Om bøn og et vandrør - Nytår

 

Her ved nytår kan jeg godt li at dele en fortælling. Og i år, hvor det handler om bøn, har jeg fundet en af Anette Broberg. (Vorherres vandrør)

I Vorherres hus er der en kælder. I et lille rum længst inde er kun nogle gamle kasser og nogle vandrør. Lyset er gået, og det lille vindue står åben, så en kat kommer hvert år og får en hold killinger.
Ellers sker der ikke noget – udover, at de tre vandrør får en snak. Egentlig holder de meget af hinanden, men de bliver også nemt uenige.

”Det puslede inde i kartoffel-kælderen i aftes” sagde det lille kobberrør. ”Så var Han nok forbi”.
”Det er godt at vide, at Han er der” siger et lidt større rør med rød klud bundet om sig.
Det store rør snøfter forarget: ”Hvorfor bliver I ved med den ammestuesnak? Han findes jo slet ikke.”

”Jamen”, siger det lille kobberrør lidt ophidset. ”Hvem er det ellers, der går og tænder for vandhanerne i huset ovenover, så vandet stiger op igennem os?”
”Vandhaner og huset ovenover. Hvornår forstår I, at de ikke findes. Der er kun os her og så katten, der kommer forbi.” Siger det store rør og lukker af.

”Jeg ved dog, at Han findes” insisterer røret med kluden. ”I husker det år, hvor sneen føg ind gennem vinduet, og både musene og jeg frøs helt til is. Da kom Han med det dejligste varme vand og tøede mig op – og satte den dejlige klud på.”

”Puh” siger det store rør. ”Det er noget, du har drømt. Jeg så Ham i hver fald ikke.”
Og så lod den en dråbe vand falde. For, det var begyndt at dryppe. Og det ville slet ikke høre på de andre og deres håb om, at Vorherre ville komme og hjælpe.

Ikke længe efter gik døren op. Vorherre kom ind med rørtang og det hele.
Men det store rør lukkede øjnene og holdt på vandet, så Vorherre ikke kunne finde, hvor det var utæt.
”Ak” sagde Vorherre, og gik igen.
Det store rør pustede ud, så der igen faldt en dråbe. ”Ja, jeg så Ham i hvert fald ikke.”

Jeg kom til at tænke på den lille fortælling, da dette nytårs tema er bøn. Bøn kan være den usynlige forbindelse som, når vandet strømmede op igennem rørene.
Bøn kan også have med det at turde håbe og turde ønske, og måske en at tale med. 

Bøn er for mig en forbindelse til noget, vi ikke helt har styr på. Som kristen tænker jeg ’Gud’. Og vi kan vel have det netop som de tre vandrør i kælderen.
Oplevelser kan være forskellige, og tolkningen kan være forskellige. 

Her i kirken har vi mange formulerede bøn.
Kirken som rum giver også mulighed for vores egne bønner. Det kan være, når vi giver plads ved stilhed eller musik og sang.
Det kan være undervejs i gudstjenesten, hvor tankerne godt kan hopper ud af en salme eller min prædiken for en stund inden, vi igen er tilbage i fællesskabet.
Det kan også være, når vi i løbet af ugen åbner døren og sætter sig herind – når der er åben.

I min dagligdag har bøn i mange år vare en lille snak med Vorherre – en tanke, hvor jeg måske ikke altid sådan bevidst får taget kontakten. Tidligere havde jeg det mere som en bevidst tanke – en lydløs opkald til Gud for en snak. Nu er det vist mest som en trådløs forbindelse hele tiden.
Derfor kan det være godt også lige at få tænkt bøn som noget konkret.

Og mest konkret er den særlige bøn, som dagens tekst rummer – ikke mindst, når den siges fælles i mange forskellige sammenhæng. Nærmest altid her i kirken ved alle mulige gudstjenester og mange forskellige sammenhæng. Om det er med børn, ved bisættelser eller på plejehjemmet med demensramte.
Men også i hjemmet, i foreninger osv.

Bønnen Fadervor er for mig fællesskabet både med Gud og med andre mennesker.

Udover fællesskab, så er Fadervor også en samling af væsentlige bønner. Nogle gange rammes vi måske af et bestemt led.
Med ”rammes” mener jeg, at der bliver sat ord på noget, som netop er en bøn for mig:
Ikke at møde ondskab
At blive fri for fristelser

Men oftere rammes jeg i bønnen af der, hvor jeg vil kunne være til hjælp.
At bede: giv os i dag vores daglige brød.
Så er der jo ikke meget, jeg normalt mangler. Men til tider hører vi om mennesker, der mangler fornødenheder til livet.
Og så bliver overvejelsen: kan jeg gøre noget?

Sådan kan jeg også tænke, når jeg hører om ondskabens virkelighed.
Til dels kan jeg også tænke det ved ”ske din vilje” eller ”komme dit rige” – om, at godhed, hjælpsomhed og kærlighed må træde mere frem.
Ved de led i bønnen kan jeg først tænke, at noget sådant må kunne lægges det over som Guds ansvar.
Jeg har jo ikke al magt og dermed heller al ansvar. Så Gud må fikse det.

Men så går det sjældent længe inden jeg indser, at også jeg har nogle muligheder og dermed også lidt ansvar.

Og på den måde må vi altid går ind i et nyt år – som i en ny dag, en ny time, et nyt minut.
Altid med mulige opgaver men aldrig med al ansvar – og aldrig alene. 

Somme tider åbner Vorherre en vandhane, og vandet stiger op igennem os som gennem rørene i kælderen for at give liv til andet; måske stuens planter.

Amen

Lys og toner - Juledag 2025

 

I år får vi Johannes’ juleevangelium; at ordet, Guds ord var med hel fra begyndelsen og blev inkarneret i Jesu med julen.

Videre siges det, at han er verdens lys og, at lyset dermed er kommet til verdenen. Det lys, som mørket ikke kunne gribe eller begribe.

Mørke og lys er stærke symboler.
Og vi vil normalt tænke, at lyset er stærkere end mørket. Da mørket jo må vige, når lyset kommer frem.
Dét vil jeg fortælle en lille historie om inden, at jeg vil gå videre med overvejelsen. 

Lyset som det mest kraftfulde og altomfattende høres i fortællingen om tre prinser fra Filippinerne.

En konge var blevet gammel, og han ville finde ud af, hvem af hans 3 sønner, der ville blive den bedste konge efter ham.

An kaldte dem sammen og gav dem hver en guldmønt. De skulle fylde kongens lade helt op inden midnat.

De drog ud.
Den ene søn kom forbi en sukkermølle. Der lå store bunker af tørre sukkerrør, som havde været gennem pressen.
De fyldte godt og var gratis. Så sønnen brugte sin mønt på at leje en kærre og fik dem kørt til laden. Og laden blev fyldt.

Den anden søn kom forbi en kokosplantage. Der lå bunker af afhuggede skaller. Dem købte han billigt og fik dem fyldt ind i laden.
De fyldte måske laden endnu mere op, ad de også kunne puttes ind i mindre huller.

Faren ville dog ikke give ham kongetitlen før den sidste søn kom hjem.

De ventede helt indtil solen var ved at gå ned. Så kom han – men uden vogne og masser af ting.
De to andre grinede lidt, da de alle gik ind i laden. Porten blev lukket, og der var ganske mørkt og enormt tomt.
Så tog den tredje søn et stearinlys op af lommen. Han satte det midt i laden og tændte det. Da det brændte, kom lyset ud i alle ladens hjørner og kroge. Og han blev konge.

Så stor en kraft og så alt overvældende er lyste.
For selv, hvor vi oplever skygger. Der er lyset jo stadig – bare i mindre mængder. 
Ja, selv skygger findes kun pga. lyser. 

Faktisk kan jeg godt tvivle på, om jeg nogensinde har oplevet totalt mørke. Selv i et lukket rum, er der ofte en lille sprække.

På den måde er lys vel stærkest, da mørket altid må vige – ja, vel ganske forsvinde og opløses som skygger.

På den anden side, må vi vel også erkende, at mørket er tilbage, hvis/når lyset bliver slukket.
Om lyset så helt kan forsvinde, når først det er kommet ind i verdenen, kan være et overvejelse værd. 

Her kan jeg tænke lidt som for os – lys og mørke bruges jo som symboler også på vores liv og vores indre i forhold til godt og ondt;
Hvis nu først noget godt er kommet ind i vores liv, er det så muligt, at det så fuldstændigt kan forsvinde igen?

Men, hvis det nu er muligt for lyset at forsvinde totalt. Så må det vel være sådant, at alt bliver mørke. Og, betyder det så, at mørket er det grundlæggende i vores verden?

Eller er det måske mere sådant, at mørket faktisk slet ikke eksisterer. Vi kalder det bare mørke, når andet ikke findes - mere præcis, når lyset ikke findes.

Sådan har jeg også til tider tænkt om ondt i forhold til godt; at ondt kun er fravær at det gode og dermed ikke rigtigt findes.
Men, sådan er det vist ikke.
Ondt findes, og folk gør bevidst onde ting, må selv jeg erkende.

Så fremover skal jeg nok mere tale om, at skygger er som, når der sker noget ondt. For, totalt ondt tror jeg ikke på. Der vil i vores liv altid også vil være noget godt.

Måske skulle jeg gå ad en anden vej i forhold til et godt symbol.
Nok taler Johannes om Jesus som verdens lys. Men først taler han om Ordet – altså lyd og budskab.

Det kristne budstab, evangeliet, er ganske afgørende for os. Deri hører vi det glædelige budskab om Guds kærlighed.
Ved skabelsen var Guds ord også det, der satte skabelsen af alt i gang; Ting skete, som der blev sagt.

I dag vil jeg nøjes med at brug lyd som symbol. 

Hvis vi tager fortællingen om de filippinske prinser. Så kunne en af de tre sønner vel have ladet et barn eller en fløjte give lyd i laden, og den ville været blevet fyldt. Ja, måske mere fyldt end hvad lyset kunne. Lyden ville også sætte sig i træværk og mure.

Ikke mindst her i Løget ved vi, at kun ganske lidt lyd kan fylde hele rummet.

Sådan er det vel også inde i os og ude i rummet. Og det holder vel egentlig aldrig helt op med at klinge.
Sådan kan vi også tænke om Gud, som noget, der er totalt overalt og i alt.

Måske kan vi også tænke her med julen. Når først julens glædelige budskab om et barn, der bragte glæde og kærlighed inde i verdenen.
Så må det budskab også klinge overalt og i alle uden nogen sinde at klinge ud.
Til det skal vi også lade os bruge gennem ord, handling og måske særligt fælles sang.
Så, lad os gøre det på denne glædelige juledag.

Amen

Jul og lidt Pippi - Juleaften 2025

 

Der er noget magisk ved julen.
Vi oplever det i TVs julekalendere med en talisman eller andet, med hjælpsomhed og måske særlige kræfter.
Vi oplever det også i julefilm. Det kan være som en lysmagi, som et decideret mirakel eller som oftest, at fire øjne mødes og to hjerter slår i takt.

For mig rummer julen også magi. Her tænker jeg ikke så meget på den stemning, der kan opstå, som her i en fyldt kirke – eller måske alligevel lidt. Det kommer jeg tilbage til.
For, julens magi har for mig ikke noget at børe med hverken superkræfter, trylleri eller mirakler.

Som illustration vil jeg dele en lille, fin fortælling om Pippi.
Det passer fint her, hvor det er 80 år siden, at Astrid Lindgren fik udgivet den første Pippi-fortælling.

Jeg tror, at Pippi gennem tiden har haft stor betydning på mange måder. Også selvom jeg som dreng og den stille fra landet mere var til Emil fra Lønneborg.

Begge har en julefortælling. Den om Emil er nem at sætte sig ind i, da han inviterede alle på fattiggården til julemiddag. De tømte familiens lager af mad, som ellers skulle gå til ’de fine og fornemme’, der kom som gæster efter gudstjenesten.

Pippi holder hun en stor fest og inviterer alle børn. Der er masser af lys og masser af gaver i havens store træ. Der er også masser af lagkage og kakao.

Måske dem fra skolens mindre klasser godt kan huske min genfortælling. I andre får en lidt kortere udgave.

Alle børn, der kendte Pippi, var kommet og stod og glædede sig. De var også helt utålmodig indtil lågen til haven blev åbnet. 

Fru Finkvist kom også. Hun brød sig ikke om børn – men om lagkage.
Hun mente, at det ville være en ære for Pippi at have hende som gæst. Og så kunne hun jo lære børnene at spise lagkage på en fin måde.
Men sådan tænkte Pippi ikke. Man skulle være et barn for at være med. Og det var fru Finkvist ikke – eller ville ikke være det. Så hun gik igen lidt fornærmet – men måske ikke så langt væk. Hun elskede jo lagkage.

En lille ny dreng var ikke sikker på, at han også var inviteret.
Han hedder Elof, var måske lidt tyk og helt sikkert meget forsigtig. Måske har han været drillet, hvor kan kom fra. For, stor værdi tænkte han ikke, at han havde.
Han står og kikker rundt om hjørnet.

Pippi ser ham og spørger, om han gerne vil med ind.
Jo, hvis han måtte liste ind i et hjørne for at være med, ville han da gerne. Og han lovede, at han nok skulle lade være med at spise noget af lagkagen. 

Men det ville Pippi ikke give ham lov til.
Det svar havde han nok ventet.
Da han ville gå, rakte Pippi hånden ud og sagde: Du må kun være med, hvis du lover at spise mindst lige så meget som alle de andre. Og drikke kakao med flødeskum og få gaver ligesom alle de andre.

Lidt efter sad Elof sammen med alle de andre og var lige som alle de andre. Ja, og pludselig oplevede han, at han var lige så meget værd som alle de andre. Sådan havde Pippi bestemt det, og det var hendes fest.

Hvad angår fru Finkvist. Så kunne jeg håbe, at hun også kom ind og blive et barn ligesom alle de andre – og oplevede at alle var lige meget værd.

I Pippis jul var Elof ikke mindre værd end andre og fru Finkvist ikke mere værd end andre.
Og netop i oplevelsen af dét findes for mig den særlige magi, som kommer med Jesus og julen.
Vi hører jo, at det var sådan – altså at komme ind til Jesus, og at bøje sig for ham på samme måde, om det så var de fattige hyrder fra marken, som ingen vist regnede for noget eller måske kendte navnene på, eller om det var de vise mænd fra øst, der både var studerede og rige og, som vi jo faktisk har givet navne.

I vores verden kan vi nemlig ikke helt lade være med at se også på værdier som, at de vise mænd havde rejst langt og havde dyre gaver med.
Hvor de alle i stalden fuldt ud var på lige plan – lige vigtige og dermed også fortalt med lige værdighed i den bibelske fortælling. 

For mig er netop denne absolutte ligeværdighed ikke bare vigtig men afgørende. Så derfor piller jeg også legenden om de tre konger lidt fra hinanden ved konfirmandernes julehygge. 

Der er forskel på, hvordan fortællinger bliver genfortalt. Sådan også med Pippi, hvor andre nok kunne finde andre pointer at få som essens. Hvor denne fortælling for mig er tydelig på; at vi alle sammen er lige så meget værd som alle de andre. Præcis som alle de andre er lige så meget værd som os.
Jeg synes, det er en skøn fortælling og et vigtigt budskab også i denne tid.

I princippet er denne ligeværdighed altid sand.
Men, måske oplever vi det ikke så ofte.
I virkelighedens verden er det vel som legenderne om De hellige 3 konger. Der har evner eller mangel på evner også betydning. Ligesom ansvar og magt eller at være uden muligheder.
Jeg håber dog, at alle på et eller andet tidspunkt oplever sand ligeværdighed.
Det er måske i en dyb og god samtale. Måske, når vi er totalt opslugt i en fælles leg.
Det kan også være sidde stille sammen. Eller måske, når vi synger sammen – som nu her i kirken eller senere rundt om juletræet.
De stunder, hvor vi bare er fælles og ikke tænker over, hvem de andre også er.

Måske var der magi på spil med Pippi. For, når hun bestemte, så var det rigtigt – også, at Eluf var med ligesom alle de andre.
Men han skulle også selv vælge at være med som alle de andre.
Ligesom jeg håber, at fru Finkvist fandt frem til, at hun også var som et barn – eller måske mere præcis; at hun var det elskede barn – Guds barn, som vi helt grundlæggende jo bare er alle sammen.

Sådan også os. Og når vi så har svært ved det – om vi føler os mere eller mindre værd end andre. Må håbet være, at nogle hjælper os på vej og siger; kom og vær med.

Amen og glædelig jul!

Hvad er vores håb - 3. søndag i advent

Denne søndag er for mig adventens håbs-søndag.
Som forberedelse satte jeg konfirmanderne til at skrive, hvad deres håb var – og med to mulige vinkler.
Hvad var deres håb for det næste år?
Hvad ville deres håb være, hvis de blev mor eller far til et lille barn?
Det er jo en far, vi hører om i dagens evangelium.

At have de to vinkler var med tanke på, at det nok kunne være samme håb. Måske særligt, når man er i konfirmationsalderen. Men vel også for os ældre – selvom nogle håb med alderen er blevet opfyldt, mens tiden for andet er løbet ud.

Inden jeg kommer med deres bud, så prøv selv at tænke – for jer selv eller for et barn.

Og her så fra konfirmander:
At jeg ikke dør – at mit barn ikke dør.
At jeg er sund og rask – at mit barn bliver sund og rask.

At der bliver fred i verden. Ja, at der er fred – ingen krig og mere fred.
At ingen bliver syge og ingen dør af dårlige ting.

Mon ikke disse passer med vores.
Hvor ”Jeg håber, at jeg bliver mere motiveret til at træne” vist ikke gælder for de helt små.
Det samme med: Jeg prøver at finde kærlighed. 

Når vores håb for os selv og for et barn kan være meget lig. Så har det med vores tanke om ’det gode liv’ at gøre. Og med det, så hænger det sammen med vores kultur og verdenssyn.

Vi vil nok ikke tænke, som dagens Zakarias, at hverken vores eget liv eller vores barns liv skal være; at bane vejen for en, der er større.
Altså, som barnet Johannes selv siger senere i fortællingen: Han skal vokse, og jeg skal blive mindre.

Vi vil dog nok mere kunne gå med det end f.eks., at vi eller barnet skal ud og ofre sig selv for en hersker eller en sag – måske en gud (her med lille g).
At blive selvmordsbomber er ikke vores håb selvom at gå i kamp for vores samfund og frihed godt kan være det. I min tid og i vores verden har den tanke kun været lagt i dvale.

Jeg tænker, at håbet for os selv og for et barn på en måde kommer udefra og ikke noget, vi sådan selv finder på. Selvom der stadig er noget personligt og et muligt valg.

Nogle vil med dagens tekst om Zakarias sige, at det kommer fra Gud. Det kan jeg også tænke. Men er ikke sikker på, at det er hele sandheden.
Mere, tror jeg, at håbet kommer fra andre mennesker og fra det samfund, hvor vi har nogle normer for det gode liv.
Udover, at vi til tider godt kan håbe noget rigtigt træls for andre – her vil jeg ikke nævne nogle mulige. Så er håbet altid om noget godt – altså noget, vi tænker og oplever som godt.

I det er vi præget af vores kultur, som i vores samfund ikke kan forstås uden kristendommen. Og dermed er Gud også på en måde på spil.
For tiden hører vi politikere udtrykke det – måske ikke altid på den gode måde. Men mere grundlæggende ligger i regler og love om vægt på omsorg for de svage osv. Den kristne tanke er også i vores eventyr, vores litteratur og vores samtaler i det hele taget.

Jeg tror så også, at vi er præget af historien - har lært at sult, krig og ødelæggelse ikke er noget at håbe på.

Når jeg tager kristendommen som en medspiller på håbet, så er jeg nok præget af min og Folkekirkens fortolkning. For, alt hverken alt godt eller kun godt er med religionen kommet ind i verdenen.
Historisk må vi aldrig blive blind for fejl og ødelæggelser.
Men grundlæggende er Jesus’ ord og handlinger noget, hvor håbet kan knytte til.

Jeg tror så også, at meget ligger i os fra skabelsen; at vi som mennesker grundlæggende er godt og vil det gode. Og derfor knytter vores håb til ved om et godt og værdigt liv.

Dagens næste tanke er, om dette års håbs-søndag så taler ind i en håbs-tid eller ind i mørke. Dét afhænger vist af, hvordan vi ser tingene, hvad vi hører og, hvad der rammer os.

Når jeg læser om, hvor meget børnedødeligheden er faldet de seneste år. Det samme gælder børnefattigdommen på verdensplan. Så er der håb.
Og selvom, der kunne være gjort meget mere – og at der skal gøres meget mere. Så er der også håb i, at den grønne omstilling er blevet den billige alternativ.

Når jeg er sammen med unge mennesker som konfirmander, så er der for mig også håb for fremtiden.

Men, når jeg så hører om nødvendigheden af specialtilbud, om skoleværing og udfordringer med koncentration og fordybelse. Så er det lidt et mørke at se ind i.
Det samme gælder, når jeg hører om ekstreme holdninger på gymnasier og senest i den kommunale valgkamp. Så har jeg også svært ved at se tiden som en håbs-tid.

Det gælder også, når jeg tænker på resistente bakterier, aggressive virusser, ekstreme vejr fænomener, egoistiske og magtbegærlige verdensledere.
En af udfordringerne ved disse dystre tendenser er, at jeg ikke kan gøre ret meget ved det.
Jo, jeg kan opføre mig ordentlig. Og jeg kan tale fredens og frihedens sag. En lille godhed er vel, hvad jeg max kan præstere.
Og selvom Møllehave engang skrev, at en lille godhed trods alt er en godhed – og som en dråbe, der sammen med andre dråber kan blive til en stor flod.
Ja, så overvinder det ikke en oplevelse af tiltagende mørke og egen magtesløshed i forhold til det.

Derfor må håbet også komme udefra. Nogen må holde den op for mig, når jeg ikke kan se, at vores tid også er en håbs-tid.
Og jeg kan se på mit eget liv, som jo faktisk er ret godt og har en håbefuld fremtid.

Måske kan dagens tekster også hjælpe med at løfte hovedet og turde håbe.
Det kan være den nybagte fars sang.
Eller, det kan være Paulus, der peger netop på julen med Guds nærvær; at i mørke skal lys skinne frem.
Paulus, der finder håb i, at (2020-formulering)
Nok er vi presset, men ikke knust
Vi er i tvivl, men ikke fortvivlede
Vi er forfulgte, med ikke forladte
Vi er slået til jorden, men ikke slået ihjel.

Livet er muligheder, og med livets muligheder er der håb.

Amen

Hvor er Gud? - sidste søndag i kirkeåret

Hvor er Gud?
Ja, sådan kan man spørge, når man er et lille barn – eller måske en seriøs voksen – eller måske en eftertænksom konfirmand.

Hvor er Gud?
Nogle vil sige: Gud er oppe i himlen.

Jo, men så burde astronauterne vel møde Gud. Eller, vil burde måske kunne se Gud i et teleskop.
For ingen – måske undtagen dem, der absolut ikke tror på Gud – vil tænke, at Gud sidder på en sky eller måske på regnbuen som en gammel hvidskægget mand.

Men, hvor er Gud så?
En bedstemor vil måske sige: Gud er inde i dit hjerte.
Jo, det vil da være rart. Eller, måske så alligevel ikke. For, er der så plads til mig selv?
Er der så plads til dem, jeg holder af?
Og hvad med alle de andre, hvis Gud er i mit hjerte?

Nogle vil nok sige, at Gud ikke er nogen steder. For, Gud findes ikke andet ind i vores fantasi eller i religiøse røverfortællinger.

Men, hvis Gud er det ord, vi sætter på alt det gode, alt det, vi ikke magter selv, og alt det, vi ikke kan forstå eller forklare – som f.eks. kærlighed, som vi hører gennem evangeliet.
Så må Gud jo være.
Og da særligt her i kirken, taler vi om Gud som noget virkeligt.

Men, hvor er så Gud?

Ja, netop det, synes jeg dagens vel lidt ubehagelige tekst får fortalt.

Vi slutter kirkeåret af med den store og afsluttende domsscene. Noget, jeg ikke taler særligt meget om. Men, som jo hører til evangeliet.
Vi knytter også til dommen hver gang, vi siger trosbekendelsen; at Jesus vil komme og dømme levende og døde.

Med udgangspunkt i alt det, vi hører om Jesus. Så tænker jeg, at dommen må være som en kærlig omfavnelse af et slidt og til dels misbrugt liv.
Noget, der passe til teksten næste år, hvor vi hører Jesus sige: Kom til mig, alle I, der slider jeg trætte og bærer tunge byrder. Og jeg vil give jer hvile.

I dagens fortælling er der da også nogle, så bliver taget ind til den evige glæde.
Kun tror jeg, at de fleste med mig tænker, at vi kommer til at stå på den side, der fører til evig ild og evig pine.

Ikke fordi, vi ikke også har gjort noget godt. Faktisk tror jeg, at langt de fleste mennesker hjælper mere end de svigter.
Kun – altså for mig – fylder og husker jeg mest svigtet. Og særligt, når det alt for sent går op for mig, at jeg da svigtede en mulighed eller et menneske. Og så kan det sjældent samles op.

Skal jeg være nøgternt, så kan jeg kun tænke, at vi alle ville komme til at stå på både den højre og den venstre side. 

Når der så tales om ild – tidligere i kirkens historie fyldt skærsilden meget.
Så kan jeg godt tænke, at Guds ild må være kærlighedens ild, der vel nærmest kan omfavne og opløse alt det onde – eller, skal vi nøjes med at sige det dårlige, som jeg rummer.
Den tanke kan godt gøre noget ved, hvordan dagens fortælling bliver hørt.

Til det vil jeg tage to kristne traditioner frem. For at gøre det simpelt, står Augustin for den ene, og Gregor for den anden – to gamle kirkefædre, hvis tanker har haft betydning for forskellige kirkeretninger og teologiske tolkninger.

For Augustin, der tænker juridisk, er synd lig med lovbrud og skyld.
I hans tanke bliver retfærdighed til gengældelse.
Til det bliver tilgivelse en slettet gæld – som i lignelsen sidste søndag.
Helvede bliver til en evig torturanstalt.
Og frelse bliver at slippe for Guds straf.

For Gregor er synd det samme som et ødelagt liv.
Retfærdighed betyder barmhjertighed.
Tilgivelse betyder helbredelse.
Ad den vej bliver helvede et åndeligt hospital.
Mens frelse er, at vi bliver gjort fuldkommen i kærligheden til Gud og medmennesket.

Med Augustin er der måske en mulighed for selv at klare livet. Frelsen bliver dog stadig en gave fra Gud.
Med Gregor er vores liv altid også med fejl og svigt, som vi har brug for hjælp til at på helet – som at blive rask efter en sygdom.

Gregors for mig mest forståelige tanker, når jeg hører Jesus-fortællingen. Så er den dog svært at sætte dagens fortælling ind i.
Men, jeg tror så heller ikke, at dagen fortælling skal tages som en konkret dom over os.
For, Jesus har det med at vende tingen rund en gang i mellem eller, at gå til ekstremerne.

Hvis vi går ind i fortællingen, må vi alle give tabt. Sådan som vi jo også må, når Jesus skærper de gamle bud. F.eks. bliver ikke at slå ihjel til, at vi ikke må blive vred. 

For mig må der være en pointe i, at alle – både dem, der havde hjulpet, og dem, der ikke havde - måtte sige: Hvornår så vi dig…

For, hvem var det, de havde hjulpet eller ikke havde hjulpet?
Jo, det var andre mennesker, som havde brug for deres hjælp.

Så, hvor er Gud?
Vi kan godt søge alle mulige steder – eller gå en tur i naturen.
Vi kan bruge masser af tid og penge på at bygge fine kirker og lave store arrangementer til at lovprise og tilbede Gud.

Men, der hvor vi kommer til at møde Gud mest, er i den syge og svage. I de udstødte, de mobbede, de hjemløse – alle de steder, hvor livet er svært.

Gud er at møde i et andet menneske, som har brug for vores hjælp.

Med det vil jeg ikke sige, at I skal lade være med at gå i kirke. Vi har også brug for et fællesskab. Og, at gå til alters og få del i brød og vin kan have stor betydning for hvert enkelt af os.

Kun skal vi ikke tænke, at vi her kommer Gud nærmest.
Eller, sagt på en anden måde. Vi skal ikke gå i kirke eller til alters for Guds skyld. Nej, det skal vi gøre for vores egen skyld og måske for fællesskabets skyld.
Hvor vi ude i virkeligheden for Guds skyld være skal være der for dem, der har brug for det. 

Amen

Gud har begyndt - 22. søndag efter trinitatis

Gud har gjort et godt stykke arbejde med jer, og jeg er sikke på, at han vil gære det færdigt.
Når Gud kommer igen, skal man ikke kunne sætte en finger på jer.  Pyha. 

Måske det ville været bedre at læse fra den autoriserede: at Gud har begyndt sin gode gerning i jer og vil fuldføre den. Og bønnen bliver, at kærligheden stadig må vokse og blive rig, så I kan være retfærdig og uden anstød.

Måske er det lidt præsteligt nørde-ri. Men for mig er der forskel på, om Gud gør noget med os eller, om Gud gør sine gode gerninger i os.

Altså, om vi sådan forandres og bliver perfekte eller, om kærligheden virker i os og gennem os som det, der er perfekt. 

I forslaget i 2036-oversættelsen lader de det mere være vores fælles ”vi”, ved at Gud virke blandt os, så vi kan være oprigtige og uskyldige, fyldt af retfærdigheds frugt, der skyldes Jesus. 

Uanset vinkel, så er den afsluttende pointen vigtigst; at alt i os skyldes, hvad Gud giver gennem Jesus - At Guds kærlighed, som er Jesus, bliver en så stor del af os, at vi handler godt.

Jeg tænker, at de positive og gode ord også kan være skrevet til os.
I brevet lyder det til, at Paulus har haft utrolig stor tillid til menigheden i Filippi. De må virkelig have fundet en god måde at leve somme på. 

Umiddelbart synes jeg også, at vi har meget at være glade for – ja, måske ligefrem stolte over. Menneskerettigheder, ligeværd, omsorg for de syge og svage, og meget mere er vores tilgang. Og det hører vi også som det væsentligste, når politikerne skal fortælle om deres vision for Vejle kommune og Region Syddanmark.

Meget andet fylder dog også.
For ærligt, så lever vi ikke alle op til at være fyldt af kærlighed og godhed.
Der er også prioriteringer, hvor vi ofte selv vil have mest. Der er regler og budgetter. Der er normeringer og rengøring. Ligesom der er natur, kultur samt vandmængder og trafik at håndtere.

Samfundet er kun på vej ligesom, vi også selv kun er på vej til det bedre. Og ja, til tider kan det opleves at gå baglæns.
Men, vi kan vel godt sige, at Guds gode gerning er begyndt i os – men ikke fuldendt.

Til tider tror vi os godt på vej, og så viser virkeligheden sig at være noget andet.

Et eksempel, jeg netop hørte i denne uge, handler om CO2 kompensation – og vist også, når vi godhjertede mennesker giver penge til, at der kan plantes skov i Brasilien.
I min åbenbart naive virkelighed ville der blive genskabt regnskov med det gode, vi mere og mere opdager regnskoven indeholder.
I en udsendelse på tysk tv viste det sig, at der blev plantet store plantager med eukalyptustræer – nok CO2-optagende men total monokultur uden biodiversitet og fremmed for området.
Jeg kan kun tænke, at nogle har set en mulig profit. 

Spørgsmålet bliver derfor, om vi nu også lader os fylde af Guds godhed.
Ønsker vi sådan helt reelt at aflægge os egoismen, hævnen og en kortsigtet gevinst?

At tænke sådant ville ikke være overraskende for Jesus. Dagens lignelse og det indledende spørgsmål taler fuldt ind i vores menneskelighed.
Ja, tager vi Jesus og Paulus i dagens tekster, så er Paulus den positive på menneskenes vegne. Han er det dog kun, fordi han kan pege på den kraft, der netop kunne bære igennem svigt, lidelse og død.

Hvor Jesus med lignelsen er realisten, der med afsløringen måske kan få os på bedre tanker.

Det handler om tilgivelse. Som sammenlignes med en gæld, der bliver eftergivet. Den skyld, vi havde, bliver slettet.
Om vi har oplevet noget sådant, ved kun hver af os selv. Så, måske taler det ikke præcis ind i alles liv og erfaring. 

Manden i lignelsen havde en kæmpe gæld. Og, selvom han lover at gøre alt, så skulle der vist en kæmpe lottogevinst til – eller måske en arv fra en ukendt rig onkel. Selv kunne hverken han eller familien tjene det ind.

Vi forstår så godt hans lettelse, da gælden bliver sløjfet. Han får tilgivelsen.
Men han bliver åbenbart ikke forandret af tilgivelsen. Han bærer den nemlig ikke med sig – eller, den får ikke gjort sin gode gerning i ham.
Tilbage i virkeligheden kræver han sin ret overfor en medtjener.
Rimeligt, vil mange nok sige, når det handler om penge.
Anderledes må det være, når det handler om livet. Så skulle tilgivelsen og kærligheden gerne blive en del af os, hvis den skal få betydning for os. 

Manden i lignelsen mister gaven at slippe for gælden, da han ikke tog tilgivelsen ind som en forandring af hans liv. 

Tilgivelsen er ikke en gave, der kan lægges til side. Den rummer en fordring. Og vi kan kun have den, hvis vi giver den videre.
Den, der har mødt Jesus tilgivelse – og altså sådan rigtigt hørt evangeliet, kan ikke møde sit medmenneske med ubarmhjertighed. 

Om alt så kan og skal tilgives, er en anden sag. Og ingen af os kan kræve tilgivelse af et andet menneske. Det kan kun gives som gave. 

Tilgivelse er nemlig ikke pyt eller glemsel. Tilgivelsen er at give slip på hævnens mulighed – at give slip på vreden og hadet, så det ikke har magt over os.

Uanset om vi kan det – eller måske hvornår, må være ligesom vores forsøg på at gøre det gode. Vi er på vej. Og lykkes både tilgivelsen og at gøre det gode, så bliver vores liv rigere.
Og så må vi tro med Paulus, at vi ikke skal præstere det. Men åben må vi være for, at Guds gode gerninger ikke bare er begyndt i os, men også må vokse.
Vi kan og gør meget godt. Og de fleste af os ønsker helt grundlæggende at være et godt menneske.

Amen

Salig - Allehelgen

Jeg vil sige lidt inden, jeg læser dagens evangeliet. Teksten er fra Matthæus fra det afsnit, der kaldes Bjergprædikenen. Selve stykket kendes som saligprisningerne, da ordet salig bruges mange gange. 

Her vil jeg gøre lidt overvejelser over, hvad ’salig’ egentlig vil sige. I Bibelen 2020 bruges udtrykket: I er heldige, hvis… For mig er at være heldig dog noget ganske andet end salig. Man kan være heldig i lotto eller være født under en heldig stjerne. 

Salig må for mig være noget mere dybt – noget, der kan mærkes inden i.

I en prøveoversættelse brugtes ordet Lykkelig. Det er nok nærmere ordet salig. I ordbogen skrives der om salig: Det kan beskrive en tilstand af stor lykke og tilfredshed, som i "en salig glæde" eller "et saligt smil" Eller: fuldkommen lykkelig og Uudtalt glæde.

Jeg tænker, det har været tilgangen, når Grundtvig i en salme bruger ordet Lyksalig. 

At være lykkelig kan fylde meget i dagens Danmark. Og derfor vil jeg være forsigtig med at lade Salig være det samme som Lykkelig. Er du lykkelig? kan vi spørge. Og så tænker vi, at lykkelig, skal vi da altid være –  og måske særligt vores børn og unge. Er du ikke lykkelig, så må vi jo finde ud af problemet så, at vi kan trives.

Hvor for mig er netop denne fokusering på altid at være lykkelig et af problemerne. Ingen vil altid kunne være lykkelig – ligesom vi heller ikke altid bare kan være glad.

Eller, det vil sige. Jeg har mødt udtrykket ’den stille glæde’. Altså noget, som kan være inde i os og bære os selv, når vi er triste, ensomme eller bærer på en sorg.

Måske det kan være en forståelsesvej til ’At være salig’. 

Salig må være noget trygt og noget, som vi ikke selv kan præstere – altså noget, vi gives eller måske oplever at have og være. Og det må være noget, vi godt kan opleve samtidig med, at vi sørger, savner eller græder.

Med den indledning vil jeg læse fra Mattæus:

Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem: 

»Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. 

Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. 

Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. 

Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes. 

Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed. 

Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud. 

Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. 

Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres. 

Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. 

Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.«

Først vil jeg tage: Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn.

Det er en vigtig ting – altså at stifte fred – også i denne tid. Det gælder ikke kun på verdensplan. Det har vi nok ikke særlig stor magt over selvom, de fleste af os nok gerne lige ville fikse det.

Men så må vi jo begynde i det små – med de ting og blandt de mennesker, hvor vi har muligheder.

Her ved Allehelgen vil jeg også fremhæve: Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.

Til den vil jeg gerne tilføje: Salige er dem, der sørger og savner. For, de har kendt kærlighed og nærvær.

Sorgen og savnet rummer jo netop erfaringen af kærlighed og nærvær – som er tabt pga. døden.

Eller, måske rummer sorgen og savnet netop erfaringen af, at vores kære ikke er tabt for os.

Sorgen og savnet vidner sammen med minderne om, at vores kære ikke er væk.

Så, en tilføje kunne være: Salig er de, der sorger og savner. For, de lever stadig med kærligheden.

For, det liv, der er i kærligheden, har døden ingen magt over.

Døden kan ikke gøre dem, vi stadig elsker, til noget uden betydning.

Når jeg på den måde knytter salighed og kærlighed sammen, så peger det også på Guds nærvær. At vil og vores kære altid vil have den salighed at være omfavnet og levende i Guds kærlighed – i Gud, som er kærlighed.

Med det vil jeg sige: Amen.

Vær sød ELLER vær god og kærlig - 18. søndag efter trinitatis

Dagens evangelium rummer Det Dobbelte Kærligheds bud, der jo sættes som det mest centrale for os kirke – altså udover Jesus Kristus selv.

Her i landet er det vist kogt ind til, at vi skal elske vores næste – som jo også er et væsentligt element. Denne indskrænkning kan dog godt give udfordringer.
Her tænker jeg ikke så meget på, at vi også skal elske Gud. Den del rummes også i kærlighed til næsten – selv om, at gudskærligheden kan være vores svar på den kærlighed, som kommer fra Gud som et kildevæld til deling.

I vores hverdag er det mere vigtigt ikke at glemme ’at elske som os selv’.
Med det peges der på, at kærligheden er det, der både rummer andre og rummer os selv. Lidt som en melodi sådan, som jeg bad i den første bøn: Syng kærligheden ind i os, så vi lærer melodien – så den kan klinge med i vores tale og handling.

Når jeg går ad denne vej i dag, skyldes det et indlæg i avisen for ikke så længe siden. Overskriften var: Jeg vil ikke længere være sød - Hvis det er på bekostning af mig selv.

Her vil jeg læse indledningen:
”Vi lærer fra barnsben, at vi skal være søde, hjælpsomme og tænke på andre før os selv. Men i den sødmekultur, vi lever i, mister mange sig selv. Stress og mistrivsel er blevet folkesygdomme – og ingen kommer for at redde os. Vi må selv tage ansvar og friheden tilbage.”

Videre fortæller manden, at han blev opmærksom på det, da hans søn i 3. klasse skulle have forskelligt med hjem fra ferie til andre. Sønnen ville gerne være sød og flink.

Manden fik mindelser fra sin egen barndom: Længslen efter at være vellidt fik mig til at love mere, give mere, end jeg egentlig havde at give.

En af de gode pointer er; at være sød er ikke det samme som at være god.
At være sød kan være selvudslettende.
Hvor, at være god udspringer af klarhed og styrke.
At være sød handler om, at nogen skal synes godt om en.
Hvor, at være god handler om at være sig selv og hudløst ærlig.

En anden pointe er, at selvomsorg ikke er det samme som selvoptagethed.
Og videre har han en fin formulering:
Vi kan ikke tænde andres lys, hvis vores eget er slukket. Når vi sørger for vores egen flamme, kan vi give lys videre uden at brænde ud.

I disse tanker kan jeg følge ham meget langt. Og jeg bliver ærgerlig, hvis kristendommens tanke om næstekærlighed og at være god mod andre, får en sådan konsekvens.

Jeg må dog nok erkende - eller ikke afvise, at jeg også kan – med baggrund i den kristne lære – have sagt: Du skal være sød ved…
Jeg vil heller ikke afvise, at jeg selv er gået langt i omsorgen for andre for så ikke altid at tage ansvar for mig selv.
Dermed har jeg dog ikke afmonteret mig selv som et vigtigt menneske – også lige så vigtig som andre, men bare heller ikke mere vigtig.
Og jeg håber, at jeg også har fået den vinkel med, når jeg har talt om at være søde, gode og handle næstekærligt – både i min undervisning, i mine prædikener og generelt, når jeg har være ’den voksne’.

Værdien ligger for mig ikke i tjenesten for andre men i, at være elsket af Gud – der jo så kan hjælpe mig med at elske andre.

Da jeg læste indlægget i avisen, var det tydeligt for mig, at næstekærlighed vel altid kun kan være kærlighed, hvis der er et selvværd at give af – og dermed må det være i modsætning af ’at være sød’, som er hans ord for det selvudslettende.

Kærlighed er jo ikke selvudslettelse.
Kærlighed er for mig ikke – som der står i en sang – at åbne sine døre og la’ folk gå ind med plører.

Altså, er kærlighed ikke underdanighed men må altid være ligeværdighed.

Sådan også, når vi hører Jesus sige: Hvis en slår dig på den ene kind, så vend den anden til.
Med det peges der ikke på hverken svaghed eller at være underlegen - men snarer, at rette sig op og vise; bare fordi, du kan slå, så bliver du hverken større eller vigtigere end mig.

Kærlighed er heller ikke at give den anden, hvad den anden ønsker sig – eller forlanger. Kærlighed er at give den anden, hvad den anden har brug for.
Et simpelt eksempel er: Kærlighed er ikke at give slik til morgenmad.
I stedet er kærlighed også vejledning og opdragelse – og i forhold til sig selv, at have selvrespekt og kende sin ligeværdighed i mødet med andre.

Hvor det vigtige i buddet jo er, at vi skal se hvert andet menneske præcis lige så vigtige som os selv. 

Gennem tiden har denne side nok fyldt mest; altså, at vi skulle hjælpes med ikke at se ned på andre, ikke at træde på dem, vi har mulighed for og ikke at hævde os eller skrabe til os på andres bekostning.
Det er også ofte dem, der gør sådan, at vi opdager og dermed taler imod i vores vejledning.
Vi skal så bare også huske, at andre ikke skal gøre det overfor os.

Så altså, husk hele buddet: Elsk din næste som dig selv.
Vores menneskelige relationer skal have kærligheden som rum – som den melodi, vi lever i og lever af. Eller, hvordan vi nu bedst kan få et forståeligt billede.

Jo, nok er kærlighed også handling – den gode handling overfor andre. Men netop handling ud af den kærlighed, som er i os og dermed også må og skal rumme os selv.

Og måske netop derfor er det godt, at dagens bud er dobbelt – og med tre elementer; Gud, andre og mig selv.

Elsk din næste kan som krav føre til selvudslettelse.

Elsk din næste som dig selv rummer ligeværdighed og værdi.

Elsk Gud og elsk din næste som dig selv sætter os i en større kærlighed, som vi ikke selv skal præstere men kan leve i og leve ud.

        Amen

Artiklen, jeg refererer til, er af Edmund Davis

Hjælpsomhed kan som kærlighed ikke gradbøjes - 17. søndag efter trinitatis

Som verdenen er for tiden, så er det godt at læse fra Salmernes bog om alt det, der fortæller om Guds herlighed.

Det peges på noget af alt det gode, der kommer til os fra vores Skaber.
Ja, skaberværket råber ud om Guds storhed på en måde, som vi måske ikke altid tænker.

Selv er jeg utrolig glad for naturen – sådan, at have den rundt om mig både lige udenfor huset og rundt i og omkring Vejle.
Jeg nyder at se på det nu, hvor farvespillet er i gang med brunt, gult, rødt og gyldent ved en solstrejf.
Jeg nyder at gå på mit lille frimærke for at så, plante og lige gå en nyde-tur måske mens jeg viser frem.
Jeg nyder at cykle gennem engene – når vejret og tiden er til det.

Senest nød vi en at vandre op ad bakkerne på nordsiden af ådalen, hvor der var udsyn til både byen, bakker og videre ud i ådalen.
Udover udsyn og gode højdemeter i benene fik vi en særlig oplevelse og overraskelse, da stigen gik gennem et kildevæld.
Og jeg nyder, når kommunen har gjort stien farbar med skridsikre træplanker og broer, når der er for meget fugt, samt trapper og et tov at holde ved, når det er stejlt.

Jeg nyder også at se solen laver farve-leg gennem skyerne eller ude i horisonten.
Jeg nyder en stjerneklar nat, fuldmånen og en regnbue. 

I al denne nydelse, hvor naturen beriger mig, tænker jeg dog sjældent som, at det råber til mig om Guds herlighed.
Jo, jeg tænker da ofte Gud med som den, der har sat det hele i værk – og vel også holder det i livet trods både mennesker, dyr og planters ødelæggende kræfter.
Men, at naturen højlydt råber en lovprisning om vores Gud og Skaber, skal jeg nok lige mindes om.
Særligt, når det til tider er stilheden i naturen, der fylder. Eller den ro, der giver mulighed for også at høre insekternes summen og fuglenes sang. Også det nyder jeg og glædes over. 

Men jeg tænker ikke umiddelbart, at de summer og synger Guds pris som en højlydt råb til mig. Jeg tænker det mere som, at de med mig glæder sig over Guds rige skaberværk.
Og kan jeg hjælpe lidt til ved at plante og så, så gør jeg det nok som en lille hjælp til naturen – men ærligt, vist også temmelig meget på, hvad jeg vil få at ekstra glæder gennem det.

I dag vil jeg minde mig selv – og jer med – om, at høre lovprisningen af Gud i al det skabte, i alt det skønne og i alt det gode.
For trods alt, så er verdenen og vores liv fyldt af både det skønne og det gode.
Til tider skal vi bare hjælpes til at se det også i alt det små.

Og med dét, vil jeg gå til dagens fortælling om en helbredelse, der jo ikke er en af de store og afgørende. Selvom det for manden med vand i kroppen var til stor glæde.
Tænker vi på i dag, så er der gode piller, og for mange er støttestrømper en god hjælp.

I forhold til, når vi sidste søndag hørte om den unge mand, som blev vækket fra døden. Så må der være andet på spil i dag efter som, at fortællingen er blevet en del af den unge kirkes og sener evangelistens fortælling.

Det ene kan være opgøret med en rigid optagethed af, at andre ikke måtte bryde loven – og her særligt loven om hviledagen.
Når hviledagen skal holdes hellig, så måtte mennesker ikke arbejde, ikke gå ret langt og vist heller ikke lave mad.
Noget, Jesus her udfordrer ved først at spørge: må jeg helbrede – altså; må jeg gøre noget godt på denne hellige hviledag?

De svarer ikke, men det er underforstået i fortællingen om deres tavshed og ’at de holdt øje med ham’, at det måtte han nok ikke.

At helbredelsen så er blandt de ’små’, kan jo udfordre endnu mere. Hvis de f.eks. godt måtte gå 500 meter men ikke 1000. Måtte han så også godt lave en lille helbredelse men ikke en stor?
I vores verden – eller i det mindste i mine tanker bliver det komisk og dermed en udstilling af det absurde.

Et andet sted hører vi, at Jesus faktisk gør op med den nidkære tilgang. Han pointerede, at hviledagen er tænkt som noget godt for mennesker og ikke som et åg.
Altså; menneskerne er ikke til for hviledagens skyld, men hviledagen er til for menneskenes skyld.

I dag vil jeg også tage en anden vinkel på dagens fortælling.
Når vi tænker helbredelsen som en ’lille’ helbredelse. Så betyder det jo ikke, at den ikke er både vigtig og har betydning.

Med dét kan vi jo tænke, at også vores små gode gerninger også har betydning.

Vi behøver ikke at redde verdenen,
vi behøver ikke at afhjælpe al sult,
vi behøver ikke at få afsluttet alle krige og konflikter for, at det har betydning.
Det giver god mening også at handle i det små.
Det kan være et smil, at tage opvasken, at hjælpe en kørestol op på fortovet, at tage en ekstra mælk op fra bunden af køledisken til en, som tydeligt har ondt ved at bøje sig.

At se de små ting skal dog ikke fratage betydningen af de store; som at være hjerteløber eller det særlige, vores uddannede læger, pædagog, forsker osv. kan.
I stedet vil jeg gerne sidestille, som jeg gjorde med konfirmander ved sidste undervisning.

Vores evner og kunnen er forskellig. Nogle er mere vigtige end andre når der f.eks. skal spilles en fodboldkamp eller måske forstå tysk.
Men alle vil stadig være lige vigtige som mennesker.

Vi kan godt sige, at nogle menneskers opgaver og kunnen er mere vigtig end andre for at redde liv eller få samfundet til at fungere.
Men alle er lige vigtige for livet og samfundet.

Og noget kan bare ikke måles.
For mig må hjælpsomhed være hjælpsomhed uden grad af mere eller mindre
ligesom kærlighed er kærlighed, der jo hverken kan og skal ikke gradbøjes.

Amen

Tak gør livet rigere - 14. s. e. trin.

I går havde vi blomsterdag ovre ved huset, og her til formiddag havde vi høstgudstjeneste i Løget. Vi fejrer naturens gaver.
Jeg kan kun tænke, at alt i naturen er en gave – selvom, jeg godt ved, at der ligger en del arbejde i at få det til både at give et godt udbytte og at få det høstet.
Selv æbletræer i vores haver skal holdes, hvis vi rigtig skal få noget ud af dem. Ja, og skal vel oftest også plantes af nogle.
Det betyder dog ikke, at menneskers arbejde giver vækst og afgrøde. 

Med den vinkel, kan jeg også kun tænke, at en guddommelig kraft står bag alt det, der gives os gennem naturen. Nogle vil måske tænke det som tilfældigheder, udviklingen og den stærkestes magt.
Jeg kan også kun tænke, at kærlighed, vores fælles liv, vores tankekraft og intelligens – ja, livet som helhed er en gave.
Når jeg får, må der være en giver – og Gratis fortælles det, er en af Guds navne.

Spørgsmålet er så, om jeg generelt tænker over, at alt er en gave.
Og videre, om jeg tager det som en gave – eller måske mere som en selvfølgelighed.

Som kommentar til dagens tekst, læste jeg et argument: En gave er først rigtig taget imod, når der er sagt tak.
Jeg tror, det er sandt. Først, når vi får sagt tak, bliver det, vi f.eks. får til fødselsdag eller jul, til en gave. Og måske først i takken, får vi også forholdt os til giveren som en, der beriger os.
Både gaven og giveren bliver for os mere værd end, hvis vi tager tingene som en selvfølgelighed eller måske, at det har vi fortjent.

Tænk på en fødselsdag. Der kan en lagkage godt ’bare’ være det, der plejer at blive serveret til kaffen. Men, en lagkage kan også være en gave fra en, der ved, at lagkage gør os glad.
Tager vi lagkagen som en gave, så smager den ofte bedre. For, så når vi at tænke, at den er lavet i kærlighed til mig samt. Som en gave giver vi os også ofte bedre tid til at snakke om den og smage efter.

Med dagens fortælling om den ene, der vendte tilbage for at sige tak. Så er det oplagt at gøre nogle overvejelser over taknemmelighed. Og dermed, hvad vi egentlig oplever som gaver.

Er vi taknemmelig for livet?
Tænker vi livet som en gave? Kan vi mon også tænke det som en gave, når det er svært?
Eller, tager vi livet som en selvfølgelighed?
Måske kan livet også opleves som en sur pligt eller måske udfordrende og krævende.
- -

Er vi taknemmelig for helbred?
Tager vi mon ikke ofte sygdom som en fejl – noget, der skal overstås eller fikses?
Eller, kan vi vågne om morgenen og sige tak for, at heller ikke i dag er jeg syg?
Eller sige tak for, at vi ikke som i coronatiden skal holde afstand?
Bliver vi mon oftest modløse, når vi vågner med ondt i hoften – igen?
Kan vi ikke godt brokke os, når fysikken ikke er i tip-top – om det til dels er vores egen skyld eller ej?
Eller, kan vi godt takke for, at vi få endnu en dag, hvor vi kan klare os selv og kan langt det meste uden for megen bøvl?
- -

Er vi taknemmelig for de mennesker, som følger os gennem livet?
Nogle har vi selv valgt i livet. Andre følger med som familie, klassekammerater eller arbejdskollegaer.
Ofte er der ikke de store problemer. Men, sådan almindelig rolig omgang takker vi vel sjældent for. Det skulle da lige være, hvis det er efter en bøvlet periode.
Og når der er bøvl eller måske endda ubehageligheder. Så skyldes det ofte kun en eller få af de andre. Og naturligvis fylder deres ord og handlinger, så vi nok har svært ved at sige tak – selvom, de udfylder en vigtig rolle.
Til gengæld har vi i de situationer nok nemmere ved at være taknemmelige over ’alle de almindelige’.
Det kan være, som med en brækket tå. Den kan fylde hele vores tanke om kroppen. Men det kan også få os til at blive taknemmelige over resten af kroppen.
- -

Er vi taknemmelig for, at nogle tager ansvar på sig?
I kirkebønnen beder jeg ofte for alle, som har magt og ansvar. Dér tænker jeg, at de kan have brug for Guds vejledning – til ikke at falde for magtbegær eller andet. Men vel også for, at de får kræfter til at bære opgaven.
Nogle skal jo tage ansvar og opgaver på sig – både i forening, kirke, kommune, regering og i EU.
Ligesom, at nogle skal tage opgaven som træner og FDF-leder.
Til tider kan vi måske være taknemmelige for, at det ikke er os. Men sjældent fører det vel til, at vi så også er taknemmelige for dem, der tager opgaven – eller hvad?
- -

Er vi taknemmelige for, at vi bor i dette dejlige land?
Netop det, kunne jeg godt forestille mig, at mange af os er. Nok kan vi brokke os over både systemer og vejret. Men, når vi hører om andre steder i verdenen – også vilkår i vores nabolande. Så kan vi godt føle taknemmelighed.
Og så måske alligevel; altså, får vi sagt tak? Eller, tænker vi oftere: Stakkels dem. Godt, det ikke er os.
For, vores gode liv er vel ’det naturlige’, og alt er jo end ikke perfekt.
- -

Med disse eksempler, vil jeg også minde mig selv om, at tak burde være en stor del af mit liv – og ikke næsten kun her, hvor vi med høstgudstjenester og dagens tekst bliver mindet om det.
For, det er jo sandt, at taknemmelighed gør vores liv rigere.

Jeg nævnte før, at vi først rigtig modtager en gave, når vi også får sagt tak.
Til det kunne jeg tilføje, at vi så også først oplever livets værdi, når vi får sagt tak.
Og i takken, får vi så også øjnene op for, at nogle og noget giver os det alt sammen til glæde og af kærlighed.

Amen

Det går ikke med livrem og seler - 13. søndag efter trinitatis

Vi har nogle talemåder, som godt kunne passe ind til dagens tema.
Det kan være ”Man kan ikke både puste og have mel i munden.”
En anden kan være ”Det er godt at gå med både livrem og seler.”

I den første udelukker det ene det andet – altså for de fleste.
Den næste peger på en helgardering. Noget, der kan være godt selvom, det ikke er nødvendigt – altså for det meste.

Lad os tage dagens lignelse. Den fortælles til nogle, der mente selv at leve op til datidens tanker om ’det gode liv efter Guds bud’.
Når manden så spørger Jesus, kunne det godt være som, at han ville gå med både livrem og seler.
Han kendte jo de gamle love og kunne nok hver aften bekræfte sig selv i, at han havde overholdt De 10 bud og Loven som helhed.

Nu har han så hørt på denne Jesus, som taler på en anden måde. Og så ville han bare lige sikre sig, at han også efter ’dennes nye mål’ lever op til kravene.

Først peger Jesus’ svar tilbage på Loven. Hvad er essensen af loven?
Og manden tager Det dobbelte kærlighedsbud frem. For os måske lidt overraskende.
Når vi tænker på Det Gamle Testamente, så ville vi tænke De 10 bud – og alt deraf følgende.
Og videre tænker vi ofte, at med Jesus ændres disse netop til buddet om at elske Gud og elske næsten.
Sådan kan vi også læse det andre steder i evangelierne – altså, at Jesus tager denne kærlighedsbud frem som fokus. Ja, at han samler alle buddene i netop dette dobbelte om at elske.

Men altså må tanken om at samle alle love og regler i dette dobbelte kærlighedsbud ikke være et totalt nybrud med Jesus.
Kun ændres fokus, som vi nok altid skal mindes om netop, når vi dette bud frem som essens.

Der er forskel på, om vi først skal overholde buddet inden, vi opnår Guds nærvær.
Eller, om Guds nærvær og kærlighed går forud for, at vi skal leve efter dette kærlighedsbud.
Og netop dér kan vores ordspil komme ind.

Lad os dog først tage dagens fantastiske lignelse. Den er nem at forstå og ja, hvor er det dog en skrækkelig præst der sådan bare går forbi.

Lignelsen er dog også ganske krævende. For, hvordan vil det være for os, hvis vi aldrig kan eller må gå forbi en, der kunne have brug for vores hjælp?
Det ville nok være udfordrende i forhold til, hvad vi sådan umiddelbart ser. Men hvis vi så også skal tænke på alle dem, som vi ikke lige ser eller, som går med noget inden i, som først åbner sig, når vi spørger ind til det. Ja, så bliver opgaven uoverskuelig – vil jeg mene.

Og netop det, er jo ikke overraskende i Jesus’ fortælling og, når han peger på det guddommelige og medmenneskelige krav.

Til tider griber vi så fat ved, at vi jo da altid bliver tilgivet. For, det hører også med til fortællingen om Jesus – hans liv, død og opstandelse.
Kun løsner det os ikke fra kravet i det dobbelte kærlighedsbud.
Vi skal stadig bære ansvaret.
Og ender vi med sådan fuldt og helt at skulle stå med både ansvar, skyld og skam. Så vil vi have svært ved at leve – og da slet ikke at leve frit og med glæde.

Derfor har vi brug for en anden vinkel – ikke bare for at kunne leve med buddets krav men også for at kunne forstå budskabet i Jesus’ lignelser.

Til det har vi i dag ordene af Paulus i brevet til Galaterne.
Her lyder det tydeligt, at forholdet mellem loven og evangeliet er som at puste eller have mel i munden.
Vi kan ikke både tage imod evangeliet om, at Gud elskede os først, så vi kan være frie til at vise kærlighed overfor andre. Og så samtidig vil sikre os ved at leve op til alle lovens krav for derigennem at gøre os fortjente til Guds kærlighed.

Altså kan vi ikke i forhold til Gud og alt det, som Jesus kommer med, både gå med livrem og seler.
Vi kan ikke prøve at helgardere os ved både at leve efter Den Gamle Pagt og Den Nye Pagt.

Kravene er, som vi hører det i dagens fortælling, egentlig den samme. Vi skal i livet leve et næstekærligt liv.
Udgangspunktet er bare utrolig forskelligt.

Spørgsmålet bliver så, om vi sådan fuldt ud tør stole på det tilsagn, vi hører gennem Jesus; at vi på forhånd er elsket og givet del i Guds rige.
Eller, om vi egentlig godt selv vil tage lidt ansvar og dermed måske føle os lidt mere sikker på frelsen.

Jeg kan tænke, at dette dilemma også kan spille med i vores relationer til andre.
Tør vi stole på, at vi er elsket og, at vi så kan leve fuldt og helt i den tillid.
Eller, vil vi egentlig godt have en garanti – måske bare sådan en gang i mellem. Det kunne være en særlig tilkendegivelse eller måske ved, at vi lavede en lille test.
Eller, kunne vi måske gøre noget, så den anden blev bundet til os. For på den måde slev at tage ansvaret og dermed føle os helt sikre på ikke at blive svigtet.

Når jeg stiller det sådan op, kan de fleste nok se, at kun det første lader kærligheden være kærlighed – da kærlighed aldrig kan være tvang.
Som mennesker er vi dog skrøbelige, og derfor er kærligheden sjældent fuldkommen. Så usikkerhed hører ofte til, og svigt kan ske.

Med Gud bør det være anderledes – altså, når Jesus siger det. Usikkerheden er dog stadig en menneskelig virkelighed.
Så, derfor er det godt at høre og læse budskabet igen og igen; at vi er døde med Jesus i forhold til Loven – samt opstået med ham til det nye liv i kærlighedens frihed.
For, som Johannes skriver: Kærligheden er, at Gud elskede os først. Derfor skylder vi også at elske hinanden.

Amen

Kan selv - 11. søndag efter trinitatis

Hvordan bliver jeg retfærdig?
Eller: Hvem kan Gud li’?
Det er to måder at gå til dagens korte og meget enkle lignelse.

Det med at være retfærdig, bruger vi måske ikke så meget som udtryk længere. Men vi kender godt, at vi helst ikke vil være skyldige. Og gør vi fejl, så har vi nok en forklaring eller en undskyldning, så det ikke rigtig var min skyld.  

Man, hvad er det så at være eller blive gjort retfærdig?
For, jeg tror stadig det har betydning for os.
Til det vil jeg prøve, om retfærdighed kan oversættes eller indholdet formuleres med en anden virkelighed uden, at det bliver til psykologi.

Først vil jeg dog præsentere de to mænd:
Farisæeren er en af dem, der går meget op i at leve rigtig. Han engagerer sig formodentlig også i samfundet og er på den måde en opbyggende faktor. Han kæmper også for, at andre lever ordentlig – noget vi måske ikke jubler over i dag, hvis/når det har religiøse rødder. Og, at udstille det i en offentlig bøn, ligger os fjernt.
Nej, i dag har vi de sociale medier og til tider endda medier generelt til sådan at udskamme andre. Det kunne også være demonstrationer, som jo gerne også skulle deles elektronisk.

Jeg skal ikke her trække særlige frem, som mener sig selv som dem, der i det mindste har de rigtige holdninger og, som derfor med stor fryd udpeger ’de moralske fortabte’. Men interessant var det at læse, hvordan Maersk til årets DHL-løb lader sine medarbejdere løbe i t-shirt uden logo. 

Nå, men generelt ville en farisæer leve et godt og opbyggeligt liv – også for fællesskabet.
På den baggrund, kan det undre, hvorfor Jesus ikke har lidt ros tilovers for en, der virkeligt prøvede at leve efter Guds bud?

Tolderen kan man godt sige, arbejdede for samfundet ved at kræve penge ind. Men, da pengene gik til den romerske besættelsesmagt – og en del i hans egen lomme, kan han vel ikke være et forbillede for andre.
Selv om, at tolderen nok er ydmyg og med selverkendelse, så formoder vi, at han fortsætter sin livsførelse også efter besøget i templet. Og, hvad har angeren så af værdi?

I vores verden kan en proklameret ydmyghed også være et bedrag eller selvbedrag.
Sådan tror jeg, mange vil tænke.
Mon ikke alle for sig kan se dem, der forsøger at hævde sig ved at ydmyge sig:
Jeg er ikke noget værd – oversat: se mig lige, hvor ydmyg og selvudslettende jeg er.

Med denne lidt nøgterne tilgang, kan vi godt stille spørgsmål ved dagens ellers så klare og enkle lignelse.
Vi får dog mest ud af at tage den, som et bud fra Jesus om vejen til ægte retfærdighed.

Som de to står i templet, er det faktisk kun den ene, der reelt beder Gud om hjælp. Den anden mener at kunne klare sig selv med gode gerninger – særligt hvis der skal vejes i vægtskål og sammenlignes med andre.

I kristendommen er vægtskålen dog ophævet ved Jesu død og opstandelse. Retfærdigheden er ikke længere bundet til loven med til Guds nåde – Guds kærlighed og nærvær, der gives ganske graties.
Med Jesus går Gud fra at dømme til at tilgive og oprejse det fortabte.
Denne ene teologiske pointe binder os i forhold til Gud med dåben som bedste markering.

Med Jesus er retfærdighed noget, vi får givet. Det kræver dog en ærlig selverkendelse – altså, at vi tør se os selv på godt og ondt.
Ja, og at vi åbner os for at høre tilsagnet.
Det er jo sådan, at vi ikke får glæde af et smil, hvis vi ikke ser det. Og vi får ikke glæde af en julegave, hvis ikke vi opdager den.

Den anden teologiske pointe handler om forholdet til hinanden.
I farisæerens bøn lægger han afstand til alle andre – og særligt til tolderen. Han måler den menneskelige værdi på sin egen målestok, og tillægger endda Gud ansvaret for, at ikke alle er skabt så gode som ham selv.

Med Jesus bliver alle sat på lige plan. Noget, der ganske enkelt er konsekvensen af et kristent forhold til Gud.
Når Guds kærlighed og nåde er det afgørende, så må det gælde ALLE mennesker helt på lige plan og uden forskel.
Ingen kan være hverken mere eller mindre elsket. Dermed kan vi heller ikke være mere eller mindre værd.

Denne pointe kan dog stride lidt imod, at de to i lignelsen ikke begge gik hjem med Guds nåde. De burde jo netop behandles ens i Guds kærlighed.
Nu var det dog ikke Guds nåde men at gå hjem retfærdig, der var budskabet.
Det er en pointe. Der siges ikke noget om Guds kærlighed og nåde. For, det må vi tro på, er ens for dem begge.

Det var kun tolderen, der oplevede Guds kærlighed og bar det med sig. Det var nemlig kun ham, der reelt åbnede sig for Gud – åbnede sig for at høre Guds tilsagn.
Det, vi ikke hører eller tror, kan ikke berige vores liv - uanset om det er en sandhed om og til os.
Farisæeren havde modsat nok i sig selv, og var derfor ikke åben overfor Guds nærvær.

Spørgsmålet er derfor, om vi som tolderen tør gøre os sårbare for at høre, eller om vi pakker os selv ind i selvros og gode undskyldninger.

Dagens tekst minder mig, at Jesus’ ord – ja, at kristendommen ikke rigtig har noget at byde den, der kan klare sig selv.

Mon ikke de fleste har en god fornemmelse af egen fortræffelighed og ellers gode undskyldninger.
På den måde passer dagens tekst og tanken om retfærdighed også ind i dagens Danmark.

Måske bruger vi ikke ordet retfærdighed, men det ligger ikke desto mindre meget i tiden, at vi skal tage ansvar for vores liv og turde stille os frem. Ja, vi opøves i at præsentere sig på bedste måde og vise sine talenter.
Samt, der ligger også som en stor understrøm, at vi gerne udpeger andres svagheder. 

Når vi ender i problemer, kan psykologien hjælpe med både indsigt og forklaring. Men den kan ikke gøre et menneske fri. Indsigt er for mange ikke nok til at lade fortiden ligge.
Der skal tilgivelse til – både tilgivelse af andre, tilgivelse af sig selv og i sidste ende Guds tilgivelse af mig. Og her kan tolderens bøn være en vej.

Amen 

Et bedehus - 10. søndag efter trinitatis

Her er vi i en kirke, og vi er ikke så meget i tvivl om, hvad vi skal.
Ikke fordi, at der ikke kan ske andre ting i kirken end at holde gudstjeneste som nu.

Kirken kan f.eks. bruges til undervisning – både et informationsmøde for konfirmandfamilier som i onsdags. Og om ikke så længe både til Babysalmesang, konfirmander og minikonfirmander.

Vi har dog her i sognet valgt at inddrage kirkerummet for at knytte til ved gudstjenesten.
For både konfirmander og miner holdes der en kort gudstjeneste. Og selv ved mit møde sang vi som det mest naturlige en salme.

At vi så til minier godt også kan lave en skattejagt eller finde 100 får ændrer ikke ved tilgangen. Kirken er rum for gudstjeneste – og ja, en leg kan der også indgå i vores børnegudstjenester.

I ugens løb er kirken også åben, så folk kan gå ind og se – men vist mest for at finde lidt ro og få en andagtsstund.

At kirkerne nogle steder også kan bruges til dans, yoga eller måske litteraturmøde. Ligesom den som stort rum kan bruges til foredrag og koncerter. Så ændrer det ikke ved vores tilgang til kirken som det særlige sted for gudstjeneste med bøn og tekstlæsning – med dåb, vielse, konfirmation og begravelse.
Ikke mange vil være med på, at vi holder loppemarked eller markedsplads på anden måde.

I mine 25 år husker jeg kun, at sognet i Løget Kirkes sal havde ladet et sengefirma bruge den som udstillingslokale nogle hverdage. Og nej, det blev ikke taget godt imod – og ja, der havde vist været fejl i kommunikationen.

Med denne vores tilgang, så virker dagens fortælling om Jesus’ vredeshandling ikke særligt provokerende.
Eller måske er det omvendt. Netop fordi vi har denne fortælling, så holdes vi fast på, at kirkens rum gerne må være det særlige.

For rent teologisk – og ikke mindst for os lutheraner, så er kirken bare den fælles rum, hvor vi mødes til gudstjeneste.
Selve kirken er jo os, de mennesker, som mødes til gudstjeneste.
Derfor kunne et hvilket som helst rum blive til kirke. Særligt er dog, at vi her i kirken har gjort klar til både dåb og nadver – vores to sakramenter. 

Tager vi så evangeliet i dens sammenhæng, så er det særlige, at Jesus både græder og bliver vred. Kun ved Lazarus’ grav hører vi også Jesus græde.

Altså, må der være noget ganske særligt på spil.
At Jesus græder over Jerusalem, vil jeg ikke sige så meget om. De fleste vil mene, at det kan være en tilføjelse efter Jerusalems ødelæggelse.
I fortællingen kan det dog pege på den misforståelse af Gud, som datiden levede efter.
Og her kommer vi til hans vredes handling. Noget, der mere levende fortælles i en af de andre evangelier. Denne fortælling om opgøret med boderne på tempelpladsen er lagt efter indtoget palmesøndag, og nadveren skærtorsdag.

Som jeg forstår, så var de handlende en næsten nødvendighed for adgang til templet. Tanken var nemlig, at mennesket skulle gøre sig klar til at komme ind. Til det skulle der bringes et offer – for, ingen var jo så rene, at der var direkte adgang. Måske undtagen præster og andre ’vigtige’ tempel-personer.

Man har ofte tænkt, at den latterlige præst, som Jesus fortæller om at gå forbi den forslåede på vejen mellem Jerusalem og Jeriko, netop ville holde sig ren for at kunne virke i templet.
Så den lignelse taler også ind i dagens opgør. For, når det at røre ved en død, gjorde, at præsten ikke engang turde undersøge den forslåede mand. Så er der noget glat i deres forståelse af adgangen til Gud.

Videre var det også vigtigt, at det, der blev ofret, var rent. Der skulle bruges særlige dyr og penge uden billede af en kejser.

På den ene side kunne vi se de handlende som nogle, der var til hjælp for de besøgende.
Men, vi kan også se dem som nogle, der havde fundet en god måde at tjene penge på. Med særligt rene dyr osv., var prisen nok også god.

Hvor vi jo med Luther – og faktisk også med dagens fortælling, tror på, at alle har lige adgang til Gud. Vi skal ikke selv gøre os rene for at komme Gud nær. I stedet er det Gud, der gør os rene gennem Jesus’ handling, når vi kommer til ham.

Og her kommer jeg til det med bøn.
Guds hus – altså, vores nærvær med Gud består i bøn. Og det en ægte bøn, hvor vi erkender og vedkender os vores svagheder og fejl samt, vores brug for hjælp. For, vi magter ikke livet selv.

Modsat bøn, kan vi sætte handel. Det, som oftest høres om i Det Gamle Testamente. Der laves en aftale mellem folket og Gud – en handel, som går ud på, at folket skal gøre efter Guds vilje. Og så vil Gud være deres gud.
Når det så går galt, da mennesker også dengang fejlede. Så måtte der laves en ny aftale.

Modsat bøn kan også sættes ’at røve’. Det begreb, som Jesus peger på.
Hvis man røver – bl.a. fra butikker, som var mit anliggende i ugeavisens klumme. Så er det for at berige sig selv.
Det kan jo være ud af en mangel.
På den måde kan udgangspunktet være den samme som ved bøn.

Der er dog en verden til forskel, om man handler, røver eller beder, når vi har en mangle eller en skyld.
Der er både forskel på vores tilgang og på vores relation til den anden.

Når vi røver, så gør vi os til den stærke – eller måske, så tager vi selv styringen og er uafhængig af den anden. Altså med undtagen af, hvad den anden har, som vi stjæler.

Når vi handler, kan der være en ligeværdighed. Vi beholder en selvrespekt og værdighed – kan vi mene og opleve.
Mens, når vi beder, gør vi os afhængige og svage.
Og dog, er det måske netop i bønnen, at vi er og bliver de sande mennesker og medmennesker.
Til dels over for andre, kan der ved bønnen være en ærlighed. Og i særdeleshed overfor Gud må der være en ubetinget afklarethed. For, hvem vil egentlig kunne handle med eller stjæle fra Gud?

Dét må være lige så umuligt som, at vi selv kan gøre os fortjent til Guds nærvær – som ved at være ren nok, skyldfri eller have ofret det rigtige.
Overfor Gud er for mig kun bønnen og lovsangen – netop, hvad vi samles om her i kirken til gudstjenester.

Amen

Ulv eller æbletræ - 8. søndag efter trinitatis

Falske profeter, advares vi imod.
Og vejledningen er, at vi skal vurdere dem på deres frugter – altså på, hvad resultatet af deres tale og vejledning bliver; om det er til det gode eller ej.

Mon ikke mange umiddelbart tænker på politikere i den forbindelse.
Nogle tænker måske på influencer eller måske på vejledning i kost og motion.

Måske ser vi også lidt i et spejl og tænker, hvad resultatet af vores egne ord og handlinger bliver.
Netop den vinkel kan være rigtig god. Ikke bare sikre det, at vi faktisk reflektere – eller i det mindste tænker, før vi handler.
Men også, at vores gode intentioner måske opleves anderledes af andre.
Vores tilgang til livet og andre er vigtig, men vores indvirkning på andre i livet – både direkte og indirekte som f.eks. gennem naturen – er om muligt endnu vigtigere.

Disse vinkler, mener jeg faktisk, er ganske relevant også at tage frem her i kirken. Vi har – ikke mindst som kristne – et ansvar overfor hinanden og alt det skabte.

I dag vil jeg dog holde mig mere direkte til, hvad Jesus siger; nemlig omtalen af Gud.

I forhold til falske profeter, så tænker vi nok i dag ikke så meget om Gud – altså, hvad der prædikes om Gud. Men det bør vi måske til igen.
Selvom troen har ændret sig for mange, så har forestillingen om Gud stadig betydning for os og vores opførsel og syn på andre.

Nogle bruger faktisk også Gud som autoritet – eller, deres udlægning af Gud som et væsentligt argument i livets forhold.
Men dog ikke særligt ofte sådan nogle kristne lutheranere som os. Og det er der for mig at se en ganske god grund til.

Måske lytter nogle til Bibelen Leth-fortalt med Christian Leth.
Jeg har ikke hørt alle men rammer ofte ved et tilfælde ind i et afsnit på radioen, når jeg kører bil.
Og nogle gange åbnes mine øjne – selvom man skulle mene, at jeg som teolog har et vist kendskab til Bibelen.
Tolkningen og de samfundsmæssige betydninger, som Christian kan få frem, var ikke en del af de teologiske discipliner.

Senest handlede det om ordene af Jesus: Give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.

Christian Leth fik med en kulturhistorisk viden netop disse ord til at være forudsætningen for vores måde at tænke samfund på.
Ja, han fik det nærmest til at være et afgørende punkt for udviklingen af et demokratisk samfund- bare med mange års forsinkelse eller langsom indvirkning.

For mig har sætningen oftest løst det guddommelige fra det verdslige som noget andet i vores liv.
Men delingen løser også samfundet fra det religiøse på den måde, at vi kan skabe samfundet efter vores normer om frihed, lighed og til menneskets bedste. Modsat at fokusere på ’til Guds gavn’ – eller måske ’efter Guds krav’.

Religioner og ideologier bruges ofte til at forme samfundsnormer og fasthold et system.
Når jeg siger ’bruges til’, vil jeg pege på, at religioner og ideologier ikke nødvendigvis i sig er autoritær. Men, at mennesker kan bruge både religion og ideologi til at forme samfundet efter sit eget ønske – og med det ofte til gavn for sig selv.

Her kan opdelingen mellem det samfundsmæssige og det religiøse giver både en frihed til, at vi kan forme og danne det gode samfund – men også at skulle stå til regnskab for det.

Med adskillelsen bliver love og regler ikke er autoritet eller evigt gyldige. Vi skal altid vurdere konsekvenserne.
Derfor er kristendommen ikke en lovreligion men mere en etisk vejledning. Noget, der er vigtigt for os altid at holde fast ved.

Når vi så selv har ansvar for samfundet. Så er det kun få, der helt åbent melder, at de tager magten for at berige sig selv og give sig selv og sine nærmeste fordele fremfor andre.
Men, hvis det nu kan gøres til en del af et system, så det bare ’tilfældigvis’ ender i at gavne mig selv. Så er det jo ikke så ringe endda – kan vi måske tænke. Men ved godt bedre.

Den vinkel, vil jeg mene, absolut også har været Jesus’. Han revser ofte dem, der beriger sig selv – særligt, hvis de gør det på de fattiges bekostning.
Den fristelse var for mennesker dengang, som den er det i dag.
Nogle læste måske min seneste klumme i Ugeavisen, som havde det som tema. Også om godt en uge vil man kunne læse endnu en vinkel – men mest som en bi-pointe.
Jeg tør dog ikke være så kras, som Jesus – hverken i en klumme eller en prædiken.

I dagens tekst udpeger Jesus de falske som nogle, der gerne vil ses som blide lam, men, som er glubske ulve. Altså grådige og nogle, der uhæmmede kaster sig over andres ting.

Sådan skal vi prøve på ikke at være. For, det at sikre sig selv, er en del af menneskeligheden. Kun bliver spørgsmålet om mulighed for magt – og så at kunne være selv-erkendende og selv-begrænsende.

I stedet for som en ulv at sluge alt til sig selv. Så skal vi være som et træ, der bærer gode frugter – frugter, som bæres frem til andres glæde.

Om vi så er et godt træ, der bærer gode frugter, er vist svært for os selv at sørge for. Et træ har brug for hjælp – både med jordens næring, med regnens grøde og vel også en god beskæring. Og så skal det vel også være af den rigtige sort – en skabelses-point.
Sådan må vi også have hjælp. Måske hjælp fra andre, men også hjælp fra Gud.

Så derfor vil jeg slutte med at inddrage Paulus. Det er Guds egen ånd, Helligånden, der hjælper os til at være Guds børn – en gave, så vi ikke er trælle men frie arvinger.

AT vi er den sort, som Gud bestemte for os.
At vi er plantet et sted, hvor vi får både kan sætte rod og få næring.
At både vind og vejr og måske andres kommentarer og gennem gode diskussioner kan ’beskære’ os til det bedre.
Og så at få tilsagnet om, at vi er og altid vil være Guds elskede børn.
Alt det gives os og hjælper os.
Men vi skal selv vælge at leve i det og dermed lade kærlighedens og tilgivelsens frugter blive til andres gavn.

Amen

Snyd, ondskab eller måske en gave - 4. søndag efter trinitatis

Jeg vil i dag tale om snyd.
Og jeg vil begynde med min barndom. Der spillede vi et kortspil, der hed Snyd.
Pointen var, at vi skulle prøve at snyde ved f.eks. at få lagt to kort ud uden, at nogen så det. Hvis en opdagede det, skulle der råbes Snyd. Og så skulle man have sine kort tilbage samt to fra bunket.
Var det ikke snyd – men altså falsk anklage, skulle anklageren have to kort op. Noget, der faktisk var en god læring.

Engang havde vi en pige fra Holland på ferie, og vi ville lære hende spillet.
Overraskende for os, så vandt hun igen og igen.
Da vi sluttede, og hun rejste sig, havde hun gemt kort både i lommer og under sig på stolen. Det var jo snyd – mest fordi, at sådan havde vi ikke lige tænkt det. 

Udover i spillet Snyd, så bryder jeg mig ikke om snyd. Særligt ikke i spil, men heller ikke generelt i tilværelsen. Min retfærdighedssans er meget stor, vil flere vide.

Jeg har det nok lidt mindre svært, hvis jeg bliver snydt. Særligt, hvis jeg har været for naiv eller eftergivende.
Svære har jeg det med, at andre bliver snydt – og da særligt de svage.
Og så bryder jeg mig virkeligt ikke om, at samfundet og altså os alle bliver snydt.

Det kan være undersøgelsen af 23 kiosker, hvor alle havde fejl. Der blev fundet puff bars og store mængder spiritus, der ikke var betalt afgifter af. Det er ikke bare snyd men også ulovligt.

Svært har jeg det også, når det går ud over naturen. Der var sagen ved Kolding, hvor en livsfyldt sump blev til søens sandstrand. Det burde rettes tilbage eller i det mindste give en bøde større end, hvad ejendommens værdi voksede.
Der er også fældningen af de store træer langs Vejle fjord.
Det er ikke bare ulovligt men også snyd, da det ødelægger naturen, biodiversiteten og vores alles oplevelse.

For mig er det også snyd, at vi f.eks. ville kunne have fået 20% på maling, hvis vi havde været medlem af Ældresagen.
Nogle ved, at vi er ved at sætte et hus i stand. Så der er brugt en del maling.
Jeg ved godt, at det ikke er ulovligt.
Men det er snyd sådan som magtfuld forening at rage til sig og sine medlemmer.

Nogle kan sige, at vi da så bare kunne melde os ind. Så blev vi nogle at de heldige.
Selv mener jeg, at 20% til ca. en millions danskere kunne være ændret til at sænke prisen med 5% for alle.
Og derfor er det for mig snyd, når nogle med deres magt får fordele. Det går nemlig oftest mest ud over de svage, som ikke har overskud til at være med – ja, og ofte går det også ud over de studerende.

Selv har jeg bevidst valgt muligheden fra, så jeg lever med at blive snydt. Og ud af mit princip, så vil jeg aldrig melde mig ind i en forening for at få fordele – måske udover forsikring, hvor alle medlemmer deler overskuddet (såkaldt medlemsfordel).

Med det som indgang vil jeg gå til dagens tekster, som ikke kun handler om snyd.

Først er der fortællingen og David og hans nabokone, Batseba. Samt den fine lille fortælling om den fattige mands lam.

At den rige, som har masser af får og okser, tager den fattiges eneste lam og tilbereder til gæsten. Det er ikke bare snyd men ondskabsfuld og vel magtmisbrug.
Og netop det havde David gjort.

Som konge havde han magt – også noget mere end både vores konge eller USA's præsident.
Vi formoder, at David også havde flere koner – sådan var det dengang. Men så var han blevet forelsket i Batseba, sin hærfærder Urias’ kone.
Mens Urias var i krig, listede David forbi, og et barn var på vej.
Det duede jo ikke. Så først fik han Urias hjem fra krigen på ferie – men han var en ægte militærmand, som ikke var hos sin kone så længe, der var krig.

Så måtte David sørge for, at han kom tilbage og frem i forreste geled, hvor Urias med sikkerhed ville blive slået ihjel. Han blev sat på en uriaspost, som det hedder.
Og ja, med hans død var der åbent for et nyt ægteskab.

Er det ikke snyd, at nogen har magt til at gøre noget sådant?
Og ak ja, sådan kan vi formode, at nogle også har magt i dag – og bruger den til egen glæde.

I evangeliet vil jeg tage fat på et enkelt ord. Ikke fordi, at hele evangeliets pointe om, at vi skal handle godt overfor andre, ikke er vigtig. På en måde udfolder denne tekst på en fin måde, hvad vi kender som ’Den gyldne regel’: Du skal gøre mod andre, som du gerne vil, at de skal gøre mod dig.

Jeg tænker dog, at tilgivelse går udover det normale; At vi ikke skal stå til regnskab for, hvad vi gør forkert.
Dét kan vi vel godt kalde ’snyd’.
Men, det kan ikke være snyd på samme måde som alt det andet, jeg har nævnt.

En ting er at berige sig selv ved at snyde. Noget andet er at bruge snyd til at gøre godt mod andre – hvis vi altså vil kalde det snyd.

Jo, det kan være snyd, hvis man gør forskyld på folk. Som, hvis man altid tilgiver det ene af sine børn men aldrig det andet.
Eller, som med rabatter i butikker, hvor nogle får og andre ikke.
Og ja, sådan altid at kunne tilgive alle, kan vi som mennesker ikke. Det kan være svært nok at tilgive, når vi virkelig er ramt.
Hvor budskabet kan være, at vi skal tilgive for vores egen skyld – for, at vi kan give slip på vores ramthed og få livet tilbage.

Hvor vi så må tro, at Gud både kan og vil tilgive alle – tilgive, at vi ikke magter at leve det gode liv, som gives os.
Så måske snyder Gud. Men han gør det for at give os livets mulighed.

Om vi så også skal tilgives for at ødelægge naturen eller andre mennesker, kan blive en ganske anden sag. 

Amen

Emnet Snyd er også temaet for min klumme i ugeavisen - kan læses på https://levsomelsket.blogspot.com/

Om værdi - 3. søndag efter trinitatis

Det er svært i dag ikke at tage fat på lignelsen om hyrden og de 100 får.
Det er nok en af de mest kendte – lige til og let forståeligt; hyrdens omsorg er den samme overfor alle får. Men handlingen og et opsøgende arbejde er forskelligt. Det kender vi godt i vores liv både som forældre –
Hvis et lille barn går op opdagelse i haven på egn hånd
Hvis de unge mennesker er på festival eller landsstævne
Og såmænd også, når de er voksne og har deres eget liv et andet sted i landet.

Et muligt nyt tiltag er at spore deres mobil, så man kan se, hvor de er. Det kan give tryghed – men vist mest for helt små børn samt måske demensramte.
Ellers, tænker jeg, at det godt kan virke som overvågning. Men nu er jeg jo også en gammel mand.

I lignelsen kan jeg godt li, at hyrden ikke har GPS på sine får. Men, at de har frihed til også selv at leve - og så alligevel trygheden af, at de aldrig bliver glemt eller er ligegyldige. Samt, at på et tidspunkt vil en eftersøgning blive sat i gang, hvis det bliver nødvendigt.
Sådan med forældre og sådan med Gud.

Spørgsmålet kan så være hvordan og hvem, der er blevet væk i livet.
Udover at lignelsen kan handle om, at Gud til slut altid samler os ind til sig – som i evighedens paradis.
Så kan den også handle om livet lige nu.

Måske ved vi godt selv, når vi er faret vild i livet og føler os fortabte. Men netop i at være fortabt, kan vi også mangle overblik og selvindsigt – og derfor ikke får handlet eller kaldt på hjælp.

Modsat kan vi godt have et klart billede af hvem af andre, der er fortabte i livet.
Det kan være de psykisk sårbare, den hjemløse eller måske veteranen, der har fundet ro alene ude i en skov.
Det kan måske også være den, der sidder lidt for sig selv i pauserne ved landsstævnet. Eller, som går en tur for sig selv langs åen.

Og ja, at de er fortabte, er jo muligt men ikke nødvendigvis rigtigt. At have brug for ro og alenetid betyder ikke, at man er tabt i livet.
Det kunne for mig lige så godt være den, der nok sidder i en flok at mennesker men ikke er med i fællesskabet.
Eller, det kan være direktøren, som nok møder mange mennesker, men aldrig når hjem at spise med familien.

I forhold til det, så er det ikke lignelsens pointe. Nok skal vi som mennesker række ud efter hinanden. Men vi skal ikke være hyrde for hinanden. I lignelsen må vi være fælles om at være får, og så lade Gud være hyrde og dermed den hovedansvarlige.

Og det er vel også meget godt. Det kan godt være kaos at skulle holde styr på 100 får. Noget, som kan opleves i et billede fra den børnebibel, som begge familier har valgt. Der har kunstneren Ole Grøn malet hyren med rent faktisk 100 får. (se billede)
Og ærligt, så er de ikke nemme at få talt. Så god fornøjelse på et tidspunkt.

For at understrege Gud som den ansvarlige, har vi i dag endnu en lignelse; fortællingen om konen, der mister en af sine mønter.

Fortællingens pointe er den somme som med fåret. Der bliver ledt indtil, det tabte er fundet. Hverken hyrden eller konen giver op – og sådan heller ikke Gud.

Men lignelsen om mønten har for mig nogle stærkere teologiske pointer. 

For det første er en mønt helt hjælpeløs og vel uduelig til andet end at have værdi.
Et får kan både løbe væk med vilje, kan fare vild i sin uforsigtighed - men vel også ofte finde tilbage til hyrden eller finde sammen med de andre får igen.
Et får kan handle, med mindre den sidder fast i en sprække eller i en tornet busk – eller er fanget af ulven.

Når vi overfor Gud sammenlignes med et får. Så betyder det, at vi også har handlemuligheder. Vi har endda mulighed for at stikke af ganske bevidst og så blive væk.

Når så Gud stadig vil søge og finde, kan det måske virke forargeligt. For, skulle vi ikke have frihed til selv at vælge – endda at vælge et fortabt liv?
Men hyrden har et ansvar, og fåret har en værdi.

Når vi så tænker på en mønt – hvis vi da altså stadig ved, hvad det er. Så har den ingen valgmuligheder.
At sammenligne os med en mønt, er nærmest at gøre os til mindre end et nyfødt barn.
Men det gør os ikke betydningsløse – nærmest tværtimod. 

En mønt er skabt af nogen. Og dets værdi ligger i, hvad den er præget med. Ja, og hvem der står bag dens værdi-sættelse.
Her i landet er det staten, der beslutter møntens værdi. Og som prægning sætter vi kongen eller et andet tegn på landet og dermed møntens ægthed og værdifuldhed.

Som mennesker, tænker jeg, er vi skabt af Gud.
Og vi er ikke bare skabt som alt andet på jorden. I skabelsesberetningen hedder det, at vi er skabt i Guds eget billede.
I dette hører jeg både om vores værdifuldhed og vores ligeværdighed – noget, som på en særlig måde bliver slået fast ved dåben.

Og med det vil jeg tage min sidste pointe.
Når Jesus fortæller lignelserne, er det i et opgør med dem, der mener sig bedre end andre – dem, der virkeligt nemt kan pege dem ud, som ikke burde være værdige til Guds nærvær; de ægte fortabte.

Men det gør Jesus heldigvis op med. Alle har værdi – og samme værdi. Om det er en 50 øre, så er det uendeligt for skaberen.
Omsorgen og kærligheden til os som de skabte er også lige stor. Men glæden over at finde den fortabte er større end over dem, der lever det gode liv.
Dét viser vist Guds menneskelighed – eller, vi kan også sige; vores guds-lighed.
Har vi to børn eller to hunde eller noget andet, og en af dem så bliver væk. Så er glæden over at finde større end over den, der forblev i hjemmet.
Kun må vi dermed ikke konkludere, at omsorgen og kærligheden er større – heller ikke fra vores Skabers side mod os.

Amen

At være med til fest og få gæster - eller ej - 2. søndag efter trinitatis

Jeg læste i ugens løb om en ny analyse. Det var konklusionen, at de fattige sidder fast på bunden. I årtier har Danmark brystet sig af udstrakt social mobilitet. Men i 20 år er det ikke blevet lettere for de fattigste at undslippe deres sociale arv, viser den nye analyse.

Det er trist læsning. Her gik jeg rundt og tænkte at af alle lande, så har vi i Danmark det mest lige samfund med stort set lige muligheder. – Naturligvis ikke økonomisk, hvor forskellen vist er stigende. Men at alle alt efter evner og interesse har mulighed for at tage uddannelse og erhverv.

Særligt ang. evner, så passer det tidligere mantra ”du kan blive, hvad du vil” ikke.
For nogle ting kræver det også en villighed til at flytte et nyt sted hen – og det ikke kun til de store byer – for at få uddannelse eller arbejde.

Jeg har også forståelse for, at nogle familier har nemmere end andre ved at hjælpe deres børn til det, de drømmer om. Ja, og måske være med til at skabe drømme og åbne muligheder.
Der kan også være nogle sproglige udfordringer.
Men generelt var min opfattelse af det danske samfund, at muligheder findes og, at ingen er lukket ude fra at ændre på sin sociale situation.
Måske skyldes min opfattelse, at jeg er privilegie blind – hvor jeg er nu. For, selv kommer jeg fra et hjem med forældre uden uddannelse udover almindelig skolegang. Og som ordblind var ambitionerne ikke store på mine vegne. Så, for mig var Danmark med åbne muligheder – åh ja, for mange år siden.

Når jeg hører den nye analyse. Så kan det for nogle skyldes, at børn spejler sig i de voksne og de relationer, som de vokser op iblandt.
Men, der må jo også være noget andet på spil – noget, som gør, at ikke alle inviteres til ”livets fest og glæde” for at bruge dagens lignelse.

Dermed siger jeg ikke, at de af samfundet betegnet som fattige, ikke kan have et godt og dejligt liv. Men muligheder og udfoldelse er begrænset.

At blive inviteret til fest og at komme er dagens tema.
Som parallel kunne jeg også have fortalt om studentergilderne i disse dage.
Ved sådanne fester er der to mulige udfordringer.

Først, at jeg ikke bliver inviteret med ligesom de andre af vennerne. For, så er jeg jo ikke rigtig med, som man ellers gik og troede. Dét kan gøre ondt.
Men ondt kan det også gære, hvis jeg har inviteret og gjort klar til fest. Og så ingen alligevel gider at komme.
Måske ser jeg, at alle kommer til de andres fest. Eller, at de formodede venner bare hellere vil lege med familiens nye kattekilling.

Dagens lignelse har dog nogle ekstra mulige vinkler, som jeg vil vende.

Vi kan nemlig god se dagens fortælling som noget glædeligt. For, alle dem, som aldrig blev set eller plejer at få en invitation blev hentet – ja, måske nærmest slæbt ind til fest.

Men trist er det jo, at værten i første omgang valgte de ’svage’ fra.
I parallelle lignelser er det en konge, og billedet er af Gud. Men lige der bliver vores forståelse af Gud udfordret – men vi lever også med det gudsbillede, som vi får gennem Jesus.

Man, værten valgte først omgang folk fra – sådan som vi jo da alle gør. Hele verden kan jo ikke være med.
Mon ikke også værten valgte dem til, som har betydning. Det kunne være havde gode venner og sociale relationer. Men det kunne også være dem fra samme sociale lag – og måske også fra højere lag.

Vi kan også tænke, at værten ville undgå at invitere dem, som andre så ned på. For, det kunne jo smitte af på ham.
Den virkelighed er også for os i dag – måske særligt blandt børn og unge.

Fortællingen fortsætter så med, at værten selv bliver valgt fra – valgt fra at de inviterede, som endda i første omgang havde sagt ja.
Dét må have gjort ondt. Så var det ikke venner alligevel, eller også oplevede de andre ikke værten som værende i deres sociale lag.
Men det slår ikke værten ud.

Måske er det netop dér, at en væsentlig læring er i lignelsen. Da han selv oplever at blive valgt fra, så får han øjnene op og blev klogere – noget vi nok også kan have brug for. Og særligt måske opleve, at det er i sådanne udfordringer, at livet åbner sig og vores forhold til andre former sig.

Dermed ikke sagt, at det er godt at blive valgt fra – men værre må det være, hvis vi gennem livet kan skalte og valte i forhold til andre.
For mig er ligeværdighed vigtigt, og den opnår man kun, hvis vi også oplever os selv som skrøbelige og sårbare.

Når vi tager lignelsen som et billede på Gud, så hører jeg mest om ødselheden – at der bare er fest og mad nok til alle. Altså alle, som ikke selv vælger det fra.

I livet opleves det måske ikke altid, eller af alle.
Men, så kan fortællingen inspirere os til at dele det glædelige budskab – som tjeneren blev sendt rundt på gader og stræder til dem, der ikke lige selv hørte eller så invitationen.

Og så kunne jeg vende tilbage til vores virkelighed. Der gøres forskel på, hvem der inviteres til hvad. Og sådan må det være.

Det har f.eks. været et bryllup i Venedig, hvor nærmest hele byen var lejet til gæster og fest. De fine og rige kom flyvende ind og sejlende til i en virkelighed, som jeg faktisk gerne ville være fri for. Så, hvis verdens tredje rigeste mands gæster havde meldt fra. Så havde jeg måske gemt mig et godt sted for ikke at blive fundet ’på gader og stræder’ og slæbt ind, så bryllupsalen kunne blive fyldt.

Så dog hellere bliver involveret i det kommende landsstævne selvom, jeg ikke er til gymnastik og – at det bliver besværligt at komme rundt i byen i de dage.

Amen