Gud har gjort et godt stykke arbejde med jer, og jeg er sikke på, at han vil gære det færdigt.
Når Gud kommer igen, skal man ikke kunne sætte en finger på jer. Pyha.
Måske det ville været bedre at læse fra den autoriserede: at Gud har begyndt sin gode gerning i jer og vil fuldføre den. Og bønnen bliver, at kærligheden stadig må vokse og blive rig, så I kan være retfærdig og uden anstød.
Måske er det lidt præsteligt nørde-ri. Men for mig er der forskel på, om Gud gør noget med os eller, om Gud gør sine gode gerninger i os.
Altså, om vi sådan forandres og bliver perfekte eller, om kærligheden virker i os og gennem os som det, der er perfekt.
I forslaget i 2036-oversættelsen lader de det mere være vores fælles ”vi”, ved at Gud virke blandt os, så vi kan være oprigtige og uskyldige, fyldt af retfærdigheds frugt, der skyldes Jesus.
Uanset vinkel, så er den afsluttende pointen vigtigst; at alt i os skyldes, hvad Gud giver gennem Jesus - At Guds kærlighed, som er Jesus, bliver en så stor del af os, at vi handler godt.
Jeg tænker, at de positive og gode ord også kan være skrevet til os.
I brevet lyder det til, at Paulus har haft utrolig stor tillid til menigheden i Filippi. De må virkelig have fundet en god måde at leve somme på.
Umiddelbart synes jeg også, at vi har meget at være glade for – ja, måske ligefrem stolte over. Menneskerettigheder, ligeværd, omsorg for de syge og svage, og meget mere er vores tilgang. Og det hører vi også som det væsentligste, når politikerne skal fortælle om deres vision for Vejle kommune og Region Syddanmark.
Meget andet fylder dog også.
For ærligt, så lever vi ikke alle op til at være fyldt af kærlighed og godhed.
Der er også prioriteringer, hvor vi ofte selv vil have mest. Der er regler og budgetter. Der er normeringer og rengøring. Ligesom der er natur, kultur samt vandmængder og trafik at håndtere.
Samfundet er kun på vej ligesom, vi også selv kun er på vej til det bedre. Og ja, til tider kan det opleves at gå baglæns.
Men, vi kan vel godt sige, at Guds gode gerning er begyndt i os – men ikke fuldendt.
Til tider tror vi os godt på vej, og så viser virkeligheden sig at være noget andet.
Et eksempel, jeg netop hørte i denne uge, handler om CO2 kompensation – og vist også, når vi godhjertede mennesker giver penge til, at der kan plantes skov i Brasilien.
I min åbenbart naive virkelighed ville der blive genskabt regnskov med det gode, vi mere og mere opdager regnskoven indeholder.
I en udsendelse på tysk tv viste det sig, at der blev plantet store plantager med eukalyptustræer – nok CO2-optagende men total monokultur uden biodiversitet og fremmed for området.
Jeg kan kun tænke, at nogle har set en mulig profit.
Spørgsmålet bliver derfor, om vi nu også lader os fylde af Guds godhed.
Ønsker vi sådan helt reelt at aflægge os egoismen, hævnen og en kortsigtet gevinst?
At tænke sådant ville ikke være overraskende for Jesus. Dagens lignelse og det indledende spørgsmål taler fuldt ind i vores menneskelighed.
Ja, tager vi Jesus og Paulus i dagens tekster, så er Paulus den positive på menneskenes vegne. Han er det dog kun, fordi han kan pege på den kraft, der netop kunne bære igennem svigt, lidelse og død.
Hvor Jesus med lignelsen er realisten, der med afsløringen måske kan få os på bedre tanker.
Det handler om tilgivelse. Som sammenlignes med en gæld, der bliver eftergivet. Den skyld, vi havde, bliver slettet.
Om vi har oplevet noget sådant, ved kun hver af os selv. Så, måske taler det ikke præcis ind i alles liv og erfaring.
Manden i lignelsen havde en kæmpe gæld. Og, selvom han lover at gøre alt, så skulle der vist en kæmpe lottogevinst til – eller måske en arv fra en ukendt rig onkel. Selv kunne hverken han eller familien tjene det ind.
Vi forstår så godt hans lettelse, da gælden bliver sløjfet. Han får tilgivelsen.
Men han bliver åbenbart ikke forandret af tilgivelsen. Han bærer den nemlig ikke med sig – eller, den får ikke gjort sin gode gerning i ham.
Tilbage i virkeligheden kræver han sin ret overfor en medtjener.
Rimeligt, vil mange nok sige, når det handler om penge.
Anderledes må det være, når det handler om livet. Så skulle tilgivelsen og kærligheden gerne blive en del af os, hvis den skal få betydning for os.
Manden i lignelsen mister gaven at slippe for gælden, da han ikke tog tilgivelsen ind som en forandring af hans liv.
Tilgivelsen er ikke en gave, der kan lægges til side. Den rummer en fordring. Og vi kan kun have den, hvis vi giver den videre.
Den, der har mødt Jesus tilgivelse – og altså sådan rigtigt hørt evangeliet, kan ikke møde sit medmenneske med ubarmhjertighed.
Om alt så kan og skal tilgives, er en anden sag. Og ingen af os kan kræve tilgivelse af et andet menneske. Det kan kun gives som gave.
Tilgivelse er nemlig ikke pyt eller glemsel. Tilgivelsen er at give slip på hævnens mulighed – at give slip på vreden og hadet, så det ikke har magt over os.
Uanset om vi kan det – eller måske hvornår, må være ligesom vores forsøg på at gøre det gode. Vi er på vej. Og lykkes både tilgivelsen og at gøre det gode, så bliver vores liv rigere.
Og så må vi tro med Paulus, at vi ikke skal præstere det. Men åben må vi være for, at Guds gode gerninger ikke bare er begyndt i os, men også må vokse.
Vi kan og gør meget godt. Og de fleste af os ønsker helt grundlæggende at være et godt menneske.
Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar