I en af de programmer, hvor man faktisk giver sig tid til en samtale, hørte jeg udtrykket: Djævelen ligger i detaljen.
Det udtryk var ikke sådan nyt for mig, men det er sjældent, at jeg hører den.
Og egentlig bryder jeg mig ikke så meget om den, da det lyder så dramatisk med djævelen.
Da jeg til dagens forberedelse læste teksterne – som altid både fra den autoriserede oversættelse og Bibelen 2020, slog det mig. At også i en oversættelse kan djævelen ligge i detaljen – eller måske mere præcis ’den teologiske pointe’.
Ofte i min undervisning tager jeg sekvensen frem, hvor Jesus taler om en spurvs død.
Hvor man for godt 100 år siden kunne læse: ikke en spurv dør uden Guds vilje.
Tager man det bogstavelig, så må alt hvad, der også sker med os, jo være bestemt af Gud – og det giver dårligt mening for mig, når jeg ellers hører, hvad Jesus siger.
Da man oversatte igen for godt 50 år siden blev det til: Ikke en spurv dør uden Gud er med i det. Altså måske lidt både aktiv og passiv.
Og i den nuværende står der: Ikke en spurv død uden Gud er med den.
Altså total omsorg og nærvær.
I den græske originaltekst står der uafsluttet: ikke en spurv dør uden Gud.
Hvilket for mig passer med den seneste oversættelse med omsorgen – aldrig at være uden Gud.
I begge dagens tekster er der oversættelse på spil, hvor jeg egentlig gerne ville blande den autoriserede og den fra 2020.
Så det vil blive dagens prædiken at se på de teologiske pointer i oversættelser, som kan have indflydelse på vores liv og handlemåde.
Det første er, som jeg læste, at vi er skabt i Guds eget billede.
Vores gudsbilledlighed siger for mig meget – og meget godt.
Måske kan et billede ses som noget passivt og uden mulig handling. For mig er dybden dog, at vi som Gud har egenskaber som at kunne elske, være kreativ, have omsorg, tilgive og sætte os selv til side.
I 2020 står der, at Gud formede mennesket, så det lignede ham.
Det lyder umiddelbart som den fysiske form – som jo ikke rigtig giver mening. Indholdsmæssigt kunne det godt være os som mennesker og altså som min udlægning af billedligheden.
I den autoriserede følgers der op med, at Gud så alt, han har skabt – og dermed også mennesket. Og han så, hvor godt det var – også altså er vi skabt som gode.
At vi så med den videre fortælling også er andet – f.eks. nysgerrige og selviske. Ja, måske rebelsk, ændrer ikke ved det grundlæggende gode.
I 2020 følges vores skabelse op med, at Gud synes virkelig godt om det, han har skabt – og altså også os.
Og ja, det er da dejligt at vide, at Gud synes godt om os. Men det siger jo ikke rigtig noget om, at vi er noget godt.
For mig åbner det op for en snak, jeg af og til har og, som jeg også før har nævnt. Nemlig om, hvad der gemmer sig dybt inde i os.
Når vi er presset eller måske får lidt for megen alkohol. Så kan vi godt gøre dumme og onde ting.
Nogle siger, at der åbnes op for alt det lort, som er inde i os.
Hvor jeg heller vil sige med Bibelens ord, at alt det gode, som er inde i os, bliver lukket inde.
På den måde får den teologiske tolkning en betydning for vores syn på os selv og på andre.
Sådan også med den tredje forskellige oversættelse i teksten om vores skabelse.
Og netop denne del ville jeg gerne have læst fra 2020.
Jeg læste, at vi som mennesker skal herske over havets fisk osv.
En oversættelse, der kan give fripas til bare at bruge naturen, som vi lyster.
I virkningshistorien vil nogle mene, at det netop er ved den oversættelse, at udfordringerne med klima og biodiversitet har sin grund.
Noget kan der være om det også selvom, at der også andre steder end præget af kristendom er der sket ødelæggelse. Måske mest tydeligt på Påskeøen.
Her lyder 2020 både bedre og faktisk også mere præcis i forhold til grundteksten; at vi skal tage ansvar for fiskene i havet osv.
Hér kunne jeg godt fristes til at sige, at djævelen har gemt sig i detaljen indtil nu.
Det blev lidt omfattende, så fra evangeliet vil jeg kun fremdrage en oversættelse.
Manden siger: Jeg tror, hjælp min vantro.
Hvor 2020 oversætter: hjælp mig, for jeg tvivler også.
Vantro er ikke et brugt ord, så derfor er en anden oversættelse nok fint. Vi siger heller ikke længe at nogen er vanfør men, at de er fysisk handicappet eller invalide.
Forstavelsen ’van’ peger på, at noget ikke er helt, som det skal være eller måske, at noget er udfordrende i forhold til troen.
Hvis tro er at have tillid til noget andet – noget, som er større end os selv. Så kan vantro måske være det, at man selv mener at kunne klare tingene.
Tvivl er for mig noget andet – som en del af troen, da troen handler om tillid og ikke om fast viden.
For mig altså en dårlig afløsning.
Det nye ord for vanfør er ikke tvivlsomt gående men invalid.
Håber man i den kommende oversættelse finder en brugbar formulering.
Set i troens lys, er der for mig stor forskel på ønsket om at blive afhjulpet en udfordrende virkelighed eller tilgang, og så at blive fri fra at tvivle på Guds magt.
Det første, at blive ændret til at få den rette forståelse af Gud, tilslutter jeg mig gerne.
Hvor den sidste, at blive helt fri fra alt tvivl vil være ganske forfærdelig.
For, så ville Gud enten skulle fuldt og helt åbenbare sig, eller også skal man leve med en slags blind tillid.
Det sidste vil føre til ekstremisme – og det kan jeg ikke få til at hænge sammen med kristendommen selvom, det både i historien og i nutiden tolkes og leves sådan.
For, så kan djævelen let være på spil, hvis jeg skal tage indledningen. Det opleves med selvmordsbomber, terror eller Abrahams parathed til at ofre sønnen Isak.
Det første med Guds fulde åbenbaring kan også være skræmmende. For mig må Gud være meget mere og meget større end, hvad jeg vil kunne forstå og magte at forholde mig til.
Hvis ikke, bliver Gud måske en maggiterning, som vi kan putte i lommen, og det er ingen Gud.
Derfor har jeg det fint med den indsigt, som Jesus giver; at Gud er kærlighed, der ser os som noget godt og som vil os.
Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar