Vi er snart i tiden for bryllupper. Desværre har vi ikke så mange i kirkerne længere. Lidt har vi dog, og jeg skal også ud i en have.
Folk bliver stadig gift – men altså oftest på rådhuset. Jeg kan frygte, at det bl.a. kan skyldes, at kirkebryllupper i medier og vist også i kjoleforretninger bliver gjort til det store – og dermed også dyre.
Hvor der jo intet er til hinder for, at et par med to vidner kan komme i deres almindelige tøj og blive kirkeligt gift. Et par gange har jeg prøvet det, og det er ganske fint.
Naturligvis kan der være mange andre grunde – måske også ritualet og salmerne. Men netop ritualer vægtes ofte højt. Sådan at gå ind i en ramme, hvor vi ikke har ansvar for alt.
For nogle kan ritualet og salmerne måske virke stive, men faktisk er der en vis fleksibilitet.
Og så synes jeg, at de bibelske tekster også kan noget. I dag vil jeg knytte til ved den ene.
Det er den, hvor Jesus siger, at en mand skal forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru – hvilket for mig så også gælder modsat.
Og videre, at de to skal blive ét.
At de to skal blive ét, betyder jo ikke, at et ægtepar skal blive ens – måske nærmest tværtimod. For, hvis man bliver ens, så kan vi vel ikke tale om en enhed.
Måske kan nogle huske tilbage til 80’erne og 90’erne, hvor nogle par gik i fritidstøj, som var fuldkommen ens i model, mønster og farve.
Sådan er det ikke i dag. Og nej, jeg tror så heller ikke, at sådanne ens klædte par var ens som mennesker.
Heldigvis er vi alle unikke.
Men det betyder ikke, at vi behøver at være alene. Noget, der ikke kun glæder i et ægteskab eller i en familie.
I dagens tekst lyder det også om os som menighed, at vi skal blive ét.
I al vores forskellighed og til fælles glæde beder Jesus om, at vi i ham må blive en enhed.
I nogle sammenhæng tales der om Jesus, som et træ, hvorpå vi alle podes som grene.
Det stærke deri er, at vi alle får næring til at leve – og at leve sammen – fra træet.
For mig behøver jeg dog ikke sådan et billede. Jeg oplever, at vi som mennesker jo netop lever sammen som et levende fællesskab i al vores forskellighed. Også med konflikter, da vi jo er mennesker. Måske også med had og undertrykkelse. Hvilket jo er ganske forfærdelig.
Der kunne jeg tænke billedet af et ægtepar som optimalt, hvor jo had og herskemaner er ødelæggende.
Derfor er det også godt, at vi ikke selv skal skabe enheden. Nej, det beder Jesus om, at vi vil få givet – givet af Gud. Og vel dermed egentlig givet af ham selv med kærligheden som kilde og ramme.
Skal vi selv finde ind i en enhed, så kunne der peget på bønnen. Sådan som jeg læste om disciplene i tiden mellem Kristi Himmelfart og Pinse – som jo netop er nu.
”De holdt alle i enighed fast ved bønnen.”
Dagens tekst er for mig en stærk markering af samhørighed.
Gud er den, der giver os sin kærlighed og, han holder fast ved os med den kærlighed. Ansvaret er altså ikke vores, når det gælder fællesskab og samhørighed.
Hvor næste skridt så er, at vi skal være et med ham og et med hinanden.
Noget, der vel både kan være beroligende og foruroligende.
For, resultatet af at være rummet af Guds kærlighed må blive, at vi ikke bare lever i denne kærlighed men, at vi også lever den ud.
Måske afsværger vi både vold, had og ideen om, at nogen kan bestemme over andre.
Ja, vi hylder vel ligeværd og harmoni.
Men, vi har vel også en udfordring, hvis vi sådan fuldt må leve Guds kærlighed ud i enhed og fællesskab.
Når vi tænker på, hvad Jesus’ liv i kærlighed for af konsekvenser. Så er spørgsmålet: Ønsker vi at være og leve som Jesus?
Vil vi give afkald på os selv i kærlighed til andre?
Ønsker vi sådan fuldt og helt at være solidarisk med alle andre?
For, det må vel være konsekvensen af at blive ét.
Den tanke vil jeg lade stå, og så gå tilbage til bønnen. Først Jesus’ bøn for os, som vi kun kan opleve som tryghed – selvom vi kan have forbehold for det med helt at blive ét.
Dernæst vores bøn, som jo også rummer en enhed i al vores forskellighed.
Særligt her i kirken beder vi sammen. Nok sætter jeg mest ord på, mens enhver kan lade det også være sin bøn ved at sige Amen.
Også når vi beder Fadervor helt for os selv, så går vi ind i et fællesskab. Det kan udtrykkes:
”Selv når man er ene - tror ej man er med,
er Guds rige større end tid, rum og sted.
Så bønnen er stadig 'Vor Far'.”
Bøn er en del af mange menneskers liv. Ja, måske er det en del af alle menneskers liv.
Nok gør vi det på forskellige måder. Men lige må vi altid være overfor Gud i bønnen – både ene eller sammen.
Nogen har brug for at udtrykke sig med mange ord og gerne højt.
Andre har det som en stille tanke – men mere end en refleksion.
Nogen har det godt med at bede Fadervor – måske gerne i fællesskab med andre.
Andre skal gerne være for sig selv – et stille sted eller måske på vej i bilen.
Mange af os gør det lidt forskelligt alt efter situation og mulighed.
I min verden er der ingen tvivl om, at bøn går ud over os selv og, hvad vi selv kan rumme. Der må for mig være et forhold, en retning eller måske en modtager – noget mere end min egen tankeverden.
En bøn kan godt have andre mennesker eller et fællesskab som fokus.
Men oftest går bønnen ud over det menneskelige til noget uforklarligt, noget åndeligt – til det, mange af os for en nemheds skyld kalder for Gud.
Denne vores bøn kan vi i dag tænke knytte sig til, at Jesus også beder for os, der ved disciplenes ord er kommet til troen på ham.
Genne Johannes kommer Jesu bøn og ord til at stå som en arv, vi kan leve af og bygge kirke på.
Vi skal ikke være i tvivl om samhørigheden – hverken mellem Jesus og Gud eller mellem Jesus og os – og altså mellem Gud og os.
Det er vel en ganske dejlig tanke.
Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar