I år får vi Johannes’ juleevangelium; at ordet, Guds ord var med hel fra begyndelsen og blev inkarneret i Jesu med julen.
Videre siges det, at han er verdens lys og, at lyset dermed er kommet til verdenen. Det lys, som mørket ikke kunne gribe eller begribe.
Mørke og lys er stærke symboler.
Og vi vil normalt tænke, at lyset er stærkere end mørket. Da mørket jo må vige, når lyset kommer frem.
Dét vil jeg fortælle en lille historie om inden, at jeg vil gå videre med overvejelsen.
Lyset som det mest kraftfulde og altomfattende høres i fortællingen om tre prinser fra Filippinerne.
En konge var blevet gammel, og han ville finde ud af, hvem af hans 3 sønner, der ville blive den bedste konge efter ham.
An kaldte dem sammen og gav dem hver en guldmønt. De skulle fylde kongens lade helt op inden midnat.
De drog ud.
Den ene søn kom forbi en sukkermølle. Der lå store bunker af tørre sukkerrør, som havde været gennem pressen.
De fyldte godt og var gratis. Så sønnen brugte sin mønt på at leje en kærre og fik dem kørt til laden. Og laden blev fyldt.
Den anden søn kom forbi en kokosplantage. Der lå bunker af afhuggede skaller. Dem købte han billigt og fik dem fyldt ind i laden.
De fyldte måske laden endnu mere op, ad de også kunne puttes ind i mindre huller.
Faren ville dog ikke give ham kongetitlen før den sidste søn kom hjem.
De ventede helt indtil solen var ved at gå ned. Så kom han – men uden vogne og masser af ting.
De to andre grinede lidt, da de alle gik ind i laden. Porten blev lukket, og der var ganske mørkt og enormt tomt.
Så tog den tredje søn et stearinlys op af lommen. Han satte det midt i laden og tændte det. Da det brændte, kom lyset ud i alle ladens hjørner og kroge. Og han blev konge.
Så stor en kraft og så alt overvældende er lyste.
For selv, hvor vi oplever skygger. Der er lyset jo stadig – bare i mindre mængder.
Ja, selv skygger findes kun pga. lyser.
Faktisk kan jeg godt tvivle på, om jeg nogensinde har oplevet totalt mørke. Selv i et lukket rum, er der ofte en lille sprække.
På den måde er lys vel stærkest, da mørket altid må vige – ja, vel ganske forsvinde og opløses som skygger.
På den anden side, må vi vel også erkende, at mørket er tilbage, hvis/når lyset bliver slukket.
Om lyset så helt kan forsvinde, når først det er kommet ind i verdenen, kan være et overvejelse værd.
Her kan jeg tænke lidt som for os – lys og mørke bruges jo som symboler også på vores liv og vores indre i forhold til godt og ondt;
Hvis nu først noget godt er kommet ind i vores liv, er det så muligt, at det så fuldstændigt kan forsvinde igen?
Men, hvis det nu er muligt for lyset at forsvinde totalt. Så må det vel være sådant, at alt bliver mørke. Og, betyder det så, at mørket er det grundlæggende i vores verden?
Eller er det måske mere sådant, at mørket faktisk slet ikke eksisterer. Vi kalder det bare mørke, når andet ikke findes - mere præcis, når lyset ikke findes.
Sådan har jeg også til tider tænkt om ondt i forhold til godt; at ondt kun er fravær at det gode og dermed ikke rigtigt findes.
Men, sådan er det vist ikke.
Ondt findes, og folk gør bevidst onde ting, må selv jeg erkende.
Så fremover skal jeg nok mere tale om, at skygger er som, når der sker noget ondt. For, totalt ondt tror jeg ikke på. Der vil i vores liv altid også vil være noget godt.
Måske skulle jeg gå ad en anden vej i forhold til et godt symbol.
Nok taler Johannes om Jesus som verdens lys. Men først taler han om Ordet – altså lyd og budskab.
Det kristne budstab, evangeliet, er ganske afgørende for os. Deri hører vi det glædelige budskab om Guds kærlighed.
Ved skabelsen var Guds ord også det, der satte skabelsen af alt i gang; Ting skete, som der blev sagt.
I dag vil jeg nøjes med at brug lyd som symbol.
Hvis vi tager fortællingen om de filippinske prinser. Så kunne en af de tre sønner vel have ladet et barn eller en fløjte give lyd i laden, og den ville været blevet fyldt. Ja, måske mere fyldt end hvad lyset kunne. Lyden ville også sætte sig i træværk og mure.
Ikke mindst her i Løget ved vi, at kun ganske lidt lyd kan fylde hele rummet.
Sådan er det vel også inde i os og ude i rummet. Og det holder vel egentlig aldrig helt op med at klinge.
Sådan kan vi også tænke om Gud, som noget, der er totalt overalt og i alt.
Måske kan vi også tænke her med julen. Når først julens glædelige budskab om et barn, der bragte glæde og kærlighed inde i verdenen.
Så må det budskab også klinge overalt og i alle uden nogen sinde at klinge ud.
Til det skal vi også lade os bruge gennem ord, handling og måske særligt fælles sang.
Så, lad os gøre det på denne glædelige juledag.
Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar