Lys og salt - Allehelgen

I tillægget er kommet Jens Rosendahls afskedssalme eller tabssang. Som vi netop har sunget, begynder han med glæden; Alt godt blev til.
Mødet med en, der bliver min kære kan komme overvældende, som han digter i forelskelsessangen. Det kan også komme stille og varmt – både med den særligt kære, men også med en god ven.
Med et barn er det vel både-og; noget ganske overvældende samt noget, der vokser frem og bliver mere og mere mangfoldig.

Ind i dette, ved de fleste, at alt ikke er godt og lykkeligt. Udfordringer kan være i forskellighed, ligesom sygdom, tab af evner, ændringer i sindet og endeligt tabet af den elskede.
Disse ting ændrer dog ikke ved kærligheden – eller, de ophæver ikke alt det gode, som har været.
Ved uenigheder og strid kan det godt overskygges. Hvor det ved tab måske kommer til at stå endnu mere klart.

Men mest sandt er det vel, hvad vi sang:
Det følgeskab blev lykke her
hver dag var livet livet værd
og uden vej tilbage,
men prisen er så kæmpestor
for kærlighed på denne jord
dog aldrig skal jeg klage.

Grundlæggende er livet noget, vi får givet og derfor kun kan takke for.

Måske er vores liv ikke altid lige let, men det gør ikke nødvendigvis taknemmeligheden over livet som gave mindre.
Smerter og glæder hører sammen og gør til tider hinanden mere tydelige.

Jorden, og vores hjem her, kan også være et besværligt sted at leve, men dermed tænker vi nok sjældent, at vores hjem ikke er et godt hjem på en dejlig jord.

Udover at takke for livet og for at have et hjem på denne dejlige jord, så kan vi også takke for, at vi må dele det med andre – både livet og vores hjem.
Og ikke mindst her i dag, Allehelgensdag, kan vi takke for samlivet med andre ved at mindes vores kære.

Vi er sat i et fællesskab, og i dette fællesskab har vi mulighed for i kærlighed at dele glæder og sorger.
Vi er, som Jesus siger i dagens tekst, lys og salt i verden - i hinandens liv.

At bruge billeder som lys og salt kan godt være udfordrende. Eller rettere, vi skal være varsomme med tolkninger.
Når vi tænker salt, så kan vi jo tænke, at det opløser sig selv – f.eks. i maden.
Vi kan også tænke, at det inficerer madet – det kan jo blive for meget - eller, det kan gøre drikkevand ubrugeligt.

Sådan kan det ikke være tænkt af Jesus med os – hverken at vi skal opløse os selv, fylde for meget eller gøre noget ubrugbarligt.

Når det gælder ’at være lys’, så kan det tolkes som, at vi altid skal stråle og smile fra ører til øre.
Men, det er jo ikke muligt for os, hvis vi skal være sande mennesker og ikke fotomodeller eller mannequindukker.

At være lys betyder nok heller ikke, at vi skal have et lyst sind – selvom det er en god ting. Det må handle om at være lysende til stede i sit eget og i andres liv. 

Og her i kirken kan tolkningen være at leve som et lysende eksempel på den kærlighed, Gud har åbenbaret i Kristus og også givet os.
Som skabte rummer vi muligheden af at lade Guds lys, kraft og glæde gå gennem os og ud i verden – ud til andre. Sådan forstår jeg det, når vi er skabt i Guds billede.

Videre kan vi også elske, som Gud elsker, og tilgive, som Gud tilgiver. Alt sammen noget der er vigtigt – både for os selv, for andre og for samfundet. Uden kærlighed, glæde og tilgivelse bliver liv og fællesliv besværligt.

Netop, at vi er givet muligheden, må være udgangspunktet for Jesu ord om, at vi er lys og salt.
Og det er ikke kun en mulighed for os. Nej, han siger, at vi ER det. Altså må Guds kraft virke igennem os – måske bare ikke altid så synligt. 

Når vi tænker på os selv som lys og salt, må det være en pointe, at vi ikke kan være det for os selv. Det ville være meningsløst – som at tænde et lys og sætte det under en spand.

Lys og salt er vi for andre – og andre er det for os. 

Videre, så er lys og salt afgørende for livet.

Salt er ikke kun noget, der får maden til at smage, men også noget, der er vigtigt for vores krop.
På samme måde er lyset ikke bare noget, der er rart at have for at kunne finde rundt – eller for at kunne se verdens skønhed.
Også lys er nødvendig for os – ja, er nødvendig for nærmest alt liv på jorden.

Med det billede bliver vi også vigtige i andres liv – og andre bliver vigtige i vores liv. Bl.a. dem, vi i dag vil mindes med taknemmelighed over, hvordan de delte deres liv med os.

Vores tak for livet bliver også en tak for, at vi får lov at være en del af andres liv.
Og vel ikke mindst, at andre er og har været en del af vores liv – at nogen er eller har været salt og lys for os.

Vores tak her Allehelgensdag vil særligt være en tak for de kære, som ikke længere er hos os andet end i minder, tanker og i vores kærlighed.
Ligesom vi tror, at både vi og vores kære altid vil være levende i Guds tanker og i Guds kærlighed.
Eller, som vi synger med Jakob Knudsen: Ud hans hånd mig river af dødens garn.

Denne tro ændrer dog ikke på sorgen og savnet. Når vi mister noget, som har givet os glæde, så må vi både kunne grine og græde over dem – og med dem.

Amen

En ny chance - 21. søndag efter trinitatis

Dagens fokus er at få en ny chance. Og som sidebemærkning hører vi om ligeværdighed.

Jeg vil begynde med den fine lille lignelse om figentræet, som måske mere handler om en vingårdsejer og hans gartner.

Vores haver her til lands er ikke fyldt med figentræer, men de findes og fylder måske flere steder uden, at der kommer figner.
Her skal vi dog nok mere give klimaet skylden end træet.
Skulle vi forstå lignelsen mere direkte, ville et æbletræ nok været bedre.

Et æbletræ kan godt fylde i en parcelhushave. Og da endnu mere ved et rækkehus eller i en baggård.
Nu kan det jo ske, at træet står et godt sted, så den giver skygge på det rigtige tidspunkt. Så er æbler måske ikke afgørende. Ellers vil vi nok også overveje at fælde træet, hvis der år efter år ikke kommer nogle æbler.
Og skulle æbler være en del af vores levevej, gav det ingen mening at beholde et goldt træ.

Med fornuften burde vi altså være på ejerens side. Men som Jesus fortæller lignelsen, holder vi vel med gartneren; giv det en ekstra chance – og vel om et år måske endnu en chance.

Lignelsen rummer på en enkelt og fin måde, spændingen mellem retfærdighed og kærlighed – mellem krav og omsorg.

Vi som mennesker må være figentræet, hvis opgave i livet er at bære gode frugter – altså at give noget godt til verden – ikke af os selv men ud af, hvad vi får givet.
Et figentræ kan jo ikke meget andet end bare stå, hvor det er plantet, og suge næring fra jorden samt optage den friske luft og solens varme stråler.

Det er måske ikke så flatterende et billede på os – vi ser vist helst os selv som aktive og skabende, som nogen der også har værdi i det, vi gør.
Mange viser det også gerne frem.

Nu er Jesus hoved-fokus i lignelsen ikke os, selvom lignelsen er talt til os som noget vigtigt.
Fokus er ikke figentræet men forholdet mellem ejeren og gartneren.
Og de må på forskellige måde repræsentere Gud som skaberen og Gud som kærlighed – altså Jesus.
Spørgsmålet bliver: Hvordan forholder Gud sig til et udueligt menneske?

Den retfærdige Gud, som ejeren kan repræsentere, møder vi i Det gamle Testamente.
Der dukker også den kærlige Gud op i glimt.
Men det er først med Jesus, at Guds kærlighed sådan fuldt kommer til syne og, at den altid trumfer retfærdighedens krav.

Det er jo forunderligt, at trods manglende gode frugter – ja, manglende frugter i det hele taget. Så gives figentræet – så gives vi – endnu en chance.
Eller måske mere end det. Så får vi en særlig omsorg, som jo formodentlig ikke blev givet til det figentræ, der bærer frugt – den af os, der lever og deler.

Opgøret med en retfærdig og straffende Gud hører vi også i dagens første del.
Jesus tager en formodentlig samtidig fortælling samt en gammel fortælling frem og giver sin tolkning af skyld og straf – eller mere præcis, af den manglende sammenhæng mellem skyld og straf.

Det ene er om, at nogen ved døden har fået deres blod blandet med offerdyrs bold.
Vi kan høre, at det må have været uværdigt – ja, at de måske er gået urene i døden og derfor ikke har adgang til Guds evige rige.
Og tanken er så kommet, at Gud nok har ladet det ske, fordi de som mennesker ikke havde fortjente andet.
Ak hvor menneskeligt! 

At nogen tolker andres lidelse og død som en Guds straf – eller, som selvforskyldt, er desværre ikke noget, som kun skete dengang.
På den måde har dagens tekst ikke ændret alt.
En retfærdig straf til de onde og dumme, er vel også en del af vores tankesæt. 

Måske har de ramte ikke sådan i offentligheden levet et skrækkeligt liv. Men, så er de nok bare ikke blevet afsløret – som f.eks. de kiosker, der afsløres i svindel. Eller dem hvis navne stadig ikke er offentliggjort i Epstein-papirerne. 
Når ikke alt blive opdaget af mennesker, kan tanken nemt være, at så må Gud, der ser alt, tage sig af det. 

Heldigvis melder Jesus klar NEJ til en sådan tanke – altså, at Gud står bag ulykken som den retfærdigt straffende.
Vi skal ikke se andres lidelse som tegn på, at de selv har fortjent det.

I dag er det måske mere vigtigt, at vi ikke ser sådan på os selv; at vi selv er skyldig i ulykker og sygdom.

Denne evangeliske pointe med, at kærlighed og omsorg er Guds vej frem for retfærdighed og straf, passer meget fint med teksten om børnene, som vi hører ved dåb.

Da mødrene – og måske fædrene - kom med deres børn, reagerede disciplene nok ud fra både en praktisk og en retfærdigheds tanke.

Praktisk, at børn altid forstyrrer.
Retfærdig, at de ikke har gjort sig fortjent til et sådant Guds nærvær, som Jesus er. De har hverken kunnet forstå Guds bud eller kunnet overholde dem, sådan som tolkeingen har været af budskabet i Det Gamle Testamente.

Også ved børnene vender Jesus tingene rundt og sætte kærlighed foran fortjeneste. 

Jesus sætter altid dem, der ikke magter livet selv, i første række hos Gud. For, de har mest brug for … og har nemmes ved at forstå den ubetingede kærlighed.

Vi andre, som i det store og hele godt kan klar os selv, kan have sværere ved at forstå kristendommens budskab. Vi vil nemlig helst beholde magten selv.
Og deri kan vi også rammes af selv at skulle bære skylden for ulykke og sygdom. 

Dagens tekster er gode at høre, særligt når vi ikke rigtig dur til noget – eller måske, når vi igen og igen ikke dur til noget.
Eller, når ulykker rammer os.
Vi er altid noget værd, og vi får ikke som forskyldt.

Amen.

Alle skuffer - 20. søndag efter trinitatis

Hvornår svigter vi?
Hvorfor svigter vi?
Og, hvad gør vi med det, vi har fået?

Med det spørgsmål som indledning, kan det godt komme til at virke lidt tungt – ja, måske endda fordømmende.
Sådan, som dagens tekster vel også er.

Pointen for mig er, at evangeliet altid taler ind i vores svigt, mangler og fejl.
Kun dér kan vi rigtigt forstå budskabet.

Lidt som morgenlyset, der kommer ind ad vinduet mod øst og ændre hele stuen og humøret efter en mørke nat.
Eller, når solen kommer ind i havestuen og gør den lunt og rart efter, der har været klamt og koldt siden solen forsvandt aftenen før.

Jesus siger det selv så fint; det er de syge, der har brug for læge, ikke de raske.
Eller fra skabelseshymnen: Gud tændte lys i mørket.

I dagens tekster er pointen, at vi nok alle er syge og har brug for læge.
Både i Det gamle Testamente og med Jesus gås der til dem, som selv måtte mene at være raske.
Altså dem, der mener at leve korrekt – eller bare føle sig hævet over andre og måske over et ansvar fordi, de er ’de særlige’.

Måske er det her, vi har fået tanken om at måtte piske på de rige, de magtfulde, de hellige og de særligt privilegerede.

Eller, sådan har det været; vi må gerne gøre grin ’opad’. Hvor vi skal have omsorg for dem ’nedad’.
Kun kan vi udfordres, når ’opad’ og ’nedad’ kan skifte. Altså, når dem, vi ellers har tænkt som svage, er blevet de magtfulde.
Eller, når dem vi har omfattet med tolerance, viser sig at være intolerante.

I denne tid er det nemt at skyde på Trump.
Både som magtfuld – men, han er vist ligeglad.
Og med, at han ikke holder ord. Senest med import af diesel fra Rusland efter, han havde underskrevet en lov mod alle, der aftog energi fra Rusland.

Evangeliet handler dog ikke om, at vi skal pege fingre – altså mod andre.
Ordene er til selvransagelse og en mulig erkendelse.

Det betyder dog ikke, at vi ikke skal forholde os til andres unoder. Vi skal naturligvis kæmpe for de svage og for ligeværdighed.
Senest i forhold til bogen om Aisha - en kvinde, der med sin datter var brudt ud af noget, der bedst kan betegnes som religiøst slaveri. Jeg håber ikke, at det findes her i Vejle Søndre Sogn. Men, jeg ved det faktisk ikke.
Mit håb er at enhver, der måtte have kendskab til noget sådant, vil råbe højt – eller få sat noget hjælp i gang. Hvilket nok først skal være i det stille, for at komme igennem.

I dag får vi hele tre lignelser.
Nogen kan spejle sig i den ene, andre i en af de andre.
Eller, til tider kan jeg spejle mig i den ene, i andre situationer i en af de andre.
Kun sjældent rammer de alle tre – men det kan ske.

Først den om vingården fra Det Gamle Testamente.
Gud vælger at gøre noget særligt for et lille, dejligt sted. Alt gøres klar til, at det kunne blive den dejligste vingård.
Kun viser det sig, at vinstokkene ikke bære de søde og gode druer, som kan blive til den lifligste og livgivende vin. I stedet bærer de ’vilddruer’. De har også været oversat med sure druer eller rådne druer.

Er vi en af vinstokkene, så er vi sat i en fantastisk have – hvilket Danmark er, og vel jorden som helhed.
Alt er givet og gjort klar til, at vi lever et godt liv og bærer glæde.
Rammes vi mon af, at vi bærer surhed, råddenskab og had?

Den første af Jesus’ lignelser handler om to sønner, der bliver bedt om at hjælpe.
Begge siger et, men gør noget andet.
Er vi ikke til at stole på?

I dag vil vi nok sige, at den handlende gør det rigtige. Men, at sige nej og dermed gå imod sin far og dermed samfundsordenen var dengang ikke bare en uforskammethed.
Men ja, at gå i sig selv igen – som den fortabte søn – er en vej i livet til det bedre.

Vi rammes dog nok oftere af også at sige ja, ja for så ikke at handle – måske fordi vi glemmer, er optaget af noget vigtigere eller ikke gider.

I den sidste samles tingene, så vi kan læse Jesus ind i fortællingen.

Gud giver mennesker forvaltningen af jorden og livet. Det er stadig Guds, men det tager den for deres egen.
Måske kan vi godt vise mere ansvarlighed overfor noget, der er vores. F.eks. at have sin egen have eller mark.
Men, vi kan få et andet perspektiv ind, hvis vi stadig tænker, at vi har alt til låns – altså til låns af vores Skaber og Gud.
Sådan som vi lige har sunget i 728. 

Har vi svært ved at tænke alt som værende til låns af Gud. Så kan vi måske tænke, at vi har jorden og naturen til låns af de næste generationer. 

I lignelsen ønskede forpagterne ikke at stå til regnskab. Så, de dræber både de første budbringere og sønnen med. Så måtte alt jo komme til at tilhøre dem.
Sådan er det dog bare aldrig for os mennesker. Der er altid en forbundethed og en forpligtet-hed, som vi ikke kan slippe af med – og vist heldigvis for det.

Jesus kommer så ind i lignelsen ved at være Guds søn, der bliver slået ihjel. Men den vinkel må vente til en anden gang.

Her vil jeg i stedet tage ord af den Paulus-tekst, jeg valgte ikke at læse, som overgang til det evangeliske: ”Gud har indesluttet alle i ulydighed for at vise alle barmhjertighed.”
Det kan også siges med Minds of 99: Alle skuffer over tid.
Altså har vi også alle brug for at rummes af Guds tilgivne kærlighed.

Ingen kan frelse sig selv med et perfekt liv. Og skulle vi tro det, er dagens tekster med til at sige: så er vi længere væk fra Gud og fra frelsen end alle andre – uanset størrelsen og mængden af fejl, mangler og svigt.

Amen

Forbundethed - 19. søndag efter trinitatis

Jeg vil begynde med en lille hverdagsfortælling fra i torsdags, hvor jeg skulle i gang med denne prædiken.
Ved morgenbordet gav det et stik i den ene finger, da den ramte bordet. Det var tydeligt en splint, som jeg undrede mig over. Jeg huskede ikke hvornår, den kunne være kommet. Men den skulle åbenbart trykke lidt inden, jeg mærkede den.
Derefter tog den dog en del af min opmærksomhed. Smerten var ikke stor men irriterende. Så jeg fik fundet en nål og troede, den var kommet ud.
Ved formiddagsmødet stødte fingeren på kaffekoppen, og ja, den var der stadig.
Først hen på eftermiddagen fik jeg tid og mulighed for at skrabe den ordentlig ud.

I en stor del af tiden tog den lille splint – eller måske mere præcis smerten i min finger en del af min opmærksomhed. Men dog ikke hele tiden.  

I dagens tekster handler det om fællesskab og at Jesus finder sine disciple. Som billede bruger Paulus legemet. Derfor min banale fortælling.

Vi skal som mennesker – som menighed – være så nært forbundet med hinanden som en krop. Og læser vi videre hos Paulus, understreges det, at vi ikke kan undvære hinanden, at vi ikke skal skamme os over andre og, at vi alle lider, hvis det gør ondt på en.

Med mit eksempel kan spørgsmålet være, om det nu også er vores virkelighed.
Altså, om vi er med-lidende.

Billedligt har Paulus ret i, at en smerte godt kan fylde hele ens bevidsthed.
En splint i fingeren er noget, der generer mig. Mens jeg ingen problemer har med en rift eller et stik f.eks. som bloddonor.

Nogle er skrækslagen over at skulle stikkes, mens de sagtens kan gå på en kraftig forstuvet fod eller, og at skære sig er, hvad der kan ske.

For nogle går hele verdenen i stå ved hovedpine. Andre kan slet ikke koncentrer sig, fordi de trænger til at strække benene.

Mon ikke mange kender at støde lilletåen mod et bordben, så hele kroppen går i smertealarm? 

Spørgsmålet er, om det også gælder i menigheds-legemet.
Eller, vi kunne åbne det op og tale om samfunds-legemet – måske endda på verdensplan.

Vores erfaring som med min med fingeren er vel, at ikke alle slags smerte og ikke alle steders smerte fylder hele kroppen eller fylder hele tiden. 

For mig var smerten ved gallesten og nyresten noget, hvor jeg slet ikke kunne forholde mig til andet.
Helt sådan har det ikke været med andre menneskers lidelse, selvom det godt kan fylde meget i mine tanker.

Nogles lidelse rammer dog. F.eks. når jeg hører om undertrykkelse og forfølgelser – altså dem, der ikke kommer i medierne eller laves demonstrationer for.

Jo, jeg føler med folk i Ukraine. Mellemøsten har også sine tunge byrder på flere sider.
Dét kan vi næsten ikke undgå at høre om.
Mens vi kun hører lidt og sjældent om udrensningerne i Sudan og om overgreb på og forfølgelse af kristne i flere afrikanske lande – vist særligt i Nigeria.

Jeg tænker også, at kvinderne i Iran og ikke mindst i Afghanistan mangler nogle stærke forkæmpere.
Eller de piger, der sendes på genopdagelse eller til et ikke ønsket ægteskab.

Desværre er der mange sådanne skæbner - særligt ude i verdenen men også i vores egen verden som på de overfyldte krisecentre eller de nærmest slavelignende forholde i brancher og familier.

Om det sådan er smerte-smerte, jeg oplever, er vist for meget at sige. Deres skæbne holder mig sjældent vågen om natten, for jeg kender jo ikke disse oftest usynlige ofre.

Anderledes ville det være, hvis noget ramte mine nære eller kære.

Jeg kan dog stadig føle med staklerne, som ingen rigtig kæmper for eller, som verden ikke hører om. Så de ikke bare må leve i det men også skal bære det alene.
Ondt gør det også, at jeg reelt ikke kan gøre noget i forhold til det.

Spørgsmålet bliver, om jeg så er en del af det fælles menneskelige og kirkelige legeme.
Går det an med nuancer? Er oplevelsen af magtesløshed et argument? 

Jeg er overbevist om, at vi hænger sammen som et legeme. Kun er det ikke alle skader eller alle lemmer, vi mærker på samme måde.
Det er vel fair nok?

Det stærke i Paulus’ billede er måske også vægten på forskellighedens nødvendighed.
Er man næse, er det godt med en finger, når det klør.
Er man øje, er det godt med fødder, så man kan komme rundt om det næste hjørne for at få stillet sin nysgerrighed.
Føler man sig som halebenet eller blindtarmen, så er det jo godt, at vi stadig hører til – hvad vi så ellers måtte gøre af nytte.

Jo, samhørigheden er stærk i billedet af legemet netop, når forskellene på os ikke udslettes, men italesættes som værdifuldt.

Samhørigheden er altså ikke kun, at vi deler hinandens smerter. Vi beriger også hinandens liv. Og vi skal måske igen og igen hjælpes til at se storheden i mangfoldigheden.

En sådan indsigt i forskellighedens nødvendighed kan vi godt opleve i livet. Men, vi skal nok have de guddommelige briller på, hvis vi virkelig skal se det store og fantastiske billede.

I søndags blev vi præsenteret for billedet af vintræet og grenene – Kristus som stammen og vi som grenene, hvor det både handlede om at modtage kraft og markering af et fællesskab.
Tager vi den med i dag, så rummes friheden for os i både fællesskab og opgave i, at Gud selv i Kristus holder os sammen og giver os værdi.

Amen

Om superhelte, høstens gaver og Guds nærvær - 16. søndag efter trinitatis høstgudstjeneste

Jeg vil begynde med en helt.
Mine konfirmander foreslog Dolly Parton, der har brugt mange af sine penge på skolebøger og til kræftramte børn.
Dét kan man godt kalde superkræfter.

Vi skal dog nok til litteratur eller film for at hente virkelige superhelte med nærmest overnaturlige kræfter: Batman, Superman, Wonder Woman eller måske Spiderman.
Vi lidt ældre kan huske nogle fra vores ungdom, og mange har mødt dem i tegneserier. I år er der vist kommet en ny film med Spiderman, hvor han er lidt trist og ensom og helt går op i at frelse andre og verdenen.

Når jeg tænker på dem, så husker jeg ikke nogen, der kan gøre en død levende igen.

I dagens fortælling er Jesus vel en ægte superhelt. Han klarere tingen og får Lazarus til at komme levende ud af graven.

Men, som oftest også med superhelte, er heltegerningen på en trist eller uhyggelig baggrund. Der sker en ulykke, måske er en katastrofe på vej, eller en ond har grusomme planer.

I heltehistorierne skal der være noget, som helten kan være helt i forhold til.
Det er næsten som, at vi skal have oplevet mørke, for sådan helt at opleve, hvad lys er.

Her ved høst, kan vi måske sige: Vi skal have oplevet sult for sådan helt at værdsætte et modent æble eller, at korn kan blive til brød.

Ulykken i dagens fortælling er en død mand.
Dét er jo ikke det mest festlige til en høstgudstjeneste. Men, den hører til dagen. Og så er fortællingen lige så livsbekræftende som både høsten og heltefortællingerne.

I fortællingen er livsbekræftende i så ekstrem en form, at det går udover vores erfaring.
Men, noget lignende sker vel bl.a. på sygehuset. Der kan være efter en trafikulykke eller i et kræftforløb. Eller ved hjertestop, når der øves førstehjælp, og en hjerteløber kommer med hjertestarteren.

Vi oplever det også i det små. Livet og normaliteten vender tilbage efter, at en lille uge har været ødelagt af influenza eller måske corona - eller måske kroppens reaktion på at insistere på bare tæer i sandaler og korte ærmer.

Men altså. For os hører en fortælling om død som dagens ikke lige til det festlige.
Den taler dog alligevel ind i høsten. 

Til hjælp vil jeg bruge vores gamle efterårssalme “Nu falmer skoven”. Undervejs vil jeg også tage lidt forskud på konfirmandundervisning.

Når vi synger Grundtvigs salme, knyttes der en fin forbindelse mellem årets gang og livets gang. Og der lyder en stor taknemmelighed for alt det, vi får givet.
Fascinationen over livet og naturen sang vi også om i Sensommervisen.

Ved en høstgudstjeneste må vi prise skaberværket – og måske bede om, at vi bliver bedre til at passe på det.

Med Grundtvig glæder vi os over “høsten her”, som netop ses her ved gudstjenesten; at vi i vor lade, på vor lo har nu Guds gaver.
Vi får i livet og gennem naturen vel nærmest alt givet.

Nok skal der både sås, vandes, luges, beskæres og høstes. Noget, der godt kan være hårdt arbejde. Men selve væksten og modenheden er en gave. 

Til ’Høsten her’ føjer Grundtvig “Høsten hist” med sit tilsagn om, at vi også får gudsriget givet så ganske gratis, da vi med Jesus har fået Gud til far. 

Også andre pointer i salmen kan vi i troen hvile i bl.a., at vi aldrig skal være alene; Gud bliver hos os med sit ord, det ord, som aldrig glipper.

Selv slår jeg mig dog på vers 7.
Altså ikke sidste del om ’en evig sommer hos vor Gud i Paradis vi finder’.
Men første del: når engang på Herrens bud vort timeglas udrinder…

Rimet i verset er fint, men teologien holder for mig ikke.
Gud giver for mig os livets frihed og dermed også vilkårlighed. Vores død kan umuligt være Guds beslutning ligesom, alt andet i livet heller ikke styres og bestemmes af Gud.

Til tider kan det være nådefuldt at et gammelt eller et sygt menneske bliver taget hjem af Gud. Men ofte er døden ganske meningsløs - og kan kun give mening – ja, vil kun være til at leve med, når det er meningsløst.

Her vil jeg ikke sige, at Grundtvig var en dårlig teolog – kun var han, som vi alle, et menneske, og et menneske af sin tid.

Her kommer så undervisningen:
Om alt sker efter Guds vilje, kan have med en oversættelse i Bibelen at gøre. Et særligt sted taler Jesus om menneskets værdi som meget mere end f.eks. en spurv.
Argumentet er, at spurvens værdi er kun nogle få kroner, men selv de er i Guds bevidsthed.

Da teksten skulle oversættes for mere end hundrede år siden – og ikke så mange år efter Grundtvig blev det: ikke en spurv falder til Jorden uden jeres Faders vilje.”
I vores nuværende står der: ”Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den.”

Jeg vil mene, at den nuværende er mest korrekt. For, går vi til den græske grundtekst, så står det på en uafsluttet måde: Ikke en spurv falder til jorden uden Gud…

Men jeg kan naturligvis ikke præcis vide, om dette “uden Gud” betyder “uden Gud vil det” eller “uden Gud er sammen med den selv helt ind i døden”.
Som jeg ellers læser evangeliet, altså fortællingen om Jesus i Det Nye Testamente, giver det bedste mening med: ikke uden Guds omsorg, nærvær og kærlighed.

Måske lyder det som en teologisk finesse men for mig ikke ubetydelige – heller ikke i dag, hvor vi vil fejre alle de gaver, vi får så ganske ufortjent i livet og til livets opretholdelse.
Gud bestemmer ikke alt, men vi kan vælge i livet at dele - bl.a. gennem Folkekirkens Nødhjælp. Amen

At have værdi i at lytte og ikke handle - 15. søndag efter trinitatis

Hvad er det, vi har travlt med?
Er det vores arbejde?
Er det computer eller mobilen, der tager vores tid?
Eller tv’et?
Måske er det gæster.
Eller måske at gøre klar til gæster. Huset skal jo ofte både gøres godt rent, der skal købes ind og måske slås græs. Ja, og i køkkenet kan der gå mange timer med både mad og at bage.

Det kan også være, at vi bare har travlt med alt det almindelige husligt + hvad der måtte være af små ekstra ting; at få smurt et hængsel eller endelig få hængt det sidste billede op.

For nogen kan det også være middagsluren der både bliver for lang og til flere gange om dagen.

Eller er det måske, at vi bekymrer os?

Den tanke kan måske overraske.
Bekymringer gør vel ikke, at vi har travlt?
Og så måske alligevel. 

Bekymringer kan tage koncentrationen, så vi ikke er effektive.
De kan tage vores energi, så vi ikke har overskud og overblik.
Bekymringer kan også tage vores nattesøvn.
Ja, bekymringer kan faktisk fylde temmelig meget i vores liv.
Og til hvad nytte? – Vel ingen!

At tænke sig om og overveje tingene er ikke det samme som bekymringer. Sådan at se problemer i øjnene kan godt være en fordel.

Hvornår det så er det ene eller det andet, kan være svært helt at afgøre, når vi står i det. 

Helt nemt er det nok heller ikke at skille ad i dagens fortælling. Dog peger Jesus på bekymringerne, som værende et problem.

Vi hører om de to søstre: Martha og Maria.
Martha, den gode husmor.
Maria, der bare sætter sig og laver ingen ting – eller som bare lytter.

Sådan kan vi næsten ikke andet end høre det. En tager et ansvar, mens den anden bare er en ’nyder’ – eller?
Så, derfor kan vi godt blive lidt fortørnet, når Jesus skoser Martha og fremhæver Maria.

Kunne Jesus da ikke have sagt til Martha, at det var dejligt at blive budt indenfor?
Kunne han ikke sige, at det ville blive dejligt med mad?
Ja, kunne han måske ikke sørge for, at de alle lige kunne hjælpes ad med at gøre klar. Så kunne Martha måske også få tid og ro til at sætte sig og være med i fællesskabet.

Selvfølgelig kan Martha godt lyde temmelig selvretfærdigende, når hun spørger, om ikke Jesus kan få Maria til at hjælpe sig. 

Måske har Martha gået rundt i køkkenet og sukket højt eller talt med sig selv om al det, hun selv måtte tage sig af.
Men det har ikke hjulpet i forhold til Maria – hun burde da kunne se og høre, hvordan Martha tog det tunge slæb.
Og ja, lidt vrissent har hun nok også lydt, da Jesus åbenbart heller ikke af sig selv gjorde noget for at hjælpe.

Mon ikke vi godt kan se situationen for os. Derfor tænker jeg også, at Lukas sikkert godt kunne have fortalt beretningen på en måde, så vi havde tænkt: Godt, Jesus!

Men Lukas fortæller det meget enkelt, og derfor er vores sympati umiddelbart hos den aktive. Hende, der påtager sig ansvar.
Måske også hende, der kan virke svag. 

Vi må altså gå videre med det, vi har. En travl kvinde, der skal lade være med at bekymre sig.

Spørgsmålet er så, om hendes foretagsomhed afspejler bekymringer.
Jeg kan godt have lidt svært ved at se hendes huslige gøremål som udslag af bekymringer.
Men sådan må pointen være.

Jesus taler jo normalt ikke imod, at man gør noget. Faktisk fortæller Lukas i sit evangelium lignelsen om Den Barmhjertige Samaritaner lige inden dagens fortælling.
Den lignelse er om noget en fortælling om, at vi skal handle – at vi skal være gode medmennesker. At vi skal tage os af hinanden og hjælpe, hvor vi kan.

Og det er vel lige præcis, hvad vores tanke om Martha er; hun gjorde, hvad hun kunne i forhold til Jesus og de andre gæster – ja hendes medmennesker.
Jeg kan sagtens forestille mig, at hun også har et stykke brød til den fremmede, som sulten kommer til hendes dør.

Et element kan derfor være, hvad hun og vi prioritere at bruge vores tid på.
Som når Jesus kommer forbi at lytte til hans ord. For det er gode ord fra Gud.

Sådan må det være, når Jesus fremhæver Maria, der lod alt ligge for at lytte.

Men det har ikke nødvendigvis noget med bekymringer at gøre.
Så hvad kunne Marthas bekymringer være?

Jeg tror, det kan handle om hendes selvværd. Mon hendes bekymringer gik på, hvorvidt hun var god nok? Ja, om hun overhovedet var noget værd.
Den bekymring har vi nok alle haft.

Er vi usikre på os selv i forhold til andre, så tager vi fat, hvor vi har magt. Og for Martha var det i køkkenet og hjemmet; Ingen skulle sige, at hendes hjem var snavset. Og ingen kunne andet end rose hendes formåen i køkkenet.

Vi kan ikke vide, om det hænger sådan sammen for Martha, som Jesus godt kendte på forhånd. Så orden kan være sagt fuld af venlighed og omsorg ind i en fælles fortælling. 

Hvad der videre sker, fortæller Lukas ikke; om Martha har sat sig stille ned og fundet ro og værdi i at lytte til Jesus.
Men det kan også være, at hun er gået tilbage til køkkenet og smækket med døren.

Lukas går umiddelbart videre med, at Jesus lærer disciplene bønnen Fadervor.
Jeg kan håbe, at også Martha fik den lært - lært at sige Far til Gud, med hvad det indebærer af nærvær og vel ikke mindst accept fuldt og helt, som man er.

Amen

Curlingmor - 13. søndag efter trinitatis

Dagens fortælling handler om em curling-mor, om at ville stå øverst på skamlen – eller næsten og om misundelse.

Og nej, dagens tekst er ikke valgt af mig, fordi jeg i denne uge er begyndt at undervise konfirmander og tænkte, at nogle måske kom i kirke. 

Men de tre emner taler vel meget godt ind i en teenager-familie – såvel som i forhold til alle os andre nutidsdanskere.

Curling-forældre er måske ikke et helt nyt begreb, men stadig aktuel og noget, der diskuteres. Og vi tænker vel, at det er et moderne begreb og fænomen.

At få en hædersplacering har nok til alle tider været på spil. Lige nu kan vi følge cykelløb i Spanien – efter Mads P stod øverst som grøn i Frankrig. Men faktisk også her i byen kæmper de unge i denne weekend om DM. Jeg måtte sno mig for at komme ind fra Skibet.

Hvem er ikke stolt over, at en dansker, en fra byen eller måske en man kender, står både øverst, til højre og til venstre på podiet?
Til tider kan vi komme til at sige: Vi har fået medalje.

Også misundelse kender vi som en virkelighed for os mennesker. I Danmark har vi den særlige udgave, vi kalder janteloven. Men er den nu også så dansk igen?

I dagens tekst bliver disse tre begreber sat i et historisk sammenhæng – at datidens virkelighed måske matcher vores beder, end vi ofte tænker.
Og videre får vi begreberne sat ind i en kristen sammenhæng. Med dagens fortælling kan vi måske lære noget både om os selv og om Gud.

Lad os begynde bagfra – med misundelsen.

Da de andre disciple hørte, hvad de to brødre havde ønsket; at få hæderspladserne på Jesu højre og venstre side i hans evige kongerige, er deres reaktion vel mere fordømmelse end misundelse.
Hvad tror de da om sig selv?
Skulle de være mere end os?

Skulle de virkeligt have fortjent sølv- og bronze-pladserne ved siden af Jesus?

Eller måske har de haft vores jantelov; I skal da ikke tro, at I er noget særligt.
Eller måske den lidt mere afdæmpede: I skal ikke tro, at I er mere end os! – som jo faktisk med en positiv tilgang godt kan rumme de kristne værdier og tankesæt.

Holder vi her først fast på den negative, som klart lyder gennem dagens tekst. Så er der vist ikke sådan menneskeligt sket det store på dette punkt. Måske kan vi kalde det trist. Mens, at erkende det, er vel godt. Og så kan vi lade Jesu ord tale til os gennem tiden. 

Med Jesus er kampen for hæderspladsen en anden end ved cykelløb og anden konkurrence.
For ham handler det hverken om hæder, om sejr eller om at være den stærke.

I Jesu verden handler det om tjeneste, og dér går han forrest – ja hele vejen i døden.

Sådan vendes mange af vores værdier på hovedet.
For, nok mener vi, at næstekærlighed er vigtigt - lige som at hjælpe den svage. Men, vi ser nok stadig mest op til den succesfyldte – både når det gælder sport, arbejde, i skolen eller måske en virksomhed som LEGO, der netop har præsenteret et fantastisk resultat.

Der er dog undtagelser, og dem må vi ikke glemme. For meget har vi jo lært at Jesu tankegang.
Hvert år uddeles f.eks. hæderspris til ’redningsmænd’, ligesom frivilliges indsats tales op. Måske kan vi også her tænke på Folkebladets Byens Bedste, som vi har kunnet indsende kandidater til. 

Og så lige for at samle op mht. den kristne udgave af janteloven. Ligheden i Jesus’ tale handler ikke om at holde folk nede men, at løfte alle mennesker op som utroligt værdifulde – så værdifulde, at ingen kan være mere end andre.

Det er hertil vi binder begrebet ’at være et Guds barn’.

Gud er som en far for os med al den kærlighed, der kan ligge i en forælder rolle.

Og dermed kan vi gå videre til næste begreb om forældre og deres rolle.
Heller ikke tanken om curling-forældre er ny, når vi i dag hører om brødrenes mor.

Jeg har altid fundet det lidt komisk at høre om denne mor, der går til Jesus på vegne af sine sønner. Ikke bare forventer vi, at de var voksne. De var også Jesu disciple og kendte ham godt, så hvorfor spørger de ikke selv?

Det kan jo handle lige så meget om morens status. Hun har nok været en af de stærke kvinder, der har fulgt Jesus på vandring og taget sig af mange praktiske ting.

Så, hvis hendes sønner fik en særlig status, så ville hendes anseelse også stige.

Men egentlig kan hun også bare være en ægte curling-mor.
Den kategori kender vi jo i dag – selvom jeg ikke hører om det så ofte længere.

Hvis nogen ikke skulle kende begrebet, så er curlingforældre ikke kun dem, der ’fejer’ børnenes vej fri for problemer i de mindre år. De kan også ringe til universitetet for at tage snakken med professoren.
For mig er der dog et lille skridt videre, når dagens mor går til Jesus som Guds Søn.

Den kristne vinkel er nok, at Gud vil være med os alle dage indtil verdens ende. Men han fikser ikke problemer og sørger heller ikke for et langt, godt og problemfrit liv – måske tværtimod. Kun er vi aldrig alene i det.

Med det er jeg igen nået til; hvem får hæderspladsen?

Der har Jesus en meget klar definition. For det er hverken den, der er stærkest, den der bliver danmarksmester, den der tjener flest penge eller den der kan blive diktator.
I Jesu verden handler det om tjeneste; at være noget for andre og kunne sætte sig selv til side.

Og deri er Jesus den ultimative, hvor vi så må gøre vores bedste vel vidende, at vi også vil fejle. 

Amen 

Livet mere end 'på det jævne' - 10. søndag efter trinitatis

”Jeg gider ikke – jeg gider overhovedet ikke!
Jeg gider ikke cykle, det er for stærk en bevægelse. Jeg gider ikke gå, det er for anstrengende. Jeg gider ikke lægge mig ned, for så skal jeg enten blive liggende, og det gider jeg ikke, eller jeg skal rejse mig op igen, og det gider jeg heller ikke.
Summa summarum: Jeg gider slet ikke!”

Sådan lidt omskrevet skriver Søren Kierkegaard et sted.
Mon ikke vi til tider godt kunne føje andre udsagn til. F.eks. ”Jeg gider ikke gøre rent. Jeg gider ikke høre om krig eller skøre præsidenter. Jeg gider ikke have det så varmt.
Eller: Jeg gider ikke skrive en prædiken. 

Det sidste går dog ikke for mig til i dag, da det er en del af mit arbejde.
Eller, jeg kunne jo som til Morgensang sådan lade mig inspirere på dagen og så måske håbe på, at Helligånden vil tale igennem mig.
Så stor er tilliden til Guds inspiration dog ikke – må jeg som præst erkende.
Helt ugidelig har jeg da heller ikke været, selvom jeg havde ferie til i onsdags.

Da jeg skulle i gang med min prædiken, var det orden af Kierkegaard, der satte mig i gang.
De er så ualmindelige ligetil, nemt forståeligt og vel noget af det, vi ikke sådan siger højt.

En gang i mellem kan vi godt mangle lidenskaben eller lysten til at tage stilling. Men det er ikke en kvalitet eller noget, der prises, i de relationer, jeg indgår i.
Måske skal vi ikke tage stilling til alt. Men vi kan ikke bare være ligeglade med hverken politik, miljø, det lokale eller i de nære relationer.
Vi kan måske heller ikke have lidenskab for alt det, vi har til opgave eller har ansvar for. Men vi skal naturligvis engagere os og handle.

Sådan kan den ene vinkel af dagens tekst være.
En anden vinkel kan være, hvad vi kan forvente af andre; om forventningen er, at de danser efter min melodi.
Dét er vel pointen i sammenligningen med børnene på torvet.

Det kan være, når vi er meget engageret. Så vil vi gerne, at andre går med os i kampen; om det handler om havbrug i Kattegat eller inklusion i skolen.
Og vi forventer næsten, at andre har samme tilgang – ja, samme mening som os.

Det kan også være, når vi selv er kørt træt eller bare tænker; nogen må tage sig af det.
Det kan være i forhold til udfordringer, vi selv møder. Det kan være en uretfærdighed eller mangel, som netop ’jeg’ har fået øje på.
”De må da gøre noget”, tænker vi måske i forhold til vores politikere. Og ja, vi ved jo lige, hvad der skal gøres 😊

Eller, vi kan blive dybt frustreret. ”Nu gør de det igen” kan vi næste råbe. Når ting sker eller bliver besluttet helt modsat vores tanke.

Hvis nogen så i denne anden vinkel kommer til at sige til os: Hvorfor gør du ikke selv noget ved det?
Så kan vi pludselig befinde os i første vinkel: ”Jeg gider ikke”. Eller den mere bløde: ”Det nytter alligevel ikke noget”.

Altså, sådan kan det være for nogle. Naturligvis ikke for os her.

Men, også vi passer vist mest os selv, vores relationer og vores dagligdag. Ansvar kan vi godt tage. Men som dansker er udtrykket ’på det jævne’ fra Kaalunds sang ikke helt skævt. 

Spørgsmålet er, om dagens tekst er et opgør med ’på det jævne’. Og dermed et opgør med vores normale danske tilgang.

Når Jesus efter det med børnene stiller sig selv overfor Johannes – som to tilgange til livet: asketen og fråseren. Så er ingen af dem vel ’på det jævne’.
Eller, omtalen af dem peger på det ekstreme, som folk ikke rigtig tager alvorlig.
Jeg kan tænke, at vi måske heller ikke tager børn alvorlige – sådan rigtigt, når de på gaden spiller op til dans eller synger sørgesange.

Måske har vi det på samme måde, når vi i gågaden møder et optog – måske sjældent et sørgeoptog men så en festlig parade.
Altså, at det jo ikke rigtig er noget, jeg ønsker at være med til – eller har tid til. Jeg har jo min hverdag, mit arbejde og mine opgaver.

Måske skulle vi turde bare tre minutter at gå med i dansen? Det kan være livgivende og bryder ikke bare den fysiske ’på det jævne’ men også det mentale. 

Her tør jeg så tage en anden – og mere almindelig vinkel ind mht. det med børn.

Vores fundament er, at vi er Guds børn. Ansvaret for alt er dermed ikke vores. Vi må godt slippe og gå med i legen og glæden – ja, sådan rigtigt tage del i det liv, vi får givet. 

Hvis vi alle er som sure børn, der kun ønsker at andre danser efter vores melodi, så går meget af livet tabt – både for os og andre.
I bund og grund er det jo kun Gud, der kan byde op til livets dans. Da det er ham, der giver os livet og livets muligheder.

Der er en ærlighed i, at vi også som voksne skal turde være børn.

Sommetider er det så enkelt, men vi skal bare lige få øje på det først.
H. C. Andersen har et dejligt eventyr, som viser barnets umiddelbarhed - barnet, der ikke bare ser verden på den rette måde, men også sætter ord på det: Han har jo ingenting på!
Lyder det i Kejserens nye klæder.

Eller som ved en handling i fredags. Da præludiet sluttede, lød en klar barnestemme: Mere!

I eventyret burde kejseren og alle de andre have turdet være et barn i stedet for som voksen at være bekymret over status – bekymret over, om de duede til deres arbejde eller måske bare var dumme.

For at vende tilbage til vores danske tilgang. Så er et liv ’på de jævne’ ikke ensbetydende med, at vi ikke lever livet fuldt ud.

Måske råber vi ikke højt af glæde – undtagen, når vores hold scorer eller måske vinder i fodbold.
Vi stortuder heller ikke i det offentlige rum.
Men det betyder ikke, at vi ikke har den store glæde eller den tunge sorg.
Vi deler også gerne andres liv, sorg og glæde – uden nødvendigvis de store armbevægelser.

Kun skal vi – i livet ’på det jævne’ – med Hebræerbrevet passe på, at onde og trodsige tanker får os væk fra livet, så vi ender i selvoptagethed. 

Amen

At handle trods magtesløshed - 6. søndag efter trinitatis

Hvor er det godt med de sidste ord i dagens tekst: For Gud er alting muligt.
Sådan er det og må det være med kristendommen. 

Dermed ikke sagt, at der ikke er opgaver og forventninger til os som kristne. Vores tro er bare noget andet end love og regler – som den jødiske og flere med den.

Det kan dog stadig give mening at læse de gamle bud; De ti bud, som jeg læste som første læsning.
De er gode vejledninger til, hvordan vi skal leve sammen som mennesker.
Derfor henviser Jesus også først til dem, da den unge mand kom. – Eller rettere, til den del af dem, som har med andre mennesker at gøre.

Første del om forholdet til Gud, nævner Jesus ikke. Vi kan vel tænke, at han netop repræsentere gudsforholdet.

Vores forhold til Gud er med Jesus forandret i forhold til de gamle bud. Tanken om en aftale og kravet til os om at overholde vores del er ændret til kærlighedens tilsagn – som jo også rummer kærlighedens fordring. Noget, der dog ikke gør det meget nemmere at leve op til. Nok tværtimod. Noget der heldigvis passer med, at vores forhold til Gud ikke afhænger af os.

Netop deri rammer dagens fortælling.

Epistelteksten, som jeg udelod i dag, binder fint til her. Den lægger vægten på troens lov, der udelukker retfærdiggørelse ved gerninger. 

Hvis vi tager buddene i forhold til Gud, så kan de nok stadig være vejledninger; kun at forhold sig til en gud – kærlighedens Gud.
Det er vist også godt at holde fri på en af ugens syv dage – ikke for Guds skyld men for vores egen skyld.

De ti bud lader Luther sammen med Fadervor også være en væsentlig del af sin oplæring – af de to katekismer.

Både de gamle bud og epistlens pointe er gode vinkler, når vi hører dagens evangelium.

Matthæusevangeliet har fokus på de gerninger, der følger af troen. Troen, der hviler på Guds ubetingede kærlighed. Og dermed også, at ingen af os kan eje noget i Guds rige.
Derfor må vi også lade rigdom, status og egoisme ligge, når vi vil forhold os til eller ønske os ind i Guds rige. 

Teksten i dag handler om en rig, ung mand. Men, måske kunne det også have været en, der gerne førte sig frem. Det kunne være med sit udseende, sit arbejde, sin sociale status måske en særlig viden og klogskab eller, hvad der kan være at egne holdepunkter i livet.

Jeg tror, at vi alle har et eller andet, som vi rimeligt selv kan styre, og som vi holder fast ved som noget, der giver os værdi.
Spørgsmålet er om det, hvad det nu må være, kan stå i vejen for kærlighed til næsten.
I vores kristne tro er kærlighed til næsten en væsentlig del af forholdet til Gud.

Kærlighed til næsten er det, der vender os ud ad – vender os væk fra os selv. Derfor kan det være i konflikt med at eje og ville sikre sig selv.

Rigdom behøver vel ikke stå i vejen for kærlighed til næsten.
Men alt, hvad vi selv kan og stoler på – ja, vel hele os selv, kommer let i vejen, hvis vi ønsker at være fuldkomne – fuldkomne i kærlighed til Gud og kærlighed til medmennesket.

Jeg har altid haft et blødt punkt for dagens unge mand. Han vil gerne leve et godt liv.

Jesus siger heldigvis ikke, at skal holde op med at leve et godt liv. Heller ikke, at det gode, han gør, ikke nytter noget.
Måske roser Jesus ham ikke, men der er vel en slags anerkendelse i samtalen.

Problemet kommer, når den unge mand spørger ”Hvad mere?” Han spørger, fordi han gerne vil leve det perfekte liv – ja leve, så han fortjener frelsen.

Måske er vi mennesker ikke totalt håbløse. Men vi er uden magt i forhold til at blive frelst.
Jeg tænker, at vi med det heller ikke kan magte at leve et perfekt liv – hvad det så egentlig vil sige.

Jesus er total kategorisk, når disciplene spørger: Hvem kan så blive frelst?
For, det er ikke en mulighed for noget menneske.
Men heldigvis er alt muligt for Gud.

Og ja, vi får lov at høre disse ord.
Mit håb er, at også den unge mand på et tidspunkt får lov at høre Jesus’ ord.
Han var jo gået, da Jesus talte med disciplene.

Spørgsmålet ville være, om han havde forstået det, hvis han havde lyttet med fra afstand.
Og dermed, om vi sådan egentlig forstår det.

Hvis vi – som den unge mand – fuldstændig er optaget af, hvad vi vil kunne magte og gøre.
At vi er optaget af, hvordan vi med vores evner, vores kræfter og måske med vores midler vil kunne præstere af godt – eller måske af stort og bemærkelsesværdigt.

Mon ikke vi ofte er fyldt af det?
Og godt for det, når det gælder om at gøre godt til glæde for andre, til glæde for samfundet og til glæde for naturen.
Gør vi det, så skader lidt ros og anerkendelse vel ikke?

Samtidig er det dog vigtigt, at vi også er åbne for vores magtesløshed.
At vi ikke magter alt, ved vi godt. Det vidste den unge mand også. Eller ville han ikke spørge.
Vores søgen på svar må bare ikke kun være: sådan magter du også det sidste.

At kun Gud kan frelse. Forstår vi først, når vi erkender ikke at kunne præstere eller fikse alt.
Inden den unge mand vil have forstået Jesus’ ord til disciplene. Så måtte han først erkende sin uperfekthed og magtesløshed som et grundvilkår for livet.

Sådan også os.
Først, når vi erkender, at vi ikke magter alt. Så kan vi tage imod evangeliets tilsagn.
Eller måske, når vi rammes af den kærlighed hvori, vi glemmer os selv. Så forstår vi pludselig, hvad livets gaver er.

Både livet, kærligheden og frelsen er noget, vi får givet.
MEN, vi får så også lov til at leve i det – og leve det ud til glæde for både os selv og andre.

Amen

Hvem er jeg? Hvem er Jesus? - 5. søndag efter trinitatis

Hvem er jeg?
Det er et væsentligt spørgsmål ikke mindst i vores tid.
Flere gang i livet, kan vi stille det spørgsmål.
Det kan være, når vi sådan ikke helt kan forstå os selv. Det kan også være, når vi skal vælge uddannelse; Når vi står med et spædbarn; Når vi møder modgang eller, der kommer krise.
Hvem er jeg?
Hvem er du?
Og videre: hvem tror du, at jeg er?

Ja, måske fylder overvejelsen om, hvad andre tænker om ’mig’ mere end, hvad jeg selv gør.

En gang ville vi nok sige, at det var de unges udfordring. Og ikke mindst, når de skal tage sig godt ud på de sociale medier.
Jeg tror dog, at det gælder utroligt mange andre også. De ældre er vist ikke mindre på de sociale medier, og mange skal også ’sælge sig selv bedst muligt’.
Sådan kan det også være på en arbejdsplads, blandt venner og måske i familien.

Om det gælder alle og, om det fylder meget i ens dagligdag, tror jeg dog ikke. Mon ikke også, det kun er ganske få for hvem, dét er ’det vigtigste’.
En del af bevidstheden vil dog være:
Hvad tænker andre om mig?
Ser de min rolle - min facade? Eller kan de se ind bag ved, hvor jeg er sårbar, skrøbelig og rummer fejl?

I dag spørger Jesus sine disciple: hvem tror I, at jeg er?
Svaret, Peter giver på alles vegne, er meget præcist.
Jesus er ikke ’bare’ en ny profet eller måske en genganger af en af de store gamle. Nej, han er den særlige; Guds Søn.
Det svar anerkender Jesus og melder, at netop Peter i det øjeblik og med de ord blev kirkens fundament; troen på Kristus.
Sådan er det også for os i dag. Og derfor bekender vi også troen.
Vi nøjes dog ikke med: Jesus er Kristus, den levende Guds søn.
Nej, vi har en lang bekendelse – og kunne godt vælge en, som var endnu længere.
Et er nemlig ’det præcise svar’, noget andet, hvad der menes med den bekendelse. 

Hvis jeg f.eks. spørger de konfirmander, jeg skal have efter sommerferien: ”Hvem vil I sige, at jeg er?” Så vil de nok svare “præsten”.
Jeg ved så, at de godt kan tænke meget forskelligt om, hvad det vil sige at være en præst.
Og ja, deres bud rammer sjældent med, hvad jeg selv tænker.

Hvis jeg spørger andre om det samme, vil nogle måske sige “du er venlig og arbejdsom”. Men også det svar er åben for fortolkning.

Og spørger jeg nu mig selv, har jeg dét nok som de fleste andre; Det kan jeg ikke rigtigt sige. De ord, jeg kan finde frem, rummer ikke hele mig, og de rummer også noget andet end mig. 

I dag skal vi dog nøjes med at overveje: Hvem er Jesus?
Siger vi med Peter: “Jesus er Guds søn”.
Så kan det jo efterfølgende vise sig, at vi tænker noget helt forkert – præcis som Peter. 

Vi har som nævnt en længere trosbekendelse. Men, den passer vel næppe med, hvad vi sådan egentlig tænker om Gud.
Hvis vi så skal uddybe, hvad det betyder, vil de fleste nok være udfordret. 

Jeg falder ofte til at citere Johannes: Gud er kærlighed.
Med deri er der også muligheder for fortolkning, og meget vil vi mene så også mangler.
Vores risiko er at falde i Peters fælde; at tænke for menneskeligt.
Mon ikke også vi prøver at gøre Gud og Jesus mere forståelig og håndterbar?

I evangeliet er der ligesom to dele. Men hvor er det godt, at vi hører dem begge; både den smukke bekendelse, og at Peter vil belære Jesus. Peters forestilling om Gud og magt passede ikke med Jesus’ ord om lidelse og død.

Peter forstod ikke sandheden i det, han sagde. Og, hvordan skulle han også det som menneske?
Galt gik det, da han netop forsøgte at forstå med en menneskelig logik og ikke bare at tro. 

Jeg tror også, at vi gerne vil forstå Gud.
Jeg tror også, at vi gerne vil holde fast ved en guddommelig styrke. For os hænger styrke og selvopretholdelse sammen.
Måske drømmer vi om en kristendom uden kors?
Til tider rammer ordene “Du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil” også os.
Nemlig, når vi forsøger at reducere det guddommelige – det, der er noget andet end os - til noget, der passer ind i vores egne begreber og forestillinger.

Kirken må nødvendigvis tale om Kristus, bekende Kristus og prædike Kristus. Men så risikerer vi samtidig at reducere Kristus til menneskelige forestillinger om magt og sikkerhed.
Derfor er det godt at blive mindet om, at heller ikke kirken nu/vi hviler på det, vi forstår, men alene på Kristus.
Hvis vi nu forestille os, at vi var til stede dengang, og Peter havde lavet en afstemning blandt os. Det er jo altid godt med en demokratisk afstemning. Spørgsmålet var, om Jesus kunne have ret i sin tale om lidelse og død eller, om Peter lige skulle tage en faderlig snak med ham.
Mon så ikke, vi havde stemt med Peter?

Derfor kan vi godt grine lidt af Peter og også grine lidt af os selv, når vi laver fejl. Det er jo menneskeligt at fejle og godt at lære af - uden at det dog gør fejlene til noget godt.
Det befriende er afsløringen – selv om det også kan være det værste.

Peter blev ikke fyret den dag. Han bliver senere genindsat i den guddommelige kærlighedsrelation og bekræftet i sin opgave.

Pointen er, at Gud er den, der tager ansvaret.
Der er for mig ingen tvivl om, at den trosbekendelse – at Peters indsigt - blev givet ham af Gud. Ligesom den gives os.
Altså bygger kirkens ikke på det menneskelige, selv om der er brug for os mennesker til at bringe budskabet og bekendelsen ud i verden. Amen

Hvordan lever vi kærligheden ud - 4. søndag efter trinitatis

Du skal elske din fjende, er dagens budskab.
Men fri mig for, at nogen vil fortælle andre, hvordan de skal leve efter dette bud – og særligt, hvis de giver konkrete eksempler og lader det være, som var det Guds ord.

Der er mange konflikter i verdenen. Og ja, vi kan kun tænke, at kærlighed til fjenden vil kunne afhjælpe en del.

Med min indledning skal jeg nok lade være med at give konkrete bud.
Jeg er dog overbevist om, at kærlighed ikke er, at lade fjenden slå en ihjel. Eller, at lade fjenden tage ens land.

Kærlighed er ikke underdanighed og selvudryddelse.
Kærlighed må være selv-opretholdende.
Netop at fastholde retten til at elske, handler om værdighed og retten til at være den, vi ønsker at være.
Jeg tror på, at vi lever mere frit, hvis vi holder fast ved at elske – at vi lader kærligheden fylde i vores hjerte, så hadet ikke får magt.

Med dagens evangelium vil en del nok vælge den nyere salme ”Du skal elske din næste som dig selv”. Som jeg oplever, holder mange af den. Men den vælger jeg aldrig.

Jeg ved godt, det er lidt unfair at tage den frem, når I ikke har teksten og, når forfatteren ikke kan forsvare sig.
Den rammer dog ind i, hvad jeg gerne vil præcisere i dag – og derfor bruger jeg den som eksempel.

Der står også gode ting i teksten. Men som helhed falder forfatteren i den moralske fælde, som kirken gennem tiden har døjet med; at nogle vil fortælle andre, hvordan de skal leve. 

Blandt de værste eksempler, står der: Du skal åbne dine døre, og la’ folk gå ind med plører.
For mange vil det ikke være en handling i kærlighed – med mindre, det er et barn, en hjemløs eller en anden, der er endt i søle eller måske mobning. Altså en stakkel, der ikke magter andet end at banke på – og måske knap nok det.

Når jeg hører udsagnet uden en fortælleramme, tænker jeg, det kan være et hårdt slag for dem, der gennem livet oplever at blive ydmyget af andre.
Dem, du så med teksten fordres at åbne dørene for, kan være helt ligeglade med dig og, at de sviner dit hjem til. Måske fordi de bare ikke gider tørre skoene af i dørmåtten eller tage dem af.
Jeg ser for mig mest gæster uden respekt. 

Først den dag, der bankes på af den med pløre på skoene, ved vi, hvad situationen er – og dermed også, hvad den kærlige handling er.

Dette perspektiv understreger for mig, at det kun er os selv, der ved, hvad fordringen i at elske betyder i handling.

Når salmen så lader disse ord følge efter dem, vi kender fra Jesus: ”Du skal elske din næste som dig selv.”
Så får det næsten karakter af en pave, der har guddommelig autoritet.

Havde der så bare stået: ”Du skal elske din næste som dig selv” – i citationstegn, og så fortsætte: Jeg vil åbne mine døre, og la’ folk gå ind med pløre.
Så blev det ens egen handling og valg – eller skal vi sige; konsekvens af buddet om at elske.
Og på den måde kunne det blive et eksempel til mulig efterfølgelse.

På den måde fastholdes salmetraditionen med brugen af ’du’. Nemlig, at vores ’du’ er en henvendelse til Gud – eller som citat, Guds tiltale til os. 

Nå, men folk med pløre er ikke en fjende – eller, hvis det er, så kan det være med magt, at de kommer ind.
Jeg ser dog sammenhængen mellem Jesus’ bud om at elske. I den er der ikke forskel på ens nære og kære, den næste vi møder, eller en fjende. Kærligheden må være den samme, da den er en gave fra Gud.

Hvis vi vender den om, at andre elsker mig. Så kan vi overveje, om andres kærlighed kan elske mit had ihjel.
Ingen kommer vel til at leve uden også at opleve had overfor nogen eller noget.

For mange vil den andens kærlighed måske nærmest have den modsatte effekt. Som Jesus siger et sted: Det er som at lægge glødende kul på hans hoved.
Jeg tror så, at det måske kan virke på sigt – at kærligheden arbejder på også at trænge ind i den anden for dermed at fordrive hadet. 

Målet for, at vi skal elske fjenden, er ikke i første omgang at forandre vedkommende.
Det må være, at jeg holder fast på at elske den anden som min fjende.
Kærligheden skal altså være til den, der hader og forfølger netop som den, der hader og forfølger mig.
Dette siger jeg som et princip, da jeg ikke har erfaring af decideret had mod mig.
Ikke særligt venlige mennesker har jeg dog mødt og oplevet i konflikt.
Om jeg har elsket dem i situationen, vil jeg ikke påstå. Men jeg har prøvet ikke at spille hadets spil men forblive reel, som jeg ønsker at være.

Dermed prøver jeg at efterleve, hvad jeg forstår gennem de mange forskellige bud om at elske, som vi hører Jesus sige i evangelierne.

Naturligvis har jeg lov at håbe, at vores kærlighed til andre kan have en positiv betydning.
Mest skal vi dog holde fast ved, at kærligheden skal holdes levende inde i os og ikke fortrænges af mørket.
Ja, vi må trods andres had holde fast ved at være og handle, som dem vi ønsker at være.
Buddet er altså en hjælp til os i vores liv.

Nok kan buddet om at elske lyde som et krav.
Men vi må holde fast ved, at Jesus aldrig stiller lovkrav. Han siger ikke: ”Overhold det, og du vil blive frelst” Eller ”og du vil være en sand kristen.” 

Jesu ord er altid en vejledning. Det er hans bud på et godt liv. For mig som kristen betyder det så også, at det er Guds bud på et godt liv. 

Og det er i sandhed et både godt og befriende budskab, at Gud ønsker fjendekærlighed og ikke, at vi skal tage hævn – hverken for krænkelser af os eller af ham.
Det budskab kunne gale mennesker godt have brug for at høre.
For, hvis f.eks. hver side i en konflikt eller krig valgte kærlighed til modstanderen og ikke hævn, had eller ønsket om magt og præstige. Så ville verden være et sted med fred – utopisk, ja vist, men et dejligt håb.

Amen

Evangeliets konsekvenser - 2. søndag efter trinitatis

Alle valg i livet har konsekvenser. Hvis vi ikke vælger, så har det også konsekvenser.
Om vi så med Søren Kierkegaard også altid vil fortryde vores valg uanset, hvad vi vælger, dét tror jeg dog ikke på. Eller, sådan er det sjældent gået med mine valg.

Men livet har konsekvenser, og nogle gange kan vi godt fortryde – eller måske synes, at det fik lige lovlig store konsekvenser.

At livet kan have modstand og give skrammer, vil jeg ikke nødvendigvis mene, er noget dårligt.
At skulle kæmpe for dét, vi har kært eller står for, giver både robusthed og værdighed.

Det, der kan slå os ud, er ofte, når vi ikke venter modstand. Måske fordi vi er blevet fortalt, at alt nok skal gå godt eller måske har oplevet, at andre fikser tingene for os.

Netop denne søndag hvert andet år rammes vi af evangeliets mulige konsekvenser.
Vi hører både om, hvor træt Jeremias er af sin opgave som profet – med ensomhed og sure mennesker.

Og vi hører Jesus sætte en lidt barsk ramme for dem, der vælger at følge ham.
Jeg læste fra Bibelen 2020 om, at vi skal bryde med vores familie og opgive vores eget liv.
Nogle husker måske teksten i den autoriserede, der bruger ordet ”hade” – både i forhold til vores nærmeste og vores eget liv.

Af mange grunde er det godt at læse de bibelske fortællinger i sammenhæng. Men det kan vi jo ikke rigtigt her ved gudstjenesterne.
I år kan I komme næste søndag og høre lignelsen, der følger efter dagens tekst.
Men ellers vil jeg kort nævne de fire lignelser, som dagens tekst står imellem.

Inden teksten fortæller Jesus den om kongen, der inviterede til fest. Alle de rigtige sagde først ja-tak. Men, de undskyldte sig på dagen og valgte festen fra. Dén er en fin ramme til at forstå dagens ord. De valgte nemlig deres nye mark, kvæg eller ægtefælde fremfor værten.

Efter dagens tekst kommer tre lignelser om omsorg. Først om den fortabte søn. Dernæst om fåret, der blev væk. Og sidst om den tabte mønt.

Jeg forestiller mig, at de sidste lignelser vil være gode at høre for dem, der valgte at følge Jesus men, som bare ikke magtede at lever den fulde konsekvens ud – eller måske magte livet som helhed.
Lukas kan have en pointe i rækkefølgen: invitation, virkelighed og omsorg.

Når de er nævnt, så kan vi jo godt overveje: Hvis vi alligevel bliver fundet og taget med hjem. Hvad skal vi så med dagens krasse ord?

For mig er disse ord med til at gøre kristendommen til en virkelighed og ikke en hyggebamse.

Hvis ikke vi vender os fra vores egen tryghedsbase som familien eller slægten. Så vil vi aldrig forstå, at Gud er Gud for alle verdens mennesker.
Det betyder også, at vi ikke er kaldet til at overføre vores stamme-identitet og kultur til alle andre, men alene skal dele troen på, at alle mennesker er Guds elskede børn.

Som kristne bliver vores hjem og familie noget andet, da vi så hører til i Guds familie.
Opgiver vi ikke det snævre, som vores faste holdepunkt – eller måske som vores hele verden, så kommer vi aldrig til at forstå rækkevidden af den kærlighed, som Gud elsker os med.
Og så vil vi ikke finde hjem - hvor hjem er et godt ord for frelsen, når vi kalder Gud for far.

Den totale kærlighed kan godt findes i dagens kernefamilier, hvor børn har forældres fulde opmærksomhed og opbakning. Der er sket noget i min levetid, hvor alt dog sjældent lykkes – og nogle familier slet ikke rummer hinanden. Men til tider kan hjemmet måske ses som ‘guddommelig kærligheds familie’. 

Den bliver dog ofte meget snæver og kan i en naiv udgave blive til et problem for fællesskabet. Vi hører både lærere, fodboldtrænere og dommerens problemer med emsige forældre.
Omsorg for børn er vigtig og fuld af kærlighed. Men kærlighed er også mere - og for flere.

Jeg ser ikke dagens tekst som, at vores gode familieliv og hjem skal ødelægges. Kun skal vi ikke lukke os inde i det snævre – som jo også kan være ’kliken’, vejfællesskabet eller fodboldklubben.

Spørgsmålet kan så være, hvad kaldet til at forlade sin jordiske familie kan være i dag.
En gang var det missionærer, munke og nonner. De valg kunne dog godt til tider ses som valget af en anden snæver familie.

Jeg tror, det altid har været svært at magte den altomfattende kærlighed. Som sociale væsner har vi brug for nærhed og relationer.

Det betyder, at jeg nok tvivler på, at vi kan leve op til de krav, Jesus sætter, for at vi kan følge ham.
Men et udsyn og åbenhed kan komme af, at vi ikke kun har fokus på vores nære familie, vores nærmiljø og vores egen kulturelle rammer.

Jeg tror nemlig også, at evangeliet har en virkning på os – et krav på linje med kærligheden.
Vi ved, at kærlighed kan få os til at sætte os selv til side – at noget eller en anden bliver vigtigere.

Måske skal Jesu ord høres som afsløringen af, at rammes man af evangeliet, så vil det få konsekvenser i vores liv – det vil ændre os.

Jeg tænker, at Gud må være både mere end os og mere end vores fatteevne. Så:
Hvis Gud præsenteres som logisk, så er det nok ikke Gud.
Hvis Gud præsenteres som forståelig, så er det nok heller ikke Gud – eller hele sandheden om Gud.
Men Gud skal gerne være troværdig.

En overvejelse er derfor, om Gud er troværdig i dagens evangelium.
Kravene udstiller os vel netop som nogle, der ikke selv vil kunne magte at være Gud værdig.
Hvor lignelserne bagefter og evangeliet som helhed melder, at dét kan vi blive givet.
Ja, et hjem hos Gud kan vi KUN blive givet.
Men kravene er alt ikke sagt om vores forhold til Gud.

Modsat gælder så også, at nok vil Gud altid stå med åbne arme, lede – finde – og bære hjem, tænde lys – feje og samle os op. Men dermed er alt heller ikke sagt.
For, evangeliet er også en fordring.

Amen

Pinse - kirke - Guds kraft

Pinse er kirkens begyndelse. Med pinse og Helligåndens komme trådte de Kristus-troende ud i samfundet og forkyndte det glædelige budskab om Guds kærlighed.

Kirken i Danmark knyttes til Ansgar, og i år er der jubilæum. 
Ansgar blev af kejser Ludvig den Fromme opfordret til i 826 at følge med den nyligt døbte Harald Klak, der ville gøre krav på den danske trone.
Han skulle støtte Harald i troens udbredelse og prædike blandt hedningene.
Først efter diplomatiske forhandlinger med de danske konger fik Ansgar cirka i 850 bygget kirke i Hedeby og fik grund til en kirke i Ribe.

1200-året fejres med et folkemøde i Ribe men også ved en gudstjeneste i Haderslev. I mange af landes kirker synges en nyfortolkning af ”Den signede dag”. Det siges, at den er god. Så måske skal vi prøve den i løbet af året.

Min vinkel i dag er kirkens udbredelse.

Gennem tiden har fortællingen om Ansgar oplevedes mere som et pr-stunt end en virkelighed.
Som det hedder: ”Selvom Ansgar ofte omtales som manden, der bragte kristendommen til Danmark, var hans første ophold kortvarigt, og det var først langt senere (omkring år 965), at kristendommen officielt blev gjort til danernes religion af Harald Blåtand.”

Men helt uden historiske fakta er det med Ansgar ikke. Udgravninger i Ribe viser, at der har været en kirke tilbage på Ansgars tid.
Det er dejligt med arkæologer, som med deres faglighed byder ind med deres viden og fund.

På provstiets efteruddannelse i denne uge hørte vi netop den ansvarlige arkæolog fortælle om udgravningerne i Ribe.
Der kan også læses om det i Kristeligt Dagblad.

Forskere har længe debatteret, om det lykkedes missionæren Ansgar at give kristendommen fodfæste blandt de hedenske danere i 800-tallet.
For, godt nok fik Ansgar lov at bygge kirker i handels- og magtcentrene Hedeby og Ribe, men om han kunne fylde kirkerne eller overbevise borgerne om, at Jesus havde mere at byde på end Thor og Odin, har været svært for forskerne at vurdere.

I 2014 kom der dog håndgribelige beviser. Her viste kulstof 14-dateringer af kristne grave ved Ribe Domkirke, at Ansgars mission i hvert fald havde resulteret i skabelsen af en lille kristen minoritet allerede i anden halvdel af 800-tallet.

Arkæologisk har de også fundet korsmærkede emblemer, som måske har været dåbsgaver. De er fundet i store mængder i Ribeområdet, men også langs Limfjorden og i Odense. De formodes også at kunne findes under Aarhus – datidens handelspladser.
Disse emblemer, som ugentligt graves op af mulden, kaldes kors-emalje-fibler. Deres udbredelse peger på, at den tidlige kristne mission i Danmark ikke kun var målrettet enkelte storbyer eller eliten. 

Noget var på spil dengang. Men det er der måske også i dag. Det vidner en anden artikel i Kristeligt Dagblad om.

Kurt E. Larsen, som jeg havde til kirkehistorie, skriver om den spirituelle kristendom, som ofte har sit udspring i amerikanske megakirker.

I disse kirker tales der meget om åndens virke bl.a. ved helbredelse.
En af dem er blevet nævnt som inspiration for den omstridt helbredelsesprædikant fra Vestjylland, som også Indre Mission har måttet advare imod.

Ikke bare i fortællingen men også i handling ønsker de at genoplive de kristnes muligheder ved Helligåndens kraft. 

Tager vi artiklen for pålydende, så er et eksempel forkyndelse af, at ligesom Jesus ved dåben fik Helligånden og derfor kunne gøre undere, således kan også kristne i dag på samme måde fyldes af Ånden og gøre undere.
Dermed har de – måske ubevidst – løftet mennesket op på linje med Jesus.
Vægten er flyttet fra, hvad Gud kan vælge at gøre, til hvad kristne mennesker kan gøre ved Åndens kraft. 

Undere bliver noget, man nærmest kan lære at få råderet over som åndsfyldt menneske. Ifølge den teologi vil Gud helbrede alle syge, og derfor kan alle blive helbredt – hvis vi tror nok og er åndsfyldt nok.
Her er det sidste så den store risiko også sjælesørgeriske. For, lykkes det ikke, så er det vores egen skyld.

For mig er det ikke en del af Pinsens gave med Helligånden – selvom jeg ikke vil afvise mirakler og helbredelse. Oftest ser jeg det dog virke gennem lægevidenskaben.

Jeg har mine forbehold med det – ligesom, jeg har det med tungetale. Noget, vi ikke har i Folkekirken og, som vi heller ikke oplever for tiden særligt meget.
Tanken i den er, at nogle nærmest kan profitere med direkte forbindelse til Gud – men altså i en for nærmest alle og også dem selv en uforståelig sprog. Hvor en anden så kunne få evnen til at oversætte.

Når jeg læser pinsens fortælling, så var det nærmeste modsat. Disciplene, som var galilæere og som nok kun talte deres lokale sprog. De kunne pludselig forkynde evangeliet på sprog, som andre kunne forstå. Ikke en særlig åndelig sprog men netop andres talte sprog.
Formålet var, at evangeliet skulle kunne forstås præcis som den, man er.

Det er også prædikens formål – måske er det ikke altid tydeligt selvom, jeg taler dansk.
Målet og pointen er, at forkyndelsen kommer folk i møde – ligesom Gud i Jesus kommer til os mennesker. Vi skal ikke andet end at lytte og tage imod.

Med pinse og Helligåndens komme holdes der for mig fast ved, at kirken og alt det, som vi her deler, ikke er noget, vi hverken har opfundet eller giver liv. Kun skal vi – naturligvis – leve i det og dele det.
Guds hellige ånd er kirkens livgiver.

Men uden os og vores medleven vil kirken ikke være. Vi skal handle – eller lade os bruge. Sådan er det med kirke som med glæden, kærligheden, tilgivelsen mm.
Hvor Helligånden som Guds kraft både giver os muligheder og kræfter – og for mig ikke kun til at være kirken men også til alt det gode.

Amen 

Bøn om at blive ét - 6. søndag efter påske

Vi er snart i tiden for bryllupper. Desværre har vi ikke så mange i kirkerne længere. Lidt har vi dog, og jeg skal også ud i en have.
Folk bliver stadig gift – men altså oftest på rådhuset. Jeg kan frygte, at det bl.a. kan skyldes, at kirkebryllupper i medier og vist også i kjoleforretninger bliver gjort til det store – og dermed også dyre.
Hvor der jo intet er til hinder for, at et par med to vidner kan komme i deres almindelige tøj og blive kirkeligt gift. Et par gange har jeg prøvet det, og det er ganske fint.

Naturligvis kan der være mange andre grunde – måske også ritualet og salmerne. Men netop ritualer vægtes ofte højt. Sådan at gå ind i en ramme, hvor vi ikke har ansvar for alt.
For nogle kan ritualet og salmerne måske virke stive, men faktisk er der en vis fleksibilitet.

Og så synes jeg, at de bibelske tekster også kan noget. I dag vil jeg knytte til ved den ene.
Det er den, hvor Jesus siger, at en mand skal forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru – hvilket for mig så også gælder modsat.
Og videre, at de to skal blive ét.

At de to skal blive ét, betyder jo ikke, at et ægtepar skal blive ens – måske nærmest tværtimod. For, hvis man bliver ens, så kan vi vel ikke tale om en enhed.

Måske kan nogle huske tilbage til 80’erne og 90’erne, hvor nogle par gik i fritidstøj, som var fuldkommen ens i model, mønster og farve.
Sådan er det ikke i dag. Og nej, jeg tror så heller ikke, at sådanne ens klædte par var ens som mennesker.
Heldigvis er vi alle unikke.
Men det betyder ikke, at vi behøver at være alene. Noget, der ikke kun glæder i et ægteskab eller i en familie.
I dagens tekst lyder det også om os som menighed, at vi skal blive ét.

I al vores forskellighed og til fælles glæde beder Jesus om, at vi i ham må blive en enhed.

I nogle sammenhæng tales der om Jesus, som et træ, hvorpå vi alle podes som grene.
Det stærke deri er, at vi alle får næring til at leve – og at leve sammen – fra træet.

For mig behøver jeg dog ikke sådan et billede. Jeg oplever, at vi som mennesker jo netop lever sammen som et levende fællesskab i al vores forskellighed. Også med konflikter, da vi jo er mennesker. Måske også med had og undertrykkelse. Hvilket jo er ganske forfærdelig.
Der kunne jeg tænke billedet af et ægtepar som optimalt, hvor jo had og herskemaner er ødelæggende.

Derfor er det også godt, at vi ikke selv skal skabe enheden. Nej, det beder Jesus om, at vi vil få givet – givet af Gud. Og vel dermed egentlig givet af ham selv med kærligheden som kilde og ramme. 

Skal vi selv finde ind i en enhed, så kunne der peget på bønnen. Sådan som jeg læste om disciplene i tiden mellem Kristi Himmelfart og Pinse – som jo netop er nu.
”De holdt alle i enighed fast ved bønnen.”

Dagens tekst er for mig en stærk markering af samhørighed.
Gud er den, der giver os sin kærlighed og, han holder fast ved os med den kærlighed. Ansvaret er altså ikke vores, når det gælder fællesskab og samhørighed.

Hvor næste skridt så er, at vi skal være et med ham og et med hinanden.
Noget, der vel både kan være beroligende og foruroligende.
For, resultatet af at være rummet af Guds kærlighed må blive, at vi ikke bare lever i denne kærlighed men, at vi også lever den ud.

Måske afsværger vi både vold, had og ideen om, at nogen kan bestemme over andre.
Ja, vi hylder vel ligeværd og harmoni.
Men, vi har vel også en udfordring, hvis vi sådan fuldt må leve Guds kærlighed ud i enhed og fællesskab.

Når vi tænker på, hvad Jesus’ liv i kærlighed for af konsekvenser. Så er spørgsmålet: Ønsker vi at være og leve som Jesus?
Vil vi give afkald på os selv i kærlighed til andre?
Ønsker vi sådan fuldt og helt at være solidarisk med alle andre?
For, det må vel være konsekvensen af at blive ét.

Den tanke vil jeg lade stå, og så gå tilbage til bønnen. Først Jesus’ bøn for os, som vi kun kan opleve som tryghed – selvom vi kan have forbehold for det med helt at blive ét.
Dernæst vores bøn, som jo også rummer en enhed i al vores forskellighed.
Særligt her i kirken beder vi sammen. Nok sætter jeg mest ord på, mens enhver kan lade det også være sin bøn ved at sige Amen.

Også når vi beder Fadervor helt for os selv, så går vi ind i et fællesskab. Det kan udtrykkes:
”Selv når man er ene - tror ej man er med,
er Guds rige større end tid, rum og sted.
Så bønnen er stadig 'Vor Far'.”

Bøn er en del af mange menneskers liv. Ja, måske er det en del af alle menneskers liv.
Nok gør vi det på forskellige måder. Men lige må vi altid være overfor Gud i bønnen – både ene eller sammen.

Nogen har brug for at udtrykke sig med mange ord og gerne højt.
Andre har det som en stille tanke – men mere end en refleksion.
Nogen har det godt med at bede Fadervor – måske gerne i fællesskab med andre.
Andre skal gerne være for sig selv – et stille sted eller måske på vej i bilen.

Mange af os gør det lidt forskelligt alt efter situation og mulighed.

I min verden er der ingen tvivl om, at bøn går ud over os selv og, hvad vi selv kan rumme. Der må for mig være et forhold, en retning eller måske en modtager – noget mere end min egen tankeverden.

En bøn kan godt have andre mennesker eller et fællesskab som fokus.
Men oftest går bønnen ud over det menneskelige til noget uforklarligt, noget åndeligt – til det, mange af os for en nemheds skyld kalder for Gud.

Denne vores bøn kan vi i dag tænke knytte sig til, at Jesus også beder for os, der ved disciplenes ord er kommet til troen på ham.

Genne Johannes kommer Jesu bøn og ord til at stå som en arv, vi kan leve af og bygge kirke på.
Vi skal ikke være i tvivl om samhørigheden – hverken mellem Jesus og Gud eller mellem Jesus og os – og altså mellem Gud og os.
Det er vel en ganske dejlig tanke.

Amen

Nærvær og ikke afstand - Kristi Himmelfartsdag

Nu skal jeg ikke tale politik. Men vi kan vel i dag glæde os over at have ikke bare en helligdag men også en fridag.
Både denne og Bededag havde vi tradition for konfirmation her på Søndermarken. I dag er der stadig i Løget. Mens de andre er flyttet til søndagen inden.

Mange har nok gennem tiden oplevet de to skæve helligdage som lidt det samme. Men i kirken er der stor forskel.
Bededag var en helligdag/fridag, som kongen havde indført. Altså var det lidt en gave – udover, at der så i samme ombæring blev slettet en del andre bededage hen over året.

Som præst er jeg ærgerlig over, at en traditionel stor konfirmationsdag forsvandt. Og det kommer ikke tilbage, hvis den skulle blive genindført.
Da bededag ikke har nogen teologisk værdi, kunne for mig Grundlovsdag eller en dag i efteråret være en idé, hvis der skal findes en ny fridag.

Anderledes er det med i dag, hvor det er Kristi Himmelfarts dag.
I dag fejrer vi en bibelsk begivenhed.

Tager vi dagens fortælling for pålydende og sådan som det danske sprog kan få det til at tage sig ud, så handler det om Jesu bortgang fra disciplene og dermed om en afsked.

Men sådan er det ikke at forstå i den bibelske sammenhæng. Dér er himlen ikke et sted i det fjerne men en væren eller en anden dimension.
I stedet for at sige ’opfaret til himmels’, som vi har det formuleret i trosbekendelsen, skulle vi måske sige ’overgået til det himmelske’.
Himmelfarten handler nemlig ikke om fravær men om nærvær: Himlen er der, hvor Gud er nær – og i det endelige, hvor Gud er alt.

Vi kan tage vores gode Luther, der for 500 år siden gjorde sine overvejelser:
”At Kristus farer til himmels er ikke, som når man klatrer op ad en stige og ind i huset.
At Kristus sidder ved Faderens højre hånd betyder ikke, at han opholder sig på et nærmere afgrænset sted i Himlen ligesom en stork, der sidder i sin rede.
Men det betyder, at den opstandne er til stede overalt.
Himmelfarten er et udtryk for, at Kristus er til stede for os der, hvor vi er, uanset tid og sted.”

Her forholder Luther sig ikke kun til himmelfarten men også til ordene om, at Jesus sidder ved Guds højre hånd.
Videre om det, siger han; ”når vi i troen kan have Kristus i hjertet, så betyder det netop at kende Kristus, som den der sidder ved den himmelske Fars højre hånd”.

Placeringen af Jesus i himlen ved Guds højre hånd betyder altså, at vi kan bære ham i vores hjerter. Derved forsvinder Guds nærvær ikke væk fra os men trænger helt ind i os.
På den måde bindes himmelfarten også meget nært til pinsen, hvor fortællingen om Guds nærvær går helt nye veje med Helligånden.

Hvad angår tanken om, at himmelfarten ikke handler om fravær men om nærvær, så udtrykkes det også i vores salmer – ikke mindst de nyere.
Som afslutning på nadver skal vi f.eks. synge:
’Guds højre hånd er alle steder,
Guds Himmel findes hos os her!
Så troner du blandt os hernede;
Så er Guds rige kommet nær!’

Eller måske mere logisk som en dobbelthed – både der og nær, som vi lige har sunget:
’Nu taler du til os fra højeste sted,
hvor ingen kan udsætte dig for fortræd,
og lever og lider dog med os endnu,
så ingen er mere i live end du.'
Og videre:
’Du følger os ind i den yderst nød
og kalder os ud af den inderste død.’

For mig er der et godt budskab i det himmelske altfavnende nærvær.
Ligesom det er et godt budskab, at himlen også er stedet, hvor ondskab ikke kan røre. Dét passer til fortællingen og billedet af evigheden og håbet om det Guds rige, som vi overgår til efter døden.

Holder vi fast i begge tankegangene, så bliver ’det for ondskab urørlige’ noget, der faktisk også er os ganske nær her i livet. 

Vores verden er dog ikke et sted, hvor ondskab ikke kan røre – hverken os eller vores kære eller de mange ramte ude i verdenen.

På den anden side, oplever vi vel i glimt, at vi røres af det uforklarlige og, at vi oplever det salige.
Og videre, må vi med Luther turde lade det også være noget inde i vores hjerter. 

Om det så betyder, at vores hjerte er urørlig af det onde, tør jeg ikke sige. Men vi kan vel holde fast ved, at kærligheden er urørlig for ondskab.
Og, selvom vi også rummer andet end kærlighed, så kan vi både føle os velsignet og faktisk være til velsignelse.

Så budskabet om, at det ikke er en evig afsked med et evigt nærvær, har betydning for mig også lige her i livet.

Og videre må dette budskab for betydning for mig.
Eller, skal jeg sige, at Guds virkelighed har konsekvenser.
Himmelfarten er det, der binder Jesus til kirken. Sådan bliver det tydeligt markeret af Lukas. Han slutter sit evangelium med himmelfarten, og begynder Apostlenes Gerninger med den.

Dermed bliver himmelfarten ikke kun en afrunding af påskens begivenheder. Det er også indledningen til pinsen, som er kirkens tid, hvor disciplene og os som en nødvendig konsekvens skal bringe budskabet ud i verden.

Når Lukas fortæller om kirkens kommende virke, så er det ikke en befaling men mere en konstatering – at sådan vil det gå!
… Og sådan gik det, hvilket Lukas til dels godt vidste. Han skriver jo først om alt det hele nogle årtier efter begivenhederne skete. 

Jeg tror dog på ingen måde, at hverken Lukas eller nogle af de første kristne havde forestillet sig, hvor stort og vildtvoksende kirken og forkyndelsen skulle blive – at også vi i dagens Danmark samt alle over hele jorden lever videre med i fortællingen om Apostlenes Gerninger.
Men det gør vi. Ordet lyder stadig – vist heldigvis mest som en konsekvens at Guds værk end af vores evner. Amen

Tillykke konfirmander - noget om værdi og humor

 

I evangeliet fortæller Jesus om både et får og en mønt, der bliver fundet. Og han forbinder lignelserne med fores forhold til Gud – som altid. Dét passer sammen med teksten, jeg læste først om, at Herren er vores hyrde.

Når det gælder de to fortællinger, så er der en markant forskel. Et får kan måske godt af egene kræfter finde tilbage til flokken igen.
Hvor en mønt er helt fortabt. Den må forblive i revnen eller græsset, indtil den bliver fundet.

Med mønten som billede, bliver vi total magtesløs i forhold til Gud – og måske i forhold til livet som helhed.
Sådan håber jeg ikke, at I mine konfirmander, oplever det. Men, sådan kan vi mennesker have det. Mest tydeligt er det, når vi ser et spædbarn. Det bliver også tydeligt, når vi møder en gammel og måske dement-ramt i kørestol. Men også i livet – både som ung og som moden, kan vi pludseligt opleve ikke at magte livet.

Fortællingen af Jesus er, at vi uanset hvad aldrig bliver uden betydning eller værdi; fuldt ud som alle andre.
Vores værdi som menneske skal vi ikke selv præstere. Den har vi, fordi vi ER. Eller måske mere præcis, fordi vi er tillagt en værdi ved vores skabelse.

En mønt – hvis I med kort og MobilePay da ellers ved, hvad en mønt er – bliver udstedt og præget af stater, der så også står inde for møntens værdi.
Sådan har vi altså også absolut værdi, fordi Gud har skabt os og præget os med og i sit billede.
Og uanset hvor i verden vi er – om vi så ligger ganske uduelig i en rendesten, så har vi stadig værdi. Dét står Gud inde for.

Jeg tror, det er godt at høre – også selvom vi ikke er der og måske aldrig kommer så langt ud. Men vi vil helt sikkert møde nogen, som er endt i håbløshed. Og så er det godt at huske, at deres værdi er fuldt lige så stor som vores.

Videre tror jeg også, at tanken er god, når vi bare sådan kan opleve, at andre er bedre, smukkere og har mere succes end os.

For mig er det en livsgave, som jeg gerne deler, at vi alle har værdi og altid samme værdi, uanset hvordan livet tager sig ud.
Uanset om krop passer til tidens idealer.
Uanset om karakterer er sublime.
Uanset om vi fryser eller er for fjollede på lejre og festivaler eller i mødet med et særligt menneske.

Hvis vi ikke skal skabe eller bevise vores værdi, så tror jeg, at vi går nemmere og gladere ud i livet – og der bliver til glæde ikke bare for os selv men også for andre.

Det kunne også være godt, hvis vi finder tryghed i, at vi ikke skal finde os selv, at vi ikke skal præstere at være noget helt unikt, eller for den sags skyld blive verdensmester i vores eget liv - men, at vi tør lade os finde.

Ligesom vi ved konfirmationen ikke skal bekræfte noget som helst. At konfirmere betyder det samme som at bekræfte.
Og det hedder jo netop, at de unge bliver konfirmeret – at de bliver bekræftet; bekræftet i, at de er Guds elskede børn og dermed også Guds værdi-satte menneske – som en mønt.

At lade sig finde i kirkens sammenhæng er ikke det samme som, at forældre altid har check på placering via Family Link eller sms’er flere gange om dagen.
Men, at vi lader os finde, sådan som evangeliet igen og igen fortæller, er; at vi aldrig er uden for Guds omsorg – end ikke i døden.

En anden vinkel i dagens prædiken må blive humor. Humor kan nemlig ofte være en god vej videre i livet. 

Søren Kierkegaard skulle have skrevet: ”Det er ikke enhver humorist, der er kristen. Men, man skulle nødig møde en kristen, der ikke er humorist.”
Humoren er noget andet end stand-up komik.
Præcis som glæden ikke er en ydre ting, sådan som det godt kan være for et moderne menneske, så er humor også noget andet end ’at være sjov’ i selskaber – eller, det kan være både mere og dybere.

Humor afværger det ekstreme, da det også indebærer selvironi.
Eller, jeg kan bedre lig ordet selv-humor end selvironi. Det er, at vi ikke tager os selv alt for alvorlig og dermed heller ikke forventer at skulle være perfekte.
Dét kunne måske også bruges i forhold til ens krop – at kunne grine lidt af sig selv i spejlet. For ingen – ej heller dem, der i medierne ser sådan ud, kan være perfekte.

Eller måske, er vi alle lige præcis perfekte som dem, vi er. Hvor vi så godt kan arbejde på sundhed både mentalt og fysisk.
På samme måde er vi også netop alle helt unikke – lige præcis som dem, vi er.

Altså, behøver vi ikke tænke på at skabe os selv som hverken perfekte eller unikke, men bare være og acceptere at være os selv – selvom, det til tider god kan være sværere end at tage en maske på og spille en rolle.

Der skal nok lidt overskud til. Sammen med overskud til at arbejde for sundheden og overskud til selv-humor.
Og en sådan overskud, tror jeg, kan komme gennem glæde fremfor bekymringer og krav.
Nå ja, og så en dyb tillid og tro på, at ’jeg er noget værd’ sådan helt grundlæggende.
Samt gerne en omfavnelse af familien eller venner: Du er også noget værd for mig! 

Og så kommer vi til, hvad I konfirmander sidder på. Jeg har fortalt jer, at jeg ville finde noget, så I sad lidt højere og, at jeg dermed nemmere kunne se jer.
Men der var en bagtanke. For, jeg har også nævnt, at jeg nok finde en lille ekstra ting til jer. Og ja, det er et grønt tæppe, som I gerne må huske at tage med hjem.

Det er grønt som liv og håb – og måske Helligånden. Og det er olivengrønt, for dermed at få forbindelsen til Jesus’ tid.
Videnskaben mener, at rødderne til de tusse-gamle oliventræer i Gethsemane have – der, hvor Jesus bad inden sin korsfæstelse – stammer fra de træer, som har sad under.

Et tæppe kan give jer varme – men også omsorg. Når I tager den om jer, kan I også tænke den som at få et stort og varmt knus måske som af bedstemor eller bedstefar.

Gennem året har det været hyggeligt. På en skala vil jeg give noget mere end 6-7… Det kunne til tider opleves, at jeg sådan lige for en kort tid var som en reserve bedstefar.
Tæppet skal dog ikke mind om mig. Men gerne om Gud, der altid giver jer værdi og altid vil rumme jer med sin kærlighed.
Når I sådan kunne have brug for at høre og mærke det – og ikke lige når at komme i kirke for at høre og måske få brød og vin. Så kunne I jo pakke jer ind i tæppet.

Tillykke i livet – og Amen