Denne søndag er for mig adventens håbs-søndag.
Som forberedelse satte jeg konfirmanderne til at skrive, hvad deres håb var – og med to mulige vinkler.
Hvad var deres håb for det næste år?
Hvad ville deres håb være, hvis de blev mor eller far til et lille barn?
Det er jo en far, vi hører om i dagens evangelium.
At have de to vinkler var med tanke på, at det nok kunne være samme håb. Måske særligt, når man er i konfirmationsalderen. Men vel også for os ældre – selvom nogle håb med alderen er blevet opfyldt, mens tiden for andet er løbet ud.
Inden jeg kommer med deres bud, så prøv selv at tænke – for jer selv eller for et barn.
Og her så fra konfirmander:
At jeg ikke dør – at mit barn ikke dør.
At jeg er sund og rask – at mit barn bliver sund og rask.
At der bliver fred i verden. Ja, at der er fred – ingen krig og mere fred.
At ingen bliver syge og ingen dør af dårlige ting.
Mon ikke disse passer med vores.
Hvor ”Jeg håber, at jeg bliver mere motiveret til at træne” vist ikke gælder for de helt små.
Det samme med: Jeg prøver at finde kærlighed.
Når vores håb for os selv og for et barn kan være meget lig. Så har det med vores tanke om ’det gode liv’ at gøre. Og med det, så hænger det sammen med vores kultur og verdenssyn.
Vi vil nok ikke tænke, som dagens Zakarias, at hverken vores eget liv eller vores barns liv skal være; at bane vejen for en, der er større.
Altså, som barnet Johannes selv siger senere i fortællingen: Han skal vokse, og jeg skal blive mindre.
Vi vil dog nok mere kunne gå med det end f.eks., at vi eller barnet skal ud og ofre sig selv for en hersker eller en sag – måske en gud (her med lille g).
At blive selvmordsbomber er ikke vores håb selvom at gå i kamp for vores samfund og frihed godt kan være det. I min tid og i vores verden har den tanke kun været lagt i dvale.
Jeg tænker, at håbet for os selv og for et barn på en måde kommer udefra og ikke noget, vi sådan selv finder på. Selvom der stadig er noget personligt og et muligt valg.
Nogle vil med dagens tekst om Zakarias sige, at det kommer fra Gud. Det kan jeg også tænke. Men er ikke sikker på, at det er hele sandheden.
Mere, tror jeg, at håbet kommer fra andre mennesker og fra det samfund, hvor vi har nogle normer for det gode liv.
Udover, at vi til tider godt kan håbe noget rigtigt træls for andre – her vil jeg ikke nævne nogle mulige. Så er håbet altid om noget godt – altså noget, vi tænker og oplever som godt.
I det er vi præget af vores kultur, som i vores samfund ikke kan forstås uden kristendommen. Og dermed er Gud også på en måde på spil.
For tiden hører vi politikere udtrykke det – måske ikke altid på den gode måde. Men mere grundlæggende ligger i regler og love om vægt på omsorg for de svage osv. Den kristne tanke er også i vores eventyr, vores litteratur og vores samtaler i det hele taget.
Jeg tror så også, at vi er præget af historien - har lært at sult, krig og ødelæggelse ikke er noget at håbe på.
Når jeg tager kristendommen som en medspiller på håbet, så er jeg nok præget af min og Folkekirkens fortolkning. For, alt hverken alt godt eller kun godt er med religionen kommet ind i verdenen.
Historisk må vi aldrig blive blind for fejl og ødelæggelser.
Men grundlæggende er Jesus’ ord og handlinger noget, hvor håbet kan knytte til.
Jeg tror så også, at meget ligger i os fra skabelsen; at vi som mennesker grundlæggende er godt og vil det gode. Og derfor knytter vores håb til ved om et godt og værdigt liv.
Dagens næste tanke er, om dette års håbs-søndag så taler ind i en håbs-tid eller ind i mørke. Dét afhænger vist af, hvordan vi ser tingene, hvad vi hører og, hvad der rammer os.
Når jeg læser om, hvor meget børnedødeligheden er faldet de seneste år. Det samme gælder børnefattigdommen på verdensplan. Så er der håb.
Og selvom, der kunne være gjort meget mere – og at der skal gøres meget mere. Så er der også håb i, at den grønne omstilling er blevet den billige alternativ.
Når jeg er sammen med unge mennesker som konfirmander, så er der for mig også håb for fremtiden.
Men, når jeg så hører om nødvendigheden af specialtilbud, om skoleværing og udfordringer med koncentration og fordybelse. Så er det lidt et mørke at se ind i.
Det samme gælder, når jeg hører om ekstreme holdninger på gymnasier og senest i den kommunale valgkamp. Så har jeg også svært ved at se tiden som en håbs-tid.
Det gælder også, når jeg tænker på resistente bakterier, aggressive virusser, ekstreme vejr fænomener, egoistiske og magtbegærlige verdensledere.
En af udfordringerne ved disse dystre tendenser er, at jeg ikke kan gøre ret meget ved det.
Jo, jeg kan opføre mig ordentlig. Og jeg kan tale fredens og frihedens sag. En lille godhed er vel, hvad jeg max kan præstere.
Og selvom Møllehave engang skrev, at en lille godhed trods alt er en godhed – og som en dråbe, der sammen med andre dråber kan blive til en stor flod.
Ja, så overvinder det ikke en oplevelse af tiltagende mørke og egen magtesløshed i forhold til det.
Derfor må håbet også komme udefra. Nogen må holde den op for mig, når jeg ikke kan se, at vores tid også er en håbs-tid.
Og jeg kan se på mit eget liv, som jo faktisk er ret godt og har en håbefuld fremtid.
Måske kan dagens tekster også hjælpe med at løfte hovedet og turde håbe.
Det kan være den nybagte fars sang.
Eller, det kan være Paulus, der peger netop på julen med Guds nærvær; at i mørke skal lys skinne frem.
Paulus, der finder håb i, at (2020-formulering)
Nok er vi presset, men ikke knust
Vi er i tvivl, men ikke fortvivlede
Vi er forfulgte, med ikke forladte
Vi er slået til jorden, men ikke slået ihjel.
Livet er muligheder, og med livets muligheder er der håb.
Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar