Hvor er det godt med de sidste ord i dagens tekst: For Gud er alting muligt.
Sådan er det og må det være med kristendommen.
Dermed ikke sagt, at der ikke er opgaver og forventninger til os som kristne. Vores tro er bare noget andet end love og regler – som den jødiske og flere med den.
Det kan dog stadig give mening at læse de gamle bud; De ti bud, som jeg læste som første læsning.
De er gode vejledninger til, hvordan vi skal leve sammen som mennesker.
Derfor henviser Jesus også først til dem, da den unge mand kom. – Eller rettere, til den del af dem, som har med andre mennesker at gøre.
Første del om forholdet til Gud, nævner Jesus ikke. Vi kan vel tænke, at han netop repræsentere gudsforholdet.
Vores forhold til Gud er med Jesus forandret i forhold til de gamle bud. Tanken om en aftale og kravet til os om at overholde vores del er ændret til kærlighedens tilsagn – som jo også rummer kærlighedens fordring. Noget, der dog ikke gør det meget nemmere at leve op til. Nok tværtimod. Noget der heldigvis passer med, at vores forhold til Gud ikke afhænger af os.
Netop deri rammer dagens fortælling.
Epistelteksten, som jeg udelod i dag, binder fint til her. Den lægger vægten på troens lov, der udelukker retfærdiggørelse ved gerninger.
Hvis vi tager buddene i forhold til Gud, så kan de nok stadig være vejledninger; kun at forhold sig til en gud – kærlighedens Gud.
Det er vist også godt at holde fri på en af ugens syv dage – ikke for Guds skyld men for vores egen skyld.
De ti bud lader Luther sammen med Fadervor også være en væsentlig del af sin oplæring – af de to katekismer.
Både de gamle bud og epistlens pointe er gode vinkler, når vi hører dagens evangelium.
Matthæusevangeliet har fokus på de gerninger, der følger af troen. Troen, der hviler på Guds ubetingede kærlighed. Og dermed også, at ingen af os kan eje noget i Guds rige.
Derfor må vi også lade rigdom, status og egoisme ligge, når vi vil forhold os til eller ønske os ind i Guds rige.
Teksten i dag handler om en rig, ung mand. Men, måske kunne det også have været en, der gerne førte sig frem. Det kunne være med sit udseende, sit arbejde, sin sociale status måske en særlig viden og klogskab eller, hvad der kan være at egne holdepunkter i livet.
Jeg tror, at vi alle har et eller andet, som vi rimeligt selv kan styre, og som vi holder fast ved som noget, der giver os værdi.
Spørgsmålet er om det, hvad det nu må være, kan stå i vejen for kærlighed til næsten.
I vores kristne tro er kærlighed til næsten en væsentlig del af forholdet til Gud.
Kærlighed til næsten er det, der vender os ud ad – vender os væk fra os selv. Derfor kan det være i konflikt med at eje og ville sikre sig selv.
Rigdom behøver vel ikke stå i vejen for kærlighed til næsten.
Men alt, hvad vi selv kan og stoler på – ja, vel hele os selv, kommer let i vejen, hvis vi ønsker at være fuldkomne – fuldkomne i kærlighed til Gud og kærlighed til medmennesket.
Jeg har altid haft et blødt punkt for dagens unge mand. Han vil gerne leve et godt liv.
Jesus siger heldigvis ikke, at skal holde op med at leve et godt liv. Heller ikke, at det gode, han gør, ikke nytter noget.
Måske roser Jesus ham ikke, men der er vel en slags anerkendelse i samtalen.
Problemet kommer, når den unge mand spørger ”Hvad mere?” Han spørger, fordi han gerne vil leve det perfekte liv – ja leve, så han fortjener frelsen.
Måske er vi mennesker ikke totalt håbløse. Men vi er uden magt i forhold til at blive frelst.
Jeg tænker, at vi med det heller ikke kan magte at leve et perfekt liv – hvad det så egentlig vil sige.
Jesus er total kategorisk, når disciplene spørger: Hvem kan så blive frelst?
For, det er ikke en mulighed for noget menneske.
Men heldigvis er alt muligt for Gud.
Og ja, vi får lov at høre disse ord.
Mit håb er, at også den unge mand på et tidspunkt får lov at høre Jesus’ ord.
Han var jo gået, da Jesus talte med disciplene.
Spørgsmålet ville være, om han havde forstået det, hvis han havde lyttet med fra afstand.
Og dermed, om vi sådan egentlig forstår det.
Hvis vi – som den unge mand – fuldstændig er optaget af, hvad vi vil kunne magte og gøre.
At vi er optaget af, hvordan vi med vores evner, vores kræfter og måske med vores midler vil kunne præstere af godt – eller måske af stort og bemærkelsesværdigt.
Mon ikke vi ofte er fyldt af det?
Og godt for det, når det gælder om at gøre godt til glæde for andre, til glæde for samfundet og til glæde for naturen.
Gør vi det, så skader lidt ros og anerkendelse vel ikke?
Samtidig er det dog vigtigt, at vi også er åbne for vores magtesløshed.
At vi ikke magter alt, ved vi godt. Det vidste den unge mand også. Eller ville han ikke spørge.
Vores søgen på svar må bare ikke kun være: sådan magter du også det sidste.
At kun Gud kan frelse. Forstår vi først, når vi erkender ikke at kunne præstere eller fikse alt.
Inden den unge mand vil have forstået Jesus’ ord til disciplene. Så måtte han først erkende sin uperfekthed og magtesløshed som et grundvilkår for livet.
Sådan også os.
Først, når vi erkender, at vi ikke magter alt. Så kan vi tage imod evangeliets tilsagn.
Eller måske, når vi rammes af den kærlighed hvori, vi glemmer os selv. Så forstår vi pludselig, hvad livets gaver er.
Både livet, kærligheden og frelsen er noget, vi får givet.
MEN, vi får så også lov til at leve i det – og leve det ud til glæde for både os selv og andre.
Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar