Dagens tekster burde være de nemmeste tekster at prædike over. For, de rummer noget meget grundlæggende i kristendommen; at vi hører til og er rummet af Guds omsorg.
Særligt salme 23 fra Det Gamle Testamente bliver brugt til trøst – om ikke andet, så den første del af det, jeg læste; Vi kan have tillid til Gud. Han er der for os, selv når vi oplever at gå i ’mørkets dal’.
Mørkets dal kan både være døden sti, men det kan også være de perioder i vores livet, hvor sorg, ensomhed eller mangel på mening i livet fylder, så vi ikke rigtig kan se lyset eller livet eller glæden eller hvad, der normalt giver livet sin gode fylde.
I Bibelen 2020 bruges ordet ”dødskyggens dal”, som for mig er kras men knap så rummende og åben for alle livets genvordigheder som ’mørkets dal’.
Teksten – altså indtil det med mørkets dal – bruges altså ofte til trøst og til håb.
Teksten går dog vider med, at Herren dækker bord for os - for øjnene af vores fjender. Uh, det kunne godt være glædelig men også leden skadefryd.
Gør vores Gud forskel på den måde?
Får vi som kristne et sådant privilegie?
Og, vil vi kunne glæde os, hvis andre sulter udenfor vores bord?
Nej, sådan er af Jesus ikke!
Når vi læser og hører, må vi derfor huske, at ordene hører til før Jesus og den kristne tanke.
I tekstens sammenhæng som en del af Det Gamle Testamente handler det om et udvalgt og ofte forfulgt folk med et særligt forhold til Gud. Ikke bare dagens ord men også meget andet i de gamle fortællinger giver for os som kristen ikke mening.
I kristendommen er der ikke noget med, at Gud på en særlig måde vil lade vores liv lykkes bedre end andres.
I stedet handler Jesus’ lære mere om ydmyghed – at vaske hinandens fødder eller vende den anden kind til.
Når jeg synes, salme 23 stadig er god og brugbar. Så er det netop, fordi jeg læser den som kristen og oplever, at den tale til min tro.
Og, jeg lader Jesu ord klinge med – de ord, som vi møder bl.a. i dagens evangelium.
Her taler Jesus om, at hans får hører hans røst og, at han vil give os evigt liv. Vi skal aldrig gå fortabt eller rives ud af hans hånd.
Når de to tekster lyder samme her ved gudstjenesten, så må vi ikke kun tro, at vi får lov at bo i Herrens hus alle vore dage – men også i al evighed.
Anderledes kan vi heller ikke høre det som kristne, for sådan er også påskens budskab – fortællingen om Jesu liv, død og opstandelse.
Gud har med Kristus taget ansvaret – som hyrden og vores frelser, og han har banet en vej gennem døden – også for os.
Guds omsorg er både nu og altid.
Og så vil jeg lige vende det med mulige privilegier; Det er ikke en kristen tanke, at vi som troende vil få et særligt velsignet liv med lykke, rigdom, en stor familie eller hvad vi nu måtte drømme om, hvis vi er troende – eller, som den gamle pagt peger på, at folket eller individet overholder sin del af aftalen med Gud.
Det sker, at der indenfor kristendommen tales om en herlighedsteologi; at, hvis vi tror nok, så vil Gud give os lykke og materiel fremgang som en gave for – eller måske mere et bevis på, at vi sådan er rigtig kristne.
Lige nu hører jeg det ikke, men jeg er sikker på, at plattenslagere slår sig op på den rundt i verdenen og måske på nettet.
Det kan være lidt som, vi i ugens løb hørte om succes med en mentaltræner kursus.
Intet kan for mig at se ligge den kristne tro mere fjernt end, at vi gennem troen kan opnå rigdom og et godt helbred.
Det er hverken budskabet vi hører gennem Jesus, og det er heller ikke en erfaring, der gøres.
Og videre er det forfærdelige i den tanke, at vi selv kommer til at stå med ansvaret. Går det ikke godt for mig, så tror jeg åbenbart ikke nok.
Hvor vi jo netop – og særligt ved barnedåben hører, at både troen, frelsen og Guds kærlighed er en gave.
Dermed ikke sagt, at vi som kristne ikke kan få et rigt liv. Tværtimod, hvor rigdom er meget andet end helbred og materielle goder.
Jeg skal da heller ikke afskrive, at kristne kan have jordisk rigdom.
Dét kan bare ikke være en fortjeneste ved tro, og vi skal gerne undgå at lade det være ”hvad hjertet hænger ved”.
Hvis vi bruger al vores tid på at samle en god økonomi. Så kan vi miste vi noget andet og væsentligt. Måske ser vi kun vores livsværdi i det økonomiske, eller vi kan tænke, at mange penge kan redde vores liv.
At tænke økonomisk er ikke nødvendigvis særligt ukristeligt – som at ville sikre sig og sin familie – også økonomisk.
Spørgsmålet må være, hvad vores fokus er og, hvad vi tænker som det vigtigste i livet.
Ja, hvorvidt vi mener selv at kunne skabe livet eller, om vi tør tage livet som en gave.
Selv vil jeg gerne have styr på alt, men må også igen og igen erkende, at jeg ikke er almægtig.
Men, vi skabte jo ikke verden, og vi skaber heller ikke vores eget liv, selv om vi både kan og skal vælge i livet.
Og netop deri selv også at tage et ansvar, kan dagens billede af hyrden være en udfordring.
Hyrdebilledet indebærer en overgivelse, og dermed også en umyndiggørelse.
Sådan er det ikke, når vi som kristne og vel særligt ved åben taler om at være Guds børn. Det giver en vis frihed sammen med hyrdebilledets omsorg.
At have barneret er at kunne kræve Gud som den ansvarlige, der må tage sig af det, vi ikke magter. Men samtidig også den, der giver frihed, så vi kan prøve os og verden af.
At der så også for børn er noget, der hedder opdragelse, vil vi måske ikke så gerne høre. Men det må også være en relevant overvejelse, når vi er Guds børn.
Heldigvis ophæver Jesus tanken om Gud som en, der i opdragelsen bruger tugt.
I stedet får vi gode vejledninger til livet – både vores eget liv men også vores liv med hinanden.
Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar