Der er noget magisk ved julen.
Vi oplever det i TVs julekalendere med en talisman eller andet, med hjælpsomhed og måske særlige kræfter.
Vi oplever det også i julefilm. Det kan være som en lysmagi, som et decideret mirakel eller som oftest, at fire øjne mødes og to hjerter slår i takt.
For mig rummer julen også magi. Her tænker jeg ikke så meget på den stemning, der kan opstå, som her i en fyldt kirke – eller måske alligevel lidt. Det kommer jeg tilbage til.
For, julens magi har for mig ikke noget at børe med hverken superkræfter, trylleri eller mirakler.
Som illustration vil jeg dele en lille, fin fortælling om Pippi.
Det passer fint her, hvor det er 80 år siden, at Astrid Lindgren fik udgivet den første Pippi-fortælling.
Jeg tror, at Pippi gennem tiden har haft stor betydning på mange måder. Også selvom jeg som dreng og den stille fra landet mere var til Emil fra Lønneborg.
Begge har en julefortælling. Den om Emil er nem at sætte sig ind i, da han inviterede alle på fattiggården til julemiddag. De tømte familiens lager af mad, som ellers skulle gå til ’de fine og fornemme’, der kom som gæster efter gudstjenesten.
Pippi holder hun en stor fest og inviterer alle børn. Der er masser af lys og masser af gaver i havens store træ. Der er også masser af lagkage og kakao.
Måske dem fra skolens mindre klasser godt kan huske min genfortælling. I andre får en lidt kortere udgave.
Alle børn, der kendte Pippi, var kommet og stod og glædede sig. De var også helt utålmodig indtil lågen til haven blev åbnet.
Fru Finkvist kom også. Hun brød sig ikke om børn – men om lagkage.
Hun mente, at det ville være en ære for Pippi at have hende som gæst. Og så kunne hun jo lære børnene at spise lagkage på en fin måde.
Men sådan tænkte Pippi ikke. Man skulle være et barn for at være med. Og det var fru Finkvist ikke – eller ville ikke være det. Så hun gik igen lidt fornærmet – men måske ikke så langt væk. Hun elskede jo lagkage.
En lille ny dreng var ikke sikker på, at han også var inviteret.
Han hedder Elof, var måske lidt tyk og helt sikkert meget forsigtig. Måske har han været drillet, hvor kan kom fra. For, stor værdi tænkte han ikke, at han havde.
Han står og kikker rundt om hjørnet.
Pippi ser ham og spørger, om han gerne vil med ind.
Jo, hvis han måtte liste ind i et hjørne for at være med, ville han da gerne. Og han lovede, at han nok skulle lade være med at spise noget af lagkagen.
Men det ville Pippi ikke give ham lov til.
Det svar havde han nok ventet.
Da han ville gå, rakte Pippi hånden ud og sagde: Du må kun være med, hvis du lover at spise mindst lige så meget som alle de andre. Og drikke kakao med flødeskum og få gaver ligesom alle de andre.
Lidt efter sad Elof sammen med alle de andre og var lige som alle de andre. Ja, og pludselig oplevede han, at han var lige så meget værd som alle de andre. Sådan havde Pippi bestemt det, og det var hendes fest.
Hvad angår fru Finkvist. Så kunne jeg håbe, at hun også kom ind og blive et barn ligesom alle de andre – og oplevede at alle var lige meget værd.
I Pippis jul var Elof ikke mindre værd end andre og fru Finkvist ikke mere værd end andre.
Og netop i oplevelsen af dét findes for mig den særlige magi, som kommer med Jesus og julen.
Vi hører jo, at det var sådan – altså at komme ind til Jesus, og at bøje sig for ham på samme måde, om det så var de fattige hyrder fra marken, som ingen vist regnede for noget eller måske kendte navnene på, eller om det var de vise mænd fra øst, der både var studerede og rige og, som vi jo faktisk har givet navne.
I vores verden kan vi nemlig ikke helt lade være med at se også på værdier som, at de vise mænd havde rejst langt og havde dyre gaver med.
Hvor de alle i stalden fuldt ud var på lige plan – lige vigtige og dermed også fortalt med lige værdighed i den bibelske fortælling.
For mig er netop denne absolutte ligeværdighed ikke bare vigtig men afgørende. Så derfor piller jeg også legenden om de tre konger lidt fra hinanden ved konfirmandernes julehygge.
Der er forskel på, hvordan fortællinger bliver genfortalt. Sådan også med Pippi, hvor andre nok kunne finde andre pointer at få som essens. Hvor denne fortælling for mig er tydelig på; at vi alle sammen er lige så meget værd som alle de andre. Præcis som alle de andre er lige så meget værd som os.
Jeg synes, det er en skøn fortælling og et vigtigt budskab også i denne tid.
I princippet er denne ligeværdighed altid sand.
Men, måske oplever vi det ikke så ofte.
I virkelighedens verden er det vel som legenderne om De hellige 3 konger. Der har evner eller mangel på evner også betydning. Ligesom ansvar og magt eller at være uden muligheder.
Jeg håber dog, at alle på et eller andet tidspunkt oplever sand ligeværdighed.
Det er måske i en dyb og god samtale. Måske, når vi er totalt opslugt i en fælles leg.
Det kan også være sidde stille sammen. Eller måske, når vi synger sammen – som nu her i kirken eller senere rundt om juletræet.
De stunder, hvor vi bare er fælles og ikke tænker over, hvem de andre også er.
Måske var der magi på spil med Pippi. For, når hun bestemte, så var det rigtigt – også, at Eluf var med ligesom alle de andre.
Men han skulle også selv vælge at være med som alle de andre.
Ligesom jeg håber, at fru Finkvist fandt frem til, at hun også var som et barn – eller måske mere præcis; at hun var det elskede barn – Guds barn, som vi helt grundlæggende jo bare er alle sammen.
Sådan også os. Og når vi så har svært ved det – om vi føler os mere eller mindre værd end andre. Må håbet være, at nogle hjælper os på vej og siger; kom og vær med.
Amen og glædelig jul!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar