Jubel? - Palmesøndag 2024

Det er palmesøndag, og vi går ind i påskeugen. Vi går ind med fortællingen om et indtog, hvor folk jublende tog imod Jesus som deres konge.

Og ja, jeg ved godt, at det ikke var en del af det, som jeg læste. I dag kunne jeg også have læst fra Johannes, hvor der efter besøget hos de tre søskende følger indtoget med æsel, palmegrene og jubelråb.
Den udgave kan I læse bag i salmebogen.

Selvom jeg normalt holder meget af Johannes evangeliet med dens mere filosofiske og overordnede blik. Så finder jeg denne del som lidt nævenyttigt. F.eks. er Judas ikke bare forræderen men både nærig og stjæler af kassen.

Der er også en forskel på salvingen. I den læste salves Jesus på hovedet – som en kongesalvning. Hvor Johannes lader Maria salve Jesu fødder. Men sådan er det jo, når der er gået måske 50 år fra hændelsen og til den endelige sammenskrivning. 

Pointen ved begge er dog, at Jesus tager imod salvningen og lader det pege frem mod sin død – som han er på vej ind til.

Dermed er rammerne også sat for den kommende påske. Ligesom der opleves en spænding mellem, hvad folk må have forventet af Jesus i deres ønske om at gøre ham til konge og, hvordan den videre fortælling blev efter Guds plan.

For at få hele påsken rammet ind, valgte jeg den nye salme her før prædikenen.
Den er god til børn, men for mig også god i det hele taget. Da, den er forståelig.
Og så passer den med, hvad vi sådan generelt tænker om påske, ved at have en glad melodi.

Ja, der er en jubel, som passer til i dag.
Men, som måske ikke passer helt til de følgende påskedage – helt frem til om en uge med fortællingen om den tomme grav er der ikke meget at juble over.

Og selv, når vi hører fortællingerne om den tome grav, så er det ikke jublen, der brydes ud i, men mere usikkerhed og angst.

Vi hører også om mændenes mistillid til kvindernes oplevelse med den tomme grav.
Der er vel højest en glæde, når vi læser fra Johannes om Marias møde med den opstandne, som hun først tro er havemanden.

Til 2. påskedag hører fortællingen om de to, som får følgeskab på vejen til Emmaus. For dem virkede alt til at være tabt.
Da de så genkender Jesus ved bordet, hvor han deler brødet, er det også mere glæde end jubel, som de går med tilbage til Jerusalem for at dele. 

Også senere hører vi om disciplenes møde med Jesus - også uden jubel og måske endda med mistro. Særligt for dem, der først hører om de andres oplevelse.

Hvad med os?
Vi kender jo historien, og mange af os har hørt den år efter år.

Kan vi synge sådan rigtigt med på dagens jubel?
Eller, er vi mere til det stille og sagtmodige, som rummes i ’Se, hvor nu Jesus træder’. Den salme, som hører til i dag men, som jeg kun har valgt et vers af efter altergang.
Eller, er vi måske uberørte af at høre det igen?

For mig er kristendommen ikke sådan en jubelfortælling. Måske er det fordi, jeg ikke er til jubel med armene over hovedet.
Derimod er det for mig en stille og stor glæde, der passer fint med betegnelsen ’evangelium’, som betyder: Det glædelige budskab.

Jubel er fin og kan noget.
Men evangeliet rummer for mig så mange facetter – også om den menneskelige virkelighed, som gør, at jeg ikke helt kan overgive mig til jublen.
Hvor glæden godt kan bære også viden om, at både svigt, forræderi og død er en del af fortællingen. 

Derfor vil jeg også her vende tilbage til mit valgte evangelium uden indtog og jubel.
Jeg kan forundres over og beriges af det antydede og symbolske.

For nogle er det måske overraskende, at vi hører om en kvinde. Men det er kun en af mange, som vi møder i evangeliet gennem kirkeåret.
Det er også en stærk kvinde – måske lidt, som vi oplever det i Badehotellet.
Både med evangeliet og med de nyere fortællinger, så tror mændene en del om sig selv selvom, de er lidt nogle skvat. Hvor kvinderne viser sig at have kraft og mod – modsat, hvad nogle forventer.

Ligeværdighed og opgør mod magtstrukturer er vigtigt. For mig – og måske fordi, jeg har brugt så megen tid på evangeliet - så er jeg ikke så optaget af, om det er en mand eller en kvinde. Nej, for mig gælder det mennesket og handlingen.

I den historiske kontekst er der dog – må jeg indrømme – noget på spil, når en kvinde går ind i mændenes fællesskab. Sådan som vi hører det flere steder.
Læser vi Johannes kunne det være hjemme hos de to søstre og deres bror.

Det stærke ved handlingen er først ødselheden.
Ødselhed er vist ikke noget, vi betragter som en kristen dyd – og særligt ikke her i vores protestantiske verden.
Tager vi en katolsk eller en ortodoks kirke, så ses ødselheden i guld og kunst.

Hendes styrke er også at modstå udskamning; at hun hellere skulle – eller måske mere; at det gode menneske ville have solgt olien og givet pengene til de fattige.  

For Jesus er handlingen – og vel ødselheden - et kærlighedstegn, som så også bliver et kendetegn på Jesus’ kongelige ophøjelse ved døden.
Nå ja, og alt går med dette både efter Guds plan og efter traditionerne. Nu var Jesus’ legeme salvet – det, som kvinderne ikke nåede, da de kom til graven på tredje dagen. For, da var graven tom.

Kvinden bliver med sin handling en anden vinkel en jublen på vejen ind til Jerusalem denne palmesøndag.

Kvinden holder fast – lader sig ikke rokke selvom, hun bliver udskammet som et dårligt menneske.
Og Jesus ser hende i handlingen – og siger, at hun har gjort en god gerning. Altså, han modsiger og fjerner en mulig skam.

Deri kan der godt være noget for os at lære – om ikke vi kan bruge fortællingen til andet, så kan det være et spejl for os, når vi dømmer og fordømmer – eller endda udskammer andre.

Amen