Svaghed og livskraft - Påskedag

 

Det er påske, og alting springer ud. Det er næsten ikke til at forstå – altså, at det passer så fint sammen i år.
For, at alting springer ud, er jo naturens gang – men, må jeg dog sige, stadig forunderligt.

Sammenkædningen med påsken har været altid – altså med, at naturen viser sin livskraft, når solen og varmen giver mere energi.
Sådan fortæller evangeliet om, at døden ikke har magten over livet i Gud. 

Nu har vi ikke høns i haven. Men måske de er begyndt at lægge æg. Kyllinger er der nok ikke kommet endnu. Men ellers er det jo også noget, som vi her til lands har knyttet til påsken; med ny næring og nyt liv.
Og den levende kylling ved siden af to halve æggeskaller kan godt få tankerne hen på en sprængt hvidkalket grav – sprængt, fordi livet var stærkest.

Alting spirer og gror.
Eller, måske så alligevel ikke alt.

Da jeg skulle gøre mine første overvejelser til dagens prædiken – vel årets vigtigste. Så kunne jeg ikke komme udenom den seneste tale om Vejle fjord.

Der er et event, hvor man holder begravelse af fjorden. Den er død!
Og så forlyder det endda, at en præst vil holde en højtidelighed i den forbindelse.

Vigtigst er først at høre, hvad Sara, præsten siger om sin medvirken; At hun ikke holder en begravelse af fjorden. Vi præster begraver kun mennesker.
Men hun vil holde en andagt, hvor hun som ved begravelser vil tale om håb.

Dén vinkel kan jeg faktisk godt gå med på.
For, sådan er det jo, når vi holder taler ved begravelser. Der fylder håbet, som netop binder til påskens evangelium, en væsentlig del.

Jo, jeg taler naturligvis også om afdøde. Lidt om livsforløbet, noget om udfordringer og mest om de glæder, som har været for afdøde og, som har været for de pårørende sammen med afdøde.

Om Sara gør det om fjorden, ved jeg ikke. Men mange glæder vil der kunne siges om vores liv med fjorden.
Og, må jeg da melde, stadig er der - også selvom den ikke har det så godt på bunden.

Jeg er ikke helt sikker på, om det kan sammenlignes med, at vi jo også efter tabet af en kær stadig oplever glæder – som, når man bager sin mors kokosmakroner, og de bliver helt som man husker fra sin barndom.
Eller man kan høre bedstefars lidt skæve kommentar, som altid gav et smil og en nedtoning af alvoren i en konflikt.

Nogle få gange nævner jeg også årsagen til et dødsfald. Men dog ret sjældent den præcise årsag, da det oftest ikke er entydigt. At man dør af kræft eller kol siger jo ikke noget om hvad sygdommen kommer af. 

Sådan tænker jeg – og håber jeg, at præsten om fjorden ikke vil holde en tale over årsager – altså udover iltsvind. For, som jeg hører, vil nogle gerne udpege en synder. Hvor der i mange tilfælde er flere ting på spil – og nyt dukker af og til op.

Så, lad os derfor gerne holde os helt og fuldt til håbet – og naturligvis sorgen og tristheden over det manglende liv.
Håbet, der kan knyttes til ved dagens store forkyndelse. Håbet om, at livet ikke bare dør, men kan spire på ny.

Sådan må vi også håbe for den indre fjord – nå ja, og så vel også gøre vores til, at livet kan vende tilbage.

Skulle jeg gå planken ud med samstillingen af påsken og fjorden. Så kunne det være, at vi har slået fjorden ihjel – de fleste af os måske som tavse vidner eller måske endda støttende ved vores handlinger. Måske typen af mad eller, at vores regnvand løber i kloakkerne og belaster rensningsværket.

Så – som med Jesus, må vi håbe på, at Gud i sin skabervilje vil vække fjorden til live igen.

Med den sammenligning er jeg lidt et andet sted end, hvad jeg gerne vil have som dagens særlige fokus i år.
For, opstandelsens livskraft er noget, vi også må håbe på og leve af i andre sammenhæng.

Ofte har jeg ladet kærligheden være vores forståelige billede. Døden kan ikke ødelægge, at vi stadig elsker et andet menneske. Noget, som sorgen kan være et vidnesbyrd om.

Når vi har mistet, så er erfaringen også ofte, at det fælles liv ikke bare forsvinder. De kære døde forbliver levende i vores kærlighed.

På den måde, oplever jeg nyt liv – naturligvis på en anden måde end, hvad evangeliet fortæller om en mere eller mindre fysisk opstandelse – som jo ikke er vores virkelighed. 

Men også på andre måder oplever jeg, at opstandelse og livskraft er på spil.
Det kan være i et smil
Det kan være en hjælpende hånd
Det kan være i tillid til, at vi er noget værd som dem, vi er, og ikke for det, vi kan.

På den måde kan det for mig give mening at tale om, at livet generelt ikke bare forsvinder – heller ikke i hverdagen. For Gud står bag.

Mistrivsel med stress, manglende selvværd og andet er et voksende problem, hører vi gennem medier og af professionelle.
Også tidligere udsendte skal finde livet på ny ligesom kraftramte og andre med sygdomme.

Jeg tror, at påskens budskab godt kan tale ind i det med Guds almægtighed i afmagten.

En mulighed kan være at tage vores svaghed alvorlig og turde tro på, at vi ikke selv skal magte hele livet og være perfekte.

Dét vidner budskabet om, at det gudgivne liv er stærk i sin svaghed, om Jesus’ død som vej til opstandelsen.
Kernen i kristendommen er svaghed – altså udover kærlighed, omsorg, nærvær og alt det andet, vi hører gennem evangelierne.
Eller måske netop igennem kærlighed, omsorg, nærvær osv., som vel er i svaghed.

Nok er påskens budskab, at døden ikke kunne binde eller vinde over livet i Gud. Men særligt bliver opstandelsen den vej, som Gud viser gennem svaghed og afmagt.

Det kan blive som et spejl for os; At magtesløshed kan blive et godt udgangspunkt for os til livet. Der kan være styrke i svaghed, da vi som mennesker ikke skal eller kan magte alt.
I kristendommen bliver vi sat fri – fri fra at være Gud.

  Amen