Ja, skaberværket råber ud om Guds storhed på en måde, som vi måske ikke altid tænker.
Selv er jeg utrolig glad for naturen – sådan, at have den rundt om mig både lige udenfor huset og rundt i og omkring Vejle.
Jeg nyder at se på det nu, hvor farvespillet er i gang med brunt, gult, rødt og gyldent ved en solstrejf.
Jeg nyder at gå på mit lille frimærke for at så, plante og lige gå en nyde-tur måske mens jeg viser frem.
Jeg nyder at cykle gennem engene – når vejret og tiden er til det.
Senest nød vi en at vandre op ad bakkerne på nordsiden af ådalen, hvor der var udsyn til både byen, bakker og videre ud i ådalen.
Udover udsyn og gode højdemeter i benene fik vi en særlig oplevelse og overraskelse, da stigen gik gennem et kildevæld.
Og jeg nyder, når kommunen har gjort stien farbar med skridsikre træplanker og broer, når der er for meget fugt, samt trapper og et tov at holde ved, når det er stejlt.
Jeg nyder også at se solen laver farve-leg gennem skyerne eller ude i horisonten.
Jeg nyder en stjerneklar nat, fuldmånen og en regnbue.
I al denne nydelse, hvor naturen beriger mig, tænker jeg dog sjældent som, at det råber til mig om Guds herlighed.
Jo, jeg tænker da ofte Gud med som den, der har sat det hele i værk – og vel også holder det i livet trods både mennesker, dyr og planters ødelæggende kræfter.
Men, at naturen højlydt råber en lovprisning om vores Gud og Skaber, skal jeg nok lige mindes om.
Særligt, når det til tider er stilheden i naturen, der fylder. Eller den ro, der giver mulighed for også at høre insekternes summen og fuglenes sang. Også det nyder jeg og glædes over.
Men jeg tænker ikke umiddelbart, at de summer og synger Guds pris som en højlydt råb til mig. Jeg tænker det mere som, at de med mig glæder sig over Guds rige skaberværk.
Og kan jeg hjælpe lidt til ved at plante og så, så gør jeg det nok som en lille hjælp til naturen – men ærligt, vist også temmelig meget på, hvad jeg vil få at ekstra glæder gennem det.
I dag vil jeg minde mig selv – og jer med – om, at høre lovprisningen af Gud i al det skabte, i alt det skønne og i alt det gode.
For trods alt, så er verdenen og vores liv fyldt af både det skønne og det gode.
Til tider skal vi bare hjælpes til at se det også i alt det små.
Og med dét, vil jeg gå til dagens fortælling om en helbredelse, der jo ikke er en af de store og afgørende. Selvom det for manden med vand i kroppen var til stor glæde.
Tænker vi på i dag, så er der gode piller, og for mange er støttestrømper en god hjælp.
I forhold til, når vi sidste søndag hørte om den unge mand, som blev vækket fra døden. Så må der være andet på spil i dag efter som, at fortællingen er blevet en del af den unge kirkes og sener evangelistens fortælling.
Det ene kan være opgøret med en rigid optagethed af, at andre ikke måtte bryde loven – og her særligt loven om hviledagen.
Når hviledagen skal holdes hellig, så måtte mennesker ikke arbejde, ikke gå ret langt og vist heller ikke lave mad.
Noget, Jesus her udfordrer ved først at spørge: må jeg helbrede – altså; må jeg gøre noget godt på denne hellige hviledag?
De svarer ikke, men det er underforstået i fortællingen om deres tavshed og ’at de holdt øje med ham’, at det måtte han nok ikke.
At helbredelsen så er blandt de ’små’, kan jo udfordre endnu mere. Hvis de f.eks. godt måtte gå 500 meter men ikke 1000. Måtte han så også godt lave en lille helbredelse men ikke en stor?
I vores verden – eller i det mindste i mine tanker bliver det komisk og dermed en udstilling af det absurde.
Et andet sted hører vi, at Jesus faktisk gør op med den nidkære tilgang. Han pointerede, at hviledagen er tænkt som noget godt for mennesker og ikke som et åg.
Altså; menneskerne er ikke til for hviledagens skyld, men hviledagen er til for menneskenes skyld.
I dag vil jeg også tage en anden vinkel på dagens fortælling.
Når vi tænker helbredelsen som en ’lille’ helbredelse. Så betyder det jo ikke, at den ikke er både vigtig og har betydning.
Med dét kan vi jo tænke, at også vores små gode gerninger også har betydning.
Vi behøver ikke at redde verdenen,
vi behøver ikke at afhjælpe al sult,
vi behøver ikke at få afsluttet alle krige og konflikter for, at det har betydning.
Det giver god mening også at handle i det små.
Det kan være et smil, at tage opvasken, at hjælpe en kørestol op på fortovet, at tage en ekstra mælk op fra bunden af køledisken til en, som tydeligt har ondt ved at bøje sig.
At se de små ting skal dog ikke fratage betydningen af de store; som at være hjerteløber eller det særlige, vores uddannede læger, pædagog, forsker osv. kan.
I stedet vil jeg gerne sidestille, som jeg gjorde med konfirmander ved sidste undervisning.
Vores evner og kunnen er forskellig. Nogle er mere vigtige end andre når der f.eks. skal spilles en fodboldkamp eller måske forstå tysk.
Men alle vil stadig være lige vigtige som mennesker.
Vi kan godt sige, at nogle menneskers opgaver og kunnen er mere vigtig end andre for at redde liv eller få samfundet til at fungere.
Men alle er lige vigtige for livet og samfundet.
Og noget kan bare ikke måles.
For mig må hjælpsomhed være hjælpsomhed uden grad af mere eller mindre
ligesom kærlighed er kærlighed, der jo hverken kan og skal ikke gradbøjes.
Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar