Hvordan lever vi kærligheden ud - 4. søndag efter trinitatis

Du skal elske din fjende, er dagens budskab.
Men fri mig for, at nogen vil fortælle andre, hvordan de skal leve efter dette bud – og særligt, hvis de giver konkrete eksempler og lader det være, som var det Guds ord.

Der er mange konflikter i verdenen. Og ja, vi kan kun tænke, at kærlighed til fjenden vil kunne afhjælpe en del.

Med min indledning skal jeg nok lade være med at give konkrete bud.
Jeg er dog overbevist om, at kærlighed ikke er, at lade fjenden slå en ihjel. Eller, at lade fjenden tage ens land.

Kærlighed er ikke underdanighed og selvudryddelse.
Kærlighed må være selv-opretholdende.
Netop at fastholde retten til at elske, handler om værdighed og retten til at være den, vi ønsker at være.
Jeg tror på, at vi lever mere frit, hvis vi holder fast ved at elske – at vi lader kærligheden fylde i vores hjerte, så hadet ikke får magt.

Med dagens evangelium vil en del nok vælge den nyere salme ”Du skal elske din næste som dig selv”. Som jeg oplever, holder mange af den. Men den vælger jeg aldrig.

Jeg ved godt, det er lidt unfair at tage den frem, når I ikke har teksten og, når forfatteren ikke kan forsvare sig.
Den rammer dog ind i, hvad jeg gerne vil præcisere i dag – og derfor bruger jeg den som eksempel.

Der står også gode ting i teksten. Men som helhed falder forfatteren i den moralske fælde, som kirken gennem tiden har døjet med; at nogle vil fortælle andre, hvordan de skal leve. 

Blandt de værste eksempler, står der: Du skal åbne dine døre, og la’ folk gå ind med plører.
For mange vil det ikke være en handling i kærlighed – med mindre, det er et barn, en hjemløs eller en anden, der er endt i søle eller måske mobning. Altså en stakkel, der ikke magter andet end at banke på – og måske knap nok det.

Når jeg hører udsagnet uden en fortælleramme, tænker jeg, det kan være et hårdt slag for dem, der gennem livet oplever at blive ydmyget af andre.
Dem, du så med teksten fordres at åbne dørene for, kan være helt ligeglade med dig og, at de sviner dit hjem til. Måske fordi de bare ikke gider tørre skoene af i dørmåtten eller tage dem af.
Jeg ser for mig mest gæster uden respekt. 

Først den dag, der bankes på af den med pløre på skoene, ved vi, hvad situationen er – og dermed også, hvad den kærlige handling er.

Dette perspektiv understreger for mig, at det kun er os selv, der ved, hvad fordringen i at elske betyder i handling.

Når salmen så lader disse ord følge efter dem, vi kender fra Jesus: ”Du skal elske din næste som dig selv.”
Så får det næsten karakter af en pave, der har guddommelig autoritet.

Havde der så bare stået: ”Du skal elske din næste som dig selv” – i citationstegn, og så fortsætte: Jeg vil åbne mine døre, og la’ folk gå ind med pløre.
Så blev det ens egen handling og valg – eller skal vi sige; konsekvens af buddet om at elske.
Og på den måde kunne det blive et eksempel til mulig efterfølgelse.

På den måde fastholdes salmetraditionen med brugen af ’du’. Nemlig, at vores ’du’ er en henvendelse til Gud – eller som citat, Guds tiltale til os. 

Nå, men folk med pløre er ikke en fjende – eller, hvis det er, så kan det være med magt, at de kommer ind.
Jeg ser dog sammenhængen mellem Jesus’ bud om at elske. I den er der ikke forskel på ens nære og kære, den næste vi møder, eller en fjende. Kærligheden må være den samme, da den er en gave fra Gud.

Hvis vi vender den om, at andre elsker mig. Så kan vi overveje, om andres kærlighed kan elske mit had ihjel.
Ingen kommer vel til at leve uden også at opleve had overfor nogen eller noget.

For mange vil den andens kærlighed måske nærmest have den modsatte effekt. Som Jesus siger et sted: Det er som at lægge glødende kul på hans hoved.
Jeg tror så, at det måske kan virke på sigt – at kærligheden arbejder på også at trænge ind i den anden for dermed at fordrive hadet. 

Målet for, at vi skal elske fjenden, er ikke i første omgang at forandre vedkommende.
Det må være, at jeg holder fast på at elske den anden som min fjende.
Kærligheden skal altså være til den, der hader og forfølger netop som den, der hader og forfølger mig.
Dette siger jeg som et princip, da jeg ikke har erfaring af decideret had mod mig.
Ikke særligt venlige mennesker har jeg dog mødt og oplevet i konflikt.
Om jeg har elsket dem i situationen, vil jeg ikke påstå. Men jeg har prøvet ikke at spille hadets spil men forblive reel, som jeg ønsker at være.

Dermed prøver jeg at efterleve, hvad jeg forstår gennem de mange forskellige bud om at elske, som vi hører Jesus sige i evangelierne.

Naturligvis har jeg lov at håbe, at vores kærlighed til andre kan have en positiv betydning.
Mest skal vi dog holde fast ved, at kærligheden skal holdes levende inde i os og ikke fortrænges af mørket.
Ja, vi må trods andres had holde fast ved at være og handle, som dem vi ønsker at være.
Buddet er altså en hjælp til os i vores liv.

Nok kan buddet om at elske lyde som et krav.
Men vi må holde fast ved, at Jesus aldrig stiller lovkrav. Han siger ikke: ”Overhold det, og du vil blive frelst” Eller ”og du vil være en sand kristen.” 

Jesu ord er altid en vejledning. Det er hans bud på et godt liv. For mig som kristen betyder det så også, at det er Guds bud på et godt liv. 

Og det er i sandhed et både godt og befriende budskab, at Gud ønsker fjendekærlighed og ikke, at vi skal tage hævn – hverken for krænkelser af os eller af ham.
Det budskab kunne gale mennesker godt have brug for at høre.
For, hvis f.eks. hver side i en konflikt eller krig valgte kærlighed til modstanderen og ikke hævn, had eller ønsket om magt og præstige. Så ville verden være et sted med fred – utopisk, ja vist, men et dejligt håb.

Amen