Hvordan lever vi kærligheden ud - 4. søndag efter trinitatis

Du skal elske din fjende, er dagens budskab.
Men fri mig for, at nogen vil fortælle andre, hvordan de skal leve efter dette bud – og særligt, hvis de giver konkrete eksempler og lader det være, som var det Guds ord.

Der er mange konflikter i verdenen. Og ja, vi kan kun tænke, at kærlighed til fjenden vil kunne afhjælpe en del.

Med min indledning skal jeg nok lade være med at give konkrete bud.
Jeg er dog overbevist om, at kærlighed ikke er, at lade fjenden slå en ihjel. Eller, at lade fjenden tage ens land.

Kærlighed er ikke underdanighed og selvudryddelse.
Kærlighed må være selv-opretholdende.
Netop at fastholde retten til at elske, handler om værdighed og retten til at være den, vi ønsker at være.
Jeg tror på, at vi lever mere frit, hvis vi holder fast ved at elske – at vi lader kærligheden fylde i vores hjerte, så hadet ikke får magt.

Med dagens evangelium vil en del nok vælge den nyere salme ”Du skal elske din næste som dig selv”. Som jeg oplever, holder mange af den. Men den vælger jeg aldrig.

Jeg ved godt, det er lidt unfair at tage den frem, når I ikke har teksten og, når forfatteren ikke kan forsvare sig.
Den rammer dog ind i, hvad jeg gerne vil præcisere i dag – og derfor bruger jeg den som eksempel.

Der står også gode ting i teksten. Men som helhed falder forfatteren i den moralske fælde, som kirken gennem tiden har døjet med; at nogle vil fortælle andre, hvordan de skal leve. 

Blandt de værste eksempler, står der: Du skal åbne dine døre, og la’ folk gå ind med plører.
For mange vil det ikke være en handling i kærlighed – med mindre, det er et barn, en hjemløs eller en anden, der er endt i søle eller måske mobning. Altså en stakkel, der ikke magter andet end at banke på – og måske knap nok det.

Når jeg hører udsagnet uden en fortælleramme, tænker jeg, det kan være et hårdt slag for dem, der gennem livet oplever at blive ydmyget af andre.
Dem, du så med teksten fordres at åbne dørene for, kan være helt ligeglade med dig og, at de sviner dit hjem til. Måske fordi de bare ikke gider tørre skoene af i dørmåtten eller tage dem af.
Jeg ser for mig mest gæster uden respekt. 

Først den dag, der bankes på af den med pløre på skoene, ved vi, hvad situationen er – og dermed også, hvad den kærlige handling er.

Dette perspektiv understreger for mig, at det kun er os selv, der ved, hvad fordringen i at elske betyder i handling.

Når salmen så lader disse ord følge efter dem, vi kender fra Jesus: ”Du skal elske din næste som dig selv.”
Så får det næsten karakter af en pave, der har guddommelig autoritet.

Havde der så bare stået: ”Du skal elske din næste som dig selv” – i citationstegn, og så fortsætte: Jeg vil åbne mine døre, og la’ folk gå ind med pløre.
Så blev det ens egen handling og valg – eller skal vi sige; konsekvens af buddet om at elske.
Og på den måde kunne det blive et eksempel til mulig efterfølgelse.

På den måde fastholdes salmetraditionen med brugen af ’du’. Nemlig, at vores ’du’ er en henvendelse til Gud – eller som citat, Guds tiltale til os. 

Nå, men folk med pløre er ikke en fjende – eller, hvis det er, så kan det være med magt, at de kommer ind.
Jeg ser dog sammenhængen mellem Jesus’ bud om at elske. I den er der ikke forskel på ens nære og kære, den næste vi møder, eller en fjende. Kærligheden må være den samme, da den er en gave fra Gud.

Hvis vi vender den om, at andre elsker mig. Så kan vi overveje, om andres kærlighed kan elske mit had ihjel.
Ingen kommer vel til at leve uden også at opleve had overfor nogen eller noget.

For mange vil den andens kærlighed måske nærmest have den modsatte effekt. Som Jesus siger et sted: Det er som at lægge glødende kul på hans hoved.
Jeg tror så, at det måske kan virke på sigt – at kærligheden arbejder på også at trænge ind i den anden for dermed at fordrive hadet. 

Målet for, at vi skal elske fjenden, er ikke i første omgang at forandre vedkommende.
Det må være, at jeg holder fast på at elske den anden som min fjende.
Kærligheden skal altså være til den, der hader og forfølger netop som den, der hader og forfølger mig.
Dette siger jeg som et princip, da jeg ikke har erfaring af decideret had mod mig.
Ikke særligt venlige mennesker har jeg dog mødt og oplevet i konflikt.
Om jeg har elsket dem i situationen, vil jeg ikke påstå. Men jeg har prøvet ikke at spille hadets spil men forblive reel, som jeg ønsker at være.

Dermed prøver jeg at efterleve, hvad jeg forstår gennem de mange forskellige bud om at elske, som vi hører Jesus sige i evangelierne.

Naturligvis har jeg lov at håbe, at vores kærlighed til andre kan have en positiv betydning.
Mest skal vi dog holde fast ved, at kærligheden skal holdes levende inde i os og ikke fortrænges af mørket.
Ja, vi må trods andres had holde fast ved at være og handle, som dem vi ønsker at være.
Buddet er altså en hjælp til os i vores liv.

Nok kan buddet om at elske lyde som et krav.
Men vi må holde fast ved, at Jesus aldrig stiller lovkrav. Han siger ikke: ”Overhold det, og du vil blive frelst” Eller ”og du vil være en sand kristen.” 

Jesu ord er altid en vejledning. Det er hans bud på et godt liv. For mig som kristen betyder det så også, at det er Guds bud på et godt liv. 

Og det er i sandhed et både godt og befriende budskab, at Gud ønsker fjendekærlighed og ikke, at vi skal tage hævn – hverken for krænkelser af os eller af ham.
Det budskab kunne gale mennesker godt have brug for at høre.
For, hvis f.eks. hver side i en konflikt eller krig valgte kærlighed til modstanderen og ikke hævn, had eller ønsket om magt og præstige. Så ville verden være et sted med fred – utopisk, ja vist, men et dejligt håb.

Amen

Evangeliets konsekvenser - 2. søndag efter trinitatis

Alle valg i livet har konsekvenser. Hvis vi ikke vælger, så har det også konsekvenser.
Om vi så med Søren Kierkegaard også altid vil fortryde vores valg uanset, hvad vi vælger, dét tror jeg dog ikke på. Eller, sådan er det sjældent gået med mine valg.

Men livet har konsekvenser, og nogle gange kan vi godt fortryde – eller måske synes, at det fik lige lovlig store konsekvenser.

At livet kan have modstand og give skrammer, vil jeg ikke nødvendigvis mene, er noget dårligt.
At skulle kæmpe for dét, vi har kært eller står for, giver både robusthed og værdighed.

Det, der kan slå os ud, er ofte, når vi ikke venter modstand. Måske fordi vi er blevet fortalt, at alt nok skal gå godt eller måske har oplevet, at andre fikser tingene for os.

Netop denne søndag hvert andet år rammes vi af evangeliets mulige konsekvenser.
Vi hører både om, hvor træt Jeremias er af sin opgave som profet – med ensomhed og sure mennesker.

Og vi hører Jesus sætte en lidt barsk ramme for dem, der vælger at følge ham.
Jeg læste fra Bibelen 2020 om, at vi skal bryde med vores familie og opgive vores eget liv.
Nogle husker måske teksten i den autoriserede, der bruger ordet ”hade” – både i forhold til vores nærmeste og vores eget liv.

Af mange grunde er det godt at læse de bibelske fortællinger i sammenhæng. Men det kan vi jo ikke rigtigt her ved gudstjenesterne.
I år kan I komme næste søndag og høre lignelsen, der følger efter dagens tekst.
Men ellers vil jeg kort nævne de fire lignelser, som dagens tekst står imellem.

Inden teksten fortæller Jesus den om kongen, der inviterede til fest. Alle de rigtige sagde først ja-tak. Men, de undskyldte sig på dagen og valgte festen fra. Dén er en fin ramme til at forstå dagens ord. De valgte nemlig deres nye mark, kvæg eller ægtefælde fremfor værten.

Efter dagens tekst kommer tre lignelser om omsorg. Først om den fortabte søn. Dernæst om fåret, der blev væk. Og sidst om den tabte mønt.

Jeg forestiller mig, at de sidste lignelser vil være gode at høre for dem, der valgte at følge Jesus men, som bare ikke magtede at lever den fulde konsekvens ud – eller måske magte livet som helhed.
Lukas kan have en pointe i rækkefølgen: invitation, virkelighed og omsorg.

Når de er nævnt, så kan vi jo godt overveje: Hvis vi alligevel bliver fundet og taget med hjem. Hvad skal vi så med dagens krasse ord?

For mig er disse ord med til at gøre kristendommen til en virkelighed og ikke en hyggebamse.

Hvis ikke vi vender os fra vores egen tryghedsbase som familien eller slægten. Så vil vi aldrig forstå, at Gud er Gud for alle verdens mennesker.
Det betyder også, at vi ikke er kaldet til at overføre vores stamme-identitet og kultur til alle andre, men alene skal dele troen på, at alle mennesker er Guds elskede børn.

Som kristne bliver vores hjem og familie noget andet, da vi så hører til i Guds familie.
Opgiver vi ikke det snævre, som vores faste holdepunkt – eller måske som vores hele verden, så kommer vi aldrig til at forstå rækkevidden af den kærlighed, som Gud elsker os med.
Og så vil vi ikke finde hjem - hvor hjem er et godt ord for frelsen, når vi kalder Gud for far.

Den totale kærlighed kan godt findes i dagens kernefamilier, hvor børn har forældres fulde opmærksomhed og opbakning. Der er sket noget i min levetid, hvor alt dog sjældent lykkes – og nogle familier slet ikke rummer hinanden. Men til tider kan hjemmet måske ses som ‘guddommelig kærligheds familie’. 

Den bliver dog ofte meget snæver og kan i en naiv udgave blive til et problem for fællesskabet. Vi hører både lærere, fodboldtrænere og dommerens problemer med emsige forældre.
Omsorg for børn er vigtig og fuld af kærlighed. Men kærlighed er også mere - og for flere.

Jeg ser ikke dagens tekst som, at vores gode familieliv og hjem skal ødelægges. Kun skal vi ikke lukke os inde i det snævre – som jo også kan være ’kliken’, vejfællesskabet eller fodboldklubben.

Spørgsmålet kan så være, hvad kaldet til at forlade sin jordiske familie kan være i dag.
En gang var det missionærer, munke og nonner. De valg kunne dog godt til tider ses som valget af en anden snæver familie.

Jeg tror, det altid har været svært at magte den altomfattende kærlighed. Som sociale væsner har vi brug for nærhed og relationer.

Det betyder, at jeg nok tvivler på, at vi kan leve op til de krav, Jesus sætter, for at vi kan følge ham.
Men et udsyn og åbenhed kan komme af, at vi ikke kun har fokus på vores nære familie, vores nærmiljø og vores egen kulturelle rammer.

Jeg tror nemlig også, at evangeliet har en virkning på os – et krav på linje med kærligheden.
Vi ved, at kærlighed kan få os til at sætte os selv til side – at noget eller en anden bliver vigtigere.

Måske skal Jesu ord høres som afsløringen af, at rammes man af evangeliet, så vil det få konsekvenser i vores liv – det vil ændre os.

Jeg tænker, at Gud må være både mere end os og mere end vores fatteevne. Så:
Hvis Gud præsenteres som logisk, så er det nok ikke Gud.
Hvis Gud præsenteres som forståelig, så er det nok heller ikke Gud – eller hele sandheden om Gud.
Men Gud skal gerne være troværdig.

En overvejelse er derfor, om Gud er troværdig i dagens evangelium.
Kravene udstiller os vel netop som nogle, der ikke selv vil kunne magte at være Gud værdig.
Hvor lignelserne bagefter og evangeliet som helhed melder, at dét kan vi blive givet.
Ja, et hjem hos Gud kan vi KUN blive givet.
Men kravene er alt ikke sagt om vores forhold til Gud.

Modsat gælder så også, at nok vil Gud altid stå med åbne arme, lede – finde – og bære hjem, tænde lys – feje og samle os op. Men dermed er alt heller ikke sagt.
For, evangeliet er også en fordring.

Amen