Curlingmor - 13. søndag efter trinitatis

Dagens fortælling handler om em curling-mor, om at ville stå øverst på skamlen – eller næsten og om misundelse.

Og nej, dagens tekst er ikke valgt af mig, fordi jeg i denne uge er begyndt at undervise konfirmander og tænkte, at nogle måske kom i kirke. 

Men de tre emner taler vel meget godt ind i en teenager-familie – såvel som i forhold til alle os andre nutidsdanskere.

Curling-forældre er måske ikke et helt nyt begreb, men stadig aktuel og noget, der diskuteres. Og vi tænker vel, at det er et moderne begreb og fænomen.

At få en hædersplacering har nok til alle tider været på spil. Lige nu kan vi følge cykelløb i Spanien – efter Mads P stod øverst som grøn i Frankrig. Men faktisk også her i byen kæmper de unge i denne weekend om DM. Jeg måtte sno mig for at komme ind fra Skibet.

Hvem er ikke stolt over, at en dansker, en fra byen eller måske en man kender, står både øverst, til højre og til venstre på podiet?
Til tider kan vi komme til at sige: Vi har fået medalje.

Også misundelse kender vi som en virkelighed for os mennesker. I Danmark har vi den særlige udgave, vi kalder janteloven. Men er den nu også så dansk igen?

I dagens tekst bliver disse tre begreber sat i et historisk sammenhæng – at datidens virkelighed måske matcher vores beder, end vi ofte tænker.
Og videre får vi begreberne sat ind i en kristen sammenhæng. Med dagens fortælling kan vi måske lære noget både om os selv og om Gud.

Lad os begynde bagfra – med misundelsen.

Da de andre disciple hørte, hvad de to brødre havde ønsket; at få hæderspladserne på Jesu højre og venstre side i hans evige kongerige, er deres reaktion vel mere fordømmelse end misundelse.
Hvad tror de da om sig selv?
Skulle de være mere end os?

Skulle de virkeligt have fortjent sølv- og bronze-pladserne ved siden af Jesus?

Eller måske har de haft vores jantelov; I skal da ikke tro, at I er noget særligt.
Eller måske den lidt mere afdæmpede: I skal ikke tro, at I er mere end os! – som jo faktisk med en positiv tilgang godt kan rumme de kristne værdier og tankesæt.

Holder vi her først fast på den negative, som klart lyder gennem dagens tekst. Så er der vist ikke sådan menneskeligt sket det store på dette punkt. Måske kan vi kalde det trist. Mens, at erkende det, er vel godt. Og så kan vi lade Jesu ord tale til os gennem tiden. 

Med Jesus er kampen for hæderspladsen en anden end ved cykelløb og anden konkurrence.
For ham handler det hverken om hæder, om sejr eller om at være den stærke.

I Jesu verden handler det om tjeneste, og dér går han forrest – ja hele vejen i døden.

Sådan vendes mange af vores værdier på hovedet.
For, nok mener vi, at næstekærlighed er vigtigt - lige som at hjælpe den svage. Men, vi ser nok stadig mest op til den succesfyldte – både når det gælder sport, arbejde, i skolen eller måske en virksomhed som LEGO, der netop har præsenteret et fantastisk resultat.

Der er dog undtagelser, og dem må vi ikke glemme. For meget har vi jo lært at Jesu tankegang.
Hvert år uddeles f.eks. hæderspris til ’redningsmænd’, ligesom frivilliges indsats tales op. Måske kan vi også her tænke på Folkebladets Byens Bedste, som vi har kunnet indsende kandidater til. 

Og så lige for at samle op mht. den kristne udgave af janteloven. Ligheden i Jesus’ tale handler ikke om at holde folk nede men, at løfte alle mennesker op som utroligt værdifulde – så værdifulde, at ingen kan være mere end andre.

Det er hertil vi binder begrebet ’at være et Guds barn’.

Gud er som en far for os med al den kærlighed, der kan ligge i en forælder rolle.

Og dermed kan vi gå videre til næste begreb om forældre og deres rolle.
Heller ikke tanken om curling-forældre er ny, når vi i dag hører om brødrenes mor.

Jeg har altid fundet det lidt komisk at høre om denne mor, der går til Jesus på vegne af sine sønner. Ikke bare forventer vi, at de var voksne. De var også Jesu disciple og kendte ham godt, så hvorfor spørger de ikke selv?

Det kan jo handle lige så meget om morens status. Hun har nok været en af de stærke kvinder, der har fulgt Jesus på vandring og taget sig af mange praktiske ting.

Så, hvis hendes sønner fik en særlig status, så ville hendes anseelse også stige.

Men egentlig kan hun også bare være en ægte curling-mor.
Den kategori kender vi jo i dag – selvom jeg ikke hører om det så ofte længere.

Hvis nogen ikke skulle kende begrebet, så er curlingforældre ikke kun dem, der ’fejer’ børnenes vej fri for problemer i de mindre år. De kan også ringe til universitetet for at tage snakken med professoren.
For mig er der dog et lille skridt videre, når dagens mor går til Jesus som Guds Søn.

Den kristne vinkel er nok, at Gud vil være med os alle dage indtil verdens ende. Men han fikser ikke problemer og sørger heller ikke for et langt, godt og problemfrit liv – måske tværtimod. Kun er vi aldrig alene i det.

Med det er jeg igen nået til; hvem får hæderspladsen?

Der har Jesus en meget klar definition. For det er hverken den, der er stærkest, den der bliver danmarksmester, den der tjener flest penge eller den der kan blive diktator.
I Jesu verden handler det om tjeneste; at være noget for andre og kunne sætte sig selv til side.

Og deri er Jesus den ultimative, hvor vi så må gøre vores bedste vel vidende, at vi også vil fejle. 

Amen 

Livet mere end 'på det jævne' - 10. søndag efter trinitatis

”Jeg gider ikke – jeg gider overhovedet ikke!
Jeg gider ikke cykle, det er for stærk en bevægelse. Jeg gider ikke gå, det er for anstrengende. Jeg gider ikke lægge mig ned, for så skal jeg enten blive liggende, og det gider jeg ikke, eller jeg skal rejse mig op igen, og det gider jeg heller ikke.
Summa summarum: Jeg gider slet ikke!”

Sådan lidt omskrevet skriver Søren Kierkegaard et sted.
Mon ikke vi til tider godt kunne føje andre udsagn til. F.eks. ”Jeg gider ikke gøre rent. Jeg gider ikke høre om krig eller skøre præsidenter. Jeg gider ikke have det så varmt.
Eller: Jeg gider ikke skrive en prædiken. 

Det sidste går dog ikke for mig til i dag, da det er en del af mit arbejde.
Eller, jeg kunne jo som til Morgensang sådan lade mig inspirere på dagen og så måske håbe på, at Helligånden vil tale igennem mig.
Så stor er tilliden til Guds inspiration dog ikke – må jeg som præst erkende.
Helt ugidelig har jeg da heller ikke været, selvom jeg havde ferie til i onsdags.

Da jeg skulle i gang med min prædiken, var det orden af Kierkegaard, der satte mig i gang.
De er så ualmindelige ligetil, nemt forståeligt og vel noget af det, vi ikke sådan siger højt.

En gang i mellem kan vi godt mangle lidenskaben eller lysten til at tage stilling. Men det er ikke en kvalitet eller noget, der prises, i de relationer, jeg indgår i.
Måske skal vi ikke tage stilling til alt. Men vi kan ikke bare være ligeglade med hverken politik, miljø, det lokale eller i de nære relationer.
Vi kan måske heller ikke have lidenskab for alt det, vi har til opgave eller har ansvar for. Men vi skal naturligvis engagere os og handle.

Sådan kan den ene vinkel af dagens tekst være.
En anden vinkel kan være, hvad vi kan forvente af andre; om forventningen er, at de danser efter min melodi.
Dét er vel pointen i sammenligningen med børnene på torvet.

Det kan være, når vi er meget engageret. Så vil vi gerne, at andre går med os i kampen; om det handler om havbrug i Kattegat eller inklusion i skolen.
Og vi forventer næsten, at andre har samme tilgang – ja, samme mening som os.

Det kan også være, når vi selv er kørt træt eller bare tænker; nogen må tage sig af det.
Det kan være i forhold til udfordringer, vi selv møder. Det kan være en uretfærdighed eller mangel, som netop ’jeg’ har fået øje på.
”De må da gøre noget”, tænker vi måske i forhold til vores politikere. Og ja, vi ved jo lige, hvad der skal gøres 😊

Eller, vi kan blive dybt frustreret. ”Nu gør de det igen” kan vi næste råbe. Når ting sker eller bliver besluttet helt modsat vores tanke.

Hvis nogen så i denne anden vinkel kommer til at sige til os: Hvorfor gør du ikke selv noget ved det?
Så kan vi pludselig befinde os i første vinkel: ”Jeg gider ikke”. Eller den mere bløde: ”Det nytter alligevel ikke noget”.

Altså, sådan kan det være for nogle. Naturligvis ikke for os her.

Men, også vi passer vist mest os selv, vores relationer og vores dagligdag. Ansvar kan vi godt tage. Men som dansker er udtrykket ’på det jævne’ fra Kaalunds sang ikke helt skævt. 

Spørgsmålet er, om dagens tekst er et opgør med ’på det jævne’. Og dermed et opgør med vores normale danske tilgang.

Når Jesus efter det med børnene stiller sig selv overfor Johannes – som to tilgange til livet: asketen og fråseren. Så er ingen af dem vel ’på det jævne’.
Eller, omtalen af dem peger på det ekstreme, som folk ikke rigtig tager alvorlig.
Jeg kan tænke, at vi måske heller ikke tager børn alvorlige – sådan rigtigt, når de på gaden spiller op til dans eller synger sørgesange.

Måske har vi det på samme måde, når vi i gågaden møder et optog – måske sjældent et sørgeoptog men så en festlig parade.
Altså, at det jo ikke rigtig er noget, jeg ønsker at være med til – eller har tid til. Jeg har jo min hverdag, mit arbejde og mine opgaver.

Måske skulle vi turde bare tre minutter at gå med i dansen? Det kan være livgivende og bryder ikke bare den fysiske ’på det jævne’ men også det mentale. 

Her tør jeg så tage en anden – og mere almindelig vinkel ind mht. det med børn.

Vores fundament er, at vi er Guds børn. Ansvaret for alt er dermed ikke vores. Vi må godt slippe og gå med i legen og glæden – ja, sådan rigtigt tage del i det liv, vi får givet. 

Hvis vi alle er som sure børn, der kun ønsker at andre danser efter vores melodi, så går meget af livet tabt – både for os og andre.
I bund og grund er det jo kun Gud, der kan byde op til livets dans. Da det er ham, der giver os livet og livets muligheder.

Der er en ærlighed i, at vi også som voksne skal turde være børn.

Sommetider er det så enkelt, men vi skal bare lige få øje på det først.
H. C. Andersen har et dejligt eventyr, som viser barnets umiddelbarhed - barnet, der ikke bare ser verden på den rette måde, men også sætter ord på det: Han har jo ingenting på!
Lyder det i Kejserens nye klæder.

Eller som ved en handling i fredags. Da præludiet sluttede, lød en klar barnestemme: Mere!

I eventyret burde kejseren og alle de andre have turdet være et barn i stedet for som voksen at være bekymret over status – bekymret over, om de duede til deres arbejde eller måske bare var dumme.

For at vende tilbage til vores danske tilgang. Så er et liv ’på de jævne’ ikke ensbetydende med, at vi ikke lever livet fuldt ud.

Måske råber vi ikke højt af glæde – undtagen, når vores hold scorer eller måske vinder i fodbold.
Vi stortuder heller ikke i det offentlige rum.
Men det betyder ikke, at vi ikke har den store glæde eller den tunge sorg.
Vi deler også gerne andres liv, sorg og glæde – uden nødvendigvis de store armbevægelser.

Kun skal vi – i livet ’på det jævne’ – med Hebræerbrevet passe på, at onde og trodsige tanker får os væk fra livet, så vi ender i selvoptagethed. 

Amen