænke: Der er da også kun ondskab i verden.

Hvor sandheden – både for de flestes helbred og i de fleste samfund – fylder det gode langt, langt det meste. Og derfor oplever vi det som ’det normale og naturlige’. 

Det er ganske forståeligt, at man brokker sig over skavanker og sygdom. Og heldigvis bliver vi både rystet og forarget over, at nogen gør andre ondt.

Men en gang i mellem – og det kunne jo være i dag – skal vi måske takke for alt det gode; alt det, vi opfatter som ’det naturlige’.
Tak for, at jeg faktisk godt kan se – selvom jeg har glæde af briller.
Tak for, at jeg nemt kan gå – selvom hofte eller knæ kan gøre ondt.
Tak for alle de venlige blikke og smil jeg har fået i dag – og, at ingen har slået mig eller stukket med en kniv.
Prøv selv at tænke mere…

Når jeg tænker disse tanker netop i dag, så kommer det af evangeliet om de 10 spedalske.
De var dengang om nogen udenfor. Ikke bare var de ramt at sygdommen, men de var også ramt på et socialt samfundsliv.
De skulle isolere sig og ringe med klokker, så folk altid kunne undgå dem – kun havde deres egen fællesskab. 

Så, efter deres renselse kan vi vel godt forstå, at de 9 hurtigt vendte hjem til deres gamle liv.
Nogle var måske så opløftet af befrielsen, at de bare måtte dele det med deres kære.
Ja, måske havde de bare sådan savnet deres kære, at kun de fyldte i deres tanker og sind.

Nogle gik måske tilbage i livet og tænkte; det var da også på tide og kun rimeligt. Tænk, hvad jeg har spildt af tid med den sygdom.
Måske skulle de søge om erstatning for en uretfærdighed.

Den ene vendte tilbage for at sige tak til Jesus
Og den handling kan minde os om også lige at tage en stund for at sige tak.

Og ja, nogle behøver måske ikke en dag som denne. Mange har takken med i deres morgen- eller aftentanker – ja, måske kan man sige morgen- eller aftenbøn.
For de fleste af os bliver takken ikke kun en venlig tanke til de mennesker, som giver os glæde i livet. Det bliver også en tak til Gud, der på en måde står bagved alt.

For, bagved takken til andre mennesker ligger vel takken til Gud – en tak for, at det hele overhovedet er muligt. Og det gælder ikke kun naturens gavmildhed, men også vores evner og iderigdom er vel en gave.
Sprogligt taler vi om at være begavet.
Vi tager ikke muligheder, men vi gives muligheder eller måske, vi udnytter og bruger de givne muligheder.

Vores sprog er interessant. Det hedder jo ikke, at vi tager os en kæreste, at vi tager et barn eller, at vi tager et liv. Men netop, at vi får en kæreste, at vi får et barn, at vi får livet og med kristendommen, at vi også får et evigt liv.
Vi forholder os til at dette som en gave – altså sprogligt, og ikke som en slags rettighed.
Dét, håber jeg, ikke sådan lige ændre sig.
Det er nemlig både berigende og knap så ansvarsfuld at få gaver fremfor at skulle fortjene.

Og så en lille sidste overvejelse.
Er det mon at være lykkelig, som gør os taknemmelige?
Eller, er det at være taknemmelig, som gør os lykkelige?
Jeg tror det sidste. Amen.