ALLE - sidste søndag efter Hellig3konger

Jeg vil begynde med det sidste i dagens tekst, hvor Jesus siger, at han vil tage alle til sig.
Altså ALLE.
Han siger ikke alle jer og dermed mener disciplene. Han siger heller ikke alle de troende eller, alle der opfører sig ordentlig.
Nej, han siger ALLE.
Det burde næsten stå med stort skrift, så ingen er i tvivl om, hvorvidt de selv hører til. Ligesom heller ingen kan dømme andre ude fra Jesu’ omsorg og dermed Guds nærvær.

Det sidste med Guds nærvær hører til troen.
Afgørende for troen er nemlig, at vi hører Jesus som budskab fra Gud selv.

At manden Jesus sagde nogle gode ting, er fint nok. Måske ville nogle af de gode vejledninger også have overlevet til nu som en livsfilosofi.
Men først, hvis budskabet er troværdigt som et guddommeligt tilsagn, får ordene en særlig betydning.
Først i den tro, at Jesus ikke bare talte om Gud men talte som Gud, har budskabet bl.a. om Alle i dagens tekst en afgørende betydning.

Her kommer billedet af kornet ind.
Jesus bruger nemlig kornet som et billede på sig selv; at han måtte dø for, at evangeliet kunne spredes og blive til mange fold.

Altså, når den følgende fortælling om opstandelsen tages med; den afgørende kristne begivenhed som ingen så men, som vi får fortalt gennem både disciplene og andres møde med den opstandne.

Med Jesus kan vi godt synes, at der er megen kraft i hans ord og handling. Men først med påskens fortælling - efter, at han har været lagt i graven - springer det særlige og ganske uforståelige med opstandelsen.

Sådan får kornet også først sin ekstra værdi, når det spirer frem af jorden og bliver til nyt liv – måske ikke lige så overraskende som opstandelsen, men dog stadig som noget forunderligt. Ja, måske som et under.

Nok kan et korn være med til at give mel og brød. Men, det har også kraft i sig til at blive til meget mere.
Kun, skal det ofre sig selv for det.
Eller, det skal lægges i en frugtbar jord for at spire og forvandles og ad den vej blive til endnu flere korn.

Måske kan vi også sige, at vi som mennesker skal turde at ofre kornet.
Et korn, der bliver gemt i et skab, lagt til skue i en vindueskarm eller holdt i en hånd vil tørre ind. Dermed mister det ikke bare sine muligheder men vel også sig selv; Et indtørret korn er ikke rigtigt et korn mere.

Nej, kornet skal i den kolde og mørke jord, før det kan spire. Der kan og skal det sprænge sin skal, og ud kommer spiren som noget blødt, elastisk og ganske andet end kornets hårdhed. Og da bliver kornet, der ellers ikke lignede noget stort, til en ny plante med mulighed for flere korn.

Kornet rummer muligheder og potentialer, som vi ikke umiddelbart kan se. Kun med erfaringen bliver det til en virkelighed.

Sådan kan vi også tænke om Jesus; om det, han sagde og det, vi hører ham gøre.
I disse ord er der også muligheder og potentialer, som vi måske ikke umiddelbart kan se eller høre.
Hvad det så er, vi får af ekstra, kan afhænge af vores situation.
I dag tager jeg først fat i dette ALLE. Dét vil jeg vist gøre de fleste gange, jeg læser og skal prædike over teksten. Alt for ofte oplever jeg folk dømme andre ude.

Lige for tiden er der snak om dåben og deri særligt, om et menneske først bliver Guds barn i dåben.
For mig gælder også her dagens ALLE. Lige som vi om ikke så længe igen skal synge om vintergækken. Simon Grotrian skriver, at Guds nåde er vores fostergave – ikke bare fødselsgave men fostergave, som jo derfor må være givet ALLE.

Med dagens tekst og verdens uroligheder kan nogle måske blev ramt af ordene om, at denne verdens fyrste skal jages ud.
Magtmennesker er der i verdenen, og vi kan godt både forundres, forarges og forfærdes. Så, kunne Jesus da ikke lige tage straks at jage disse skrækkelige verdens-fyrster ud?

Den vej, synes jeg dog ikke helt, at dagens tekst kan pege på. Mennesker er altid mere end en ting. Så budskabet må være, at ondskaben og det djævelske skal jages ud.
Og til det må vi jo igen og igen med Fadervor bede: fri os fra det onde.
For så også at huske: led os ikke ind i fristelse, så vi ikke ender med selv at sprede ondskab.

Måske er det ind i dette, at vi også skal høre dagens ord om, at vi skal hade vores liv her i verdenen.
Ord, som jo ikke lyder særligt Jesus-kærligt. Denne melding vil nok heller ikke vinde en popularitets konkurrence på Facebook.

Vi kan dog godt til tider rammes og opleve en forløsning også i de ord. Her tænker jeg på, at vi kan blive fanget af egen vinding, at succes og anseelse, og ja af magt, som faktisk godt kan ødelægge vores liv. Eller måske mere præcis, kan ødelægge os, så vi ikke får levet ordentlig.

At hade sit liv er ikke at hade sige selv, men nok nærmere at tage afstand fra det, der binder os i jagten på en bestemt måde at leve på. Måske jagten på oplevelser eller events – jagten på øjeblikket eller andet, vi ikke kan slippe og dermed binder os.

Med disse vinkler vil jeg pege på, at vi altid tolke, når vi hører ting – også, når vi hører evangeliet.
Sådan må det være, hvis ikke det bare skal være ord, som tørrer ind i vores hånd eller i en vindueskarm, hvor vi kan gå og kikke på det – måske endda være stolt over at have det. Men til liv bliver det ikke.

Jeg tænker, at budskabet skal som et korn lægges i os, som var vi den gode jord, så at ord og handling kan blive til virkelighed for os, og så vi kan bære det videre ud i mødet med andre.

Og med det er jeg ved sidste sammenligning.

Når kornet skal ofre sig selv for blive til mere, så kan det også være en metafor for kærlighed.
Kærlighedens væsen er vel netop at giver afkald på sit eget.
Kærligheden går altid ud af sit eget, ellers vil kærligheden ikke længere være sig selv.
Det kan vi mennesker ikke altid præstere, men vi må tro, at Gud kan – og kan hjælpe os.

Amen

Guds lys i humor - Hellig3kongers søndag

I dag er det Hellig3kongers søndag, som har navn efter Mattæus’ fortælling om de vise mænd fra østerland, der fulgte den lysende stjerne til stalden og Jesus-barnet. Med den fortælling rundes julen af her i kirken. Så derfor stadig et juletræ.

Nu er vi så i et lige år og der læses fra anden tekstrække. Her hører vi ikke om de vise og stjernen, men om Jesus som verdens lys.

Vi kan godt, som vi skal synge om lidt, lade stjernen og fortællingen om Jesus være symbol for hinanden:
vi har og en ledestjerne,
og når vi den følger gerne,
kommer vi til Jesus Krist.

Når det vider hedder:
Denne stjerne lys og mild,
som kan aldrig lede vild,
er hans Guddoms-ord det klare,
som han os lod åbenbare
til at lyse for vor fod.

Så er det for mig ikke helt klart, hvad vores ledestjerne præcis er. For, Guddomsordet – eller Guds ord, som vi hører om det i johannesevangeliet, er jo Jesus. Ordet, som var med fra begyndelsen som det skabende ord, kom til os som barnet i stalden.

Grundtvig må tænke, at det er evangeliet, fortællingen om Jesus, der vil vise os vejen. 

Med Grundtvigs formulering undgår han på en digterisk måde at lade Jesus som verdens lys være som en stjerne på afstand. På den måde kan vi med Kristus godt både have et mål at gå efter og et nærvær for os at leve i.
Måske.

For mig er der forskel på, om vi følger noget for at nå frem til et mål eller, om vores liv og verden lige nu og her bliver oplyst af Guds Ord som Verdens lys.

Der er forskel på, om vi som kristne stræber efter at finde Jesus – eller måske endda at nå frem til paradiset.
Eller, om vi netop her i livet får givet at leve i det lys, som både gør vores omgivelser og vores eget liv synligt og klar
– et lys med Guds nærvær
- et lys, der fra Gud kom ind i vores verden med Jesus og som stadig oplyser os og som ændrer vores synsfelt.
Intet vil være i mørket, og intet vil være farveløs i det lysåbnende ord.

Jeg vil ikke sige, at det ikke er godt at have et mål i livet. Men, det må ikke være at nå eller opnå nærhed med Gud.
Julen og evangeliets melding er nemlig, at Gud kom til os.

Min tolkning på dagens navn og dagens evangelium bliver; Der er forskel på at have en ledestjerne at følge for at nå et mål. Og, at der er lys i verden, som vi kan ’gå vores egen vej i’.
Denne tolkning kan også have betydning for, hvordan vi lever vores liv i det hele taget.

Vi kan jo godt leve vores liv på en måde, hvor vi hele tiden har en plan, et mål og altid nye projekter. Vi kan leve i forventningen om det gode liv – igen og igen og igen.
Med et sådant liv kan vi godt miste glæden ved det liv, vi har lige her og nu.

At have planer, mål og projekter behøver dog ikke gøre, at vi ikke også lever og nyder livet, som det netop er. Men ofte kan det have den virkning.

Jeg hørte en fortælle, at det kunne være som et hus.
Trives vi i vores stue og byder folk indenfor. Eller har vi hele tiden gang i at bygge nye etager, udestuer eller andet, så stuen ender med helt forsvinder?

Med huset som billede, kan vi godt synes, at projekterne præsenterer os bedre end den lille, måske mørke og snavsede stue. Så, når vi skal vælge os selv, er det måske ikke til at holde ud. For, vi vil gerne tage os anderledes ud.
Eller også tror vi måske, at andre vil se os på en anden måde, hvis vi gør huset større og mere prangende. Vi har så bare ikke tid til at have besøg.

Oftest er det dog ikke udbygninger og storhed, der definerer et menneske.
Det handler vel mere om glæde, mod, sorg, ydmyghed og humor, når det gælder om at være sig selv.

Glæden – altså bare at være glad. Modsat en fortælling om, at vi altid er den glade eller, at vi har et projekt om at blive glad.
Vi kan godt fremvise glæde, når vi løbende får opfyldt alle vores mål og projekter; glæde ved det godt job, glæde ved den dejlige lejlighed eller fine bil, glæde ved at være ’det perfekte par’ og ’den lykkelige familie’.
Ægte glæde kan kun være i nuet.

Sådan også med sorgen. Den kan også gøres til en fortælling eller et projekt.
Men ægte sorg træder frem på en anden måde. Sorgen kan ramme lige præcis ’mig’, og jeg bliver til stede lige i nuet – ikke i en fortælling om mig eller i et nyt projekt.
Det gør altid ondt, og vi kan blive fortvivlet, da vi ikke selv kan finde fodfæste igen.

Sådan kan også glæden ramme os. Glæden kan bryde ind ved mødet med den særlige kærlighed – enten en partner eller et barn.

Mod og ydmyghed er to andre poler, som også kan være en selvfortælling eller et projekt. Hvor pointen i tanken om at vælge sig selv er, at det bliver en del af vores væsen. Ikke mod til alt, men mod til at være mig. Og ikke ydmyghed i alt såsom opgaver og arbejde, men ydmyghed i forhold til livets gave.

Humoren bliver så det særlige, som gerne skulle kunne holde de andre ting på plads.
Humor afværger det ekstreme, da det også indebærer selvironi.
Humoren er noget andet end stand-up komik.
Præcis som glæden ikke er en ydre ting, sådan som det godt kan være for et moderne menneske, så kan humor også være andet end ’at være sjov’ i selskaber.

Jeg ved ikke, om jeg helt tør sige med dagens evangelium, at Jesus som verdens lys er til stede i humoren. Men jeg vil gerne citere, hvad Søren Kierkegaard et sted har skrevet; Det er ikke enhver humorist, der er kristen. Men, man skulle nødig møde en kristen, der ikke er humorist. Amen