Her ved nytår kan jeg godt li at dele en fortælling. Og i år, hvor det handler om bøn, har jeg fundet en af Anette Broberg. (Vorherres vandrør)
I Vorherres hus er der en kælder. I et lille rum længst inde er kun nogle gamle kasser og nogle vandrør. Lyset er gået, og det lille vindue står åben, så en kat kommer hvert år og får en hold killinger.
Ellers sker der ikke noget – udover, at de tre vandrør får en snak. Egentlig holder de meget af hinanden, men de bliver også nemt uenige.
”Det puslede inde i kartoffel-kælderen i aftes” sagde det lille kobberrør. ”Så var Han nok forbi”.
”Det er godt at vide, at Han er der” siger et lidt større rør med rød klud bundet om sig.
Det store rør snøfter forarget: ”Hvorfor bliver I ved med den ammestuesnak? Han findes jo slet ikke.”
”Jamen”, siger det lille kobberrør lidt ophidset. ”Hvem er det ellers, der går og tænder for vandhanerne i huset ovenover, så vandet stiger op igennem os?”
”Vandhaner og huset ovenover. Hvornår forstår I, at de ikke findes. Der er kun os her og så katten, der kommer forbi.” Siger det store rør og lukker af.
”Jeg ved dog, at Han findes” insisterer røret med kluden. ”I husker det år, hvor sneen føg ind gennem vinduet, og både musene og jeg frøs helt til is. Da kom Han med det dejligste varme vand og tøede mig op – og satte den dejlige klud på.”
”Puh” siger det store rør. ”Det er noget, du har drømt. Jeg så Ham i hver fald ikke.”
Og så lod den en dråbe vand falde. For, det var begyndt at dryppe. Og det ville slet ikke høre på de andre og deres håb om, at Vorherre ville komme og hjælpe.
Ikke længe efter gik døren op. Vorherre kom ind med rørtang og det hele.
Men det store rør lukkede øjnene og holdt på vandet, så Vorherre ikke kunne finde, hvor det var utæt.
”Ak” sagde Vorherre, og gik igen.
Det store rør pustede ud, så der igen faldt en dråbe. ”Ja, jeg så Ham i hvert fald ikke.”
Jeg kom til at tænke på den lille fortælling, da dette nytårs tema er bøn. Bøn kan være den usynlige forbindelse som, når vandet strømmede op igennem rørene.
Bøn kan også have med det at turde håbe og turde ønske, og måske en at tale med.
Bøn er for mig en forbindelse til noget, vi ikke helt har styr på. Som kristen tænker jeg ’Gud’. Og vi kan vel have det netop som de tre vandrør i kælderen.
Oplevelser kan være forskellige, og tolkningen kan være forskellige.
Her i kirken har vi mange formulerede bøn.
Kirken som rum giver også mulighed for vores egne bønner. Det kan være, når vi giver plads ved stilhed eller musik og sang.
Det kan være undervejs i gudstjenesten, hvor tankerne godt kan hopper ud af en salme eller min prædiken for en stund inden, vi igen er tilbage i fællesskabet.
Det kan også være, når vi i løbet af ugen åbner døren og sætter sig herind – når der er åben.
I min dagligdag har bøn i mange år vare en lille snak med Vorherre – en tanke, hvor jeg måske ikke altid sådan bevidst får taget kontakten. Tidligere havde jeg det mere som en bevidst tanke – en lydløs opkald til Gud for en snak. Nu er det vist mest som en trådløs forbindelse hele tiden.
Derfor kan det være godt også lige at få tænkt bøn som noget konkret.
Og mest konkret er den særlige bøn, som dagens tekst rummer – ikke mindst, når den siges fælles i mange forskellige sammenhæng. Nærmest altid her i kirken ved alle mulige gudstjenester og mange forskellige sammenhæng. Om det er med børn, ved bisættelser eller på plejehjemmet med demensramte.
Men også i hjemmet, i foreninger osv.
Bønnen Fadervor er for mig fællesskabet både med Gud og med andre mennesker.
Udover fællesskab, så er Fadervor også en samling af væsentlige bønner. Nogle gange rammes vi måske af et bestemt led.
Med ”rammes” mener jeg, at der bliver sat ord på noget, som netop er en bøn for mig:
Ikke at møde ondskab
At blive fri for fristelser
Men oftere rammes jeg i bønnen af der, hvor jeg vil kunne være til hjælp.
At bede: giv os i dag vores daglige brød.
Så er der jo ikke meget, jeg normalt mangler. Men til tider hører vi om mennesker, der mangler fornødenheder til livet.
Og så bliver overvejelsen: kan jeg gøre noget?
Sådan kan jeg også tænke, når jeg hører om ondskabens virkelighed.
Til dels kan jeg også tænke det ved ”ske din vilje” eller ”komme dit rige” – om, at godhed, hjælpsomhed og kærlighed må træde mere frem.
Ved de led i bønnen kan jeg først tænke, at noget sådant må kunne lægges det over som Guds ansvar.
Jeg har jo ikke al magt og dermed heller al ansvar. Så Gud må fikse det.
Men så går det sjældent længe inden jeg indser, at også jeg har nogle muligheder og dermed også lidt ansvar.
Og på den måde må vi altid går ind i et nyt år – som i en ny dag, en ny time, et nyt minut.
Altid med mulige opgaver men aldrig med al ansvar – og aldrig alene.
Somme tider åbner Vorherre en vandhane, og vandet stiger op igennem os som gennem rørene i kælderen for at give liv til andet; måske stuens planter.
Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar