Pinse er kirkens begyndelse. Med pinse og Helligåndens komme trådte de Kristus-troende ud i samfundet og forkyndte det glædelige budskab om Guds kærlighed.
Kirken i Danmark knyttes til Ansgar, og i år er der jubilæum.
Ansgar blev af kejser Ludvig den Fromme opfordret til i 826 at følge med den nyligt døbte Harald Klak, der ville gøre krav på den danske trone.
Han skulle støtte Harald i troens udbredelse og prædike blandt hedningene.
Først efter diplomatiske forhandlinger med de danske konger fik Ansgar cirka i 850 bygget kirke i Hedeby og fik grund til en kirke i Ribe.
1200-året fejres med et folkemøde i Ribe men også ved en gudstjeneste i Haderslev. I mange af landes kirker synges en nyfortolkning af ”Den signede dag”. Det siges, at den er god. Så måske skal vi prøve den i løbet af året.
Min vinkel i dag er kirkens udbredelse.
Gennem tiden har fortællingen om Ansgar oplevedes mere som et pr-stunt end en virkelighed.
Som det hedder: ”Selvom Ansgar ofte omtales som manden, der bragte kristendommen til Danmark, var hans første ophold kortvarigt, og det var først langt senere (omkring år 965), at kristendommen officielt blev gjort til danernes religion af Harald Blåtand.”
Men helt uden historiske fakta er det med Ansgar ikke. Udgravninger i Ribe viser, at der har været en kirke tilbage på Ansgars tid.
Det er dejligt med arkæologer, som med deres faglighed byder ind med deres viden og fund.
På provstiets efteruddannelse i denne uge hørte vi netop den ansvarlige arkæolog fortælle om udgravningerne i Ribe.
Der kan også læses om det i Kristeligt Dagblad.
Forskere har længe debatteret, om det lykkedes missionæren Ansgar at give kristendommen fodfæste blandt de hedenske danere i 800-tallet.
For, godt nok fik Ansgar lov at bygge kirker i handels- og magtcentrene Hedeby og Ribe, men om han kunne fylde kirkerne eller overbevise borgerne om, at Jesus havde mere at byde på end Thor og Odin, har været svært for forskerne at vurdere.
I 2014 kom der dog håndgribelige beviser. Her viste kulstof 14-dateringer af kristne grave ved Ribe Domkirke, at Ansgars mission i hvert fald havde resulteret i skabelsen af en lille kristen minoritet allerede i anden halvdel af 800-tallet.
Arkæologisk har de også fundet korsmærkede emblemer, som måske har været dåbsgaver. De er fundet i store mængder i Ribeområdet, men også langs Limfjorden og i Odense. De formodes også at kunne findes under Aarhus – datidens handelspladser.
Disse emblemer, som ugentligt graves op af mulden, kaldes kors-emalje-fibler. Deres udbredelse peger på, at den tidlige kristne mission i Danmark ikke kun var målrettet enkelte storbyer eller eliten.
Noget var på spil dengang. Men det er der måske også i dag. Det vidner en anden artikel i Kristeligt Dagblad om.
Kurt E. Larsen, som jeg havde til kirkehistorie, skriver om den spirituelle kristendom, som ofte har sit udspring i amerikanske megakirker.
I disse kirker tales der meget om åndens virke bl.a. ved helbredelse.
En af dem er blevet nævnt som inspiration for den omstridt helbredelsesprædikant fra Vestjylland, som også Indre Mission har måttet advare imod.
Ikke bare i fortællingen men også i handling ønsker de at genoplive de kristnes muligheder ved Helligåndens kraft.
Tager vi artiklen for pålydende, så er et eksempel forkyndelse af, at ligesom Jesus ved dåben fik Helligånden og derfor kunne gøre undere, således kan også kristne i dag på samme måde fyldes af Ånden og gøre undere.
Dermed har de – måske ubevidst – løftet mennesket op på linje med Jesus.
Vægten er flyttet fra, hvad Gud kan vælge at gøre, til hvad kristne mennesker kan gøre ved Åndens kraft.
Undere bliver noget, man nærmest kan lære at få råderet over som åndsfyldt menneske. Ifølge den teologi vil Gud helbrede alle syge, og derfor kan alle blive helbredt – hvis vi tror nok og er åndsfyldt nok.
Her er det sidste så den store risiko også sjælesørgeriske. For, lykkes det ikke, så er det vores egen skyld.
For mig er det ikke en del af Pinsens gave med Helligånden – selvom jeg ikke vil afvise mirakler og helbredelse. Oftest ser jeg det dog virke gennem lægevidenskaben.
Jeg har mine forbehold med det – ligesom, jeg har det med tungetale. Noget, vi ikke har i Folkekirken og, som vi heller ikke oplever for tiden særligt meget.
Tanken i den er, at nogle nærmest kan profitere med direkte forbindelse til Gud – men altså i en for nærmest alle og også dem selv en uforståelig sprog. Hvor en anden så kunne få evnen til at oversætte.
Når jeg læser pinsens fortælling, så var det nærmeste modsat. Disciplene, som var galilæere og som nok kun talte deres lokale sprog. De kunne pludselig forkynde evangeliet på sprog, som andre kunne forstå. Ikke en særlig åndelig sprog men netop andres talte sprog.
Formålet var, at evangeliet skulle kunne forstås præcis som den, man er.
Det er også prædikens formål – måske er det ikke altid tydeligt selvom, jeg taler dansk.
Målet og pointen er, at forkyndelsen kommer folk i møde – ligesom Gud i Jesus kommer til os mennesker. Vi skal ikke andet end at lytte og tage imod.
Med pinse og Helligåndens komme holdes der for mig fast ved, at kirken og alt det, som vi her deler, ikke er noget, vi hverken har opfundet eller giver liv. Kun skal vi – naturligvis – leve i det og dele det.
Guds hellige ånd er kirkens livgiver.
Men uden os og vores medleven vil kirken ikke være. Vi skal handle – eller lade os bruge. Sådan er det med kirke som med glæden, kærligheden, tilgivelsen mm.
Hvor Helligånden som Guds kraft både giver os muligheder og kræfter – og for mig ikke kun til at være kirken men også til alt det gode.
Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar