Her er vi i en kirke, og vi er ikke så meget i tvivl om, hvad vi skal.
Ikke fordi, at der ikke kan ske andre ting i kirken end at holde gudstjeneste som nu.
Kirken kan f.eks. bruges til undervisning – både et informationsmøde for konfirmandfamilier som i onsdags. Og om ikke så længe både til Babysalmesang, konfirmander og minikonfirmander.
Vi har dog her i sognet valgt at inddrage kirkerummet for at knytte til ved gudstjenesten.
For både konfirmander og miner holdes der en kort gudstjeneste. Og selv ved mit møde sang vi som det mest naturlige en salme.
At vi så til minier godt også kan lave en skattejagt eller finde 100 får ændrer ikke ved tilgangen. Kirken er rum for gudstjeneste – og ja, en leg kan der også indgå i vores børnegudstjenester.
I ugens løb er kirken også åben, så folk kan gå ind og se – men vist mest for at finde lidt ro og få en andagtsstund.
At kirkerne nogle steder også kan bruges til dans, yoga eller måske litteraturmøde. Ligesom den som stort rum kan bruges til foredrag og koncerter. Så ændrer det ikke ved vores tilgang til kirken som det særlige sted for gudstjeneste med bøn og tekstlæsning – med dåb, vielse, konfirmation og begravelse.
Ikke mange vil være med på, at vi holder loppemarked eller markedsplads på anden måde.
I mine 25 år husker jeg kun, at sognet i Løget Kirkes sal havde ladet et sengefirma bruge den som udstillingslokale nogle hverdage. Og nej, det blev ikke taget godt imod – og ja, der havde vist været fejl i kommunikationen.
Med denne vores tilgang, så virker dagens fortælling om Jesus’ vredeshandling ikke særligt provokerende.
Eller måske er det omvendt. Netop fordi vi har denne fortælling, så holdes vi fast på, at kirkens rum gerne må være det særlige.
For rent teologisk – og ikke mindst for os lutheraner, så er kirken bare den fælles rum, hvor vi mødes til gudstjeneste.
Selve kirken er jo os, de mennesker, som mødes til gudstjeneste.
Derfor kunne et hvilket som helst rum blive til kirke. Særligt er dog, at vi her i kirken har gjort klar til både dåb og nadver – vores to sakramenter.
Tager vi så evangeliet i dens sammenhæng, så er det særlige, at Jesus både græder og bliver vred. Kun ved Lazarus’ grav hører vi også Jesus græde.
Altså, må der være noget ganske særligt på spil.
At Jesus græder over Jerusalem, vil jeg ikke sige så meget om. De fleste vil mene, at det kan være en tilføjelse efter Jerusalems ødelæggelse.
I fortællingen kan det dog pege på den misforståelse af Gud, som datiden levede efter.
Og her kommer vi til hans vredes handling. Noget, der mere levende fortælles i en af de andre evangelier. Denne fortælling om opgøret med boderne på tempelpladsen er lagt efter indtoget palmesøndag, og nadveren skærtorsdag.
Som jeg forstår, så var de handlende en næsten nødvendighed for adgang til templet. Tanken var nemlig, at mennesket skulle gøre sig klar til at komme ind. Til det skulle der bringes et offer – for, ingen var jo så rene, at der var direkte adgang. Måske undtagen præster og andre ’vigtige’ tempel-personer.
Man har ofte tænkt, at den latterlige præst, som Jesus fortæller om at gå forbi den forslåede på vejen mellem Jerusalem og Jeriko, netop ville holde sig ren for at kunne virke i templet.
Så den lignelse taler også ind i dagens opgør. For, når det at røre ved en død, gjorde, at præsten ikke engang turde undersøge den forslåede mand. Så er der noget glat i deres forståelse af adgangen til Gud.
Videre var det også vigtigt, at det, der blev ofret, var rent. Der skulle bruges særlige dyr og penge uden billede af en kejser.
På den ene side kunne vi se de handlende som nogle, der var til hjælp for de besøgende.
Men, vi kan også se dem som nogle, der havde fundet en god måde at tjene penge på. Med særligt rene dyr osv., var prisen nok også god.
Hvor vi jo med Luther – og faktisk også med dagens fortælling, tror på, at alle har lige adgang til Gud. Vi skal ikke selv gøre os rene for at komme Gud nær. I stedet er det Gud, der gør os rene gennem Jesus’ handling, når vi kommer til ham.
Og her kommer jeg til det med bøn.
Guds hus – altså, vores nærvær med Gud består i bøn. Og det en ægte bøn, hvor vi erkender og vedkender os vores svagheder og fejl samt, vores brug for hjælp. For, vi magter ikke livet selv.
Modsat bøn, kan vi sætte handel. Det, som oftest høres om i Det Gamle Testamente. Der laves en aftale mellem folket og Gud – en handel, som går ud på, at folket skal gøre efter Guds vilje. Og så vil Gud være deres gud.
Når det så går galt, da mennesker også dengang fejlede. Så måtte der laves en ny aftale.
Modsat bøn kan også sættes ’at røve’. Det begreb, som Jesus peger på.
Hvis man røver – bl.a. fra butikker, som var mit anliggende i ugeavisens klumme. Så er det for at berige sig selv.
Det kan jo være ud af en mangel.
På den måde kan udgangspunktet være den samme som ved bøn.
Der er dog en verden til forskel, om man handler, røver eller beder, når vi har en mangle eller en skyld.
Der er både forskel på vores tilgang og på vores relation til den anden.
Når vi røver, så gør vi os til den stærke – eller måske, så tager vi selv styringen og er uafhængig af den anden. Altså med undtagen af, hvad den anden har, som vi stjæler.
Når vi handler, kan der være en ligeværdighed. Vi beholder en selvrespekt og værdighed – kan vi mene og opleve.
Mens, når vi beder, gør vi os afhængige og svage.
Og dog, er det måske netop i bønnen, at vi er og bliver de sande mennesker og medmennesker.
Til dels over for andre, kan der ved bønnen være en ærlighed. Og i særdeleshed overfor Gud må der være en ubetinget afklarethed. For, hvem vil egentlig kunne handle med eller stjæle fra Gud?
Dét må være lige så umuligt som, at vi selv kan gøre os fortjent til Guds nærvær – som ved at være ren nok, skyldfri eller have ofret det rigtige.
Overfor Gud er for mig kun bønnen og lovsangen – netop, hvad vi samles om her i kirken til gudstjenester.
Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar