Nu skal jeg ikke tale politik. Men vi kan vel i dag glæde os over at have ikke bare en helligdag men også en fridag.
Både denne og Bededag havde vi tradition for konfirmation her på Søndermarken. I dag er der stadig i Løget. Mens de andre er flyttet til søndagen inden.
Mange har nok gennem tiden oplevet de to skæve helligdage som lidt det samme. Men i kirken er der stor forskel.
Bededag var en helligdag/fridag, som kongen havde indført. Altså var det lidt en gave – udover, at der så i samme ombæring blev slettet en del andre bededage hen over året.
Som præst er jeg ærgerlig over, at en traditionel stor konfirmationsdag forsvandt. Og det kommer ikke tilbage, hvis den skulle blive genindført.
Da bededag ikke har nogen teologisk værdi, kunne for mig Grundlovsdag eller en dag i efteråret være en idé, hvis der skal findes en ny fridag.
Anderledes er det med i dag, hvor det er Kristi Himmelfarts dag.
I dag fejrer vi en bibelsk begivenhed.
Tager vi dagens fortælling for pålydende og sådan som det danske sprog kan få det til at tage sig ud, så handler det om Jesu bortgang fra disciplene og dermed om en afsked.
Men sådan er det ikke at forstå i den bibelske sammenhæng. Dér er himlen ikke et sted i det fjerne men en væren eller en anden dimension.
I stedet for at sige ’opfaret til himmels’, som vi har det formuleret i trosbekendelsen, skulle vi måske sige ’overgået til det himmelske’.
Himmelfarten handler nemlig ikke om fravær men om nærvær: Himlen er der, hvor Gud er nær – og i det endelige, hvor Gud er alt.
Vi kan tage vores gode Luther, der for 500 år siden gjorde sine overvejelser:
”At Kristus farer til himmels er ikke, som når man klatrer op ad en stige og ind i huset.
At Kristus sidder ved Faderens højre hånd betyder ikke, at han opholder sig på et nærmere afgrænset sted i Himlen ligesom en stork, der sidder i sin rede.
Men det betyder, at den opstandne er til stede overalt.
Himmelfarten er et udtryk for, at Kristus er til stede for os der, hvor vi er, uanset tid og sted.”
Her forholder Luther sig ikke kun til himmelfarten men også til ordene om, at Jesus sidder ved Guds højre hånd.
Videre om det, siger han; ”når vi i troen kan have Kristus i hjertet, så betyder det netop at kende Kristus, som den der sidder ved den himmelske Fars højre hånd”.
Placeringen af Jesus i himlen ved Guds højre hånd betyder altså, at vi kan bære ham i vores hjerter. Derved forsvinder Guds nærvær ikke væk fra os men trænger helt ind i os.
På den måde bindes himmelfarten også meget nært til pinsen, hvor fortællingen om Guds nærvær går helt nye veje med Helligånden.
Hvad angår tanken om, at himmelfarten ikke handler om fravær men om nærvær, så udtrykkes det også i vores salmer – ikke mindst de nyere.
Som afslutning på nadver skal vi f.eks. synge:
’Guds højre hånd er alle steder,
Guds Himmel findes hos os her!
Så troner du blandt os hernede;
Så er Guds rige kommet nær!’
Eller måske mere logisk som en dobbelthed – både der og nær, som vi lige har sunget:
’Nu taler du til os fra højeste sted,
hvor ingen kan udsætte dig for fortræd,
og lever og lider dog med os endnu,
så ingen er mere i live end du.'
Og videre:
’Du følger os ind i den yderst nød
og kalder os ud af den inderste død.’
For mig er der et godt budskab i det himmelske altfavnende nærvær.
Ligesom det er et godt budskab, at himlen også er stedet, hvor ondskab ikke kan røre. Dét passer til fortællingen og billedet af evigheden og håbet om det Guds rige, som vi overgår til efter døden.
Holder vi fast i begge tankegangene, så bliver ’det for ondskab urørlige’ noget, der faktisk også er os ganske nær her i livet.
Vores verden er dog ikke et sted, hvor ondskab ikke kan røre – hverken os eller vores kære eller de mange ramte ude i verdenen.
På den anden side, oplever vi vel i glimt, at vi røres af det uforklarlige og, at vi oplever det salige.
Og videre, må vi med Luther turde lade det også være noget inde i vores hjerter.
Om det så betyder, at vores hjerte er urørlig af det onde, tør jeg ikke sige. Men vi kan vel holde fast ved, at kærligheden er urørlig for ondskab.
Og, selvom vi også rummer andet end kærlighed, så kan vi både føle os velsignet og faktisk være til velsignelse.
Så budskabet om, at det ikke er en evig afsked med et evigt nærvær, har betydning for mig også lige her i livet.
Og videre må dette budskab for betydning for mig.
Eller, skal jeg sige, at Guds virkelighed har konsekvenser.
Himmelfarten er det, der binder Jesus til kirken. Sådan bliver det tydeligt markeret af Lukas. Han slutter sit evangelium med himmelfarten, og begynder Apostlenes Gerninger med den.
Dermed bliver himmelfarten ikke kun en afrunding af påskens begivenheder. Det er også indledningen til pinsen, som er kirkens tid, hvor disciplene og os som en nødvendig konsekvens skal bringe budskabet ud i verden.
Når Lukas fortæller om kirkens kommende virke, så er det ikke en befaling men mere en konstatering – at sådan vil det gå!
… Og sådan gik det, hvilket Lukas til dels godt vidste. Han skriver jo først om alt det hele nogle årtier efter begivenhederne skete.
Jeg tror dog på ingen måde, at hverken Lukas eller nogle af de første kristne havde forestillet sig, hvor stort og vildtvoksende kirken og forkyndelsen skulle blive – at også vi i dagens Danmark samt alle over hele jorden lever videre med i fortællingen om Apostlenes Gerninger.
Men det gør vi. Ordet lyder stadig – vist heldigvis mest som en konsekvens at Guds værk end af vores evner. Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar