Her søndag før påskeugen passer ofte med, at der er 9 måneder til jul.
Der er noget meget befriende i, at kirkeåret på den måde har tænkt virkeligheden med ind i systemet ved her at fejre Jesus’ undfangelse.
For mig er det også dejligt, at hele den menneskelige fortælling er med – at også Jesus’ liv går fra foster, over fødsel, liv til død + påskens glædelige oprejsning i opstandelsen.
Dejligt er det også, at her lige fra undfangelsen vælger Gud ikke de rige, berømte eller magtfulde.
Der er noget simpelt og ydmygt over Maria, som følges op af fødslen i en stald – og her om ikke længe døden på et kors sammen med to røvere.
Den menneskelige elite er ikke Guds nærmeste og ej heller Guds vej med kærlighedens budskab.
Hvis ikke lige det er fordi, vi er så vant til at høre det, så kunne det godt være provokerende.
Og, måske var det også lidt provokerende, da jeg læser fra Paulus’ brev i 2020 oversættelsen.
I den tales der ligeud om, at de kloge, stærke og betydningsfulde bliver gjort til grin.
Ikke bare er budskabet om Guds vej gennem korsdød en forargelse for nogle og ganske tåbeligt for andre.
Paulus siger også, at vi udvalgte – eller i det mindste de første kristne, som han skriver til, ikke var hverken kloge, stærke eller fra en fin familie.
Alt det menneskelige bliver vendt på hovedet.
Mon vi tør sige sådan i dag og pege på magtmennesker, de rige og de berømte som værende total til grin?
Tænk, hvis influencere tror, at de er noget særligt. Eller familien fra Bryggen. Eller måske ejerne af Lego og andre store danske firmaer. For slet ikke at tale om dem ude i verdenen.
Altså, at de er noget særligt på grund af deres rigdom eller berømthed.
Jeg ved ikke, om vi sådan tænker, at de er til grin i deres ’ifølge Paulus’ selvbedrag.
Men hvis vi gjorde, mon så vi også ville sige det højt?
For mig er det lidt anderledes med ansvarlige politikere, de dygtige sportsfolk eller for den sags skyld forretningsfolk og musikere.
At tage ansvar og være dygtig, tror jeg ikke, at Gud ser ned på.
Men, hvis den totale selvværd ligger i dét, er det måske mere til at græde over end at grine af.
For mig handler det om, hvordan de og vi tager det. Altså, om de ser det særlige og måske hele deres værdi og betydningsfuldhed i status.
Eller måske mere præcis; Hvis sådanne mennesker mener om sig selv at være mere værd som menneske end andre pga. det.
Netop en sådan tilgang brydes ned med Jesus. Alle mennesker har samme værdi. Vi kan og gør bare forskellige ting.
For, som Paulus også skriver – og det er ganske sikkert præcist og konkret møntet på bestemte højtråbende og selvhævdende personer i Korinth – så hverken kan eller skal vi være stolte af os selv.
Hvis vi skal være stolt af noget, skal vi være stolte af Gud.
Netop det skarpe angreb rammer vist os alle.
Må vi nu ikke engang være stolte af at kunne noget eller at gøre noget?
Selv der bliver jeg ganske ærligt udfordret.
Jeg har som Luthersk altid tænke, at vi skal bære vores opgave for livet og samfundet. At vi skal bringe dét i spil, som vi har fået evner og mulighed for.
Om det så afhjælper noget, at stolthed i denne selvtanke blandes med taknemmelighed, gør det bedre, ved jeg ikke. Men sådan er det vel.
Over for Gud, tror jeg så dog ikke, at stolthed er det rigtige ord.
Jeg tror egentlig heller ikke, at jeg sådan tænker stolthed i omgangen med andre – altså at føre sig frem. Men at ranke ryggen og vide, at jeg da ikke er helt håbløs, kan for mig kun være en god ting en gang i mellem.
Hvor, når Paulus præciserer at Gud er den, der gør os til kristne. Så finder jeg det både godt og befriende – altså, at det ikke er min opgave med en gave.
Det passer for mig også med, hvad tro er.
Tro er hverken et valg eller en præstation. Det handler om, at et andet menneske eller Gud er troværdig.
Selvom jeg er meget godtroende og gerne vil tænke det bedste om andre. Ja, og møder andre med tillid. Så er virkeligheden også, at jeg ikke sådan bare tror på alle.
Mange, oplever jeg dog, er meget troværdige. Men nok kun en mindre flok er sådan absolut troværdige for mig. Altså, at de vil sige sandheden, når det gælder, også selvom det ikke nødvendigvis er positivt for mig eller for dem selv.
Hvad angår Gud, så handler det for mig om, hvorvidt ordene i de bibelske fortællinger og særligt dem om og af Jesus lyder troværdigt om Gud.
Gud er betegnelsen for det, der er større end både min verden og min fatteevne.
Når jeg så hører, at en sådan kraft har en kærlig tilgang til mig – at jeg til en hver tid må og kan være et Guds elsket børn. Så er det ikke bare smukke ord men, det giver mig en tillid i livet.
Ind i tilliden til en sådan kraft lyder så også dagens ord af Paulus. Kun, hvis Gud er den, der giver, kan det være sandt.
Min egen præstation vil altid komme til kort, men skal af den grund ikke udelades.
Troværdigt er det også, at jeg faktisk kan være med til at gøre godt i verdenen og overfor andre mennesker.
Om jeg så helt giver mig hen i tjenesten som Maria, vil jeg ikke sige – ja, vil jeg nok end ikke øve mig på.
Men dermed kan jeg godt synge med Maria – både lade hendes lovsang, som er dagens evangelie, bæres også af mig.
Og, som jeg har valgt, at vi (lige har sunget) skal synge i næste salme:
Istem den store lovsang
om al Guds kærlighed!
Syng glædens sang om Jesus
i tid og evighed!
For helligt er hans navn,
ja, helligt er hans navn.
Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar