Har vi brug for Gud?
Sådan kan man godt komme til at tænke. Og nej, det kan nogle godt mener, at de ikke har. Ikke mindst i Danmark har vi tanken om og vel erfaringen af, at vi da godt kan klare os selv – og ellers, at samfundet bærer med.
Og nej, hverken vi eller samfundet slår altid til. Sådan hører videt både i psykiatrien og for unge mennesker.
Men, mangler de Gud?
Jeg hørte sidste søndags ’Pilgrim’ på P1. Gæsten var radiovært mm. Esben Kjær.
Han har skrevet bogen ‘Tro for tvivlere’ efter, at han var blevet rystet i sine egne tanker om magt og ikke-magt.
Han har også skrevet to bøger om sorg efter, at han mistede sin søn.
Ved tabet holder verden op med at give mening.
I forhold til troen, var første tanke: Hvad har Gud gang i?
Anklagen mod Gud er nærliggende i det meningsløse.
Når vi så tænker efter, kan nogle blive udfordret i, hvad det var for en Gud, de har.
Esben Kjær fortalte, at han havde en tiltro til selv at kunne klare tingene. Ja, og en forventning om, at hvad andre ikke kunne, dét måtte han jo klare.
Mon ikke mange af godt kender, både at føle ansvar men også forventningen om, at en uløst opgave er min og vil blive løst af mig.
Sådan var det også for Esben undervejs i forløbet med sønnens sygdom.
Her bagefter er det gået op for ham, at hans tro nok var, at han selv var Gud i sit eget liv – netop fordi han tænkte: Alt er muligt.
Han troede, at han havde magt over alt i livet. At han kunne fikse alt.
Den tanke – ja den tro - kan gå ganske udmærket så læge, at det går godt - når der er medvind.
Men i modvind går det galt. For så har vi ikke længere magt, men oplever stadig at have ansvar.
Derfor gik han i gang med at fyre sig selv som gud.
Jeg kan kun forestille mig, at det er foruroligende sådan at afgive magt, eller måske ligefrem at opgive magten, når man ellers mente at have magt.
For Esben var det bare blevet en nødvendig erkendelse, da han jo ikke havde magt som agt og altså heller ikke kunne helbrede sønnen.
I denne erkendelse af afmagt åbner sig muligheden for at tro på noget andet.
Så kommer spørgsmålet: hvem er gud? Hvordan er gud?
Det måtte nemlig være noget. Ellers ville sønnen bare være endt i et sort hul. Og sådan kunne det ikke være – han måtte være et sted. Noget, der var en nødvendighed for at kunne leve videre, men som også var en virkelighed, da han jo stadig bar sønnen med videre i livet.
Kristendom har udfordringen ved, at gud er god - hvorfor sker så det onde?
Andre religioner kan være mere afklaret. Måske som, at gud bare er stor. Eller, at vi selv har gjort os fortjent det.
Men kristendommen har så også tilsagnet om, at vi aldrig vil være alene – ikke i vores afmagt og heller ikke i et sort hul.
Der er også i kristendommen en erkendelse af, at alt ikke går op. Noget – eller meget – må vi leve med som uløst – ja måske nærmest uforløst. Men det betyder ikke, at Gud ikke er med os undervejs.
Og videre lyder frelsen – bl.a. her i livet med tilsagnet om, at vi er noget værd som udgangspunkt og ikke efter præstationer.
Netop et sådant tilsagn – og måske endnu mere, når vi tør tro det og leve efter det; og dermed ikke konstant skal leve op til egne eller andres forventninger om at være perfekt og gøre alt det rigtige – dette kan være et godt svar ind i tidens tale om unges og andres mistrivsel.
Tager vi de to i dagens lignelsen og trækker dem ind i nutiden. Så kunne den ene være som dem, der er flot pyntet og som deler sine perfekte karakterer på de sociale medier.
Mens den anden deler et lidt uskarpt billede af morgenhår og snavsede briller.
Af dem, ved vi jo godt, hvem der normalt vil få de mange likes.
Vores likes er ikke kun til skønhed og huen med den sorte bånd, men vel også til den klimabevidste recyclere, vinderen af cykelløbet, maratonløberens tilbagekomst efter en stor operation, den succesrige erhvervskvinde eller måske for mig en af de firmaer, som gør det både godt og flot i ’vild med vilje’.
Alle disse ting er der bestemt intet i vejen med. Jeg kaster også gerne et like, når folk gør det godt. Men dog ikke, hvis jeg oplever opslaget som en selvhævdelse – se mig! modsat andre.
Dér er jeg både ramt af janteloven og vel af dagens lignelse.
Ser vi på dagens fortælling og tænker på de to opslag, så er meldingen vel, at Gud giver sit like til den med morgenhåret.
Og nej, han giver den nok ikke for dagens dårligste resultat – hvis det, man formåede i løbet af en dag, var at stå op.
Guds like handler om den ærlige og selverkendende tilgang.
Og ja, måske giver Gud sine likes til os alle hele tiden. Det er bare ikke alle, der ser det – eller har slået Gud til som ven. Det kan være fordi, det ikke giver mening for os, måske fordi det kan være lidt pinligt. Eller også har vi bare ikke øje for andre end os selv.
Jeg kan kun tænke, at den uskønne har valgt venskab med Gud til, da han havde brug for det – brug for, at der var nogen. Og så håbede han, at Gud ikke blokerede ham.
Hvor, den anden nok udtaler sig i bøn men vel mest taler for sig selv. Og nok takker han Gud for sine evner, men det lyder mere som selvros – lidt som at være Gud i sit eget liv.
Derfor - i vores kristne forståelse - er farisæerens bøn ikke reelt en bøn.
Modsat tolderen, der ikke har overskud men indsigt i sine mangler. Derfor beder han af et ærligt hjerte og uden mange ord.
For mig er det en interessant tanke, om vi med overskud - som farisæeren, så ikke har brug for gud. Dét tror jeg nemlig faktisk godt, at vi har – og måske endnu mere end i svaghed.
Det er nemlig et meget større fald derfra, når det går op for os, at vi ikke er fuldkomne og ikke kan magt alt – altså, hvis vi hviler på det og har vores identitet og tanke om værdi deri.
For mig giver kristendommen et fundament af menneskelig værdi, som vi altid kan hvile på. Måske har vi travlt og med succes, så vi godt kan takke Gud som farisæeren – men samtidig også vide med os selv, at vi dermed ikke er hverken perfekte eller almægtige – modsat en til tider hjemmestrikket tro.
Og mangler vi et holdepunkt, så er dåben for mig ganske enkelt og meget stærkt.
Amen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar