Dagens evangelium rummer Det Dobbelte Kærligheds bud, der jo sættes som det mest centrale for os kirke – altså udover Jesus Kristus selv.
Her i landet er det vist kogt ind til, at vi skal elske vores næste – som jo også er et væsentligt element. Denne indskrænkning kan dog godt give udfordringer.
Her tænker jeg ikke så meget på, at vi også skal elske Gud. Den del rummes også i kærlighed til næsten – selv om, at gudskærligheden kan være vores svar på den kærlighed, som kommer fra Gud som et kildevæld til deling.
I vores hverdag er det mere vigtigt ikke at glemme ’at elske som os selv’.
Med det peges der på, at kærligheden er det, der både rummer andre og rummer os selv. Lidt som en melodi sådan, som jeg bad i den første bøn: Syng kærligheden ind i os, så vi lærer melodien – så den kan klinge med i vores tale og handling.
Når jeg går ad denne vej i dag, skyldes det et indlæg i avisen for ikke så længe siden. Overskriften var: Jeg vil ikke længere være sød - Hvis det er på bekostning af mig selv.
Her vil jeg læse indledningen:
”Vi lærer fra barnsben, at vi skal være søde, hjælpsomme og tænke på andre før os selv. Men i den sødmekultur, vi lever i, mister mange sig selv. Stress og mistrivsel er blevet folkesygdomme – og ingen kommer for at redde os. Vi må selv tage ansvar og friheden tilbage.”
Videre fortæller manden, at han blev opmærksom på det, da hans søn i 3. klasse skulle have forskelligt med hjem fra ferie til andre. Sønnen ville gerne være sød og flink.
Manden fik mindelser fra sin egen barndom: Længslen efter at være vellidt fik mig til at love mere, give mere, end jeg egentlig havde at give.
En af de gode pointer er; at være sød er ikke det samme som at være god.
At være sød kan være selvudslettende.
Hvor, at være god udspringer af klarhed og styrke.
At være sød handler om, at nogen skal synes godt om en.
Hvor, at være god handler om at være sig selv og hudløst ærlig.
En anden pointe er, at selvomsorg ikke er det samme som selvoptagethed.
Og videre har han en fin formulering:
Vi kan ikke tænde andres lys, hvis vores eget er slukket. Når vi sørger for vores egen flamme, kan vi give lys videre uden at brænde ud.
I disse tanker kan jeg følge ham meget langt. Og jeg bliver ærgerlig, hvis kristendommens tanke om næstekærlighed og at være god mod andre, får en sådan konsekvens.
Jeg må dog nok erkende - eller ikke afvise, at jeg også kan – med baggrund i den kristne lære – have sagt: Du skal være sød ved…
Jeg vil heller ikke afvise, at jeg selv er gået langt i omsorgen for andre for så ikke altid at tage ansvar for mig selv.
Dermed har jeg dog ikke afmonteret mig selv som et vigtigt menneske – også lige så vigtig som andre, men bare heller ikke mere vigtig.
Og jeg håber, at jeg også har fået den vinkel med, når jeg har talt om at være søde, gode og handle næstekærligt – både i min undervisning, i mine prædikener og generelt, når jeg har være ’den voksne’.
Værdien ligger for mig ikke i tjenesten for andre men i, at være elsket af Gud – der jo så kan hjælpe mig med at elske andre.
Da jeg læste indlægget i avisen, var det tydeligt for mig, at næstekærlighed vel altid kun kan være kærlighed, hvis der er et selvværd at give af – og dermed må det være i modsætning af ’at være sød’, som er hans ord for det selvudslettende.
Kærlighed er jo ikke selvudslettelse.
Kærlighed er for mig ikke – som der står i en sang – at åbne sine døre og la’ folk gå ind med plører.
Altså, er kærlighed ikke underdanighed men må altid være ligeværdighed.
Sådan også, når vi hører Jesus sige: Hvis en slår dig på den ene kind, så vend den anden til.
Med det peges der ikke på hverken svaghed eller at være underlegen - men snarer, at rette sig op og vise; bare fordi, du kan slå, så bliver du hverken større eller vigtigere end mig.
Kærlighed er heller ikke at give den anden, hvad den anden ønsker sig – eller forlanger. Kærlighed er at give den anden, hvad den anden har brug for.
Et simpelt eksempel er: Kærlighed er ikke at give slik til morgenmad.
I stedet er kærlighed også vejledning og opdragelse – og i forhold til sig selv, at have selvrespekt og kende sin ligeværdighed i mødet med andre.
Hvor det vigtige i buddet jo er, at vi skal se hvert andet menneske præcis lige så vigtige som os selv.
Gennem tiden har denne side nok fyldt mest; altså, at vi skulle hjælpes med ikke at se ned på andre, ikke at træde på dem, vi har mulighed for og ikke at hævde os eller skrabe til os på andres bekostning.
Det er også ofte dem, der gør sådan, at vi opdager og dermed taler imod i vores vejledning.
Vi skal så bare også huske, at andre ikke skal gøre det overfor os.
Så altså, husk hele buddet: Elsk din næste som dig selv.
Vores menneskelige relationer skal have kærligheden som rum – som den melodi, vi lever i og lever af. Eller, hvordan vi nu bedst kan få et forståeligt billede.
Jo, nok er kærlighed også handling – den gode handling overfor andre. Men netop handling ud af den kærlighed, som er i os og dermed også må og skal rumme os selv.
Og måske netop derfor er det godt, at dagens bud er dobbelt – og med tre elementer; Gud, andre og mig selv.
Elsk din næste kan som krav føre til selvudslettelse.
Elsk din næste som dig selv rummer ligeværdighed og værdi.
Elsk Gud og elsk din næste som dig selv sætter os i en større kærlighed, som vi ikke selv skal præstere men kan leve i og leve ud.
Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar