At handle trods magtesløshed - 6. søndag efter trinitatis

Hvor er det godt med de sidste ord i dagens tekst: For Gud er alting muligt.
Sådan er det og må det være med kristendommen. 

Dermed ikke sagt, at der ikke er opgaver og forventninger til os som kristne. Vores tro er bare noget andet end love og regler – som den jødiske og flere med den.

Det kan dog stadig give mening at læse de gamle bud; De ti bud, som jeg læste som første læsning.
De er gode vejledninger til, hvordan vi skal leve sammen som mennesker.
Derfor henviser Jesus også først til dem, da den unge mand kom. – Eller rettere, til den del af dem, som har med andre mennesker at gøre.

Første del om forholdet til Gud, nævner Jesus ikke. Vi kan vel tænke, at han netop repræsentere gudsforholdet.

Vores forhold til Gud er med Jesus forandret i forhold til de gamle bud. Tanken om en aftale og kravet til os om at overholde vores del er ændret til kærlighedens tilsagn – som jo også rummer kærlighedens fordring. Noget, der dog ikke gør det meget nemmere at leve op til. Nok tværtimod. Noget der heldigvis passer med, at vores forhold til Gud ikke afhænger af os.

Netop deri rammer dagens fortælling.

Epistelteksten, som jeg udelod i dag, binder fint til her. Den lægger vægten på troens lov, der udelukker retfærdiggørelse ved gerninger. 

Hvis vi tager buddene i forhold til Gud, så kan de nok stadig være vejledninger; kun at forhold sig til en gud – kærlighedens Gud.
Det er vist også godt at holde fri på en af ugens syv dage – ikke for Guds skyld men for vores egen skyld.

De ti bud lader Luther sammen med Fadervor også være en væsentlig del af sin oplæring – af de to katekismer.

Både de gamle bud og epistlens pointe er gode vinkler, når vi hører dagens evangelium.

Matthæusevangeliet har fokus på de gerninger, der følger af troen. Troen, der hviler på Guds ubetingede kærlighed. Og dermed også, at ingen af os kan eje noget i Guds rige.
Derfor må vi også lade rigdom, status og egoisme ligge, når vi vil forhold os til eller ønske os ind i Guds rige. 

Teksten i dag handler om en rig, ung mand. Men, måske kunne det også have været en, der gerne førte sig frem. Det kunne være med sit udseende, sit arbejde, sin sociale status måske en særlig viden og klogskab eller, hvad der kan være at egne holdepunkter i livet.

Jeg tror, at vi alle har et eller andet, som vi rimeligt selv kan styre, og som vi holder fast ved som noget, der giver os værdi.
Spørgsmålet er om det, hvad det nu må være, kan stå i vejen for kærlighed til næsten.
I vores kristne tro er kærlighed til næsten en væsentlig del af forholdet til Gud.

Kærlighed til næsten er det, der vender os ud ad – vender os væk fra os selv. Derfor kan det være i konflikt med at eje og ville sikre sig selv.

Rigdom behøver vel ikke stå i vejen for kærlighed til næsten.
Men alt, hvad vi selv kan og stoler på – ja, vel hele os selv, kommer let i vejen, hvis vi ønsker at være fuldkomne – fuldkomne i kærlighed til Gud og kærlighed til medmennesket.

Jeg har altid haft et blødt punkt for dagens unge mand. Han vil gerne leve et godt liv.

Jesus siger heldigvis ikke, at skal holde op med at leve et godt liv. Heller ikke, at det gode, han gør, ikke nytter noget.
Måske roser Jesus ham ikke, men der er vel en slags anerkendelse i samtalen.

Problemet kommer, når den unge mand spørger ”Hvad mere?” Han spørger, fordi han gerne vil leve det perfekte liv – ja leve, så han fortjener frelsen.

Måske er vi mennesker ikke totalt håbløse. Men vi er uden magt i forhold til at blive frelst.
Jeg tænker, at vi med det heller ikke kan magte at leve et perfekt liv – hvad det så egentlig vil sige.

Jesus er total kategorisk, når disciplene spørger: Hvem kan så blive frelst?
For, det er ikke en mulighed for noget menneske.
Men heldigvis er alt muligt for Gud.

Og ja, vi får lov at høre disse ord.
Mit håb er, at også den unge mand på et tidspunkt får lov at høre Jesus’ ord.
Han var jo gået, da Jesus talte med disciplene.

Spørgsmålet ville være, om han havde forstået det, hvis han havde lyttet med fra afstand.
Og dermed, om vi sådan egentlig forstår det.

Hvis vi – som den unge mand – fuldstændig er optaget af, hvad vi vil kunne magte og gøre.
At vi er optaget af, hvordan vi med vores evner, vores kræfter og måske med vores midler vil kunne præstere af godt – eller måske af stort og bemærkelsesværdigt.

Mon ikke vi ofte er fyldt af det?
Og godt for det, når det gælder om at gøre godt til glæde for andre, til glæde for samfundet og til glæde for naturen.
Gør vi det, så skader lidt ros og anerkendelse vel ikke?

Samtidig er det dog vigtigt, at vi også er åbne for vores magtesløshed.
At vi ikke magter alt, ved vi godt. Det vidste den unge mand også. Eller ville han ikke spørge.
Vores søgen på svar må bare ikke kun være: sådan magter du også det sidste.

At kun Gud kan frelse. Forstår vi først, når vi erkender ikke at kunne præstere eller fikse alt.
Inden den unge mand vil have forstået Jesus’ ord til disciplene. Så måtte han først erkende sin uperfekthed og magtesløshed som et grundvilkår for livet.

Sådan også os.
Først, når vi erkender, at vi ikke magter alt. Så kan vi tage imod evangeliets tilsagn.
Eller måske, når vi rammes af den kærlighed hvori, vi glemmer os selv. Så forstår vi pludselig, hvad livets gaver er.

Både livet, kærligheden og frelsen er noget, vi får givet.
MEN, vi får så også lov til at leve i det – og leve det ud til glæde for både os selv og andre.

Amen

Hvem er jeg? Hvem er Jesus? - 5. søndag efter trinitatis

Hvem er jeg?
Det er et væsentligt spørgsmål ikke mindst i vores tid.
Flere gang i livet, kan vi stille det spørgsmål.
Det kan være, når vi sådan ikke helt kan forstå os selv. Det kan også være, når vi skal vælge uddannelse; Når vi står med et spædbarn; Når vi møder modgang eller, der kommer krise.
Hvem er jeg?
Hvem er du?
Og videre: hvem tror du, at jeg er?

Ja, måske fylder overvejelsen om, hvad andre tænker om ’mig’ mere end, hvad jeg selv gør.

En gang ville vi nok sige, at det var de unges udfordring. Og ikke mindst, når de skal tage sig godt ud på de sociale medier.
Jeg tror dog, at det gælder utroligt mange andre også. De ældre er vist ikke mindre på de sociale medier, og mange skal også ’sælge sig selv bedst muligt’.
Sådan kan det også være på en arbejdsplads, blandt venner og måske i familien.

Om det gælder alle og, om det fylder meget i ens dagligdag, tror jeg dog ikke. Mon ikke også, det kun er ganske få for hvem, dét er ’det vigtigste’.
En del af bevidstheden vil dog være:
Hvad tænker andre om mig?
Ser de min rolle - min facade? Eller kan de se ind bag ved, hvor jeg er sårbar, skrøbelig og rummer fejl?

I dag spørger Jesus sine disciple: hvem tror I, at jeg er?
Svaret, Peter giver på alles vegne, er meget præcist.
Jesus er ikke ’bare’ en ny profet eller måske en genganger af en af de store gamle. Nej, han er den særlige; Guds Søn.
Det svar anerkender Jesus og melder, at netop Peter i det øjeblik og med de ord blev kirkens fundament; troen på Kristus.
Sådan er det også for os i dag. Og derfor bekender vi også troen.
Vi nøjes dog ikke med: Jesus er Kristus, den levende Guds søn.
Nej, vi har en lang bekendelse – og kunne godt vælge en, som var endnu længere.
Et er nemlig ’det præcise svar’, noget andet, hvad der menes med den bekendelse. 

Hvis jeg f.eks. spørger de konfirmander, jeg skal have efter sommerferien: ”Hvem vil I sige, at jeg er?” Så vil de nok svare “præsten”.
Jeg ved så, at de godt kan tænke meget forskelligt om, hvad det vil sige at være en præst.
Og ja, deres bud rammer sjældent med, hvad jeg selv tænker.

Hvis jeg spørger andre om det samme, vil nogle måske sige “du er venlig og arbejdsom”. Men også det svar er åben for fortolkning.

Og spørger jeg nu mig selv, har jeg dét nok som de fleste andre; Det kan jeg ikke rigtigt sige. De ord, jeg kan finde frem, rummer ikke hele mig, og de rummer også noget andet end mig. 

I dag skal vi dog nøjes med at overveje: Hvem er Jesus?
Siger vi med Peter: “Jesus er Guds søn”.
Så kan det jo efterfølgende vise sig, at vi tænker noget helt forkert – præcis som Peter. 

Vi har som nævnt en længere trosbekendelse. Men, den passer vel næppe med, hvad vi sådan egentlig tænker om Gud.
Hvis vi så skal uddybe, hvad det betyder, vil de fleste nok være udfordret. 

Jeg falder ofte til at citere Johannes: Gud er kærlighed.
Med deri er der også muligheder for fortolkning, og meget vil vi mene så også mangler.
Vores risiko er at falde i Peters fælde; at tænke for menneskeligt.
Mon ikke også vi prøver at gøre Gud og Jesus mere forståelig og håndterbar?

I evangeliet er der ligesom to dele. Men hvor er det godt, at vi hører dem begge; både den smukke bekendelse, og at Peter vil belære Jesus. Peters forestilling om Gud og magt passede ikke med Jesus’ ord om lidelse og død.

Peter forstod ikke sandheden i det, han sagde. Og, hvordan skulle han også det som menneske?
Galt gik det, da han netop forsøgte at forstå med en menneskelig logik og ikke bare at tro. 

Jeg tror også, at vi gerne vil forstå Gud.
Jeg tror også, at vi gerne vil holde fast ved en guddommelig styrke. For os hænger styrke og selvopretholdelse sammen.
Måske drømmer vi om en kristendom uden kors?
Til tider rammer ordene “Du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil” også os.
Nemlig, når vi forsøger at reducere det guddommelige – det, der er noget andet end os - til noget, der passer ind i vores egne begreber og forestillinger.

Kirken må nødvendigvis tale om Kristus, bekende Kristus og prædike Kristus. Men så risikerer vi samtidig at reducere Kristus til menneskelige forestillinger om magt og sikkerhed.
Derfor er det godt at blive mindet om, at heller ikke kirken nu/vi hviler på det, vi forstår, men alene på Kristus.
Hvis vi nu forestille os, at vi var til stede dengang, og Peter havde lavet en afstemning blandt os. Det er jo altid godt med en demokratisk afstemning. Spørgsmålet var, om Jesus kunne have ret i sin tale om lidelse og død eller, om Peter lige skulle tage en faderlig snak med ham.
Mon så ikke, vi havde stemt med Peter?

Derfor kan vi godt grine lidt af Peter og også grine lidt af os selv, når vi laver fejl. Det er jo menneskeligt at fejle og godt at lære af - uden at det dog gør fejlene til noget godt.
Det befriende er afsløringen – selv om det også kan være det værste.

Peter blev ikke fyret den dag. Han bliver senere genindsat i den guddommelige kærlighedsrelation og bekræftet i sin opgave.

Pointen er, at Gud er den, der tager ansvaret.
Der er for mig ingen tvivl om, at den trosbekendelse – at Peters indsigt - blev givet ham af Gud. Ligesom den gives os.
Altså bygger kirkens ikke på det menneskelige, selv om der er brug for os mennesker til at bringe budskabet og bekendelsen ud i verden. Amen