Jeg vil sige lidt inden, jeg læser dagens evangeliet. Teksten er fra Matthæus fra det afsnit, der kaldes Bjergprædikenen. Selve stykket kendes som saligprisningerne, da ordet salig bruges mange gange.
Her vil jeg gøre lidt overvejelser over, hvad ’salig’ egentlig vil sige. I Bibelen 2020 bruges udtrykket: I er heldige, hvis… For mig er at være heldig dog noget ganske andet end salig. Man kan være heldig i lotto eller være født under en heldig stjerne.
Salig må for mig være noget mere dybt – noget, der kan mærkes inden i.
I en prøveoversættelse brugtes ordet Lykkelig. Det er nok nærmere ordet salig. I ordbogen skrives der om salig: Det kan beskrive en tilstand af stor lykke og tilfredshed, som i "en salig glæde" eller "et saligt smil" Eller: fuldkommen lykkelig og Uudtalt glæde.
Jeg tænker, det har været tilgangen, når Grundtvig i en salme bruger ordet Lyksalig.
At være lykkelig kan fylde meget i dagens Danmark. Og derfor vil jeg være forsigtig med at lade Salig være det samme som Lykkelig. Er du lykkelig? kan vi spørge. Og så tænker vi, at lykkelig, skal vi da altid være – og måske særligt vores børn og unge. Er du ikke lykkelig, så må vi jo finde ud af problemet så, at vi kan trives.
Hvor for mig er netop denne fokusering på altid at være lykkelig et af problemerne. Ingen vil altid kunne være lykkelig – ligesom vi heller ikke altid bare kan være glad.
Eller, det vil sige. Jeg har mødt udtrykket ’den stille glæde’. Altså noget, som kan være inde i os og bære os selv, når vi er triste, ensomme eller bærer på en sorg.
Måske det kan være en forståelsesvej til ’At være salig’.
Salig må være noget trygt og noget, som vi ikke selv kan præstere – altså noget, vi gives eller måske oplever at have og være. Og det må være noget, vi godt kan opleve samtidig med, at vi sørger, savner eller græder.
Med den indledning vil jeg læse fra Mattæus:
Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem:
»Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres.
Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.
Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden.
Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes.
Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed.
Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud.
Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn.
Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres.
Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på.
Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.«
Først vil jeg tage: Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn.
Det er en vigtig ting – altså at stifte fred – også i denne tid. Det gælder ikke kun på verdensplan. Det har vi nok ikke særlig stor magt over selvom, de fleste af os nok gerne lige ville fikse det.
Men så må vi jo begynde i det små – med de ting og blandt de mennesker, hvor vi har muligheder.
Her ved Allehelgen vil jeg også fremhæve: Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.
Til den vil jeg gerne tilføje: Salige er dem, der sørger og savner. For, de har kendt kærlighed og nærvær.
Sorgen og savnet rummer jo netop erfaringen af kærlighed og nærvær – som er tabt pga. døden.
Eller, måske rummer sorgen og savnet netop erfaringen af, at vores kære ikke er tabt for os.
Sorgen og savnet vidner sammen med minderne om, at vores kære ikke er væk.
Så, en tilføje kunne være: Salig er de, der sorger og savner. For, de lever stadig med kærligheden.
For, det liv, der er i kærligheden, har døden ingen magt over.
Døden kan ikke gøre dem, vi stadig elsker, til noget uden betydning.
Når jeg på den måde knytter salighed og kærlighed sammen, så peger det også på Guds nærvær. At vil og vores kære altid vil have den salighed at være omfavnet og levende i Guds kærlighed – i Gud, som er kærlighed.
Med det vil jeg sige: Amen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar