At blive forstyrret - 24. søndag efter trinitatis

Der er megen forfald i naturen for tiden. Sensommeren holdt længe, men nu flyver bladene og selv asters er mister blomsternes farve.
Sammen med, at vi nærmer os kirkeårets afslutning, giver det god mening, at døden og vores magtesløshed over for døden er en del af dagens tekster.

Med evangeliet er det dog altid sådant, at der tales imod døden ligesom, der tales imod ondskab.
Der tales altid et håb ind i vores virkelighed.

Og nej, vi oplever sjældent, at døde bliver levende igen. Selvom vi har fortællingen om fodboldspilleren Christian Eriksen. Hjertestop er ikke sådan helt døden med det samme for os.
Sådan rigtig døde-døde bliver ikke levende igen. Altså for os – hvor vi så hører, at for Gud er døden kun en søvn.
Den virkelighed var i glimt på jorden med Jesus, hvor vi har det som håbet i det himmelske.

Udover den lille pige, så oplever kvinden også at få livet tilbage. Som mand ved jeg jo ikke så meget om at have menstruation. Men, at slippe for konstant menstruation efter 12 år kan kun være som at få livet igen.

Disse håbs fortællinger passer så også med vores natur. Landmændene har været ude at så på deres marker i forventning om, at der kommer et nyt forår med grøde. Kun er nogle bekymrede over, om alt vandet ikke bare sætter livet i stå men slår afgrøderne ihjel.
Det er vel også nu, vi planter nye buske og deler stauder? Samt, at vi planlægger, hvad vi kunne supplere med til foråret. For ja, med have så lever man også i håbet.

Alt dette giver mening og er noget, jeg før har prædiket over.
Så i dag vil jeg tage vinklen: at blive forstyrret.

Har vi tid til at blive forstyrret?
Og: Hvad er vigtigt at huske, når vi bliver forstyrret?

Min første og måske lidt kedelige vinkel er arbejde – både det lønnede og det frivillige.
Lidt forstyrrelser er ok – særligt, hvis der er om noget godt.
Men kun få trives med, at der sådan lige kommer en lille opgave ind – og lidt mere igen, som gerne må klares med det samme. 

Først prøver man nok at huske, hvor man var i det andet for så at vende tilbage. Men vi er nogle, som af erfaring gerne skal lave en lille note. Hvis man forstyrres af noget vigtigt, betyder det sjældent, at det, man er i gang med, ikke også er vigtigt og skal gøres færdig.
En note kan blive til en lille stak på skrivebordet, og måske endnu en huske-stak et andet sted – og et mere som bliver i reolen bagved, da bordet er fyldt.

Sådant er mit skrivebord sjældent, men jeg har set steder, hvor jeg ikke lige kunne finde bunket til det ’vigtige, jeg kom med af forstyrrelse’ 😊

En anden vinkel kan være nyheder.
Jeg følger gerne med – også flere gange om dagen både på tv og i aviser. Det er ofte et valg for mig, hvornår jeg ser og læser. Kun på Facebook kan en nyhed komme overraskende.

Nogle nyheder kan dog godt være forstyrrende til trods for, at jeg selv vælger dem til. De kan forstyrre mine tanker og min hverdages ro og tillid.
Krig og konflikter overrasker ikke. Men nogle indslag kan godt ramme på en sådan måde, at man kan gå i stå og nærmest blive apatisk.
Uhyrlighederne kan være for barske, og så kan jeg rammes af den erkendelse, at jeg ingen mulighed har for at gøre noget ved det.

Naturligvis vender vi tilbage til livet igen efter det – altså de fleste. Men, det er ikke sikkert, at vi vender tilbage til det helt samme liv.
Jeg kan godt forestille mig, at planer, tanker og gode ideer bliver glemt. For, det er sjældent med livet som på arbejde, at man får lavet en note eller samlet små stakke til senere brug.

Med dette kan man godt tænke, at forstyrrelser bare kun er til besvær.
Men, så er det fint, at dagens evangelium har en anden vinkel.
For, vi bliver jo også forstyrret af det gode.

Vi hører, at Jesus er i gang med at fortælle noget. Det har sikkert været både vigtigt og opbyggeligt, som hans taler altid opleves som.
Så bliver han forstyrret af en mand, som har brug for hjælp. Hans datter er død.

Naturligvis lader Jesus sig afbryde. Det vil vi også altid gøre, hvis naboen eller en anden pludselig kommer med en sådan melding.

Jeg tror måske også, at vi ville handle – altså gå med, som Jesus gjorde.
Nogle ville dog måske lige vurdere situationen. Mon der sker noget ved, at jeg her lige gør min prædiken færdig først?
Tilhørerne ved Jesus, vil jeg formode, kan med rimelighed have tænkt sådan; Lad os nu lige få din pointe først.
Og vi, der læser i dag, kan måske også godt have tænkt os ’at få de sidste guldkorn med’.

Der er dog også en befrielse ved Jesus’ handling. Han går og vender ikke tilbage hverken til skaren eller til det, han var i gang med at sige – så vidt vi ved.

Livet kan godt forstyrre på en måde, så det, vi ellers tænker som vigtigt, ikke behøver at følges til dørs.
Ja, livet går til tider nye veje, og det giver god mening – eller, det finder vi også en mening i.

At en tale kan afbrydes, kan vi altså godt være med på. Særligt, når det gælder om at gå med og være hos en, der er ramt så hårdt som en far eller mor, der mister sit barn.

I dagens fortælling er forstyrrelserne dog ikke slut. Da Jesus går sammen med faren på vej – måske snakker de lidt eller også, er det at dele tavsheden vigtigst. Mange mennesker følger også med, så helt ro har der ikke været.
Jeg tænker dog, at Jesus’ nærvær har været hos faren.
Men så lader han sig forstyrre igen – forstyrre af kvinden med blødningerne.

Nå ja, kan vi tænke. Hun trænger til hjælp. Men, kunne hun mon ikke godt have ventet til efter besøget hos pigen. En dag fra eller til betyder vel ikke noget efter 12 år.
Mon ikke nogen af os ville sige: Vendt lige, så kommer jeg tilbage, når jeg har været henne ved pigens familie.

For kvinden var nu’et dog lige i det øjeblik, og der var Jesus også. Han så hende og handlede – også altså lod sig forstyrre.
Men, han glemte ikke pigen – modsat den videre fortælling.

Amen.

En mønts værdi - 23. søndag efter trinitatis

I dag vil jeg tale om en mønt.
Og, hvis nogle nu undrende tænker: en hvad?
Så er en mønt sådan en rund ting af metal, som kan bruges til at betale med i stedet for MobilePay og dankort.

Jeg kunne også overveje at tale om skat, når det jo i denne uge har fyldt en del – både i regeringens forslag og faktisk også i dagens lignelse. Jesus taler dog ikke om skattelettelser.

Jeg kunne også tale om, at Jesus med udtalelsen melder, at vi skal betale skat – ja, at vi måske skal give al vores økonomi til staten, som jo i princippet låner sine værdier – eller værdimåleenhed ud til os.
En sådan vinkel kunne blive til noget om de økonomiske dispositioner – både i forhold til sundhed og omsorg i velfærdssamfundet.

Her ind i kan høres Paulus’ vejledning til at respekterer myndigheder – om det er diktaturer eller demokratier. Hvor det vigtige så er, at skatten betales til den fælles ordning, der kan bringe både retfærdighed, orden og fred. Og, at staten skal være til gode for de gode – kun dem, der gør ondt, skal frygte staten.

Dét, tror jeg dog, vil være en overfortolkning – selvom, de første menigheder faktisk var total økonomiske kollektive fællesskaber.

Så jeg vil altså helt konkret nøjes med at tage mønten.
Hvad er en mønt?

Før i tiden havde mønten vist sin værdi i metallets værdi. Men sådan er det slet ikke i dag. For os er det nok mere et symbol, som vi alle er blevet enige om at anerkende.

Mønten for os er det værd, som der står på den. Vores mønter er bestemt af staten – både udseende og værdi. Og, så går vi med det som en sandhed.
Sådan er det for de fleste mønter – at en stat eller en sammenslutning som eurolande giver både mønter og værdsættelse.

På verdensplan kan værdierne godt svinge alt efter, hvordan troværdigheden er til den, der udgiver mønten. Jeg skal ikke uddybe.
Men vigtigt i min tanke om mønten er, at den har sin værdi fra den, der har sendt den ud i samfundet.

Det næste er, at mønten også har et mærke, som peger på udgiveren. Vores er præget med en krone eller dronningens billede.
Med lidt god vilje, kan man sige, at mønten er skabt i sin skabers billede.

Og så har nogle nok opdaget, hvor jeg vil hen.

Jesus taler nemlig ikke kun om, at man skal give kejseren, hvad kejserens er.
Han bruger det som anledning til også at sige: Giv Gud, hvad Guds er.

Så, hvad har Gud skabt i sit billede og værdsat?
Det er selvfølgelig os mennesker.

I skabelsesberetningen fortæller der, at alt i verdenen er villet og skabt af Gud. Kærlighedshymnen med de syv dage har en særlig gentagelse: Gud sagde: Lad os skabe - det skete, og Gud så, at det var godt.
Med disse ord er der lagt en værdi ind i alt det skabte, som rent videnskabeligt godt kan betragtes som en række af tilfældigheder og en udvikling, hvor den stærkeste overlever.

I hymnen er der så en tilføjelse, da Gud beslutter sig for at skabe mennesket. Dér siges ikke kun ”lad os skabe mennesket” men, ”lad os skabe mennesket i vort billede” – og endda i denne første skabelsesmyte, som et par; en mand og en kvinde - sådan fuldt ud ligeværdig på alle måder.

Med denne gamle fortælling er der for mig en fin parallel mellem os mennesker og så en mønt. Og sådan hører jeg, at Jesus i dag præsenterer det; Vi er Guds, som mønten er kejserens.
Og med det kunne vi også sige; Livet er Guds, som mønten er kejserens – og begge dele får vi lov at bruge. Kun er det godt at huske hvad, der kommer hvorfra.

Med tanken om os som skabt i Guds billede parallelt til mønten, så bærer vi ikke kun Guds billede. Nej, så får vi også vores værdi givet af Gud.

For det første, betyder det, at vi ikke selv skal skabe os vores værdi. Vi er noget, fordi vi er.

Dét kunne være godt altid at holde fast ved og minde både os selv og andre om, når vi ellers i livet oplever at skulle præstere og gøre os relevante.
Helt nøgternt er mønten lige meget værd, om den får 12 og bliver professor eller læge, eller om den ender på gaden som hjemløs.

Sådan er jeg og du også altid af fuldstændig samme guddommelig værdi uanset, hvad livet bliver. Hvor det naturligvis ikke er lige meget for livskvaliteten hvordan, ens liv bliver.

Det næste, som kunne være udfordringen i sammenligningen mellem os og mønter. Det kunne komme af, at der er mange forskellige mønter.
Altså ikke lige det, at mønter er forskellige. For, vi er vel også alle forskellige.
Men, at mønterne har forskellig værdi. For, hvem er så 50-øren, og hvem er 20’eren?

Nogle har gennem tiden set efter kulør, social status, fysisk eller mentale begrænsninger, seksualitet og religion. Hvor vi i dag – de fleste af os, det meste af tiden - godt ved, at dér er vi ens.
Kun har jeg aldrig fundet uendelighedstegnet. For, vi må have en uendelig stor værdi i Guds øjne – og dermed også i egne og andres øjne.

Her kunne det så være smukt at standse.
Men, efter skabelsesberetningen fortælles også om død, ødelæggelse og ondskab.
For, virkeligheden er ikke ideel ligesom, at ligeværdighed, medmenneskelighed og menneskerettigheder nok mest er i teorien.

Konflikter findes, mennesker står altid i en magtforhold, og ser lidt forskelligt på fakta.

Det betyder dog noget, hvis vi i teorien anerkender alles ligeværd. Altså, at det ikke kun er os, der er Guds – og derfor ikke skal underlægges andre. Men, at det gælder alle.

                                                                 Amen.