Vi har nogle talemåder, som godt kunne passe ind til dagens tema.
Det kan være ”Man kan ikke både puste og have mel i munden.”
En anden kan være ”Det er godt at gå med både livrem og seler.”
I den første udelukker det ene det andet – altså for de fleste.
Den næste peger på en helgardering. Noget, der kan være godt selvom, det ikke er nødvendigt – altså for det meste.
Lad os tage dagens lignelse. Den fortælles til nogle, der mente selv at leve op til datidens tanker om ’det gode liv efter Guds bud’.
Når manden så spørger Jesus, kunne det godt være som, at han ville gå med både livrem og seler.
Han kendte jo de gamle love og kunne nok hver aften bekræfte sig selv i, at han havde overholdt De 10 bud og Loven som helhed.
Nu har han så hørt på denne Jesus, som taler på en anden måde. Og så ville han bare lige sikre sig, at han også efter ’dennes nye mål’ lever op til kravene.
Først peger Jesus’ svar tilbage på Loven. Hvad er essensen af loven?
Og manden tager Det dobbelte kærlighedsbud frem. For os måske lidt overraskende.
Når vi tænker på Det Gamle Testamente, så ville vi tænke De 10 bud – og alt deraf følgende.
Og videre tænker vi ofte, at med Jesus ændres disse netop til buddet om at elske Gud og elske næsten.
Sådan kan vi også læse det andre steder i evangelierne – altså, at Jesus tager denne kærlighedsbud frem som fokus. Ja, at han samler alle buddene i netop dette dobbelte om at elske.
Men altså må tanken om at samle alle love og regler i dette dobbelte kærlighedsbud ikke være et totalt nybrud med Jesus.
Kun ændres fokus, som vi nok altid skal mindes om netop, når vi dette bud frem som essens.
Der er forskel på, om vi først skal overholde buddet inden, vi opnår Guds nærvær.
Eller, om Guds nærvær og kærlighed går forud for, at vi skal leve efter dette kærlighedsbud.
Og netop dér kan vores ordspil komme ind.
Lad os dog først tage dagens fantastiske lignelse. Den er nem at forstå og ja, hvor er det dog en skrækkelig præst der sådan bare går forbi.
Lignelsen er dog også ganske krævende. For, hvordan vil det være for os, hvis vi aldrig kan eller må gå forbi en, der kunne have brug for vores hjælp?
Det ville nok være udfordrende i forhold til, hvad vi sådan umiddelbart ser. Men hvis vi så også skal tænke på alle dem, som vi ikke lige ser eller, som går med noget inden i, som først åbner sig, når vi spørger ind til det. Ja, så bliver opgaven uoverskuelig – vil jeg mene.
Og netop det, er jo ikke overraskende i Jesus’ fortælling og, når han peger på det guddommelige og medmenneskelige krav.
Til tider griber vi så fat ved, at vi jo da altid bliver tilgivet. For, det hører også med til fortællingen om Jesus – hans liv, død og opstandelse.
Kun løsner det os ikke fra kravet i det dobbelte kærlighedsbud.
Vi skal stadig bære ansvaret.
Og ender vi med sådan fuldt og helt at skulle stå med både ansvar, skyld og skam. Så vil vi have svært ved at leve – og da slet ikke at leve frit og med glæde.
Derfor har vi brug for en anden vinkel – ikke bare for at kunne leve med buddets krav men også for at kunne forstå budskabet i Jesus’ lignelser.
Til det har vi i dag ordene af Paulus i brevet til Galaterne.
Her lyder det tydeligt, at forholdet mellem loven og evangeliet er som at puste eller have mel i munden.
Vi kan ikke både tage imod evangeliet om, at Gud elskede os først, så vi kan være frie til at vise kærlighed overfor andre. Og så samtidig vil sikre os ved at leve op til alle lovens krav for derigennem at gøre os fortjente til Guds kærlighed.
Altså kan vi ikke i forhold til Gud og alt det, som Jesus kommer med, både gå med livrem og seler.
Vi kan ikke prøve at helgardere os ved både at leve efter Den Gamle Pagt og Den Nye Pagt.
Kravene er, som vi hører det i dagens fortælling, egentlig den samme. Vi skal i livet leve et næstekærligt liv.
Udgangspunktet er bare utrolig forskelligt.
Spørgsmålet bliver så, om vi sådan fuldt ud tør stole på det tilsagn, vi hører gennem Jesus; at vi på forhånd er elsket og givet del i Guds rige.
Eller, om vi egentlig godt selv vil tage lidt ansvar og dermed måske føle os lidt mere sikker på frelsen.
Jeg kan tænke, at dette dilemma også kan spille med i vores relationer til andre.
Tør vi stole på, at vi er elsket og, at vi så kan leve fuldt og helt i den tillid.
Eller, vil vi egentlig godt have en garanti – måske bare sådan en gang i mellem. Det kunne være en særlig tilkendegivelse eller måske ved, at vi lavede en lille test.
Eller, kunne vi måske gøre noget, så den anden blev bundet til os. For på den måde slev at tage ansvaret og dermed føle os helt sikre på ikke at blive svigtet.
Når jeg stiller det sådan op, kan de fleste nok se, at kun det første lader kærligheden være kærlighed – da kærlighed aldrig kan være tvang.
Som mennesker er vi dog skrøbelige, og derfor er kærligheden sjældent fuldkommen. Så usikkerhed hører ofte til, og svigt kan ske.
Med Gud bør det være anderledes – altså, når Jesus siger det. Usikkerheden er dog stadig en menneskelig virkelighed.
Så, derfor er det godt at høre og læse budskabet igen og igen; at vi er døde med Jesus i forhold til Loven – samt opstået med ham til det nye liv i kærlighedens frihed.
For, som Johannes skriver: Kærligheden er, at Gud elskede os først. Derfor skylder vi også at elske hinanden.
Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar