Hvordan ser vi på magt i dag?
Ja, det er vel svært ikke at tænke ’den stærkestes magt’ som en virkelighed, når der igen – eller måske skal vi sige stadig - er krig og konflikter.
Den svages magt er der vist ikke megen magt i – måske undtagen her på vores lille plet på jord, hvor demokrati og menneskeret stadig sættes i højsæde.
Dermed ikke sagt, at vores udøvende magt ikke bruger den. Der har været mink og afstandskrav, ligesom der handles og bestemmes af vores flertalsregering. Dét kan kaldes mange ting alt efter, om man er enig.
Jeg tvivler på, at vi kan blive enige om, der besluttes for meget omkring militær. Eller, om der mangler beslutninger om og for natur og den grønne omstilling.
I vores system, som i heldigvis mange lande endnu – om USA forbliver, kan nogle være usikker på – så træder vel den svages magt til, når der afholdes valg.
Om vores system er det, der i dagens tekst peges frem mod, tør jeg ikke sige. Men det er svært ikke at læse sin egen virkelighed ind i de bibelske tekster – og særligt, hvis man kan få tekst og det, vi holder af, til at gå hånd i hånd.
Noget jeg er bevidst om, kan være farligt for præsten i sin prædiken. Men så er en prædiken heller ikke særlig magtfuld – og løbende kan jeg jo modsiges ved kaffen.
Teksten er en lovsang af Maria i forbindelse med, at hun vil komme til at blive Jesus’ mor.
I den lyder et tilsagn om, at de stærk skal vælte, og de svage træde frem.
Det lyder som en god revolution – altså, hvis og når de stærke udøver vold og magt som en del af deres hersken.
Rimeligheden må være, at de svage får oprejsning. Og for mig er der også lidt underforstået, at de svage vil forvalte magten på en meget bedre måde.
Men, er det nu også sandt?
Ikke helt, må vi vel erkende. Vi kan tænke på både den franske og den russiske revolution. De betød vist ikke mindre vold eller blodsudgydelse.
Og hører vi om Putins opvækst i det små, så bliver han heller ikke noget godt billede på, at mit ideal bliver udlevet.
Jeg tror dog, at vi godt kan og skal holde fast i idealet som kristne. For, med Jesus hører vi også, at den største skal være det ved at tjene andre.
Omvæltningen – ja, revolutionen er deri total. Ikke bare hæves de svage op. Nej, det er selve svagheden, som hæves op som det, der er stærkest.
Virkeligheden er dog, at mennesker er og forbliver mennesker, der også i kirkens tid har brugt sin mangt til vold og ikke kun i tjeneste. Men dog også i tjeneste - og måske endda for de fleste, må vi ikke glemme.
Kun få af dem, der som magt ofrede sig i tjeneste, er dog gået over i historien. Resten har man måske ikke tænkt at skrive historier om, da ’at bruge sin magt til også at hjælpe’ kan tænkes at været det normale, det naturlige og det forventelige.
Som vel i dag, hvor jeg glæder mig over at møde andres smil. Men forventer det nok også lidt fremfor en sur mine. Ligesom jeg forventer et håndtryk og ikke en knytnæveslag, når hånden rækkes frem.
Den del, tror jeg, er yderes menneskeligt. Hvor så Jesus og dermed forhåbentlig kristendommen er med til at sætte fokus på det og værdisætte det.
Men der er også noget særligt på spil med Jesus. Hans fokus er ikke kun på det naturlige – ud fra min tanke om, at vi mennesker dybest set er gode og ønsker at gøre det gode.
Dette særlige tages der hul på i dag med fortællingen om undfangelsen – eller, som vi i kirken benævner det: bebudelsen.
Det passer jo med, at der nu ca. er 9 måneder til jul.
Noget nyt er på vej, og Maria lovsynger Gud for det – og for, at hun får lov at blive en brik i det spil.
I dag kirkeårsmæssigt passer det ikke kun med de 9 måneder til jul.
Fortællingen bliver også indledningen til den kommende påske. Og med den, får vi også konturen af, hvor det nye liv ville ende; på kors og med død.
Verdens magt – om vi tænker Djævelen, står enhver frit – er ikke med på at opgive magt og herredømme. Nok hverken i verdenen eller inde i os.
Kampen blev taget, og døden viste sin magt – kun dog ikke som den endegyldige magt, hvis vi tør tro på opstandelsen – både efter døden men også her i livet.
Kærlighedsordet, som blev undfanget i Maria, må vi tro, også undfanges i os.
Sådan lyder også tankerne over evangeliet. Hvor allerede Paulus satte ord på, at det ikke for vores fornuft giver mening.
I teksten fra Paulus’ brev til korinterne, skriver han, at vi ikke kan eller skal forstå Gud. Men, at frelsen kommer til os i noget så meningsløst som budskabet om korset – altså dødens vej.
Og ikke bare gik Gud i Jesus svaghedens vej. Nej, han valgte også mennesker, som ikke var hverken kloge, stærke eller fra en fin familie.
Han valgte de betydningsløse, foragtede og i menneskers øjne: værdiløse.
Dem, der grundlagde kirken, havde altså ikke noget at prale af om sig selv.
Dermed gøres der op med status, som også Maria taler om i sin lovsang.
Men der gøres også op med, at vi selv skal gøre os gode nok til at være Guds. For, alt afhænger af Ham og derfor er alle også lige – lige betydningsløse, men dog lige værdifulde og ikke værdiløse.
For, værdien gives af Gud sammen med tilgivelse, frihed og at tilhøre Gud.
Som det lød i bønnen; så valgte Gud svaghed frem for styrke, og sårbarhed frem for udødelighed som projekt ’Jesus’.
Og derfor skal vi, som det også lød i bønnen, ønske os mod til at tjene, styrke til at være svag, og kærlighed til at være givende.
Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar