Jeg vil begynde med en helt.
Mine konfirmander foreslog Dolly Parton, der har brugt mange af sine penge på skolebøger og til kræftramte børn.
Dét kan man godt kalde superkræfter.
Vi skal dog nok til litteratur eller film for at hente virkelige superhelte med nærmest overnaturlige kræfter: Batman, Superman, Wonder Woman eller måske Spiderman.
Vi lidt ældre kan huske nogle fra vores ungdom, og mange har mødt dem i tegneserier. I år er der vist kommet en ny film med Spiderman, hvor han er lidt trist og ensom og helt går op i at frelse andre og verdenen.
Når jeg tænker på dem, så husker jeg ikke nogen, der kan gøre en død levende igen.
I dagens fortælling er Jesus vel en ægte superhelt. Han klarere tingen og får Lazarus til at komme levende ud af graven.
Men, som oftest også med superhelte, er heltegerningen på en trist eller uhyggelig baggrund. Der sker en ulykke, måske er en katastrofe på vej, eller en ond har grusomme planer.
I heltehistorierne skal der være noget, som helten kan være helt i forhold til.
Det er næsten som, at vi skal have oplevet mørke, for sådan helt at opleve, hvad lys er.
Her ved høst, kan vi måske sige: Vi skal have oplevet sult for sådan helt at værdsætte et modent æble eller, at korn kan blive til brød.
Ulykken i dagens fortælling er en død mand.
Dét er jo ikke det mest festlige til en høstgudstjeneste. Men, den hører til dagen. Og så er fortællingen lige så livsbekræftende som både høsten og heltefortællingerne.
I fortællingen er livsbekræftende i så ekstrem en form, at det går udover vores erfaring.
Men, noget lignende sker vel bl.a. på sygehuset. Der kan være efter en trafikulykke eller i et kræftforløb. Eller ved hjertestop, når der øves førstehjælp, og en hjerteløber kommer med hjertestarteren.
Vi oplever det også i det små. Livet og normaliteten vender tilbage efter, at en lille uge har været ødelagt af influenza eller måske corona - eller måske kroppens reaktion på at insistere på bare tæer i sandaler og korte ærmer.
Men altså. For os hører en fortælling om død som dagens ikke lige til det festlige.
Den taler dog alligevel ind i høsten.
Til hjælp vil jeg bruge vores gamle efterårssalme “Nu falmer skoven”. Undervejs vil jeg også tage lidt forskud på konfirmandundervisning.
Når vi synger Grundtvigs salme, knyttes der en fin forbindelse mellem årets gang og livets gang. Og der lyder en stor taknemmelighed for alt det, vi får givet.
Fascinationen over livet og naturen sang vi også om i Sensommervisen.
Ved en høstgudstjeneste må vi prise skaberværket – og måske bede om, at vi bliver bedre til at passe på det.
Med Grundtvig glæder vi os over “høsten her”, som netop ses her ved gudstjenesten; at vi i vor lade, på vor lo har nu Guds gaver.
Vi får i livet og gennem naturen vel nærmest alt givet.
Nok skal der både sås, vandes, luges, beskæres og høstes. Noget, der godt kan være hårdt arbejde. Men selve væksten og modenheden er en gave.
Til ’Høsten her’ føjer Grundtvig “Høsten hist” med sit tilsagn om, at vi også får gudsriget givet så ganske gratis, da vi med Jesus har fået Gud til far.
Også andre pointer i salmen kan vi i troen hvile i bl.a., at vi aldrig skal være alene; Gud bliver hos os med sit ord, det ord, som aldrig glipper.
Selv slår jeg mig dog på vers 7.
Altså ikke sidste del om ’en evig sommer hos vor Gud i Paradis vi finder’.
Men første del: når engang på Herrens bud vort timeglas udrinder…
Rimet i verset er fint, men teologien holder for mig ikke.
Gud giver for mig os livets frihed og dermed også vilkårlighed. Vores død kan umuligt være Guds beslutning ligesom, alt andet i livet heller ikke styres og bestemmes af Gud.
Til tider kan det være nådefuldt at et gammelt eller et sygt menneske bliver taget hjem af Gud. Men ofte er døden ganske meningsløs - og kan kun give mening – ja, vil kun være til at leve med, når det er meningsløst.
Her vil jeg ikke sige, at Grundtvig var en dårlig teolog – kun var han, som vi alle, et menneske, og et menneske af sin tid.
Her kommer så undervisningen:
Om alt sker efter Guds vilje, kan have med en oversættelse i Bibelen at gøre. Et særligt sted taler Jesus om menneskets værdi som meget mere end f.eks. en spurv.
Argumentet er, at spurvens værdi er kun nogle få kroner, men selv de er i Guds bevidsthed.
Da teksten skulle oversættes for mere end hundrede år siden – og ikke så mange år efter Grundtvig blev det: ikke en spurv falder til Jorden uden jeres Faders vilje.”
I vores nuværende står der: ”Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den.”
Jeg vil mene, at den nuværende er mest korrekt. For, går vi til den græske grundtekst, så står det på en uafsluttet måde: Ikke en spurv falder til jorden uden Gud…
Men jeg kan naturligvis ikke præcis vide, om dette “uden Gud” betyder “uden Gud vil det” eller “uden Gud er sammen med den selv helt ind i døden”.
Som jeg ellers læser evangeliet, altså fortællingen om Jesus i Det Nye Testamente, giver det bedste mening med: ikke uden Guds omsorg, nærvær og kærlighed.
Måske lyder det som en teologisk finesse men for mig ikke ubetydelige – heller ikke i dag, hvor vi vil fejre alle de gaver, vi får så ganske ufortjent i livet og til livets opretholdelse.
Gud bestemmer ikke alt, men vi kan vælge i livet at dele - bl.a. gennem Folkekirkens Nødhjælp. Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar