Det var en lang men for mig interessant fortælling om Jesus og en kvinde, der mødes ved en brønd.
Måske er der også en lille vinkel på dagens store begivenhed med tronskifte og dermed også udskiftning af Folkekirkens overhoved.
Det handler nemlig om ligeværdighed – noget, vi i Danmark har og må holde fast ved også, selvom om vi har forskellige opgaver og ansvar.
Ligeværdighed betyder, at vi helt grundlæggende er lige meget værd – stor som lille, rig som fattig, meget vidende eller uden at have sat sig ind i noget, godt til at bruge hænderne eller ej. Altså udover det, som vel oftest trækkes frem med køn, religion, kultur, race, seksualitet osv.
Fortælleren Johannes peger selv på, hvor spændingerne ved dette møde var for datidens samfund; at forskel i både kultur og køn burde gav adskillelse.
Det er ikke kun her, vi hører om, at Jesus ikke følger de gængse normer ved som en mand at taler med en kvinde og at dele sit glædelige budskab med en fremmed – en udenfor kulturen.
Ja, vi hører endda, at han spiser sammen med folk, som ikke overholder de gængse regler og normer – og, altså ikke blev anset for at være værdige til at have med Gud at gøre. At spise sammen var dengang det stærkeste fællesskab – noget, vi kan tænke med, når vi holder altergang og byder alle velkomne her i kirken.
Måske tænker vi, at det jo var dengang. Altså, at vi jo er kommet længere og har bekæmpet tanken om, at der er adskillelse. Ja altså i det mindste her i landet. Da vi jo hører om andet også i nutidens nyheder og beretninger.
Nå ja, måske også ved demonstrationer i Danmark.
Men sådan generelt tror vi på og handler oftest efter, at vi alle er helt grundlæggende, er lige. Selv dronning Margrethe og om lidt Kong Frederik.
Var de kommet i kirke her, så ville de sidde som alle andre. De måtte også sammen med andre gå op til nadverbordet og knæle fælles.
I andre sammenhæng er der naturligvis forskel på at være konge og ikke konge, som på at være borgmester eller ikke at være borgmester osv.
Forskel følger med ansvar og roller. Men, det ændrer ikke på ligeværdigheden.
Når vi som i dag hører om Jesus, så virker det som om, at han ikke kun gør op med de skæld, der findes. Nej, måske opdager han dem slet ikke.
Sådan kan jeg tænke, da det er sådan, Jesus præsentere Gud for os.
Gud i Jesus møder mennesker uden forskel. Altså, som dem, vi hver især nu engang er.
Dermed ikke sagt, at han ikke ser vores udfordringer og problematiske sider.
Vel nærmest tværtimod.
Gud møder ethvert menneske præcis, som det er med både fejl og mangler, med muligheder og gode handlinger.
Og han møder os uden fordømmelse. For, som der skrives: i kærlighed findes ingen fordømmelse.
Men derimod kan der godt være en vejledning.
Ja, ofte er der både en afsløring og en vejledning. For, sådan er kærligheden; ikke at lade andre forblive uden det møde, som kan give nyt mod på livet.
Jesus kommer ikke med Guds fred, og så er alt godt. Eller, som Grundtvig ændrede en julesalme fra: at englene sang ’om fred og ingen fare’ til at de sang ’om fred trods nød og fare’.
Det første kan få os til at tro, at Guds fred kan gøre, at alt bare er godt.
Hvor det sidste lader Guds fred rammen ind i vores virkelighed, som på trods af alt kan give os oplevelsen af fred – eller måske mere af alligevel at være noget værd. Ja, oplevelsen af at være mødt, set og elsket på en gang.
For dagens kvinde blev der sat ord på hendes mange mænd – de fem, hun har haft, og at den nuværende ikke var hendes - måske en andens.
I Jesus’ ord blev dét sagt, som måske pinte hende mest – dét, som måske gjorde, at hun ikke kom til brønden sammen med de andre kvinder. Ja måske dét, som hun gerne ville skjule, men som alle vidste og viskede om.
Da Jesus sagde det højt – og sagde det på en måde, så hun ikke blev udskammet. Så fik hun livet tilbage.
Læser vi videre i Johannes, så går hun glad tilbage i byen for at kalde på alle og fortælle ikke kun, at hun har mødt Messias men også, at han har fortalt hende alt om sit liv.
Hun talte åbent om sit liv – om det, som havde fyldte som en udfordring i hendes liv.
Hun var sat fri.
Jeg kan kun tænke, at vi godt kan spejle os i det.
Ved at få sat ord på, så kan der være en frelse – en befrielse gennem afsløringen uden fordømmelse.
I dagens fortælling hører vi faktisk ikke, at Jesus også giver kvinden en vejledning til, det vider liv. Måske var det implicit. Måske havde hun ikke brug for det. Eller måske skal vores fokus mere være på, hvad Jesus giver – det, han kalder levende vand, der vil blive til en kilde i os.
Sprogligt og billedligt er der en fin markering ved at tale om en brønd, og en kilde.
Begge dele handler om frisk vand.
Hvor vi ved en brønd selv er ansvarlige for at få hentet vandet op. Altså er vi ansvarlige.
Hvor ved en kilde, der springer vandet nærmest ud til os. Altså er vi kun modtagende.
Mange normer og regler – også af religiøs art, har fokus på, hvad vi skal og ikke skal gøre. Altså fokus på, at vi har et ansvar.
Hvor Jesus’ fortælling handler om, hvad vi får givet – givet at Gud som modtagere.
Her i kirken markeres det tydeligst ved dåben, som vi netop har haft, og ved nadveren, som vi om lidt kan dele.
For mig kommer det også til at være fortællingen om, hvad vi sådan grundlæggende er. Vi hører jo i skabelsen, at mennesket blev skabt i Guds billede.
Og ja, vi hører også efterfølgende, at vi fejler og dermed ikke kan blive i paradiset.
Med denne vinkel vil jeg på ingen måder underkende den menneskelige fejl og slet ikke den ondskab, som vi mennesker kan gøre.
Grundlæggende tror jeg dog på det gode. Som, når jeg hører om hvordan druk og stoffer kan få folk til at forvolde ondt. Så kan man godt tænke, at alkohol og heroin åbner op for alt det lort, som er dybt nede i en.
Men jeg kan bedre tænke, at alkohol og heroin kan lukke for al den kærlighed, som er dybt ned i os.
Jeg tror nemlig, at den kilde, som Jesus taler om, er lagt i os af Gud som kærlighed.
Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar