Tillykke konfirmander - noget om værdi og humor

 

I evangeliet fortæller Jesus om både et får og en mønt, der bliver fundet. Og han forbinder lignelserne med fores forhold til Gud – som altid. Dét passer sammen med teksten, jeg læste først om, at Herren er vores hyrde.

Når det gælder de to fortællinger, så er der en markant forskel. Et får kan måske godt af egene kræfter finde tilbage til flokken igen.
Hvor en mønt er helt fortabt. Den må forblive i revnen eller græsset, indtil den bliver fundet.

Med mønten som billede, bliver vi total magtesløs i forhold til Gud – og måske i forhold til livet som helhed.
Sådan håber jeg ikke, at I mine konfirmander, oplever det. Men, sådan kan vi mennesker have det. Mest tydeligt er det, når vi ser et spædbarn. Det bliver også tydeligt, når vi møder en gammel og måske dement-ramt i kørestol. Men også i livet – både som ung og som moden, kan vi pludseligt opleve ikke at magte livet.

Fortællingen af Jesus er, at vi uanset hvad aldrig bliver uden betydning eller værdi; fuldt ud som alle andre.
Vores værdi som menneske skal vi ikke selv præstere. Den har vi, fordi vi ER. Eller måske mere præcis, fordi vi er tillagt en værdi ved vores skabelse.

En mønt – hvis I med kort og MobilePay da ellers ved, hvad en mønt er – bliver udstedt og præget af stater, der så også står inde for møntens værdi.
Sådan har vi altså også absolut værdi, fordi Gud har skabt os og præget os med og i sit billede.
Og uanset hvor i verden vi er – om vi så ligger ganske uduelig i en rendesten, så har vi stadig værdi. Dét står Gud inde for.

Jeg tror, det er godt at høre – også selvom vi ikke er der og måske aldrig kommer så langt ud. Men vi vil helt sikkert møde nogen, som er endt i håbløshed. Og så er det godt at huske, at deres værdi er fuldt lige så stor som vores.

Videre tror jeg også, at tanken er god, når vi bare sådan kan opleve, at andre er bedre, smukkere og har mere succes end os.

For mig er det en livsgave, som jeg gerne deler, at vi alle har værdi og altid samme værdi, uanset hvordan livet tager sig ud.
Uanset om krop passer til tidens idealer.
Uanset om karakterer er sublime.
Uanset om vi fryser eller er for fjollede på lejre og festivaler eller i mødet med et særligt menneske.

Hvis vi ikke skal skabe eller bevise vores værdi, så tror jeg, at vi går nemmere og gladere ud i livet – og der bliver til glæde ikke bare for os selv men også for andre.

Det kunne også være godt, hvis vi finder tryghed i, at vi ikke skal finde os selv, at vi ikke skal præstere at være noget helt unikt, eller for den sags skyld blive verdensmester i vores eget liv - men, at vi tør lade os finde.

Ligesom vi ved konfirmationen ikke skal bekræfte noget som helst. At konfirmere betyder det samme som at bekræfte.
Og det hedder jo netop, at de unge bliver konfirmeret – at de bliver bekræftet; bekræftet i, at de er Guds elskede børn og dermed også Guds værdi-satte menneske – som en mønt.

At lade sig finde i kirkens sammenhæng er ikke det samme som, at forældre altid har check på placering via Family Link eller sms’er flere gange om dagen.
Men, at vi lader os finde, sådan som evangeliet igen og igen fortæller, er; at vi aldrig er uden for Guds omsorg – end ikke i døden.

En anden vinkel i dagens prædiken må blive humor. Humor kan nemlig ofte være en god vej videre i livet. 

Søren Kierkegaard skulle have skrevet: ”Det er ikke enhver humorist, der er kristen. Men, man skulle nødig møde en kristen, der ikke er humorist.”
Humoren er noget andet end stand-up komik.
Præcis som glæden ikke er en ydre ting, sådan som det godt kan være for et moderne menneske, så er humor også noget andet end ’at være sjov’ i selskaber – eller, det kan være både mere og dybere.

Humor afværger det ekstreme, da det også indebærer selvironi.
Eller, jeg kan bedre lig ordet selv-humor end selvironi. Det er, at vi ikke tager os selv alt for alvorlig og dermed heller ikke forventer at skulle være perfekte.
Dét kunne måske også bruges i forhold til ens krop – at kunne grine lidt af sig selv i spejlet. For ingen – ej heller dem, der i medierne ser sådan ud, kan være perfekte.

Eller måske, er vi alle lige præcis perfekte som dem, vi er. Hvor vi så godt kan arbejde på sundhed både mentalt og fysisk.
På samme måde er vi også netop alle helt unikke – lige præcis som dem, vi er.

Altså, behøver vi ikke tænke på at skabe os selv som hverken perfekte eller unikke, men bare være og acceptere at være os selv – selvom, det til tider god kan være sværere end at tage en maske på og spille en rolle.

Der skal nok lidt overskud til. Sammen med overskud til at arbejde for sundheden og overskud til selv-humor.
Og en sådan overskud, tror jeg, kan komme gennem glæde fremfor bekymringer og krav.
Nå ja, og så en dyb tillid og tro på, at ’jeg er noget værd’ sådan helt grundlæggende.
Samt gerne en omfavnelse af familien eller venner: Du er også noget værd for mig! 

Og så kommer vi til, hvad I konfirmander sidder på. Jeg har fortalt jer, at jeg ville finde noget, så I sad lidt højere og, at jeg dermed nemmere kunne se jer.
Men der var en bagtanke. For, jeg har også nævnt, at jeg nok finde en lille ekstra ting til jer. Og ja, det er et grønt tæppe, som I gerne må huske at tage med hjem.

Det er grønt som liv og håb – og måske Helligånden. Og det er olivengrønt, for dermed at få forbindelsen til Jesus’ tid.
Videnskaben mener, at rødderne til de tusse-gamle oliventræer i Gethsemane have – der, hvor Jesus bad inden sin korsfæstelse – stammer fra de træer, som har sad under.

Et tæppe kan give jer varme – men også omsorg. Når I tager den om jer, kan I også tænke den som at få et stort og varmt knus måske som af bedstemor eller bedstefar.

Gennem året har det været hyggeligt. På en skala vil jeg give noget mere end 6-7… Det kunne til tider opleves, at jeg sådan lige for en kort tid var som en reserve bedstefar.
Tæppet skal dog ikke mind om mig. Men gerne om Gud, der altid giver jer værdi og altid vil rumme jer med sin kærlighed.
Når I sådan kunne have brug for at høre og mærke det – og ikke lige når at komme i kirke for at høre og måske få brød og vin. Så kunne I jo pakke jer ind i tæppet.

Tillykke i livet – og Amen

Guds omsorg og vores ansvar - 2. søndag efter påske

Dagens tekster burde være de nemmeste tekster at prædike over. For, de rummer noget meget grundlæggende i kristendommen; at vi hører til og er rummet af Guds omsorg.

Særligt salme 23 fra Det Gamle Testamente bliver brugt til trøst – om ikke andet, så den første del af det, jeg læste; Vi kan have tillid til Gud. Han er der for os, selv når vi oplever at gå i ’mørkets dal’.
Mørkets dal kan både være døden sti, men det kan også være de perioder i vores livet, hvor sorg, ensomhed eller mangel på mening i livet fylder, så vi ikke rigtig kan se lyset eller livet eller glæden eller hvad, der normalt giver livet sin gode fylde.
I Bibelen 2020 bruges ordet ”dødskyggens dal”, som for mig er kras men knap så rummende og åben for alle livets genvordigheder som ’mørkets dal’.

Teksten – altså indtil det med mørkets dal – bruges altså ofte til trøst og til håb.

Teksten går dog vider med, at Herren dækker bord for os - for øjnene af vores fjender. Uh, det kunne godt være glædelig men også leden skadefryd.
Gør vores Gud forskel på den måde?
Får vi som kristne et sådant privilegie?
Og, vil vi kunne glæde os, hvis andre sulter udenfor vores bord?

Nej, sådan er af Jesus ikke!

Når vi læser og hører, må vi derfor huske, at ordene hører til før Jesus og den kristne tanke.
I tekstens sammenhæng som en del af Det Gamle Testamente handler det om et udvalgt og ofte forfulgt folk med et særligt forhold til Gud. Ikke bare dagens ord men også meget andet i de gamle fortællinger giver for os som kristen ikke mening.

I kristendommen er der ikke noget med, at Gud på en særlig måde vil lade vores liv lykkes bedre end andres.
I stedet handler Jesus’ lære mere om ydmyghed – at vaske hinandens fødder eller vende den anden kind til.

Når jeg synes, salme 23 stadig er god og brugbar. Så er det netop, fordi jeg læser den som kristen og oplever, at den tale til min tro.
Og, jeg lader Jesu ord klinge med – de ord, som vi møder bl.a. i dagens evangelium. 

Her taler Jesus om, at hans får hører hans røst og, at han vil give os evigt liv. Vi skal aldrig gå fortabt eller rives ud af hans hånd.

Når de to tekster lyder samme her ved gudstjenesten, så må vi ikke kun tro, at vi får lov at bo i Herrens hus alle vore dage – men også i al evighed.

Anderledes kan vi heller ikke høre det som kristne, for sådan er også påskens budskab – fortællingen om Jesu liv, død og opstandelse.
Gud har med Kristus taget ansvaret – som hyrden og vores frelser, og han har banet en vej gennem døden – også for os.
Guds omsorg er både nu og altid.

Og så vil jeg lige vende det med mulige privilegier; Det er ikke en kristen tanke, at vi som troende vil få et særligt velsignet liv med lykke, rigdom, en stor familie eller hvad vi nu måtte drømme om, hvis vi er troende – eller, som den gamle pagt peger på, at folket eller individet overholder sin del af aftalen med Gud.

Det sker, at der indenfor kristendommen tales om en herlighedsteologi; at, hvis vi tror nok, så vil Gud give os lykke og materiel fremgang som en gave for – eller måske mere et bevis på, at vi sådan er rigtig kristne.
Lige nu hører jeg det ikke, men jeg er sikker på, at plattenslagere slår sig op på den rundt i verdenen og måske på nettet.
Det kan være lidt som, vi i ugens løb hørte om succes med en mentaltræner kursus.

Intet kan for mig at se ligge den kristne tro mere fjernt end, at vi gennem troen kan opnå rigdom og et godt helbred.
Det er hverken budskabet vi hører gennem Jesus, og det er heller ikke en erfaring, der gøres. 

Og videre er det forfærdelige i den tanke, at vi selv kommer til at stå med ansvaret. Går det ikke godt for mig, så tror jeg åbenbart ikke nok.
Hvor vi jo netop – og særligt ved barnedåben hører, at både troen, frelsen og Guds kærlighed er en gave.

Dermed ikke sagt, at vi som kristne ikke kan få et rigt liv. Tværtimod, hvor rigdom er meget andet end helbred og materielle goder.
Jeg skal da heller ikke afskrive, at kristne kan have jordisk rigdom.
Dét kan bare ikke være en fortjeneste ved tro, og vi skal gerne undgå at lade det være ”hvad hjertet hænger ved”. 

Hvis vi bruger al vores tid på at samle en god økonomi. Så kan vi miste vi noget andet og væsentligt. Måske ser vi kun vores livsværdi i det økonomiske, eller vi kan tænke, at mange penge kan redde vores liv.

At tænke økonomisk er ikke nødvendigvis særligt ukristeligt – som at ville sikre sig og sin familie – også økonomisk.
Spørgsmålet må være, hvad vores fokus er og, hvad vi tænker som det vigtigste i livet.
Ja, hvorvidt vi mener selv at kunne skabe livet eller, om vi tør tage livet som en gave.

Selv vil jeg gerne have styr på alt, men må også igen og igen erkende, at jeg ikke er almægtig.
Men, vi skabte jo ikke verden, og vi skaber heller ikke vores eget liv, selv om vi både kan og skal vælge i livet.

Og netop deri selv også at tage et ansvar, kan dagens billede af hyrden være en udfordring.
Hyrdebilledet indebærer en overgivelse, og dermed også en umyndiggørelse.

Sådan er det ikke, når vi som kristne og vel særligt ved åben taler om at være Guds børn. Det giver en vis frihed sammen med hyrdebilledets omsorg.

At have barneret er at kunne kræve Gud som den ansvarlige, der må tage sig af det, vi ikke magter. Men samtidig også den, der giver frihed, så vi kan prøve os og verden af. 

At der så også for børn er noget, der hedder opdragelse, vil vi måske ikke så gerne høre. Men det må også være en relevant overvejelse, når vi er Guds børn.
Heldigvis ophæver Jesus tanken om Gud som en, der i opdragelsen bruger tugt.
I stedet får vi gode vejledninger til livet – både vores eget liv men også vores liv med hinanden.

Amen

Styrken er at være u-perfekt og erkende det - 1. søndag efter påske

Kirken er bygget på mennesker med fejl og mangler og bitterhed og trods, og vi har alle sammen fundet nåde for Gud. Ja, vi er alle rummet af Guds kærlighed.

Det er vel et meget interessant udsagn, som jeg i dag vil udfolde. For, egentlig tror jeg, det er nødvendigt for kirken at bygge på uperfekte mennesker, selvom det kan lyde mærkeligt.

Dagens eksempel er Peter, og han er et godt eksempel.
I dagens evangelium bliver han stillet nogle spørgsmål, får lov at sige ja og får en opgave.
Gennem det, ender ham med at miste sin frihed. Noget vi vel alle gør, når vi påtager os en livsopgave. 

Hver kan vi overveje, om også vi gør det. Det kan være i forhold til vores arbejde eller vores familie. Den kan måske også være i forhold til vores dåb og det, vi holder fast ved, når vi bekender vores tro.

Ved dåben blev der sag ja til at døbes på den kristne tro – som vi netop forinden sammen har bekendt med dens tre led.
På en måde gentager vi det, når vi efterfølgende siger med på trosbekendelsen, og deri ser jeg en forbindelse til dagens møde mellem Jesus og Peter.

Trosbekendelsen er jo ikke et vidnesbyrd eller et svar på en afhøring men et svar på Guds kærlighedserklæring – og dermed måske også vores ja til, at vi også elsker tilbage.

Videre kan de fleste af os også andet genkendeligt i Peter.
Først vil jeg gøre tanker om Jesus’ spørgsmål og Peters opgave.

Peter bliver spurgt: Elsker du mig mere end de andre?
Hvor skulle Peter vide det fra? – altså, om han elsker mere end de andre.

At elske mere måske, når vi tænker på hans svigt og, at Jesus alligevel – eller måske netop derfor tager ham frem. Altså måske mere i forhold til tidligere, hvis kærligheden ellers kan gradbøjes.

Jet tror dog, at tingene som så ofte skal vendes om. Efter at Peter ved Jesus’ tilfangetagelse fornægtede al kendskab hele tre gange. Så har han vel mere brug for at leve i Guds kærlighed og altså derfor også høre Jesu ord, der afslører en altovervindende kærlighed.

Det næste er opgaven.
Peter fik opgaven at vogte. Det sætter et særligt perspektiv og gør, at vi historisk kan og må udpege de perioder som u-kirkelige, hvor folk i kirken har øvet magt som en stærk hersker.

At vogte handler om at passe på og at vejlede. Hyrden er et godt billede, som også Jesus selv bruger både her og om sig selv. Den gode hyrde er villig til at sætte sit liv til for fårene.

Forstår vi ikke helt hyrdebilledet, så kan vi måske bruge fortællingen fra skærtorsdag, hvor Jesus kravlede rundt og vaskede disciplenes fødder.

Mennesker i kirken – altså vi, der er Kirken, har ikke fået til opgave og derfor heller ikke fået ret til at bruge vold og magt. 

Det er måske ikke så svært at huske i dag, hvor kirken reelt ikke har den store magt – hverken over folks tro eller i samfundet. Sådan i det mindste i Danmark og formodentlig en stor del af verdenen.
Kun må vi erkende, at Gud bliver brugt af magthavere som en forbindelse eller måske endda en autoritet – og det gælder desværre også for såkaldte kristne. Desværre, da det netop i kristendommen er i strid med budskabet. Hvilket ikke så ofte gælder i andre religioner.

For at være sande tjenere og gå i Jesu fodspor, har vi brug for sand ydmyghed og taknemmelighed. Og måske er det derfor, at de første, som får kirke til opgave, er fejlende mennesker med Peter som den, Jesus trækker frem.

Peter var en lidenskabelig mand på mange måder. Han ville gerne gøre det rigtige, ville gerne tale på andres vegne og ville gerne give sig ud for at være stærk – også i troen.
Hvor han dummede sig flere gange og svigtede særligt op til påske.
Han mente om sig selv, at han villig føle Jesus hele vejen – selv i døden, om det skulle være.
Hvor, da Jesus tages til fange, så nægtet han hele tre gange sit kendskab til Jesus. 

Da hanen galede kom Peter til at se sig selv i et ærligt spejl i sin fornægtelse. Han måtte erkende sit svigt, og han måtte gemme sig i sin skam over at være et fejt menneske – eller måske bare også et menneske med fejl.

Netop med den indsigt ser Jesus ham efter opstandelsen som klar til at være kirkebygger.

Kirken bliver nemlig ikke bygget af mænd, der er store og stærke eller, som får folk til at blive fan.
Nej, kirken bliver bygget, når folk hører evangeliet om Jesus som et hvert menneskes frelser.
Og hvem skulle kunne forkynde det bedre end den, der selv har oplevet at blive mødt af Guds ufortjente kærlighed. 

Jeg tror, at det først er, når vi selv har erkendt vores u-perfekthed, at vi også kan anerkende andre mennesker som fuldt værdige mennesker.
Det gælder i vores almindelige menneskelige relationer – i familien, blandt venner og endda på en arbejdsplads eller en fodboldbane.
Kun som fejlbarlige og selverkendelse mennesker kan vi leve og rumme hinanden.

Når Peter med opgaven bliver et forbillede også for os, handler det ikke om, at vi skal gå ud og gøre fejl. Nej, kan vi magte livet og handle ret, så er det godt.
For mig er der dog ingen tvivl om, at vi i livet kommer til at stå netop som Peter og med skam må erkende at være u-perfekt. Spørgsmålet er kun, om vi vil tage den på os eller ej – om vi kommer til at se os selv i et ærligt spejl.

For mig er der heller ingen tvivl om, at vi bliver beder mennesker, hvis vi tager skammen på os – når vi erkender vores fejl.

Og videre er der så heller ikke for mig tvivl om, at vi som erkendte fejlere bliver de bedste både til at forstå kristendommen, til at forkynde kristendommen og til at leve sammen med andre mennesker.

Og videre, så er det først, når vi ikke selv kan magte livet, at vi kan forstå, hvad kristendommen tilbyder. Amen

Et sandt guddommeligt eventyr - Påskedag 2026

Nu er der en del børn, som skal med til dåb.
Min prædiken er måske ikke så interessant. Så, skulle der være brug for en pause, så kan de gå ind i Kirkestuen. (nogle er der vist allerede.)

Jeg vil dog her først fortælle en lille utrolig historie, som var med i vores påske-to-go i år. Påske-to-go er en pose, som vi laver til børn som en ja-tak på Facebook. I den er der opgaver til alle påskedagene, lidt lækkert og så en påskefortælling.

Årets historie var om påskeharen, der lagde et påskeæg og gemte den i haven.
Ja, det er jo utroligt. Måske kender I godt det med påskeharen og ægget.
Men jeg har hørt, at den rent faktisk lagde et æg i ren og skær forskrækkelse.
Da de andre opdagede, at den havde lagt et æg. Så grinede de ikke. De drillede ikke. Nej, de blev misundelige. Så derfor lavede de æg af chokolade og gemte dem som deres i haven.

Læs fortællingen på https://karstensfortaellinger.blogspot.com/2018/09/paskeharen.html

Fortællingen om påskeharen og påskeægget i min udgave er en utrolig fortælling. Tager vi den som en slags eventyr eller fabel, så passer den vel fin i vores tradition.

Når jeg så her hver påske læser om opstandelsen, så er det vel også en utrolig fortælling. Eller, skal jeg mon kalde den en for fornuften uforståelig fortælling.
For, som kristne er det vel netop ikke u-trolig. I stedet vil jeg kalde det ’en tros fortælling’.

Den fortælling kan – som den op påskeharen – ikke blive hverken logisk eller videnskabelig.
Men derfor kan den – altså påskeevangeliet – godt være troværdig og sand på en anden måde.

I forhold til fortællingen om påskeharen, så vil jeg heller ikke kalde evangeliet for et eventyr som sådan. Men, måske kan den kaldens et guddommeligt eventyr. 

Når Gud er på spil, så rækker vores rammer ikke. Og, et eventyr kan jo godt fortælle sandheden på en meget præcis måde. Ligesom gode romaner, fantasy eller film kan.

Det guddommelige eventyr fortæller om en virkelighed, der går ud over vores jordiske og fysiske verden og forståelse.
Men, det går ikke nødvendigvis ud over vores virkelighed på en anden måde.

Vi kan godt sige, at livet slutter med døden.
Men, så enkelt er det jo ikke. Når vi mister, så bærer vi jo de kære vider med os – på trods af døden.
De forsvinder jo ikke sådan lige pludseligt hverken ud af vores tanker, ud af vores fortælling eller ud af vores kærlighed. Dét vider om ikke andet sorgen om.

Vi kan derfor godt synge med Grundtvig i ’Hil dig frelser og forsoner’:
Kærligheden, hjerteglæden
Stærkere var her end døden.

Nok tænker Grundtvig på Jesus som Guds kærlighed. Men også i vores liv oplever vi, at kærligheden sammen med minder og tanker bærer og dermed er stærkere end døden – kun dog ikke i den fysiske form.
Den form for virkelighed og fællesskab er døden magtesløs overfor.

En anden tilgang hører vi i salmen om påskeblomsten, hvor der står:
”Kan de døde ej opstå
intet har vi at betyde”

Det er Grundtvigs påstand – altså, at vi og vores liv først får betydning, hvis døden ikke er vores endelige.
Dèt kan godt være en overvejelse værd.

Hvis vi ikke tro på noget udover vores virkelighed, og at alt dermed bare er slut med døden. Har vores liv så ingen betydning?

Inden jeg tør sige, at det kan han ikke have ret i. For, det er da lige voldsomt nok en påstand.
Så må jeg tænke mine kære med.
Hvis ikke jeg stadig bar dem med mig – ja, og faktiske også delte dem med andre. Det kan være den næste generation.
Altså, hvis de bare var væk fra mine tanker og min fortælling. Så ville min tanke om et menneske nok være anderledes.
Måske ville livet så ikke give mening, som det gør nu?

Det er svært at vide. Da, det jo netop ikke er vores virkelighed. Vi glemmer ikke – selvom vi nok heller ikke husker altid eller altid husker.

Med det, tør jeg vove min ud i, at opstandelse også er en del af livet.
Tanken om opstandelse gør noget ved os bl.a. i forhold til vores håb.
Ja, måske også i forhold til vores tro på fremtiden.

Måske ville vi, hvis vi ikke havde fortællingen om opstandelse, bruge naturen.
Dét tør jeg ikke sige.

Vi har jo i sandhed en både tros og håbs fortælling i naturen – ikke mindst her i foråret.

Nogle af os synes måske, at det går lidt for langsomt. Men, foråret er på vej. De nye skud kommer frem, og de første blomster, bier og insekter er gået i gang.
Livet er ikke gået i stå trods vinter og kulde.

Vi lever ikke længer i håbet om forår og sommer. Nej, forårsbebuderne er kommet. Foråret er i gang.
Måske er livet med opstandelse også på vej, når vi oplever det, vi ikke med fysikken eller logikken kan forstå og forklare?

Måske er det gennem de fortællinger og oplevelser, at vi også i livet tør leve i tro og med forventninger.

Det kan være forventninger om, at mit liv bliver bedre, hvis jeg går og er syg eller måske ensom.
Det kan for mig også være forventningen om, at det nye folketing kommer til at finde en løsning med både regering og samarbejde.

Måske er jeg naiv. Når jeg dybest set også tror, at verdenen med al dens krig og konflikter finder en løsning, så vi i fællesskab ikke bare kan få oliepriser og økonomisk usikkerhed til at falde til ro. Nej, så vi også får gået en videre vej i retning mod en mere klimavenlig verden med rent drikkevand.

Den tilgang til livet, tror jeg, at opstandelsesevangeliet bærer med til.
Det betyder ikke, at jeg tror på en guddommelig indgriben som påskemorgen.
Men nok mere en inspiration, som også Guds ånd bærer med på – men, som sker i os og ikke mindst i samtale og handling mellem os.

Derfor kan jeg godt tænke, at opstandelsen er et guddommeligt eventyr, som fortæller en sandhed, der har betydning for mit liv – ikke kun for troen på et liv efter døden.
Det kan nemlig ikke skilles ad.

Amen – og God Påske

Hvori er vores værdi? - Mariæ bebudelse

Her søndag før påskeugen passer ofte med, at der er 9 måneder til jul.
Der er noget meget befriende i, at kirkeåret på den måde har tænkt virkeligheden med ind i systemet ved her at fejre Jesus’ undfangelse.

For mig er det også dejligt, at hele den menneskelige fortælling er med – at også Jesus’ liv går fra foster, over fødsel, liv til død + påskens glædelige oprejsning i opstandelsen.

Dejligt er det også, at her lige fra undfangelsen vælger Gud ikke de rige, berømte eller magtfulde.
Der er noget simpelt og ydmygt over Maria, som følges op af fødslen i en stald – og her om ikke længe døden på et kors sammen med to røvere.

Den menneskelige elite er ikke Guds nærmeste og ej heller Guds vej med kærlighedens budskab.
Hvis ikke lige det er fordi, vi er så vant til at høre det, så kunne det godt være provokerende.

Og, måske var det også lidt provokerende, da jeg læser fra Paulus’ brev i 2020 oversættelsen.
I den tales der ligeud om, at de kloge, stærke og betydningsfulde bliver gjort til grin.

Ikke bare er budskabet om Guds vej gennem korsdød en forargelse for nogle og ganske tåbeligt for andre.
Paulus siger også, at vi udvalgte – eller i det mindste de første kristne, som han skriver til,  ikke var hverken kloge, stærke eller fra en fin familie.
Alt det menneskelige bliver vendt på hovedet.

Mon vi tør sige sådan i dag og pege på magtmennesker, de rige og de berømte som værende total til grin?
Tænk, hvis influencere tror, at de er noget særligt. Eller familien fra Bryggen. Eller måske ejerne af Lego og andre store danske firmaer. For slet ikke at tale om dem ude i verdenen.
Altså, at de er noget særligt på grund af deres rigdom eller berømthed.

Jeg ved ikke, om vi sådan tænker, at de er til grin i deres ’ifølge Paulus’ selvbedrag.
Men hvis vi gjorde, mon så vi også ville sige det højt?

For mig er det lidt anderledes med ansvarlige politikere, de dygtige sportsfolk eller for den sags skyld forretningsfolk og musikere.
At tage ansvar og være dygtig, tror jeg ikke, at Gud ser ned på.
Men, hvis den totale selvværd ligger i dét, er det måske mere til at græde over end at grine af.

For mig handler det om, hvordan de og vi tager det. Altså, om de ser det særlige og måske hele deres værdi og betydningsfuldhed i status.
Eller måske mere præcis; Hvis sådanne mennesker mener om sig selv at være mere værd som menneske end andre pga. det.

Netop en sådan tilgang brydes ned med Jesus. Alle mennesker har samme værdi. Vi kan og gør bare forskellige ting.
For, som Paulus også skriver – og det er ganske sikkert præcist og konkret møntet på bestemte højtråbende og selvhævdende personer i Korinth – så hverken kan eller skal vi være stolte af os selv.
Hvis vi skal være stolt af noget, skal vi være stolte af Gud.

Netop det skarpe angreb rammer vist os alle.
Må vi nu ikke engang være stolte af at kunne noget eller at gøre noget?
Selv der bliver jeg ganske ærligt udfordret.

Jeg har som Luthersk altid tænke, at vi skal bære vores opgave for livet og samfundet. At vi skal bringe dét i spil, som vi har fået evner og mulighed for.
Om det så afhjælper noget, at stolthed i denne selvtanke blandes med taknemmelighed, gør det bedre, ved jeg ikke. Men sådan er det vel.

Over for Gud, tror jeg så dog ikke, at stolthed er det rigtige ord.
Jeg tror egentlig heller ikke, at jeg sådan tænker stolthed i omgangen med andre – altså at føre sig frem. Men at ranke ryggen og vide, at jeg da ikke er helt håbløs, kan for mig kun være en god ting en gang i mellem. 

Hvor, når Paulus præciserer at Gud er den, der gør os til kristne. Så finder jeg det både godt og befriende – altså, at det ikke er min opgave med en gave.

Det passer for mig også med, hvad tro er.
Tro er hverken et valg eller en præstation. Det handler om, at et andet menneske eller Gud er troværdig.
Selvom jeg er meget godtroende og gerne vil tænke det bedste om andre. Ja, og møder andre med tillid. Så er virkeligheden også, at jeg ikke sådan bare tror på alle.
Mange, oplever jeg dog, er meget troværdige. Men nok kun en mindre flok er sådan absolut troværdige for mig. Altså, at de vil sige sandheden, når det gælder, også selvom det ikke nødvendigvis er positivt for mig eller for dem selv.

Hvad angår Gud, så handler det for mig om, hvorvidt ordene i de bibelske fortællinger og særligt dem om og af Jesus lyder troværdigt om Gud.
Gud er betegnelsen for det, der er større end både min verden og min fatteevne.
Når jeg så hører, at en sådan kraft har en kærlig tilgang til mig – at jeg til en hver tid må og kan være et Guds elsket børn. Så er det ikke bare smukke ord men, det giver mig en tillid i livet.

Ind i tilliden til en sådan kraft lyder så også dagens ord af Paulus. Kun, hvis Gud er den, der giver, kan det være sandt.
Min egen præstation vil altid komme til kort, men skal af den grund ikke udelades.
Troværdigt er det også, at jeg faktisk kan være med til at gøre godt i verdenen og overfor andre mennesker.

Om jeg så helt giver mig hen i tjenesten som Maria, vil jeg ikke sige – ja, vil jeg nok end ikke øve mig på.
Men dermed kan jeg godt synge med Maria – både lade hendes lovsang, som er dagens evangelie, bæres også af mig.
Og, som jeg har valgt, at vi (lige har sunget) skal synge i næste salme:
    Istem den store lovsang
    om al Guds kærlighed!
    Syng glædens sang om Jesus
    i tid og evighed!
    For helligt er hans navn,
    ja, helligt er hans navn.

Amen

Hvad har vi brug for? - Midfaste søndag

Hvad har vi brug for?
Ja, først tænker jeg på fred i verden.

Kunne vi ikke bare alle leve fredeligt sammen?
Kunne alle lande ikke bare følge sangen med Hugorm om, at vi nedlægger forsvaret?
Kunne kærligheden (måske Gud) ikke bare tage den fulde magt, så værdierne fra Paulus’ højsang blev levet fuldt ud?
At være tålmodig og mild
Ikke at blive misundelig
Ikke at prale
Ikke at føre sig frem eller bilde sig noget ind
Ikke at gøre noget usømmeligt
Ikke at søge sit eget
Ikke at hidse sig op
Ikke at bære nag
Ikke at finde glæde ved uretten
Men glæde sig ved sandheden

Men nej, det ved vi godt, ikke er muligt andet end måske i eventyr eller i en drøm.
Der er jo så mange andre ting på spil:
Manglende lighed eller ligeværdighed
Uenighed om jord
Uenighed om normer og værdier, som kan have med køn, race og religion.
Tidligere historiske urimeligheder
For ikke at tale om egoisme og rå magt.
Eller måske bare uenighed om pension, ulve, moms på fødevarer, om sprøjtning og rent drikkevand, om skov og vådområder eller fiskeri i de indre farvande, eller måske om en bro over Grejsdalens.

Og nej, vi har ikke krig herhjemme, og heller ikke megen politisk eller ekstremistisk vold. Helt konfliktfrit kan vi dog heller ikke sige, når statsministeren har hemmelig bopæl, hvor flere politikere politibeskyttelse, og kandidater bliver truet og må trække sig fra et debatmøde.

Ad den vej, tænker jeg, at vi har brug for et frit men også et velfungerende folketing og regering efter valget.
Nogle, der kan arbejde sammen til bedste for – ja, egentlig vil vi helst sige: til bedste for alle.

Men, det ved vi nok godt ikke kan lade sig gøre. Vi kan vist ikke alle blive enige om, hvad det bedste sådan er.
Nogle vil tænke: til bedste for de svageste.
Andre måske: til bedste for nye iværksættere, så landet kan forblive innovativ.
Jeg kunne måske tænke: til bedste for ligeværdighed og religionsfrihed.
Mens alle nok også tænker: til bedste for mig.

At vi har brug for nogen, der tager ansvar, kunne for mig være et godt bud. Og videre, at vi holdt fast ved demokrati og et retssamfund.

Om vi så direkte vil bede Gud om retskafne og pålidelige overordnede, ved jeg ikke.
Jeg tror oftest, at min kirkebøn er formuleret anderledes, da jeg har svært ved at tale lige ud af posen – som Luther.

Min indgang til disse tanker om ’at have brug for’ er talen om brød.
Her kan jeg kun tænke Fadervor med: Giv os i dag vort daglige brød.
Og med den fornøjer jeg mig af og til med at læse Luthers tolkning af ’dagligt brød’ som alt, hvad der er brug for til liv og legeme.
Det være sig mad, drikke, tøj, sko, hus, hjem, jord, kvæg, penge, ejendom, god ægtefælle, gode børn, gode medhjælpere, retskafne og pålidelige overordnede, godt styre, godt vejr, fred, sundhed, ordentlig og værdig levevis, gode venner, trofaste naboer og andet lignende.

Rummes alt det i bønnen Fadervor, så rummer det vel nærmest alle jule- og fødselsdagsønsker, alle drømme og lige det gode vejr med – sådan, som vist en del godt kan have som bøn uden helt at turde stå ved det. For, sådan tænker vi vist ikke så ofte kan være ok i en bøn til Gud. 

Og skulle vi have svært ved at bede om retskafne og pålidelige overordnede. Så vil vi nok endnu mindre kunne bede om en god ægtefælle og gode børn. End ikke, hvis det både er konen og manden, der beder om det samt, at børnene kan bede om gode forældre.

På den anden side, kan det for nogle give mening, hvis virkeligheden bare er mere end udfordrende. For, hvem skulle man ellers vende sig til hvis ikke Gud?

For Luther gav det mening, da han talte meget konkret og lige ind i folks hverdag – og tænkte, at der er Gud naturligvis også på spil og en del af.
Vores – eller i det mindste min overvejelse må derfor blive, om Gud har med hele vores liv at gøre.

For mig har Gud med hele mit liv at gøre på en lidt anden måde. Nemlig i det personlige.
Og med det kan vi spørge: Hvad har jeg brug for?
Det kunne være at have fred inde i sig selv.

Til det kunne en ny trend, jeg hørte om, måske hjælpe. Det er unge mennesker, der sidder en time og kikker ud i luften – altså både uden mobil, pc eller andet forstyrrende.

Vi kunne også have brug for en bedre selvværd. Eller måske mere ydmyghed og forståelse.
Og ja, der kommer så pludselig også andre med ind i ligningen.

Når vi hører Jesus sige, at han er livets brød. Og, at kommer vi til ham, skal vi aldrig hverken sulte eller tørste.
Så må det være noget andet end den brød, som vi dagligt lever af. I fortællingen bliver han også en anden udgave af Manna i ørkenen.
Mannaen kom dagligt, og folket måtte kun samle til dagen.
Hvor det, Jesus kommer med, er evigt og altid.

Jeg kan kun tænke, at det så må være troens, håbets og kærlighedens brød.
Noget, som vel netop har en lighed med mannaen. Vi kan heller ikke samle til lade af tro, håb og kærlighed. Dét kan kun være til stede hver dag for sig – i nuet.

Tro, håb og kærlighed er for os hver især. Men lever vel kun i relationer.
Troen i relation til Gud – ligesom til andre, der for os er troværdige.
Håbet kan godt være mit håb, men da håbet har med fremtiden at gøre, binder det også til Gud – og ofte også til et liv sammen med andre.
Hvor kærligheden jo kun lever i relationer – som i Guds kærlighed til os, andres kærlighed til os, og vores kærlighed til andre.

På den måde når jeg lidt tilbage til min indledning. At det, vi kan have brug for, er det fælles gode.

Det giver god mening at forhold sig til sig selv.
Men, det giver ikke mening kun at forhold sig til sig selv. Vi er også en del af et fællesskab.

Amen

Størst er tjeneste... - 1. søndag i fasten

I søndags, som var fastelavns søndag, talte jeg om janteloven. Vi har tendens til at pege på den som vores begrænsning i forhold til f.eks. at prale eller vise, at vi er og kan mere end andre.
Min tilgang var ikke, at det måtte vi til at komme over. Måske vist modsat.

Den ene af teksterne var Kærlighedens Højsang fra. 1. kor. 13. De smukke ord om, at kærligheden er størst.
I ordene om kærlighed, tror jeg, at vi kan finde kimen til vores tilbageholdenhed – og dermed også udgangspunktet for janteloven.
Ægte kærlighed er ifølge Paulus:
At være tålmodig
At være mild
Ikke at blive misundelig
Ikke at prale
Ikke at føre sig frem eller bilde sig noget ind
Ikke at gøre noget usømmeligt
Ikke at søge sit eget
Ikke at hidse sig op
Ikke at bære nag
Ikke at finde glæde ved uretten
Men glæde sig ved sandheden
Samt at tåle alt
Tro alt
Håbe alt
Udholde alt.

Den kærlighed, tænker vi vel at skulle kunne leve ud – eller måske leve op til. Sådan tænker jeg ikke helt. Da, den totale kærlighed kun er Guds.
Men, vi kan lade os inspirere at den. Ja, lade kærligheden også gå gennem os i disse dyder.

Kærligheden kan heller aldrig være et krav. Bliver den det – eller, høres den som sådan. Så ophører den med at være kærlighed og bliver i stedet enten moral eller magt.

At kærligheden så godt kan udfolde sig som vejledning og fordring – og til dels i opdragelse, hører også til. Lever vi i kærligheden – både Guds og andres, så vil den få betydning også for vores måde at leve på. Den er ikke en plade chokolade, vi kan hente frem ved lejlighed.

Forsmået kærlighed kan blive til had, er hvad jeg hører. Om det var sådan med Kain og Abel kan være en overvejelse.

For, når vi hører dagens første læsning om de to brødre. Så var det ikke kærlighed, der fyldte mellem dem – nærmere konkurrence.
Og videre kan det for os vel heller ikke være Guds kærlighed, vi møder, når det beskrives, at Gud tog imod Abels gave, men ikke tog imod Kains gave.
Sådan må Gud da ikke være! Sådan, at gøre forskel kan vi som kristne ikke få til at passe. 

Og ærligt, så fortælles der om Gud på måder i Det Gamle Testamente, som vi ikke forstår eller kan få til at forene sig med den Gud, Jesus peger på og repræsentere – ja, er!
Den Gud, der ER kærlighed.

Det kan godt være lidt svært at tænke Gud i de gamle fortællinger som værende vores Gud.
Her skal jeg ikke forsøge hverken at forklare eller bagatellisere en forskel.
Fællestræk er der dog også – og så er fortællingerne netop skrevne af mennesker i og om troen på og mødet med Gud.

Måske er der en ’for os’ skjult pointe i Kain og Abel-fortællingen. I datiden var den ældste mere værd og havde mere magt end den yngste.
At huske det, hjælper med at forstå udsagnet i evangeliet om, at den ældste skal være som den yngste. Kun sådant kan det hænge sammen med talen om, at lederen skal være som den, der tjener.

Måske gøres der i den gamle fortælling op med, at Gud skulle favorisere den ældste. Måske havde Kain en forventning om, at Abel skulle være ham underordnet – også i forhold til Gud.

Med den vinkel passer dagens tekster sammen, og evangeliet bygger vider på der, hvor janteloven kunne passe ind.
Kun vil ordene om kærlighed aldrig ende med: Du skal ikke tro, at du er noget.
Nærmest modsat, da vi i kærligheden er utroligt meget værd.
Kun, er vi ikke mere værd end alle andre på trods af penge, magt eller andet i den menneskelige verden.

Det klinger så også fint sammen med teksten, vi hører til dåb; at Jesus tager børnene til sig, mens han revser de ’kloge’ voksne. Kun som et barn kommer vi ind i Guds rige.
Et andet sted, hvor der spørges om, hvem der er den største i Guds rige. Der stiller Jesus et barn frem som eksemplet på ’den største’.

Med disse fortællinger, hvis altså disciplene havde hørt efter, så kan det undre, at de diskuterer om, hvem af dem, der er størst.
Men ak, de er, som mennesker er!

Med Jesus vendes ’den naturlige’ magt-tanke altid på hovedet. Og vi har nok brug for at høre det igen og igen – og på lidt forskellige måder.
Og dagens vejledning er: at lederen skal være som den, der tjener.

I vejledningen bruger Jesus sig selv. Og med det sætter han vel kærligheden som vejledning for, hvordan disciplene og vi skal leve sammen.

Han anerkender i talen vores menneskelige virkelighed; at den, der sidder til bords, er den største. Men, at han er den, der tjener.
Og så kan disciplene og vi jo lige overveje, om Jesus ikke netop med sit eksempel har gjort tjeneren til ’den største’.

Jesus er dog også meget nøgtern i forhold til disciplene – og med dem os mennesker. Magt og status vil alt være en fristelse.

Måske vil vi i dag ikke sige, at Satan gør krav på os på den måde. Men vi har vel netop også brug for, at han beder for os om, at vores tro ikke svigter.
Bl.a. troen på kærligheden som det største.
Troen på, at hjælpsomhed og medmenneskelighed er vigtigt.
Troen på det gode – på trods.

Og så en sidste fin pointe; når vi lever ’det godes liv’, så skal vi styrke hinanden.
Fristelserne, må vi erkende, – og, kan vi vel også se både nu og i historien – er stor og kraftfuld.
Men størst, er magt, status osv. ikke.
Det er i stedet kærlighed og tjeneste.
Eller?

Amen

Alt er ikke kærlighed, men størst af alt er kærlighed - Fastelavns søndag

Hvad er det, vi synes er naturligt?
Ja, det kan være forskelligt fra personer og kulturer. Det kan også være forskelligt over tid.

Der tales om, at vi lever i en regelbaseret verden, som for tiden er udfordret.
Nogle siger også, at vi bare i en kort periode har levet i en forestilling om, at regler og værdier kan forme og styre en verden.
I vores humanistiske tilgang har vi nok glemt, at magt både er en drivkraft og en urkraft for mennesker.

Måske har vi været blinde i vores godtroenhed; at alle ville os det bedste.
Hvor, må vi nok erkende, at alle mest vil sig selv det bedste – og os selv med.
Dermed ikke sagt, at vi ikke også gerne vil de andre det bedste – hvis bare, det ikke koster noget for mig. Eller, bare jeg ikke dermed kommer til at opleve en mangel.

Det med at være forskellige og ændre sig over tid, ramte mig ved at høre P4 onsdag formiddag.
Det blev jeg mindet op, at andre aldrig har været som os. Modsat, hvad jeg for tiden kan tænke, at f.eks. USA er da gået en helt forkert vej på det sidste. Hvor vi nok grundlæggende altid har været forskellige.

Det ramte mig, da der blev sagt, at man i Amerika gerne praler og roser sig selv. Jeg kan kun tænke, at det for tiden viser sig i ekstremer. Men det ikke er helt ude af deres kulturelle virkelighed.

Her siger vi, at janteloven begrænser os. Hvor jeg nok mere tænke, at vi vist egentlig bare ikke tror på, at pral får os til at være mere værd.

Efter snakken om pral, blev der spillet en sang med Hugorm og Peter Sommer. Der lød det, at de hver tog ansvar og nedlagde forsvaret.

Jeg har hørt den før. Men først der i bilen slog det mig, at jeg nu faktisk er helt uenig.

Første gang, jeg hørte den, var mig tanke: Tja, det kan de jo mene.
Og havde jeg hørt det for 15-20 år siden ville jeg måske endda have sunget med på den.
Udover, at det fysisk og måske også mentalt kan være sundt for unge mennesker med militære øvelser, så var et generelt dansk forsvar vist overflødig – modsat specialstyrker. 

Jeg har tænkt – som formodentlig mange danskere – at vi ikke var i risiko. Ja måske, at krig og militær invasion var fortid – altså her i vores del af verdenen.
Og ellers, ja, så passede storebror nok på os.

Nu tænker jeg anderledes – og følger dermed den generelle tendens og mediernes fortælling.
Nok kan vi ikke meget selv. Men sammen med andre, så kan vi måske. Og der netop sammen, hvor vi så også tager ansvar – ikke ansvar for at nedlægge forsvaret, men ansvar for også at kunne kæmpe for vores dejlige land, for vores frihedsværdier og helt generelt for vores frihed.

Med dagens evangelium kan vi tænke:
Har jeg og vi så været blinde før?
Og, har vi glemt i tide at råbe om hjælp?
Eller, har vi måske undladt at høre dem, der har råbt om hjælp?

Måske. Eller også har vi bare næsten lukket øjnene for det. Da ikke alt vel har overrasket. Kun har vi troet på det gode og det bedre.

Jeg tænker, at en lignende fortælling kan laves over vores tilgang til udenlandske kriminelle bander.
Det kan da ikke passe, at de ikke også gerne vil være gode mennesker. Og det fastholder jeg at tro på.
Men slægtskab, kultur og måske nød eller bare ønsket om mere velstand kan gøre, at kirketage og kabler til lade standeren fjernes, eller at overfald og måske mord kan være opretholdelse af værdighed.

Det er vel heller ikke utænkeligt, at de kan retfærdiggøre sig selv – enten i en anden kulturel tankegang. Måske i, at rigdom bør deles. Eller, som jeg hørte, at vi jo får tyveri dækket af forsikringer.

Og videre må vi tænke: Er jeg mon så anderledes, hvis nød og vanære rammer?
Måske tyr vi ikke lige nu direkte til ulovligheder. Men så kan vi være med til at forme lovgivningen.

Med dagens tekster, vil det være helt forkert ikke også at tage Paulus’ dejlige tekst med.
(I går var det jo også Vallentins dag)
Vi hører om kærligheden og om det ideelle – tror jeg, for os.
Vigtigt er det ikke at høre ordene som krav men som tilsagn om Guds kærlighed og med det som vejledning. Derfor er det også fint, hvis vi med kærligheden gerne vil leve efter:
At være tålmodig
At være mild
Ikke at blive misundelig
Ikke at prale
Ikke at føre sig frem eller bilde sig noget ind
Ikke at gøre noget usømmeligt
Ikke at søge sit eget
Ikke at hidse sig op
Ikke at bære nag
Ikke at finde glæde ved uretten
Men glæde sig ved sandheden
Samt at tåle alt
Tro alt
Håbe alt
Udholde alt.

Har vi mon her elementer til vores jantelov?
Eller, er vi og dermed janteloven præget af disse ord af Paulus?

Alle vil vist sige, at det er så smukke ord om kærlighed, der nærmest kan skrives.
Og en del kan være overrasket over, at det er den Paulus, der også kan skrive meget tungt teologi. Eller de forkætrede ord, at kvinder skal tie i forsamlinger. Mens han anden stede smukt skriver, at der ikke er forskel på hverken rase, køn, slave/fri og hvad, vi som mennesker ellers kan dele andre op i – eller selv hævde sig ved hjælp af.

Man ja, idealist var Paulus også – mest når det gælder Guds kærlighed og Jesus Kristus, som levede den kærlighed ud blandt mennesker. Mens han i det menneskelige var meget realist – faktisk ligesom vi hører det om Jesus. Også mere realist på de menneskelige ’skavanker’ end, hvad jeg har lyst til.
Jeg vil stadig gerne hæve de smukke ord om kærlighed op som det menneskelige ideal.

Eller?
Måske er realisme meget godt, hvis vi skal leve som mennesker her i verdenen – og vel også, hvis vi bare skal leve som os selv.

Vi kan ikke forvente – hverken af os selv eller andre – kun at være fuldt af den kærlighed.
Ligesom vi ikke fuldt kan leve sammen med andre alene på de værdier – og da slet ikke opbygge et samfund alene på dem.
Realister må vi være, og til det skal nogen eller noget hjælpe os til at blive seende.
Bare vi dermed ikke bliver kyniske og dermed glemmer, at kærligheden også er
Og formodentlig også er den stærkeste magt.
For: Størst af alt er kærlighed.

Amen

Jeg giver op! - Søndag Seksagesima

Jeg giver op!
Sådan kan vi godt tænke eller sige.

Altså ikke, at jeg giver op i forhold til at leve. Sådan, håber jeg ikke, at folk tænker. Og hvis, er der noget med en livslinje, der kan ringes til.

Nej, jeg giver op i forhold til f.eks. at gøre verdenen bedre. Eller, jeg giver op overfor at følge med i alt det lort, som andre går og laver – både politiske fiksfakserier, militære bombninger, truende udtalelser – både det, der sker på verdensplan, og det, der sker i det nære.

Som jeg skriver i den kommende uges klumme, så kan jeg kun præstere en lille godhed. Og min mulige lille godhed afhjælper ikke verdens ulykker. Selvom, en lille godhed dog er en godhed – og sommetider en af mange dråber, der kan gøre en forskel.
Nogle gange er en lille godhed bare for lidt, hvis vi har mulighed for mere.

Men, vi kan også til tider bare give op.
Ikke mindst, når vi reelt er magtesløse.
Det kan være overfor præsidenten i både øst og vest.
Det kan være overfor konflikter og morderiske overfald i Mellemøsten, Iran, Sudan, Nigeria og for den sags skyld i Odense eller København.

Hvis vi så ikke bare vil give op. Så må vi overveje, hvordan en lille godhed kan gøre en forskel.
Hvordan er det, at jeg kan lade kærligheden få en større betydning?
Hvordan er det, at jeg skal kunne hjælpe Guds rige på vej, når jeg nærmest kun har ord til rådighed?

Vi kan jo også give op i forhold til naturen i denne tid. Med kulde og blæst, så kan jeg ikke hjælpe hverken vintergæk eller erantis på vej.
Jeg kan såmænd dårligt nok vaske min bil.

I haven har jeg dog klippet en busk ind til knap halv størrelse. En del af hækken har også fået den store tur. Og det har jeg gjort i håb og tillid til naturens egne kræfter.
Bent Edvardsen, der mange år passede Søndre Kirkegård, siger nemlig. At, det er her i februar, kraftig beskæring skal gøres, hvis der skal komme mange, gode nye skud.
Fornyelse kræver til tider beskæring for, at naturen kan virke og gå sin gang.

Netop det, at naturen går sin gang, handler dagens to små lignelser om.
Og med dem også vores ubehjælpsomhed.

Måske vil både en landmand og en haveejer sige, at der da er en del arbejde med at så og passe en kornmark eller et blomsterbed.
Der skal luges og hakkes for ukrudt.
Måske skal der vandes i tørre perioder.

Men ellers er det jo rigtigt, som Jesus siger i den første fortælling. Vi kan som mennesker hverken gøre fra eller til i forhold til, at kornet spirer og vokser.

Fortællingen er, at vi skal give op i forhold til den del. Og med det også give op i forhold til, om Guds rige med frihed, glæde og kærlighed vil vokse frem.
Eller, vi skal i det mindste give det sin egen tid.

Vi må erkende, at vi ikke magter at få Guds rige til at komme frem i fuldt flor.
Hvad vores opgave så er, kan vi overveje. Er vi måske at betragte som marken, kornet bliver lagt i? Eller, kan vi være strået, der bærer til andre at plukke? Eller måske den, der skal plukke og bringe videre til andre?
Den del må vi høre mere om gennem det kommende år og de mange fortællinger.

Vi kan så godt synes, at Guds rige ikke sådan rigtig kommer frem. Hvad ventes der dog på?
Når vi ser måske en lille godhed og dermed et lille glimt af Guds rige. Ja, så kan vi godt tænke: Det forslår jo som en skrædder i helvede.

Vi skal dog ikke underkende selv det mindste frø af Guds rige. Sådan høres anden fortælling – den om sennepsfrøet, der som det mindste frø kan blive til noget stort, hvor himlens fugle kan finde hvile – som kan rumme vores usikkerhed, bekymringer, smerte og skam. 

Altså, selv ikke den mindste smule frihed, glæde og kærlighed er uden betydning.
Dét taler imod, hvad vi vel ofte kan tænke:
Hvad har frihed egentlig af magt?
Hvad har glæde egentlig af betydning?
Og hvad kan kærlighed egentlig udrette?

Men, det har altså betydning. Sådan må vi høre og tro med dagens fortællinger.
Vi skal ikke lade os slå ud, selvom vi til tider giver op.

For, vi ved jo godt, at vores frihed på rigtig mange områder har stor betydning. Måske er det bare så indgroet en ret, at vi ikke husker på dens værdi.
Derfor kan vi have det svært ved helt at forstå, når de i Iran fortsætter med at demonstrere tros risiko for både fængsel, tortur og henrettelse.

Vi ved også godt, at glæde kan gøre en stor forskel på vores dag. Ser eller hører vi noget, der får et lille smil frem, så løftes humøret.
Og skulle vi komme til at grine – om det er stille eller i et større latterbrøl. Så er vores sind og vores dag forandret til det bedre.

Kærligheden har også betydning. Måske erkender vi den først, hvis vi oplever slet ikke at møde den. På den måde kan den minde om friheden.
Eller rettere; det tror jeg.
For, jeg ved ikke af, at jeg i livet har været uden kærlighed. Ikke fordi, jeg sådan har fået fortalt som barn, at jeg var elsket. Dét udtrykker vestjyder ikke altid med ord.
Men som en tryghed i relationer kan det mærkes.
Lige dér, tænker jeg, om ikke Gud skulle være vestjyde. For, sådan i tilliden er Guds kærlighed. Eller også er det bare sådan, jeg bedst kan opleve den.

Ud af det – både Guds kærlighed og andres kærlighed – falder det de fleste naturligt at gøre om ikke andet så en lille godhed. Og dermed er der plantet et lille frø af Guds rige. Amen 

Link til klumme

ALLE - sidste søndag efter Hellig3konger

Jeg vil begynde med det sidste i dagens tekst, hvor Jesus siger, at han vil tage alle til sig.
Altså ALLE.
Han siger ikke alle jer og dermed mener disciplene. Han siger heller ikke alle de troende eller, alle der opfører sig ordentlig.
Nej, han siger ALLE.
Det burde næsten stå med stort skrift, så ingen er i tvivl om, hvorvidt de selv hører til. Ligesom heller ingen kan dømme andre ude fra Jesu’ omsorg og dermed Guds nærvær.

Det sidste med Guds nærvær hører til troen.
Afgørende for troen er nemlig, at vi hører Jesus som budskab fra Gud selv.

At manden Jesus sagde nogle gode ting, er fint nok. Måske ville nogle af de gode vejledninger også have overlevet til nu som en livsfilosofi.
Men først, hvis budskabet er troværdigt som et guddommeligt tilsagn, får ordene en særlig betydning.
Først i den tro, at Jesus ikke bare talte om Gud men talte som Gud, har budskabet bl.a. om Alle i dagens tekst en afgørende betydning.

Her kommer billedet af kornet ind.
Jesus bruger nemlig kornet som et billede på sig selv; at han måtte dø for, at evangeliet kunne spredes og blive til mange fold.

Altså, når den følgende fortælling om opstandelsen tages med; den afgørende kristne begivenhed som ingen så men, som vi får fortalt gennem både disciplene og andres møde med den opstandne.

Med Jesus kan vi godt synes, at der er megen kraft i hans ord og handling. Men først med påskens fortælling - efter, at han har været lagt i graven - springer det særlige og ganske uforståelige med opstandelsen.

Sådan får kornet også først sin ekstra værdi, når det spirer frem af jorden og bliver til nyt liv – måske ikke lige så overraskende som opstandelsen, men dog stadig som noget forunderligt. Ja, måske som et under.

Nok kan et korn være med til at give mel og brød. Men, det har også kraft i sig til at blive til meget mere.
Kun, skal det ofre sig selv for det.
Eller, det skal lægges i en frugtbar jord for at spire og forvandles og ad den vej blive til endnu flere korn.

Måske kan vi også sige, at vi som mennesker skal turde at ofre kornet.
Et korn, der bliver gemt i et skab, lagt til skue i en vindueskarm eller holdt i en hånd vil tørre ind. Dermed mister det ikke bare sine muligheder men vel også sig selv; Et indtørret korn er ikke rigtigt et korn mere.

Nej, kornet skal i den kolde og mørke jord, før det kan spire. Der kan og skal det sprænge sin skal, og ud kommer spiren som noget blødt, elastisk og ganske andet end kornets hårdhed. Og da bliver kornet, der ellers ikke lignede noget stort, til en ny plante med mulighed for flere korn.

Kornet rummer muligheder og potentialer, som vi ikke umiddelbart kan se. Kun med erfaringen bliver det til en virkelighed.

Sådan kan vi også tænke om Jesus; om det, han sagde og det, vi hører ham gøre.
I disse ord er der også muligheder og potentialer, som vi måske ikke umiddelbart kan se eller høre.
Hvad det så er, vi får af ekstra, kan afhænge af vores situation.
I dag tager jeg først fat i dette ALLE. Dét vil jeg vist gøre de fleste gange, jeg læser og skal prædike over teksten. Alt for ofte oplever jeg folk dømme andre ude.

Lige for tiden er der snak om dåben og deri særligt, om et menneske først bliver Guds barn i dåben.
For mig gælder også her dagens ALLE. Lige som vi om ikke så længe igen skal synge om vintergækken. Simon Grotrian skriver, at Guds nåde er vores fostergave – ikke bare fødselsgave men fostergave, som jo derfor må være givet ALLE.

Med dagens tekst og verdens uroligheder kan nogle måske blev ramt af ordene om, at denne verdens fyrste skal jages ud.
Magtmennesker er der i verdenen, og vi kan godt både forundres, forarges og forfærdes. Så, kunne Jesus da ikke lige tage straks at jage disse skrækkelige verdens-fyrster ud?

Den vej, synes jeg dog ikke helt, at dagens tekst kan pege på. Mennesker er altid mere end en ting. Så budskabet må være, at ondskaben og det djævelske skal jages ud.
Og til det må vi jo igen og igen med Fadervor bede: fri os fra det onde.
For så også at huske: led os ikke ind i fristelse, så vi ikke ender med selv at sprede ondskab.

Måske er det ind i dette, at vi også skal høre dagens ord om, at vi skal hade vores liv her i verdenen.
Ord, som jo ikke lyder særligt Jesus-kærligt. Denne melding vil nok heller ikke vinde en popularitets konkurrence på Facebook.

Vi kan dog godt til tider rammes og opleve en forløsning også i de ord. Her tænker jeg på, at vi kan blive fanget af egen vinding, at succes og anseelse, og ja af magt, som faktisk godt kan ødelægge vores liv. Eller måske mere præcis, kan ødelægge os, så vi ikke får levet ordentlig.

At hade sit liv er ikke at hade sige selv, men nok nærmere at tage afstand fra det, der binder os i jagten på en bestemt måde at leve på. Måske jagten på oplevelser eller events – jagten på øjeblikket eller andet, vi ikke kan slippe og dermed binder os.

Med disse vinkler vil jeg pege på, at vi altid tolke, når vi hører ting – også, når vi hører evangeliet.
Sådan må det være, hvis ikke det bare skal være ord, som tørrer ind i vores hånd eller i en vindueskarm, hvor vi kan gå og kikke på det – måske endda være stolt over at have det. Men til liv bliver det ikke.

Jeg tænker, at budskabet skal som et korn lægges i os, som var vi den gode jord, så at ord og handling kan blive til virkelighed for os, og så vi kan bære det videre ud i mødet med andre.

Og med det er jeg ved sidste sammenligning.

Når kornet skal ofre sig selv for blive til mere, så kan det også være en metafor for kærlighed.
Kærlighedens væsen er vel netop at giver afkald på sit eget.
Kærligheden går altid ud af sit eget, ellers vil kærligheden ikke længere være sig selv.
Det kan vi mennesker ikke altid præstere, men vi må tro, at Gud kan – og kan hjælpe os.

Amen

Guds lys i humor - Hellig3kongers søndag

I dag er det Hellig3kongers søndag, som har navn efter Mattæus’ fortælling om de vise mænd fra østerland, der fulgte den lysende stjerne til stalden og Jesus-barnet. Med den fortælling rundes julen af her i kirken. Så derfor stadig et juletræ.

Nu er vi så i et lige år og der læses fra anden tekstrække. Her hører vi ikke om de vise og stjernen, men om Jesus som verdens lys.

Vi kan godt, som vi skal synge om lidt, lade stjernen og fortællingen om Jesus være symbol for hinanden:
vi har og en ledestjerne,
og når vi den følger gerne,
kommer vi til Jesus Krist.

Når det vider hedder:
Denne stjerne lys og mild,
som kan aldrig lede vild,
er hans Guddoms-ord det klare,
som han os lod åbenbare
til at lyse for vor fod.

Så er det for mig ikke helt klart, hvad vores ledestjerne præcis er. For, Guddomsordet – eller Guds ord, som vi hører om det i johannesevangeliet, er jo Jesus. Ordet, som var med fra begyndelsen som det skabende ord, kom til os som barnet i stalden.

Grundtvig må tænke, at det er evangeliet, fortællingen om Jesus, der vil vise os vejen. 

Med Grundtvigs formulering undgår han på en digterisk måde at lade Jesus som verdens lys være som en stjerne på afstand. På den måde kan vi med Kristus godt både have et mål at gå efter og et nærvær for os at leve i.
Måske.

For mig er der forskel på, om vi følger noget for at nå frem til et mål eller, om vores liv og verden lige nu og her bliver oplyst af Guds Ord som Verdens lys.

Der er forskel på, om vi som kristne stræber efter at finde Jesus – eller måske endda at nå frem til paradiset.
Eller, om vi netop her i livet får givet at leve i det lys, som både gør vores omgivelser og vores eget liv synligt og klar
– et lys med Guds nærvær
- et lys, der fra Gud kom ind i vores verden med Jesus og som stadig oplyser os og som ændrer vores synsfelt.
Intet vil være i mørket, og intet vil være farveløs i det lysåbnende ord.

Jeg vil ikke sige, at det ikke er godt at have et mål i livet. Men, det må ikke være at nå eller opnå nærhed med Gud.
Julen og evangeliets melding er nemlig, at Gud kom til os.

Min tolkning på dagens navn og dagens evangelium bliver; Der er forskel på at have en ledestjerne at følge for at nå et mål. Og, at der er lys i verden, som vi kan ’gå vores egen vej i’.
Denne tolkning kan også have betydning for, hvordan vi lever vores liv i det hele taget.

Vi kan jo godt leve vores liv på en måde, hvor vi hele tiden har en plan, et mål og altid nye projekter. Vi kan leve i forventningen om det gode liv – igen og igen og igen.
Med et sådant liv kan vi godt miste glæden ved det liv, vi har lige her og nu.

At have planer, mål og projekter behøver dog ikke gøre, at vi ikke også lever og nyder livet, som det netop er. Men ofte kan det have den virkning.

Jeg hørte en fortælle, at det kunne være som et hus.
Trives vi i vores stue og byder folk indenfor. Eller har vi hele tiden gang i at bygge nye etager, udestuer eller andet, så stuen ender med helt forsvinder?

Med huset som billede, kan vi godt synes, at projekterne præsenterer os bedre end den lille, måske mørke og snavsede stue. Så, når vi skal vælge os selv, er det måske ikke til at holde ud. For, vi vil gerne tage os anderledes ud.
Eller også tror vi måske, at andre vil se os på en anden måde, hvis vi gør huset større og mere prangende. Vi har så bare ikke tid til at have besøg.

Oftest er det dog ikke udbygninger og storhed, der definerer et menneske.
Det handler vel mere om glæde, mod, sorg, ydmyghed og humor, når det gælder om at være sig selv.

Glæden – altså bare at være glad. Modsat en fortælling om, at vi altid er den glade eller, at vi har et projekt om at blive glad.
Vi kan godt fremvise glæde, når vi løbende får opfyldt alle vores mål og projekter; glæde ved det godt job, glæde ved den dejlige lejlighed eller fine bil, glæde ved at være ’det perfekte par’ og ’den lykkelige familie’.
Ægte glæde kan kun være i nuet.

Sådan også med sorgen. Den kan også gøres til en fortælling eller et projekt.
Men ægte sorg træder frem på en anden måde. Sorgen kan ramme lige præcis ’mig’, og jeg bliver til stede lige i nuet – ikke i en fortælling om mig eller i et nyt projekt.
Det gør altid ondt, og vi kan blive fortvivlet, da vi ikke selv kan finde fodfæste igen.

Sådan kan også glæden ramme os. Glæden kan bryde ind ved mødet med den særlige kærlighed – enten en partner eller et barn.

Mod og ydmyghed er to andre poler, som også kan være en selvfortælling eller et projekt. Hvor pointen i tanken om at vælge sig selv er, at det bliver en del af vores væsen. Ikke mod til alt, men mod til at være mig. Og ikke ydmyghed i alt såsom opgaver og arbejde, men ydmyghed i forhold til livets gave.

Humoren bliver så det særlige, som gerne skulle kunne holde de andre ting på plads.
Humor afværger det ekstreme, da det også indebærer selvironi.
Humoren er noget andet end stand-up komik.
Præcis som glæden ikke er en ydre ting, sådan som det godt kan være for et moderne menneske, så kan humor også være andet end ’at være sjov’ i selskaber.

Jeg ved ikke, om jeg helt tør sige med dagens evangelium, at Jesus som verdens lys er til stede i humoren. Men jeg vil gerne citere, hvad Søren Kierkegaard et sted har skrevet; Det er ikke enhver humorist, der er kristen. Men, man skulle nødig møde en kristen, der ikke er humorist. Amen