Jeg læste i ugens løb om en ny analyse. Det var konklusionen, at de fattige sidder fast på bunden. I årtier har Danmark brystet sig af udstrakt social mobilitet. Men i 20 år er det ikke blevet lettere for de fattigste at undslippe deres sociale arv, viser den nye analyse.
Det er trist læsning. Her gik jeg rundt og tænkte at af alle lande, så har vi i Danmark det mest lige samfund med stort set lige muligheder. – Naturligvis ikke økonomisk, hvor forskellen vist er stigende. Men at alle alt efter evner og interesse har mulighed for at tage uddannelse og erhverv.
Særligt ang. evner, så passer det tidligere mantra ”du kan blive, hvad du vil” ikke.
For nogle ting kræver det også en villighed til at flytte et nyt sted hen – og det ikke kun til de store byer – for at få uddannelse eller arbejde.
Jeg har også forståelse for, at nogle familier har nemmere end andre ved at hjælpe deres børn til det, de drømmer om. Ja, og måske være med til at skabe drømme og åbne muligheder.
Der kan også være nogle sproglige udfordringer.
Men generelt var min opfattelse af det danske samfund, at muligheder findes og, at ingen er lukket ude fra at ændre på sin sociale situation.
Måske skyldes min opfattelse, at jeg er privilegie blind – hvor jeg er nu. For, selv kommer jeg fra et hjem med forældre uden uddannelse udover almindelig skolegang. Og som ordblind var ambitionerne ikke store på mine vegne. Så, for mig var Danmark med åbne muligheder – åh ja, for mange år siden.
Når jeg hører den nye analyse. Så kan det for nogle skyldes, at børn spejler sig i de voksne og de relationer, som de vokser op iblandt.
Men, der må jo også være noget andet på spil – noget, som gør, at ikke alle inviteres til ”livets fest og glæde” for at bruge dagens lignelse.
Dermed siger jeg ikke, at de af samfundet betegnet som fattige, ikke kan have et godt og dejligt liv. Men muligheder og udfoldelse er begrænset.
At blive inviteret til fest og at komme er dagens tema.
Som parallel kunne jeg også have fortalt om studentergilderne i disse dage.
Ved sådanne fester er der to mulige udfordringer.
Først, at jeg ikke bliver inviteret med ligesom de andre af vennerne. For, så er jeg jo ikke rigtig med, som man ellers gik og troede. Dét kan gøre ondt.
Men ondt kan det også gære, hvis jeg har inviteret og gjort klar til fest. Og så ingen alligevel gider at komme.
Måske ser jeg, at alle kommer til de andres fest. Eller, at de formodede venner bare hellere vil lege med familiens nye kattekilling.
Dagens lignelse har dog nogle ekstra mulige vinkler, som jeg vil vende.
Vi kan nemlig god se dagens fortælling som noget glædeligt. For, alle dem, som aldrig blev set eller plejer at få en invitation blev hentet – ja, måske nærmest slæbt ind til fest.
Men trist er det jo, at værten i første omgang valgte de ’svage’ fra.
I parallelle lignelser er det en konge, og billedet er af Gud. Men lige der bliver vores forståelse af Gud udfordret – men vi lever også med det gudsbillede, som vi får gennem Jesus.
Man, værten valgte først omgang folk fra – sådan som vi jo da alle gør. Hele verden kan jo ikke være med.
Mon ikke også værten valgte dem til, som har betydning. Det kunne være havde gode venner og sociale relationer. Men det kunne også være dem fra samme sociale lag – og måske også fra højere lag.
Vi kan også tænke, at værten ville undgå at invitere dem, som andre så ned på. For, det kunne jo smitte af på ham.
Den virkelighed er også for os i dag – måske særligt blandt børn og unge.
Fortællingen fortsætter så med, at værten selv bliver valgt fra – valgt fra at de inviterede, som endda i første omgang havde sagt ja.
Dét må have gjort ondt. Så var det ikke venner alligevel, eller også oplevede de andre ikke værten som værende i deres sociale lag.
Men det slår ikke værten ud.
Måske er det netop dér, at en væsentlig læring er i lignelsen. Da han selv oplever at blive valgt fra, så får han øjnene op og blev klogere – noget vi nok også kan have brug for. Og særligt måske opleve, at det er i sådanne udfordringer, at livet åbner sig og vores forhold til andre former sig.
Dermed ikke sagt, at det er godt at blive valgt fra – men værre må det være, hvis vi gennem livet kan skalte og valte i forhold til andre.
For mig er ligeværdighed vigtigt, og den opnår man kun, hvis vi også oplever os selv som skrøbelige og sårbare.
Når vi tager lignelsen som et billede på Gud, så hører jeg mest om ødselheden – at der bare er fest og mad nok til alle. Altså alle, som ikke selv vælger det fra.
I livet opleves det måske ikke altid, eller af alle.
Men, så kan fortællingen inspirere os til at dele det glædelige budskab – som tjeneren blev sendt rundt på gader og stræder til dem, der ikke lige selv hørte eller så invitationen.
Og så kunne jeg vende tilbage til vores virkelighed. Der gøres forskel på, hvem der inviteres til hvad. Og sådan må det være.
Det har f.eks. været et bryllup i Venedig, hvor nærmest hele byen var lejet til gæster og fest. De fine og rige kom flyvende ind og sejlende til i en virkelighed, som jeg faktisk gerne ville være fri for. Så, hvis verdens tredje rigeste mands gæster havde meldt fra. Så havde jeg måske gemt mig et godt sted for ikke at blive fundet ’på gader og stræder’ og slæbt ind, så bryllupsalen kunne blive fyldt.
Så dog hellere bliver involveret i det kommende landsstævne selvom, jeg ikke er til gymnastik og – at det bliver besværligt at komme rundt i byen i de dage.
Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar