Hvem er jeg?
Det er et væsentligt spørgsmål ikke mindst i vores tid.
Flere gang i livet, kan vi stille det spørgsmål.
Det kan være, når vi sådan ikke helt kan forstå os selv. Det kan også være, når vi skal vælge uddannelse; Når vi står med et spædbarn; Når vi møder modgang eller, der kommer krise.
Hvem er jeg?
Hvem er du?
Og videre: hvem tror du, at jeg er?
Ja, måske fylder overvejelsen om, hvad andre tænker om ’mig’ mere end, hvad jeg selv gør.
En gang ville vi nok sige, at det var de unges udfordring. Og ikke mindst, når de skal tage sig godt ud på de sociale medier.
Jeg tror dog, at det gælder utroligt mange andre også. De ældre er vist ikke mindre på de sociale medier, og mange skal også ’sælge sig selv bedst muligt’.
Sådan kan det også være på en arbejdsplads, blandt venner og måske i familien.
Om det gælder alle og, om det fylder meget i ens dagligdag, tror jeg dog ikke. Mon ikke også, det kun er ganske få for hvem, dét er ’det vigtigste’.
En del af bevidstheden vil dog være:
Hvad tænker andre om mig?
Ser de min rolle - min facade? Eller kan de se ind bag ved, hvor jeg er sårbar, skrøbelig og rummer fejl?
I dag spørger Jesus sine disciple: hvem tror I, at jeg er?
Svaret, Peter giver på alles vegne, er meget præcist.
Jesus er ikke ’bare’ en ny profet eller måske en genganger af en af de store gamle. Nej, han er den særlige; Guds Søn.
Det svar anerkender Jesus og melder, at netop Peter i det øjeblik og med de ord blev kirkens fundament; troen på Kristus.
Sådan er det også for os i dag. Og derfor bekender vi også troen.
Vi nøjes dog ikke med: Jesus er Kristus, den levende Guds søn.
Nej, vi har en lang bekendelse – og kunne godt vælge en, som var endnu længere.
Et er nemlig ’det præcise svar’, noget andet, hvad der menes med den bekendelse.
Hvis jeg f.eks. spørger de konfirmander, jeg skal have efter sommerferien: ”Hvem vil I sige, at jeg er?” Så vil de nok svare “præsten”.
Jeg ved så, at de godt kan tænke meget forskelligt om, hvad det vil sige at være en præst.
Og ja, deres bud rammer sjældent med, hvad jeg selv tænker.
Hvis jeg spørger andre om det samme, vil nogle måske sige “du er venlig og arbejdsom”. Men også det svar er åben for fortolkning.
Og spørger jeg nu mig selv, har jeg dét nok som de fleste andre; Det kan jeg ikke rigtigt sige. De ord, jeg kan finde frem, rummer ikke hele mig, og de rummer også noget andet end mig.
I dag skal vi dog nøjes med at overveje: Hvem er Jesus?
Siger vi med Peter: “Jesus er Guds søn”.
Så kan det jo efterfølgende vise sig, at vi tænker noget helt forkert – præcis som Peter.
Vi har som nævnt en længere trosbekendelse. Men, den passer vel næppe med, hvad vi sådan egentlig tænker om Gud.
Hvis vi så skal uddybe, hvad det betyder, vil de fleste nok være udfordret.
Jeg falder ofte til at citere Johannes: Gud er kærlighed.
Med deri er der også muligheder for fortolkning, og meget vil vi mene så også mangler.
Vores risiko er at falde i Peters fælde; at tænke for menneskeligt.
Mon ikke også vi prøver at gøre Gud og Jesus mere forståelig og håndterbar?
I evangeliet er der ligesom to dele. Men hvor er det godt, at vi hører dem begge; både den smukke bekendelse, og at Peter vil belære Jesus. Peters forestilling om Gud og magt passede ikke med Jesus’ ord om lidelse og død.
Peter forstod ikke sandheden i det, han sagde. Og, hvordan skulle han også det som menneske?
Galt gik det, da han netop forsøgte at forstå med en menneskelig logik og ikke bare at tro.
Jeg tror også, at vi gerne vil forstå Gud.
Jeg tror også, at vi gerne vil holde fast ved en guddommelig styrke. For os hænger styrke og selvopretholdelse sammen.
Måske drømmer vi om en kristendom uden kors?
Til tider rammer ordene “Du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil” også os.
Nemlig, når vi forsøger at reducere det guddommelige – det, der er noget andet end os - til noget, der passer ind i vores egne begreber og forestillinger.
Kirken må nødvendigvis tale om Kristus, bekende Kristus og prædike Kristus. Men så risikerer vi samtidig at reducere Kristus til menneskelige forestillinger om magt og sikkerhed.
Derfor er det godt at blive mindet om, at heller ikke kirken nu/vi hviler på det, vi forstår, men alene på Kristus.
Hvis vi nu forestille os, at vi var til stede dengang, og Peter havde lavet en afstemning blandt os. Det er jo altid godt med en demokratisk afstemning. Spørgsmålet var, om Jesus kunne have ret i sin tale om lidelse og død eller, om Peter lige skulle tage en faderlig snak med ham.
Mon så ikke, vi havde stemt med Peter?
Derfor kan vi godt grine lidt af Peter og også grine lidt af os selv, når vi laver fejl. Det er jo menneskeligt at fejle og godt at lære af - uden at det dog gør fejlene til noget godt.
Det befriende er afsløringen – selv om det også kan være det værste.
Peter blev ikke fyret den dag. Han bliver senere genindsat i den guddommelige kærlighedsrelation og bekræftet i sin opgave.
Pointen er, at Gud er den, der tager ansvaret.
Der er for mig ingen tvivl om, at den trosbekendelse – at Peters indsigt - blev givet ham af Gud. Ligesom den gives os.
Altså bygger kirkens ikke på det menneskelige, selv om der er brug for os mennesker til at bringe budskabet og bekendelsen ud i verden. Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar