I detaljen - 2. søndag i fasten

I en af de programmer, hvor man faktisk giver sig tid til en samtale, hørte jeg udtrykket: Djævelen ligger i detaljen.

Det udtryk var ikke sådan nyt for mig, men det er sjældent, at jeg hører den.
Og egentlig bryder jeg mig ikke så meget om den, da det lyder så dramatisk med djævelen.

Da jeg til dagens forberedelse læste teksterne – som altid både fra den autoriserede oversættelse og Bibelen 2020, slog det mig. At også i en oversættelse kan djævelen ligge i detaljen – eller måske mere præcis ’den teologiske pointe’.

Ofte i min undervisning tager jeg sekvensen frem, hvor Jesus taler om en spurvs død.
Hvor man for godt 100 år siden kunne læse: ikke en spurv dør uden Guds vilje.
Tager man det bogstavelig, så må alt hvad, der også sker med os, jo være bestemt af Gud – og det giver dårligt mening for mig, når jeg ellers hører, hvad Jesus siger.

Da man oversatte igen for godt 50 år siden blev det til: Ikke en spurv dør uden Gud er med i det. Altså måske lidt både aktiv og passiv.
Og i den nuværende står der: Ikke en spurv død uden Gud er med den.
Altså total omsorg og nærvær.

I den græske originaltekst står der uafsluttet: ikke en spurv dør uden Gud.
Hvilket for mig passer med den seneste oversættelse med omsorgen – aldrig at være uden Gud.

I begge dagens tekster er der oversættelse på spil, hvor jeg egentlig gerne ville blande den autoriserede og den fra 2020.
Så det vil blive dagens prædiken at se på de teologiske pointer i oversættelser, som kan have indflydelse på vores liv og handlemåde.

Det første er, som jeg læste, at vi er skabt i Guds eget billede.
Vores gudsbilledlighed siger for mig meget – og meget godt.
Måske kan et billede ses som noget passivt og uden mulig handling. For mig er dybden dog, at vi som Gud har egenskaber som at kunne elske, være kreativ, have omsorg, tilgive og sætte os selv til side.

I 2020 står der, at Gud formede mennesket, så det lignede ham.
Det lyder umiddelbart som den fysiske form – som jo ikke rigtig giver mening. Indholdsmæssigt kunne det godt være os som mennesker og altså som min udlægning af billedligheden. 

I den autoriserede følgers der op med, at Gud så alt, han har skabt – og dermed også mennesket. Og han så, hvor godt det var – også altså er vi skabt som gode.
At vi så med den videre fortælling også er andet – f.eks. nysgerrige og selviske. Ja, måske rebelsk, ændrer ikke ved det grundlæggende gode.

I 2020 følges vores skabelse op med, at Gud synes virkelig godt om det, han har skabt – og altså også os.
Og ja, det er da dejligt at vide, at Gud synes godt om os. Men det siger jo ikke rigtig noget om, at vi er noget godt.

For mig åbner det op for en snak, jeg af og til har og, som jeg også før har nævnt. Nemlig om, hvad der gemmer sig dybt inde i os.
Når vi er presset eller måske får lidt for megen alkohol. Så kan vi godt gøre dumme og onde ting.
Nogle siger, at der åbnes op for alt det lort, som er inde i os.
Hvor jeg heller vil sige med Bibelens ord, at alt det gode, som er inde i os, bliver lukket inde.

På den måde får den teologiske tolkning en betydning for vores syn på os selv og på andre. 

Sådan også med den tredje forskellige oversættelse i teksten om vores skabelse.
Og netop denne del ville jeg gerne have læst fra 2020.

Jeg læste, at vi som mennesker skal herske over havets fisk osv.
En oversættelse, der kan give fripas til bare at bruge naturen, som vi lyster.
I virkningshistorien vil nogle mene, at det netop er ved den oversættelse, at udfordringerne med klima og biodiversitet har sin grund.

Noget kan der være om det også selvom, at der også andre steder end præget af kristendom er der sket ødelæggelse. Måske mest tydeligt på Påskeøen.

Her lyder 2020 både bedre og faktisk også mere præcis i forhold til grundteksten; at vi skal tage ansvar for fiskene i havet osv.
Hér kunne jeg godt fristes til at sige, at djævelen har gemt sig i detaljen indtil nu.

Det blev lidt omfattende, så fra evangeliet vil jeg kun fremdrage en oversættelse.

Manden siger: Jeg tror, hjælp min vantro.
Hvor 2020 oversætter: hjælp mig, for jeg tvivler også.

Vantro er ikke et brugt ord, så derfor er en anden oversættelse nok fint. Vi siger heller ikke længe at nogen er vanfør men, at de er fysisk handicappet eller invalide.

Forstavelsen ’van’ peger på, at noget ikke er helt, som det skal være eller måske, at noget er udfordrende i forhold til troen.

Hvis tro er at have tillid til noget andet – noget, som er større end os selv. Så kan vantro måske være det, at man selv mener at kunne klare tingene.

Tvivl er for mig noget andet – som en del af troen, da troen handler om tillid og ikke om fast viden.
For mig altså en dårlig afløsning.
Det nye ord for vanfør er ikke tvivlsomt gående men invalid.
Håber man i den kommende oversættelse finder en brugbar formulering.
Set i troens lys, er der for mig stor forskel på ønsket om at blive afhjulpet en udfordrende virkelighed eller tilgang, og så at blive fri fra at tvivle på Guds magt.

Det første, at blive ændret til at få den rette forståelse af Gud, tilslutter jeg mig gerne.
Hvor den sidste, at blive helt fri fra alt tvivl vil være ganske forfærdelig.
For, så ville Gud enten skulle fuldt og helt åbenbare sig, eller også skal man leve med en slags blind tillid.

Det sidste vil føre til ekstremisme – og det kan jeg ikke få til at hænge sammen med kristendommen selvom, det både i historien og i nutiden tolkes og leves sådan.
For, så kan djævelen let være på spil, hvis jeg skal tage indledningen. Det opleves med selvmordsbomber, terror eller Abrahams parathed til at ofre sønnen Isak.

Det første med Guds fulde åbenbaring kan også være skræmmende. For mig må Gud være meget mere og meget større end, hvad jeg vil kunne forstå og magte at forholde mig til.
Hvis ikke, bliver Gud måske en maggiterning, som vi kan putte i lommen, og det er ingen Gud.
Derfor har jeg det fint med den indsigt, som Jesus giver; at Gud er kærlighed, der ser os som noget godt og som vil os.

Amen

Giv tid - søndag seksagesima

 

Mon ikke mange af os for tiden går og kikker i hække og beskyttede kroge efter de hvide små vintergækker eller gule erantis.

Vi kan mærke foråret komme og med det forventningen til de små glædesbebudere.
Sådan er det, når vi tænker, at vinteren vist ikke vender tilbage.

I år var der både sne og frost. Og så kan vi godt være med på ordene fra ’I sne står urt og busk i skjul’ – ordene: Giv tid, giv tid!
Der er jo ikke andet for. Men nu. 

Ja, måske er vi endnu ikke begyndt at så de nye sommerblomster eller urter. Men vi kan godt begynde at planlægge – måske finde tankerne fra sidste år frem om, hvad og hvor sommerblomsterne i år skal prøves af eller kan blive til mest glæde.

I første omgang – og måske også hen over året, kan ordene ’Giv tid’ godt give mening.
Måske skal sommerfugl busken skæres ned, når vi er helt ovre risiko for frost. Nogle stauder mangler måske at få de gamle stængler fjernet. Men ellers kommer de helt af sig selv. Hvis bare vi giver tid.

Også i forhold til forårets bebudere er det godt ikke bare at give tid men helt at holde fingre og spader væk.

Vi har i præstehaven en bred hæk – ja, vel nærmest et buskads. I det meste er der snebær, som bare skal klippes en gang i mellem. Ellers gør vi intet.
Og det er ikke så ringe endda – altså for forårsbebuderne. Dér er et skøn væld af erantis og dorotealiljer. De fyldte godt i hver deres område, da vi kom. Og de sidste 10 år har de bredt sig, så de både blander sig og lister ud i græsplænen.
Det er en sand fryd!

Der er også en større urørt plet under nogle træer, hvor de dejlige gamle pinseliljer, som dufter, står stærkt. De trives vist også bedst, når der ikke gøres noget – måske undtagen, at vi får fjernet de selvsåede nye skud af ahorn, liguster eller kristtjørn.

På en skrænt var der også fint på vej med både løgplanter og vinterglans. Men så kom fibernet forbi og gravede store huller, som stadig er lidt tomme pletter.
Giv tid, giv tid – er jo rigtigt. Men det var bare lige ved at se godt ud.
Og nej, sommerblomster eller frø af vilde danske planter har svært ved at få fat og give et blomsterflor på den skrænt.

Som menneske er vi utålmodige af natur. Det gælder vist ikke kun med naturen.
En bilkø eller en tur i sengen med influenza er bare spild af tid! 

Mange tænker også, at rengøring og tøjvask som spild af tid. Men det har trods alt et formål. 

For nogen er en stille stund, hvor man måske endda når at kede sig, også spild af tid. Det er jeg dog ikke helt sikker på.
Min erfaring er – når altså lige jeg giver tid - at både i travlhed og i kedsomhed kan nye tanke pludselig dukke op. 

Alt ventetid er ikke nødvendigvis spildtid.
Ja, måske er ingen ventetid spild. Vi skal bare finde meningen i det – eller i det mindste give tid, når der er brug for det.

Dermed ikke sagt, at vi altid bare skal lade stå til. Opgaver kan også kalde. En opvask i køkkenvasken råber ikke ”giv tid” men ”tag fat”.

I dag får vi to lignelser, hvor overskriften måske også kunne være: Giv tid.
Frøet i jorden spirer og vokser af sig selv, så bonden bare skal vente til høst.

Nok synes mange landmænd – og haveejere måske også, at der løbende er et stykke arbejde, som skal gøres. Ikke mindst med at holde ukrudt væk.
Men helt grundlæggende kan vi ikke andet end give tid, så frøet vokser og ender med at give dejligt korn eller skønne blomster.

Jeg tænker også, at en del af os i kirken oftere møder ”tag fat” end ”giv tid”.
I kristendommen er vi ikke frataget et ansvar – eller måske skal jeg hellere sige ’en opgave’.
Vi skal være for andre og leve med hinanden.

Men i forhold til Guds rige, så er ansvaret ikke vores. Og ja, måske er det den største udfordring – ikke at kunne tage styringen eller sådan lige med den rigtige indsats, at ’det af Gud’ bliver synligt for flere og i flere. For, vi tror jo, at det vil være godt og positivt på alle måder med Guds rige.

På den anden side er det også heldigt, at Guds rige er mere og større end, hvad vi som mennesker kan tage ansvar for og reelt forholde sig til.
Godt er det vel også, at Guds rige ikke afhænger af os. For, vi mennesker er dygtige men også håbløse.

Hvad er så Guds rige?

Som sagt er det større end, hvad vi kan forstå og dermed sætte ord på. Men det har ifølge Jesus med retfærd, fred og glæde at gøre ligesom kærligheden er dens essens.
Og meldingen er, at det i sig har kimen til at blive noget – og altså også noget, der kan vokse i os og blive til noget afgørende for os – både som kærligheden imellem os og glædens kraft i os.

Med det tænker jeg, at det ikke kun er Guds rige, vi ikke har magt over.
Noget, ja måske meget også i verden har vi ikke magt over. Det må vi til tider erkende, selv om det for mange kan være svært at vedkende og leve med. Vi vil jo gerne selv have mangt og tage styring.

På den anden side, så kan ”Giv tid!” og ”Slap lidt af og nyd livet” til tider være et ganske godt råd.
Både lige nu, hvor vi venter på foråret. Men altså også i livet sammen og livet i os.
Hvis vi skal gro i livet, må vi lade livet gro. Amen