I går havde vi blomsterdag ovre ved huset, og her til formiddag havde vi høstgudstjeneste i Løget. Vi fejrer naturens gaver.
Jeg kan kun tænke, at alt i naturen er en gave – selvom, jeg godt ved, at der ligger en del arbejde i at få det til både at give et godt udbytte og at få det høstet.
Selv æbletræer i vores haver skal holdes, hvis vi rigtig skal få noget ud af dem. Ja, og skal vel oftest også plantes af nogle.
Det betyder dog ikke, at menneskers arbejde giver vækst og afgrøde.
Med den vinkel, kan jeg også kun tænke, at en guddommelig kraft står bag alt det, der gives os gennem naturen. Nogle vil måske tænke det som tilfældigheder, udviklingen og den stærkestes magt.
Jeg kan også kun tænke, at kærlighed, vores fælles liv, vores tankekraft og intelligens – ja, livet som helhed er en gave.
Når jeg får, må der være en giver – og Gratis fortælles det, er en af Guds navne.
Spørgsmålet er så, om jeg generelt tænker over, at alt er en gave.
Og videre, om jeg tager det som en gave – eller måske mere som en selvfølgelighed.
Som kommentar til dagens tekst, læste jeg et argument: En gave er først rigtig taget imod, når der er sagt tak.
Jeg tror, det er sandt. Først, når vi får sagt tak, bliver det, vi f.eks. får til fødselsdag eller jul, til en gave. Og måske først i takken, får vi også forholdt os til giveren som en, der beriger os.
Både gaven og giveren bliver for os mere værd end, hvis vi tager tingene som en selvfølgelighed eller måske, at det har vi fortjent.
Tænk på en fødselsdag. Der kan en lagkage godt ’bare’ være det, der plejer at blive serveret til kaffen. Men, en lagkage kan også være en gave fra en, der ved, at lagkage gør os glad.
Tager vi lagkagen som en gave, så smager den ofte bedre. For, så når vi at tænke, at den er lavet i kærlighed til mig samt. Som en gave giver vi os også ofte bedre tid til at snakke om den og smage efter.
Med dagens fortælling om den ene, der vendte tilbage for at sige tak. Så er det oplagt at gøre nogle overvejelser over taknemmelighed. Og dermed, hvad vi egentlig oplever som gaver.
Er vi taknemmelig for livet?
Tænker vi livet som en gave? Kan vi mon også tænke det som en gave, når det er svært?
Eller, tager vi livet som en selvfølgelighed?
Måske kan livet også opleves som en sur pligt eller måske udfordrende og krævende.
- -
Er vi taknemmelig for helbred?
Tager vi mon ikke ofte sygdom som en fejl – noget, der skal overstås eller fikses?
Eller, kan vi vågne om morgenen og sige tak for, at heller ikke i dag er jeg syg?
Eller sige tak for, at vi ikke som i coronatiden skal holde afstand?
Bliver vi mon oftest modløse, når vi vågner med ondt i hoften – igen?
Kan vi ikke godt brokke os, når fysikken ikke er i tip-top – om det til dels er vores egen skyld eller ej?
Eller, kan vi godt takke for, at vi få endnu en dag, hvor vi kan klare os selv og kan langt det meste uden for megen bøvl?
- -
Er vi taknemmelig for de mennesker, som følger os gennem livet?
Nogle har vi selv valgt i livet. Andre følger med som familie, klassekammerater eller arbejdskollegaer.
Ofte er der ikke de store problemer. Men, sådan almindelig rolig omgang takker vi vel sjældent for. Det skulle da lige være, hvis det er efter en bøvlet periode.
Og når der er bøvl eller måske endda ubehageligheder. Så skyldes det ofte kun en eller få af de andre. Og naturligvis fylder deres ord og handlinger, så vi nok har svært ved at sige tak – selvom, de udfylder en vigtig rolle.
Til gengæld har vi i de situationer nok nemmere ved at være taknemmelige over ’alle de almindelige’.
Det kan være, som med en brækket tå. Den kan fylde hele vores tanke om kroppen. Men det kan også få os til at blive taknemmelige over resten af kroppen.
- -
Er vi taknemmelig for, at nogle tager ansvar på sig?
I kirkebønnen beder jeg ofte for alle, som har magt og ansvar. Dér tænker jeg, at de kan have brug for Guds vejledning – til ikke at falde for magtbegær eller andet. Men vel også for, at de får kræfter til at bære opgaven.
Nogle skal jo tage ansvar og opgaver på sig – både i forening, kirke, kommune, regering og i EU.
Ligesom, at nogle skal tage opgaven som træner og FDF-leder.
Til tider kan vi måske være taknemmelige for, at det ikke er os. Men sjældent fører det vel til, at vi så også er taknemmelige for dem, der tager opgaven – eller hvad?
- -
Er vi taknemmelige for, at vi bor i dette dejlige land?
Netop det, kunne jeg godt forestille mig, at mange af os er. Nok kan vi brokke os over både systemer og vejret. Men, når vi hører om andre steder i verdenen – også vilkår i vores nabolande. Så kan vi godt føle taknemmelighed.
Og så måske alligevel; altså, får vi sagt tak? Eller, tænker vi oftere: Stakkels dem. Godt, det ikke er os.
For, vores gode liv er vel ’det naturlige’, og alt er jo end ikke perfekt.
- -
Med disse eksempler, vil jeg også minde mig selv om, at tak burde være en stor del af mit liv – og ikke næsten kun her, hvor vi med høstgudstjenester og dagens tekst bliver mindet om det.
For, det er jo sandt, at taknemmelighed gør vores liv rigere.
Jeg nævnte før, at vi først rigtig modtager en gave, når vi også får sagt tak.
Til det kunne jeg tilføje, at vi så også først oplever livets værdi, når vi får sagt tak.
Og i takken, får vi så også øjnene op for, at nogle og noget giver os det alt sammen til glæde og af kærlighed.
Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar